BYHORNET

Hotel eller fængsel?
Prædiken til Septuagesima søndag
Hvor er det uretfærdigt! De har vi sagt eller tænkt tit. Vi ser det omkring os hele tiden: mennesker, der dør alt for tidligt, bliver handicappede efter uheld, dør i ulykker, er offer for naturkatastrofer,krig, massemord på uskyldige. Det er uretfærdigt, sådan burde det ikke være. Vi skal bekæmpe og forsøge at undgå det.
Alligevel står der i Biblens Gamle Testamente, synges der i salmerne og fortælles det af Jesus, at Gud er retfærdig og god. Han passer på os, som en far.
Nogle har simpelthen taget deres gode tøj og er gået fra kristendommen. De har sagt: Det kan vi gøre bedre! Desværre gik det ikke sådan: de ateistiske ideologier kommunisme og Nazisme myrdede i Kina, Sovjet og Tyskland mere end 100 millioner mennesker i lejre ud fra den devise, at hvis vi bare ændrer tænkemåden eller udsletter dem, som vi mener, er uretfærdige og onde, så må verden da blive god og retfærdig til sidst! Mange mener i mindre voldsom grad stadig, det er en gangbar vej.
Vi kristne må leve med, at verden er uretfærdig og ond og glæde os over at Gud er god. Det ved vi jo fra Guds søn selv. Han følte om nogen verdens uretfærdighed og ondskab. Han blev uskyldig anklaget af ypperstepræsterne og farisæerne og dømt under Pontius Pilatus. Han led alverdens smerter under soldaternes tortur og han blev korsfæstet og døde, selvom han ikke ville menneskene andet end godt. Jo, verden er uretfærdig og ond.
Men Gud er retfærdig og god, for han lod ikke sin søn blive i graven. Han lod ham opstå påskemorgen. Han lever stadig i Himlen, og vi er døbt til at få samme skæbne som han: Opstandelsen og det evige liv. Verden er et fængsel, men vi slipper ud til sidst.
Tja, siger andre, hvis I kan leve her på jorden og være tilfredse, fordi I tror, I skal op i himlen efter døden, så er I narrede. Der er ikke noget bagefter, siger mange. Det er da også trist at kalde verden et fængsel. Man kan sige at forskellen på dem, som tror på Guds søn og dem der ikke gør, viser en forskel på hvordan man ser på verden. Dem der ikke tror på Guds søn, mener verden er et hotel. Dem, som tror på Guds søn, mener det er et fængsel. Hvem bør så være gladest?
Kristendommen taler jo meget om synd og død og godt og ondt. Det lyder jo egentlig pessimistisk, men er det det?
Hvis man mener, at denne verden burde fungere som et godt hotel, så vil man være tilbøjelig til at være utilfreds, når man ser, hvordan det drives. Det fungerer ikke særlig godt, der er altid noget som er i stykker, noget som mangler, noget som er uretfærdigt, fordi nogen får bedre værelser end andre, noget som er for dyrt til at alle kan få det, og det er altid de andres skyld, det går galt. Ser man verden som et sådant hotel, kan man begynde at ændre servicereglerne og taksterne. Man kan smide de dårlige gæster ud, som kommunisterne og nazisterne gjorde. Det blev det ikke bedre af. Men det går altid galt. Man kan selvfølgelig også bare sige: jeg har det meget godt. Lad os æde og drikke og have det godt, for måske er jeg død i morgen.
Ser man derimod som de kristne verden som et fængsel, så kan man da, særligt hvis man bor i Danmark og Vesten være ok tilfreds med forholdene. Det er ikke det værste fængsel – der sker faktisk mange gode ting mellem de onde. Vi har det ikke perfekt, men det får vi, når vi engang slipper ud. Se bare på Jesus, vi håber ikke at skulle igennem så meget som han, men han slap dog ud og hjælper os ud, når vores tid kommer.
Heri ligger altså, at man i kristendommen kan kalde Gud god som en far og retfærdig på trods af det onde og uretfærdige. Jamen, kunne han dog ikke fra begyndelsen have lavet det bedre? Siger dem som mener verden burde have været et hotel med all inklusive.
Gud svarer ikke, men spørger derimod den, som stiller sådan et spørgsmål: Har jeg ikke ret til at gøre, hvad jeg vil, med hvad der er mit? Eller er dit øje ondt, fordi jeg er god? Guds historie er i hvert fald bedre end den ateistiske, der ender med død og grav eller krematorium. Den historie er triviel. Guds historie ender godt. Guds historie er spændende. Vi kan ikke forstå den, den går over vores forstand, men vi er ved dåben med i den på en måde, som gør, at vi kan tro og håbe at det ender godt selv for mig, selv når jeg har kræft eller er på vej til havets bund efter et forlis med et skib, hvor skræk og rædsel omgiver mig. Og Guds nåde og gode gaver er overraskende, de kommer til os også her i verdens fængsel – pludselig en dag får man ufortjent en masse, som man ikke havde regnet med. Man gjorde ikke noget særligt, men Gud er god, som i evangeliet til i dag, hvor de sidste blev de første og de første de sidste.
Torben Bramming

 

Konfirmationen 2021 er flyttet fra 18. april til lørdag den 4. september kl. 10.00 på grund af covid-19 restriktioner.

Skallebækhusmøder
Skallebækhusmøderne er indtil videre aflyst på grund af Covid-19 restriktionerne.
Kirketider
Søndag 31: jan. 10.00 Søndag septuagesima Signe von Oettingen
Søndag 7: feb. Søndag seksagesima Der henvises til Domkirken
Søndag 14: feb. 10.00 Fastelavns søndag Torben Bramming
Søndag 21: feb. 1. søndag i fasten Der henvises til Domkirken
Søndag 28: feb. 10.00 2. søndag i fasten Torben Bramming
Søndag 7: mar. 10.00 3. søndag i fasten Signe von Oettingen
Søndag 14: mar. Midfaste søndag Der henvises til Domkirken
Søndag 21: mar. Mariæ Bebudelse Der henvises til Domkirken
Søndag 28: mar. 10.00 Palmesøndag Signe von Oettingen
Torsdag 1: apr. 10.00 Skærtorsdag Torben Bramming
Fredag 2: apr. 10.00 Langfredag Signe von Oettingen
Søndag 4: apr. 10.00 Påskedag Torben Bramming
Mandag 5: apr. 2. påskedag Der henvises til Domkirken
Søndag 11: apr. 10.00 1. s.e. påske Der henvises til Domkirken
Søndag 18: apr.10.00 2. s. e. påske Torben Bramming 
Søndag 25: apr. 10.00 3. søndag efter påske. Signe von Oettingen
Fredag 30: apr. Bededag Der henvises til Domkirken
Søndag 2: maj 10.00 4. søndag efter påske Jens Torkild Bak
Søndag 9: maj 5. søndag efter påske Der henvises til Domkirken
Torsdag 13: maj Kr. himmelfarts dag Der henvises til Domkirken
Søndag 16: maj 6. søndag efter påske Der henvises til Domkirken
Søndag 23: maj 10.00 Pinsedag Torben Bramming
Mandag 24: maj 2. pinsedag Der henvises til Domkirken
Søndag 30: maj 10.00 Trinitatis søndag Signe von Oettingen

Bedeslag
Bedeslag er ringen med en eller flere kirkeklokker af tre gange tre slag med få sekunders interval. Slagene markerer begyndelsen på en kirkelig handling, gudstjeneste, og anvendes i danske folkekirker landet over.
Bedeslagene i den danske folkekirke er en direkte fortsættelse af den katolske "Angelus Domini." Denne bøn siger man ved klokkeslagene 06:00, 12:00 og 18:00.
De tre gange tre slag antages nogle steder som symbolisering af Treenigheden; Faderen, Sønnen og Helligånden. Udover symbolikken for Treenigheden, kommer det også fra, at man som lægperson bør bede "Hil dig, Maria" 3 gange, når klokkerne ringer. Angelusbønnen er også bygget op over 3 vers og en afslutning.   (Efter Wikipedia)

I 1096 besluttede paven, at alle kristne hver aften på kirkeklokkens signal skulle knæle og bede for det første korstogs succes. Selve skikken med at signalere, at nu skal der helt generelt bedes ved at slå disse bedeslag på klokken har sin oprindelse i forbindelse med et kristent projekt. I 1096 lancerede man ideen om det første korstog mod Jerusalem. Alle ikke-kristne skulle uddrives. Ved denne lejlighed besluttede paven, at alle kristne i hele den daværende kristne verden hver aften på kirkeklokkens signal samtidigt skulle knæle ned og bede for projektets succes. De mennesker, som dekretet nåede, har ganske sikkert knælet ned og rettet deres bønner mod Jomfru Maria, hvis beskyttende billede var at se på de kristne hæres bannere allerede fra 500-tallet. Det drejer sig selvfølgelig om Ave Maria-bønnen (englen Gabriels hilsen til Jomfru Maria ved bebudelsen). I dag kalder man denne klokke for Angelus-klokken efter ærkeenglen Gabriel. Den ringes morgen, middag og aften. Der indledes med tre gange tre bedeslag. I 1100-tallet (tidspunktet, hvor vi har Danmarks ældste klokker fra) lykkedes det at erobre Jerusalem med sværd og med bøn, men allerede i 1200-tallet mistede man fodfæstet igen. Som modtræk imod dette styrkede man fællesbønnen med klokken som akkompagnement. Alle, der deltog i bønnen, kunne nu få aflad. Denne aftenskik endte med at blive kendt som lovprisningen af Vor Frue med klokkeringning. Nogle klostre indførte da Ave Maria gange tre til klokkeringning under den samling til bøn, der kaldes prim. Prim er den klostertidebøn, som foregår klokken seks om morgenen. I 1326 gav biskoppen i Lausanne i Schweiz ordre til, at klokken skulle signalere aftenbønnen med tre slag inden bønnen. Det var en slags startskud, og så fik alle, der var med på bønnen, ellers hele 40 dages aflad! Dette spredte sig, og signalklokken med de første tre bedeslag, fik et kælenavn: Pardon i Frankrig, Ave Maria-klokke i England, og i Tyskland fik klokken navnet Betglocke,  bedeklokke. I 1300-tallet opgav man at generobre Det Hellige Land, men det betød ikke, at fællesbønnerne forsvandt. De muslimske hære var så småt begyndt at nærme sig den store kristne by Konstantinopel (Istanbul) østfra. Der blev føjet en fredagsbøn med klokkeringning til, denne gang ved middagstid. Bønnen var mindet om langfredagens trængsler, og i disse hårde krigstider blev denne middagsbøn dedikeret freden (Da Pacem). Da de muslimske hære omsider blev slået tilbage ved Beograd i 1456, gjorde paven i taknemmelighed bønnen til middagsbøn på alle ugens hverdage. Disse bønner blev i 1500-tallet ordnet i en samlet kategori kaldet Angelus-bønner og dedikeret Mariæ Bebudelse. Angelus-betegnelsen kommer fra åbningsbønnen: Angelus Domini nuntiavit Mariae. På dansk: Og Herrens engel sagde til Maria: Klokken skal nu indlede hver bøn ved at slå tre gange tre bedeslag, fulgt af endnu ni slag. De ni sidste slag symboliser englene, idet der er ni englekor i kristen terminologi. Paven gav hele 1500 dages aflad for at stimulere deltagelsen i bønnen. Man skal bede tre Ave Mariaer ved hver bøn. Det giver tre gange tre Ave Mariaer om dagen. Helt indtil 1939 var der stadig en pave, som var rede til at give aflad for denne aktivitet. Angelus-klokken blev på denne måde det mest indarbejdede signal i befolkningen i den kristne verden. Det er stadig sådan i den katolske kirke.
De sidste ni slag kan nu om dage også bestå af ringning med et ubestemt antal klokkeslag. Dermed kommer man faktisk meget tæt på den nordiske sædvane med ringning plus tre gange tre bedeslag til slut. I Norden gør vi af en eller anden grund det omvendte af, hvad man gør i resten af Europa. Automatiske ringeanlæg har også i Danmark bedeslagene indkodet under betegnelsen Angelus.
I den protestantiske kirke er bedeslagene vel egentlig blevet nyfortolket som symbol for Treenigheden, der jo også er et meget stærkt kristent dogme. Lidt for sjov kan man vel egentlig sige, at bedeslagene er gået lidt mere i den maskuline retning. Fra Maria-slag til Treenighedens slag. At vores bedeslag kommer til sidst, kan have noget med Reformationen at gøre. Naturligvis kunne man ikke have bønner, der udløste aflad (Martin Luther var jo imod afladsbreve og den slags), og naturligvis kunne man ikke bede alle de Ave Mariaer længere, som jo heller ikke hører sig til hos lutheranere. I den protestantiske del af Tyskland har man mange steder slet ikke bedeslag. Kun ringning. Kr. Dgbl.

