Mads Hansen
(1889-1965)
Mads Hansen var født i Varming, søn af Mads Peter Hansen (1853-1928). Mads Hansen havde vognmandsforretning og siden et landbrug i Hømvejle. Ved stor flid og dygtighed dannede han sin gård ved drænings- og kultiveringsarbejde af gamle mosegrave og hedearealer. Han var en vågen og opmærksom mand, ligesom hans far havde været det. Optegnelserne er nedskrevet i et par kladdehæfter, mens han boede på alderdomshjemmet Riberhus.
Min famillie på fars side stammer fra Spandet Sogn. Min mor stammer fra Højrup Sogn, men der er ikke mange oplysninger om min mors side. Hun var født 1853 som datter af ugifte Valborg Kaag. Hendes forældre var Jørgen Thomsen, død 1844, født i Højrup. Hans forældre døde tidligt. Han var eneste søn af gdr. Thomas Jørgensen, død af en smitsom sygdom, kaldet Højrup Sygdom. Formynderen solgte gården. Ved statsbankerotten 1813 mistede han alle sine penge. Han var gift med Anna Marie Nisdatter fra Maugstrup. De overtog hendes fars ejendom. Hun døde 36 år gammel, efterladende en søn og en datter, Thomas og Valborg Kåg. Min mormor, død 1870, efterlod en datter, min mor, Anne-Marie Kåg.
Mor var en begavet kvinde og kom i pleje hos Frederik og Voldborg Zerlang på Skovsbjerg i Ordrup By i Toftlund Sogn, og hun var således plejesøster til den senere ejer af Skovsbjerg, Jens Zerlang. En ældre broder var pastor Johan Zerlang af Gram. Her har hun haft et godt hjem, sikkert lige til de gamle døde. Hun vedblev at have tilknytning til de to brødre, så længe de levede. En tid havde hun plads i Hamborg og talte godt tysk. Hun og min far blev viet i Seem Kirke 1888 og bosat i Varming. Min far, Mads Peter Hansen, født 1853, søn af Mads Hansen, 1807-1886, og Maren Nielsdatter, død 1902.
Det er særligt min fars bedrifter og oplevelser i Spandet og Fjersted, jeg vil optegne. Min far havde tre brødre. Den ældste, Hans Madsen kom til Amerika, han var uddannet violinist. Den anden Niels M. Hansen var i Amerika i 17 år. Kom så hjem og blev gift 1907 med Anne Marie Bæk. De boede i Faurholt og havde ingen børn. Død 1926. Den tredie, Eskild M. Hansen, også i U.S.A., døde 1913. Else Marie, kaldet ”Midde”, gift med Hans Christian Vind i Høm. Min far tjente hos Hans Sjøler i Fjersted i nogle år, senere i Spandet Kro hos Poul Skøtt og Trine Skøt. Trine havde et træben. Han tjente også i Lustrup og Vilslev.
Drikkeriet var dengang, som overalt i landet, en slem last. Man destillerede sikkert i smug mange steder, og drikkeriet var meget slemt i Spandet. Jeg nævmer et par navne: Niels Jessen, Peter Midtgård, Claus Clausen, kaldet Claus af Spandet, med flere. Claus stammede fra Gredstedbro Kro. Senere, da han blev udvist fra Spandet, flyttede de til Vong. Han var svoger til dem tyske kommuneforstander i Arnum, Stenholt, der selv var skyld i, at Claus blev udvist.
De blev engang enige om, at nu skulle drikkeriet holde op. De besluttede da at drikke deres beholdning af brændevin op. Begyndte hos Niels Lassen, og drak, hvad han havde, men de kunne ikke drikke det hele selv og måtte have tjenestekarlen til hjælp. Det tredje sted måtte de opgive, og de besluttede så, at de skulle ophæve foretagendet og fortsætte i den gamle vane.
Skulle man til købstaden, skulle man over grænsen ved Hømlund, hvor kroen lå. Hømlund Toldsted lå i den østre ende af kroen. Der var flere smugkroer undervejs derover. En i Hømlund, to i Hømvejle og så Frises Kro der lå, hvor vejen drejer ind på Haderslevvejen, så det kan nok være, den blev høj, inden man kom hjem til Spandet.
Vejen var sandet. Visse steder, f. eks. i Hømvejle, meget sumpet. Vognen var en gammel træstellet kassevogn. Som regel var der et par forsultne øg til trækkraft, hvilket var godt nok i sådanne tilfalde, da de altid var rolige.
En mørk aften de var på vej fra Ribe til Spandet, blev de enige om at gå ind til Mikkel Berndt Præstiin og få ham med med en lygte, da de intet kunne se. Det skete, men de kom på vejen efter Hømlund, sagde Mikkel, som sad foran med en lygte, som kun var forsynet med et tællelys og lyste meget sparsomt fremefter, til kusken, at han skulle holde længere til højre, for de var ovre ved grøftekanten. Kusken, Niels Lund, svarede:
”Her er det mig, der er kusk og bestemmer.”
Det varede heller ikke længe, før hele læsset væltede i grøften.
”Du er vel nok en dejlig karl til at lyse vej,” sagde Mads Hansen til Mikkel. Det var den tak han fik, og så gik han hjem og lod dem selv om resten.
Spandet Kro havde god søgning af de drikkeglade Spandetfolk. Engang var min bedstefar, Mads Hansen der også. Som omtalt var han dårligt gående, og i forbindelse med for mange punche skulle han køres hjem. Broderen til kromanden, Hans Skøtt, skulle køre ham hjem. Det var ikke så langt, kun en tre – fire hundrede meter. De fik da Mads Hansen anbragt bag i vognen, og det var mørkt. De kommer hjem, og Hans skulle ud efter Maren, så de kunne hjælpe Mads ind, men da de kommer til vognen, var der ingen Mads. Hans kørte så tilbage til kroen, hvor Mads i glad stemning i ubemærkethed var listet af bag af vognen.
Når Claus af Spandet kom hjem hen på natten og var fuld, slæbte han konen ud af sengen, og gav sig til at danse med hende. Det samme gjorde Peter Midtgård med sin kone, kun med den forskel, at hun fik nogle tæsk tillige. Ja, spiritus kunne virke i forskellige retninger. Nogen blev gale, andre blev glade.
Til Mads Hansens gård, såvel som til de andre gårde i Fjersted, hørte et stykke skov. Der var dengang en betydelig indtægt fra en sådan skov på den skovfattige egn. Der kunne leveres ask, eg og bøg til bødkere, karetmagere og drejere i Ribe, ligesom barkning af træer gav en god indtægt. Barken brugtes til garvning af skind. Min far skulle som dreng i sine fritimer barke træer. Som løn skulle han have en pibe, hvad der da var hans højeste ønske, hvorfor han arbejdede på livet løs. Men da leveringsdagen kom og dermed lønnen, kom den gamle hjem med en gammel kasket, som hverken passede hoved eller hale. Det gik ud over det senere afbarkningsarbejde. Man udførte malttørring på en af gårdene i Fjersted, da man jo havde træ nok til fyring. Det blev lavet af byg. Dengang altid seks-radet byg. Jeg antager, at det blev tørret i bageovnen. Om der blev fyret i ovnen, inden kornet kom i, eller om der blev fyret under ovnen, ved jeg ikke. Men jeg mener, at kornet først skulle spire, før det blev tørret og derefter anvendt til ølbrygning. Fjersted Skov, som jo dengang ejedes af gårdene i Fjersted, har alle dage haft ry som et godt nøddeplukningssted.
Om sommeren holdt Mads Hansen ringridning i skoven. En årlig begivenhed, der holdt sig i mange år. Jeg har været til det i 1904. Der var drik, telt, dans og slagsmål. Niels Hansen, som tjente i Mølby Mølle, var også med, og han havde bl. a. fået en kæreste, som han skulle følge hjem. Hun tjente i Lundsmark nær ved Hvidding. En spadseretur på otte á ti km. Han fik vel et kys til afsked, og så kunne han gå hjem til Mølby.
”Ja, at man ikke var klogere,” siger han nu på sine gamle dage.
Min far, Mads Peter, som var lystig, slagfærdig og vittig stod næsten fadder til alle de børn, som dengang blev døbt i Spandet Kirke, og der dansedes til alle dåbsgilder, så stenpikningen føg af stenstumperne eller af lergulvene. Dengang var der altid mange faddere til barnedåb. Min far havde 14 faddere til sin dåb, og jeg havde ni. Når det var en dreng, der blev døbt, skulle det altid være en gift mand, som holdt barnet ved dåben, en pige skulle derimod bæres af en kvinde, som regel af nærmeste familie. Min bedstefar skulle også engang holde et barn over dåben, men han var allerede dengang så fuld, at en anden måtte overtage bestillingen.
Det var, for os nulevende, nogle mærkelige navne folk havde: Peter kaldte man Per, Anders Ans m.m. Johanne = Hanne, Bodil = Boel, Andrea = Drea, Mette = Met, Mathilde = Tille, Katrine = Trinne, Hansigne = Sine, Dorthea = Dorte, Kristine = Kirsten, som regel med tilnavnet Mari og ”til” med faderens eller mandens fornavn. F.eks. Maren til Mads´es, Kirsten til Per´s, Tille til Kløj´s, Maren til æ Smeds, o.s.v. De kunne også hedde Maren-Mari Ann-Mari, Boel-Mari, Dort-Mari eller Hanne-Mari.
Da min bedstefar var omkring 60-års alderen, blev gården solgt. Sønnerne var alle, undtagen min far, rejst til USA. Bedstefar var dårligt gående, han gik altid med to stokke. Gården blev solgt til Karsten Smidt fra Gjelsbro. Han var en bror til købmand Smidt i Spandet Kro. Prisen ved jeg ikke, men den blev udbetalt i sølvpenge. Mønterne blev opstablet med ti i hver stabel, ti i rækken og målt med en tynd træpind om de var lige høje og derpå puttet i en sæk, der var så tung, at min far, som dengang var dreng, ikke kunne løfte den fra jorden. Om det var dalere eller prøjsere, ved jeg ikke. Ud over prisen skulle der svares aftægt, så længe de levede. Jeg husker ikke hvor meget de skulle have, men min bedstemoder, som var 16 år yngre end min bedstefar, var kun 46 da hun kom på aftægt, og hun levede til hun var 79. Karsten sagde da også til Jørgen Gram, at når han kom og fortalte, at nu var Maren død, så skulle han få en punch. Maren boede dengang i Høm hos datteren Midde. Men Maren bød Jørgen Gram to punche, hvis han kom og fortalte, at nu var Karsten død. Det kan tyde på, at venskabet mellem Karsten og Maren ikke har været så godt. Hun overlevede dem vist begge. Karsten havde to døtre, Lene og Dorthe. Lene gift med Peter Midtgård og Dorthe med Mads Vind. Lene og Peter Midtgård havde Karstens gård.
Engang følte Karsten sig syg og som følge deraf kaldte han sine svigersønner til sig De troede sikkert, at der skulle skrives testamente og var håbefulde, men det blev nu anderledes, som følgende vil vise:
”Do, Peter, føst sætter do di muers goer´ øver styr, og no æ do godt på vej te å gøer de samm mæ min. Det æ di kuen Lene, som både må gøer arbej å hold sammel å æ stumper. Do svirer å baldrer å handler det hiel væk. Do æ en sølle ka´l. Å do, Mads, do hår åll daw vat et doven støk ka´l, gjerrig hår do vat som båer Fanden, det æ Dorte, der ska gøen æ arbej å knap ka do unde hin te føed. Ud mæ jer.”
Karsten havde ord for at være meget ivrig med arbejdet. Når de kørte i marken, og de spændte fra vognen, var Karsten altid af vognen og havde det første hammelreb af hesten allerede før vognen var kommet i ro. Min far, som arbejdede hos ham, vidste besked og nåede altid at få hesten først frigjort, hvad der morede Karsten.
Man havde dengang altid en tægt med boghvede. Det kunne give godt udbytte, men det kunne også slå fejl. Det er ikke let at bjerge i regnfulde tider, da det jo ikke kan bindes i neg som andet korn og stadig skulle vendes, og når så vinden ikke kunne gennemlufte det, blev det meget sort og svært at bjerge. Men det skulle jo gerne bjerges, ellers fik man ingen boghvedegrød. Engang slap Karstens tålmodighed op. Afgrøden var ødelagt. Han tog da en stak på forken og smed det op i luften, og sagde så op mod himlen:
”Her har du det, din gammel as.”
Min far tjente i Spandet Kro i flere år. De havde en marskfenne, først til høslet og senere til græsning af de store stude. En lang vej med den tids veje og vogne at hente hø, enkelte med studeforspand. Disse gamle, træstellede vogne knarkede altid, særlig når der var stærk tørke. Så lød det om morgenen, når de kørte ud, som om de sagde:
”Vi kommer aller derud, vi kommer aller derud,” men når så de skulle hjem om aftenen, og hestene havde fået et godt livfuld græs og kusken en del dramme, og man kørte i trav, lød det fra vognen:
”Vi kommer i morgen igen, vi kommer i morgen igen.”
Min far og en anden karl skulle rense grøfter engang i nærheden af Varminglund. Det var varmt, og lysten til arbejde manglede i høj grad. De havde været der et par dage, og arbejdet burde have været slut. Så ser de pludselig at ejeren, Poul Skøtt, kommer for at inspicere arbejdet. Min far springer da op af grøften og går Skøtt i møde.
”Hvor vil du hen, Mads?” siger Skøtt.
”Jo,” siger Mads, "jeg skal hjem og have mine træskostøvler på, for det vrimler sådan med hugorme dernede, så der ikke er til at være.”
”Tøv lidt,” siger Skøtt, ”jeg vil med.” Han skulle ikke derned og kigge efter.
Grøfterensning var, når der ikke var andet, en stadig tiltagevendende beskæftigelse. Det udgjorde dengang en krævende nødvendighed, dels for afvandingen og dels som hegn for de løsgående kreaturer. Når forårsarbejdet var slut omkring den 20. maj, så skulle folkene i grøfterne indtil omkring 1. juli. Man tog så fat på klynestrygning og tørvegravning. Så atter i grøfterne indtil høslettet 1. juli. Der var jo ingen roer dengang, som nu til at give arbejde. Når høsten var bjerget og vejret blev dårligt, havde man tærskning med plejl, indtil forårsarbejdet atter indtraf. Dog skulle bygningerne i forsommeren istandsættes og tækkes. Om vinteren snoedes halmsimer og lavedes stak til tækning, der lavedes tøjrstager og andre redskaber. Der var jo dengang mange flere håndværkere på landet.
Der var en gammel pige, kaldet Trine Kokkes i Spandet, som doktorerede på elskovssyge karle. Prisen var ikke afskrækkende, 2 groschen, men hun tog altid pengene forud, for hun var blevet snydt så tit, at nu skulle det have ende. En helt pjattet karl skulle også prøve, men da han var færdig, fortrød han. Han syntes, at de penge var dåligt anvendt og græd over det, og så ynkedes Trine Kokkes over ham og gav ham den ene groschen tilbage, så var ikke det hele tabt.
