Peter Lautrup
(1923-1993)
Peter Lautrup og hans søster, Signe, var født Varming Vesterby 9. Deres far, Martin Lautrup (1889-1985) var født Varming Vesterby 19. Kort efter Peters fødsel fik moderen en fødselspsykose og måtte tilbringe resten af sit liv på hospitalet i Augustenborg. Farmoderen Signe Lautrup, født Bondegaard trådte i moders sted. Familien flyttede flere gange og kom sluttelig til Tange (Hundegården). Faderen, Martin Lautrup, var ivrig jæger og fisker, hvad kom til at præge Peter stærkt. Martin Lautrup skød sin sidste hare som 90-årig, og Peter tog i en årrække hver sommer på laksefiskeri i Norge. Far og søn havde bl.a. jagten på Vestegårds jorder i 50 år. Peter omkom ved en trafikulykke og er begravet på Seem Kirkegård.
Bedstemor solgte tit de løg, som hun ikke selv kunne bruge, til dem, der kørte rundt og opkøbte klude og ben og gav lervarer, mælkesætter og potter i bytte. Hun havde arvet sin fars handelstalent og lod sig ikke narre i en handel. Jeg ser hende for mig, når hun tog et lerfad i hånden og slog en kno på det, for at høre, om det havde den rette klang og ikke havde fejl. Havde den en forkert lyd, lagde hun den i vognen igen med ordene:
”Den vil jeg ikke have, den er jo skruk.”
Når så handelsmanden stod og fjuskede med bismervægten, kunne hun sige:
”Ja, vej nu rigtigt, så det ikke går dig ligesom ham, der altid vejede fejl og måtte stå på vejen, da han var død.”
Efter den salut var det slut med at fjuske med vægten.
Talemåder og benævnelser, som blev brugt i min barndom
Jeg mindes en del fra min drengetid af det, som den gang var vanlige udtryk og benævnelser, men som i dag ikke bruges mere, og som unge mennesker ikke forstår.
Når der kom gæster, der skulle trakteres med kaffe, og det var i den tørre forårs- eller sommertid, så fik man den besked:
”Stræv o go ue o find nove pævs, te vi rask ka fo ild o æ skorsten.”
Hvad var så pævs? Jo, det var tørre kviste, der var faldet af havens træer i vinterens løb eller også visne stængler af groft ukrudt såsom brændenælder og rejnfan. En betingelse var, at det indsamlede var godt tørt, så der kunne tændes op på komfuret, som den gang var den eneste mulighed, man havde, for at få varmt vand eller hvad der ellers skulle varmes. Godt nok havde vi en primus, men sådan noget nymodens kram ville bedstemor ikke bruge, så den blev blot anvendt, når min far var hjemme og kunne betjene den, og naturligvis med mig som tilskuer, advaret af bedstemor om ikke at gå for nær på det hvæsende uhyre.
”For inden en sier sæ om, ka æ skidt vel flyv i æ luft.” Det gjorde jo ikke tingesten mindre spændende i mine øjne. Ordet pævs blev til tider brugt om det, man huggede i småstykker af gran og fyrregrene fra udhugsten i plantagerne, dette blev ellers for det meste benævnt kvas, her i Sønderjylland kaldes det sprøk, og er grene fra forskellige løvtræer. Talemåden, ild på skorstenen lyder i vore ører i dag mærkeligt, men stammer jo fra den gang, man havde de såkaldte åbne skorstene, hvor man gjorde ild op i skorstenens nederst del og på en rist anbragte gryder eller pander. Andre hængte kedel eller gryde i en krog, en kjælsk, over ildstedet, og kunne ved at afkorte eller forlange afstanden til ilden opnå den temperatur, man ønskede. Det var den tids form for termostatstyring. Før komfuret forsvandt fra køkkenet, kunne man af og til høre de gamle sige:
”Sæt a kiel o æ skåsten.”
Udtrykket ild på skorstenen har jeg kun hørt brugt om komfuret. Gruekedlen tændte man derimod, som man sagde, op under, men det er jo også en ting, der er kommet længe efter det, man kaldte arneilden.
Andre Varming-talemåder
Bedstemor omtalte altid Ribe-Haderslevvej som æ skasé, rettelig chausse. Åen kaldte hun æ strøm eller æ ny å. Æ towt er engene syd for ejendommene, og jordene, der gik fra husene nordpå op til vejen gennem byer kaldtes gade. Mig bekendt er det en gammel benævnelse for et stykke omgærdet eller inddiget jord. Imellem venner brugte man vendingen ”Dem kan du fange fisk for i Varming Sø,” når der kom til at mangle nogen få ører ved betaling af en regning.
Udtryk om personer og andre ting: En fissemand brugtes om én, der var lidet regnet, hvad enten det nu var for det han var doven, utroværdig, havde uorden i sin økonom, og i det hele taget passede, hvad han skulle på en dårlig måde. Faggeløjde eller Flagerkok om én, der prøvede snart det ene snart det andet uden at få noget positivt ud af noget af det. Storrekok, egentlig en gammel benævnelse for vadefuglen brushane, blev brugt om en selvglad og hoven person. Slejrygget brugtes om hest, ko, samt om tagrygning, der svajede nedefter. Slej er det gamle ord for lavning. Æ hild var loftet over staldene, og hjaldet var stænger lagt over loen, når det kneb med at få det sidste af avlen under tag. På min hjemegn (Røde Kro) kaldes det slyder. Loen skal i denne sammenhæng betyde køreloen. Det var i al fald der, vi i mit hjem anbragte slyder. Van´te nave, dvs. savne noget. Atte mø, dvs. rigeligt eller alt for meget.
Min far kunne også en gang sige, når en uventet situation opstod:
”Så for pokker, nu kommer de med ham, og vandet er ikke en gang varmt.” Han kunne ikke give mig nogen forklaring på, hvorfra vendingen stammede, det er bare noget, man sådan siger, var det eneste, han vidste. Jeg har ved at spekulere over talemåden, nået til det resultat, at det måske er husslagteren, der er tale om. Han blev til tider, når der var langt fra hans hjem til stedet hvor han skulle slagte, afhentet med hestevogn, og det første sådan en slagter foretog sig, når han kom til huset, var at se efter, om gruekedlen var i kog, så han kunne påbegynde slagtningen. Slagterne var mange gange lidt ældre, for det meste gemytlige mennesker og havde måske flere svin at slagte den samme dag, Så det er jo forståeligt, at de blev sure, når vandet til skoldningen ikke var klar, når det skulle bruges. Surheden forsvandt, når grisen hang udtaget på stigen, og man satte sig til frokostbordet med lidt ekstra godt på brødet og en dram til at skylle ned med. Mange hjem var det jo sådan, at det var den eneste gang, om året, man havde fremmed arbejdskraft i huset, og manden i huset for en gangs skyld skulle spille anden violin og springe på slagterens mindste vink. Ja det var lidt af en festdag, når julegrisen blev slagtet, og der var udsigt til al den dejlige sulemad. Især noget af det første vi fik af grisen var blodpølser med sirup og fedtegrever. Det var noget alle glædede sig til. Det skete også, at vi til afveksling fik blodpandekager med samme tilbehør som til pølserne. Det var næsten lige så godt.