Et godt øje
Den 20. oktober 1864 forefaldt et morsomt replikskifte i Folketinget. C. St. A. Bille sagde om Justitsministeren, at han vist ”havde et godt øje til pressefriheden så vel som til andre friheder her i landet.” Formanden udtalte da, at udtrykket var respektløst, hvorpå Bille sagde:
”Jeg bøjer mig for den ærede formands mening, og skal da erklære, at ministeren ikke har noget godt øje til pressefriheden;” og da denne udtalelse blev hilst med latter, tilføjede taleren:
”Jeg beder om undskyldning, hvis jeg har foranlediget nogen misforståelse. Jeg ønsker kun at sige det modsatte af, hvad jeg sagde før, da jeg af den ærede formand er blevet gjort opmærksom på, at hin tidligere udtalelse var utilstedelig.”    (Efter Vogel-Jørgensen)
Overraskende pointer
Før i tiden havde man pinebænken, - nu har man pressen.
Oscar Wilde

Rynker er arvelige, - forældre får dem af deres børn.
Helen Hayes

Vil du have succes, må du være på tæerne, - andres tæer.
Onassis

Vinter
Ingen lyde i den lille by
Fra små huse strømmer lyset ud
over snéen, der som hvide lagner
ligger let og blød i alle gader

Fodspor efter skridt – nu knirker snéen
under mine fødder, stille, ene
går jeg i krystaller, sne, der blinker
her, som gik jeg over tusind stjerner.

Ja, imellem tusind stjerners blink
går min fod med lette, bløde skridt,
mens mit hoved på én gang mærker
snéen og den fine, kolde luft.

Hør, hvor sødt det knirker mellem stjerner.
Jens August Schade

Amerika

Den danske multikunstner, Storm P. foretog en rejse til USA i 1919. Hans optræden i danske klubber var en succes, men han brød sig ikke om landet. Han skrev i sin dagbog: ”Amerika er et land for folk, som er flygtede. Alle her er flygtninge – her findes ingen hjem – kun nomadelejre. – Skyskraberne er i sandhed himmelråbende beviser på ukulturen. Kunst? Hvordan skulle et folk som amerikanerne kunne fostre kunstnere? – [de er] gennem generationer forråede og fordummede med plumpe sportsidéer om livet.”    

Møllesten og Paradis

I dag er det jo ikke så svært at blive enige om, at børnene er de vigtigste og bedste i vores liv. Vi næsten dyrker det barnlige, umiddelbare og tillidsfulde, som vi forbinder med barnet. Derfor er Matthæus evangeliet 18 om de små børn og Guds rige også et af dem, som på en måde taler lige ind i vores tid.
På én måde for der er to ting, som støder os væk.
Den første er talen om at hugge hånden af sig, hvis den forarger og rive øjet ud, hvis det forarger, få en møllesten om halsen og blive kastet i havet eller den evige ild.
Den andet er talen om den himmelske far, der altid har sine mindstes interesse for øje og endog har sat en skytsengel til at passe på dem og altid søger det fortabte.
Det første handler jo om, at fortabelse er mulig.
Det andet om at Gud er god på trods af alt det onde og grusomme, vi ser i verden.
Om fortabelsen og Helvede sagde den engelske forfatter C.S. Lewis, at Helvede er som et fængsel, hvor nøglen sidder indvendig. Hvis du ydmyger dig og anerkender Kristus som din frelser, så er det ligesom at dreje nøglen i fængslet om, og du træder frit ud, fundet og tilgivet.
Når der er mulighed for fortabelse, så hænger det selvfølgeligt sammen med Guds kærlighed. Han vil have tjenere, som bliver børn af huset, han vil ikke have slaver. Men fordi kærlighed kun er kærlighed i frihed, så har vi valget. Vi kan vælge ikke at ville have noget med Gud at gøre og opføre os på måder, som viser det. Guds kærlighed i dette spørgsmål ser vi dog er det stærkeste af alt. Han venter og lider for os.
Vi ser det i dåben og nadveren. I dåben får vi skæbne og fremtid med Kristus, som frelser os fra ondskab og død. I nadveren får vi syndernes forladelse, så vi kan leve med frit mod. Hans lidelse og død på korset og hans opstandelse er vores fremtid som døbte – og selvom vi igennem mange år er faret vild, så er han altid ude at lede efter os.
Det afspejler vores kirkeform. Vi glæder os over Casper Christensen og Peter Bastian kommer tilbage til Guds rige gennem dåben, selvom de har været hånlige og kritiske gennem mange år. Sådan burde det være i hvert fald. Det er Kristi ånd.
I det tidligere DDR havde kirken en stilling som modstandsbevægelse mod den totalitære socialistiske bondestat. Derfor regnede kirken med, at der efter ”Murens fald” i 1989 ville strømme folk tilbage til den. Der kom også nogle, men så gik der ifølge en præst i Luthers Erfurt, som jeg talte med, ”Den fortabte søn”-syndrom i det. Det betød, at når en gammel kommunist, der måske havde været helt på statens side og eventuel angiver, kom tilbage i kirken, så sagde de gamle kirkemedlemmer: ja, hvor var hun eller han, dengang det var svært og farligt. De var nogle feje og onde typer. Og folk der vendte tilbage til kirken mærkede det naturligvis og forsvandt igen. Ligesom den fortabte søns bror var forarget og kunne ikke gå i sig selv, da hans elendige bror vendte tilbage fra det fjerne.
Jeg så for mig, mens præsten fortalte historien, en hånd, der gjorde en hånlig affejende bevægelse mod de tilbagevendte eks-kommunister og de misbilligende øjekast, der under hvisken blev sendt mod de fortabte, der var fundet igen.
Det må vi også i vores kirke kæmpe med – det kæmper alle kirker med. Når Kristus til den bitre ende søger sine fortabte får, så skal vi også som hans kirke gøre det. 
Det andet vi skal forhold os til er jo, hvad vi mener med at Gud er god? Hvordan kan Gud tillade tsunamien i 2006, som kostede over en kvart million døde? Hvordan kan der være en Gud, når der er krige, hvor børn dør af giftgas, som i Irak under Saddam Hussein, hvor var Gud da den femårige pige blev kørt ned på Frederiksberg? Man kan selv tilføje alle de ting, som nedsænker en i mistillid og fortvivlelse og vantro. Der kan hverken være en Gud eller en god Gud, siger man.
Men det er for let. Hvis Gud er ond eller hvis der ingen Gud er, som har skabt verden god og menneskene gode, hvis alt er tilfældigt, hvorfra ved vi så det, der sker er ondt og uretfærdigt?
Det ved vi jo, fordi vi allerede er skabt med en forestilling om, hvad der er godt og retfærdigt. Det er kun derfor, vi kan se det uretfærdige og onde. Vi kan jo heller ikke se at en linje er skæv, hvis vi ikke kendte en lige linje.
I vore liv og samfund er godheden, retfærdigheden, kærligheden, tilliden mere grundlæggende end ondskaben, uretfærdigheden, hadet og mistilliden. Måske er vi overraskede over at måtte erkende det trods vores forargelse. Men når det er sådan, hvordan skal vi så se Gud?
Det kommer altså an på, hvilken synsvinkel vi lægger på vores liv – sagt på en anden måde skal vi stille os spørgsmålet, om vi er i Guds historie eller er Gud en del af vores historie?
Er det Guds vilje, som skal ske, skønt vi ikke kan forstå det og ikke skal dømme Gud. Eller er Gud en del af vores historie, som vi selv tilrettelægger så den passer med vores familie og arbejdsplads normer og om vi f.eks. politisk er socialdemokrater eller venstrefolk eller noget helt tredje og så så må Gud ligesom tage den plads vi kan undvære til ham i 2020 ifølge tidsånden?
Evangeliet er klar i talen. Vi er del af Guds historie og lige så afhængige af ham, som et lille barn er afhængig af sine forældre. Til gengæld så går Guds søn i sin kærlighed veje, som ingen andre går for os. Kristus døde på korset og tager os med til sit rige uden vi havde fortjent det. Han søger altid efter det fortabte uanset, hvor langt væk man er kommet og hans engle våger over selv den mindste af os.
Torben Bramming

Møder i Skallebækhuset
Tirsdage 10.00-11.30
12. januar Torben Bramming holder foredrag om Radulf og Cisterciensermunkene i Seem og Løgumkloster
23. februar Mogens Hansen om ”Skabelsesmyter i Biblen.”
9. marts Jørgen Bork Hansen holder foredrag om et lille sogns møde med besættelsesmagten. En fortælling om en usædvanlig alliance mellem et dansk sogn og en bataljon ungarske soldater, der var tvangsudskrevet til tysk krigstjeneste i Danmark under 2. verdenskrig.
Julesang i Kirken

I år afholdes ingen julekoncert i Seem Kirke, MEN søndag den 6. december kl. 16,00 holdes i stedet en times fælles julesang ved Seem Kirke. På grund af Covid-19 afvikles arrangementet udendørs ved kirkens våbenhus. Sognepræst Torben Bramming fortæller om sange og salmer, og organist Morten Bunk ledsager fællessangen. Kirketjener Gert Hollænder skaber stemning med levende lys på pladsen.
I tilfælde af dårligt vejr med blæst og regn aflyses arrangementet.
Alle er velkomne.             
     Menighedsrådet

Roagers unge blev konfirmerede i Seem
Før 1920 blev kun få børn konfirmerede hos den tyske præst i Roager. Man ville undgå berøring med tyskeriet, hvor man kunne. Det var derimod almindeligt, at børnene der fra sognet gik til præst i Ribe. I godt vejr kunne de gå derud, og i ondt vejr stillede gårdmændene vogne til disposition. Det var navnlig den residerende kapellan og sognepæst til Seem, pastor Olsen, som man tyede til. Selve konfirmationshandlingen foretoges i Seem Kirke søndag efter Påske, og den dag var der en hel folkevandring fra Roager til Seem. Roagers egen præst og de tyske myndigheder i det hele så skævt til dette forhold, men de stod magtesløse overfor det.
(Hans Kau: ”Fra Kampen mellem dansk og tysk.”)

Grænsehandel i Gelsbro
Marius Hansen, født 1890 fortæller: Jeg kom i købmandslære 1903 hos Peter Schmidt i Grønnegade. Han havde en filial i Gelsbro hos Juhler (huset er nedrevet). Der kom mange fra tysk side og handlede der. Der var nogle begrænsninger på, hvor meget kunderne måtte bringe over grænsen, vist fire pund mel ad gangen. Det vejede vi af i butikken i Ribe i pundsposer. Købmanden havde en karl derude et par gange ugentligt med en hest og vogn med varer, gerne med 25 pakker bygmel, 25 pakker hvedemel og 25 pakker sigtemel og resten af vognen fyldt op med flormel. Der skulle bånd om hver enkelt pakke. Så fik de sirup, eddike, rom, brændevin, cognac, gammelrom og petroleum. Kunderne fra den tyske side regnede i kilo og gram, så det lærte jeg tidligere end mange butikssvende her i landet. Karlen, der kørte, var Hans Klemmensen, der havde Mitte for vognen. Der var vist også en filial på Hømlund. Så sendte de en gang bud om, at de ikke havde mere petroleum derude. ”Kan du ikke cykle ud med en dunk?” sagde købmanden, ”du kan tage min cykel.” Men der blæste en slem vestenstorm, så det var ingen sag at komme derud, men bevar mig vel, da jeg skulle hjem. Der var ikke friløb på cyklen, så jeg væltede og fik skrabet huden af begge hænder, og når jeg trådte i pedalerne, slog den tomme dunk imod knæene. Jeg havde været dum nok til at tage den med retur. ”Du kunne også have kørt ordentligt,” sagde købmanden, da jeg kom hjem, men han sendte mig da over til stiftsfysikus Kjær på Torvet og fik behandlet sårene. Da jeg kom tilbage til butikken, blev jeg sendt op på loftet og skulle veje blåelse af i 5-øres pakker og bundte optændingspinde i 5-øres bundter. Jeg var hos Schmidt til 1907, hvor jeg var udlært. Kort efter faldt han død om.       (Telefoninterview 22/2 1987)