Der boede en familie på Hømlund Syd, i nærheden af, hvor nu Nis Hansen bor, men i Fjersted. En gang kom præsten, og da der ikke var andre end et par børn til stede, spurgte præsten:
”Er Eders forældre hjemme?”
Så sagde den ældste dreng:
”'Jo, far er fremme i æ bås og skide, og mor er nede Fjersted etter ronneve´nosser.”
En spise, som var meget delikat, men som ikke mange kunne lide på grund af navnet.
Engang kom præsten ind min fars hjem, og bankede på døren. Også her var børnene ene hjemme, og en af drenge. var blevet smidt ud, fordi han havde sluppen sine vinde, og det lugtede ilde. Og nu det bankede på døren, troede de, at det var ham, som kom igen, og derfor sagde de, som var inde:
”Næ, du kan godt blive ude, til du har fåen affesen.”
Der er et gammelt jysk mundheld, som jeg har hørt af en kone: ”En kender ikke en pige før en har ligget ved hende.”
En lærer spurgte engang i skolen, hvad det hurtigste i verden var. Det var der ingen, der vidste.
”Jo,” sagde læreren, ”det er tankerne.”
Så var der en lille dreng, der rejste sig og sagde, at han vidste noget, der var hurtigere, for han havde en lillebroder, som havde gjort i bukserne, og det kom, inden han tænkte.
I Øster Lindet Sogn var beboerne slemme til at drikke. Tillige var ugudelige og vantro. De havde en præst, der hed Mikkel. En søndag havde han bestemt, at nu skulle der tales dunder til sognebørnene, og han talte som følger:
”Når nu den yderste dag kommer, og Herren kalder: Mikkel, hvor er du med dine får? Jeg gemmer mig. Da lyder det med høj røst: Mikkel, hvor er du med dine får? Jeg skjuler mig. Da lyder det tredie gang med en tordenrøst: Hvor er du med dine får? Jeg træder skamfuld frem. Jeg siger: Herre, du har betroet mig en flok forsultne ulve.”
En præst holdt engang en ligtale over en gammel, død kone, og sagde bl. a.:
”Denne kone, har haft et meget langt liv, og hun har også haft meget ondt i sit liv, og derfor kan vi nu betragte hendes ende.” (Liv betyder her på egnen ”mave”)
Niels Hansen, som tjente Mølby Mølle hos Jens Holst sagde engang, at en muldvarp var et meget grådigt dyr, den skulle have 14 pund at fortære om ugen. Niels Hansen mente dog, at det var løwn. Men han påstod også, at mennesket ikke kunne leve, hvis ikke det fik 14 pund skidt i løbet af et år.
Jens Hansen fik sit tøj vasket og stannet hos sin mor. Men da hun syntes, at det varede længe, inden han kom hjem med snavsetøj, tog hun en beslutning og gik til Mølby for at se, hvordan det stod til med tøjet. Hun gik ind på hans kammer og åbnede klædeskabet, og der fandt hun kun et par snavsede træskostøvler. Det var alt, hvad der var. Han var rejst til USA og havde 4.000 mark med. Efter 17 års forløb kom han hjem og havde da 4.000 kr. med. Han sagde, at han var blevet snydt. Han lærte aldrig at tale engelsk. Han blev gift 53 år gammel med en ældre pige i 1907 og friede sig ind i en lille ejendom i Faurholt.
Da min far og mor var blev gift i 1888, købte de en dårlig gård i Varming af kreditforeningen. (Varming Vesterby 25) Her var de ca. fem år.
Far var engang kommet til marked i Ribe med en åringskalv, som kaldtes en rønplint. Der var dårlig handel, men i sidstningen kom der dog en yngre mand og gav et bud, som lå meget lavt. Far sagde da til manden:
”Nu skal du have tak for budet, og du kan også hilse hjemme og sige tak,” hvilket jo var flovt for manden.
Engang solgte han ti kalve til naboen, Poul Vestergård. De skulle så ind og drikke lidkøb.
”Jeg har solgt en kalv til Poul,” sagde Mads, ”nu må vi ha en punch.” Og da de havde fået den sagde Mads:
”Marie, nu må vi ha en punch mere, for nu har jeg solgt en anden.”
Mor holdt altid igen med punsene, hvad også gjordes nødig.
Engang var far kommet til præsten i Seem, pastor Lauridsen. Han var kørende og spændte fra hos Laue Vind og gik op til præsten. Her blev han ikke så godt modtaget. Præsten sagde: ”Hør min gode Mads Peter Hansen, jeg har hørt meget om, at De drikker sammen med Deres nabo, Peter Jessen!” Han havde nemlig fået dilerium.
”Det må De ikke, det er synd både for hans og Deres Marie.”
Det kunne far ikke sige meget til og ytrede, at de drak dog kun en punch ad gangen. Da han så kom tilbage til Laue Vind, sagde Laue, at han skulle komme ind og have en punch, hvad far mente var godt.
Engang var han hos Poul Vestergård med en ko til tyren. De skulle først ind og have en punch, for at det kunne lykkes. Det trak noget ud, og før de skiltes, sagde en anden mand, som havde været med, at nu kunne han have været langt væk, om ikke de havde trukket tiden så. længe.
”Ja,” sagde Mads Peter, ”og koen kunne have været langt henne med kalv.”
En tidlig forårsdag var han ude at harve på noget stiv muldjord ude ved gården, og harven hoppede og sprang i den stive jord mere end hesten, som havde stået på stald hele vinteren, og harven havde endda kun stået ved husgavlen.
En gang var Mads Peter og Nis Østergård kommet til Skallebæk Kro og havde fået alt for mange punche, og da de skulle hjem til Varming, stumplede begge omkuld og blev liggende. De kunne ikke komme op igen. De var vel så falden i søvn. Nogen tid efter siger Nis, at han vil have noget mere dyne, han frøs.
”Det kan jeg ikke gi dig,” sagde M.P., ”men derimod kan du få noget mere plads, for det har vi nok af.”
Han skulle dengang til Ribe for at købe proviant. Når det så skete, skulle man gerne have bud med for naboerne, og den kørende skulle have en eller to nabokoner med. Særlig Sine Lautrup ville gerne med en tur, men så sagde far:
”Du skal se ordentlig ud i klæderne, hvis du vil med.”
Selv var han dog altid meget tarvelig i tøjet, så hvorfor Sine skulle være så pæn, aner jeg ikke.
Jeg blev født 1889 og fik to søskende til, før vi flyttede fra Varming, men de døde begge som små. Doktoren var en mand ved navn doktor Kopp, som boede i Hundegade ovenpå ved Stöckens Plads på hjørnet. Han var sjældent ædru, men ellers var han vel god nok. Hvis det havde været nu i 1958 havde jeg nok haft en, to eller tre søskende flere. Nu har jeg kun en, den yngste, Martin, født i Hømvejle 1897.
Man fangede ofte nogle gedder i åen, så man kunne få en ret fisk, ligesom man tattede eller stangede ål i Varming Sø. Vi havde en ruse, kaldet en ”ham”, som Søren Peter bandt. Der var flere fisk dengang end nu, hvad der bidrog til livets ophold.
Gården i Varming står endnu uforandret og er sikkert den ældste gård i Seem Sogn. Til gården var en lejlighed i den østre ende, hvor der boede en ældre kone med en datter, Ane Else. Konen hed Anke.
Ligeledes var der et hus lige nord for gården ind i brønkerne nord for vejen. Brønkerne, nogle klitagtige småbjerge. Her i huset boede Peter Petersen, kaldet ”Skrop”, og kone Bold-Mari. H.P. Skrop tjente fast i Harreby, og var kun hjemme om søndagen. De havde bl. a. de to sidste tvillinger, Hermann og Jens. Engang havde de fået faderens forladegevær, som altid dengang hang ved bjælken, ned, og skulle skyde. Men da den ene ikke kunne løfte den, skulle den anden holde løbet, og der havde han lillefingeren for hullet, og da så den anden trykkede af, røg jo lillefingeren med. Moderen skyndte sig så ned til os og beklagede sig, men far blev vred, og sagde, at sådan nogle hvalpe skulle have noget andet end en bøsse at lege med. Hertil sagde Bodil-Marie Skrøps:
”Ork, Herregud, de små stakler skal vel have noget at lege med.”
Far mente dog, at der kunne være andet og bedre.
Nytårsskydning af de små, fattige børn var dengang en hel plage. Det var særlig børn fra Lustrup og Føvling, det var galt med. Far måtte have fat i pisken og drive dem fra Bold-Maries hjem, for der havde de intet at give bort af. En lille pige, som faldt og tabte sine småkager, hjalp han dog med at samle op.
Der var intet mejeri dengang, og man kærnede selv sit smør. Engan først 90-erne begyndte Jakob Riis på Seemgård at købe mælken. Han havde anskaffet en hestetrukken centrifuge. Men det gik kun et par år. Senere leveredes mælk til Riberhus Mejeri, og dem i Høm og Faurholt leverede til Spandet Mejeri, indtil i 1911 Seem Mejeri blev bygget, og hele sognet kom med her.
Vi havde vores mark ved gården. Syd for ned til søen strøg vi klyne. Om vinteren ved højvande gik vandet helt op til havediget. Ligeledes havde vi alt jorden vest for åen, nord for vejen ud til engen. Ligeledes et stort areal hede på Varminglund. Her var min mor en dag
ude at rejse tørv, ”flower”, og på vejen hjem siger mor:
”Skynd dig, stræv og kom, der kommer en cykelmand.” Det var den første cykel, vi så, den kom ad vejen til Gelsbro.
Der er i dag, 1958 ikke flere huse eller gårde i Varming end i min barndom. Der er sandede marker, men de har en betydelig høavl. Poul Vestergaard, som en tid var sognerådsformand, havde foruden sønnen følgende tre døtre: Bodil, som blev gift med møller Jessen i Hygum, senere Haderslev, Kirstine, gift i Lejrskov og Ada, gift med Svend Thomsen i Høm.
Varming dengang
Vestergården var en meget gammel gård. Firelænget med to piger og to karle. De havde en karl, som jeg var meget bange for, han ville putte mig i sin lomme. Når jeg så ham, skulle jeg nok komme væk: Han hed Andreas Johansen og blev gift med Sofie fra ”Nylyk” i Varming og bosat i Jernved. Gården ejedes af Poul Vestergård. Han blev tidligt ejer af gården, da hans far døde. Hans mor, Boel, blev gift igen med Laue Vind i Seem, og ved dennes død arvede Vestergård hele gården i Seem. Jorderne er nu solgt til Marius Schneider, og stuehuset beboes af Anton Blom. Villy Puggård Hansens gård på Seem på Seem Mark er ud fra denne gård. En made og en fenne hører endnu til Vestergård, så det er en betydelig gård, og den ejes nu af sønnen, Jørgen Vestergård. Den er brændt to gange. Den første gang af høet. Den blev flot opbygget i fire længer, men ved sidste brand dog kun genopført i tre. Vestfor blev senere opført en villa (Villa Vrå) af Poul Vestergårds svoger, som havde været i Amerika. Nord for gården lå et hus, som dengang beboedes af oversergeant Bukh, senere sergeant Jacobsen, hvis datter Margrethe Bukh blev lærerinde i Seem Skole og senere blev gift med den første uddeler i Seem-Varming Brugsforening, Mads Vind. Huset er nu beboet af en arbejdsmand. Så kom vores gård, som blev solgt til Andreas Nørgård, gift med Mine, som er datter af Hans Simonsen. Andreas Nørgård har skrevet og udgivet et hæfte, kaldet: ”Træk af Seem Sogns Hjemstavnshistorie”. Sønnen Niels fik gården, og den er endnu i familiens eje idet en dattersøn, Peter Nørgård Smidt ejer den. Den er meget gammel. I huset nord for (Bakkehuset) har der boet flere, bl.a. Andreas Nørgaard, nu datteren og hendes mand: Jokum Hansen.
Atter øst for boede dengang Peter Jessen, som var gift med en søster til Jesper Olesen fra Høm. Fra den gård er i 1889 udstykket en gård, som ligger længere i nord, og overtoges af et søkendepar, Hans og Marie Jessen. Senere beboet af Hans Andersen, Andreas Knudsen, Poul Vestergård, Kresten Dinesen og beboes nu af Jørgen Smidt.
Øst derfor er et jordløst hus, hvor Peter Hansen Lautrup, kaldet ”Pehansen” bor. Han var tækker, og gift med Sine Bondegård, hvis far var Dannebrogsmand og ejede hele huset. De havde sønnerne Chresten, som bor i Holsted, Christoffer, som var handelsmand og Christian, som blev herregårdsskytte i Sverig og så Martin, som er jævnaldrende med mig.
Engang havde vi fået kig på nogle æbler på et træ i Anders Truelsens have, og vi stjal af dem. Martin fik klø, og min far sagde til mig, at jeg skulle gå hjem og sige til min mor, at hun skulle give mig nogle klø, hvad jeg var så klog at undlade. Brødrene Lautrup var alle stærkt interesserede i jagt og fiskeri. Der var to søskende mere, Stine og Niels, som nu er grænsegendarm. Huset tilhører nu Johan Bejning.
Syd herfor lå dengang et hus, som beboedes af en fru Clausen med en datter, Anke. Manden havde været skibskaptajn. (Han havde været politibetjent i Hobro, men en søn var sømand). Hun var en søster til Hans Simonsen. Huset er nu ikke mere. (Martin Lautrup købte og nedbrød det, og lagde jorden til sit fødehjem).
Derefter kom Anders Truelsen, som flyttede til Vester Vedsted (Omtalt i Peter Buks bog ”Guldagergård”). Det ejedes af Jens Jensen, kaldet ”Jens Præst”, som er gift med Anke Clausen. Nu har sønnen Peter Clausen Jensen det.
Øst for igen, boede Kristian Thomsen, som havde været lærer. Det var ham, der sagde, da brændevinen steg i pris: ”De satans mennesker da osse!” Der boede en gammel mand der i en stue. Vi kaldte ham Gamle Kresten. Han havde et sort fuldskæg og skråede udkradsersnus. Ham skulle jeg kysse, og var ikke uvillig, hvad min mor dog ikke syntes om. Han druknede i Varming Sø. Om det var med eller uden vilje, vides ikke.
Martin Lautrup har ejet huset, men byttede så med Vestergård og fik 30 tdr. land på Seem Mark og byggede der. Huset ejes nu af From Pedersen.
Øst derfor boede Søren Peter, som bandt ruser. En datter byggede nord for vejen et hus. Her har senere boet en dygtig skibstømrer, Mads Petersen. Det ejes nu af Johannes Johansen. Øst for igen, ved vejen, der fører til Skallebæk, ligger et lille hus, som altid har tilhørt Hans Simonsen. Det har været beboet af flere arbejdsfolk, nu Peter Hansen. (Nedrevet)
Nord for vejen, lige ud for Skallebækvejen boede Andreas Jacobsen, kaldet Kalslund. Det var en gammel ejendom med jord til og tre-fire køer. Hans kone hed Else, og jeg skulle have tjent hos dem, da jeg var ti år, men blev syg og kom der ikke. Jeg skulle have 25 kr. fra april til november. De havde en gammel stiv øg, som Kalslund red på til marked. Når det ikke passede øget, slog det Kalslund af. Mere stiv var den ikke. Han blev meget gammel, og havde en mægtig hukommelse, og kunne fortælle om, hvad der var passeret i Varming før i tiden. Han holdt meget af søde sager og kunne tømme fadet ved et kaffebord. Der var en stor, firefags stue i huset, som blev udlejet, når beboerne i byen holdt gilde. Kalslund havde et sige: ”Det nøtter ett, det nøtter min sæl ett.”