Fauna
Vandfugl, en fugl jeg ofte har hørt i engene, i de fleste tilfælde de let sumpede, og jeg tror, der må være tale om en engsnarre. Når denne fugl udstødte sin sære, nærmest snerrende lyd, sagde de ældre:
”Hør te Vandfuglen, nu får vi snar regn,” og det slog mig bekendt aldrig fejl, selv om man syntes, når man hørte fuglens snerren, at regn så der da ikke ud til at komme foreløbig, så skete det ofte, at regnen styrtede ned den kommende dag. Engsnarren og vandriksen, som holdt til på de samme lokaliteter, var fugle man sjældent så, man skulle næsten træde på dem, før de fløj op. De havde en nærmest flaksende flugt, og fløj ikke ret langt, før de satte sig igen. Tredækkeren var den største bekkasin vi havde i mine drengedage. Den var altid på de samme pladser hvert år, en sær tillidsfuld fugl. Når man lettede den, fløj den kun et kort stykke, så smed den sig igen. Når den lettede, gav den en sjov lyd fra sig, det lød næsten som om den sagde oork. På grund af dens måde at opføre sig på, er det jo klart, at den selv var skyld i, at de blev mere og mere sjældne, nu er der vel ingen tilbage af de smukke fugle. Jeg har kun set dem, når vi var på jagt i august – september, det må jo have været fugle, der var på træk. Kobbersneppen var en almindelig ynglefugl, den holdt meget til i Vestersvankærerne. En ret stor smuk fugl og ikke særlig sky af sig, og tapper til at vogte rede og unger.
Fuglekenderen Halfdan Lange var med mig i engene en gang sidst i trediverne og var begejstret for at se så mange kobbersnepper, der var den gang.
Hættemåger. Disse måger rugede et enkelt år i Skidne Sø, det har været 1930-erne, måske 39, men så flyttede de til Munkesø, og her blev der af de omkringboende, hvert år indsamlet mange af deres æg, og de kunne godt give en indtægt for dem, der var flittige nok. Jeg mener, æggene blev solgt til bagerne. Jeg har smagt dem som spejlæg, de var lidt mere tørre i det, og havde også en lidt anden kulør. Nogen jægere kunne ikke rigtig lide de mange måger, som de ganske fejlagtig troede generede andefuglene. Det er lige modsat, mågerne er gode til at holde krager og andre rovfugle på afstand fra yngleområderne.
Vildgæs. Når vi kom hen i oktober, begyndte gæssene at komme. Disse sky fugle udvalgte sig år efter år de samme pladser på steder, der lå lidt højere i terrænet, hvor de havde frit udsyn til alle sider. Før afvandingen af Høm Enge omkring 1930 kom her ofte store flokke i efteråret, om det er noget, der er sket gennem mange år, ved jeg ikke, men det er nok troligt, for før var her tit oversvømmet. Her var føde og fred til at raste for dem, når de var på træk.
Regnspover. Spoverne trak fra Vadehavet ind på hederne og til engene langs åerne. I hederne plukkede de bær, og i engene gik de og rodede i de gamle kokasser efter orm og larver. De har jo ganske sikkert ruget inde på de den gang store hedearealer, for, når ungerne kunne flyve, at trække ud til Vadehavet, hvor de opholdt sig om natten, og så trak de ind i landet for at få lidt fersk føde. Skovsnepper. I krattet 1angs med bækken, kom der i efteråret ret mange snepper, ligesom der i de efterhånden mange plantager, der blev plantet, ofte var mange snepper i træktiden, og kom man på de rigtige tider, kunne man få en fornøjelig jagt ud af det. I nabosognet var Horslund Skrøb kendt som et godt sted til sneppejagt. En ældre jæger, som var en habil skytte, skød sommetider på rigtig gode dage 8-10 stykker, og så ved man som jæger, at der må have været virkelig mange fugle, for de er ikke så lette at skyde, og en ting mere, han har også haft en hund der kunne sit kram.
Storke. Før så man ofte hele flokke af storke. De kom om foråret. Jeg har engang set 36 storke stå i engene, ja den gang var der storke omkring Ribe. I Seem var der en altid en beboet rede på Poul Poulsens gård. I Høm var der også en rede, der altid var beboet. Der har nok været flere reder i sognet, men det har jeg ikke kendskab til. Når man startede med græsslåmaskinen, så varede det ikke længe, før storken indfandt sig for så at følge efter i skåret til mus og frøers fordærv.
På en dag, hvor man var den eneste, der var i gang med at slå græs kunne man til tider få flere storke i sit følge, men begyndte så andre at slå, så fordelte de sig. Storken havde ingen frygt for os, de fulgte kun få meter efter slåmaskinen. Det hændte jo, man måtte stoppe op og stige ned af maskinen, da stod den bare roligt og ventede, til man satte i gang igen. Storken var nu ingen engel, for kom den over en rede med unger i, så blev reden tømt for indholdet. Naboen slog en dag med le, da opdagede han en anderede, som han så undlod at slå for tæt på, men levnede noget græs rundt om reden, for lidt senere til sin ærgrelse at se storken stod guffede alle ægger i sig.
”I nat flyver æ stork over æ Rø´e Hav,” sagde min bedstemor til os natten til Fruedag den 25 Marts. Den gamle talemåde har jo nok været en slags trøst om, at foråret trods alt er på vej. Om samme dag sagde man også:
”Frue Nats tø er bedre end hundrede læs hø.”
Blå Moseterne. Før afvandingen af Sorte Mose på Seem Mark var her en stor koloni af de smukke terner. Men ved afvandingen 1934 blev det slut med den herlighed, og ved samme lejlighed strøg de mange og for nogens vedkommende store gedder med. Ak ja, her fangede jeg mine første fisk. Rådyr. Rådyr var sjældne, da jeg var dreng. De kom først, da plantagene voksede til, men blev altid beskudt med stor nænsomhed af de fleste jægere. Strejfende kronvildt så man af og til spor af, men jeg har aldrig hørt, man har skudt krondyr i den tid.
