Else Thomsen
(1879-1950)

Else Thomsen er nævnt i Traps Danmarksbeskrivelse som en markant personlighed, der havde sit fødehjem i sognet. Efter endt uddannelse sluttede hun som gymnastikinspektør i København samt indehaver af adskillige tillidshverv, som hun røgtede med interesse og nidkærhed. Hendes efterladte bogsamling vidner om dybe åndelige interesser. Else er begravet på Seem Kirkegård. Indlægget herunder er skrevet af hendes bror og hentet fra den Mindebog om hende, der blev udgivet 1951.

Sydvestjylland og Vesteregnen i Nordslesvig er et fladt Landskab, der ligger ud til Vesterhavet. Agerjorden er mager, hvorimod Marskengene, der består af Klæg, er ret fede. Nu er Landet beskyttet mod Havets Oversvømmelser ved Diger; men for 40 År siden lå Landet åbent for Havets Vælde. Stormfloder har gennem Tiderne gjort stor Skade, og mange Mennesker og Dyr er druknet. Denne Egn har trods det flade Land sin store Skønhed, som enhver Vestbo kan se. Her er vide Udsigter, her er de grønne Enge, og ingen Steder i vort Land har vi så skarpt Lys, når Himlen er klar, men til Gengæld er der også mørkere her, når det er skyet. For 70-80 År siden var det en fattig Egn; men nu er Jorden opdyrket og giver godt Udbytte. Dette skyldes det solide og energiske Arbejde, der er udført af Befolkningen.
Ribe og Ribeegnen har mange historiske Minder fra Middelalderens Storhedstid i Danmark. Alt dette har præget Menneskene, der lever og har levet her. Hjemstavnsfølelsen er stærk og varm på disse Egne. Selvstændighed og Fasthed er en Selvfølge.
Syv km Syd for Ribe gik den gamle Grænse mellem Tyskland og Danmark fra 1864 til 1920 Voldsgrænsen. Ni km Syd for Ribe ligger Landsbyen Hviding med den skønne Tufstenskirke, der er bygget for 800 År siden. På den vestligste Gård i Hviding boede i 1874 et Par unge, nygifte Folk: Mikkel Hansen Thomsen og Inger Marie, født Schmidt. Mikkel Hansen havde overtaget Gården 1872, og han blev den sidste af Slægten, der kom til at bo på den gamle Stavn. I 400 År havde Søn efter Far ejet Gården. I Sommeren 1874 kom der en Dag en Udvisningsordre fra den tyske Landråd til Mikkel Hansen. Udvisningsordren lød på, at Mikkel Hansen inden tre Døgn måtte være uden for tysk Statsområde. Hjemstavnsgården blev solgt, og Mikkel Hansen købte en Gård i Høm (Gaden 7)  lige Nord for Grænsen, altså i Danmark. Høm ligger syv km sydøst for Ribe, så det var da på Hjemegnen; men den gode Marskgård i Hviding tænkte Mikkel Hansen ofte på med Vemod, da de dårlige Tider i Firserne kom for Landbruget. Inger Marie var født i Rejsby på en Gård, hvor hendes Slægt havde boet i ca. 300 År. Det unge Par måtte således forlade Nordslesvig og bosætte sig i Danmark.
I Høm levede de lykkeligt og fik tolv Børn, hvoraf Else Thomsen var Nr. fire i Rækken. På deres gamle Dage flyttede de til Seem og overlod Gården til Sønnen, Svend Thomsen. I Seem holdt de Guldbryllup 1924; men den 16. September samme År døde Inger Marie pludselig. Mikkel Hansen døde den 10. November 1933. Et rigt Liv i Kærlighed havde de levet sammen med mange Sorger og mange Glæder.
Den 25. April 1879 blev Else Thomsen født på Gården i Høm. Far og Mor var meget glade for den lille Pige, skønt de i Forvejen havde to Piger, Marie og Bodil. Der blev holdt et stort Barselgilde på Elses Dåbsdag. Else viste ret tidligt, at hun var energisk og havde en god Forstand, og alle hendes Omgivelser forgudede hende. Jeg tror ikke, at der er ret mange, der i den Grad har været udsat for Forkælelse som Else, men den Forkælelse slog ikke ind, det var, som om den kun ansporede hende til at yde det bedste.