Julefortælling
Legenden om den fjerde Vismand
Alle kender fortællingen om de tre vise mænd, der kom og tilbad Jesus, som lå i krybben; men måske har du endnu ikke hørt om den fjerde vismand, ham som ikke nåede frem til krybben. Den historie skal jeg nu fortælle dig:
Fire magiere havde længe studeret himlens stjerner, sole og planeter i forventning om at se et tegn, der skulle give dem anvisning på, hvor og hvornår en stor og forunderlig konge skulle udgå fra Israel, thi ved hans fødsel skulle en ny og aldrig tidligere set stjerne åbenbares på himlen. De fire magiere havde besluttet straks at valfarte til denne konges fødested, når tegnet viste sig. De ville da bringe ham deres hyldest og ærbødighed.
Mens de fire ventede på, at tegnet skulle vise sig, solgte den fjerde vismand al sin ejendom, og for pengene købte han en safir, en rubin og en perle. Perlen var den kostbareste, hvid som nyfalden sne og strålende med en underfuld glans. Disse juveler skulle den store konge have som hyldest.
Langt om længe viste tegnet sig for magierne. Midt på himmelhvælvet strålede en ny stjerne med kraftigt lys, som ikke blændede øjet, men lå som en liflig glans hen over stjernehimlen.
De fire vismænd forsamledes og gjorde sig rejseklare til den lange og ingenlunde farefrie færd gennem øde egne og ukendte lande.
Allerede inden de fire traf sammen til afrejse, havde Artaban, som han hed, truffet på forskellige mennesker, som led under livets allehånde byrder og bekymringer. Han havde ikke hjerte til at ride forbi dem på sin kamel, men steg af og øste sin kærlighed og barmhjertighed ud over dem. Han kom alle de nødlidende til hjælp.
Rejsen gik langsomt, han indhentede ikke sine kolleger, for der var brug for ham alle vegne, og snart måtte han sælge safiren for at kunne udfylde sin gode gerning.
Da han langt om længe nåede frem til mødesteder, hvor de fire skulle forsamles, var de tre længst rejst videre gennem ørkenen.  Artaban håbede endnu på at kunne indhente de tre, men de fattige, syge og fortryktes skare hørte aldrig op.
Endelig nåede han frem til Betlehem, men for silde, som du nok allerede har regnet ud. Kromanden fortalte, at de tre øvrige magiere, Kaspar, Melchior og Balthazar for længst var rejst hjem ad en hemmelig vej, og selvsamme nat var det lille barn blevet taget op af sine forældre, som flygtede med det til Ægypten.
- Jeg vil følge efter kongen til Ægypten, sagde Artaban til sig selv og fortsatte sin vandring. Han havde nu solgt sin kamel og trak et æsel med sig, hvor hans klæder lå i en sæk på æslets ryg.
Årene gik, og endnu havde Artaban ikke fundet sin konge. Fra land til land gik han og alle vegne var der brug for hans barmhjertighed, og en skønne dag blev han nødt til også at sælge rubinen. Men den dyrebare perle bar han ved sit hjerte, den skulle den store konge have. Den konge, som han inderligt længtes efter.
Der gik 33 år, og en morgen nærmede Artaban sig Jerusalem. Hans ryg var krummet og hans skridt vaklende.
Det var just jødernes påskemorgen, han gik ind ad byporten, og store folkemasser vrimlede i gaderne. Der var en ophidset og trykkende stemning i byen.
- Hvad sker her? spurgte den gamle mand en forbipasserende. Svaret var, at en vis Jesus fra Nazaret skulle korsfæstes, fordi han påstod, at han var jødernes konge.
Jødernes konge? Den gamle mands hjerte slog stærkt. Han havde jo forsket i mange gamle skrifter og vidste, at den konge, han søgte efter en dag skulle komme til at lide meget og måske blive dræbt.
- Kongen er i fare. Guds veje er uransagelige. Jeg er ført af Gud til Jerusalem for at give den dyrebare perle til kongen, så den kan blive løsesummen for hans liv.
I det samme, han havde tænkt således, fangede hans øre et skærende angstskrig:
- Herre, min Gud, forbarm dig. Red mig. Og han fik øje på en ung pige, som af rå landsknægte blev drevet frem gennem gyden med ubarmhjertige slag af kæppe.
Pigen greb fat i den gamle mands kappe:
- Hjælp mig. Min far er død, og nu skal jeg sælges som slave for at betale hans gæld.
Der rasede en heftig strid i den gamle mands indre. Han skulle jo bruge sin sidste skat til at løskøbe sin konges liv, og han måtte ile for ikke at komme for sent.
Han tøvede dog ikke længe.
- Her har I løsesummen for den unge pige, sagde han med skælvende stemme og rakte perlen til de rå knægte.
I det samme bredte der sig et mulm over egnen, solen mørknedes, fuglene tav, og alt blev dunkelt. Der lød en ildevarslende rumlen, et jordskælv fik bjergene til at bæve, et lyn og et tordenskrald fik klipperne til at løsnes, så sten føg gennem luften. En af disse ramte Artaban midt i panden, så han faldt bevidstløs om. Døende og blødende faldt han til jords.
Mens han lå således, hørte han for sit indre øre en mild røst sige:
- Du har vist barmhjertighed. Du har mættet mig, trøstet mig, besøgt mig i fængsel. Du skal være med mig i Paradis.
- Hvornår har jeg mættet dig, Herre? Hvornår har jeg besøgt og trøstet dig?
- Hvad du har gjort imod en af mine mindste, har du gjort imod mig.
En glans af usigelig lykke bredte sig på den gamles ansigt, og hans sjæl forlod denne verden.
     (Efter fortælling af en munk fra Valamo Kloster)

Lidt om Landbrug
For 100 år siden dyrkede danske landmænd 3,2 mio hektar, i 2020 er hektartallet sunket til 2,7 mio. I samme periode er skovarealet i vort land vokset med 300.000 ha. – I 1920 høstede danske landmænd 1,8 tons pr. ha. I 2020 høster man 1,8 tons pr. ha. – Dansk landbrug producerer føde til 15 mio mennesker.              Efter Danmarks Statistik

 

Sprogbøffer fra patientjournaler:
Patienten var ved sit sædvanlige gode helbred indtil hans fly løb tør og styrtede ned.
Efter at patienten er ophørt med at ryge, er hans lugt vendt tilbage.
Patienten har slået venstre storetå, som næsten helt har løsnet sig. Personalet må ikke trække den af, da det gør ondt.
Fik dog besked om, at hjertet var i orden, men at hun skulle komme igen, hvis hun blev bevidstløs.
Patienten har mandolinstor prostata.
Dette er de patienter, der blev liggende på mit skrivebord.
Smerterne i ryggen viser sig, når patienten ligger udstrakt med begge ben på ryggen.
Patienten er gravid i 19. måned.
Patienten synes, at højre storetå hænger noget nedad sammenlignet med de andre fingre.
Afføringen har samme farve som dørene på afdeling 19.
Når hun føler sig træt, kan ansigtet drejes mod højre og stå der og ryste lidt.

Ørnetæppet
Det såkaldte Ørnetæppe, som blev svøbt om Kong Knud den Helliges knogler ved helgenkåringen i 1100 i Domkirken i Odense, er et vævet silketæppe af byzantisk oprindelse, udført i fornem kvalitet med ørnemotiver på purpurfarvet baggrund.
Tæppet er formodentlig skænket af hans dronning Edel, der i 1092 — efter mordet på Knud i 1086 i Sankt Albani Kirke i Odense — blev gift med Roger Bursa, hertug af Apulien. Ørnetæppet er i dag udstillet i Sankt Knuds Kirke. Motivet er taget op i nyere tid og forhandles som borddug. Dugen findes i private hjem, hvor den pryder mangt et middagsbord.    sm

Hvornår begynder et nyt år?

Vi svarer naturligvis den 1. januar, men sådan har man ikke al tid opfattet det. Forud for år 1300 kan man se i optegnelser, at man opfattede det nye år som begyndende enten den 25. december eller den 12. august. I andre verdens lande har adskillige andre traditioner gjort sig gældende. Endelig opererer vi tillige med et liturgisk årsskifte den 1. søndag i Advent.   (Bauers Kalender)

Gamle vaner
Det er vanskeligt at slippe af med indgroede vaner. Det er nu 250 år siden, at en kongelig forordning (20/10 1770) afskaffede følgende dage som helligdage: Helligtrekongers Dag 6/10, Kyndelmisse 2/2, Mariæ Bebudelsesdag 25/3, Skt. Hansdag 24/6, Fruedag 2/7, Mikkelsdag 29/9, Alle Helgensdag 1/11, Mortensdag 11/11 samt 3. påskedag, 3. pinsedag og 3. juledag. Alligevel spøger disse kasserede helligdage i adskillige sammenhænge i vores bevidsthed og vaner.          sm
Dyre nytårsløjer
Den 3. januar 1818 på Rådhuset i Ribe
Politiretten sat angående en uorden her i byen nytårsaften 1817 med skyden og kasten med potter. Det bemærkes, at denne sag ikke tidligere er bleven ført, da politimesteren har haft håb om, med hemmelige undersøgelser at få nogen oplysning i sagen; men da sådant hidtil har været forgæves, bliver den nu efter de fremkomne oplysninger at påkendes, og bliver da afsagt følgende
Dom: Da det ved Peder Jørgensen Wejens egen tilståelse er godtgjort, at han nytårsaften den 31. sidstleden har løsnet et geværskud ud for Hans Jørgen Hansens hus uden for denne bys Nørreport, og sådant er i strid med forordningen af 24. januar 1761 såvel som mod god skik og orden, har politimesteren desuden ved udtrommen og opslagne plakater samt indrykkelse i avisen har givet den fornødne advarsel, så kan han ikke undgå for dette sit lovstridige og øvrigheden trodsende forhold at blive anset efter foran citerede lovbud, men han bør endog betale noget til politibetjentene for deres ulejlighed med indkaldelsens forkyndelse i anledning af denne sag, hvilket for 17 personer ikke kan skønnes ubilligt, når denne sættes til 1 mark for hver, hvilket bliver 4 rigsdaler 1 mark. Thi kendes for ret: Peder Jørgensen her af Ribe bør for sit lovstridige forhold med at have løsnet et geværskud på gaden, bøde til denne bys fattigkasse 10 rigsdaler og desuden betale til politibetjenten 4 rigsdaler 1 mark, at efterkomme inden 3 solemærker (døgn) efter denne doms lovlige forkyndelse under lovens tvang.  Heilmann         (Uddrag af Ribe Politiret)
Sorg
C.S.Lewis, som skrev den populære serie om NARNIA, mistede tidligt sin hustru, og skrev i den anledning en lille bog om sin sorg. Heri står blandt andet:
Det er godt, at holde sine løfter til de døde, ligesom til alle andre; men det er ved at gå op for mig, at ’respekt for de dødes ønsker’ er en faldgrube. I går nåede jeg lige at holde mig selv fra om et eller andet ligegyldigt at sige: ”Det ville Helen ikke have været glad for. ”Det er ikke fair overfor de levende. Det kunne snart blive til, at jeg brugte udtalelser om, hvad Helen kunne lide og ikke kunne lide, som en dårlig undskyldning for at tyrannisere andre med præferancer, som mere er mine, end de er hendes.   (En sorgens bog)

Gamle kirkeskikke
Laura Smidt, som en gang boede på adressen Vesterlundvej 21, var født 1896, fortalte, at da hun skulle døbes, væltede vognen med forældre, faddere og barn i en snedrive, lige inden de drejede op ad Kirkevej. Noget derefter holdt moderen sin kirkegang, hvilket var en gammel skik. Når kvinder havde født, blev deres første kirkebesøg efter fødslen betegnet om ’indledning i menigheden’. Præsten modtog konen, som blev fulgt af et par veninder, i kirkedøren, hvor han holdt en kort tale, der blev sunget en bestemt salme, og kvinderne ofrede lidt småskillinger til præsten. Laura mente, at hendes mor havde praktiseret skikken som den sidste i Seem Sogn.
Efter gammel skik skulle man førhen tilmelde sig hos degnen, inden man ønskede at gå til alters. Degnen meddelte så præsten, hvor mange, der kunne ventes, hvorpå præsten kunne indvie netop samme antal oblater og en passende mængde vin. Altergængerne mødte så fastende til gudstjenesten (det gør vist enkelte endnu), og havde fået et æble med i lommen til at gnave i sig på hjemvejen, når de havde modtaget nadveren. Når man sad i kirken, måtte man ikke lægge benene over kors. (Det synes mange endnu er en uskik.)
Der er måske ikke så mange, der husker Laura længere. Hun gav en gang en større sum penge til hjælp for nødstedte familier i sognet. sm

Nyt fra Høm Vandværk
Høm Vandværk har fået en hjemmeside www.hoemvand.dk  Her kan man bl.a. finde takstbladet, vandværkets regnskab og ikke mindst et link til hjemmesiden Jupiter, hvor alle analyserapporterne er offentliggjort af de vandprøver, der er udtaget på Høm Vandværk.
Henning Nissen, kasserer

*
Byhornets læsere ønskes en glædelig jul
Og et fordrageligt nyt år
*

Jul

Ved lygtens skin, imellem får og stude
Blev Jesusbarnet født og svøbt i klude

Et æsel lagde ørene tilbage
Og hilste lydt den lilles første klage

Det var i Betlehem for længe siden
Og drengens ry er vokset stærkt med tiden

Hans fødselsstund er årets store time
Da festlys tændes, klokker kime

Men altid gennem juleaftens glæde
Jeg hører æslet skryde, barnet græde
 
     Henrik Pontoppidan

Skal vi mindes Johannes –

Den spøgefulde sætning bliver ofte udtalt, når man står for at føre en dram til læberne, og en tilstedeværende tilføjer gerne ” … han gik så tidligt bort.”
Her i landet er der digtet forskellige forklaringer på talemåden, men da den tillige findes i adskillige andre lande, må den have et fælles grosted. Den skulle stamme fra de to Johannes-dage i vores almanak. Den ene Sankt Hans den 24. juni og den anden evangelisten Johannes’ dag den 27. december. Når man så sad hjemme og drak i stedet for at gå til kirke, dulmede man samvittigheden ved at udtale ”Lad os mindes Johannes.”       sm

Mødestedet
Det meddeles, at Mødestedet har indstillet al virksomhed indtil nærmere meddeles.