Af rovvildt var der alle de almindelige arter. Det skete af og til, at en en ræv fik smag for de små lam. Derfor gjorde jægerne meget for at rævene ikke blev for talrige. En vinter kunne min far sælge fjorten ræveskind og endda til en ret god pris.
Sjældnere Fugle. Der skal have været pomeranser på hederne ved Karkov og Varminglund og fugle, som man kaldte russiske steppehøns eller flyvehøne (syrhaptes paradoxus) skal også have holdt til her i nogen år, antagelig før dette århundrede?
Om vinter og sultne ræve. Et tegn på tiltagende vinter var, når man særlig tydelig hørte bruset fra Obbekær og Varming Sluse. Vi kunne på froststille aftner høre bruset, hvor vi boede i Tange. Blev vinteren streng og langvarig, har jeg flere gange set rævene ude for at finde føde midt på dagen, til tider kunne man se dem jage ude de store engarealer, en her, en anden der. Ja, da havde Mikkel en hård tid.
Fiskeri i Åer og Søer
Fiskeriet her var brugt i mindre omfang af mange og var gratis. Ingen kunne den gang komme i tanker om at spørge, om vedkommende havde nogen ret til at færdes og fiske. Man tattede ål, stangede dem om vinteren, nogen brugte ruser i mindre omfang, men det må være det, man i dag forstår ved sportsfiskeri, og man så lidt overbærende på det. Dog kom der fiskere fra Ribe, som drev deres den gang gratis fiskeri i åen fra Varming og til Gelsbro. Efterhånden kom flere til, og for at have fiskevandet for sig selv, lejede man store dele af åen, men at pleje fiskevandet som man gør i dag, kom ikke på tale. Nej, man fiskede bare løs. Nu var der godt nok ikke så mange, der den gang fiskede med stang, og de blev set på fra de lokales side med et lidt overbærende smil som en slags halvtosser. Den gang var der de store sluser til engvandingskanalen, som udgjorde en væsentlig hindring for fiskenes vandring til gydepladserne, som er bækkene ved Gelsåens øvre løb. De nedre dele af åen er kun at betragte som gennemgangsvand. Biologerne påpeger fuldt enige, at gydning i selve åløbet kun giver ringe udbytte, da yngelen her i langt de fleste tilfælde bliver opædt af de her forekommende større fisk, så snart de er kommet ud af æggene, altså er det bækkene, man skal sætte sin lid til, hvis man vil have en bestandforøgelse på naturlig måde.
I 1941 kom der en sportsfiskerforening i Ribe, som fik en ret god tilslutning af dem, der den gang havde fiskeret i åerne ved Varming, men så revnede ballonen. Den nystiftede forening havde en paragraf i sine love, der fratog medlemmerne ret til selv at leje eller eje fiskevand. Så den nye forening havde interesse i en paragraf, som i og for sig er en sund ting for en forening, og som i dag står i de fleste foreningslove, men den gang følte mange sig franarret deres tidligere private fiskesteder og meldte sig ud. Så var der en slags kold krig, indtil man i 1964 blev enige om at lade gamle stridigheder være glemt, og lod konsortiets fiskevande høre ind under Ribe Sportsfiskerforening, og så blev alle medlem på vanlig vis af denne forening. Man gjorde det dog kun på den betingelse, at medlemstallet blev begrænset til et antal, som begge parter enedes om. I konsortiet var der folk fra mange egne af landet, de fleste med en vis tilknytning til egnen, fiskere der var kommet ved åen gennem en årrække. Da den nystartede forening, ved uoverensstemmelsen mistede medlemmer, optog man også her fiskere fra hele landet, og da de, der den gang i Ribe drev sportsfiskeri, for det meste havde en robåd, nøjedes de gerne med at ro en tur op ad Nipså, hvor de gratis kunne fiske, hvad her var at fiske efter. Når bonden så kom ned i sin eng, kunne han til tider finde sine høstakke jævnet eller sit græs trådt ned, når der havde været en bådfuld i land for at spise deres mad.
Retten til gratis fiskeri fra Ribe op til Seem Kirke skal i følge et dokument fundet i arkivet i Viborg. være skænket til Ribes tolv rådmænd, der så har videregivet retten til byens borgere. Dette skal være sket i kong Hans´ tid. Det mærkelige ved den historie er blot, at det mig bekendt ikke er indført og tinglyst i nogen af lodsejernes skøder, så det er jo uforståeligt, at disse ikke har fuld ret over åen, som de skal være med til at holde i oprenset stand. Med at bilerne blev hver mands eje, ændrede det også folks fritidsvaner, og nu meldte der sig pludselig mange, der ville være med i fiskeriforeningen. På grund af den føromtalte medlemsbegrænsning, måtte man jo stoppe for nytilmelding, da loftet var nået. Foreningens love vedtog, at dens medlemstal skulle holdes, man kunne så blive skrevet på en venteliste og så blive medlem, når nogen andre meldte sig ud af foreningen. Det falder jo nogen for brystet, især dem der der bor i Ribe og nærmeste omegn, at nogen bare kan melde sig ind, når de vil, men de glemmer, at mange udenbysboende var med til at holde fiskevandet på foreningens hænder, så ikke nogen få med stor pengepung satte sig på det hele. En anden ting skal vi også huske, at nok har vi lejet fiskeretten, men vi er dog gæster på en anden mands ejendom og må glæde os over, vi har nogen flinke og forstående lodsejere. Så meget om fiskeri, måske kan det virke til forståelse af forholdene.
Mens vi er ved vandet, vil jeg berette lidt om en trist ulykke, som kostede en ældre mand, der drev noget fiskeri i åen og på søen, livet. Min far fandt ham død, hængende i vandet ud over kanten af sin båd. Man mente, at han, da han var sejlet under Varming Bro, ikke havde taget sig agt for jerndragerne og derved har slået sig bevidstløs og ved at at komme til at hænge ud over kanten med hovedet under vand er druknet. Naboen Mads Pedersen og far påtog sig at bringe ham hjem. Nu var der den dag en meget stærk strøm, så i stedet for at stage båden op mod denne, holdt den ene bådene fra hinanden, mens den anden gik i vandet og trak. Den druknede fik de anbragt, siddende op mod sin fiskekurv. Mens de sådan langsomt, bevæger sig op mod broen, siger min far:
”Nu går det, som de gamle så tit har fortalt om, længe før åen blev flyttet om i sit nuværende løb. Man havde set to mand bevæge sig over marken, som om de trak en slæde, hvor der den gang var dyrkede agre, og man havde set en tredje mand, som sad på slæden.”