På Elses fem Års Fødselsdag var både Mormor fra Rejsby og Farmor fra Hviding til Stede; Else sad mellem de to Bedstemødre; de var i Højtidsdragt med deres smukke kniplede Hovedtøj på. Der blev opvartet med Chokolade, og vi andre så med Beundring på de tre.
Else kom i Skole, da hun var seks År gammel, og det varede ikke længe, før hun var den ypperste i Legen. Hendes Lærer, Corneliussen, elskede hende for hendes Opvakthed og kvikke Svar, og jeg tror, at han foretrak hende lidt for meget frem for de andre Børn i Skolen, men dog uden at det gjorde noget Skår i det gode Kammeratskab. Aldrig hørte man nogen Anke over, at Else var Kælebarn. Lærer Corneliussen var en vidunderlig Fortæller – navnlig i Bibelhistorie; han forstod at holde Interessen fast hos Eleverne. Han havde en Form og en Fremtræden, der efter min Mening var enestående, og sikkert er det, at Else i sin Skoletid i Høm har fået noget sjælden værdifuldt nedlagt i sin Sjæl, der senere kom til rig Udfoldelse. For os Søskende har Else altid været den første i Flokken; hun kunne finde på, hun kunne udføre, hvad hun havde sat sig for, uden at det vakte Misundelse eller så ud til at være Anmasselse. Hun forstod at spørge, og hun forstod at svare. Over for ældre Elever forstod hun at lægge sit Syn og sine Meninger frem, så de ikke følte sig underlegne. I de forskellige Fag i Skolen var hun dygtig og havde tilsyneladende let ved at sætte sig ind i alt; men jeg tror, at det ofte kostede hende stort Arbejde; thi Else var trods de gode Evner, hun havde, ikke hurtig i sin Tankegang; men når hun først havde gennemarbejdet og gennemtænkt Problemerne, så forstod hun som ingen anden at fremstille disse med lysende Klarhed.
I Elses Barndom havde vi på Gården to Tjenestepiger og to Tjenestekarle, som selvfølgelig blev betragtet som hørende til Familien. De blev af os Børn anset for at komme efter Far og Mor, og hvad de sagde, vi skulle gøre, det blev gjort. Elses Forhold til Pigerne og Karlene var smukt og forstående, og de så op til hende som noget enestående. Da Else var ti År, blev hun udskrevet af Skolen om Sommeren, og nu skulle hun passe Køerne, slå Vand op til Ungkreaturerne, og Hestene skulle hun også passe. Alt dette faldt Else let. Hun var en ualmindelig god Rytter, og hun var ikke bange, selv om Hestene var nok så uregerlige. Tit var Hestene ved at tage Magten fra hende, men hun forstod altid at klare sig.
”Hun er den bedste Heste- og Kopasser i Byen,” blev der sagt om hende.
Året efter var hun i Brørup hos Faster Martha, men der blev hun syg og måtte hjem et Par Måneder. De næste År indtil Konfirmationen gjorde hun det ud for voksen Pige på Gården. I Slet og Høst var der i den Tid meget Arbejde, der krævede stor Anstrengelse, og alligevel syntes vi altid, at det var den bedste Tid. Else kunne køre Hestene, læsse Hø og Korn på Vognene, tage fra i Laden og på Høstænget. Hun bevægede sig sikkert både i Stald, Lo og Lade og gjorde ofte de voksne Piger til Skamme. Hun var med i Eng, Mark, Mose og Hede.
Det er en Dag i Høstens Tid; der skal køres Korn hjem fra Ildenbjerg. Else er Kusk, og hun har et Par raske, blankbrune Hopper, Jutta og Nille, for Vognen. Nille er den mest nervøse af Hopperne. Else ved, at hun skal passe på; men bange er hun ikke. Hun kører op på Ildenbjerg, og rask går det; men pludselig ser vi hjemme fra Gården, at Hestene bliver bange for et eller andet og sætter i rasende Fart ned ad Bakken. Else står ret op i Vognen, og vi ser, at hun arbejder hårdt for at få Hold på Hestene, der nu er blevet ganske løbske. Elses Hænder farer frem og tilbage på Tømmen, hun rusker og river i denne for at standse den vilde Fart; men alt er forgæves. Der står en Sky af Støv bag efter Vognen, hurtigere og hurtigere går det hjemad mod Gården. Vi, der ser dette Optrin, står åndeløse og ved ikke, hvad der skal gøres. Hvornår splintres Vognen, hvornår køres den i Grøften, hvad sker der med Else? Alle disse Spørgsmål farer gennem os med Lynets Fart. Nu er Heste, Vogn og Else lige ud for Indkørselen til Gården. Else kaster sig ligesom frem og tilbage i Tømmen og rykker i sidste Øjeblik med al sin Energi i den venstre Line, og med et tordnende Brag farer Heste og Vogn med Else ind over Stenbroen i Gården. Vognstjerten bliver boret ind i Staldmuren, og Hestene standser. Nilles Krop går som en Blæsebælg, og sveddryppende står de to Heste rystende som Espeløv. Else springer af Vognen og hen til Nille, klapper hende og siger:
”Så, så lille Nille, bare rolig, bare rolig, nu er vi jo ovre det.”