 

Tab og sorg
C.S.Lewis mistede sin hustru og skrev ”En sorgens dagbog” om tabet. Heri står bl.a.: ”Fordi hun er i Guds hænder.” Men hvis det er tilfældet, så har hun vel været i Guds hænder hele tiden, og jeg har set, hvad de hænder gjorde ved hende her på jorden. Behandler Gud os pludselig mere blidt i det øjeblik, vi forlader vores legeme? I så fald hvorfor? Hvis Guds godhed ikke tillader ham at volde os smerte, så er Gud enten ikke god, eller også findes han ikke, for i det eneste liv, vi kender til, lader han os lide mere, end vi havde frygtet, og langt mere end vi kunne forestille os. Hvis Guds godhed tillader ham at lade os pine, kan han vel volde os lige så uudholdelige pinsler efter døden som før.

PRÆMIESPIL
August   September  Oktober
Sif Gabelgaard, 1. pr Jørgen Toft  Milan Andersen
Ulla Sørensen, 2. pr Bodil Bruunsgaard Peder Feddersen
Sara Jensen, 3. pr Louise Andreasen Ejvind Andreasen
Markus Jespersen, - Sif Gabelgaard Kaj Rath
Malene Sandberg, - Brian Ebsen  Malou Aagreen
Gitte Ebsen, -  Stage   Lasse Hansen
Erik Høegh, -  Rasmus Karkov Simon Vestergaard
Lene Vestergaard, - Ejnar Feddersen Gunnar Stokbæk
Dream Andersen, - Poul Erik Andersen Ellen Thomsen
Martin Kristensen, - Flemming Olesen Louise Andreasen
Stage, -  Jan Pedersen  Hans Blom
Jeanette Rönnpage, - Marianne Jepsen Jeanette Rönnpage
Gert Zornig, -  Henry Tønder  Mark Lakolk

November  December
Henrik Erichsen Jan Ryttergaard
Gert Zornig  Lilian Vestergaard
Jens P. Sørensen Louise Johansen
Nadja Jørgensen Bente Sørensen
Ane Germansen Martin Andersen
Søren Jørgensen Mette Mørk
Gitte Andreasen Louise Karkov
Hanne Krongaard Vibeke Nykjær
Svend Beier  Flemming Tang
Knud Vestergaard Silje Hansen
Rina Poulsen (Lund) Jeanette H. Pedersen
Verner Hansen Michael Petersen
Lisbet Jensen  Herdis Olsen

Om Luther
I en artikel i Ribe Stifts Årbog 2016 skrev professor Eberhard Harbsmeier: ”Vi er ikke Luthers papegøjer, og vi lever i en anden tid end Luther. Vi kan ikke bare overtage hans menneskesyn, vi skal være kritiske, men også lære af det på vor tids betingelser.”

Nyt fra idrætsforeningen
2020 vil nok blive husket for andet end fællesskab, hygge, sportsfest og høstfest.
Det har været et vanskeligt år for både spillere, trænere og ikke mindst bestyrelsen. Vi har været udfordret på mange punkter, men er kommet igennem, ikke mindst på grund af stor hjælp fra spillere, trænere, holdledere og alle de frivillige omkring klubben.
Fra bestyrelsens side skal der lyde en stor tak til alle omkring klubben. Spillere, trænere, holdledere, frivillige og alle sponsorer
Vi håber på at 2021 bliver et år hvor vi igen kan samles om aktiviteter i og omkring klubben
Vi ønsker alle en glædelig jul, samt et godt nytår
Ses i 2021
P.B.V. Stig Grønvold

 

Kirken er et hørested
Sidste søndag udfoldede jeg Martin Luthers tanke om, at mennesket på en gang er retfærdig og synder, i dag vil jeg indlede med to citater af en mand som blev opkaldt efter ham, nemlig Martin Luther King: ”Vi kan alle være kommet med forskellige skibe, men vi er i samme båd nu.” og ”Der er kun en ting som kan forvandle en fjende til en ven: kærlighed.” Dermed er vi jo ved kernen af evangelieteksten til i dag. Hvad citaterne betyder for os som kristne, kan vi se i de to tekster fra 5. Mosebog og Paulus brev til romerne. I den første tekst hører vi budskabet på et folkeligt niveau. Man skal huske, at Israels folk selv var slaver i Ægypten. Derfor skal man behandle fattige, fremmede og slaver godt – som man selv ville ønske at være blevet behandlet i Ægypten. Vi ser, hvordan dette er gået ind i Danmarks marv og ben som kristent land, når vi tænker på den gamle høstsalme ”Marken en mejet”, hvor der står det samme som i 5. Mosebog: ”Riv i marken let, det er gammel ret, fuglen og den fattige skal også være mæt.” eller som der stod i GT: ”Lad den fremmede, den faderløse og enken få, hvad der er tilbage.” Umiddelbart er det svært for en nutidsdansker at se, hvad det har med fjendekærlighed at gøre. En nutidsdansker, der er blevet vænnet til at aflevere ½-delen af sin indkomst til Velfærdsstaten. Vi har anonymiseret det princip 5. Mosebog taler om på godt og ondt. Men det handler jo om omgangen mellem mennesker: Hvis I kun elsker dem der elsker jer, d.v.s. gør noget for dem – sådan som demokratiet og alle styreformer med partier og klaner har tendens til, så opfylder man ikke Kristi lov. Eller hvis man kun hilser på sine brødre, dem man er enige med og ligner en, så er man heller ikke på Kristi vej. Som Martin Luther King sagde i sin berømte tale i Washington sommeren 1963: ”I have a Dream”: ”Jeg har en drøm om, at mine fire små børn en dag vil leve I en nation, hvor de ikke dømmes efter deres hudfarve, men efter indholdet af deres karakter.” Som mennesker er vi alle i samme båd, fordi vi alle er skabt i Guds billede: ”Ingen lever alene for sig selv og ingen dør alene for sig selv,” som Paulus sagde det. Men fjendekærlighed er ikke noget, som vi formår af os selv. Vi ved hvordan det gik tyskerpigerne efter 2. Verdenskrig, hvor de blev klippede skaldet, behængt med skilte og kørt rundt i byerne. Vi ser nu i vores krænkelsesbårne massedemonstrationer hadet i lys lue, selvom man råber en masse ord om retfærdighed. Og det er bare i Danmark. I Christian Jungersens roman ”Undtagelsen,” som går som film i biograferne lige nu, foregår handlingen på det danske center for dokumentation af Folkedrab. De fire kvinder, som arbejder med at beskrive disse drab, indvikles i en hadefuld intrige mod hinanden, hvor alle de mekanismer går i gang, som de egentlig er ansat til at advare imod. De selvgode danskere på kontoret, som spiser og køber bevidst U- lands varer og bæredygtigt, får revet masken fra ansigtet. De er ikke bedre selv. I en af de mange gode dialoger i bogen handler det om tyskerne, der påstod, de ikke vidste noget om drabene på jøderne, som mange sagde efter krigen, når de blev konfronteret med spørgsmålet af deres børnebørn. Men, siger en af personerne i bogen, sådan vil vores børnebørn også sige til os. Jeg kom med en flaske vin, for hvis pris jeg kunne have givet livsreddende vacciner til 22 afrikanere. Jeg ved det godt, men jeg vil ikke vide det, og de millioner af folk, der dør af sult og sygdomme, som for os er ufarlige p.g.a. medicin, dem vil vores børnebørn også spørge os om, jamen bedstemor: I vidste det da, og til den tid vil vores børnebørn selv være involverede i grusomme ting, som de bare skyder i baghovedet, fordi det er ubekvemt at tænke på, på sin rejse til fjerne lande eller når man kører i sin elbil. Kort sagt, siger moralen i Jungersens bog, så er vi ikke bedre eller værre end de, der var før os, og de der kommer efter os, alle er i samme båd og har samme kapacitet til grusomhed og had under de rette forhold, selv fire danske kvinder i tyverne og trediverne som er internationalt engagerede, venstreorienterede, u-landsfrivillige, der spiser økologisk og lever bæredygtigt, selv de går op i limningen under de rette forhold og hadet bryder ud. Vi kender det også fra kirkelige miljøer. Der kan være masser af samarbejdsvanskeligheder, dårligt arbejdsmiljø, konflikter, og folk der føler sig bedre tænker: Men hvordan kan det være, som præster og kirkeligt ansatte og menighedsråd, så skulle de jo være bedre end andre til at undgå det. Sådan er det ikke, og man kan tage første tekstrækkes ord fra Jesus for at forklare misèren: Hvorfor ser du splinten i den brors øje, men ikke bjælken i det eget. Første trin mod fuldkommenheden, som Jesus levede, er, da han for sine torturbødler, der korsfæstede ham bad: Fader, tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør. Derfor er erkendelsen af, at man er en arm synder, der selv har brug for Guds barmhjertighed, den tilstand man skal bede Gud om at komme til og ikke farisæerens, der stod og takkede Gud, fordi han ikke var som andre arme syndere, der stjal og ikke betalte skat og overholdt lovens bud. Det er kort sagt hver enkelt menneskes opgave at bede på den måde og få Guds hjælp til at forstå, at vi alle er kommet her med forskellige skibe, men at vi er i samme båd. Fjendekærlighed er altså ikke et politisk program, men en kamp, vi hver især skal kæmpe i lønkammeret og i vores eget liv. Gør man derimod næstekærlighed eller fjendekærlighed til et punkt på sit partis program, så ende det hele bare i ydre hykleri: Se, vi er bedre end jer, og så er man lige vidt! For det er man ikke. Derfor er kirken et ”høre-sted” fra gammel tid, hvor vi mennesker af vidt forskellig art kommer fra hvert sit sted, som vi er og erkender, at vi sidder her på samme præmisser, som syndere i samme båd og derfor har brug for at høre, hvad Kristus vil, at vi skal gøre. Kravet om fjendekærlighed er ikke udtalt af mig til dig, men til Gud af enhver af os. Han gik selv vejen, han var selv vejen, derfor siger han også til hver højmesse: spis mit legeme og drik mit blod til syndernes forladelse.

Amen.        T.B.

Skallebækhusmøder
Tirsdage kl. 10.00-11.30
15. september Torben Bramming: Hofmanden og Heksene
6. oktober Troels Pedersen: Hunde og hundetræning
24. november Søren Mulvad: Historien om Onkel Siegfried.
Alle er velkomne
Kirkebilen kører tlf. 3048 1760

Kirkegårdsvandring
Der indbydes til kirkegårdsvandring, hvor Søren Mulvad og Margrethe Jensen fortæller lidt om de forfædre, som ligger i gravstederne. Deltagerne er velkomne til at bidrage med yderligere oplysninger og historier. Mødested på Seem Kirkegård lørdag den 12. sept. kl 14.
Efter vandringen byder menighedsrådet en kop kaffe i våbenhuset.

De sønderjyske piger (Omslagsbilledet)

Da sønderjyderne i 1920 skulle stemme om landsdelens nationale tilhørsforhold, blev der ført en ivrig valgkamp fra ikke mindre end tre sider. Foruden de dansksindede og de tysksindedes valgindlæg, dukkede der enkelte pip op fra en gruppe, som erklærede sig som ”Slesvig -Holstenere,” som helst havde set en stat, bestående alene af de gamle hertugdømmer. Omslaget på dette nummer af BYHORNET viser et indlæg i propagandaen fra de dansksindedes side, nemlig et billede, der siden er blevet kendt som ”De sønderjyske Piger.” Om billedet fortælles, at Holger Drachmann besøgte steder og personer, der havde været vidne til krigen 1864. Denne tur gik forbi Sønderborg, hvor han gik en aftentur forbi Dybbøl Mølle og videre ud til Bøffelkobbel. Her standsede han ved et hus, hvor der i forhaven var en velholdt grav med to danske soldater, og han faldt i snak med husets unge datter. Senere samme aften skrev han et digt på sit hotel i Sønderborg.
Digtet kom med i bogen ”Derovre fra Grænsen,” der blev en stor succes. I digtet står verset:
De vog dem,
Vi grov dem
en grav i vor Have
lagde dem ved siden af alfar Vej
alle vore Blomster skal smykke deres Grave,
sønderjyske Piger, I forglemmer dem ej.
I 1879 fik en forlægger ideen til at illustrere digtet med et billede af de to sønderjyske piger. Det var to søstre, om hvem man sagde, at der ikke fandtes smukkere i byen. Det var en fotograf i Flensborg, der tog billedet af de to. Helga, som var den yngste, sad klædt i en dragt fra øen Føhr, og den ældre, Valborg, står iklædt en alsingerdragt. Billedet af De Sønderjyske Piger fik en overvældende udbredelse. Rygterne siger, at kong Christian 9. fik overrakt det første aftryk. Endvidere fik Kejserinde Dagmar i Rusland, som altid har været sønderjydernes ven, et billede i legemsstørrelse.
Den yngste af pigerne, Helga Marie Toft, døde i 1883 af tuberkulose, kun 22 år gammel. Helgas gravsten blev senere fjernet, men i 1992 blev der nedsat en komité, som ved et samarbejde mellem menighedsråd og forskellige fonde, rejste en mindesten over graven på kirkegården i Oversø lidt syd for Flensborg.    sm

De vog dem ...
Vog er datidsformen af det gamle verbum veje. Ordbog over det danske Sprog oplyser, at veje betyder 'fælde i kamp', 'dræbe'. Ordet tilhører det poetiske sprog og optræder kun sjældent i navnemåde og nutid. I litteraturen finder man talrige eksempler på ordet, fx Niels Ebbesøn … vog den kullede Greve, De jernklædte Kæmper opløfted deres Spær, Så vog de den Herre ved Fuldmånens Skær - og altså også De vog dem, vi grov dem. En Grav i vor Have.   sm

@
Tegnet herover, som på dansk kaldes ”snabel-a” er udviklet fra latin, et a blev skrevet ind i ”maven” på et d som en fiks forkortelse for ”ad”. Tegnet har mange kælenavne på andre sprog:
Engelsk: ”at” – ”strudel” – ”cyclone” – ”ape” – ”cabbage” m.fl Norsk: ”alfakrølle”
Svensk: ”kanelbolle”
Finsk: ”kattehale”
Fransk ”snegl”
Hollandsk: ”abehale”

MAYDAY og May Day
De to måder at stave det enslydende ord på afspejler to vidt forskellige betydninger. MAYDAY er et internationalt anerkendt ord, som nødstedte skibe sender ud i æteren. Ordet er en omdannelse af et fransk udtryk venez m’aider = kom og hjælp mig.
May Day betyder første maj og er datoen for arbejdernes dag i store dele af verden, undtagen i USA, hvor arbejdernes dag hedder Labor Day og ligger hvert års første mandag i september.   sm

Sprogbøffer i patientjournaler
På andendagen havde hans knæ det bedre og på tredjedagen var det helt forsvundet.
Storebroderen har meget ofte vejrtrækning. Egen læge mener han kan vokse fra det.
Klager over dobbeltsyn, har praktisk taget været til stede under hele indlæggelsen. Vi må tage røntgenfoto af anklerne.
Moderen er hjemmegående, men har dog gået i børnehave.
Patienten har brystsmerter, hvis hun ligger på sin venstre side i mere end 1 år.
Patienten har efterladt sine hvide blodceller på et andet hospital.
Patienten har klaret sig helt uden ilt i sidste døgn.