Nu var de begge langt fra overtroiske, men syntes alligevel, det var lidt sært at være med til at virkeliggøre en fortælling, som var flere generationer gammel.
En lignende oplevelse havde far som seks-syvårig dreng. Ved Varming Bro fandt han et lig, der var i stærk opløsning. Det var jo uhyggeligt nok, men værre var det, at han et par dage senere måtte af sted til sognefogden for at se liget igen og bevidne, at det var det samme, som han havde fundet.
Samtalestof
Noget om hvad man underholdt hinanden med, når man kom sammen i festlig lag og spillekortene var lagt til side for at køles lidt af.
Min far har fortalt, at han en aften, da han var på vej til sin plads på Seemgård, var vidne til at en cyklist pludselig kørte på tværs af vejen og ned i vejgrøften. Min far ilede jo til for at se, om manden var kommet noget til. Manden – en af de ældre person ved Grænsegendarmeriet – var dog ikke kommet noget til, han havde været en tur i Ribe og havde fået lidt for mange af de klare dråber, og som forklaring på sit uheld med cyklen fik far denne svada:
”Ja, allerbedst som man cykler, så kommer der en af disse forbandede kastevinde, og så ligger man s´gu i vejgrøften!”
Nu var det et dejligt blikstille vejr den aften, så min far morede sig jo lidt over det med kastevindene. Historien er jo fra den gang grænsen gik over Gelsbro.
Kluk kluk. En mand fra Varming, havde været en tur i Ribe for at få lerdunken, æ skæggemand fyldt op med brændevin, og på vej hjem kom det over ham, at han måtte forrette et nødvendigt ærinde. Han sætter skæggemanden fra sig og fjerner sig lidt fra den. Pludselig hører han, at dunken er væltet, og hvad allerværst var, at proppen var røget af, det kunne han høre på den klukkende lyd, der kommer fra sådan en dunk, når man tømmer den for indhold. Han kan jo nok høre den ligger og klukker i mørket, og måske har han også fået nogle smagsprøver i Ribe før hjemturen. Han kunne ikke finde gutten dunk i mørket. Ærgerlig herover og også over de spildte dråber, udbryder han irriteret:
”Ja a ka s´gu nok høer do sæjer, ”kom, kom,” men hvo fanden er do hen´?”
Kortspil. Fire mand sad og spillede kort i Skallebæk, fjerdemanden var en gammel degn. Så gad de tre ikke give kortene mere og skubbede hver gang, der skulle gives, kortene hen til degnen med ordene:
”Det er dig til at give, degn.” De har måske fået nogen kaffepuncher til kortspillet, for resultatet blev, at han troligt gav kort hele natten. Det havde de tre filurer jo meget spas af og ikke mindre af, at de i morgenstunden, da de skulle hjem, for en krone narrede samme degn til at tage turen rundt om Munkesø med en tændt staldlygte i hånden, mens de tre holdt øje med, at han kom hele turen rundt.
Mere om kortspil. To af brødrene Østergård, børstenbinder Th. Thomsen og min far spillede en nat mausel hos den af brødrene, der hed Andreas. Han ejede den gang ejendommen, som senere blev købt af Jens Pedersen. Det blev til mange spil i nattens løb, som især gik ud over Dres. Laurids. Broderen var en lun fyr, han kunne ikke lade være med at drille Dres, når han gik bet – til dennes ærgrelse. De spillede såmænd ikke alt højt, men da morgenen kom, havde Dres dog tabt ca. halvtres kroner, og det var jo den gang omkring 1920 trods alt en slump penge. Nå, Dres kunne tåle tabet,
men kom alligevel med bemærkningen, da de skiltes:
”No får æ mark sat´me´ et kunstgøde i oer.”
Den udtalelse morede rigtig Laurids, og de andre kunne høre han lo højt, da han sprang tværs over markerne hjem til Østergård. Bemærkningen om kunstgødningen måtte Dres tit høre for, når de senere var til gæst sammen.
Om Jagt
De to brødre Dres og Laurids Østergård samt min far gik tit på jagt sammen. Det kunne Laurids jo ikke med den store gård, han havde. Dres var udlært murer, og min far havde sin lille ejendom ved siden af, at han var murerarbejdsmand og påtog sig ellers andet arbejde, når det var sløjt med byggeriet. Om søndagen havde de altid Laurids med, og når de så rigtig var efter det, så skød de talrige agerhøns. Når Dres – lidt hurtig, som han var med sine skud, havde skudt forbi nogen gange, og far skød en fugl eller to, og Dres stod med tom bøsse, da kunne Dres udbryde:
”A må satme da osse ha truffen dem.”
Ja så var Laurids der straks:
”Ja, men de er no mærkle´, te de flest fåller, når Martin skyder.”
En gang Dres og Far gik ved åen, smed Dres pludselig bøssen til kinden og sendte et skud hen i åkanten.
”Hvad skyder du efter?” sagde min far så.
”Ja, ka do for saten et sie den and derhen?”
”Nej,” sagde min far, ”men jeg kan se et sivblad med noget is på, og det kan såmænd da godt ligne en and, der lige holder hovedet oven vande.”
Dres havde antaget det for en anskudt and, der hurtig skulle skydes, før den dykkede.
Så var der den gang, de lige ved Varming havde anskudt en ræv, som så begge deres hunde satte efter og fik stoppet. Mikkel, en stor hanræv, satte sig i angrebsstilling op ad et træ. Det gav
jo et vældigt leben, de to hunde var ingen krystere, de kendte også til ræve fra andre gange, de havde varet i kamp med dem, så de brugte bare mund, mens de ventede på en lejlighed til at gøre det af med Mikkel. Dres og Far var nu kommet til, men på grund af hundenes springen rundt, kunne de ikke skyde ræven. Ved al den gøen og halløj var Andreas Knudsen kommet til, det var ham, der havde den gård, Dinesen senere købte af ham. Knudsen havde en stor hyrdehund med sig, og da han troede, at jagthundene var bange for ræven, sagde han:
”Lad min komme til, den skal sødeme´ snart ordne den ræv.”