Far og en Mand fra Byen, Peter Knudsen, og jeg står med Tårer i Øjnene og ser beundrende på Else. Men Else råber straks på Far og siger:
”Far, nu må du hellere tage med mig op på Ildenbjerg, og så skal du være Kusk; thi Hestene må ikke mærke noget usædvanligt, så vil de jo stadig løbe løbsk.”
Far og Else springer op i Vognen og kører ud af Gården, som om intet var sket. Peter Knudsen siger til mig:
”Hans, hun er vel nok storartet, hvem kunne gøre hende det efter?”
Ja, Else var dygtig, men hun var samtidig også hjælpsom og hensynsfuld. Hun var streng mod sig selv, og hun kunne såsandt også være streng over for andre, når der var Ting, hun ikke syntes om. Var der en Vedtægt eller en Bestemmelse, der ikke blev overholdt, måtte Synderen undgælde, selv om denne var en af hendes bedste Venner. Else havde sine Meningers Mod, uforfærdet, optrådte hun selv som lille Pige over for større Kammerater, ja, selv over for voksne Folk kunne hun optræde meget skarpt, når hun mente, der blev gjort Uret. Egentlig skulle man tro, at hun var et vanskeligt Barn at have med at gøre; men når dette ikke var Tilfældet, var det, fordi Else var Uegennyttig og forstående i Forholdet til sine Omgivelser og inderst inde Godheden selv. Hun kunne i sin Kærlighed til Menneskene ofre sig selv. Dette føltes og blev forstået af alle, der kendte hende. Derfor kunne Else tillade sig meget mere, end Børn ellers i Almindelighed kan. Hendes fremragende psykiske Evner forstod hun at bruge fra ganske lille af. Skønt Elses Fysik ikke var særlig stærk, forstod hun at økonomisere med sine Kræfter, så hun kunne Udføre Arbejder; der i Almindelighed ville knække andre Børn.
I Elses Barndom brugtes der endnu ikke Slå- og Høstmaskiner; Høslæt og Kornhøst blev udført med en almindelig Le, og hun prøvede tit Leen, og derved gik det op for hende, hvor stor. Betydning det havde, at skærpe Leen og at lægge Lebladet rigtigt i Skåret. Det gjaldt om at få det rigtige Tag eller Greb på Leen. Tit så man store og stærke Karle, der ikke havde det rigtige Tag, stå tilbage for mindre og svagere Karle, der havde lært sig det rigtige Greb. Else forstod straks Værdien af at få den rigtige Arbejdsstilling. Hun fik øjnene op for Afslapningens store Betydning. Else var aktiv, det passive huede hun ikke, ørkesløse Drømmerier var hende et Tegn på Dovenskab; men hun var stadig klar over, at der skal Tid til Overvejelser; hum respekterede ikke det hurtige Arbejde, når det var dårligt udført. Tit sagde hun:
”Man kan se, om et Arbejde er godt udført, men man kan ikke se, hvor lang Tid det har taget.” Denne for et Barn sjældne, kloge og klare Bedømmelse fik voksne folk til at undres. Elses Syn på den Verden, som omgav hende, og hvori hun selv levede, var tillidsfuld, fordi hun troede på Menneskene; hun troede på det gode og det fornuftige i hele Tilværelsen, derfor optrådte hun så frit og uhæmmet. Hun kunne være fuld af kritik overfor sig selv i sine Overvejelser; men var bestemmelsen taget, så var hun sikker og rolig. Tit har jeg set hende stå og se betænkelig ud, før hun kom frem med, hvad hun mente; men var Sagen så gennemtænkt, var der ingen Vaklen eller Usikkerhed, så var hendes Fremstilling klar, og hele hendes Optræden var fast og frigjort. Når Else havde denne overbevisende Sikkerhed i sit Væsen, skyldtes det sikkert hendes absolutte Tro til Far og Mor og på de Værdier, de havde givet hende.