Julegaver
Der er endnu nogle få film og bøger i behold fra Arkivets tid. De sælges nu til fordel for BYHORNET.
Sognefilmen, optaget 1990. Del 1 (86 min) og del 2 (84 min) på én CD. Pris             120 Kr
Sognefilmen, optaget 1994, Del 3 (77 min) CD
Pris            60 Kr
Bogen ”Seem Sogn”, udgivet 1997, 242 sider. Pris  150 Kr
Bogen ”Suppevisk” 144 sider. Pris      80 Kr
Henvendelse til mulvadvarming@gmail.com

Med et smil
-  God dag, hr fiskehandler.
-  God dag, hr bankdirektør.
-  Hvad koster laks i dag?
-  200 kr pr kilo, hr bankdirektør.
-  Så vil jeg bede om et kilo, tak.
-  Det bliver lige 250 kr. tak.
-  Sagde De ikke 200 kr. pr kilo?
-  Jo, men vi har indført et ekspeditionsgebyr på 50 kr.
-  Her er en 500 kr. seddel
-  Vær så god, 200 kr. tilbage.
-  Det kan ikke passe?
-  Jo, vi har indført et vekselgebyr på 50 kr.
-  Farvel, hr. fiskehandler.
-  Farvel og tak, hr. bankdirektør.

Vort Liv
Vi er alle kaldede til at leve opofrende i og for næsten. Vi er definitivt kaldede til et liv i praktisk tjeneste og aktiv medfølelse. Troen på Treenigheden forpligter os på alle niveauer, fra det strengt personlige til det komplekst organiserede, at bekæmpe alle slags undertrykkelse, uretfærdighed og udnyttelse. I vor kamp for social retfærdighed og for menneskerettigheder handler vi udtrykkeligt i den hellige Treenigheds navn.    (Kallistos Ware: ”Vejen”)

Mødestedet aflyser alle arrangementer i 2020. Nyt program følger i næste nummer af BYHORNET.

 

Fantasy, en god bog
Philip Pullmann, forfatter til den spændende serie om Det gyldne Kompas, er undervejs med endnu en trilogi, Forestillinger om Støv. Andet bind, Det hemmelige Samfund udkom her i forsommeren på dansk, og tredje bind ventes med spænding af dem, der holder af fantasy-genren. I en seks-spaltet anmeldelse i Politiken den 21/5 får det nye bind alle gode ord med på vejen. Det er filosofisk fantasy, hvor der er skabt en verden med en skæv, gammeldags teknologi, magi og konspiration; ellers ligner jordkloden den, som vi kender i dag. Det er en bog for unge og voksne, som ikke har glemt at fantasere. Det er ingen børnebog. Prisen er lav i forhold til, at bogen er på henved 800 sider, men ret let læst, da linjeafstanden er åben. Trilogien kan kun anbefales.      sm

At stakke
Ved et privat selskab for nylig, kom Asger Rehers program fra TV på tale. Hans lektioner i sønderjysk blev omtalt, hvor han fortalte, at hans mor havde brugt at sige: ”Do ka’ ta’ en snøk-op o æ stakstej” til eftermad. Det fik en tilstedeværende sønderjyde til at mindes, at hun som barn var blevet spurgt ”Hæ’ do stakket?” i betydningen ”Har du været på potte.” Et opslag i den jyske ordbog bekræfter, at stakke betyder have afføring. Æ stakstej betyder altså ikke et sted, hvor gødningen stakkes op, men et sted hvor man opbevarer æ stakke, gødningen.         sm

Nyt fra idrætsforeningen
På grund af Corona er vi desværre nødt til at aflyse årets høstfest, men vi vender stærkt tilbage næste år.
På stadion har vi fået indviet de nye spillerbokse og måltavle. Det er blevet rigtig godt. Spillerboksene er sponseret af Blikkenslager Kristian Sommerlund og Varming Savværk. Montering og opsætning er udført af frivillige. Gravenissen har gravet kabel ned.
Bestyrelsen vil gerne takke alle der har givet en hånd med. Det er dejligt med opbakning.    P.B.V. Stig Grønvold

De pokkers kinesere
Kina er ved at udrydde oceanerne for liv. Fiskenet på højde med 3-etages huse og på størrelse med en fodboldbane slæbes hen over havbunden for at fange fisk og skaldyr, og i processen efterlades havbunden som en ødemark. Kina udrydder oceanerne for liv i store dele af verden. Havene omkring Kina er allerede tømt for fisk. Bundtrawling er effektivt fiskeri, og den enorme kinesiske fiskerflåde mætter det voksende marked for fisk og skaldyr i Kina, men skaderne de efterlader, er apokalyptiske.  Kr. Dgbl. 19/8 -20
PRÆMIESPIL
Januar   Februar  Marts
Berit Thomsen Sara Quist  Dorthe Nielsen
Villy Olesen  Dorthe Nielsen Søren Vestergaard
Svend Beier  Kirstine Christensen Elsebeth Mortensen
Hans Præstiin  Sara Jensen  Gerda Lagoni
Michael Petersen Britta Gammelgaard Jytte S. Jensen
Thea Imhof  Sif Hein Gabelgaard Elin Olsen
Søren Hein  Egon Møller  Lasse Højholt Pedersen
Birgitte Ebert  Eva Vind  Ulrik Germundsen
Henry Tønder  Iben Andersen  Gitte Ebsen
Verner Hansen Juna Thiesen  Jakob Karkov
Svend Beier  Sanne Skovby Jensen Erna Andersen
Ejnar Feddersen Roland Rasmussen Kathrine G. og Troels
Carsten Rask  Per Nørskov  Søren Mærsk

April   Maj   Juni
Ellen Thomsen Emma Andersen Marie K. Pedersen
Henrik Erichsen Rita Christensen Flemming Tang
Henning -?-  Johan Karkov  Ole Madsen
Hans J. Hansen Lena Andersen Mogens Hansen
Vicky Nørskov Kristian Sommerlund Oscar Karkov
Allan Sørensen Susan Bondig  Gert Zornig
Ejnar Feddersen Hanne Krongaard Oluf Christensen
Roland Rasmussen Janne Nielsen  Erling S. Pedersen
Johannes Mærsk Roland Rasmussen Flemming Knudsen
Lek Andersen  Søren Hein  Lasse Hansen
Sonja Mortensen Anni Nielsen  Robin Stokbæk
Carsten Rask  Lisbet Jensen  Svend Beier
Kasper Johannsen Bjarne Vind  Niels P.V. Nielsen
Nyt fra Seem Jagtforening
Som medlem i Seem Jagtforening er det muligt at deltage i sæsonens aktiviteter, og døren er altid åben for nye medlemmer. Vil du høre nærmere, er du velkommen til at kontakte formand Mogens Blom, tlf. 40424560 eller et af medlemmerne i foreningens bestyrelse.
Hvis du ønsker hjælp til at regulere krager eller mårhund, vil Seem Jagtforening også gerne være behjælpelig. Foreningen hører også gerne fra dig, hvis du har et brugbart terræn, som foreningen må bruge til en fællesjagt. 
Således ser arrangementskalenderen ud:
NYT: Agerhønsejagt: lørdag den 19. september kl. 10.00. Plads til 4 hunde og 4 skytter uden hund. Mødested: Hos Kristian Sommerlund, Nedervej 6, 6760 Ribe. Arrangementet er gratis. Tilmelding senest den 5. september til Kristian Sommerlund: mail@sommerlundblik.dk. 
NYT: Fællesjagt med Vester Vedsted Jagtforening i Vester Vedsted: fredag den 6. november kl. 13.30 ved Degnetoften, Kløvertoft 12, 6760 Ribe. Der er 10 pladser til Seem Jagtforenings medlemmer, som besættes efter først-til-mølle-princippet. Deltagelse er gratis og afsluttes med grillpølser. Tilmelding senest den 23. oktober til Kristian Sommerlund: mail@sommerlundblik.dk. Husk også eventuelt at tilmelde hund. 
Fællesjagt med påfølgende spisning af gule ærter lørdag den 28. november kl. 9.30. Der er 15 pladser til Seem Jagtforenings medlemmer og 10 pladser til Vester Vedsted Jagtforening, som besættes efter først-til-mølle-princippet. Herefter åbnes der op for tilmelding af gæstejægere, hvis der er frie pladser. Mødested: Hos Kristian Sommerlund, Nedervej 6, 6760 Ribe. Pris: 150 kroner. Tilmelding senest den 14. november til Kristian Sommerlund: mail@sommerlundblik.dk. Husk også eventuelt at tilmelde hund.
Fællesjagt lørdag den 9. januar kl. 9.30. Mødested: Hos Kristian Sommerlund, Nedervej 6, 6760 Ribe. Mulighed for deltagelse af gæstejægere. Pris: medlemmer 50 kroner, gæstejægere 100 kroner. Tilmelding senest den 26. december til Kristian Sommerlund: mail@sommerlundblik.dk. Husk også eventuelt at tilmelde hund.
Datoer for jagt på fællesjorden, på trækfugle og ræve,
Søndag den 6. september,
søndag den 20. september,
søndag den 4. oktober,
søndag den 18. oktober,
søndag den 1. november,
søndag den 15. november og
søndag den 29. november
Jagten er fri lørdag den 5. december-31. december.
I januar 2021 er jagt på følgende dage:
Søndag den 3. januar,
søndag den 10. januar,
søndag den 17. januar,
søndag den 24. januar og
søndag den 31. januar.