Det fik far til at sige:
”Har du din hund kær, så hold den fra ræven. For når vore hunde tøver med at gå på ræven, så kan din i alt fald intet stille op.”
Knudsen slap alligevel sin hund løs på ræven, og det gik som far havde forudsagt, den fik et ordentlig hak i tuden og løb hylende hjemad, men de to andre hunde udnyttede rævens korte uopmærksomhed til at gå i pelsen på den, og de to gav ingen pardon. Mikkel måtte af med livet og senere pelsen.
Hans Jessens Vædder. Dres og far havde – når de var på jagt nede ved Nørreåen – lagt mærke til en vædder, der stod tøjret ret længe på samme sted og for længst havde ædt det græs, der var at æde. De syntes, det var synd for det arme dyr, og en dag slap de den fri. Nogen tid efter spurgte ejeren Hans Jessen dem, om de dog ikke havde set hans ronnevæ´r, for den var da bleven væk for ham. Når de fik fat i den, skulle de nok få et par kaffepunche for det. De to havde jo nok set, hvor vædderen var, den havde slået følge med Vestergårds store fåreflok, så en dag da vejret var bedre til kaffepuncher end jagt, fik de fat i vædderen. Da de slap den løs, havde de ladet den gå med et stykke af tøjret, så havde de jo noget at trække den hjem i.
Da de kom med vædderen, blev de jo vel modtaget, og Hans Jessen, der havde en egen stødende udtale, kaldte på søsteren, der holdt hus for ham:
”Mari, Mari, Dres og Martin har sgu funden æ ronnewe´r, stref o fo æ kiel o, te vi ka fo en punch.”
Det blev jo ikke ved en enkelt, og med mellemrum blev der også udtalt rosende ord om de to filurers held til at finde den længe savnede vædder. Efter adskillige punche, som jo nok har slået lidt hårdere på den ældre mand end på de to andre, ville han rejse sig for at følge sine gæster til dørs, men kom for skade til at rage pendulet af det gamle ur, der hang over hans bænk for bordenden. Hans så lidt på det nedfaldne pendul, og så kom det på hans sjove stødende måde:
”De var s´gu da grov, ku´ de rav så mø´?”
Den historie blev tit opfrisket, når de to gamle jagtkammerater mindedes gamle dage, da de var unge og kunne finde på en spøg.
Den med musen i overskægget synes jeg også skal med. Da de havde været tidlig oppe og på jagt den morgen, andejagten begyndte, ville de tage sig et hvil, før de skulle på jagt igen. Ude i laden stod en gammel dobbeltseng, den fyldte de med hø, og lagde sig til hvile sammen med deres hunde. Her var godt at sove om dagen, da her var lidt halvdunkelt. Snart sov både de to- og firbenede trygt. Min far sov altid let, og han vågnede ved, at Dres lå og ligesom småspyttede lidt. Far kikkede over på Dres, og ser da en mus nusle rundt i dennes overskæg, og det er den, Dres i en slags halvsøvne ligger og spytter efter.
Personer
En mand, der gik mange historier om, var Mads Peter Hansen, en mådelig bonde, men et herligt menneske. En morgen kom han et vend ind til mine bedsteforældre. Han havde ild i den lange pibe, det var der intet mærkeligt ved, men at han havde kvasterne på pibesnoren trukket halvvejs ned på piben syntes de så mærkeligt ud. Disse pyntekvaster plejede man jo at have oppe lige ved pibespidsen. De spurgte så, hvorfor han havde kvasterne kun på halv?
”Jo,” sagde han, ”det skal æ sæj´ Jer. Vi har sorg i dag, for vor kokkemand er død i nat!”
En forårsdag gik han og harvede i noget meget ukrudtsfyldt jord. Hesten var noget urolig, og harven hoppede også op og ned i den beskidte mark. En mand, der så det, sagde:
”Nå, æ hest er nok kjælle, etter at har standen o æ stald æ hele vinter?”
”Tjah,” sagde så Mads, ”men æ harre æ lisse kjælle, og den har da ellers stået ude hele vinteren.” Han flyttede fra Varming til Hømvejle, hvor han købte en lille ejendom. Her lavede han tørv i Sorte Mose, og der kom jo besøgende til ham af og til, og da kunne han finde på at sige:
”Ja, vi har jo da også en moseforening. Men vi er nu da godt nok kun tre medlemmer.” Så spurgte folk jo gerne om, hvem det da så var?
”Jo, den ene er mæ´, a er formand, å så er det stuer Gret, å så Jesper Boysens hund.” Gret ringlede tørv for ham og Jesper Boysens hund kom dagligt i mosen, når den opdagede, at Mads Peter var der.
En person, der en kort tid havde lejet sig ind i min bedstemors hus, glemmer jeg aldrig. Et sølle skrog, stor i slaget, en livlig fantasi og altid uden penge, men en dag må han have haft nogen, for han ville han købe Dinesens gamle islænder. Børn lægger mærke til så mange ting, og jeg opdagede da også at Jørgen, som man havde givet tilnavnet Hattemager, var lidt pænere i tøjet end vanlig, cigar i kæften, hatten skrubbet let bagover, og prikken over i´et, i hånden en drabelig pisk, en såkaldt Rottensvans. Han begav sig hjemmefra for at gå på hestehandel. Der var skam stil over det. Jeg listede bagefter for at se, hvad der skulle ske. Jeg holdt mig lidt på afstand i den vestlige side af gårdspladsen, da Jørgen let skrævende på benene placerede sig midt på denne, og med den drabelige pisk i hånden, så til med kendermine, da Dinesen forsøgte at trave den gamle stivbenede krikke i østsiden af pladsen. Så blev en dør åbnet, og Dinesens kone kommer ud, og siger venligt til Jørgen:
”Vil du da ikke ind og have et stykke brød og en kop kaffe?”
Men nej, i dag var Jørgen hestehandler, så han svarede beleven:
”Nej tak, lille frue, jeg har lige spist et stykke brød og et blødkogt æg, inden jeg gik hjemmefra.”
Godt nok var jeg kun en lille purk på fem år, men jeg vidste dog nok, hvor småt han havde det i sit hjem, og bedstenor aftenen før i sin godhed havde foræret Jørgens kone nogen æg, så det skurrede jo lidt i mine små ører at høre så grov pral. Da jeg hjemme fortalte om Jørgens pisk og Dinesens traven af hesten, bemærkede min far tørt:
”Det var s´gu ikke nødvendig at trave den, for han vidste da, at Dinesen havde solgt hesten til Jørgen på den betingelse, at han kun måtte sælge den videre til slagtning i Ribe.”