Året efter, at Else var blevet konfirmeret, kom hun til Okholm hos Farbror Lorents og Faster Methea, der begge var meget glade for hende. Hun kunne ordne alt og var dygtig både i Huset og til at malke. I Vinteren 1896-97 boede hun hos Farbrors i Okholm og gik på Vester Vedsted Efterskole, hvor både Lærerne og Eleverne var overmåde glade ved hende. På Efterskolen dæmrede Tanken hos hende om at blive Lærerinde. Hun havde tre meget dygtige og forstagende Lærere. Pastor Otto Rosenstand; der havde fået Efterskolen oprettet, var en sjælden dygtig Prædikant, Foredragsholder og Skribent; hans åndfulde Prædiken og hans poetiske og skønne Foredrag blev Else meget betaget af, og det er ikke for meget sagt, at Pastor Rosenstand har haft umådelig stor Betydning for Elses Udvikling. Forstander Holger Steen var en meget dygtig Lærer ligesom Jens Rasmussen Højby, der senere blev Forstander; disse to gode Mænd lærte Else også meget af.
Fra Efterskolen kom Else hjem og var i to År. Efter mange Overvejelser kom Else til det Resultat, at hun ville uddannes til Lærerinde. I Sommeren 1899 kom hun på Ribe Seminarium, 20 År gammel. Ribe Seminarium blev oprettet 1899, så Else kom på det første Hold. Hun var den eneste kvindelige Elev i Klassen; men hun holdt meget af sine mandlige Kammerater, og Forholdet var særdeles godt. De fleste af dem stod efter hendes Mening langt over hende med Hensyn til Kundskaber, og hun havde det svært i den første Tid; men med sin usædvanlige Energi varede det ikke længe, førend hun stod på lige Fod med dem. Forstanderen, Pastor Hansen, var en sjælden fin og god Mand, der havde den rigtige Forståelse af Else, og hun kom til at holde meget af ham, og dette Forhold var gensidigt. Adjunkt Abel fra Latinskolen blev hendes første Lærer i Dansk; han var en fortrinlig Underviser, og hun fik stor Interesse for og Kærlighed til dansk Litteratur og Poesi. Efter Abel fik Else cand. mag. S. P. Togeby i Dansk, og han forstod også at undervise åndfuldt og med megen Dygtighed. Adjunkt Høst blev hendes Lærer i Regning, Matematik og Fysik; til ham kom hun også i det bedste Forhold. Pastor Albeck i Seem underviste i Religion; han havde ualmindelige Evner til at undervise i dette Fag; han var klar og med megen Viden. I det hele var det en god Lærerstab, Pastor Simon Hansen havde fået samlet; og Else var glad ved dem alle.
Det første År gik hun til Gymnastik sammen med de mandlige Seminarister, og det har sikkert været svært for hende; men Gymnastiklærer Stockholm Simonsen var en dygtig Pædagog, så det gik meget godt, selv om det var Herregymnastik, der blev øvet. De to sidste År gik hun hos Gymnastiklærerinde Frøken Olsen, og hos hende fik Else efter den tids Forhold en virkelig god Undervisning i Gymnastik.
I Efteråret 1900 blev vor Søster Marie angrebet af Tuberkulose. Marie var Sparekasseassistent i Ribe. Hun kom hjem til Høm; men det blev dårligere med hende, og i Foråret 1901 døde hun. Det var en stor Sorg for hele Familien. Marie var en meget lovende ung Pige, og hun var lige før sin Sygdom blevet forlovet med cand. mag. Togeby. Sorgen ramte Else hårdt; hun skulle lige op til 1. Del; men med sin stærke Vilje gennemførte hun Eksamen med smukt Resultat. Jeg kan huske, hvor umådelig svært det var.
Marie var meget begavet, og hun stod for os Søskende som et Lys i Forstandens Verden; men svag af Helbred havde hun altid været.
Else var fra lille af meget interesseret og optaget af Naturen. Hun elskede Blomster, og navnlig var hun betaget af Plantevæksten i Seem, Fjersted og Klåby Skove. Vesteregnen er fattig på Løvskove; men til Gengæld har denne Egn en sjælden Flora, som ikke findes i andre Egne. For Naturens mægtige Spil havde Else et vågent Øje.