 

 

BYHORNET 137

En mærkelig tid

Det er en mærkelig tid Byhornet udkommer i. Vi ved ikke rigtigt om noget af det, vi planlægger kan gennemføres. Vi har f.eks. besluttet at udskyde årets udflugt til 2021, mens vi planlægger at holde møderne i Skallebækhuset som sædvanligt, selvom vi ikke ved om huset er købt eller solgt og til hvem. Vi skal have ny organist, da Lars Ole Mathiesen desværre har valgt ikke at forlænge orloven fra tidligere arbejde. Det har dog været en fantastisk tid med ham ved orglet. Han er meget dygtig, og man kan pinsedag høre ham en sidste gang i Seem Kirke.
Som noget nyt vil vi dog lave en friluftgudstjeneste om aftenen den 12. juli på Skovkirkegården, hvor vi vil nyde fuglesangen og de grønne enge ned mod Nips Å sammen med Guds ord og salmesang.
Det er vel i hele taget en tid, hvor man med god grund kan erindre Martin Luthers ord i forhold til fremtiden: Ikke at vide, hvor du går hen, er den rette viden om, hvor du går hen. Det skal ikke gå dig efter din forstand, men over din forstand, når du er i Guds hånd.
Det betyder kort sagt, at livet for den kristne er som et eventyr, der ender godt. Derfor hedder budskabet, som Jesus bragte da også et glædeligt budskab trods langfredag og kors og død.
Som I alle eventyr kommer der prøvelser, og de ser forskellige ud. Men der er altså både lys for enden af tunnelen og hjælp undervejs. ”Vi går i engleborg,” som Brorson skriver det i sin salme ”Jeg går i fare, hvor jeg går.”
Derfor skal vi ikke miste modet og fortvivle i disse tider, selvom vi aldrig rigtig har oplevet noget lignende – undtagen måske dem, som levede under 2. Verdenskrig.
Men vi skal som kristne mennesker i Seem Sogn tage den hjælp, som rækkes os fra Gud. Vi har lige overstået påsken, som endte med at Jesus opstod fra de døde – det er også vores fremtid. Vi går mod Kristi Himmelfartshøjtiden, der betyder, at vores borgerskab er i himlen og mod pinsen, der skænker os Helligånden med den tro og det håb, at vi altid har det bedste foran os.
Derfor skal vi huske at glæde os over det vi kan i disse dage – Guds gaver i naturen og i den opmærksomhed og hjælpsomhed folk viser os. Virkeligheden er jo ikke kun sygdom og økonomisk krise, der truer, isolation og ensomhed. Virkeligheden er også haverne der springer ud, børnebørn, der ringer, naboer, der taler over hækken lidt oftere end ellers – det er næsten nogle steder sådan at man er mere omkring hinanden end før, da den travle hverdag rev os ud i alle mulige hjørner af tilværelsen. Men de gode ting man oplever, er også virkeligheden og glæden over den kan ingen coronavirus tage fra os, for det er også gaver fra Gud.
Torben Bramming

Konfirmationen er flyttet til 21. juni kl. 10.00

Udflugten 2020 er aflyst pga. Coronaepidemien og udsat til 2021

Friluftsgudstjeneste
12. juli vil vi holde en friluftgudstjeneste mellem træerne på skovkirkegården kl. 19.30 ved Torben Bramming

Høstgudstjeneste 6. september kl. 10.00

Skallebækhuset, tirsdage 10.00-11.30
15. september Torben Bramming fortæller om hofmanden Albert Skeel og heksene i Ribe.
6. oktober Troels Pedersen, Varming, fortæller om hunden ud fra hans nye hundebog
24. november Søren Mulvad fortæller historien "Onkel Siegfred" af Frederik Poulsen.
Kirkebilen kører

Kirketider maj til september
SØNDAG 17. MAJ KL. 10.00 5. søndag efter påske, Torben Bramming, kirkebil
SØNDAG 24. MAJ 6. søndag efter påske. Der henvises til Domkirken
PINSEDAG 31. MAJ KL. 10.00 Torben Bramming, kirkebil

Juni
2. PINSEDAG 1. JUN Der henvises til Domkirken
SØNDAG 7. JUN Trinitatis KL. 10.00 Signe von Oettingen
SØNDAG 14. JUN 1. søndag efter Trinitatis Der henvises til Domkirken
SØNDAG 21. JUN 2. søndag efter Trinitatis - Konfirmation
KL. 10.00 Torben Bramming
SØNDAG 28. JUN 3. søndag efter Trinitatis Der henvises til Domkirken

Juli
SØNDAG 5. JUL 4. søndag efter Trinitatis Der henvises til Domkirken
SØNDAG 12. JUL 5. søndag efter Trinitatis NB 19:30! Frilufts gudstjeneste på kirkegården, Kirkebil Torben Bramming
SØNDAG 19. JUL 6. søndag efter Trinitatis Der henvises til Domkirken
SØNDAG 26. JUL 7. søndag efter Trinitatis Der henvises til Domkirken

August
SØNDAG 2. AUG KL. 10.00 8. søndag efter Trinitatis
Torben Bramming
SØNDAG 9. AUG 9. søndag efter Trinitatis Der henvises til Domkirken
SØNDAG 16. AUG 10. søndag efter Trinitatis Der henvises til Domkirken
SØNDAG 23. AUG 11. søndag efter Trinitatis Der henvises til Domkirken
SØNDAG 30. AUG KL. 10.00 Signe von Oettingen 12. søndag efter Trinitatis

September
SØNDAG 6. SEP KL. 10.00 Torben Bramming, kirkebil
13. søndag efter Trinitatis Høstgudstjeneste
SØNDAG 13. SEP 14. søndag efter Trinitatis Der henvises til Domkirken
SØNDAG 20. SEP 15. søndag efter Trinitatis Der henvises til Domkirken
SØNDAG 27. SEP KL. 10.00 16. søndag efter Trinitatis, kirkebil
Signe von Oettingen 

 

Alle dine synders nådige forladelse
Nadver og skriftemål ifølge Luther
Hvad ville Luther opnå, da han med reformationen gjorde op med Den Katolske Kirkes 7 sakramenter, herunder boden/skriftemålet.
Luther var helt sikker på, at konfirmation, vielse, sidste olie og præstevielse skulle ud; men skriftemålet ville han egentlig gerne have beholdt, og det forsvandt egentlig heller ikke ved reformationen. Det var kun skriftetvangen, og bag den tanken om, at præsten som kirkens repræsentant formidlede Guds nåde og skriftemålet som en fortjenstfuld gerning, som Luther gjorde op med. Selve skriftemålet stod derimod i høj kurs som en del af et kristent menneskes liv: At bekende sine synder og bede om Guds nåde og høre forkyndelsen af den.
Vi har faktisk stadig skriftemål i folkekirken som mulighed. Bagest i salmebogen er der et ritual for ”Fælles skriftemål forud for gudstjenesten.”
Man kan dog sige, at skriftemålet i vore dages kirke er blevet usynligt, fordi de ydre rammer - de fysiske og de vanemæssige og liturgiske - for størsteparten er væk. Men det finder alligevel sted - forskellige steder til forskellige tider. Det skal bare opsøges, aldeles frivilligt. Fx ved privat sjælesorg.
Når reformatorerne valgte at bevare skriftemål i tilknytning til nadveren, hænger det sammen med det sjælesørgeriske og pædagogiske anliggende, at i skriftemålet modtager den enkelte den personlige tilsigelse af syndernes forladelse, mens nadveren også på reformationstiden blev set som fællesskabets måltid.
Fastholdelsen af skriftemål ved nadveren kan bidrage til at understrege den individuelle og kateketiske i forbindelse med nadver. Få steder bruger særlige absolutionsgudstjenester. Her bliver den individuelle dimension, ofte gennem håndspålæggelse, forbundet med et fællesskab, der har gudstjeneste- eller andagtskarakter. Absolutionsgudstjenesterne kan være en måde at imødekomme behovet for det individuelle på.
Problemet ved brug af skriftemål i tilknytning til nadveren er, at det kan lede til den opfattelse, at man skal gøre eller bekende noget for at få syndsforladelse. Man skal gøre sig fortjent til syndsforladelsen og tilgivelsen, hvorved nadverens karakter af løfte og sakramente svækkes.
Ovennævnte er nok den væsentligste årsag til, at adgangen til nadver i dag er helt åbnet op, sådan at børn, ateister og mennesker med anden tro af sociale grunde kommer til at deltage i nadveren.
Hvilket reelt betyder, at man egentlig konverterer til kristendommen, hvis man altså troede på det!
Det er derfor væsentligt både at pege på sammenhængen mellem dåb og nadver (snævre ind), og at åbne nadver og nadverfejring, så man opfatter den som en selvfølgelig del af det at gå i kirke (åbne).
Kuriøst kan det nævnes at i mange år betød skriftemålet også indirekte udvidet statskontrol.
Kirkebøgerne var nemlig ikke det eneste sted, hvor sognepræsten holdt regnskab med sine sognebørns gøren og laden.
Tjenestefolk havde tidligere en skudsmålsbog, hvori præsten skulle bevidne, at tjenestefolkene ikke var gift, trolovne og havde opsagt deres tidligere tjeneste lovligt. Denne registrering af lovlige tjenesteforhold og private forpligtelser for tyende fortsatte i den skudsmålsbog, der med forskellige stramninger først blev ophævet med medhjælperloven af 1921.
Tyende og tjenestefolk kunne bevæge sig rundt fra sogn til sogn for at arbejde, og de kunne dermed undvige den kollektive erindring om deres moralske habitus i deres hjemsogn.
Derfor skulle præsten, når de forlod en tjeneste, bevidne, at de havde opsagt tjenesten lovligt, at de var frie og hverken trolovede eller viede i det pågældende sogn.

(Foto: Jan Rasmussen / Wikimedia Commons)

Dåb, nadver med prædiken fremhæves således på maleriet fra 1561 - fremstillet til alterbordet i Torslunde Kirke ved Roskilde. (Foto: Niels Elswing, Nationalmuseet)
 
Cranach den Ældres altertavle fra 1547, året efter Luthers død. Det er en trefløjet altertavle, hvor temaerne er dåb, nadver og skriftemål, og under de tre fløje er der et billede af Luther der i sin prædiken over for menigheden peger på den korsfæstede Kristus. Reformationens budskab, som Luther formidlede i ord og på skrift, har Cranach illustreret i billeder, så alle kunne se og forstå det.
Det nederste billede illustrerer frelsens grund i Kristus, som er prædikenens budskab, altså retfærdiggørelse af nåde alene ved tro på Kristus, som var det store stridspunkt mellem Luther og den katolske kirke
Billedet til højre i det trefløjede alter viser sognepræsten i Stadtkirche, Johannes Bugenhagen, der for øvrigt spillede en central rolle i organiseringen af den lutherske kirke i Danmark, i funktion som skriftefader. Sædvanligvis forbindes skriftemålet med den katolske kirke, men Luther holdt altså fat i det, om end ikke som et egentligt sakramente, mens det fortsat i Den Katolske kirke er et af dens syv sakramenter.
     Hans Krab Koed
(Indlægget er skrevet på redaktørens opfordring. På salmenummer-tavlerne i Seem Kirke ses, at skriftemål har været praktiseret indtil vor egen tid.)

Fra Bibelen
[Jesus sagde:] ”Det, der kommer indefra gør Mennesket urent. Det er inde fra hjerterne det onde kommer: Beslutningerne om ulovlig sex, tyveri, mord, utroskab, grådighed, ondskab, bedrag, mangel på selvkontrol, misundelse, fornærmelser, nedladenhed og dumhed. Al den slags ondskab kommer indefra og gør mennesker urene.”
(Markus, kap. 7)

Postvæsen og porto i Sønderjylland i den statsløse tid
Ved fredsslutningen efter den første verdenskrig, bestemte Versailles -traktaten, at visse områder af det tidligere tyske kejserdømme ved folkeafstemning skulle tilkendegive, til hvilken stat de ønskede at høre. Disse områder blev formelt lagt ind under en international overgangsadministration, (kaldt C.I.S. = Commission Internationale de Surveillance du Plèbiscite Slesvig) indtil folkeafstemningen havde fundet sted, og områderne blev overført til de nye magthavere. Slesvig og Holsten, de tidligere hertugdømmer, blev inddelt i afstemningszoner, hvoraf den nordligste af disse som bekendt stemte sig til Danmark.
Fra den 10. januar til den 17. juni 1920 var området formelt statsløst, og overgangsadministrationen var ansvarlig for politimyndighed, toldvæsen, postvæsen med mere. Der kom det synlige resultat ud af det, at der udsendtes særlige frimærker med teksten Plebiscit, som ikke betegner et geografisk område, men betyder Folkeafstemning. (Fra latin Plebs = Folk)
Frimærkerne blev tegnet af August Carstens (død 1971), som måtte indlevere adskillige forslag, inden de blev godkendt. Mærkerne blev trykt i tilsammen 40 millioner eksemplarer. Det var rigtig mange, men dels skrev man den gang hellere et potskort, end man ringede op pr. telefon, og dels regnede man med et kraftigt salg til frimærkesamlere. Det kom også til at slå til. Værdierne var angivet i mark og pfennig, og der udsendtes fjorten forskellige værdier.
Mærkerne blev trykt og i løbet af én dag pakket og afsendt pr. krigsskibe fra trykkeriet i København til de lokale postkontorer i afstemningsområdet. Frimærkesamleres iver efter at gøre indkøb har gjort, at mærkerne ikke er specielt værdifulde i dag. Dog med en undtagelse: En del mærker fik et sort stempel ”C.I.S.” og blev brugt af kommissionen, men kun få af dem kom i brug. Derfor er kuverter med netop disse, afstemplede mærker ret dyre i dag.
Afstemningen i den nordligste zone gav 72,2 % danske stemmer, og i den sydligste zone gav det 80,2 % tyske stemmer. Byen Flensborg viste 75,2 % tyske stemmer.
Den 5. maj rykkede dansk militær og toldvæsen ind i det, der siden kaldes Sønderjylland, og fra 28. maj kunne beboerne her købe Plebiscit-mærker med værdiangivelse i kr. og øre. Disse mærker blev trykt i et oplag på ni millioner og er heller ikke sjældne. Danske frimærkesamlere gjorde fordelagtige handler, idet kursen på tyske mark faldt fra 88 øre til 22 øre i perioden. En kuvert som vist på omslaget af dette nummer af BYHORNET handles typisk for små 200 kr., mens de nævnte C.I.S.-overstemplede på kuvert og med afstempling kan gå op i  4-5.000 kr. Man skal dog ikke kassere sine mærker på grund af værdiens ringe størrelse, de er et historisk vidnesbyrd som i sig selv er værd at bevare.    sm
(Efter Sønderjyske Årbøger 2009)

En episode ved den gamle grænse
En mand fra Sønderjylland havde købt et grisehoved i Ribe. Det skulle der koges sylte af. Da han kom til toldkontrollen på Hømlund, blev han vist tilbage, da der var forbud mod indførsel af svinekød til kejserriget. Han ville så liste bag om toldstedet, men blev grebet af en dansk grænsegendarm. Der var smitsom svinepst i Tyskland, og han fik derfor ikke lov til at tage hovedet med ind i Danmark igen. Manden lagde grisehovedet i grænsegrøften, hvor hhv en tysk og en dansk gendarm holdt vagt over det. Her lå det nogen tid og begyndte at lugte fælt. Det endte med, at kredsdommeren fra Toftlund og dommeren fra Ribe mødte og stod og kiggede på, at en arbjedsmand gravede hovedet ned i grænseskellet. Efter begravelsen fik de en kaffepuns i Hømlund Kro.    (Efter lærer Jespersens optegnelse.)
Gamle danske mål
Målesystemet, som vi bruger her til lands har været i brug hen ved 150 år. Alligevel hører man ofte ældre målbetegnelser brugt. Her følger de gamle mål: Stykmål:
1 par = 2 stk.
1 deger = 10 stk.
1 dusin = 12 stk. eller 1 tylt / tylvt = 12 stk.
1 snes = 20 stk. eller 1 stieg = 20 stk.
1 tømmer / zimmer = 40 stk. = 4 deger
1 skok = 60 stk. = 3 snese
1 ol = 80 stk. = 4 snese
1 gros = 144 stk. = 12 dusin
1 ring = 240 stk. = 4 skok.