Øst for ligger et lille hus, med jord til en ko. Det beboedes af en murer A. Dahl, ”Hyttmand.” – Nu af Mads Nissen. Kalslunds hus ejes nu af vejmand Iver Johansen, hvis søn, Bent har opført et stort savværk med moderne maskiner. Her vest for har engang ligget en skole.
Øst for, syd for vejen ligger Anders Snedkers ejendom, hvis søn Peter Snedker og Truels Varming var vognmand i Ribe. ”Snedker” var et tilnavn. Anders havde også et sige: ”Forsli.” ”Vor datter, Grethe skal forsli ingen karl ha´, hun skal ha´ en søn!” Dermed mentes, at hun skulle have en gårdmandssøn og ingen tjenestekarl. Hun fik også en fra Harreby. Gården blev under krigen solgt til Las Lassen i Seem til udstykning, hvad også Hans Andersen og Hans Jessens gårde blev. Det bedste jord og eng blev solgt fra, hvad der var meget uheldigt.
Engang var præsten kommet til Anders Snedker, og spurgte til helbredet.
”A ska forsli op, a ska forsli a æ bås!” Stalden kaldtes dengang altid ”æ bås”, og båsen var dengang det samme, som nu wc. Gården har haft flere ejere, bl.a. Martin Østergård og ejes nu af Sandfeld og er nyopført efter en brand.
Derefter Østergård, som var sognets næststørste gård. Den ejedes af Nis Nissen Østergaard, som kom meget ulykkelig af dage, da han på vejen hjem fra Ribe faldt af vognen og blev fast i vognen og slæbt ihjel. Han var vist beruset. Gården brændte sidst i 90-erne og er moderne opført. Ejedes af sønnen Laurids, hvis bror Andreas er murer i Ribe. Ejes nu af Andersen fra Gredstedbro.
Øst derfor ligger et jordløst hus, som dengang beboedes af en gendarm ”Lille-tyk-Jørgensen”, nu af Hans Voss.
Nord for vejen lå også et jordløst hus, som beboedes af en anden gendarm, ”Store-tyk-Jørgensen”, som flyttede til Obbekær. Atter kom en gendarm, sergent Berg.
Disse gendarmer skulle vogte grænsen fra Stavnager til Gjelsbro. Men da grænseskellet gik over Gjelså hele vejen, var arbejdet meget let. Da Andreas Knudsen gård, som lå noget nord for vejen brændte, blev huset købt og avlsbygningen opført her, og ejes nu af Jacob Andersen. Her har boet en mand ved navn Tranberg. Andreas Knudsen var en snu mand til handel og kørte i flere år med mælk til Ribe Mejeri. Han skulle bestyre de af Las Lassen købte gårde, og skulle som vederlag have et par traver korn. Men da auktionsdagen kom, var der ikke et neg på gården. Andreas Knudsen havde fjernet det hele. Sønnen Knud fik gården, men solgte og flyttede til Obbekær.
Længere nord herfor ligger Hans Jessens gård, opført 1893. Også solgt til Las Lassen, og ejes nu af Peter Smidts søn, Christian Schmidt. Han er gift med Andreas Nørgårds datter.
Øst for lå den sidste gård som ejedes af Peter Smidt, fra ”Brandenhof” i Tiset. Han var en svær mand, men svagelig. Senere sønnen Niels, så købmand N.Nielsen og grosserer L.C.Nielsen, Ribe. Nu Julius Jørgensen.
Lægere mod nord lå to mindre ejendomme, kaldet ”Nørrelyk”. Her på den første boede Johannes Lorenzen og P.G. Hansen, nu i Høm og Varminglund, som kørte mælk til Ribe. Nu brændt og flyttet ud til vejen og ejes af Jens Knudsen.
Den anden ejendom husker jeg ikke, hvem der beboede. Kun datteren Sofie, som blev gift med Johansen, som tjente hos Vestergård. Den beboedes i flere år af Hans Sønderups og Peter Hansen, gift med P. Smidts datter. Det er også brændt og har flere gange været til tvangsauktion. Beboet sidst af Ejnar Stavnager.
Mod nord ligger den store, magre slægtsgård: Stavnager. Her tjente jeg sommeren 1910. De havde løsgående kreaturer og får hele året. Avlen var boghvede og rug, en del hø og lyng. Senere er den store Stavnager Plantage solgt fra, ca. 100 tdr. land. Ejedes af Andreas, senere sønnen Jørgen og nu Andreas Stavnager. Her holdt grænsegendarmerne altid til. Lille-tyk-Jørgensen, Jacobsen, og Berg. De havde en jordhytte med en bænk øst for haven, hvor de sad. Andreas Stavnager var en gæstfri mand, og vi fik daglig en punch sammen med en af gendarmerne. Det er den eneste plads, som jeg har haft, hvor man fik en punch med. De skændtes næsten altid. Særlig Berg og Andreas, når de blev uenige i politik. Vi havde en slåmaskine, ”Valte A Valte” maskine. Da vi skulle have den i brug, manglede vi smøreolie. Jeg sagde, at der stod en flaske smøreolie oppe på loftet. Jeg vidste ikke, at det var gulvolie med tørrelse i. Nu blev så maskinen smurt, og den stod så en dags tid, og da Andreas ville flytte den, kunne han ikke trække den. Han fik så en gendarm til at hjælpe, men heller ikke de kunne trække den.
”Do ta´r ikke fat,” sagde Andreas. Men nu tog han fat med det resultat, at der sprang en aksel, hvorfor høsletten blev udsat et par dage. Stavnager, har næsten al sin eng nord for åen. Også broen over åen ejedes af Stavnager. Senere blev der støbt en bro af Seem Kommune, hvoraf Obbekær Kommune har part med en tredjedel. Nu trænger broen til fornyelse igen, da den er for lille. De havde engang en karl, som var til dyrskue i Ribe, og kom sent hjem. Da så manden dagen efter spurgte:
”Hvordan kom du hjem, Peter?”
”Det ved A fanden tage mig et´. A ved da, A kom igennem en støk bovet (boghvede) her ved Stavnagergård.”
Her forenes åerne Gramå og Fladså og bliver til Gelså, og kaldes så Nipså.
Et par kilometer mod øst ligger den store gård Karkovgård, som ejedes af Hans Broe, som holdt hingste og en stor mængde får, som senere Jørgen Broe, nu Hollænder ejer. Staten har her købt nogle hundrede tdr. land til plantning, ligesom der er oprettet et fiskeri.
Engang i slutningen af krigen 1914 – 18 gik Jakob Hansen, som var en gammel, meget nærig mand, og Claudi Andersen til kirke.
”No hår Jørgen Broe fåt en flask cognac hjem,” sagde Claudi.
”Det wa´ savt dyje,” sagde Jacob.
”De wa´ it så gal´,” sagde Claudi, ”80 kroner.” Men Jacob syntes sagtens, det var dyrt.
Fra Varming, hvor vejen går til Skallebæk, ligger en lille, gammel ejendom øst for vejen. Den ejedes dengang af Poul Vestergård eller hans moder og beboedes af en oversergant Lold nu af Jens Petersen, som kører mælk til Seem Mejeri. Overserganten var dengang bereden, d.v.s. havde hest og skulle inspicere gendarmerne i Obbekær, Stavnager og Varminglund, måske også Hømlund og Høm.
Længere mod syd ligger en stor gammel gård, som ejedes af Hans Simonsen, senere af sønnen Las, nu af hans søn, Hans Simonsen. Der er plantet en stor plantage. Hans Simonsen, hvem, der er fortalt meget om her i sognet, var en særpræget mand. Han var en meget dreven skytte og havde mange bøsser og flere hunde. Hvis hunden ikke ville, som Hans Simonsen, blev den skudt.
En gang var en stud faldet i en muddergrøft og død.
”Den vild´ jo a´ mæ´ æ liv´ så´en jen. Hva' vild´ den ejsen derned a´ter?”
Han havde en hest, som var blevet helt blind. Folk syntes at det var synd for den, men Hans Simonsen syntes ikke, det gjorde noget.
”Den har jo ett noget den ska´ ha´ set a´ter, så´n jen," sagde han.
”Hår do no´et å slo mæ´?” sagde en engang til karlen, da de skulle have kreaturerne på stald. ”Ja, jeg har et styk reb,” sagde karlen.
”Det dur slet ett. Do ska´ ha´ en solid kjæp!” sagde Hans Simonsen.
Engang da der gik rygte om, at der var brudt en mængde slaver ud i Rendsborg, som var på vej mod Jylland, besluttede jægerne i Seem Sogn at tage imod dem. Derfor blev alle jægere samlede på Ildenbanke i Høm, omtrent hvor Brugsforeningen nu ligger. Det var under Hans Simonsens førerskab.
”Den fø´st, der render, sky´er A!” sagde han.
Der blev udsendt en forpost til Hømlund for at spejde efter slaverne. Da de hørte et skud i Fjersted, sikkert en jæger, kom de tilbage med meldingen, – så løb de allesammen. Der kom aldrig nogen slaver, det var bare løse rygter, der var i omløb.
Hans Simonsen var i sognerådet, men det interesserede ham ikke. Engang, under en skatteligning, var de ved at ligne en mand, – det var ham selv, – men Hans Simonsen fulgte ikke med, men snakkede om noget andet. Da man havde sat ham i skat, sagde formanden ”Hvad siger du om det her, Hans Simonsen?”
”Heran mæ æ dæwl!” sagde Hans Simonden, som troede der var tale om en anden mand.
Hans Simosen havde nogle mægtig store poppeltræer stående tæt ved huset, men da så lynet slog ned i dem, blev de fjernet. Det var ikke meningen, det skulle slå ned der.
Længere mod syd, lidt øst for vejen boede Peter Sørensen, kaldet ”Bisp”. Han var fra Føvling. Før ham boede sognets første sognerådsformand Thomsen her, en bror til Christian Thomsen i Varming. Senere boede Anders Sørensen ”Bisp”, nu Carl Hein.
Skallebæk var dengang et centrum for byerne Seem, Varming, Varminglund og Faurholt. Her var kro, smed, mølle og skole, samt siden 1909 en brugsforening og vognmand.
Fra Varming flyttede vi i 1893 eller -94 til Faurholt og sad til leje hos Christian Christensen. Derfra til et gammelt hus, som lå, hvor nu Iver Jepsen bor. I køkkenet var kampestensgulv, og der var ingen rigtig loft over. Her fødtes min bror Valdemar, som senere døde seks år gammel af strubehoste. Her i samme hus boede ældre enke ved navn Else Nissen, født Bæk. Hun vævede og hørte til indre mission og var en rar gammel kone. Jeg har mange gange siddet hos hende på vævestolen og beundret de mystiske islæt, men kan dog ikke beskrive de særlige indretninger og anstillinger. En sådan vævestol tog betydelig plade op i en lille stue. Også i Høm var en væverske, Anna Gram, men omkring århundredskiftet gik de ud af sagaen. Da var der forlængst oprettet et stort væveri i Ribe, Crome og Goldsmidts Fabrikker, som nu er nedlagt igen, det skete omkring 1910.
Her i Faurholt kom mange vagabonder, kaldet ”bosser”. Enkelte gange kom der kørende sigøjnere, nogle sorte tysktalende folk med mange børn, som vi børn var bange for. De havde ord for, at de ville stjæle små børn, ligesom der kom mange kræmmere med kræmmerkassen på ryggen, som indeholdt mange forskellige ting. Nåle, garnvinder, pandebræt, fine ting i nips og silkestof, små ure med kæde, som kunne drages, så der kom et billede frem, ansjoser i løs vægt, lommeknive, m.m.
Her i huset havde boet en bødker, Christian Bæk, som senere flyttede ud vest for Faurholt, senere Niels Madsen Hansen, som blev gift med datteren, – det var min farbror. Senere Jens Christensen og Otto Christensen, nu Viggo Olesen.
Far arbejdede forskellige steder, mest hos Anders Ohrt. Her fik han engang fingeren i valserne i hakkelsesmaskinen, og man skulle have maskinen skilt ad for at få dem løs. Men da man ingen nøgle kunne finde, måtte man låne en hos naboen, og det tog tid, og han doktorerede derefter længe med den hos doktor Nielsen, senere overlæge i Ribe, men fingeren blev stiv. Det blev en stor doktorregning, og vi fik den aldrig betalt.
Der, hvor vi boede, blev kaldt Persillestræde. Huset ejedes dengang af Chresten Chrestensen, og blev nedbrudt, da det ikke kunne stå længere og grunden solgt til en amerikaner, der købte jord til, og det har været i Mads Sørensens eje. Nord for boede Peter Ebbesen og Bine. Han kørte mælk til Spandet og havde to sønner, Ebbe og Chresten. Ebbe studerede i København. Han skulle efter sin mors bestemmelse have været præst, men pengene slap for tidligt op, så han måtte nøjes med noget mindre. Han blev gift med Andrea Søberg Jørgensen i Snepsgårde, og døde meget ung i København. Chresten fik gården, men døde også meget ung, han var en meget dygtig bonde. Om Peter Ebbesen, som var fra Kalvslund, blev der af gendarmerne i Faurholt skrevet en vise. Den var bekendt videnom, – helt til Hygum:
”Her i Faurholt, her bor en mand,
hr. Peter Ebbesen hedder han,
han har en kone, hun er af stand,
men hun kan ikke li hendes mand.”
Gården ejes nu af Hans Hansen fra Ballum. Vest for boede Jens Frederik Lund og konen Stine, som var datter af jordemoderen, Lisbeth Fostmor i Seem og tækkeren Poul Petersen. Jens Frederik var jæger. Jeg passede køerne for dem i løs drift i et par måneder som dreng. Han solgte senere gården for 7.000 kr. til Jep Jepsen, nu ejes den af Jes Jepsen, og byggede så på et stykke jord i Seem, kaldet ”Gaden”, som hørte til ejendommen i Faurholt. Det er øst for præstegården, nu ejes den af Jaoob Petersen. Øst for igen boede Chresten Chrestensen og ”Lille-Trinne”, som var født Bondegaard og var fra Varming. De havde fire sønner, som alle kom i gode stillinger. Niels Ribe-Christensen fik en stor forretning i Frederikshavn. Stoffer blev bager, senere kromand ved Silkeborg og Christian, som endnu ejer ejendommen i Faurholt, og Marius Ribe-Christensen, som blev godsejer, (Volstrup), er stor købmand i Hobro.
Så boede Peter Christensen og Andrea, som havde mange børn, senere Hans Voss, og nu Jehova-manden Richardt Sørenen. Så er der tre gårde i række. Mod øst Niels Skov og Marie, født Ohrt, som har en stor gård, der nu tilhører Harald Olesen.
