Peter Beier
(1926-2007)

Peter Beier kom fra Birkelev og boede i Skallebæk. Som følge af en arbejdsulykke blev han invalid og modtog pension gennem sine sidste mange år. Nedenstående er optegnet efter en samtale 1991.

Som dreng tjente jeg hos bønder. Jeg var flere år hos et par folk oppe i Sønderjylland. Det var et tumpe-godt sted at være. Konen lavede næsten det samme til mad hver dag, boghvedegrød og byggrød. Somme tider kunne hun koge et stykke flæsk til nogle ærter eller kål, og så fik vi det. Det foregik på den måde, at hun øste op i tallerkenerne, og så tog hun med sin egen gaffel og trak flæsket op af gryden og skar et stykke af til hver af os, som vi fik til. Så spiste vi det, indtil gryden var tom.
Jeg boede jo ude i karlekammeret. Der var ingen varme. Om vinteren kunne man nok sidde lidt inde i køkkenet efter madtid, men ellers var det bare om at kravle i seng. Kom der besøg af andre karle, så kravlede vi ned under dynen og lå og snakkede eller sad i hver sin ende og spillede kort hen over dynen.
Vi (Erna, f. Christensen og Peter) kom til Varming i 1954. Da var Svend født. Jeg fik tjeneste på Vestergård, og vi boede i det lille hus lige overfor. Jeg fik 100 kr. i ugeløn til at begynde med, – det kunne slet ikke slå til. Senere kom jeg op på 125 kr., det var lige inden, jeg holdt op, men det var snart ikke bedre, for da var al ting steget tilsvarende.
Første gang jeg skulle op og handle i Brugsen, sagde Lille-Pedersen:
”Du kan ikke købe noget her!”
Den besked måtte jeg så køre hjem med. Så gik jeg ind til Jørgen Vestergaard og sagde:
”Det duer vist ikke, at vi er flyttet hertil.”
”Hvorfor ikke,” spurgte han så. Jo, sådan og sådan.
”Så skal a lige snak´ mæ´ æ ka´l,” sagde han og ringede op og gav besked. Så kostede det 50 øre og så var vi medlem af Brugsen lige så godt som alle andre, og så var der ikke noget i vejen. Men det var en sær skik, at han ikke sagde besked om medlemskab eller nogen verdens ting.
Vi havde jo frit hus og så mælken af en ko. Den stod ovre hos os, og jeg kunne hente foderet til den ovre på gården. Til gengæld skulle jeg så have en af Jørgen Vestergaards kreaturer stående ved siden af og skulle passe den ind i ly ved. Senere fik vi tre-fire fedesvin, de stod i den lille stald, der var dernede den gang.
Da der så var uddelerskift, skulle vi regne af med Pedersen, inden Hugo trådte til. Det kneb hårdt. Hugo var heroppe ved os, og jeg sagde:
”Du får ingen penge, før de her svin er leveret af!”
Det gik også nok.
Johan Bejning var ved mig, at jeg skulle se at melde mig i fagforeningen, så kunne jeg få 96 kr. i ugen ved at stemple. Det var, mens lønnen var 100 kr.
Jeg var med til grande. Det var egentlig ikke noget, jeg havde med at gøre, men Jørgen sagde, jeg bare kunne komme, for det var helt sjovt. Så bød de forskellige på leje af fællesjordene. Man kunne også byde på markvejene, så havde man lov til at slå græs af, før de begyndte at køre med vogne derude. Vi tog det hele med. Vi slog med slåmaskine, men ude i kanterne måtte vi efter det med le, både i hjørner og langs grøfter. Der blev ikke levnet noget. Det var så blødt nogen steder, at man ikke kunne køre med heste og slåmaskine, så måtte vi også slå det af med høle. Somme steder var græs og flæg så højt, at det gik mig over hovedet. Jørgen sagde, at man skulle passe og slå lige inden det skred, så var der masser af sukker i det.
”Det er lige meget, hvornår man begynder at fodre med hø, så begynder køerne at give mælk,” sagde Jørgen.
Så en gang i 1957 skulle jeg til sognerådsformand Jakob Pedersen og betale sygekasse. Så rådede han mig til at få bygget hus selv. Han havde lige en grund, der kunne passe. Han havde jo fået den i kommission af gamle uddeler Pedersen. Den skulle koste 800 kr. Da Jørgen Vestergaard hørte det, sagde han:
”Det kommer aldrig nogen sinde til at gå!”