Længdemål:
1 favn = 188,31 cm
1 alen = 62,77 cm
1 fod = 31,385 cm
1 tomme = 2,615 cm
1 linje / strå = 0,218 cm
1 skrupel = 0,018 cm
1 kvarter = 15,693 cm
1 håndbred = 7,846 cm
1 fingerbred = 1,962 cm
1 bygkorn = 0,490 cm

Kvadratmål:
1 kvadratfavn = 9 kvadratalen (3×3) = 3,546 m²
1 kvadratalen = 4 kvadratfod (2×2) = 0,394 m²
1 kvadratfod = 144 kvadrattommer (12×12) = 0,0985 m²
1 kvadrattomme = 144 kvadratlinier = 6,8406 cm²
1 kvadratlinie = 0,06 cm²
Rummål:
1 kubikfavn = 27 kubikalen = 6,6776 m³
1 kubikalen = 8 kubikfod = 0,2473 m³
1 kubikfod = 1728 kubiktommer = 0,0309 m³
1 kubiktomme = 1728 kubiklinier = 17,882 cm³
1 kubiklinie = 10,360 mm³
Vægt:
1 ort = 1/10 kvint = 0,5 g
1 kvint (efter 1861) = 10 ort = 5 g
1 unse = 1/16 pund = 2 lod = 31,25 g
1 lod 1/32 pund = 15,625 g
1 mark = 1/2 pund = 250 g
1 pund (skålpund) = 100 kvint = 16 unser = 500 g
1 bismerpund = 12 pund = 6 kg
1 lispund = 16 pund = 8 kg
1 centner = 100 pund = 50 kg
1 skippund = 20 lispund = 320 pund = 160 kg.

For at gøre forvirringen fuldkommen har der været forskellig tradition for, om man indenfor et håndværk talte om hhv engelske, svenske eller danske måleenheder.

Tungen lige i munden
Jakobs brev, kap. 3
Vi lægger bidsler i munden på hestene for at få dem til at adlyde os. ... Tungen er kun en lille del af kroppen, men den kan prale af en stor magt. En lille flamme kan sætte ild til en stor skov, sådan en flamme er tungen. Som en verden af ondskab sidder den imellem andre dele af kroppen og sviner det hele til. Den får hele livet til at brænde med den helvedes ild, den selv er tændt af. Alle andre skabninger kan tæmmes af mennesket, og det er de også blevet: rovdyrene, fuglene, krybdyrene og fiskene; men menneskets tunge er der ingen, der kan tæmme. Den er altid ond og fuld af dødbringende gift. Det er med tungen vi hylder Gud, vores far, men vi bruger den også til at forbande andre mennesker med, selv om de er skabt, så de ligner Gud. Fra munden strømmer der både velsignelser og forbandelser, men sådan skal det ikke være, ... Der kan ikke komme både frisk og udrikkeligt vand fra samme kilde. På figentræet vokser der ikke oliven, og der gror ingen figner på vinstokken. ...
Hvis I er kloge og indsigtsfulde, så vis det ved at leve et ordentligt og ydmygt liv. Men hvis I er misundelige, bitre og egoistiske, har I ikke noget at prale af, og hvis I gør det alligevel, fordrejer I sandheden. Det har ikke noget med guddommelig indsigt at gøre. Den slags er jordisk, dæmonisk og rent menneskeligt; for egoisme og misundelse skaber uro og ondskab. Den guddommelige indsigt er først og fremmest ren, den gør os fredelige, imødekommende og venlige. Den fylder os med hjælpsomhed, får os til at være upartiske og ærlige. Hvis vi arbejder for fred, bliver vi belønnet for det med Guds anerkendelse. Han vil sørge for, at det går os godt.

Klima
Fra et udateret avisudklip citeres: I år 1172 var vinteren så mild, at træerne grønnedes i januar og fuglene rugede i februar.
1241 stod frugttræerne i fuld blomst i marts måned.
1269 og 1289 var ingen nattefrost hele vinteren.
1421 blomstrede frugttræerne i marts, og man kunne plukke modne stikkelsbær.
1538 stod træerne i fuldt løv i december.
1585 var der modne aks på kornet i februar.
1538, 1607, 1617, 1650 og 1659 var hverken sne eller frost.
1836 plukkede man udsprungne tusindfryd i Skåne i februar.
Der er altså vidnesbyrd om, at klimaet også somme tider i tidligere tider har slået nogle uberegnelige sløjfer.    sm

Udateret udklip fra Vendsyssels Tidende 1912

Jens Nissen
Jens Nissen, Hømlund, der som meddelt blev arresteret i Toftlund, fordi han, der bor nord for grænsen, havde hentet tørv i sin englod på den anden side af grænsepælene.
Der var tale om, at sagen skulle blive genstand for diplomatiske underhandlinger, idet Nissen gennem det danske udenrigs-ministerium ville søge erstatning for indespærringen. I ministeriet kender man dog ikke noget dertil. Det viser sig, at grunden til, at det varede så længe, før Nissen blev løsladt var, at de tyske myndigheder havde glemt ham.
Da hans kæreste spurgte, om han ikke snart kom fri, kom man i tanker om ham, og han blev straks løsladt.

Hjælp Forsamlingshuset/Idrætsforeningen
Første etape: Forsamlingshuset og idrætsforeningen har et stort ønske om at få bygget en multihal. Sidder der en/flere derude, der kan tegne hallen og regne ud, hvordan det kan ligge på grunden, vil vi meget gerne have noget hjælp. Der skal laves udregninger på økonomien i dette projekt.
Anden etape: Ser første etape fornuftig ud, mangler der tovholder samt personer til fondssøgning.
Kunne dette have interesse, hører vi gerne fra dig.
Kontakt: Tom på 6048 9722 eller Kathrine på 6048 9721

Hvad mener du?
”Det er op ad bakke,” sagde en forretningsdrivende, da jeg op imod jul spurgte, hvordan det gik med salget. Jeg forestillede mig straks, at salgstallet var stigende og var glad på hans vegne. Det viste sig bare, at han havde ment, at det gik tungt og trægt med salget. Det var som at gå op ad en stejl bakke. - Hvis jeg havde spurgt til en syg person og fået at vide, at ”det går ned ad bakke med helbredet,” ville jeg ikke være i tvivl om, at personen var døden nær. - Der er altså en udbredt forvirring omkring udtrykkene. Hvornår går det godt og hvornår går det ringe? Det synes at være et forvirrende udtryk, eller er der en generationsforskel i ordbruget? Lad hellere være med at bruge frasen, den kan let misforstås.     sm

Kongen kommer
Når Kongen rider over Grænsen vil visse Vejstrækninger være afspærret for Vognkørsel. Der åbnes igen, når Kongen har passeret den hidtidige Grænse og de stedfundne Højtideligheder er afsluttede. Kun Vogne, hvis Passagerer er forsynede med det af Statsministeriets Komité udstedte Legitimationskort vil kunne passere disse
Vejstrækninger.     (Ribe Stifts Tidende, 9. juli 1920)

Hvem bor i husene?
Der ligger en lang beskrivelse på internettet af, hvem der ejer og har ejet boligerne i Seem Sogn gennem de sidste 200 år. Listen mangler at blive opdateret.
Vil du være venlig at kigge på www.seem-kirke.dk under ejendomshistorie. Hvis du har supplerende oplysninger, vil de blive modtaget og indført hvis du sender en mail til mulvadvarming@gmail.com – på forhånd tak.    sm

Sprogbøffer fra patientjournaler.
Patienten har lidt af depressioner, lige siden hun begyndte at konsultere mig i 1989.
Vi vil fortælle moderen, at hun kan kighostevaccineres, når hun vejer 4 kg.
Da han kommer fra København, har han ingen børn.
Da hun besvimede, rullede hendes øjne rundt i rummet.
Huden var fugtig og tør!
Hun er følelsesløs fra tæerne og nedefter.
Patienten bor sammen med sin mor, far og kæle-skildpadde, som p.t. er i dagpleje 3 gange om ugen.
Patienten er en 79-årig enke, som ikke længere bor sammen med sin mand.
Patienten fik amputeret en tå på venstre fod for en måned siden. Han fik også amputeret venstre ben over knæet sidste år.

Dannebrog
Om Dannebrog jeg ved,
Den faldt fra Himlen ned
står der i den blodtørstige vise om Den tapre Landsoldat. Det er også rigtigt nok. På stedet, hvor flaget faldt ned, står et af Europas grimmeste monumenter, et klodset og grimt jernuhyre med Dannebrog påmalet. – I samme vise står også
Ingen anden Fane har som den sit eget Navn!
Og det er lodret lyv, hvad forfatteren nok godt vidste. Både den franske fane Trikoloren, USA's fane Stars and Stripes og Englands Union Jack har egne navne. Måske findes endnu flere.
Imidlertid er Danmark et af få lande, der har et flagreglement. I mange lande hejser man flaget om foråret og så falder det ned om efteråret, når snoren er mørnet. Her til lands anses det for en fornærmelse mod flaget at lade det blive oppe efter solnedgang. Danmarks-Samfundet har udgivet en pjece på 30 sider med de ret komplicerede regler for flagning, der gælder her til lands.   sm

Nyt fra idrætsforeningen
På grund af Corona er alle aktiviteter indstillet. Vi glæder os til at vi igen kan komme i gang, både i bestyrelsen, og også på banen
Årets sportsfest er desværre også aflyst, men vi vender stærkt tilbage næste år
P.B.V. Stig Grønvold