I midten Peter Ohrt og Trinne, hvis far havde været degn og orgelbygger i Gram, senere sønnen Anders Ohrt og Nissen Vind, nu Jørgen Olesen og Kathrine, født Skov.
Vest for samme gård, opført 1889 af Niels Ohrt og Anna, nu Anders Ohrt.
Ovre ved vejen Høm-Seem boede Jeppe Hansen, som var en ivrig plantningsmand. Gården ejes nu af Jens Hansen, og længere mod vest bor Viggo Olesen.
Engang havde vi fremmede af fars gamle kammerater fra Spandet. Det rygtedes til naboerne, som var nysgerrige, og spurgte, hvem det var? Så sagde far, at det var nogle af hans kones familie fra Hannover. Det kan nok være, at de blev forundrede og spurgte, hvordan de dog kunne være kommet her. Om de var med tog?
”Nej,” sagde far, ”de er gående.” Så blev der ikke spurgt mere om det.
I 1896 flyttede vi fra Faurholt til Hømvejle, hvor far havde købt et hus syd for vejen, og som han senere kaldte for ”Søndergården”. (Toftlundvej 40) Han købte det af Hans Peter Hansen for 1.660 eller 1.700 kr. Hans P. Hansen havde da forpagtet den overfor liggende ejendom af Stine Jeppes, nu Jørgen Bruun. I Hømvejle boede dengang M.P.Iversen, der havde været grænsegendarm, og gift med Else fra Høm, født Sørensen.
Vest herfor lå et meget gammelt hus, som snart blev nedbrudt. Her boede et par enlige kvinder, Maren Kristian, hvis mand rejste til Amerika, og hun hørte aldrig fra ham. Hun havde en søn, som senere blev post på Ribe-Varminglund ruten. Den anden var Dorte Markussen, også kaldet ”Store Dorte”, som senere flyttede til Armhuset.
Vest for igen boede Stine Jeppes, hvis afdøde mand havde været snedker. Hun havde en datter, Marie-Katrine. De solgte ejendommen til Jørgen Sylvester og flyttede til Ribe. Marie Katrine blev aldrig gift. Hun og de gamle kunne ikke forliges, hvad der ofte var tilfældet med naboer, som boede side om side. Det var som regel enten børnene eller hønsene, det var galt med. I dette tilfælde var det hønsene. Vi havde en kok, der havde i vane at gå over vejen, og stille sig an udenfor Marie-Katrines vinduer og gale af fuld hals. Om den nu anede, at hun ikke var gift, ved jeg ikke, men hun ville ikke have det. Tit og ofte blev vi mindet om at holde vores kok ovre hos os selv. Men det var en meget vanskelig opgave. Så snart den kunne se sit snit til at komme over vejen, var den der igen og lod sin røst høre. Til sidst blev det Marie-Katrine Eskesen for meget. En dag var hun så heldig at få fat i den og huggede hovedet af den og bar den hjem til os med de ord:
”Nu kan I vel holde den hjemme?”
En aften efter dette, var der dans i det gamle forsamlingshus, og de gamle var med, men de gik tidlig hjem, og derfor blev der spurgt:
”Bliver I ikke til dans?”
Mads Peter sagde:
”Nej, vi må ikke danse, for vi har sorg i huset. Vor kok ligger lig i disse dage.”
Han har også engang udtalt, at hvis hun, Marie-Katrine, kunne blive gift, ville de give en flæskebøste (skinke) i bryllupsgave, men hvis de tog hende ud af byen, ville han give et halvt svin i gave. Til ejendommen hørte jord opå Havrebjerg, som lå ved vejen fra Brugsen efter Faurholt. Det er meget god jord, som indeholder en slags klimpagtig ler, som man opdagede kunne bruges til at forme i på Jernstøberiet i Ribe. Man mente en tid, at her lå en guldgrube, og Jørgen Sylvester har da også kørt adskillige læs til støberiet. Også jeg arbejdede en vinter med at trille formsand ud til vejen, og jeg fik dengang i 1916, 65 øre i timen. Men det varede ikke så mange år, førend man gik fra det. Senere købte Chr. Thomsen fra ”Nørgård” i Høm ejendommen på grund af formsandet, og Sylvester fik otte tdr. land af Chr. Thomsen med et nyt hus og en del hønsehuse syd for Hømvejle, hvor nu sønnen, Arthur bor.
Chr. Thomsen solgte ejendommen til Jørgen Bruun fra ”Nørgård.” Han købte senere vor jord ind til, to tdr. land, for 4.000 kr. Et stykke kaldes ”Rådhuspladsen.”
Christian Thomsen kaldte sin ejendom for ”Christiansborg” og vores for ”Søndergården.” Vest for boede, da vi kom til Hømvejle i 1896, en mand som hed Niels Peter Brodersen, hvis datter Ann, var gift med Chr. Blom, som var bygmester og købte en del jord og dannede en meget god ejendom. Han var dygtig. Den er senere solgt til Rasmus Jensen fra Høm. Der er nu købt mere jord til og er en god gård, der nu ejes af Thyge Bruun Jensen.
Vest for vejen har der boet en Frederik Hübschmann, som solgte ejendommen til Bojle Poulsen fra Hømvejle, der havde den omtalte gamle ejendom, som ikke er mere. Frederik Hübschmann fik senere Ribe Ydermølle. Bojle Poulsen overdrog ejendommen til sønnen Jesper Boysen og atter hans søn igen, Boye Boysen, som i det dårlige år 1930 måtte afstå den til Kreditforeningen, og den ejes nu af Marinus Nielsen fra Høe.
Jeg fik ejendommen efter min far og købte moseskifter i Seem og byggede i svinget og solgte senere huset til Boye Boysen for 2.100 kr. og jorden til Jørgen Bruun, to tdr. land for 4.000 kr. I 1938 udbyggedes landevejen Ribe-Åbenrå, som følger det meste af den gamle vej. Dog gik vejen i Hømvejle om til huset, som jeg byggede i 1935, og her købte jeg 11 tdr. land forskellige moselodder fra Seem og Høm. Jeg afvandede mosen, så vejen kunne gå længere i øst, og blive fri for svinget. Jeg solgte min vognmandsforretning i 1937 til Anders Nissen for 8.000 kr. Han byggede huset, hvor vejen deles og går i vest til Ribe.
I 1930 byggede man en gård syd for vejen, hvor Peter Poulsen fra Lustrup har købt 90 tdr. land, mest hede, af Svend Thomsen fra Høm. Den er senere solgt til Åge Andreasen fra Vester Vedsted med 60 tdr. land vest for gården til Lustrup skel. Resten, 30 tdr. land, beholdt ejeren Sven Poulsen til græsning, – meget god jord.
1929 byggedes en ejendom på 30 tdr. land af Jørgen Vestergård i Varming, førhen fra Laue Vinds gård i Seem. Martin Lautrup var første ejer, dernæst Holger Lyst og Chr. Dam og nu af Villy Puggaard-Hansen.
Ved svinget byggedes en arbejderbolig af Ernst Bæk. Den gamle gård beboedes i min barndom af Mikkel Bernt Mikkelsen, senere tog han navnet Præstiin. Efter ham sønnen Bernt Præstiin, som var smed, og igen sønnen Åge Præstiin, som købte ca. 40 tdr. land vest for Lustrup skel for 4.000 kr. Ejes nu af en sjællænder Erling Steenrøgel. Her er bygget to nye huse ved svinget af mureren Frans Lund. I plantagen af urmager og tobakshandler Thorvald Bennedsen.
Ved vejen efter Seem ligger et meget gammelt hus. Det fortaltes, at det blev bygget en søndag, det er bygget uden syld, Den første ejer Iver Bæk, dernæst Jens Rosenberg og søn af Peter Jessen Lund. Jorden er fra Hans Skovs ejendom i Seem. Peter Jessen-Lund var fra Fjersted. Hans enke og Ingje og Anders beboer den endnu.
Nogle historier fra min fars tid
Min far arbejdede en del hos Nørgård i Høm, førhen amtsrådsmedlem og ejer af den hede, som lå syd for vores hus i Hømvejle. Det var, da hestegangværket var opfundet, og far, som ikke havde kendskab til det djævelskab af maskineri, som stjal arbejdet fra en ærlig daglejer, skulle køre hestene i rundkreds. Inderst gik han i den lille omgang, og det kunne være koldt i de værste vintre. Dog skulle der gøres holdt til tider, når der skulle renses eller tilføres mere korn. Så spørger Hans Nørgaard:
”Nå, hvordan går det, Mads Peter?”
”Jo, det gar ellers meget godt, men der er for langt imellem kroerne.” Så blev der givet ordre til, at der i pauserne skulle serveres en punch til kusken.
Min bedstefar Mads Hansen fra Fjersted havde stået fadder til sin kone, som var 16 år yngre end ham. De solgte gården 1865, da landet kom under tysk herredømme.
Mads Peter Hansen var meget vandskræk, han var ikke meget for at vaske sig. Når han skulle til gæst, dyppede han fingerene i vand og kørte en omgang i hovedet uden sæbe. Vædede håret en gang, så det kunne redes. Kammene dengang var omtrent firkantede med en tættekam i den ene side. Særlig galt blev det, da min mor var død med at få min far til at vaske sig. Således sad vi en søndag eftermiddag ene i stuen, og da jeg vidste, at det var meget længe siden, han var blevet vasket, sagde jeg meget høfligt:
”Skulle du ikke ha´ dig vasket?”
Nu kunne han jo have svaret:
”Det skal jeg nok selv passe,” men svaret lød: ”Jo, det skulle jeg vel strengt taget, men nu kan det snart ikke blive til noget denne dag, der er jo kun to-tre timer til aften.”
Da far blev gammel, sagde han:
”Hvis det kunne hjælpe, må jeg hellere melde mig ind i Ungdomsforeningen. Det eneste, der ikke tager af for mig på mit legeme, er mi´ røv, den bliver ved med at virke upåklageligt.”
”Riberhus”, februar 1964.
Den 11. februar fyldte jeg 75 år og havde en dejlig fest med slægt og venner og naboer fra Hømvejle, ialt 60. Ingen af mine forældre blev 75 år. Mor blev 74, og far døde få måneder før sin 75-årsdag. Nu på 75-årsdagen går tankerne tilbage, og hvor har vi dog oplevet meget i de 75 år.
Da jeg var barn i Varming, kom en dag hver uge en kone, Ane Ebbesen slæbende med en kurv med kovringer (tvebakker), som kostede en øre pr. stk. og en stor kringle med sukker på til to øre. Sådan en fik jeg gratis, fordi hun fik kaffe.
Jeg leverede i 1950 fra fire til ti svin årligt, men i 1963 har min svigersøn Ejnar Gundesen, som fik min ejendom, leveret 85 svin på samme areal. Da jeg i 1907 tjente hos Niels Skov, fik jeg 225 kr. for et helt år. Da jeg holdt 75-års fødselsdag for 60 personer i Høm Forsamlingshus, var regningen på 1.020 kr., og der var en post, der hed ”Hjælp = 210 kr.” To gange opvaskere, Elna og Stella. Alderdomsunderstøttelsen kom, før mor og far døde. De fik 21 kr. om måneden, et herligt liv, syntes de gamle. Nu får de ca. 500 kr., og så er der mange, der synes det er for lidt.
Jeg fik en ny radio med hjem til julen 1927 i bytte for min brugte motor fra min Ford T-lastbil. Vi havde dengang en radioforhandler i Spandet, Alfred Petersen. Min far var levende, og han var meget begejstret for dette nye under af teknik og fremskridt. Der var en akkumulator med, og når den var udbrændt, skulle den oplades på el-værket i Ribe. Senere kunne vi få den opladet i Høm Brugs. Desuden skulle der tørbatterier i. Dengang var der kun to timers udsendelse om dagen. Pressemeddelelser kl. syv aften. Når så speakeren ikke havde mere sagde han:
”Farvel så længe, vi kommer igen kl. ti.”
Så lo far af fuld hals. Han syntes det lød så sjovt, dette: ”Farvel så længe.”
Han ville helst høre gudstjenesten, så nynnede han med på de salmer, som han kendte. Helst ville han høre pastor Nedergård og pastor Fibiger fra Eliaskirken. En dag hørte han fra Domkirken i København.
”Jeg synes, det er en anden præst i dag, hvor kan det være? Er han bortrejst?”
Jeg sagde, at det var fra en anden kirke.
Engang var vi i Ribe hos post Rechnagel, at høre deres radio, og da far kunne kende speakeren på røsten, sagde han:
”Det er også ham, der taler i vores radio!”
Seem Sogn er delt i to dele, sønder- og nordsogn, hvoraf nordsognet er det største i areal, men også det dårligste og omfatter Seem By og Mark, Skallebæk, Varming, Stavnagergård, Karkovgård, Gelsbro, Varminglund, Snepsgårde, Munkgårde, Munkemark. samt Faurlund. Søndersognet omfatter byerne Høm, Hømlund, Høm Øster- og Vestermark, Hømvejle samt Faurholt.
Skellet mellem Seem og Høm, Nord- og Sydsogn går mellem Lustrup og Seem Mark, Skellet går i øst, med et dige sat af hedetørv, man kan endnu se, hvor det er sat, derefter gennem Sortemose, over svinget ved landevejen ved Mads Hansens ejendom, hvis staldbygning er bygget lige i skellet, så den halve bygning ligger i Høm, den anden halvdel i Seem. Skellet går stadig lige øst, og følger skellet mellem Hømvejle og Seem. Enkelte beboere har dog købt jorder i Seem, så skellet er fjernet nogle steder. Skellet fortsætter og danner skel mellem Faurholt og Faurlund og mellem Seem og Høm skoledistrikter. Senere dannes skellet mellem Faurlund og Munkgård, indtil vi møder en bæk, som går mod syd, derfra et stykke i øst, indtil det atter når en bæk, som så danner et skel, indtil vi når skellet i Spandet.
Dette vandløb, som kommer fra Mølby, Spandet Sogn var engang meget rigt og dannede en å, hvilket tydeligt ses og løber i sære sik-sak, meget smukt med egekrat op ad skråningerne.
Arealet er på grund af dets meget ejendommelige udsyn nu fredet. Her nod nord og øst har staten købt flere tusinde tønder land til plantning af det så kaldte Varming Hede. Heden er efter min mening alt for god til plantning, da der findes både mose og mergel i arealerne. Ligesom der er godt anlæg for kunstig vanding fra bækken. Man ser enkelte cirkelformede forhøjninger, som stammer fra sammensunkne jordfolde. Her har sikkert i gamle tider været mange livsmuligheder fra åen og krattet i form af jagt og fiskeri.
Grunden til, at det ikke er bebygget, ligger sikkert i de lange afstande fra byerne, ingen veje og jordfordeling.
Dette vandløb, som har sit udspring i Mølby, har trukket vandmøllen i Mølby, og senere gennem Munkesø trukket vandmøllen i Munkemølle, hvor der ligesom i Mølby var både vand og vindmølle, Skallebæk Mølle blev førhen kaldet Munkemølle.