Om eftermiddagen stod jeg ved stuevinduet og så Jørgen forsvinde med hesten op ad den lille bakke vest for Seem Skole. Nu er det over tres år siden, men jeg kan endnu, så mange år efter huske, da jeg første gang var vidne til hestehandel og more mig over det.
Andreas Jacobsen, (Andreas Kalslund). Andreas stammede fra Kalvslund, og det blev så på Varming-dialekt til Kalslund. Han var en gammel mand, da jeg kendte ham i min drengetid, men en gammel venlig mand, altid tjenstvillig, når folk sendte bud med med ham efter småting, når han var på en Ribetur. Han skrev aldrig ned, hvad hen skulle forrette for de forskellige, der sendte bud med han. Nej, han havde en helt fænomenal hukommelse og kom altid hjem med det, han var sendt efter. Om denne hukommelse sagde en kone en gang, da hun havde overværet en samtale, han havde med en jævnaldrende:
”Ja, og han ka´ sgu hovs tebag´ te læng´ før Adams skabelse.”
Om han gjorde det andre steder i sognet, ved jeg ikke, men i Varming kom han altid rundt med afregningen fra mejeriet, og han var lidt stolt over at være betroet at gå rundt med de i hans øjne mange penge. Han blev jo budt kaffe, hvor han kom, så det blev flere kopper kaffe på sådan en tur med diverse kager til. Så det kunne ske for ham, at indvinden slap ud for ham i al stilhed, og når så lugten kendtes, blev den ganske sagesløse hund sat ud af stuen, og når det var sket, gik vi børn gerne frivilligt, for vi var jo klar over, næste gang var det vores tur til at blive lempet ud, om også vi var lige så uskyldige som hunden, og den trøstede vi så over den uretfærdighed, der var overgået den. Meget hørte han jo på sin tur rundt til de mange hjem, og der ville man jo også gerne høre nyt. Det kunne tit blive sent, før han nåede hjemad til Maren.
Uldpose og Skæggemand. En Varmingmand og hans kone havde været på julehandel i Ribe, og med dem fik Andreas Kalslund kørelejlighed hjem til Varming. Ude ved Damhus vandrede en mand i østlig retning, og gårdmanden stoppede op og tilbød ham at køre med til Skallebæk. Manden tog med tak mod tilbuddet og kravlede op bag i vognen til Kalslund. Her lå jo mange rare ting, købt ind i anledning af den nært forestående jul, og det skulle de to bagsædepassagerer jo omgås med forsigtighed. Særlig var konen da urolig for at en sæk uld, der havde været indsendt for at blive kartet, skulle lide overlast, og de måtte under ingen omstændigheder bruge den til at sidde på, så ulden kom i ulave. Manden derimod var mere bekymret for, at skæggemanden med julebrændevinen skulle komme noget til. De to passagerer lovede naturligvis, at de nok skulle omgås begge dele forsigtigt.
Så gik farten videre, det varede ikke længe, så begyndte Kalslund, nysgerrig som han var, at spørge sin medpassager om både det ene og det andet. Denne var sønderjyde og en rigtig lun rad, så han fandt ret hurtig ud af at ”trække” lidt med Kalslund, alt imens turen gik mod Seem. Konen forhørte sig, om de nu vel passede godt på ikke at trykke hendes uldsæk. Når ulden kommer fra kartning, ligger den i nogen ruller, når disse kommer ud af deres runde form, er de vanskelige at have med at gøre ved spindingen, så man kan jo godt forstå, at hun værnede om sin uldsæk. Manden forhørte sig også om skæggemandens befindende?
”Jo da,” kom det i kor fra de to bag i, ”alt er i bedste orden. Ingen af delene har lidt overlast.” Sønderjyden er jo nok blevet lidt træt af Kalslunds nysgerrige udspørgen, for pludselig kommer det fra ham, lige før han skal af i Skallebæk:
”Så, no sidder han o uldpo.s,” og efter en kort pause: ”Å no drikker han a æ skæggemand!”
Stor opstandelse, og den selvfølgelig ganske uskyldige Kalslund er et øjeblik næsten lammet over, at nogen kan rette så grov en beskyldning mod ham, men får så fremstammet:
”Nej, minsæl gør a et.”
Den historie tog altid kegler ved kaffegilderne.
Min farmor, Nielsine Bondegaard har fortalt, at man ”op´ i æ skrøb”, d.v.s. i Horslund Krat en gang havde set kreaturer udenfor i vintervejret, hvad man ikke så i de kolde vintre den gang. Man gik til ejeren og hans kone, som fandtes krøben til sengs for at dø. De havde ikke hverken mad til sig selv eller dyrene mere.
I Skallebæk stillede mølleren møllevingerne i kors, når der kom ligtog forbi fra Varming.
En overløber under Den Første Verdenskrig
En nat sidst på krigen blev der banket på sovekammervinduet, og en mand spurgte, om han var i Danmark. Min far var ikke var tvivl om, at var en overløber, der spurgte og svarede:
”Ja, du er i Danmark.”
Der blev et øjebliks stilhed, så kom det fra manden:
”Gud ske lov. Sig de velsignede ord en gang til.”
”Ja, det er rigtig nok, du er i Danmark, og nu skal jeg komme og lukke op for dig.”
Georg Harmson hed manden. Hamborger var han og talte perfekt dansk, da han havde lært manufakturhandel i Århus, men da krigen brød ud, turde han ikke undlade at møde som soldat, da indkaldelsen kom til ham. Det var en ting, han havde fortrudt mange gange. Han havde gået meget igennem, og nu ville han ikke mere. Jeg mener, han havde været hjemme på orlov i Hamborg, og i stedet for at tage til fronten igen søgte han op til grænsen og havde ligget gemt ude i heden det meste af en dag for så om natten at liste sig over et sted mellem Hømlund og Varminglund. En pæn og dannet mand var han, og han og konen kom efter krigen hver sommer på en visit, når de var på ferietur i Danmark. Jeg husker en gang, de var på besøg midt i trediverne, efter at Hitler var kommet til magten i Tyskland, da udtalte sig om, at han frygtede for, at der snart ville blive krig igen, og så sagde han:
”Jeg er godt nok tysker og elsker mit fædreland, men den tyske militærånd hader og forbander jeg.” Det skinnede igennem, at Hitler og nazismen og hvad det stod for, var ting, som han forudså kunne blive en fare for freden i Europa og i sidste ende for Tyskland. Så kom anden Verdenskrig, og vi hørte aldrig mere fra ham. Jeg har ofte følt bitter sorg ved tanken om det tyske folk, der er så ”agtværdigt i individet, og så elendigt i massen.” (Goethe)
Hans og Las Simonsen
Gårdejer Hans Simonsen, Varming. Om ham gik der mange historier, her et par af dem. Han var en dag ude på fuglejagt ved Varminglund, han anbragte sig i et hul, så fuglene ikke skulle se ham. Siddende her blev han uset vidne til et højlydt opgør mellem to nabokoner, der på hver sin side af en bred grøft, overøste hinanden med grove skældsord. Det groveste kom fra den ene, der sagde: ”Kom du bare her over din forbandede kvind. Du skal du få dine småtarmer rinket ud!”
