Sagn og Eventyr fra Seem Sogn

Sagn og eventyr er en fast del af alle folkeslags åndelige horisont.
Eventyr, hvoraf kun tre synes overleveret lokalt, er ren digtning uden historisk grund. To af de tre, som er meddelt her, har helt tydeligt samme baggrund, det er kun fortællerne, der har givet dem en individuel form.
Sagn kan have en historisk baggrund, men de kan også være rene fantasifortællinger. Fælles for sagn og vandrehistorier er, at både fortæller og tilhørere ikke tvivler på deres sandfærdighed. De mange vandrehistorier, der i disse år er i omløb, er eksemplificeret i de historier, der er gengivet bagest i dette hæfte.        Søren Mulvad

 

Evald Tang Kristensen: Danske Sagn, ny Række, Bd. 1, nr. 173.

Min Fader og hans Søster gik ned ad Snepsgård Bjerge i Seem ved Ribe for at hente noget Strøsand, og de gik med en Spand imellem dem. Som de nu går der, springer der en lille Mand op af en Fordybning der ude ved Bjergene. Min Fader råber:
”Se, se, sikken lille Mand!” og han slipper Spanden og sætter efter ham. Bjergmanden havde en rød Lue på, der vippede op og ned, da han skred fremad. Han forfulgte den her lille Mand over Bjergene op og ned ad Bakkerne og hen til et stort Bjerg, der er det største af dem alle, der forsvandt han. Min Fader løb op ad Bjerget og ned ad Bjerget og kunde ikke finde ham, han var og blev væk.
Om det Bjerg fortælles også, at de har hørt Kister blive slåede op og i derinde.
    Fortalt af Andreas Jørgensen, Haved

Evald Tang Kristensen: Danske Sagn, ny Række, Bd. 1, nr. 224.
Der kom en ussel bitte Pige til en Kone og bad, om hun ikke kunne låne en Saks af hende.
”Hvad vil du have den til?”
Jo, hun vilde klippe hendes Brudekjole med den, for på Torsdag skulle hun have Bryllup.
”Hvor skal det Bryllup holdes?” siger Konen.
”I Jer Kakkelovn.”
”Det vilde a gerne se, – i vor Kakkelovn?”
”Ja, kunne I blotte Jer for at le, så kan I nok få det at se.”
Jo, det tænkte hun nok.
”Ja, vil I love mig det?”
Så om Torsdagen, de var ved deres Middagsmad, gav Konen sig til at le så uafladelig.
”Hvad ler du ad?” siger Folkene.
”Kan I ikke se det?”
Da kom de gennem Væggene en hel Skare, og de var klædt så underlig, og havde Haler som en Kat, og så da underlig ud. Det var ikke sært, Konen kunde ikke blotte sig. Der var også Sprællemænd, og de var lige så underlige. Men da hun nu fortalte, hvad hun så, var det hele forbi.
   Fortalt af Else Mikaelsdatter, Grindsted

Evald Tang Kristensen: Danske Sagn, ny Række. Bd. 2, nr. D 43.
Folkene på Seemgård var en Formiddag nede at vejre Hø, og da de skulle hjem til Middag, så de en komme i æ bare Skind ud fra Gården og løbe ned efter Åen, der løber tæt forbi. De kunde ikke forstå, hvem det kunne være, den var for stor til at være Kodrengen, og andre var der ikke hjemme.
Da de nu kom Hjem, forhørte de dem jo om det, men det havde ikke været nogen fra Gården. Aldrig så grov længe efter skete det, at en af Karlene løb ud af Karlekammeret om Natten og druknede sig i Åen.     Fortalt af Peder Frøsig, Hillerup

 

Evald Tang Kristensen: Danske Sagn. Bd. 4, nr. J 389.
En mand fra Høm hørte en nat nogle folk komme ind og sætte geværer ved kakkelovnen. Han sagde nu til sine karle, at de nok skulde få indkvartering; men det brød ham dog noget, for de danske soldater var allerede hjempermitterede, og tyskerne vilde snart blive det. Seem Kommune nægtede at levere noget til fjeden, og der blev da sendt en eksekutionskommando ud til sognet, hvorved sognefogden tillige med nogle soldater også kom ind i denne gård.
    Fortalt af Niels Hansen, Hillerup.

Evald Tang Kristensen: Danske Sagn. Bd. 2, nr. 2028.
I Seem Kirke ligger bjælker, der skal være groede ovre i Obbekjær Enge. A har været med til der at grave en Eg op, der var atten Alen lang og så lige som et Lys.
    Fortalt af Jens Thomsen, Bovlund

* Seemgård sås i længere Tid i Forbrand, og Folk rendte efter det. En Aften så nogle Folk, der kom ud af Skallebæk Kro, hvordan Ilden brændte, og så rendte de. Da de kom sådan halvvejs, kom de ind midt i Røgen, og de havde endda Vinden i Ryggen. Så er der en af dem, der siger:
”Det her, det sæder ikke, for nu kan vi lugte Røgen, og Vinden er endda imod!”
I det samme var det forbi, og de vendte og gik tilbage. Et Par Aftener derefter brændte Gården, og da drev Røgen netop den Vej, de havde mærket den. [Seemgård brændte 1866]
     Fortalt af Peter Frøsig, Hillerup

Evald Tang Kristensen: Danske Sagn. Bd. 2, nr. 2312

Oppe norden for Høm ligger en lillebitte Høj, som kaldes Ulvhøj. Man sagde, at deri lå gemt en Skat, og Mændene i Byen blev da enige om at grave den op. En Nat begyndte de på Arbejdet og kom også til en Kobberkedel. I det samme kom en af dem til at se efter Byen og sagde da et Ord. Men dermed var Kedelen forsvunden.
     Fortalt af Hans Nørgaard, Høm.

Evald Tang Kristensen: Dansk Folkemindesamling X, blad 302ab
For flere År siden gik jeg og min Broder en smuk Sommeraften ude ved Huset. Som vi bedst gik og talte sammen, blev han stående ganske stille og så ud mod Vejen. Jeg spurgte flere Gange, hvad han så så nøje efter, men han bad mig bare være ganske rolig. Efter en kort Tid gik vi ind, og han fortalte så, at han havde set en Brudeskare på Vejen og fortalte, hvor mange Vogne og Forridere han havde set. Det varede et halvt Års Tid, så gik det i Opfyldelse, han havde set.
     Fortalt af Poul Pedersen, Høm

* Ligeledes erindrer jeg fra min Barndom, at min Bror og jeg gik på Gaden og legede med de andre Børn. Så fik vi i sinde at ville ind til vores Morbror, der boede ved siden af os, men da der ingen Folk var hjemme, gik vi straks igen. Som vi var kommet godt fra Døren og ud i Gården, hørte vi, at nogen sang i Stuen, og vi blev bange og løb Hjem og fortalte det. En kort tid derefter var min Morbror en Morgen stået tidligt op, og før han fik sig rigtigt påklædt, så han gennem Vinduet, hvordan Vejret var. I det samme gik en sort Skikkelse forbi og skred om til Stuedøren. Han klædte sig på for at gå ind og se, hvem der var kommet, men der var ingen. En gammel Kone, som fik Aftægt fra Gården, men boede et stykke ude, døde kort efter og blev ført ind ad Stuedøren samme Vej, han havde set den sorte Skikkelse. Sangen, vi havde hørt, mente vi, måtte være gået i Opfyldelse, da hun blev sunget ud.
     Fortalt af Poul Pedersen, Høm

Andreas Nørgaard Pedersen: Træk af Seem Sogns Hjemstavnshistorie
Det er Mosejord i et Par Meters Dybde i Engene, hvori der er meget Træ, især Grene; men hele Stammer er også fundet. Et Sagn fortæller, at Træet til Seem Kirke er hugget i Oversvankær.