Da hun var Barn, var der ingen Diger mod Vesterhavets Oversvømmelser fra Ribe til Tønder. Når Efterårs- og Vinterstormene rasede, gik Havet ofte helt ind til Ribe, og Vandet trængte op i Gaderne og ind i Husene. At stå på Slotsbanken, hvor Riberhus har ligget, og se det oprørte Vesterhav skylle ind over Marskengene, var et mægtigt og storslået Skue; men desværre har disse Floder, som før sagt, gjort megen Skade.
Et skønt Syn er Marsken i Sommertiden med de Tusinder af Høstakke, og senere, når Kreaturerne er slaget løse på Eftergræsningen, er det herligt at se de rødbrogede Dyr i det grønne Græs. Alt dette nærede Elses poetiske Sans. De historiske Minder, som Ribe ejer i så rigt Mål, de gamle Huse og Gårde, Domkirken, Rådhuset, de krumme Gader og Slipper, de historiske Beretninger fra Ribes Storhedstid, da Staden var Storfærdselens og Storhandelens By, Kongebyen med Valdemar Sejr og Dronning Dagmar, taler lønligt og indtrængende til alle vågne Mennesker. Disse Ting har også talt manende til Else.
Når Mørket sænkede sig over den gamle saga- og sagnomspundne By, og Else sad på sit Værelse og sled med de mer eller mindre genstridige Fag i Nattetimerne, hørte hun ved hvert Timeslag Vægteren synge et Vers af den smukke Vægtervise. En af Vægterne, Jens Poulsen, havde en mægtig Sangstemme. Når Jens Poulsen i en stille Nat sang:
”Hov, Vægter, Klokken er slagen 12,” kunne man høre ham overalt i den slumrende By. Den Romantik, som Ribe gav Else, har været et vigtigt Led i hendes Udvikling. Hun har med sit åbne modtagelige Sind indsuget alle disse Indtryk og gemt dem i sit Hjerte. Disse tre År i Ribe har uddybet alt det, hun havde fået fra sit Barndomshjem i Høm. Hun er blevet klar over Betydningen og Værdien af at have et Hjem, hvor hun altid kan søge hen og få Råd og Vejledning i Livets store Spørgsmål. Elses Tro og Overbevisning er blevet fast. Hun ved, at der er Værdier, der evigt består. Hun vil kæmpe for Frihed og Demokrati under Ansvar. Alt dette har stålsat hende, så hun nu kan gå ud i Verden med et solidt Grundlag for hele Livet. I Ribe lærte den lille, kønne Bondepige med det rene Almuesind med Kløgt, Klarhed og Kærlighed at fortælle om de højeste og dybeste Ting på den naturligste Måde. Else, som altid var den første i sit Barndomshjem, i sin Fødeby, i Okholm og på Efterskolen, lærte i Ribe, at man kan tage en Eksamen ved at arbejde energisk og endog få en fin Eksamen, det fik hun nemlig, men hun lærte også, at der er andre Værdier til end Eksamen; hun lærte at forstå Fars, Mors, Corneliussens og Pastor Rosenstands åndelige Påvirkning som liggende over alt andet, Elses Barneår og første Ungdomsår var strenge, fordi hendes Krav til sig selv var så uhyre; men jeg kan roligt sige, at hendes Barneår var lykkelige og af fundamental Betydning for hendes senere Virke; thi Far og Mor forstod hende, og hun forstod dem, så hun hele sit Liv takkede dem i Gerning, Ord og Tanke.
Over for sine Søskende var hun som en elskelig Mor; hun kunne revse, kritisere og formane os, men altid mærkede vi hendes Uegennyttighed, Overbærenhed og kærlige Hjerte stående ovenover. Hun var os såre kær.
Else fik sin Eksamen i Sommeren 1902. Hun står nu fuldt rustet til at gå ind i et Arbejde, der har et højt Mål. Hun er klar over, at der skal mere Udvikling til; men Else har Lyst og Mod, og hun ved, at hun må søge hen til det Sted, hvor Kilderne springer. Hun ved også, at det kun er ved Åndens Hjælp, at Gerningen kan lykkes.
Med Vemod siger Else Farvel til sit Hjem og sin Hjemstavn, som hun altid har elsket, og hvor hun har så mange dyrebare Minder fra. Nu går Rejsen til København, hvor hun har fået Plads, og snart er hun optaget af sit Arbejde mellem Børnene. Else er 23 År, hun er ung, hun er glad, hun er frigjort.

Odense i August 1951. Hans Thomsen.