Men det gik nu ellers godt nok. Jakob var jo en snild mand, han vidste, at vi kunne låne 1000 kr. på de 800, som grunden havde kostet, så gik han ind til uddeleren og fik ham til at kvittere for, at vi havde betalt 200 kr. for at få lov til at begynde byggeriet, inden handlen var i orden. Det passede jo slet ikke, men så kunne vi låne lidt mere.
Så tog han med ud i Sparekassen Sydjylland, men frøken Helle, der den gang var derude, mente slet ikke, at de havde så mange penge. Så gik vi over Sydjysk Landbosparekasse, og der var ikke noget i vejen. Vi lånte 24.100 kr., og så kunne murermester Harry Jessen begynde at bygge. Jeg fik plads hos ham til 135 kr. om ugen, så det var betydelig bedre end karlearbejde. Vi begyndte at bygge i foråret 1957, og vi flyttede ind til september.
Så gik jeg ud som daglejer. Jeg tog alt, hvad der faldt for. Om efteråret og om foråret var der meget dræningsarbejde. Jeg har også været med til at grave kloakledninger ned. Seem Kommune forlangte, at der skulle kloakeres i Skallebæk, og de fik FØNIKS til at give tilbud på det. De forlangte vist 5.000 kr. Så sagde jeg til Jørgen Vestergaard, at det ikke behøvede at koste så meget.
”Hvad skal det da koste?” spurte han.
”Det halve,” sagde jeg.
”Hvis du kan gøre det for 3000 kr., så giver kommunen 25% til!”
Jeg fik så et par mand i gang. Bent Johansen nivellerede, og vi gravede. Det kom til at koste 2600 kr. Da vi købte cementrørene dertil, så fik cementstøberen det ordnet sådan, at de rør jeg selv skulle bruge fra huset her og ud til hovedledningen, de kom med kvit og frit i prisen, så dem havde jeg gratis. Oppe hos Henning Johansen skulle vi ind i kælderen med rørene. Det var dybt, vi var over to meter nede, men han skulle også give 125 kr. for tilslutningen.
Det kloaksystem har virket upåklageligt siden.
Poul Vind på Seemgård, som jeg også somme tider tog arbejde hos, var alt for god af sig. Han gjorde hellere det snavsede arbejde selv, end han bad karlene om det. Sådan var han.
Jeg arbejdede også meget hos Svend Nissen på Lille Snepsgård.
”Du kan altid komme herop, når du ikke har andet,” sagde han, så der var jeg tit ude. Han havde blandt andet mælketuren mellem Snepsgårde, Varminglund, Rønnehave, Faurholt og Mejeribyen. Den tur har jeg kørt for ham mange gange. Vi drænede også derude, et sted måtte vi næsten tre meter ned med drænrørene. Det var noget slemt arbejde.
Jeg har gravet vandledning ned fra Seem til Præstegården. Da arbejdede jeg sammen med Poul Poulsen. Det var lige meget, hvad han arbejdede med, så var han altid så ren, at man ikke kunne se på ham, at han havde haft en skovl i hånden. Deroppe skulle vi grave igennem ler og mergel, og vandet drev af siderne, men han var lige ren. Så til kaffetid kom Louise ud og prikkede på vinduet, så vi kunne komme ind til kaffe. Jeg mente nu ikke, at det gik an at komme ind, så snavset som vi var.
”I kan bare sidde på en avis,” sagde hun. Der var aldrig noget der.
Når vi var ude at arbejde, fik vi jo tiest maden med. Det eneste sted, jeg ikke kunne spise, var på X-gård, – der var maden for ringe. Så tog jeg hellere en mellemmad med hjemmefra. Nej, de levede ringe på det sted.
Ellers tog jeg arbejde, hvor der var noget at få. Jeg tog ud og ladede møg, kalkede hus, gravede have lige meget hvad. Bare jeg kunne få en timeløn. Jeg har aldrig været kræsen. Så blev mine hænder også som såler indeni af at holde på en skovl. Hvis ikke der var noget at få, stemplede jeg. Der var en vinter, hvor jeg kun manglede at stemple en dag for at kunne have fået 109 kr i brændselshjælp.
Så kom jeg til at arbejde med sandsugeren hernede på åen. Det gav godt med penge. Det gav så godt, at vi slet ikke kunne følge med at bruge dem, og det var vi slet ikke vant til. Så kom de på sparekasssen, og vi fik vandværket indenfor i stedet for pumpen udenfor i gården. Senere fik vi centralvarme lagt ind, det var lige før, jeg fik mit ben i smadder. Det er snart 24 år siden nu. Siden da har Erna været pige i Brugsen, og hun har gjort skolen ren i snart 30 år nu.