* Efter ældre Folks Udsagn skal der i ældgammel Tid have gået en Fjord herop, hvor der nu er Eng, og helt ind i Sønderjylland, og Stenene til Seem, Gram og Nustrup Kirker, som er bygget af Tufsten, skal være hentet nede i Rhinegnene i Tyskland og sejlet herop ad Fjorden, hvorfra de var lette at få bragt på Plads, da Kirkerne ligger langs med denne Fjord. Efter hvad jeg har hørt fortælle, skal der også have gået en Arm af Fjorden langs med Møllebækken, gennem Munkesø helt op til Fjersted, hvor der har været Sejlads; men det fører mange År tilbage, idet Seem Kirke er bygget på samme Tid som Ribe Domkirke – altså I det tolvte Århundrede.

* Syd for Varming, mellem Byen og Søen, ligger de såkaldte Tofter og Moser, hvor der i tidligere, og også i min Tid blev strøget og solgt en Del Klyne, eller, som de også kaldes, Tørv – især til Teglovnene i Lustrup, men også til en Del private Folk og til eget Forbrug. Mosejorden er ret dyb og blandet med Trærødder, dog skal der også være fundet en stor Stamme i den Eng, som nu tilhører Mads Petersen, ligesom der skal være fundet et stort Mammut-Skelet, som skal ligge i Grøften mellem Niels Nørgaards og Chr. Dinesens Toft, [Varming Vesterby 23 og 25] lige ud for Chr. Dinesens søndre Skelgrøft. I Mosejorden er der også fundet talrige Tænder, som skønnes at være af vilde Dyr, der er druknet i Moradset. Der er fortalt af en gammel Mand, at i hans Drengetid var der Sø med Rør helt op i Tofterne, og at de tillige har været bevokset med Skov, viser Mosejorden, da den er fuld af Trærødder.
[Ifølge en mundtlig overlevering dukkede kraniet af en urokse op, da man grøftede op, og Hans Simonsen, som var til stede, sagde:
”Nå, jæn af dem stuer Døvler! Bare nier mæ 'en igen.”]
Ved samme opgrøftning skal der være fundet to lange stenøkser, som Hans Simonsen tog med sig hjem.
[Sandsynligheden for, at der har været tale om urokse-kranium underbygges af, at der er fundet tilsvarende i Fæsted Mose, nogle kilometer nordligere.]

* I det syttende Århundrede var Ulvene ikke så sjældne. Oppe på Brinkerne [nord for Varming] havde man en Ulvefælde, hvortil der af hver Ejendom skulle afleveres et Lam. Om Aftenen blev Lammet bundet ovenpå Fælden for at lokke Ulven, som, når den kom ud på Vippebrættet, dumpede ned i Fælden for næste Morgen at blive dræbt.

* På den Gård, som forhen var Søren Peter Smidts [Varming Vesterby 5], gik der hjemme en Farbror, som var Snedker; han skød en Dag tre Ulve, der vistnok var de sidste, som blev skudt i Varming.
Ligeledes var der en Mand, som boede oppe ved Mellemvejen, der på Vejen hjem fra Tørvegravning blev forfulgt af en stor Ulv, som han huggede ned med Tørvespaden.
Nede ved Åen ved Stavnagergård kom der engang en Vogn kørende, som havde et Føl med. Sålænge Føllet gik ved Moderen, kunne en Ulv, som var kommet løbende, ikke gøre det noget, men da man skulle køre gennem Åen, ville Føllet ikke med, og Ulven styrtede da over det og rev det ihjel.
[Ifølge alle troværdige oplysninger blev den sidste ulv i Danmark – inden den seneste tids indvandring – skudt i 1812.]

* I 1848, da Rygterne gik, at Slaverne var brudt ud fra Rendsborg, fik Hans Simonsen Bønderne samlet, og der blev travlt henne hos Søren Smed i Seem med at lave alle Slags Våben til dem, der ikke selv var i Besiddelse af en Bøsse eller andet Våben. Hans kone ville med, men fik besked på, at det ikke var for Kvindfolk, hvortil hun svarede, at hun jo kunne stå bagved og lade, mens Mændene skød.

Hans fik Folkene samlet oppe på Ildenbjerg i Høm, og afgav barsk Ordren:
”Den først´, der render, sky´er a!”
Der kom ingen Slaver, og alle kunne drage fredeligt Hjem igen.

* Det blevet fortalt, at omkring 1660, da Polakkerne var herinde, var en Mand ude med Hestene på Varming Storeng, og der kom da tre Polakker og vilde stjæle Hestene, men Manden, der var meget stærk, tog Polakkerne og smed dem alle ned i et dybt Hul, hvor de druknede. Siden fik Hullet Navnet Polakker-hullet, men det er nu opfyldt med Jord.

* Det er fortalt, at da Natmændene endnu færdedes, skete det, at der tre Nætter i Træk kom en og bankede på Ruden [Varmingvej 20] og råbte, at hvis Beboerne fandt hende, skulle de lade hende begrave i kristen Jord, hvilket vistnok også skete, da de fandt hende død i Laden. Liget blev fundet af Karlen, der ved det svage Lys af en Hornlygte, var kravlet op på Loftet for at rage Hø ned, pludselig stod med den døde Krop af Rakkerkællingen i Armene. [Det må være sket før 1720, da kirkebøgerne ikke rummer nogen indførsel, der kan henføres til denne Begivenhed.]

* På en Grund, hvor nu Beboelsen til Varming Savværk ligger allervestligst i Brinkerne, lå Varming Skole ved Slusevejen. En lille, gammel og uanseelig Bygning med Lergulv, faste Borde og Bænke, lagt ovenpå nogle Rafter, der var banket ned i Gulvet og et Par små Vinduer, småt indrettet uden Brønd eller Pumpe. Her holdtes Skole om Vinteren af Skoleholdere, som de kaldtes. De gik i Omgang til Beboerne på Kost og Logi. Det var somme tider kun 16-Års Drenge, der blev lejet til at være Lærere, og de gik så og legede med Børnene ind imellem.

* Efter hvad gamle Folk har fortalt, skal Munkene i Ufredstider have nedsænket et Skrin med en stor Skat i Munkesø for at skjule den for Fjenden; de må så ikke have kunnet finde den igen. Det kan jo være et Sagn, men en Mand fra Varming har dog fortalt mig, at han engang han var ude at stange Ål, stødte på en hård Genstand, der nok kunne være et Skrin. Det er dog aldrig blevet undersøgt nærmere. Skrinet er nok kommet for langt ned Mudderet; thi efter hvad man har fortalt mig, har en Mand haft en seksten Alen Stage nede, uden at kunne nå Bunden.

* [Rønnehave] Det er blevet fortalt, at i længst forsvundne Tider, da Gården lå nede ved Bækken og var brøstfældig, ville Manden gerne have den ombygget, men manglede Pengene til det. Så en Dag, da Karlen stod i Loen og tærskede, kom han tilfældigvis til at se, at der var en lille Åbning i Muren; han undersøgte den nøjere, og fandt da en Nøgle. De mente, at den dog måtte høre til et Sted og man kom så i Tanker om, at der ude i Stalden var et Sted, hvor Kalvene aldrig kunde holde fast i Bindselet, men altid rykkede sig løs. Manden og Karlen tænkte, at der måtte være noget skjult her og gav sig i Fællesskab til at grave Stenbroen op, og dybt nede i Jorden fandt de et stort Skrin. De prøvede Nøglen, og den passede ganske rigtig dertil. I Skrinet fandt de så mange Penge, at Manden kunne flytte og opbygge Gården, og Manden blev endda en holden Mand. Det kan jo være et Sagn; men der er flere af de gamle, nu afdøde, der har fortalt det, og der skal også i sin Tid have boet Nonner der på Gården, ligesom der på Gårdens Jorder er fundet Oldtidsgrave og Urner nede ved Munkesø.

* Om den første Mand, jeg kan huske, hvis Fader skulle have købt Gården [Seemgård], fortælles det, at engang, han havde været til Marked i Løgumkloster med Heste og kørte hjem ved Lindet Skov, hvor der dengang holdt nogle Røvere til, kom der på engang to Karle imod ham. Den ene søgte at få fat i Hestenes Tøjler, mens den anden forsøgte at komme op i Vognen, men Manden, der havde et Par kraftige Heste for, gav dem et Rap af Pisken og undslap.