Munkgårde er to gårde og to huse med jord. Varminglund er udflyttet fra Varming By, og jorderne her er meget gode, betydeliger bedre end i Varming. En mand i Varming skal da også have udtalt:
”Nu varer det ikke længe, før beboerne i Varming kommer til Varminglund for at låne penge.”
Sogneskellet ved Spandet går nu i skellet ved Steensbæk Plantage til Gelsbro og grænser her ind til Gram Sogn, med Varminglund og Siapmose på den ene side, Steensbæk i Gram på den anden side.
Nu følger sogneskellet Gelsbro vest for fiskedammene og statens arealer på sydsiden, senere Karkovgård, Stavnager Plantage og Stavnagergård. Her ligger de mægtige arealer, som staten har købt til plantning. På nordsiden ligger Årup i Gram Sogn, her i nærheden lidt nordøst fer Stavnagergård løber Gram Å og Flads Å sammen med Geels Å og kaldes nu Nips Å. Nu danner åen skel mellem Seem og Obbekjær Sogne et stykke, indtil åen går mod syd igennem Varming Bjerge. Før gik åen ligeud mod vest langs engen, igen mod syd og øst til Varming Sø (ca. 12 tdr. land). I 1828 besluttede man at grave åen igennem bjergene for at få søen opfyldt, hvilket også lykkedes til overflod, så både søen og åen sandede til, så at det hele 100 år efter blev en plage med sandet. Først i 1955 er åen blevet uddybet og reguleret. Søen var i sin tid meget fiskerig. Det fortælles, at når man havde fanget rigelig med fisk, så gik der bud til sognets skoler, at børnene skulle meddele hjemme, at nu kunne der hentes fisk i Varming.
Sogneskellet fortsætter med Svankjær Rende fra åen i nord et stykke ud for det gamle vandløb fra 1828, som endnu ses tydeligt. Her er skellet endnu mellem Varming og Obbekær, fra Svankjær Rende og mod vest skellet mellem Seem og Tange i Skt. Katrinæ Sogn i Ribe indtil skellet mellem Seem og Lustrup i en lige linje mod syd, indtil det gamle vandløb ved Høm Bæk mod vest indtil Klåbygård i Øster Vedsted i Domkirkesognet. Nu går skellet atter mod syd til Roager Sogn, hvor det så drejer lige mod øst, og danner grænse mellem Høm og Roager og fra 1864 til 1920 tillige grænsen mellem Nør- og Sønderjylland. Indtil vi når skellet mellem Spandet og Fjersted, går det atter mod nord til føromtalte bæk og er stadig landegrænse indtil Gelsbro langs åen mod vest, indtil åerne går sammen i vest i en kile lidt nordøst for Stavnagergård.
Nogle marknavne: Høm Vesterenge, Rædsenge, Kohede, Østermark, Tuskjær, Tybjerg, Ildenbanke øst for Brugsforeningen, Hobjerg nord for Brugsforeningen, Vesterskov, Lundsbjerg, Tolvskjær, Maden, Tinkjær, Munkeeng, Snepseng, Spilbjerg, Stand, Fenne, Præsthøj.
Gjelsbro har før 1864 været uden betydning. Her har dog været en kro. Men efter 1864 er opført en stort to-etages bygning til gendarmhus og toldsted på tysk side. Senere er på dansk side opført et dansk toldsted samt fire gendarmhuse samt en enkelt landbrugsejendom. Førhen var toldstedet i Skallebæk Kro.
Før har der sagtens ikke været nogen indkastet vej fra Gjelsbro til Skallebæk. Man er kørt ligeud i en lige strækning, hvor der ingen bebyggelse er i ca. fem km. længde. Når man kom til Skallebæk, skulle man over broen ved Skallebæk Vandmølle, der gik over Munkebæk. Skallebæk Mølle var dengang en større gård med stuehus øst for vejen, syd for broen og vandmølle vest for vejen. Nord for broen lå avlsbygningerne. Nord for vejen vandmøllen og syd for vindmøllen øst for vejen. Senere lå en smedie, som førhen havde været i den gamle vandmølle, men blev flyttet, da denne blev nedlagt. Senere igen blev den flyttet til Seem Mejeriby.
Herfra gik vejen mod syd til Faurholt og Høm, mod vest til den gamle skole, og lige til Seem Kirke. Man ser endnu den gamle vej. Ved Seem Kirke og ligger endnu den gamle skole fra 1766. Herfra gik vejen i sydvest, syd om matr. no 3, Hans Skov, forbi matr. no 4 til øst for Axel Thomsen, no. 7, skråt over den nuværende vej til smeden. Derfra lige i vest over, der hvor man endnu ser næsten op i vejen, og danner skel mellem Seemgårds marker i syd og Laue Vinds marker nord for vejen.
Hvornår den nuværende Ribe-Haderslev Landevej er anlagt, ved jeg ikke. Antagelig omkring 1864. Ligeledes Ribe-Åbenrå landevej. Den er reguleret to gange. Sidst i 1938. Den første fra Hømlund Kro, som også fra 1864 var toldsted, gik vejen mod vest og fulgte skellet mod Høm og Faurholt jorder indtil Høm Brugs, som vejen da gik syd om, og nu ca. 100 meter nord for den nuværende vej. I Hømvejle gik den syd om byen og syd om matr. no. 17, senere vest om mosen ved mat, no 3, Mads Hansen, og fulgte den nuværende vej fra mat, no. 2 og fortsatte ligeud langs skellet mellem Seem og Lustrup og mødtes med Haderslevvejen vest for Dokvejle.
En mand skulle kunne slå eller høste en tønde land på en dag, grave fire læs hedetørv, flover, a 20 snes = 400 tørv pr. læs, stryge 3000 klyne, rense 30 skar, favne, grøft a tre alen pr. dag. Tærske to traver a 60 neg korn = 120 neg, pr. dag. Pløje ca. 1 td. land pr. dag.
Forbrug af brændsel var som regel 5 – 15 læs hedetørv, ”flover”. Disse flover var drøje. Pr gård: ca. 25.000 klyne = 12 læs. Dertil et eller to læs risbrænde eller fyr, samt et stort læs lyng til fyring i bageovnen. Der brugtes meget lyng til strøelse. Der var dengang hede og mose til hver gård. Således min ejendom, der er ca. 11. tdr. land, købt af de nu opstrøgne moser i Seem og Høm, i alt med 12 forskellige matrikelnumre fra 12 forskellige ejendomme i 1937. Det samme var tilfældet af Søren Feddersen i Høm på moseskifterne i Høm Østermose, som nu er afvandet. I 1934 blev Made og Hømvejle reguleret og uddybet. Hømvejle Bæk er nu anlagt, så vandstanden er sunket, således at jorden nu kan drænes og pløjes. Ellers havde mine moseskifter været umulige til opdyrkning. Ligeledes er Høm Bæk 1936 reguleret og uddybet, og der er anlagt grusede veje. Derfor kan de mange sure marker pløjes, og giver mange gange bedre afgrøder både roer og græs.
I 1910 kom mergelbanen fra Klåby og forsynede os med mergel i hele sognet. Nu, 1956, hentes mange meter mergel med lastbil fra Klåby Mergelleje.
Det første forsamlingshus blev bygget i Høm 1894. Det var på grund af drikfældighed, at nogle mænd satte sig i spidsen for sognet, og havde også stor tilslutning fra Spandet og Roager Sogne, som jo dengang var. under tysk styre. Huset kom til at ligge ved Ribe-Aabenraa Landevejen på Hans Christian Vinds matr. no 3 Det var en gratis byggeplads. Huset var ikke stort. En sal, en forstue og et køkken samt balkon. Ingen toilet eller vand var indlagt. En flagstang var ophængt i den vestre gavl. Der var anbragt en halvmåne-formet marmorplade over døren, skænket af min bedstemoder, hvorpå stod:
For hjemmets hygge,
et værn vi bygge.
1894
I midten en syvtakket afholdsstjerne. Huset blev i førstningen meget benyttet, men da det lå noget afsides fra Høm By, besluttede man at opføre et nyt og større i byen omkring år 1900 på mat, no 12e, indrettet på samme måde som det gamle kun noget større, og med indgang fra døren direkte til den store sal, med indgang fra vest. Der dyrkedes nu gymnastik med Jens Nissen fra Hømlund som leder og med tilslutning fra både Spandet og Roager. Der blev siden udvidet med en lille sal til små møder og med indgang fra syd. I 1942 overtaget af kommunen og benyttet af Høm Skole som gymnastiksal med bad. En ny stor sal med fast scene brugtes til teater og andelsteater. Før var det sognets eneste samlingssted. Med den ny skole i Skallebæk 1943 fik de også i den nordre del af sognet et samlingssted til møder og gymnastik, hvorfor Høm er mindre benyttet nu end før.
Det gamle forsamlingshus kunne nu ikke klare sig længere i konkurrencen, og da der ingen gæld var, blev det solgt til værkstedsbygninger og nedbrudt nogle få år efter. Men det havde gjort sin gavn som afholdsbygning og mindsket drikkeriet en hel del.
Seem Sogn er et udstrakt sogn. Andreas Nørgaard nævner 230 tdr. Hartkorn, men deraf kan man langtfra bedømme arealets størrelse. Der er magre jorder og store hedeflader.
Efter genforeningen i 1920 blev grænsen ophævet og flyttet til Tønder. Seem Sogn havde et meget langt grænseskel fra åløbenes sammenløb ved Stavnager til Gjelsbro, derfra i syd til Spandet skel, igen et stykke i vest til Hømlud Kro, senere langs med Roager Sogn til Klåby. Og nu efter genforeningen er det atter grænse, nemlig amtsgrænse mellem Haderslev Amt i nord og Tønder Amt i syd. Spandet og Roager Sogne er under Tønder Amt.
Postruter
Postvæsnet var før inddelt i to distrikter, nu er det tre. Først til Varming, Karkov, Varminglund og Munke. Ved århundredskiftet gik budene til fods. En lang tur. Posten boede på Seem Mark. Det var Bertel Hansen. Først til Ribe, så ovennævnte tur, så igen til Ribe og endelig hjem til Seem. Der var da også en post, der udtalte, at tyskerne var kloge nok i 1864, at de ikke ville have Varminglund med. Den søndre tur besørgede Mads Bæk. Han boede i Høm, senere i Lustrup. Først til Ribe, så Faurholt, Hømlund Kro, Snepsgård og Faurlund, tilbage til Ribe og atter til Høm. En ordentlig spadseret, men altid i godt humør. Der var jo ikke så mange aviser, kun Ribe Stifts Tidene og Ugens Nyheder og De 1000 Hjem og eventuelt et brev fra Amerika og en enkelt regning på brændevin fra købmand Nielsen i Hundegade. Vi var i Hømvejle tre mand om Ribe Stifts Tidende. Tit havde posten bud til Ribe og fra Ribe, f. eks. med apotekersager. Jeg husker ikke, hvornår vi fik telefon i Seem Sogn, men antager at det var i 1908 med central i Skallebæk Kro og med telefon i Obbekær Toldsted, i Seem-Varming Brugs, hos Nissen Vind i Faurholt, Hømlund og Høm Brugs. I 1916 kom der en central i Høm Skole, og nu har de fleste større gårde telefon. Seem-Varming Brugsforening oprettedes 1908. Høm Brugsforening oprettedes i 1902-04.
I 1909 blev der bygget ny brugsforening, hvor den endnu ligger – stærkt udvidet.
De første cykler kom sidste del af 90-erne. Jeg husker, at min mor engang sagde:
”Skynd dig og kom og se en cykelmand.” Det var på Haderslevvejen. Det var sikkert i 1893. Den første i Høm, der fik cykel, var Hans Lassen Karkov, formand for Ribe og Omegns landboforening. Det var sikkert i 1896. Så gik det stærkt, jeg fik den første cykel i 1904. Det var med luftring på baghjulet og massivring på forhjulet. Pris: 15,- kr. Jeg var cyklende til Ribe på den en gang, – så ville jeg hellere gå. Den anden rigtige cykel fik jeg ny fra Flensborg i 1906. Mens jeg tjente hos Hans Skov i Seem, når der en søndag formiddag var gudstjeneste i Seem Kirke, da var der altid to á tre cykler. Så når klokken var halv elleve, listede jeg mig altid op til kirken og kørte lidt rundt på dem en halv times tid. Det var en stor oplevelse.
Den første bil jeg så, var anden juledag 1903, da jeg gik fra kirke. Det var greven fra Gram, der kørte til Ribe. Sikke en ballade. Folk, som kørte fra kirke, vendte vognen og kørte tilbage i fuld galop i skræk, andre vendte hesten ned i grøften. Jeg tror, at folk var mere bange end hestene. Greven var i flere år den eneste, som havde bil her i omegnen.
Den første hyre-vognmand i Ribe var Herman Olesen, sikkert 1912. Da begyndte læger og dyrlæger også at få bil. Jeg fik bil i 1923 og begyndte at køre til Hømvejle og fik den første telefon i Hømvejle i 1924. Bilen var en Ford 1921, kalesche, model T, uden gear. Det første elektriske kraft kom også til Høm i 1924. Til Hømvejle dog først i 1936. I Seem først i 1940. Meget mere nyt vil komme frem. Før var det liv og lystighed, nu ser man næsten aldrig et smil.
I 1900 så jeg den første slåmaskine, en Milewakker med kædetræk, det var hos Niels Skov i Faurholt, samme år så jeg den første aflægger på Klåbygård. Man talte endog om, at de på Gramgård havde fået selvbinder. Ved den tid kom de første tærskemaskiner til håndkraft. To mand til at trække. Senere, i 1907 kom hestegangene til tærskning og hakkelsesskæring. 1897 fik Hans O. Vind i Høm husmølle til maling, tærskning, hakkelse, og vandpumpe. Som man ser, går det slag i slag i det nye århundrede med ny mekanik.
Skolevæsen
I Varming har for mange år siden ligget en skole lige ud for vejen til Skallebæk, i Seem har ligget skole og degnebolig ved kirken, som den ligger der endnu, og ejes af den 90-årige Søren Schmidt. Senere byggedes ny skole ved Skallebæk i 1872 vest for Munkesø. Der var jord og staldbygning til to køer. Jorden er senere solgt. 1943 byggedes den nuværende nye skole øst for bækken, nord for landevejen ved en stor gravhøj. Også i Varminglund har der været vinterskole en tid. Det er nu en moderne skole med tre klasser med en stor møde- og gymnastiksal samt bad, skolekøkken, sløjd, aftenskolelokaler med pedel, oliefyr og bibliotek.
Høm Skole er også opført i 70-erne. Før lå den syd for vejen, der, hvor der nu er hønseri. Det var først en en-klasset skole med en tre-fags lejlighed til læreren, en forstue til lærere og børn. I 1895 begyndte jeg her min skolegang fra Faurholt med lærer Corneliussen, samme tid blev der planlagt en vinterskole til de yngste. Så lejede de i sognet den store stue, ”æ pissel” hos Hans Bennedsen, som også den gang havde handel fra købmand H.H. Schack i Ribe. Hans datter Kirstine, kaldet Stinne, som var noget begavet, holdt så skole for os.