”He, he,” sagde Hans, når han fortalte om episoden, ”det kunne sgu have været sjov at se, når hun var begyndt at rinke ud.”
En morgen sad han alene i køkkenet og var i færd med sin davre, da kom der en af de forhutlede kvinder, der rendte rundt i egnen og tiggede. Knap var hun inden for døren, før hun slap en lydelig vind fra sig.
”Ja, æ la´r sgu ryge, Hans,” sagde hun.
Hans bred sig nu ikke om den slags morgensalutering, så det kom prompte fra ham:
”Kan du komme udenfor – din beskidte kvind!”
Hun har nok ikke fået noget i tiggerposen den gang. Talemåden, ”La ry.g Hans,” overlevede dem begge og hørtes i flere sammenhænge. Det kunne ske under kortspil, eller når en gav lidt rundeligt ud af sine penge eller en lod stå til, og foretog sig noget lidt voveligt af den ene eller anden art. Sådan kan en talemåde opstå og blive brugt, uden at brugeren ved, hvorfra den stammer.
Der var en gang død en gris for min far. Den lå et par dage ud for gavlen, da Las Simonsen kom forbi, og far råbte til ham:
”Vil do ha ´en te´ siev?”
Han sagde ja, og tog grisen med hjem. En tid efter mødtes de igen, og Las sagde:
”Den var Fa´n smæk mæ æ dø´, den bed mæ lig´ ve´ æ finger.”
Det mente far var et påskud for, at de selv spiste grisen.
Min far arbejdede til tider for en slagter og havde været med ham omme ved Stavnager, hvor de havde slagtet otte kreaturer i en fenne. Det ene dyr havde været så fuld af tuberkler, at man ikke kunne sætte en finger på dens skind uden at føle tuberkelknoldene under skindet. Den blev liggende på marken en tid, men forsvandt så, og man havde Las Simonsen mistænkt for at have taget den hjem til føde.
Hans Simonsen var en ivrig jæger, og når han besøgte en ligesindet ved Hygum, jagede han på de marker, der passede ham, både på ud- og hjemvejen, det var der ingen, der tog anstød af i de tider. Han var en sikker riffelskytte og kunne med de den gang ikke så avancerede rifler, skyde en mønt ud af fingrene på en mand, når denne anbragte sig ved enden af laden og holdt mønten ud om hushjørnet ved at holde mønten i fingerspidserne. Hans kom ofte hjem fra en Ribetur med flere gamle taprifler, som var så svære i løbet, at han ved hjælp af et bor, anbragt ved en anordning på jernet, dvs. svinget, man drejede slibestenen rundt med og bruge den store sten som et slags drivhjul. Riflerne blev på den måde omdannet, fra forlader-rifler, til forlader-jagtvåben, der nu kunne skyde med hagl og bruges til almindelig jagt. Han skal også med et par småkalibrede kanoner, anbragt vest for sin have have skudt ænder, når de lå i flok nede på søen. Om det gav udnytte, ved jeg dog ikke. Han prøvede også at lave tændsats til fænghætter, men dette var nær endt rigtig galt. Konen manglede noget til at mærke fårene med, da de var blevet klippet, og hun fik fat en kop med noget sort stads i, som hun troede var maling, men da hun trak i den pind, der stod i væsken, skete der en voldsom eksplosion. Takket være de mange skørter, det svære hjemmevævede tøj, kvinderne den tid brugte, fik ulykken ikke det omfang, den kunne have fået. Hun kunne efter et kortere ophold på Ribe Sygehus vende hjem til den daglige gerning igen.
Hans var en gang syg og sengeliggende, af hvad aner jeg ikke, men han havde da fået noget medicin, en flaske med noget i, han skulle smøre med og en anden flaske med noget i, han skulle drikke. Han lå som sagt til sengs, og da konen skulle til kaffegilde om eftermiddagen, satte hun flaskerne hen til sengen og fortalte Hans, hvad der skulle drikkes, og hvad han skulle smøre med. Da hun var gået, faldt Hans i søvn, og da han ud på eftermiddagen kom i tanker om, at han skulle bruge medicinen, tog han en god slurk af det, der var beregnet til at smøre med og smurte med det, han skulle have drukket. Resultatet blev, at han sov det meste af et døgn oven på den kur, og lægen skal have sagt, da han hørte, hvordan det var gået:
”Det kunne jo have slået en hest ihjel.”
Hans vågnede, og sygdommen var væk. Når han fortalte om episoden, sagde han bare:
”He, det var s´gu en probat kur.”
Som den store gårdmand han var, kom han også med sognerådet, noget han vist ikke brød sig meget om, men nu var han der jo, og mødte da også op til møderne. En aften man var samlet for at ligne folk i skat, var Hans kommet i gang med at læse i en avis, der lå på bordet og var mere optaget af det end skatteligning. Han lagde ikke mærke til, at det var ham selv, de just var i gang med at sætte i skat. Da de så henvender sig til ham, om ikke han syntes den skatteforhøjelse, de havde vedtaget var passende, siger han uden at se op fra avisen:
”Jo, det er rigtigt, bare heran mæ´ æ dævl!”
Martin Lautrup skulle en gang flå en hest, som var faldet i en grøft og var blevet aflivet og kadaveret skulle graves ned. Mens han arbejdede, kom en mand oppe fra småhusene og mente, det var synd for kødet. Han fik lov at få det, hvis han selv hentede det. Han fik hestehjertet i lommen og gik ud for at låne et køretøj. Et lille halvt år senere skulle sognefogden, gamle Præstiin, op til familien med lidt socialhjælp. Da han kom ind i huset, mærkede han en sødlig og stram lugt. Det blev opklaret, hvad det var, da konen sagde:
”Vi fek ´ejsen så´n en gu´e slawt i æ a´tero´er, ja vi hår da nowe holden en´o,” og åbnede døren til kælderen, hvor hestekadaveret lå med ribbenene strittende i vejret, grøn af mug og med afflåede lunser her og der.