Efter gamle Fortællinger og fra Sprogforeningens Almanak for mange År siden vidste Folk nok, at der var flere kørende, som var blevet overfaldet i Lindet Skov, men det havde aldrig kunnet spores, hvor Røverne opholdt sig, indtil man i Arrild Kro lagde Mærke til en gammel Mand, der gennem længere Tid var kommet for at proviantere – som Regel henimod Aften. Hvor han kom fra eller hvor han gik hen, kunde ingen begribe, men så fandt man endelig en Aften på at følge efter ham i passende Afstand og så da, at han styrede efter Lindet Skov, og at han tæt ved Vejen gik ned under en stor Sten. Der blev så udsendt en Styrke til at undersøge Sagen og få fat i Røverne. Det lykkedes også. Der var en ældre Mand og hans Kone samt to voksne Sønner, som alle blev pågrebet og ført til Ribe, hvor de fik deres velfortjente Straf. De havde alle boet i en Hule ved Vejen og havde spændt en Snor tværs over Vejen forbundet med en Klokke i Hulen, så de kunne høre, når nogen kom kørende. Sønnerne sprang da straks op og udplyndrede Vedkommende.

* Min Bedstefader skal have været ualmindelig stærk. Han kunne tage Smedens store Forhammer i den yderste Ende af Skaftet og holde ud i stiv Arm, og Rambukken til at slå Planker og Bjælker ned med ved Broer og Sluser, som der plejede at være fire Mand om, kunne han sætte op alene. Mændene fik deres Kræfter udviklet dengang, helt fra små af.

* Efter gammel Beretning skal den såkaldte Snepseng på 8-9 Tdr. Land, der ligger på Stavnagers Jorder, have, tilhørt Stavnager, men være skænket til Snepsgård som Faddergave, ligesom Munkhave skal være skænket i Faddergave til Munkgård fra L. Simonsens Gård i Varming, Matr. Nr 11, Engene må ikke have haft så stor Værdi dengang, ellers har det da været en større Faddergave.
På Karkovgårds Mark i Seem Kommune ligger der, ind til Gjels Å en Eng, som hører under Obbekær Kommune. Hvordan det er sket, er der ingen af de Ældre, som har kunnet forklare.

”Suppevisk”, udgivet af Historisk Arkiv i Seem Sogn, 2018
[Jeg vil] berette lidt om en trist ulykke, som kostede en ældre mand, der drev noget fiskeri i åen og på søen, livet. Min far fandt ham død, hængende i vandet ud over kanten af sin båd. Man mente, at han, da han var sejlet under Varming Bro, ikke havde taget sig agt for jerndragerne og derved har slået sig bevidstløs og ved at at komme til at hænge ud over kanten med hovedet under vand er druknet. Naboen Mads Pedersen og far påtog sig at bringe ham hjem. Nu var der den dag en meget stærk strøm, så i stedet for at stage båden op mod denne, holdt den ene bådene fra hinanden, mens den anden gik i vandet og trak. Den druknede fik de anbragt, siddende op mod sin fiskekurv. Mens de sådan langsomt, bevæger sig op mod broen, siger min far:
”Nu går det, som de gamle så tit har fortalt om, længe før åen blev flyttet om i sit nuværende løb. Man havde set to mand bevæge sig over marken, som om de trak en slæde, hvor der den gang var dyrkede agre, og man havde set en tredje mand, som sad på slæden.” Nu var de begge langt fra overtroiske, men syntes alligevel, det var lidt sært at være med til at virkeliggøre en fortælling, som var flere generationer gammel.
[Ingen af begravelserne i perioden har tilføjelser i kirkebogen om drukneulykker.]
      Fortalt af Peter Lautrup

* En lignende oplevelse havde far [født 1889] som seks-syv-årig dreng. Ved Varming Bro fandt han et lig, der var i stærk opløsning. Det var jo uhyggeligt nok, men værre var det, at han et par dage senere måtte af sted til sognefogden for at se liget igen og bevidne, at det var det samme, som han havde fundet.
[Oplysningen kan ikke bekræftes via kirkebogen.]
[Fortælleren var født på ejendommen Varming Vesterby 9]
      Fortalt af Peter Lautrup

Mundtlige overleveringer
Øst for Østergård i Varming skal der være en plet, hvor intet græs kan gro. Det siges, at dette er på grund af, at to personer en gang huggede hinanden ned med léer, og hvor deres blod løb, kan intet mere gro.
[Fortælleren var født på ejendommen Varming Vesterby 25]
     Fortalt af Niels Nørgaard

* Gården Stavnagervej 43 brændte i 1934. Brandårsagen sagdes at havde været, at nogle karle en nytårsaften havde taget en tønde ned fra gårdens loft, hvor den stod ved skorstenspiben. De havde trillet rundt i byen med tønden, som ikke måtte flyttes, da gårdes brand var ”sat hen” i denne tønde.
[Fortællingen findes også i Dansk Folkemindesamling.]
     Fortalt af Niels Nørgaard

* Førhen fandtes ingen plantning på egnen, og man kunne se rigtig langt ud i omegnen. Det var i en tid med hårde vintre, og en dag så man fra Varming, at der gik løse kreaturer ovre på Kamp. Da sagen blev undersøgt, viste det sig, at de tilhørte et ægtepar, som ikke havde mere foder til hverken dyrene eller sig selv, så de havde sluppet dyrene ud og var selv krøbet til sengs for at dø af sult.
     Fortalt af Niels Nørgaard

* Far og mor og mine søstre var en gang kørende til vogns fra Varming for at besøge familie i Høm. Da vi var kommet op på amtsvejen, råbte en af mine søstre:

”Holdt da, kan I ikke se, at Vestergård står i lys lue?”
Hun var ikke til at berolige, og far måtte vende og køre hjem igen. Da vi kom tilbage til Varming, var der ingen ild, men det følgende år brændte gården virkelig.
     Fortalt af Niels Nørgaard

* En gang i min ungdom, hvor jeg tjente på Stavnagergård, havde jeg været i Varming for at spille kort. Da jeg i den mørke aften gik tilbage til Stavnager, kom der på én gang to klare, skinnende lys imod mig. Synet forsvandt kort efter. Det var netop på det sted, hvor mergeltoget senere kom til at køre.
     Fortalt af Martin Lautrup

* Da vi anlagde gårdspladsen til Varming Savværk, tog man en længde af diget langs Slusevejen væk for at etablere en udkørsel mod vest og fandt deri en række på fem eller seks hesteskeletter. Der har måske en gang været en hestesygdom i byen.
     Fortalt af Tage Johannsen

* Da Falle Smidt boede i huset Varming Vesterby 19, gik det ofte vildt til. Der blev drukket brændevin, bandet og spillet kort. En aften, der var gæster i huset, kom kortene på bordet, og der førtes ukristelig tale. En gæst bemærkede, at der pludselig var en kortspiller ved bordet, som ingen kendte. Da han senere bøjede sig efter et tabt kort, så han, at den fremmede havde lådne bukkeben, og han var så klar over, at det var Den Onde. Han fik så indflettet et ”Jesus Kristus” i en sætning, og i det samme var den fremmede borte og efterlod sig en kraftig svovlstank.
     Fortalt af Anne-Dinne Hansen

* I den lille slægtsroman af Peder Bukh: ”Guldagergård, – tre søskendeskæbner,” skrevet på baggrund af virkelige begivenheder, fortælles bl.a. om et ægtepar, Anders Truelsen og hustru, som 1884-1908 boede Varming Vesterby 15.
De havde en lille pige, Metha, som døde tidligt. Den lille var ofte løbet over til naboen, min bedstemor, Nielsine Bondegaard og Peter Hansen, som var glade for hende. En nat vækkede Nielsine sin mand:
”Stå op Peter, der er nogen ved døren.”
”Pjat, der er ingen,” men han stod dog ud af alkoven. Der var ingen udenfor.
”Klokken er næsten to, hvem skulle banke så sent?”
”Så er det nok lille Metha, der er død!”
Morgenen derefter kom naboen, satte sig ved køkkenbordet, lagde hovedet i sine arme og sagde:
”I nat ved æ klok to døde lille Metha.”
     Fortalt af Peter Lautrup