Der var indgang fra øst med en lille forstue. Der var ingen toilet, det foregik mellem træerne i haven, hvor der også avledes humle. En spand med vand og en øse blev anbragt udenfor til at drikke af. Måske var der dog et enkelt lille hus med hjerte i nordgavlen.
Stinne var vi glade ved. Når Ugens Nyheder kom, læste hun altid ”Børnenes historie” for os, og det var spændende. Jeg kan huske den endnu. Vandspanden var uhygiejnisk. Jeg husker engang der blev klaget: ”Stinne, der er jen, der har pisset i æ spand.”
Engang må Clavs have glemt at lukke ordentligt for sirupstønden i butikken, for om morgenen da vi kom, flød det med sirup i forstuen, der var fraskilt butikken med en bræddevæg. At vi fik travlt med at slikke op fra det smattede gulv, siger sig selv. – Selv om det smagte både af eddike og petroleum.
1898 blev den lille skole bygget sammen med den store. Den lille skole fik indgang i nord. Nu fik vi så fast lærerinde om vinteren, som havde værelse ovenpå. Først i 1930 en helårslærerinde.
Veje
Ribe-Haderslev landevej er anlagt 1856 og siden reguleret, og sikkert allerede dengang anlagt som chausse, ”skasé”. D.v.s. med slagne skærver. Landevejen Ribe-Aabenraa, som var en kommunevej, blev først i 1897 – 98 belagt med skærver i et spors bredde. (Årstallene stemmer ikke. sm) fra Haderslevvejens skærepunkt ved det såkaldte Frises. Der lå engang før min tid en gammel kro, som kaldtes Frises. Det var et vejafsnit, ligesom ”ved æ teglovn”. Vejbelægningen nåede dog ikke til Hømlund Kro de første 2 – 3 år.
Sognets forbindelsesvej gik fra Roager til Høm By til Brugsforeningen, derfra mod øst og derfra til Faurholt, forbi Fattighuset til Snorom til smed Peter Thomsen, til Skallebæk, Varming, Stavnager over Stavnager Bro til Obbekær. En anden vej fra Brugsforeningen lige i nord, kaldet ”æ kirkevej”, gik ikke før 1912 ligeud til Haderslevvejen, men svang i vest til Seem, derfra lige ned til kirken, senere kaldet Mejerivejen, og den blev så forlænget til Haderslevvejen ved Las Lassen og blev belagt med grus. Vejen kaldes nu Bakkevej. Senere er alle veje i sognet belagt med grus. Ligesådan gik der en vej fra Aabenraavejen ved Præstiins matr. no 2 i skrå retning til Seem, forbi præstegården til Seemvejen Ribe – Haderslev. Amtsvejene er asfalterede.
Præster i Seem
Jeg har i vinterern 1956-57 læst samtlige tolv bind af Ribe Amts årbøger, men har ikke fundet noget af betydning fra Seem Sogn. Jeg sætter det i forbindelse med, at vi ingen præster har haft boende sognet før 1878. Pastor Vinding lod da opføre den nuværende præstegård ved Seem Skov. Seem Kirke er indviet til Skt. Andreas. Pastor Vinding var fra Havedgård Rejsby Sogn. Hans søn er forfatteren Andreas Vinding. Før boede præsterne i Ribe, da de tillige er kapellaner til Ribe Domkirke og havde bolig i Præstegade. Huset står endnu. Der var et Holmeskifte, som Seem-præsten havde indtægt af, og der var også jord norden for Præstegården, samt stald og lade. Jorden er senere solgt fra. Præstegården har før ligget nord for Seemgård ved branddammen, og senere nord for mejeriet, matr. nr. 30. Gården havde kørselsforpligtelse med præsten indtil 1910.
Om klynestrygning i ældre tid
Man havde sædvanlig mosetraden (klyneformen) liggende over stalden om vinteren, hvor den gjorde det ud for loft. Når om våren man havde sæden lagt og gravet hedetørvene, ”flover”, som, når de var halvtørre blev stuvet, d.v.s. en og en sat sammen med lyngen mod hinanden i en sparreform. Når de så var tørre, blev de kørt hjem. Hvis ikke man havde tid, blev de sat i stak. Når man kørte disse stuver hjem, var det ikke sjældent, at en fugl havde bygget en rede i sådan en stuvning, og ikke så sjældent fandt man en hugorm i en stuvning.
Mosetraden blev sat i en firkant med møgbrædder til kanten og en sadde i hvert hjørne ud til tørvegraven, så man kunne fylde den direkte fra graven til to sider.
Når så mosejorden var opgravet, blev det hele flyttet et stykke. Der var selvfølgelig brædder i bunden. To eller tre stude eller plage brugte man til at ælte mosejorden. Manden i midten, og så gik det rundt. En mand til at øse vand fra. Der skulle meget vand til. Man regnede gerne en halv dag til at fylde og ælte og en halv dag til at trille ud. Trillebøren var lang, én meter, med et træhjul for, men svarede nøjagtig til børen. Den var inddelt i 25 firkanter á fem gange fem, ca 10 cm bred og 20 cm lang. Den blev fyldt med en stor flad træskovl, og børen blev strøgen. Det krævede nogen øvelse at smide en sådan form, at den kom til at ligge nøjagtigt. De gamle øvede klynestrygere kunne hugge den så nøjagtigt til, at der kun var en fingers mellemrum mellem hver børfuld. 40 børfulde til 1000 klyne. Når de så var tørre på den ene side og kunne holde sammen, blev de ringlede med 20 eller 25 i hver ringel. Tre i bunden i trekant og så videre. Hvis de lå på en fugtig bund, kunne det hænde, at de først skulle vendes. Mosedyndet skulle holde en konstant fugtighed, ikke for tør, og ikke for våd. Var der for meget vand i, blev klynene for små. Hvis det var godt klynejord, svandt klynene det halve i størrelse, når de var tørre. Den dårlige klyne gav meget aske, som var rød. De indeholdt også tit så meget svovl, at man kunne lugte dem langt væk. De gode klyne, som f. eks. dem fra Gånsager Mose, var som kul og gav næsten ingen aske. Og asken var helt hvid.
Nu er der ingen, der stryger klyne mere. Under sidste krig, blev der dog strøget nogen her på egnen af disse kær-enge-klyne.
Senere opfandt man presser til at presse tørv med maskinkraft. Det bruges til formbrændsel. Fra mosen omkring Lindetskov laves briketter. Iøvrigt er man ved at gå over til oliefyr, da moserne svinder stærkt, ligesom vi anvender gas og elektricitet næsten overalt til madlavning. Enkelte steder også til opvarmning af stuerne.
Tærskning og rensning
I de gamle gårde var der altid en lo eller to. En i syd med indgang fra forstuen og som regel med en stor port ud til gården for at fylde stuehus og stald med korn. En i nordsiden til fyldning af korn og hø. De sidste var bedst at tærske på. Disse logulve var gerne cementgulve, da de var jævne, hvorimod lergulvene tit var hullede og ujævne. Der holdt et plejlslag heller ikke ret længe, da der ikke var jævnt underlag, – derfor knak de. Der kunne ligge 20 neg på sådan en lo, ti på hver side, med toppen mod hinanden i midten. Man tarsk et neg ad gangen. Det kunne ses, også til dels høres, når det var torsken rent, thi så sprang kernerne ikke mere. Hvis der var to til at tærske, så skulle den ene skubbe negene frem med plejlen, så de ikke lå for tykt, for at få bedre slag på negene. Jeg vil antage, de skulle have ca, tyve slag. Den, der skubbede, gik baglæns, den anden frem indtil enden. Det var en fordel, hvis den ene var højrehåndet og den anden venstrehåndet. Ellers kunne det hænde, at man slog hinanden i hovedet. Ellers kunne de mest øvede skifte hånd.
Når der var torsken færdig, skulle negene vendes, hvilket skete på den måde, at man tog en tre a fire neg og vendte en halv omgang. Denne gang tog det ikke så lang tid at tærske, thi det meste var aftærsket første gang, ligesom det var unødvendigt at skubbe. Når det så var færdigtorsken, skulle det rystes fri for løse korn. Det foregik på den måde, hvis det var havre eller byg, at man skuffede det sammen med benene, lagde sig så på knæene og rystede det så det lå i stakke. Derefter snoede man et bånd på den måde, at man bøjede en tot halm i et øje, stak tommelfingeren på højre hånd igennem og ”krøb rundt”, d.v.s, snoede et bånd, styret med venstre hånd for at få en bestemt tykkelse. Når så båndet var tre alen langt, bandt man halmen med i alt tre knipper halm.
Rugen derimod tog man en håndfuld pænt lige halm og delte og slog et knude sammen i toppen, hvorefter man skubbede halmen sammen og rystede det og samlede i forvejen, indtil det passede til båndets længde. En rigning fik altid et topbånd på også. Det skete ved at sno et stykke på en halv alens længde af halmen, tog så et tilsvarende bundt og bandt det sammen i tre udlæg á 20 neg. Det var en trave.
Rug til tag tog man altid af det bedste og længste og pæneste rug. Det blev rystet på samme måde, blev stødt jævnt i roden, enten mod væggen eller gulvet, bundet sammen og smidt i et hjørne af loen. Når man så ikke kunne få plads til mere, blev disse dokker lagt på gulvet i rækker og tærsket igen. Der måtte ingen kærner være i toppen, da det så ville spire, når det kom op på huset som tag. De blev så to og to bundet sammen i en dok, et bånd blev lavet, og tre dokker blev bundet sammen til en ”kurv”. Også et topbånd blev snoet og bundet i toppen, og båndene skulle altid vende indad for ikke at løsnes. Kærven blev så stødt i gulvet og de løse strå pillet ud. Så var det smukt skært i roden. 20 kærv til en trave. Tre traver til et fag hus.
Plejlen bestod af skaftet, lig med et kosteskaft, men lidt snævrere ved enden, med en ca 15 cm. lang pig med et hoved igennem, et dobbelt lag svineskind, orneskind, og ind i skaftet, som var forsynet med to ringe, der passede til skaftets tykkelse, det kaldes ”øser”. Ca. 12 cm., som så blev bundet til slaggen (slaglen) som var 3/4 af skaftets længde, og væver i bunden. Mange brugte ege-plejlstave, – dog helst asketræ, men allerhelst af tjørn. Det skulle være med en lille krumning, så det kunne falde med vægten på negene. Slaggen blev forbundet med øserne, enten med læderremme, eller bedst med et åleskind. To én cm huller var lavet i slaggens øverste ende. Deri blev sat to rivetænder ca. fem cm. fra topenden.
Kornets rensning
Når man havde tærsket et udlæg, som det kaldtes, tog man en rive og rev det løse halm, eller rugvipper fra, vendte så riven, og med tænderne opad skubbede det løse korn over imod væggen. Når så korndyngen var så stor og bred, at det kneb at få plads til negene på gulvet, skulle det renses. I min tid brugte man selvlavede rensemaskiner, som er samme system som i tærskeværkerne. Før man opfandt rensemaskinerne, samlede man kornet i den ene ende af loen. Så blev lugen åbnet i begge ender af loen, for at få gennemtræk. Man tog en håndfuld korn og smed op i luften, for at se, hvilken side avnerne fløj hen til. I samme ende skulle man så lade kornet ligge. Så ned på knæene, og med hånden smed man så kornet til modsatte ende af loen. Så fløj avnerne tilbage i hovedet på manden, ligesom det lette korn og ukrudtsfrø faldt først på gulvet. Dette kaldtes at kaste kornet. Det rigtige og svære korn faldt i den anden ende af loen. Når så det var besørget, skulle det ”seles”, dvs soldes. Dog, når det skulle være rigtig godt, enten til bagning eller til sædekorn, skulle det kastes igen. Solden var en rund genstand med en maske af stålnet, med et maskefang på én á to cm2. Det krævede nogen øvelse at solde. Man tog solden halvfuld og kørte så rundt, på den måde skulle man altid kunne samle avnerne midten af solden. Når man så var færdig, smed man kornet op i luften for at det kunne blæse nisterne af avnerne bort. Man fangede det igen i solden og kom det i en sæk, eller hvor det nu skulle være. Måske i en skæppe. En skæppe er 25 pund. Otte skæpper er et lispund.
Når man skulle lære at solde, tog man en kasket eller hat og lagde i solden og kørte rundt, således at kasketten aldrig kom til yderkanten af solden. Kunne man det, kunne man også solde. Dog var der dem, der aldrig lærte det.
Tækning
Når taget blev for gammelt og utæt, skulle der, hvis man havde strækkeligt tag, lægges nyt på. Eller, hvis der var et par huller, lappes. Tækkemanden eller tækkemændene var Pehansen i Varming, Poul Fostmodermand i Seem, senere Søren Schmidt, nu Johan Bejning. Deres værktøj bestod i kroge og pinde, tækkestol og skovl samt nål. Det gamle tag blev fjernet. Stykkets bredde afhang af gårdens størrelse: fire eller op til seks fag. Nogle pæle blev gravet i jorden, og derpå bundet nogle svære lægter fra spærene over til pælen. Derpå lagde man møgbrædderne eller andre brædder. Nu skulle ”broen” lægges, som var det sværeete. Det skulle være lige og pænt. Tækkeskovlen kom i brug. Den var af træ, hvori var slået hovedløse søm, som sad tæt på den ene side. På den anden side sad en knag, så den kunne hænge i taget. Forinden skulle dog tømmerværket og særlig lægterne i taget efterses og fornys og udbedres. De var kun almindelige granrafter. Der var altid en eller to oppassere, som skulle sy ud eller skaffe tag til tækkemanden. Hvis der var to, lagde den ene tag på, den anden syede. I gamle dage syede man med halmsimer, som karlene havde snoet i de lange vinteraftener. Senere brugte man kokosgarn, under krigen tjæret papirgarn eller ståltråd.
Snoet halmsime til fastbinding af stråtag.
Over dørene påbød loven, at der skulle sys med ståltråd. Håndlangerne skulle passe at ”strø”, d.v.s. at lægge et tyndt lag strå, inden det nye tag blev lagt, for at det kunne se godt ud indvendig fra. Når nålen kom ud under lægten, skulle den føres en håndssbred tilbage ovenfor lægten, så skulle rebet hales ud og strammes, d.v.s. bindes. Så kom nålen igen ca. 40 cm. fremme. Snoren, som man bandt op med, skulle oppasseren skære til, helst ikke for lang, så tog det for lang tid at hale den ud og ind. Ca. seks favne lang var passende. Man skulle passe at få rystet snoren, thi hvis nålen ikke kunne komme tilbage, kostede det en flaske brændevin. Hvis det skete, skulle jo tækkemanden skære båndet over, – det var ikke hans bestilling, han skulle skare bådet. Når taget var færdigt, skulle det pyntes. Det blev slået af, hvor det var for tykt, og trukket ud, hvor det var for lavt, – løse tråde blev pillet ud. Ladet blev fjernet, som var bundet over et par læssetræer. Det var en smal gang at balancere på. Et par støvleskafter havde tækkemanden som vest til støde dokkerne på, ligesom en sæk halm til at støtte benene på. Det var for at skåne tøjet, for det var hårdt for det.