En bevæget Julenat
Juleaftensdag 1923 i snestorm og med vej, der blev mere og mere ufremkommelig, begyndte jeg at melde min snarlige ankomst. Far var om eftermiddagen oppe at tale med Las Simonsen om lån af heste og slæde, om det blev nødvendigt.
”Ja,” sagde Las, ”du kender jo hestene, så tag du de to, du tror, egner sig bedst til den tur, og så må vi hellere få slæden gjort klar nu med det samme.”
Da det var i orden, stred min far sig hjem genem de høje driver og en forrygende snestorm og har nok gjort sig sine tanker om en tur til Ribe i det vejr. Ud på aftenen forsøgte han forgæves at telefonere til Ribe, men den eneste, der meldte sig, når han ringede, var tjenestepigen hos Niels Smidt i østerbyen, og da far havde jaget hende af sengen et par gange, opgav han det ringen. Han klædte sig varmt på og gik op og fik hestene for slæden, og med sig tog han en hammer, skovl og en knibetang for det tilfælde, at han måtte væk fra vejen og ind over markerne.
Da han var mellem Las Simonsens gård og Skallebæk, sneede og føg det, så han ikke en gang kunne se hen til hovederne af hestene. Det blev dog noget bedre, da han drejede fra ved Brugsen og tog retning mod Ribe, så han fik rygvind, og der kun var lidt sne på vejbanen. Hestene travede godt derud ad, men ved vestenden af Niels Østergaards Plantage blev det galt. Her var så høje driver, at han måtte ind over markerne, men det var også den sidste væsentlige hindring, han mødte. Resten vejen var næsten blæst snefri. Han var nødt til at have hestene i hus, mens han skulle rundt i byen for at få fat i enten en jordemoder eller en læge. Det var lidt besværligt at få staldkarlen vækket på gæstgivergården i Hundegade, men omsider fik han da hestene på stald og kunne begynde på sin færd efter hjælp. Han fik først fat i en læge, der kunne fortælle ham, at jordemoderen var bortrejst og at han selv nødig ville tage med, da han havde huset fyldt med julegæster, men at han kunne få fat i en anden jordemoder, der for en tid havde forbud mod at praktisere. Han kendte hende og ville give hende fuldmagt til at praktisere på hans ansvar. Hun var med det samme villig til at tage med min far til Varming midt på julenatten i det modbydelige vejr. Da de efter nogen ture ind over marker og langs vejen nåede forbi Seem, stilnede vejret lidt af, og det begyndte at blive lyst. Her mødte de Pastor Balslev, der stred sig frem gennem sneen for at komme til Obbekær, hvor han skulle prædike. Far rådede ham fra den tur, for der var da ingen, der kom frem til kirken gennem al den sne. Men Balslev ville af sted og kom så med på slæden, så fik han befordring til Varming. Nu var det som om hestene vidste, at de snart var hjemme, så de satte en vældig fart på. Balslev, der sad med ryggen til hestene af og til fik en klat sne fra hestenes hove i nakken, men det tog han ingen notits af, han bare morede sig over den raske fart. Så sagde jordemoderen, da hun var kommet i hus:
”Nu haster det ikke for min skyld, om også der går et par dage. Jeg har tid nok.”
Fødslen gik godt, men far glemte aldrig den julenat.
Under krigen 1848-50, som min oldefar (Christoffer Nielsen Bondegaard, 1814-1875) deltog i alle årene, var der en tid indkvarteret tyske soldater, blandt andet i den lille skole, der den gang lå oppe i bakkerne nord for Varming By. Her var bedstemors små søstre en dag gået op, og de de så de fremmede soldater, kom det fra dem:
”Er det Jer, I djævle, der vil skyde vores far?” samtidig med, at de kylede nogle håndfulde småsten efter soldaterne, som jo nok har undret sig lidt over den beskydning. De forstod jo ikke dansk. Oldemor havde nok brug for en ekstra skilling, da manden var i krig, så hun påtog sig at vaske noget tøj for de i byen indkvarterede krigere. Da hun en aften havde været et lille vend indenom hos en nabo, kom hun hjem ifølge med en af disse, der ville afhente sit vasketøj. De små rollinger havde sig godt placeret rundt bordet, travlt optaget af at dyppe brødbidder i en stegepande med fedt og flæskestykker i, da de hører tysk talt i forstuen. Men de var hurtige og gemte panden væk under bordet, og just som moderen og soldaten trådte ind i køkkenet, slukkede en af dem lyset. Deres stegepandes indhold skulle i alt fald ikke i tyske munde.
Soldaten blev ræd over, at lyset blev slukket, og det er jo forståeligt, han var jo trods alt i fjendeland. Moderen skændte lidt på ungerne, og der kom lys i køkkenet igen, så soldaten kunne få sit vasketøj med sig.
Nis Vind solgte Ladegården ved Tørning og i stedet købte han Seemgård for at komme væk fra det tyske chikaneri i Sønderjylland, som den gang var en del af det tyske rige. Han holdt mest af at gå i sine beskedne daglige klæder. En dag han, som han så tit gjorde, gik og fejede i stalden, kom der en lidt hoven agent ind til ham og spurgte lidt nedladende:
”Hov De der, har De ikke set proprietæren?”
Han antog jo Nis for en gammel staldkarl, og denne gav ham det lune svar:
”Jo, han har da lige været her.”
Nis har måske ikke været oplagt til at købe noget den dag, så agenten fandt ingen proprietær og tog af sted med uforrettet sag.
Haren i det sidste skår. Når et stykke korn næsten var høstet, fik vi børn det råd, at gå hjem efter noget salt, for nu kom haren snart, og hvis vi kunne træffe den med noget salt på halen, kunne vi let fange den.
Oldefar skulle en gang til valg, og på vej dertil tilbyder en bonde ham at køre med. Kommet op på vognen siger bonden så:
”Så regner jeg da med, at du stemmer på mig!”
Oldefar, der var en rask mand, sprang ned af vognen:
”Skal det være på den betingelse, så vil jeg hellere gå, og jeg har i min tid gået længere, end du nogensinde kommer til at køre!”
Det var jo sandt nok, for han havde jo under Treårskrigen været på mange lange og strenge marchture.