Under gulvet

Når man i ældre tid byggede, var der ofte levn af gammel overtro, der blev taget i agt under byggeriet. For eksempel hed det sig, at der skulle lægges en hulhed under lergulvet i loen, så det klang, når tærskeren slog plejlen i gulvet. Det er også fortalt, at der skulle en ”klangpotte” under dansegulvet i stuen. Derfor lagde man ofte enten et hestekranium eller en omvendt jydepotte ned, inden lergulvet blev stampet fast ovenpå. Da Varming Vesterby 9 i begyndelsen af 1970-erne blev restaureret, kom der ikke mindre end to hestekranier til syne under det gamle logulv. I yderste ende kan det være en reminiscens af, at man i endnu tidligere tider ofrede en hest, når der skulle bygges. Der er i samme hus fundet nedgravede skillingsmønter under dørtrin, da man havde den tro, at hekse ikke kunne træde over meta
På samme måde kom en omvendt jydepotte frem, da Stavnagervej 44 fik nyt forstuegulv. Andre steder i landet er fundet skeletter af hugorme i disse nedgravede potter.     sm

Dansk Folkemindesamling 1906/23
* Da man i sin Tid skulle til at bygge Seem Kirke, kunne man ikke blive enige om, hvor den skulle lægges. Efter mange Stridigheder blev det derfor aftalt, at man ville følge en gammel Mands Råd og koble to unge Kvier sammen, og hvor de lagde sig om Natten, skulle Kirken bygges. Det gjorde man så. Om Morgenen fandt man dem i den vestlige Del af Sognet nær Søen, hvor der næsten ingen Bebyggelse er. Det er af den grund, at Kirken er kommet til at ligge så ucentralt i Sognet.
Fortalt af H.M. Johansen, 1920, elev på Frederiksborg Højskole

Dansk Folkemindesamling 1906/23

Min Fætter på Mødrende Side, Poul Jørgensen Vestergaard har fortalt, at han en Aften i August Måned var nede at tatte Ål på Varming Sø sammen med sin Bedstefader efter at denne havde afstået Vestergård til sin Søn og var gået på Aftægt. Da de var kommet Hjem og sad og skulle have lidt at spise, kom de til at se ud gennem Vinduet, og de så da en Ligskare komme ud fra Gården, der lå lige neden for Aftægtshuset. De gik ud i Døren for bedre at kunne se, men så var der ikke længere noget. Inde i Stuen igen kunne de igen se det. Min Fætter sagde, at det var hans Bedstefars egen Ligskare, da hans Lig var det første, der derefter kom ud fra Gården.
    Fortalt af Andreas Pedersen Nørgaard

Niels Nørgaard: Mine Livserindringer, 1983
Christian Kristen Schmidt fortalte, at han og hans ældste bror Niels stod ude øst for gården, hvorfra de så Gelsbro Kro stå i lys lue en formiddag, og således gik det også nogle år efter.

* Gamle Andreas Jokumsen i Varming har fortalt, at en gang han kom gående skråt ned over markerne fra Spandet, så han pludselig en gård i Varming stå i lys lue, og som han gik om forbi den, var der ikke noget at se, men han ville ikke fortælle, hvilken gård det var, men siden hans død er Peder Snedkers gård brændt. (1934)

* En gendarm fortalte, at han fra Varming havde set et lyshav oppe på marken i Skallebæk, og da det var på den tid, der blev drøftet at anlægge en jernbane fra Ribe til Gram, diskuterede man, om der måske skulle bygges en station der.; men så viste det sig, at den nye Seem-Varming Skole blev bygget netop her i 1943, og når der var lys i salen her, kunne det ses fra Varming, da der endnu ikke var nogen træplantning, der forhindrede udsynet.

* Nielsine Lautrup [Varming Vesterby 19] så for mange år siden ud gennem vinduet fra sin stue, at Skallebæk Mølle brændte.
”Enten brænder den, eller den bliver brudt ned,” sagde hun.
I 1947 blev vingerne og det øverste afmonteret, og der blev lagt fast tag over resten. I 1977 blev det hele nedbrudt.

* Nielsine Lautrup fortalte, at hun en gang var kogekone til Mikkelsgrande hos naboen [Varming Vesterby 23] og gik gennem haven derover, da kom hun i en ligskare og kunne hverken finde vej eller komme frem, så hun mente, at der ville ske noget en gang. Det viste sig, at der i 1917 døde min fars fætter Poul Vestergaard på den gård, som han havde købt 1912 og beboede, mens hans gård ”Vestergård” blev genopbygget efter en brand. Han døde så på den gård. De afdøde blev gerne stillet i kiste i storstuen og båret gennem havedøren og om i gårdspladsen, hvor kisten blev sat op på en vogn.

* Martin Lautrup har fortalt, at han selv kom i en ligskare ud for Andreas Jakobsens havestuedør [Stavnagervej 44]. Det blev på en gang så mørkt for ham, og han kom kun med besvær hen øst for huset, hvor det lysnede igen. Samme sted kom en aften Maren og Jørgen Vestergaard gående, de skulle til kaffebord på Østergård. Så siger Jørgen til Maren:
”Lad os gå til side, vi møder noget,” og han trak hende over imod grøften. Hun kunne ikke mærke noget, men Jørgen var utilpas hele aftenen. Siden kom han selv til at være kusk på en ligvogn, da deres karls mor var død. Hun skulle have været på en lastvogn, men den var kørt i stykker, og man bad ham hente kisten på en arbejdsfjedervogn.

* Min oldefar, Poul Jørgensen Poulsen, så en gang, han stod i stuen, ud gennem vinduet mod aftægtshuset sin egen ligskare og fortalte, hvilke heste, der var for vognene. Så gik han ud i forstuedøren og kiggede, men så var synet borte. Han gik tilbage til vinduet og kunne så igen se synet.

* Martin Lautrup sad en aften i sin båd på Varming Sø og fiskede, da han så, at det kvolmede i store røgskyer fra Vestergård [Varming Vesterby 29], hvor de tre udlænger da også brændte få år seere.
På brandaftenen havde min far og jeg været nede i Bjergene og malke, da køerne ikke måtte trækkes hjem på grund af mund- og klovsyge. Da vi sad ved nadveren, kom pigen fra Vestergård løbende og råbte ”Brand!” Vi tog så hver en spand og løb derover og var med til at slukke.

Müllenhoff, Karl: Sagen, Märchen und Lieder der Herzogtümer Schleswig, Holstein und Lauenburg. (1921), nr. 113