Efter at taget var færdigt, skulle det manes. D.v.s. tagrygningen skulle lægges. Det foregik som følger: Man gravede manstørvene på en meget gammel græsmark eller en gammel vej. Helst noget lavt græsbund. Det blev således, at det var tyndt i kanterne og enderne, og tykt på midten. De skulle være så stærke, at de kunne tåle transporten både hjem og op på mønningen. Når de kom hjem, blev den lange stige sat. Den var dog ikke lang nok, og så blev stigen i loen bundet eller sat til det øverste trin af langstigen. Den gik ofte fem cm. indenfor stigen i begge sider. Så var den lille stiges nederste ende udsavet i en eller to hakker, der passede i den stores trin. Et manebræt i ca. en meters længde med et hul i den øverste ende til rebet og på midten en spids pind, ca. 15 – 20 cm lang til at gøre en eller to mansadder fast i. Det blev gjort fast i et reb, og en mand sat til at trække den op, og en på jorden til at sætte dem på. En på hver side af mønningen og en ovenpå. Det gjaldt om, at det blev jævnt og smukt. Enkelte steder lagde man dog et lag halm eller siv, og så et lag hønsetråd over, og det hele blev syet fast til lægterne. Det var let, men rotter og mus kunne være slemme ved det. I marskeegnene kunne man grave klægsadder, som var godt en meter lange, så én kunne spænde over hele mønningen. De var tykke på den ene side og tynde på den anden, og hver blev lagt ca ti cm. over den andens tynde side. Det var meget bedre og smukkere som de manssadder, der blev gravet på gestegnen.
Skorstensfejning og -syn
Det var ligesom snekastning inddelt i distrikter her i Seem Sogn. Der var fire distrikter: Seem, Varming, Faurholt og Høm. Skorstenssynet var tre mand med en brandfoged i spidsen. Synet foretoges to gange årligt. Det var som regel den eneste offentlige bestilling en stakkels husmand eller arbejdsmand kunne få. Man skulle selv sørge for at få skorstenen fejet. Dog var der en mand, Aksel Frøstrup, kaldet Smed, som man kunne få til det. Synet så op i skorstenen for at se, om der ikke var for meget sod. Dengang var der endnu mange åbne skorstene. Der vankede mange kaffepunche på skorstenssyn. Hvis ikke det var tilfældet, kunne skorstenen blive kasseret. Brandfogden lagde gerne hånden på kedlen eller kaffekanden. Var den ikke varm, var det tegn til, at trækket i skorstenen var dårligt. Den skulle synes og måske kasseres. Var kedlen derimod varm, og der kunne serveres en punch, var skorstenen i orden. Der var så god træk, at syn ikke var nødvendig.
Brandfogden skulle altid møde til brand og lede slukningsarbejdet, og ordne brandvagterne. Ligeledes ved hedebrand.
Snekongen var ligeledes valgt af sognerådet, gerne for tre år. Snekongen skulle ud straks om morgenen, for at se, om der skulle ryddes. Først hovedvejen, senere sognevejene og endelig byvejene.
Gårdenes størrelse afgjorde hvor mange mand, der skulle stilles. Protokol førtes hos snekongen. Kunne hænde, at der kastedes sne flere dage i træk, thi ikke så sjældent føg det hele til om natten, og så var det dobbelt arbejde igen. Nu har man bildrevne sneplove, nu er det sjældent, der er snekastning. Amtsvejene ryddes af amtet, og hvor plovene ikke kan fuldføre rydningen, giver det et kærkomment arbejde til kommunens arbejdsløse.
Mergel
Mergelgravning foregik som regel om vinteren. Først skulle der skummes, d.v.s. overfladejorden skulle fjernes. Det var som regel en til to meter dybt. Dog kunne det hænde, at den sidste meter var ler. Det kunne bruges til mange ting. f.eks til murerarbejde. Iblandet sand og iblandet heste-, eller komøg til logulv, til reparation af murværk, ligesom der brugtes en mængde ler til vejene, når de blev for tørre, så gruset blev for løst. Og særlig til sandvejene, til at binde sandet, så det blev fri for fygning.
Når så man kom ned til mergel, kørte man det op i dynger, og så gravede man en hals ud, efterhånden som man kom ned i grunden. Det var et svært arbejde, fordi det altid gik meget stejlt, efterhånden som man kom langt ned. Og mergel er meget tungt. Andre steder smed man mergel op. Der var altid fire mand, hvis man nøjedes med et lad. To mand i bunden, en på hvert lad og en foroven. Der skulle også øses vand op. Det gjaldt om at komme så langt ned som muligt for at spare på jorden og på skumning. Enkelte steder, som på bakkeskråninger, kunne man køre det ud med hest og vogn. Det var langt det nemmeste. F.eks, ved vejen til Faurholt fra landevejen til højre, øst for Harald Olsens mark er der kørt en masse mergel ud på den måde. Mergel findes overalt i sognet. Varminglund, Faurholt, Seemgård. For at vide indholdet af kalk, kunne der købes nogle medikamenter på apoteket, der skulle blandes i vand. Var der noget mergel i, kom det til at koge, og merglen var brugelig. På Klåbygård er der nu et stort mergelleje, som forsyner hele Ribe Herred og store dele af Sønderjylland med mergel, der indeholder 50 % kalk og er godt mergel. 15 m3 til et tønde land.
Såning af korn
Dette og såning af kunstgødning foretoges med hånd. Det var altid manden på gården, der såede. Først blev jorden harvet to gange. En gang på langs og en gang på tværs af agrene. Der var kun to harver på gårdene. En sanddækker med gåsefødder og en almindelig sletharve. Enkelte havde en svensk harve til stive jorder. Når kornet var sået, helst i stille vejr, – og det skulle være jævnt sået, så det nåede sammen, men heller ikke så det nåede over hinanden, hvilket blev at se, når kornet kom op. Man såede med højre hånd og efter højre ben. En tønde korn til en tønde land.
Efter hver anden skulle der musses. D.v.s, der var et reb i harven, så skulle den ene side af harven løftes lidt fra jorden, hvorved harven kom til at gå i zig-zag, så det blev dygtig jævnet.
Harespiger. Hertil hører en hammer på 400 grams vægt
Høst og græsslåning
Det foregik med le. Først skulle leen slibes. Helst hos smeden. Siden hares. Det krævede øvelse. Den skulle hares så jævnt og tyndt, at man med en negl kunne bøje bladet. Den måtte ikke hares i musetand. Høsletten i Seem Sogn skulle gerne begynde 5. juni, da kunne græsset være en meter langt. Det var let at slå, men ikke let at rive af. Engene her, som var for bløde til græsning, blev som regel slået af to gange. Sidste gang omkring 1. september. Det var besværligt, da det ofte var så blødt, at vognene og hestene ikke kunne gå uden at synke i bløde, og høet blev båret op på fast grund. En stak kunne bæres af to mand på to stænger, som var fire meter lange. Lidt krumme og spidse i hver ende. De blev stukket ind under stakken, og så kunne to mand bære en stak op. I ældre tid blev der sejlet meget hø hjem fra Seem Enge.
Høsten af korn begyndte 1. aug. Der blev sat en spjarre på leskaftet til at svinge stråene sammen med. En opbinder eller to skulle følge hver høstkarl. Man måtte passe på at ikke skårmærkerne blev for høje. Det så ikke godt ud, og der gik jo stråfoder tabt. Man skulle altid rette sig efter vinden, når man høstede, for vinden hjalp meget for at få det til at ligge så pænt, at opbinderen kunne få pæne neg. Når et stykke korn var høstet, skulle det skokkes. Tolv neg i hver skok. Fem skokke til en trave = 60 neg, når det var stakket. Når det var skokket, blev det talt sammen og bedømt om det var god eller dårlig afgrøde. Før hjemkørslen, blev kornet bundet i kærv, tre neg i hver. Det gik man dog fra omkring 1900.
Lægehjælp i ældre tid før sygekasserne
Hvis man i ældre tid blev alvorlig syg, skulle der hentes doktor, læge. Det skulle gerne et par gode, raske heste og helst en fjedervogn til at hente doktoren i. Doktoren havde altid en pelsfrakke med en stor pelskrave til at slå op om hovedet. Det kunne sagtens gå, når man ikke havde for langt til købstaden. Her i Seem Sogn var det jo ikke så galt, man har dog sjældent mere end en god mil til Ribe. En mil = 7 km. Når så endelig lægen kom, og patienten var levende, – man sendte jo kun bud i sidste øjeblik – da det var forbudet med stort besvær og store bekostninger, – man havde ofte ikke selv køretøj, og mange var for dårligt kørende til selv at hente doktor – og bekosteligt var det også. Doktoren skulle have stor betaling, medicin skulle hentes og betales, og hjalp det ikke, var det ofte for sent. Doktoren skulle have kaffe, og hestene, hvis de var de samme på både ud- og hjemtur, skulle hvile og have foder, inden doktoren skulle tilbage igen, og man skulle så på apotek efter medicin til den syge. Noget værre var det i Spandet eller Arnum, hvor de havde indtil to mil til læge. Folk døde dengang ofte uden at få lægehjælp. Særlig småbørn og spædbørn døde som fluer. Jeg har selv mistet tre små søskende fra et til seks år. Jeg vil påstå, at det alene er af den grund, at lægehjælp kom for sent.
Den sidste på seks år havde strubehoste, der ville kvæle ham. En mand med en hest skulle efter læge. Lægen kom. Barnet skulle på sygehus og opereres, – køres på åben vogn til Ribe. Sygehuslægen var ikke på sygehuset, der skulle først bud til ham. Barnet døde i mors arme nogle minutter før lægen kom. Først omkring 1910 fik vi sygekasse. Siden den tid er gennemsnitslevealderen forlænget betydeligt.
Når døden indtraf, skulle der inden tre dage ligsynes af to mænd. En i nord- og en i søndersognet var udnævnt til ligsynsmænd. Der var visse tegn på liget, der skulle iagttages. Og når det var, som det skulle være, udstedtes attest, som skulle forevises for præsten sammen med den afdødes dåbsattest. Jens F. Lund i Seem var i mange år en pålidelig ligsynsmand. Man behøvede ikke at være bange for, at der blev nogen skindøde begravet, når man havde hans attest.
Fattige
Armhuset, som ligger midt i sognet ved Møllevejen fra Faurholt til Skallebæk, havde tre lejligheder med stald og plads til brændsel. Der var otte tdr. land til. Det har dog, så længe jeg husker, været bortlejet. Jeg husker heller ikke, at der har været familier med børn i Armhuset, kun kummerlige mænd og kvinder. I mange år boede der en, vi kaldte ”Store Dorte”. Hun boede først i Hømvejle i det hus, som blev nedbrudt 1898. I de sidste år, har der kun været lejefolk.
Pjaltekræmmere og kræmmere var der en del af i min barndom. De opkøbte gamle klude og ben, så vi børn samlede knoger og ben, gammelt tin, jern og messing, som vi solgte og byttede med legesager, såsom fløjter, ure, som kunne trækkes op og der kom billeder til syne. Pjalterne blev brugt til at lave papir af, knogerne til benmel eller til papir. Man kunne købe knapper, hægter, bændler, garnvindsler, grydeskeer og almindelige skeer, foldeknive, hornskeer, som brugtes dengang, og trætallerkner. Også ansjoser i løs vægt, som var en herlig spise. Kørende potte-mænd solgte forskellige slags potter og byttede med klude, ben og jern samt skind og uld, og de såkaldte zigeunere, tatere eller natmænd færdedes dengang. Zigeunere var gerne kørende. Dem var vi børn bange for, for de ville tage små, uartige børn. De tiggede mad og foder til hestene og kunne klinke. D.v.s. reparere revnede og skårede potter samt slibe sakse og knive, ligesom de solgte pandebrædter og forskellige ting af ståltråd, både nytte- og smykkegenstande. De havde altid en masse børn med. De var sorte og talte tysk.
Der færdedes dengang en masse ”bosser”, pjaltede og snavsede, der tiggede mad. De fik gerne en to-øre. Daglønnen var 50 øre.
Klædedragten
Alle havde får. Vi havde to får, som vi lejede græs til om sommeren. Om vinteren gik de i fællesdrift. De havde bundet et træ-mærkeskilt med mærket MP om halsen. Ulden skulle bruges til klæder. De blev vasket og klippet forår og efterår. De fik gerne to lam, som blev solgt til slagteren for 12 til 20 kr. pr. stk. Ulden blev kartet og spundet. Det bedste skulle være til klæder, det dårlige til strømper og undertøj. Alt blev strikket. Underbenklæder og hoser. Min mor havde en spinderok, men den blev ikke meget brugt, da man sidst i 90-erne gik over til købetøj. Min farmor spandt hele vinteren og preglede. (Strikkede strømper på fem pinde.) Hun strikkede meget og gik i hjemmevævede klæder, ligesom alt sengetøj blev vævet. Stadsdragten var hos mænd frakke med skøder, gerne med sort overfrakke, ”Øwerkjowl” med vævet uldfoer, fløjlskrave, ulden kasket til at slå ned om ørerne, hat, hjemmesyede fjederstøvler, skaftestøvler og træskostøvler, som skulle smøres i tran. Træsko af træ over det hele. Bastertræsko, senere fynbotræsko, som var af læder undtagen bunden, beslået med hovtræ, eller ringe, som blev lavet hos smeden og udfyldt med træ.
Træsko med de omtalte hovtræ.
Kvinderne havde altid lange skørter. Et eller to underskørter. De gik gerne i klodser uden hæle, som man købte hos klodsmager Hansen i Ribe. Drengene gik i lange benklæder om vinteren. Om sommeren – tit tillige om vinteren – med stumplinger, stunthoser. D.v.s. hoseskafter med en trekant over foden med en strop til at hæfte på tåen indtil den store tå. Dog kun forår og efterår, – ellers bare ben. Man havde altid dårlige fødder. Enten blev man skåret af flintesten, glas, eller en ko trådte på foden, ligesom lyng eller kællingetand, tidsler og tjørn stak og satte betændelse eller bullenskab i foden.
Bestikredskaber var hjemmegjort. Bødkerarbejde og spande var af træ. Det værste var, når de blev tørre, så var de ikke tætte, så skulle de i vand. Vandtruget var at træ. Køerne blev slået ned til vands om vinteren, hvilket var til gavn for bevægelsen. De blev trukket til vands to ad gangen.
Plov og harve var af træ. Indvendige redskaber var en krumkniv til at hakke kød med, en møser (morter) til at støde peber og allehånde samt kardemomme. Kaffemølle til at male kaffebønner, ligesom man selv brændte kaffebønnerne. Hornskeer og flade trætallerkner brugtes, garnvinde og spinderok, bagetrug, ovnrage til at rage emmer (gløder) ud af ovnen med, skuffe af træ til at sætte brødet i ovnen med, træankre til at opbevare øl i. Der bryggedes gerne hver 14. dag. Sæbe brugtes ikke til daglig, man vaskede sig i vandtruget og tørrede sig i vesteryggen. Til fest brugte man dog grøn sæbe, en stump spejl og en redekam, som havde tætte tænder på den ene side til brug ved kæmning, hvis der var lus i håret – hvilket ikke var sjældent.