Det omstridte egetræ
Imellem landsbyerne Fjersted og Høm ligger i dag hedestrækningen Sønderskov, der tidligere var bevokset med tæt skov. Midt i skoven stod et stort egetræ, og grænsen imellem byjorderne gik netop tværs gennem træets stamme, så beboerne blev uenige om, hvilken af byerne, der ejede træet. Langt om længe kom man til enighed om, at hver af landsbyerne skulle sende de fire stærkeste mænd med hver sin økse og fælde træet. De fire fra Fjersted stillede sig ved østsiden og de fire fra Høm ved vestsiden, og de begyndte at hugge på et givet signal. Det endte med, at træet væltede mod øst, og beboerne i Fjersted jublede, – træet var deres.
Til erindring om begivenheden blev der bygget et stort bord af træets planker, og forældrene viser nu gerne deres børn dette bord og beretter, hvor stærke deres forfædre var, og hvilken ære de bragte deres landsby.
     Fortalt af dr. Reimers i Gram
N. Aa. Skov: Brev til mine Efterkommere, Odense 2000, side 403ff.
Den Lille Grønne Mand
Et stykke vej udenfor Ribe ligger der en lille landsby, der hedder Høm. I Høm boede der for mange Herrens år siden en husmand med sin kone. De var meget, meget fattige, så fattige at de ofte manglede penge selv til dagen og vejen, så de måtte gå sultne i seng. Hver onsdag tog konen et åg over nakken med to store spånkurve og gik på sin fod hele vejen ind til Ribe, ud i Storegade til rare, tykke bager Karkovs bageri. Der gav den blege, melfarvede bagerjomfru hende lov til at fylde sine kurve med brød og lagkage fra dagen før, og så vandrede konen hele vejen tilbage til Høm, hvor hun solgte brødet og lagkagen fra dagen før til landsbyens bønder. På den måde tjente hun nogle få skillinger som hjælp til familiens underhold, og det gik således alt sammen helt tåleligt i nogen tid.
Mellem Høm og Ribe slog vejen en bugt uden om en høj, hvor der boede en bjergmand, et ret fælt og farligt uhyre. Når konen skulle forbi højen, gik hun altid i en bue uden om for en sikkerheds skyld, så derfor var det hidtil gået godt. Men en skønne onsdag havde hun som sædvanlig fået lov at fylde sine kurve hos den rare, tykke bager Karkov i Storegade, og på vejen hjem til Høm blev hun overrasket af et tordenvejr med et heftigt regnskyl, lige da hun kom til bjergmandens høj. Konen blev bange for at brød og lagkage ville blive vådt af regnen og dermed usælgeligt i landsbyen, så på trods af faren fra bjergmanden, skød hun genvej over en mark lige forbi højen. Hun slap næ-æ-æsten forbi i sikkerhed, men lige pludselig lød der et . . . BRRRØØL fra bjergmanden, der kom farende ud af højen, greb konen og slæbte hende og hendes kurve med sig ind i højen. Hun græd og bad om at få lov at gå hjem, men bjergmanden var et ret fælt uhyre, og han sagde simpelthen:
”Nej! Nu skal du blive her og lave min mad og holde højen ren.”
Og så slugte han på stående fod, hvad der var i kurvene. Som sagt, så gjort. Den sølle kone var tvunget til at blive og lave mad og holde højen ren. Hver morgen efter davre gik bjergmanden ud i de omliggende marker, hvor han stjal roer og høns, men før han gik, rullede han altid en stor kampesten for døren, så konen ikke kunne undslippe. Tiden gik, og et år senere fik konen en søn, som hun kaldte Hans. Hans voksede op til at blive en stor, stærk knægt – meget stærk – og sammen med sin mor pønsede han på at slippe væk fra bjergmandens høj, men det var lettere sagt end gjort.
Nå, da Hans omsider blev tolv år gammel, sagde han til sin mor:
”I morgen prøver vi at slippe ud.”
Den næste morgen gik bjergmanden som sædvanlig ud, men huskede at rulle kampestenen for døren. Da han var forsvundet, satte Hans og moren deres skuldre mod døren og sled og asede, indtil den tunge kampesten omsider gav sig og med et vældigt bulder rullede ned ad højen. Hans tog sin mor ved hånden, og sammen løb de over stok og sten hele vejen hjem til Høm. Den fattige husmand var glad nok for at se sin kone igen, og det sagde han da også, men han tilføjede, at sådan en stor dreng havde de ikke råd til at føde på.
”Det gør ikke noget,” sagde Hans, ”blot giv mig en madpakke og en god stok, så skal jeg nok klare mig gennem verden og gøre min lykke.”
Hans' mor lavede en god madpakke, og manden gav ham en god stok, men da han svang den, knækkede den som en tændstik. Manden bragte nu en stok af egetræ, og den var stærk, men da Hans svang den, knækkede den også som en tændstik. Så tog husmanden Hans med hen til smeden, som smedede ham en stok af jern. Hans svang den og sagde med det samme:
”Den er god.”
Så bød han farvel til sin mor, stak manden på næven og drog afsted ud ad landevejen. Efter et stykke tid kom Hans til en skærveslager, som sad i vejsiden og slog skærver til at udbedre vejen med. Han var en ualmindelig skærveslager, for han brugte ikke en hammer. I stedet tog han en stor sten i hver hånd og smækkede dem sammen, så skærverne fløj. Hans så lidt på ham og ytrede så:
”Det er ret hårdt arbejde, men det må sikkert være godt betalt?”

”Nej,” sagde skærveslageren,” det er just en skam, men det er det altså desværre ikke.”
”I så fald,” sagde Hans, ”kom med mig, for jeg har en god madpakke, og vi to kan nemt klare os gennem verden og gøre vor lykke.”
”Ja, det lyder godt,” sagde skærveslageren og tog sin jakke, der lå på en skærvebunke, og så vandrede de begge afsted sammen. Hen imod middag kom de til Seem Plantage, hvor haremissen bor, og i udkanten af plantagen så de en skovhugger, der fældede træer. Han var en ualmindelig skovhugger, for han brugte hverken økse eller sav til at fælde et træ. I stedet slog han sine arme om det og hev det op med rode.
Hans og skærveslageren så til en stund, og så ytrede Hans:
”Det er ret hårdt arbejde, men det må sikkert være godt betalt?” ”Nej,” sagde skovhuggeren, ”det er just en skam, men det er det altså desværre ikke.”
”I så fald,” sagde Hans, ”kom med os, for jeg har en god madpakke, og vi tre kan sikkert klare os gennem verden og gøre vor lykke.”
”Ja, det lyder godt,” sagde skovhuggeren og tog sin jakke, der hang på en gren, og så vandrede de alle tre afsted sammen.
Ved middagstid spiste de Hans´ medbragte mad og fortsatte så mod Gelsbro. Det var ved at blive mørkt, da de nåede Gelsbro, men de blev ved, og efter det var blevet helt mørkt, skimtede de et svagt lys forude. Det viste sig at stå i vinduet af en ganske lille hytte, og da de nåede den, bankede de på døren. Ingen svarede, så de åbnede døren og trådte indenfor. Der var kun et lille rum uden en sjæl at se noget steds, men midt på gulvet stod et nydeligt bord, dækket til tre. Det så dejligt ud med en hvid dug, sølvtøj og porcelæn, tillige med alle de gode retter hjertet kan begære. Der var gåsesteg med rødkål og brunede kartofler, lammefrikassé med rødbeder og asier og syltede tyttebær, god rødvin, frisk rugbrød og gammelost.
”Det ville være synd at lade sådant et fint måltid stå og blive koldt,” sagde Hans, ”så vi må nok hellere spise.”
Som sagt, så gjort, og de satte sig til bords og lod maden vederfares retfærdighed. Da det hele var spist, undersøgte de igen det lille rum uden at finde nogen levende sjæl, men under bordet viste der sig en lem i gulvet. Den åbnede de, og under den var der blot et mørkt hul, hvor der hang en kurv i et reb. Hans gik ombord i kurven, og lod de to andre fire ham ned i hullet. Der var buldrende mørkt, men dybere nede så han lys, og pludselig kom han ud i en pragtfuld have, hvor solen skinnede og fuglene sang, som de var tossede. Der var simpelthen vidunderligt, blomster overalt og skyggefulde træer, og midt i haven et stort marmorspringvand, bag hvilket han kunne se et prægtigt slot med tårne og balustrader under den blå himmel. Hans gik udenom springvandet og op ad en bred marmortrappe, der ledte ind i slottets forhal. Der så han sig om uden at opdage et menneske nogetsteds; dog hang der på væggen en lille sølvfløjte på et gyldent søm. Hans tog den ned, kiggede på den og sluttelig satte den for munden og gav et stød i den . . . piiviitt. I samme øjeblik han gjorde det .. vips.. ! sprang en lille grøn mand ud af marmorgulvet. Han tog sin hat af, bukkede dybt for Hans og sagde:
”Hvormed kan jeg være til tjeneste?”
”Hvem er du?” spurgte Hans, ”og hvorfor er slottet tomt?”
”Jeg er Den Lille Grønne Mand,” svarede den lille grønne mand, ”og slottet er tomt, fordi en skrækkelig drage for nogen tid siden kom og slugte dem alle: Hele hoffet og kongen og dronningen, alle undtagen prinsessen, som den nu holder til fange i det bageste værelse; det er en frygtelig historie.”
”Nå,” sagde Hans, ”så må jeg hellere gå ind og befri hende.”
”Nej, nej,” udbrød den lille grønne mand forskrækket, ”hvis du gør det, vil dragen sluge dig med det samme.”
”Det skal vi være to om at bestemme,” svarede Hans, og derpå gik han igennem hele slottet, værelse efter værelse, og som han kom nærmere til det bageste værelse kunne han fornemme den svovlagtige lugt, som drageånde altid har. Til sidst stod han foran døren til det bageste værelse, og det var umiskendeligt, at her holdt dragen til, for uhyrets uddunstninger sivede under dørsprækken.
Hans tog et godt tag om sin stok – det var den smeden i Høm havde smedet af jern – og sparkede døren ind. I samme sekund kom dragen brusende ud med åbent, ildsprudende gab, men Hans svang sin stok, og . . . smak! Den faldt død til gulvet med brækket hals. Prinsessen kom styrtende ud og kastede sig om halsen på Hans.
”Åh Hans, Hans, min redningsmand, tak fordi du frelste mig,” råbte hun med lettelse i stemmen.
”Ok, Prinsesse, det er såmænd ikke noget at snakke om,” mumlede Hans beskedent, og så løftede han prinsessen op og bar hende ud i haven til springvandet, hvor hun vaskede sit ansigt og forfriskede sig efter den meget bedrøvelige affære. Derefter tog han hende med over til stedet, hvor han var ankommet til slotshaven. Kurven hang stadig og dinglede, og Hans satte prinsessen i den og gav et par ryk i rebet som signal til skærveslageren og skovhuggeren oppe i hytten. De hejsede hende op, og kort efter kom den tomme kurv tilbage efter Hans. Men just som han var ved at stige i den, fik han en sælsom anelse, og i stedet satte han sin tunge jernstok kurven og gav et par ryk i rebet. Kurven blev hejset op i det mørke hul, men da den var kommet et stykke op, gav hans to kumpaner slip på rebet, så kurven kom styrtende ned igen. Hvis Hans havde været i den, ville han bestemt være omkommet.
”Det var ikke pænt af dem,” sagde Hans skuffet til sig selv. Han overvejede situationen, og med et stod det ham klart, at hans to kumpaner var for uvederhæftige til at blive betroet prinsessens velfærd. Han stak derfor stokken i sit bælte, tog fat i rebet, og begyndte at klatre op. Det gik kun langsomt og var meget anstrengende, et tag ad gangen i buldrende mørke, men Hans var ihærdig og nåede efterhånden højere og højere, indtil han omsider fik fat i kanten af lemmen og udmattet halede sig op på hyttens gulv, hvor han lå i fulde ti minutter og pustede ud. Så gik han udenfor og så sig om efter de to svigefulde kumpaner, men de var forlængst forsvundet med prinsessen i den mørke skov. Vildrådig vendte Hans tilbage til hytten, hvor han travede op og ned ad gulvet, mens han spekulerede. Adspredt stak han hænderne i bukselommerne, og der følte han den lille sølvfløjte, han havde taget fra væggen i slottets forhal. Han stak den straks i munden og gav et stød i den . . . piiviitt … samme øjeblik han gjorde det .. vips.. sprang den lille grønne mand ud af gulvet, tog hatten af og bukkede dybt for Hans og sagde:
”Hvormed kan jeg være til tjeneste?”
”Jeg skal bruge en hest for at indhente de andre,” sagde Hans. Den lille grønne man knipsede med fingrene og .. vips .. I det samme stod der en hvid ganger foran dem, fuldt opsadlet med sølvindlagt seletøj. Hans svang sig i sadlen og galopperede afsted ned ad den mørke sti. Hest og rytter for med vindens hast gennem den natlige skov, og efter en kort stund så Hans forude de to kumpaner, der slæbte den bortførte prinsesse imellem sig. Da de hørte Hans komme, vendte de sig truende, men Hans svang sin stok, og … smak .. ! der faldt skærveslageren, og … smak.. ! der faldt skovhuggeren. Prinsessen kastede sig på ny om halsen på Ham og råbte med lettelse i stemmen:
”Åh, Hans, Hans, min redningsmand, tak fordi du frelste mig endnu en gang.”
Hans var alt for beskeden til at svare. Han løftede blot prinsessen op og satte hende foran sig på hesten. Og sådan red de sammen ind i den gryende morgen og levede derefter lykkeligt til deres dages ende.
[Æventyret bærer præg af at være en rest af en større sammenhæng.]

Dansk Folkemindesamling, 2292

Hans, der blev gift med Prinsessen
Der var en Præst, der havde tre Sønner, Per og Poul og Hans. De kom i Tanker om, at de ville ud i Verden at forsøge deres Lykke, og de begav sig på Vandring. Så kommer de til en Korsvej, og der bliver de bestemt på, at nu vil de gå hver sin Vej, og altså skilles ad. Og de gjorde hverandre det Løfte, at de ville komme igen om et År, og hver satte sin Stok der ved Vejen.
Den, der først kom der til Stedet, skulle tage sin Stok, og de andre kunne da se, hvem der allerede var kommen.
Da Året var omme, kom da også Per og Poul, men Hans kom ikke. De to tænkte så, at han vist var død, og det var de glade ved.
”Det er godt, vi er af med ham,” sagde de, for de anså ham for dum.
Men Hans var ikke død. Han havde haft Lykken med sig og var blevet gift med en Prinsesse. Da han havde gået en Tid, var han nemlig kommet ind i en stor Skov, og der var han kommet til at slå Følge med et Par andre, der også var ude at søge Lykken. De kom så til en stor Hule, hvor de gik ind, og der fandt de så meget Guld og Sølv. De ville nu tage så meget med sig, som de kunne bære, men det blev dem alt for lidt endda, og så ledte de omkring og fandt en gammel Kurv og noget Reb. Hans skulle så blive derinde og fylde Kurven, og de to skulle gå ud og hejse den op. Da de så ikke ville have mere, skulle Hans hejses op. Han kom også i Kurven, men da han næsten var oppe, lod de ham falde ned igen.
”Nu slår han sig nok ihjel, så kan vi beholde Guldet alt sammen.”
Hans slog sig vel en Del, men ikke så slemt, som de havde tænkt. Han råbte af alle Kræfter på dem, men de var løbne deres Vej med alt Guldet og Sølvet.
Nu spekulerede han jo på, hvordan han skulle komme op. Han ledte forgæves efter noget, han kunne komme op ved, og så fandt han endelig en gammel, rusten Fløjte. Da han nu fløjtede i den ene Ende, så vrimlede det med Slanger og alle Slags grimme Dyr, så Hans blev helt bange for dem; men da han fløjtede i den anden Ende, så stod der en lille Mand foran ham.
Han sagde:
”Hvad befaler min Herre?”
”Ja,” siger Hans, ”har a noget at befale, så befaler a dig først, at skaffe mig alle disse Dyr væk og dernæst at hjælpe mig op af Hulen, at jeg kan nå mine Kammerater og få min Part af Guldet og Sølvet.”
Den lille Mand hjalp ham da også op, men da han nåede de andre, ville de ikke give ham noget, de truede ham tvært imod med at ville slå ham ihjel. Så fløjtede han, og straks kom den lille Tjener springende.
”Hvad befaler min Herre?” sagde han.
”Du skal skaffe mig en hel Krigshær, der skal hjælpe mig at få mit Guld og Sølv.”
Den fik han, og da kammeraterne nu så Soldaterne, flygtede de og overod det hele til Hans. Han skaffede sig nu fine Klæder og et stort Tjenerskab, og det rygtedes snart i Landet, hvor rig han var, så Kongen selv rejste hen for at se, om det nu forholdt sig sådan med al hans Rigdom. Han var vel bange for, at Folket skulle vælge ham til Konge.
Kongen havde en Datter, og så bød han Hans til, at han måtte få hende til Kone, hvis han ville dele alt hans Sølv og Guld med ham. Det ville Hans jo gerne, og så fik han Bryllup med Prinsessen.
En Tid efter ville han så Hjem at besøge sine Forældre og se, hvordan det var gået med Brødrene. Han rejste af, og det blev bestemt, at Prinsessen skulle komme en fjorten Dages Tid efter. Han havde taget sine gamle Klæder på, og da han kom hen til Korsvejen, kunne han se, at hans Brødre allerede var komne. Da han så kom Hjem, var de ikke videre glade ved ham, for han var både pjaltet og skiden. Han blev så sat til at passe Svin nede i Skoven.
En Dag fik så Præsten Brev, at der ville komme en Prinsesse og besøge dem. De kunne ikke forstå, hvad det var for en Prinsesse, men de fik da travlt med at brygge og bage og stege og gøre rent.
Omsider kom hun da.
Per og Poul var i deres bedste Stads for at tage imod hende, men Hans var der ingen, der tænkte på, han skulle jo blive ved sine Svin. Prinsessen spurgte nok, om de ikke havde flere Sønner, og de sagde jo, at de havde én, som hed Hans, men han var så dum, at de kunne ikke være ham bekendt. Prinsessen ville dog gerne se ham, og der blev så sendt Bud efter Hans. Han vidste jo nok, hvad Tid hans Kone kom, og så fløjtede han, og den lille Tjener kom og sagde:
”Hvad befaler min Herre?”
Hans svarte:
”A befaler, at du får Svinene til at marchere ligesom Soldater op i Præstegården og får dem til at danse i Møddingen.”
Den lå midt i Gården, og Vinduerne vendte ud til Gården, så Prinsessen ret kunne se, hvordan de dansede derude, og det morede hun sig meget over. Da de nu skulle til at spise, ville Prinsessen, at Hans skulle spise med, men det ville hans Forældre ikke have, for
”Vi får kun Skam af ham,” sagde de.
Men hun ville ikke spise, inden han kom ind til Bordet. Han fik sig så vasket og andre Klæder på; men da han kom ind, sprang han lige over Bordet og satte sig ved Prinsessen. Hans Forældre sagde, at han skulle ud, men Prinsessen sagde:
”Lad ham kun sidde, én kan jo nok se, at han er ikke så rigtig!”
Det varede ikke så længe, så væltede Hans hele Suppeterrinen ned over Prinsessen, og han satte den så for Munden og drak dét, der var tilbage.
”Nej, nu bliver det dog for galt,” sagde hans Fader, ”nu skal han ud!”
Men Prinsessen bad for ham, – de skulle dog lade ham sidde.
Nu skulle hun jo sove i det bedste Kammer, de havde; men da det om Morgenen varede lidt længe, inden hun kom op, så ville de gå op og se til hende og sige ”God Morgen!”
Da de så åbnede Døren, lå Hans i Sengen hos hende, og de vidste ikke, hvordan de skulle få ham op, så Prinsessen ikke mærkede, at han havde været der. Men mens de stod og rådslog om det, vågnede både Hans og Prinsessen og fortalte så, at de var Mand og Kone.
Nu kan det nok være, at der blev gjort Stads af den dumme Søn. Han og hans Kone blev der i otte dage, så rejste de hjem igen.