Skrædder var der altid en af i sognet, Niels Frøstrup i Faurlund, – Niels Skrædder. Smede var der to af, en i Høm og en i Skallebæk. Skrædderen tog mål, og otte dage derefter skulle der prøves. Smedene skoede heste, og når der ikke var andet, smedede de søm. De reparerede vogne, plove og harver. Pumperne var af træ, og skulle som regel repareres hos karetmageren eller pumpemageren. Skomager var der altid en af i sognet. De syede støvler efter mål, ligeledes en bødker samt en rebslager. Væversker var der to eller tre, ligesom der var mænd, der bandt halmkuber til bier, foderkopper, mellemmadkurve og andre kurve, stolesæder med mere. Kostebindere, som bandt
limer og skurebørster, karbørster, krybbebørster af revlinglyng, samlet med skinner af hasselris, samt bandt tørvekurve af pil. Alt hjemmelavet. Snedkeren, som også var murer, lavede vinduer og døre om vinteren, samt andre ting, bl.a. vugger til spædbørn, ligkister efter mål – altid sorte. Møbler og klædeskabe. Tit var de også glarmestre og tømrere.
Bygningsindretningen
Der var som regel en lille forstue med stengulv ud til nord, kaldet framgulv. Derfra til højre køkken, også stengulv med bord og fast bænk for enden til manden og langs væggen folk og børn efter rang og alder. Skorsten eller komfur og et skab til køkkenservice og poser til de i husholdningen daglig brugte kolonialvarer. Et lille spisekammer og kælder til øl, brød, kage og saltbalje. Pølse og skinke hang som regel på loftet ved skorstenen. Fra forstuen var der adgang til bryggers, ”Brues”, her havde pumpen, gruen og ovnen sin plads, og der var en åben rende til spildevand, som løb ud og sank i jorden udenfor og stank forfærdeligt. Et bord til opvask, vaskebalje og bagetrug. I de små hjem havde man dog ikke bryggers, men i mit hjem havde vi et helt køkken med komfur og pumpe, stengulv og åben rende til afløb for spildevand, dertil et lille spisekammer. Til venstre for forstuen en lille lo, hvor der kunne tærskes tre-fire neg ad gangen. Til øst stald, bås til en ko, en gris og høns, samt plads til brændsel, to læs hedetørv og 2.000 klyne.
Hele huset var seks fag i længde og ni alen bredt. Fra forstuen og ligeud kom vi ind dagligstuen, ”døns”. I døren til stuen var en glasåbning. Det var der i alle døre til stuen i Hømvejle, dels for at få lys fra stuen, og dels for at se ind, hvem der var derinde. Her var dog bræddegulv. Et bord, en slagbænk med hynde, der kunne fjernes, og der kunne sove en eller to børn om natten, et chatol, en klokke, et pibebræt med fire-fem piber og lommeuret, der blev trukket op med en nøgle ligesom stueuret og en lille puf med symaskinen i. Et lille bord med tobakskassen, hvor der var tobak i den ene ende og udkradsning med en udkradser i den anden ende.
Pibetøj, tobakskasse og udkradser
En avis eller en bog, samt et spil kort, som var i brug hver aften. Der var tillige adgang til en tilsvarende stue med bord, klædeskab, et indmuret skab til småting, det var særlig apotekersager. Dette rum. blev kaldet ”stow”. Sydligere sagde man ”pissel”. Af apotekersager var der salve til det udvendige og krone-essens med en bitter smag, som var godt til alt. Hoffmannsdråber og kamferdråber. Her var en indelukket seng, som gik ind i spisekammeret. Også i stuen var der et indbygget skab i muren ud til køkkenet med kopper, smør, sukker, teskeer og pyntegenstande. Til øst et lille etfags sovekammer med to faste senge, som var for korte, man skulle altid ligge på sned. Stalden kaldtes ”æ bås”, andre steder i Jylland ”æ nøs” og ”æ kjørhus”. Min farmor sagde altid når hun skulle vaskes, at hun skulle ”toes”, når hun ville have et kys hos børnebørnene ”en smug”, flæsk og kød kaldte hun ”kynmad”. Hun brugte snus, en slags tobak til at snøkke op i næsehullerne. Dåsen med snøk gik på omgang. Hun tog også en punch med. Piberne var gerne af træ eller postelin. Pibehovederne, var ofte, når det skulle være fint, udskåret med navn. Postelinshoveder og svampedåser havde den fejl, at når de faldt, gik de gerne i stykker. Det hændte ofte, når tænderne var svampede eller borte, så de ikke kunne holde piben. Når man skulle blande kortene, kunne piben falde ud af munden. Disse pibehoveder kunne være påmalede dyr eller landskaber. Ofte kongen eller de sønderjyske piger. Piben bestod af spids, lige eller krum, tre eller fire knopper, så de, efterhånden som de blev gennemtyggede, kunne skæres bort til den næste knop. Derefter linderør, der var bøjeligt, derefter et stykke hasseltræ med hul igennem til svampedåsen, hvor pibesovsen samledes. Det var en brun, giftig nikotinvædske med en masse spyt i. Vi børn ville gerne under kortspil stoppe piberne og tænde dem, men det var et vanskeligt hverv. Den måtte ikke være for løst stoppet, og heller ikke for fast, så gik den for tidligt ud. Når den skulle kradses ud, brugte man udkradseren, blæste den ud med munden, så gennem den om der var luft, ellers skulle udkradseren stikkes igennem hovedet. Der skulle være god træk. Ofte skulle der handles og byttes pibe. Nye piber skulle først tilryges, så der blev et lag sod i dem, eller blev de for varme.
Merskum- og hollænderpiber var de bedste, men de var meget kostbare og var derfor kun for de meget fine og velstillede. Også skråtobak brugtes meget. Særlig Svend Bruns mellemskrå fra Kolding i blåt omslag til 14 øre, fingertyk. Skipperskrå var tynd og udrøj.
Smugleri
Smugleri over grænsen blev meget brugt. Mest kludevarer. Når vi manglede tøj eller sko, skulle vi altid til Skærbæk til købmand Schmidt, ligesom vi tit besøgte doktor Petersen i Skærbæk. Min mor og jeg gik så over Klåby. Vejen gik dengang gennem Klåbygård til Egebæk, som var dansk og Hvidding, som var tysk. Der var en mægtig lang stationsbygning, dansk i den nordre side, tysk i sydenden. Nu, efter genforeningen er det jo omdannet til sindssygehospital. Derfra gik det med toget til Skærbæk. Tyskerne havde en 4. klasses kupe med bænke ved siderne i en kreaturvogn. De var billige. De kostede en prøjser, som svarede til tre mark, som er lig med 2 kr. 66 øre. En mark = 88 øre. Vi købte så, som vi havde penge til, og tog med, hvad vi kunne, og bandt det ind på kroppen. Kvinderne her på egnen havde altid en stor bred smuglerlomme indsyet i underskørtet til at have smuglertøj i. Resten, som vi ikke kunne have med, sendte købmanden til Hans Jensen i Fjersted, hvor vi så hentede det, da man altid let kunne komme over grænsen mod syd. Jeg fik et par nye sko. De gamle kom i en pakke, jeg fik de nye på, så var de brugte, når vi kom til tolden. De gamle var toldfri. Den anden vej blev gerne smuglet tobak og mel med mere, som var billigt her. Man købte også tit varer hos købmand Schmidt i Spandet Kro, og smuglede over. Jeg har nogen gange haft to regnfrakker på, når vi tog fra Skærbæk.
Teglovnen i Hømvejle
På de nuværende Jens Poulsens marker er der blandt mange sten, resterne af teglovnen, som står endnu i den sydvestre ende. Der er strøget sten, særlig til Høm By. Der var også teglovn i Lustrup og på Spandetgård. Der gik en vej lige fra teglbrænderiet i øst over Hans Nørgaards hede, nu Thyge Brun Jensens mark, direkte til Høm. Flere steder i marken er der rester af mursten, så der er sikkert brændt flere steder. Det var fællesjord. Der var ca. otte tønder land med små lergrave, som nu er jævnet og gjort til agermark. Jeg vil antage, at hele sognet er blevet forsynet med sten her fra Høm By. Vi havde også fælles mergelgrav vest for Nørgård, hvor man tog mergel til vejen, ligesom man tog sand fra Ansbanken, som endnu er fællesjord og beplantet. Den ligger syd for Grossmanns hus, øst og syd for vejen til Søren Feddersen.
Belysningen var i ældre tid, efter nutids smag, dårlig. Fra tællelys og tranlamper til petroleum. Jeg husker de gamle lygter. Det var en firkantet ramme med glas i de fire sider. Den ene side til at lukke op, og foroven et håndtag til at bære i samt et hul, så lyset kunne få luft. Dertil et hul i bunden med en lyseholder til at sætte lyset i eller en lille beholder til petroleum og væge, som var rund eller ganske smal, men når det blæste stærkt, eller var stærk træk, blæste lyset ofte ud. Vognlysene var altid af tælle eller stearin med en fjeder i forneden til at skubbe lyset op efterhånden som det brændte ned. I stuen havde vi petroleumslamper fra de små, otte-linjers lamper med en messingskærm til at kaste lyset frem, til ti-linjers stå-lamper, som regel en lille alen høje med petroleumsbeholder og væge og skrue til regulering af brændehøjde. Blev den for høj, osede den. Der var glas og kuppel. Senere fik vi hængelamper. Senere endnu med tråde og trisse, så de kunne hæves og sænkes efter behag og med spreder i brænderen. Der var da 12, 15 og 20 linjers brændere. Man sparede på lyset, som man sparede på alt. En brugt tændstik søgte man at få ild i over lampen. Endnu er der enkelte udflyttere, som bruger petroleumslys.
Urene var et-dages værk. Lommeurene blev trukket op ved nøgle. Spinderok, garnvinde, krumkniv i stedet for kødhakkemaskine, hakkebrædt og dejgtrug til æltning af brød, ovnrage og skyttel. Pølsehorn af kohorn til pølsestopning. Saltkar til saltning af flæsket. Skæggemænd til øl og brændevin til en á to potter. Kaffemølle til at male de brændte bønner på. Møser til at støde krydderi på. Æbleskivepande og buddingform.
Hammer, sav og naptang var de eneste værktøj. Skovl, spade, møgskovl og fork, river, forke til hø samt spjarrer til høst. Kassevogn, møgvogn og fjedervogne. Harretøj, sold, skæppe, møgbør, mælkebør eller anden bør, samt plov og harve var næsten alt, hvad der fandtes på, en almindelig bondegård. Sivsko og kludesko til aftenbrug. Alle steder var der en spytbakke. Mange harkede og brugte kandisskrå. Man havde ofte to til fire piber til daglig og til fest til grovskåren tobak.
Om morgenen fik man grød med mælk eller øl blandet. Dertil fedt og brød. Derefter en kop kaffe og et stykke hvedekage eller sigtekage med sirup. Grøden kunne være boghvedegrød eller byggrød. Små eller store byggryn. Som regel hjemmeavlede. Man kunne få dem pillede både i Skallebæk Mølle og Ribe Ydermølle. Til tider fik vi risgrød, små eller store risgryn. Der var betydelig forskel på, om de var kogt i skummetmælk, kaldet futmælk, eller i sødmælk. Om formiddagen et stykke ostemad eller et stykke med flæsk, kød, rullepølse eller frikadelle, hertil en flaske øl eller mælk. Hjemmebagt brød og kage, sigtemel var timset rugmel. En tims var en meget finmasket sold, som man timsede rugmelet med. Og så timsede man bygmelet til pandekager eller bygmels-småkager, der smagte dejligt. Bygmelet blev brugt til både små æbleskiver og store pandekager.
Klatkager bagtes af kartoffelmel med sukker, syltetøj og sirup. Til middag: stegt flæsk og kartofler, og kartofler-og-flæsk hver anden dag. Dog, en dag om ugen: suppe med kogt flæsk, grønkålssuppe med store byggryn, dertil røget skinke. En herlig middag.
Slagtning af grisen foregik i november-december. Man måtte aldrig slagte i de måneder, hvor der ingen ”r” var i, ligesom man heller ikke måtte spille kort i disse måneder. Det er maj, juni, juli, august. Når man havde slagtet, fik man sorte pølser, d.v.s blod blandet med groft rugmel og stoppet i tyktarmene, kogt og senere varmet. Dertil fedtegrever og sirup. Og hvide pølser med rosiner i, lavet af mel, som man stoppede i tarmene. Blodpandekage med grever og sirup. Ligesom sortsuppe, sur af eddike smagte godt. Fersk suppe, kogt på kød med kød- og melboller samt ris var en god spise. Men kun i slagtetiden. Senere fik vi saltsuppe med persillerødder og en persillekost og gulerødder med saltet, stribet flæsk til. Det var også en god spise. En dag om ugen klipfisk. En dag pandekager eller budding. Man langede til det fælles fad, og jeg har spist med hornskeer. De var dejlige at spise med, da de aldrig blev for varme, som jern- eller tinskeerne. Ved femtiden fik vi eftermiddagsmellemmad. Den smurte vi som regel selv og fik kaffe til. Klokken otte fik vi na´re (nadver), kvældsmad, kvældsna´re. Grød, gerne nykogt og et stykke brød, men uden pålæg. Det var god, nærende kost. Men hvor kunne vi knægte på 15 – 20 år, som færdedes i kulde og slud dog spise meget. Vi var altid sultne.
Arbejdet ved bønderne
Ved november-skiftedag skulle roerne helst være samlede. Dengang var der ikke så mange, væsentligst kålroer, – kun nogle få runkelroer, men mange turnips. Kartofler til spisebrug og kun magnum-bagnum samt nogle røde rosenroer. Så skulle der pløjes dybt, samt grovjordspløjes, det hele skulle helst være færdigt til første december. Resten af tiden til sidst i marts gik tiden med tærskning, bjærgning af tag ved islag, hente brænde i skoven, snekastning, som det dengang var hver vinter. Malkning besørgede pigen tre gange dagligt hele året. Køerne, gerne seks-syv stykker stod tøjret om sommeren og passedes af en 10 – 14 års dreng fra første maj til første november. Løn om sommeren var 30 – 80 kr. I Sønderjylland 50 – 100 mark. Karlelønnen 180 – 400 kr. pr år. I Sønderjylland fra 300 – 500 kr. Enkelte steder 600 mark. Når forårsarbejdet var slut, eller sidst i maj, skulle der graves hedetørv, indtil 20 læs á 400 stykker. Der skulle stryges klyne først i juni. Roer skulle udtyndes, og der skulle renses grøfter i lange baner. Hegn var det småt med. Dog begyndte man i 1905 at hegne med pigtråd.
Ca. 1930 fik vi Danmarks bedste lov, Grundforbedringsloven, hvor alle vandlidende arealer blev uddybet og reguleret. Drænet udføres efter Hedeselskabets vejledning og plan. Der gives statstilskud på 50%, og statslån, ligesom der fås gratis beplantning til hegn. Egnen skifter karakter. Det før så vide udsyn forsvinder, sandfygningen tager af, tørken formindskes, afgrøderne forøges, bygningerne udvides og forbedres.