[Optegnet af Mads Peter Hansens Kone, Anne Marie Kaag i Hømvejle ved Ribe, 8. September 1902.
Den er fortalt af Pigen Trine Smed fra Allerup, som tjente på Skovsbjerg ved Ørdrup,Toftlund, for en 30 År siden. Jeg har fået Optegnelsen af pastor Johan Zerlang {Anne Marie Kaags plejebror} i Gram. A.M.K. meddelte udførligt, at hun ikke længere kunne huske historien ret.]

Dansk Folkemindesamling, 2293
Trommespillet
Der er et gammelt Ord, der siger: ”Var ikke Torden, ville Trolde lægge Verden øde,” og det har vi en lille Historie om:
Der var en Bondemand, der boede tæt ved en Høj, og han havde ofte nydt Tjenester af Trolden, der boede midt i den. Nu havde hans Kone gjort Barsel, og så ville han have Barnet døbt. Ved det Barsel skulle de jo have en glad Dag, men han kunne jo nok forstå, at han kunne ikke være andet bekendt end at tage Trolden med. På den anden Side var han ked af at få ham med til at få sin Datter kristnet. Han tænkte nu frem og tilbage og vidste aldrig sine levende Råd. Han klagede så sin Nød for Karlen, og denne kom ham til Hjælp.
”Når jeg indbyder Trolden,” siger han, ”skal jeg nok gøre det på en sådan Måde, at jeg uden at fornærme ham, skal få ham til at blive hjemme.”
Karlen går nu op på Højen og hilser fra sin Husbond om Trolden ikke ville gøre ham den Ære at komme den og den dag, for han skulle have sin lille datter i Kirke, og så være Fadder. Det smigrede jo Trolden, og han sagde Tak for Indbydelsen.
”Kommer der mange andre Fremmede,” siger ham?
”Ja, hele Huset bliver fuldt, og der er mange pæne Folk imellem.”
”Skal der være Dans,” siger Trolden?
”Ja, der skal. Der er bestilt en hel Del Musikanter, og de skal også have den store Tromme.”
Da Trolden fik det at høre, siger han:
”Nej, hils så den Husbond og sig ham Tak for Indbydelsen, men jeg kan ikke komme. Det Trommespil lider jeg ikke, for da jeg forleden År var ude at spadsere, var der én, der slog på den store Tromme, og han slog den ene Trommestik efter mig og slog mit ene Lår i Stykker, og det varede længe, inden jeg kom mig. Nej, når de skal have den store Tromme, så kommer jeg ikke.”
Karlen gik så hjem og fortalte Husbonden, at Trolden havde været meget glad ved Indbydelsen, men ville ikke komme alligevel.
Fortalt 1902 af pensioneret lærer Lars Nørgaard i Gram. Født i Høm
Historisk Arkiv i Seem Sogn, A-211
Et Himmelbrev
En Greve havde en Tjener. Den ville for sin Fader B.F.H. lade Hovedet afhugge, men Skarpretteren kunne ingen Skade gøre ham. Da Greven så dette, spurgte han Tjeneren, hvorledes dette kunne gå til, at Sværdet ingen Skade kunne gøre ham. Da viste Tjeneren ham dette Brev med følgende Bogstaver L.I.J.K.H.H.R.K.N.K. Da Greven så dette Brev, ville han, at enhver skulle bære dette Brev ved sig. Blodig Skader, når man ikke kunne stille Blodet, da tager man dette Brev og lægger det derpå, så skal Blodet snart stilles. Om man ikke vil tro dette, den der skriver disse Bogstaver på Siden af et Sværd eller en Bøsse, og han kan ikke skade eller såre sig noget, den som har dette Brev hos sig, han kan ikke skade sig, og hans Fjender kan ikke skade ham eller forføre ham, thi dette er de hellige 5 Wunder Christi H.H.T.G.K. Så er du sikker at ingen Falskhed skal hænde dig. H.H.S.S. den som bærer dette Brev ved sig, ham kan ingen Forræder, ingen Ild, ingen Vand kan skade ham og dersom en Kone skal føde et Barn, og Fødslen ikke vil fra hende, da giver man hende dette Brev. Hvo der da kan snart føde og dette Barn vil blive et lykkeligt Barn. Den som bærer dette Brev er bedre end Guld.
Hans og Slægts Brev.
I Gud Faders, Sønnens og den Helligånds Navn.
Såsom Christi stod stille på denne Jord ved levende Gud Fader, Søn og Helligånd må alt stå stille. Dette Brev er sendt fra Himmelen og funden i Holm 1724, det var skreven med forgyldte Bogstaver og været over Dåben til Sydægy[pt]en. Da man ville gribe det, veg det tilbage til 1797, indtil en kom på den Tanke at skrive det af og meddele det til andre Mennesker, hvad der står i dette Brev, at den som arbejder om Søndagen er af mig forladt, men gå til Kirken og bede med Gudfaders, Sønnens og den Helligånds Navn og bede med Andagt. Gud være med os[.] Den som har denne Gave, denne Ven ved sig skal blive beskyttet fra al Jorden, som ikke vil tro dette Brev, skrive det af og [binde] ham om Halsen af en Hund og så skyder efter den, så skal han [erfare] det er sandt, som dette er sandt, at Christi er død og faren til Himmelen, så sandt han vandrede på Jorden, kan ingen blive stødt eller skudt eller såret. Kød og Blod alt skal blive uskadt, jeg sværger alle Geværer og alt.
Af vor Rigdom skulle vi give de Fattige. I skal ikke være som de ufornuftige Dyr. Jeg giver Eder 6 Dage at arbejde i, men den syvende skulle I have Guds Ord. Når I ikke gør dette, vil jeg straffe Eder med Dyrtid, med Pestillens og Krig; thi enhver må bede for sine Synder, de må være unge eller gamle, alt må blive ham tilgivet, jeg sværger ved min Navn, begær ikke Guld eller Sølv, afhold Eder fra andre Lyster og Bekymringer, thi lige så hastig som jeg [har] skabt Eder, kan jeg tugte Eder igen. Vær ikke falske med Eders Tunge. I skal være Fader eller Moder. Tal ikke falsk om Eders Næste, så giver jeg Eder Sandhed og Glæde. Den som ikke tror dette og gør derefter, er af mig forladt og skal ingen Hjælp have. Den, som haver dette Brev og ikke åbenbarer det, er forbandet fra den kristne Kirke. En ene skal altid skrive den anden det af. Tro sikkert, thi jeg elsker den, som elsker mig, og den skal ikke dø, når I endogså har gjort så mange Synder som der er Sand i Havet, så skal Eder tilgives. Omvend Eder, ellers bliver I straffet. Jeg vil straffe Eder på en anden Dag, dersom i ikke haver besvaret mig enhver for sine Synder. Den, som har dette Brev i Huset, kan ingen Tordenvejr træffe. Den Kone, som bærer dette Brev skal føde en lykkelig Frugt til Verden. I holder mine Bud, som jeg har sendt Eder ved min Engel.
I Jesu Christi Navn, Amen.

[Det slidte Himmelbrev bar Appel Stenger, 1884-1968, på sig under sin deltagelse på tysk side i Den første Verdenskrig. Han deserterede fra den tyske hær og boede på ejendommen Varminglundvej 10]

Byremse

Man lavede mange steder såkaldte byremser, som var ment som godmodigt drilleri mellem beboerne i små og større byer. Byerne i Seem Sogn optræder i denne:
 
  Varming Vat (eller Høns)
  Seem Kat
  Tanderup Taptorsk
  Hillerup røde Fisk
  Farup Adel
  Kærbøl Skradel
  Darum Duer
  Jedsted Fruer
  Tved Herrer
  Tange Smerrer
  Obbekær kalkunske Haner
  Lustrup Kokkyllinger
  Ribe Slughalse
  Øster Vedsted Dyndtrækkere
  Sønder Farup Sandknygere

  Efter August H. Schmidt, kronik i Vestkysten 21/4 1913

 

Nogle Eksempler på Vandrehistorier

Vandrehistorier indeholder gerne en opfordring til varsom omgang med alt fremmed og ukendt. Følgende historier er alle fortalt af skoleelever, som bestemt kunne henføre handlingen til ”min mosters nabo” eller lignende, anonyme kilder.
Der findes bøger, hvor man kan læse hundreder af Vandrehistorier, – vor tids Sagn.

Mulatbarnet
En norsk sømand landede med sit skib i København, hvorfra rederiet gav en flybillet til Oslo, hvor hans kone boede. Inden han tog flyet, gik han en tur i Istedgade, hvor han besøgte en ”dame”. Efter besøget rejste han hurtigt hjem. Han var glad for at se sin kone igen, og de havnede i ægtesengen i løbet af kort tid. – Ni måneder nedkom hun med et mulatbarn! Undersøgelser viste, at ”damen” i Istedgade forud for sømanden havde været sammen med en afrikaner, hvis sæd han altså havde bragt videre.

Den stjålne vogn
Et ægtepar var på besøg i en fjern bydel, og da de skulle hjem, var deres vogn stjålet. Deres vært kørte dem så hjem, – men da de vågnede næste morgen, fandt de deres køretøj parkeret på gaden udenfor. I et brev på instrumentbrættet forklarede en unavngiven person, at han havde været i nød og havde haft brug for vognen, som han let kunne aflevere på adressen ved at trykke kør ”hjem” på gps´en. Som kompensation lagde han to teaterbilletter til ægteparret. Parret tilgav den ukendte og gik glade til teaterforestillingen, og kom hjem til en ribbet bolig!

 

Rotten i maden
Et ægtepar havde været i Thailand på en god rejse, og den sidste aften inden de drog hjemad, spiste de et fint afskedsmåltid på en dyr restaurant. Desværre fik konen en benstump galt i halsen, den generede kun ubetydeligt, og hun rejste hjem og fik sin læge til at fjerne den. Det viste sig at være et rotteben!

Kæledyret
Et ægtepar havde været udsendt som rådgivere ved et udviklingsprojekt i Afrika. Her var de blevet glade for en mindre hund, som tilsyneladende var en gadehund. De fik med vanskelighed udvirket, at hunden kom med dem til Danmark. De havde den i flere år, før de en dag måtte søge dyrlæge til den. Dyrlægen konstaterede hurtigt, at dyret var en stor rotte!

Hoppegyngen
En ung mor skulle på en udenlandsrejse med en veninde, og fik aftalt med sin egen mor, at denne skulle passe det et-årige barn imens. Mormoderen var imidlertid ikke hjemme, da barnet skulle afleveres, og den unge mor satte det i en hoppegynge i haven, kastede et brev i postkassen og strøg i taxa til lufthavnen.
Mormoderen til barnet var imidlertid kort forud trådt ud for en bybus og var kørt ihjel, så hun kom ikke hjem til barnebarnet, hvis skelet endnu sad i hoppegyngen, da moderen kom efter fjorten dage.

Jakken på graven

En yngre mand kom en gang kørende en kold og mørk efterårsaften i sin bil, da lygterne strejfede en kvinde ved vejkanten, som øjensynlig ønskede et lift. Manden standsede og tog hende op. De snakkede hyggeligt sammen, og da kvinden var klædt i tyndt tøj, tog manden sin jakke af og gav hende den over skulderen. Han kørte hende til en adresse i byens udkant, hvor hun sagde, at hun boede hos sine forældre. Hun glemte at give jakken tilbage, og den følgende dag henvendte manden sig på adressen for at få sin jakke. De ældre folk i huset var svært forbløffede, for de havde mistet deres eneste datter ved en trafikulykke nogle år forud. Det viste sig, at ulykken var sket det sted, hvor manden havde samlet hende op om natten. Kort efter fandt forældrene en jakke på hendes gravsten, pænt foldet sammen.

Bedstemor blev stjålet
En lille familie, inklusive en bedstemor tog en campingtur til Italien, hvor de slog lejr ved Gardasøen. En morgen, da de skal til at spise morgenmad, opdager de, at bedstemoderen er død i nattens løb. For at slippe udenom alle formaliteter, pakkede de bedstemor ind i et telt og anbragte hende på taget af bilen, så en eventuel liglugt ville vejres bort under kørslen. Undervejs gøres der holdt flere steder, hvor man spiser og hviler. Et stykke inde i Tyskland opdager familien, at deres bil er blevet stjålet, mens de var på cafeteria. Bil og bedstemor: Pist væk.

Palmetræet
En kone fik et lille palmetræ i en potte forærende. Træet trivedes godt, men der var en sær bule under barken, – og bulen voksede uforholdsmæssigt. En dag revnede bulen, og tusinder af edderkopper myldrede ud i stuen.