BYHORNET 136

Giv Gud, hvad Guds er og kejseren hvad kejserens er
Vores statsminister sagde fornylig i en tale, at Gud og Allah har vigepligt i forhold til vores verdslige samfunds love. Jeg ved godt, hun kun i religionslighedens navn tog den kristne gud med, for hendes ærinde var at sætte grænse for islams sharialove, som breder sig mange steder i landet.
Men det var uforstandigt at tage den kristne Gud med, for vores grundlov og samfund bygger jo på kristendommen, ikke bare gennem Jyske lov og Danske lov og Grundlovens bestemmelser om, at vores statsoverhoved skal være medlem af den lutherske folkekirke, men også i det vi kender som adskillelsen mellem religion og politik, som når Jesus siger: Giv Gud, hvad Guds er og kejseren, hvad hans er.
Vores samfund bygger på, at der ikke skelnes mellem rene og urene mennesker, dyr, mad, drikke, fordi Jesus sagde, at alt var rent og alle mennesker er rene. Vores samfund bygger på, at den uskyldige skal beskyttes i retssager, så det er bedre at ti skyldige går fri end en uskyldig dømmes, for Jesus sagde; den der er ren skal kaste den første sten. Det bygger på Jesu ord om, at vende den anden kind til, ikke dømme, for ikke selv at blive dømt, ikke være hykler, tilgive – for Jesus sagde selv om sine bødler: tilgiv dem for de ved ikke hvad de gør.
Alle de ting er ikke noget det moderne demokrati har opfundet, men er piller det står på. Fjern dem så det hele falder sammen i totalitært diktatur som i Kina eller i lovreligion som på nogle steder på Nørrebro og i Iran – hvor tro er sandelig ej på hvad som helst, som Grundtvig siger. Men hvad er tro? Paulus siger, det er på noget vi ikke ser, Gud er en usynlig magt for os mennesker.
Det betyder, at vi er en del af Guds historie. Det er klart, at vi ikke kan se ham og fatte ham. Det svarer jo til, at Klods Hans i H.C. Andersens eventyr, sagde til prinsessen. Jeg tror ikke, der er nogen, som har skrevet historien, hvis ikke jeg kan se forfatteren, og han kunne være kravlet op på slottets højeste spir og kigget op i himlen eller gravet en dyb minegang eller fabrikeret en undervandsbåd og han vil aldrig have kunnet se H.C. Andersen.
Men det betyder jo ikke, at H.C. Andersen ikke har skrevet eventyret. Der ville slet ikke være noget eventyr om Klods Hans uden ham, og kender man H.C. Andersen så godt, som vi gør, så står hans navn ikke alene på omslaget af bogen, men på hver side også mellem linjerne. På den måde er den kreative forfatter et godt billede på Gud.
Vi er skabt i Guds billede og kan selv skabe samfundsformer, og netop i sammenligningen med forfatteren, der skaber en historie, forstår vi, at tro afgør, hvilken samfundsform vi skaber. Men der er et godt budskab til os kristne som ingen andre har: Forfatteren optræder selv i sin historie, for at vise os, hvad vi er del af, så vi ikke fortvivler, når vi møder modgang eller tror, at alt afhænger af os.
Derfor viser Gud sit ansigt i hans søn, der bliver født som et menneske, lever som menneske, dør som menneske, opstår trods langfredag på påskemorgen. Jesus er den usynlige Guds billede, som viser at den dybeste sandhed om universet er mere liv, mere tilgivelse, og en kærlighed, der overvinder alt. Det lyder som et eventyr, et sagn fra gamle dage – men det vidunderlige budskab er, at det er vores virkeligheds grund på trods af os – ikke på grund af os. Ikke på grund af tjenerne, men på grund af herren står huset.
Det er derfor Kristus fylder så meget i vores tro, at vi kalder den kristendom – læren om Kristus. Han er skaberen af det synlige og usynlige, han er frelseren og forsoneren, vinduet ud mod og døren ind til Guds rige. ”Den der har set mig har set Faderen”, siger Jesus til disciplen Thomas i Johannesevangeliets 14 kapitel, ”og fra nu af har I set ham og kender ham”. Så tro er ikke på hvad som helst, men tro er, at vi i medgang og modgang, liv og død har Guds nåde. Troen på Gud er troen på Kristus, og derfor er det også forkert at tro, at muslimer, kristne og jøder og ja alle andre, der tror på en gud, i virkeligheden har den samme Gud.
For dette udsagn flytter troen over til noget, som er vores indsats. Vi laver sammenligningen. Vi siger: Nå, ja, vi er alle mennesker og den enes gud kan vel være lige så god som den andens, lad os ikke tale mere om det, men lade alle blive salige i den tro, de nu har.
Dette gudssyn går ud fra mennesket og tanken skaber en Gud, som ikke findes andet end i fantasien. Dermed bliver vi frataget det glædelige budskab, for vi ved jo godt, at vi ikke kan overvinde døden ved egen kraft.
Hvis Kristus er Guds søn, som der står på hver side af Bibelen, enten på eller mellem linjerne, så er det ham vi skal samle vores tanker hos, hvis vi skal leve med frit mod i medgang, modgang og undergang.
Brorson gamle julesalme ”Mit hjerte altid vanker”, fortæller i første vers, hvordan han samler sine tanker i deres hovedsum i Jesu føderum og Grundtvig skriver, at vi skal gå med stille sind som hyrderne til barnet ind – dvs. som unyttige tjenere, der ikke på nogen måde er budskabet eller målet i sig selv, men som har fået lov til at opleve en stor nåde, der vil bære dem altid.
Derfor har vi da også korset hængende midt i koret, som fortæller os at den Gud som skabte alt, giver sit liv for os, for at vi kan leve med ham i hans rige. På altertavlen ser vi i midten Kristus ved nadveren, hvor han skænker os syndernes forladelse – altså den glæde, at vi trods det onde, vi gør, altid er Guds børn. Rundt om på altertavlen står figurerne af de 12 disciple – de står som unyttige tjenere, som blot gik ud i verden og forkyndte det, deres Herre havde befalet dem – for så derefter at kunne sætte sig ved hans bord.
De forkyndte det som deres Herres budskab og ikke som noget de selv havde fundet på. De sagde ikke til vore forfædre: det er lige meget om I tror på Kristus eller Odin, ligesom vi ikke siger til vore muslimske asylsøgere og flygtninge, at det er lige meget, om de tror på Kristus eller Allah – nej der er i Kristus en himmel til forskel, som et bånd der løses op, en dør der går op til befrielsen fra død og mørke og fører os ind i lyset i Paradis.
Det er med troen på ham, at vi har bygget vores samfund – et samfund, hvor han ikke skal vige for noget, men hvor vi skal se os som unyttige tjenere.
      Torben Bramming
Kirketider i Seem Kirke
Februar
Søndag 2. februar. Der henvises til Domkirken
Søndag 9. februar. Septuagesima. Kl. 10.00. Torben Bramming
       Kirkebil
Søndag 16. februar. Seksagesima. Der henvises til Domkirken
Søndag 23. februar. Kl. 10.00. Fastelavn. Torben Bramming. Kirkebil

Marts
Søndag 1. marts. 1.s. i fasten. Der henvises til Domkirken
Søndag 8. marts. 2.s. i fasten. Der henvises til Domkirken
Søndag 15. marts. kl. 10.00. 3.s. i fasten. Signe von Oettingen.         Kirkebil
Søndag 22. marts. Midfaste. Markering af Bibelens udgivelse
   på hverdagsdansk. Der henvises til Domkirken
Søndag 29. marts. kl. 10.00. Mariæ bebudelsesdag. Torben         Bramming. Kirkebil
April
Søndag 5. april. Palmesøndag. Der henvises til Domkirken
Skærtorsdag 9. april. Der henvises til Domkirken
Langfredag 10. april. kl. 10.00. Torben Bramming. Kirkebil
Påskedag 12. april. kl. 10.00. Torben Bramming. Kirkebil
2. påskedag 13. april. Der henvises til Domkirken
Søndag 19. april. 1.s.e. påske. Der henvises til Domkirken
Søndag 26. april. kl. 10.00. 2.s.e. påske. Konfirmation
    Torben Bramming,  Kirkebil
Maj
Søndag 3. maj. 3.s.e. påske. Der henvises til Domkirken
Store bededag 8. maj. Der henvises til Domkirken
Søndag 10. maj. 4.s.e. påske. Der henvises til Domkirken
Søndag 17. maj. kl.10.00. 5.s.e. påske. Torben Bramming
       Kirkebil
Kristi himmelfartsdag 21. maj. Folkemøde. Der henvises til         Domkirken
Søndag 24. maj. 6.s.e. påske. Folkemøde. Der henvises til Domkirken
Pinsedag 31. maj. kl. 10.00. Torben Bramming. Kirkebil

Svar til Hans Mikkelsen
Det er altid rart at modtage forslag til forandringer og forbedringer ved Seem Kirke. Desværre kan vi ikke imødekomme alle forslag, da man som bekendt kun kan bruge pengene én gang. Den flisebelagte gangsti, udskiftningen af hækplanter og en tiltrængt renovering af kirkens vinduer har stået øverst på listen over projekter ved Seem Kirke. Alle forslag indgår selvfølgelig i menighedsrådets overvejelser om Seem Kirke.  Venligst Menighedsrådet

Konfirmation
Den 26. april kl. 10.00 er der konfirmation i Seem kirke af Heidi Madsen og Agnes Gaub Pedersen. Da der i år kun er to konfirmander, vil der være plads til, at man kommer til den festlige gudstjeneste.
Møder i Skallebækhus, tirsdage 10.00-11.30
Vi synger, drikker kaffe og spiser Gerts boller med pålæg.
25.2 Sophus Boas – Dansk hjælpepræst i Hamborg under nazitiden. Foredrag af Lars Nykjær
24.3 Albert Skeel og heksene. Foredrag af Torben Bramming

 

 

SØNDAG DEN 8. MARTS KL. 16,00
Ensemblet fremfører musik og salmer fra reformationstiden, fortæller om musikken og sammen synger vi nogle af Brorsons salmer.
Alle er velkomne - Fri entre.
     Seem Menighedsråd
Koncert med "Valkendorferne":

Syng hjerte, syng!

Brorsonsalmer med musik fra renæssance og barok

”Valkendorferne” er en gruppe på syv amatørmusikere, som brænder for gammel musik. Gruppen består af Bodil Grue(blokfløjte og gambe) Karen Meyer (blokfløjte, gambe, sang), Ingeborg Harbsmeier (violin, bratsch), Jetta Majmon (fagot), Niels Brandrup(cello), Johanne Eli Funder (sang) og Solveig Hedin (cembalo, blokfløjte).
Mange af Brorsons salmer synges i dag på andre melodier end dem han oprindelig skrev salmerne til. Brorson skrev ofte til de gamle - stadig kendte - salmemelodier fra reformationstiden og 1600-tallet, og han brugte også andre nyere melodier til sine salmer. Nogle af melodierne stammer oprindelig fra verdslige sange.
De gamle melodier har ikke blot inspireret Brorson. Men store komponister som J.S. Bach og D. Buxtehude har i deres værker anvendt disse melodier og derved skabt vidunderlig musik.
Vi vil spille og synge noget af denne musik, af Bach, Buxtehude, Tunder, Isaac og andre komponister fra renæssancen og barokken, og vi har også fundet nogle folkelige melodier fra både Harboøreområdet og fra Norge, som er blevet brugt til Brorsons salmer. Koncerten vil foregå som en vekslen mellem menighedens salmesang og vores musikindslag. Indimellem vil vi fortælle om melodiernes historie.
¤ ¤ ¤
Genforeningen 1920 Set fra Seem
I Seems gamle sognerådsprotokol står under sognerådsmødet den 5. juni 1920: ”Da Kongen efter Genforeningen på sine Rejser herned muligvis passerer gennem Kommunen, vedtages det at rejse en Æresport ved Gjelsbro, samt at Sognerådet møder ved Grænsen og følger Kongen til Ribe.”
Genforeningen fandt som bekendt sted på Valdemarsdag 1920, den 15. juni. Æresporten var forsynet med en indskrift øverst:
”1864 - Atter det Skilte sig sammenbøje – 1920”.
Teksten var foreslået af malerinden Agnes Smidt fra Lundsmark (1874-1952). (I løbet af kort tid vil der udkomme en ny bog om Agnes Smidt). Samme tekst blev brugt flere steder på lignende æresporte. Efter Genforeningen drev Agnes Smidt en højskole i Lundsmark. Æresporten var anbragt på broen over Gelså i Gelsbro. I alt red kongen gennem 18 æresporte på sin vej. Turen er beskrevet i detaljer i bogen ”En Konges Ridt”, som er uden forfatternavn.
Da dagen oprandt, begav sognerådsmedlemmerne sig herud, nogle pr. jumbe og Poul Vind, Seemgård, på sin cykel. Der var også en fotograf til stede, men han må være kommet enten for tidligt eller for silde, eftersom sognerådet samt en af grænsebevogtningspersonalet findes fotograferede uden kongeligt selskab. I bogen om denne kongerejse står:
”Ved Gjelsbro var rejst en Æresport og en lang Flagalle, flere hundrede Mennesker afventede her Kongeparrets Komme. En halv Snes Meter syd for den gamle Grænse gjorde Bilerne holdt, og efter at Kongen havde hilst på Stiftamtmand Stemann og Politimester Strøbech, spadserede Kongefamilien over den gamle Grænse. Ved Æresportens sønderjyske Side bød Nis Evaldsen, Nybølgaard velkommen og udtalte Håbet om, at den tidligere Grænse, som de nu stod ved, måtte blive helt udslettet og aldrig mere blive Grænse igen.
Kongen takkede og udtalte, at når han nu kom fra syd, var det Tegn på, at Grænsen netop var udslettet.
På Æresportens Nørrejyske Side stod Medlemmerne af Seem Sogneråd. Sognerådsformand Schmidt bød på Befolkningens Vegne Kongen og Dronningen velkommen. Kongen takkede, og efter at have hilst på Sognerådets Medlemmer, tog de kongelige Herskaber Plads i Bilerne og fortsatte Turen til Ribe, hvor i flere Dage travle Hænder havde været virksomme for at smykke den gamle Kongestad til Besøget.”       sm 

PRÆMIESPIL

Oktober 2019:   November 2019 December 2019
Svend Beier, 1 . pr.  Henriette Stage Mads Sandberg
Ulla Sørensen, 2. pr.  Ronald Rasmussen Emil Eis
Britta Gammelgaard, 3. pr. Åse Olesen  Erling Riis
Didde Olesen, -  Marianne Stavnager Søren Mærsk
Line H. Thomsen, -  Lydia Nielsen  Eva Vind
Marie K. Pedersen, -  Kaj Rath  Hans Mikkelsen
Kr. Sommerlund, -  Mogens Blom  Ketty Hansen
Peder Feddersen, -  Aksel Poulsen  Lek Andersen
Malene Åskov, -  Margrethe Jensen Karen Johansen Lydia Nielsen, -  Sussi Olesen  Jørgen Toft
Torben Mathiesen, -  Jan Nissen  Anni Nielsen
Svend Beier, -   Asta Nielsen  Mark. Jespersen
Erik Høegh, -   Jesper Voetmann Kaj Rath
Fra udlandet
Fra vor udenrigskorrespondent er indkommet følgende: Siden 1990, hvor kirken i Rusland har fået friere hænder, er der døbt mere end hundrede millioner personer i Rusland, børn som voksne. Der er udnævnt 400 bisper i landet, mod kun 40 i sovjettiden. Præstetallet er øget fra 6.000 til 40.000 og der er opført 1000 nye kirker, - det er gennemsnitligt tre kirker dagligt.   (Efter et svensk kirkeblad)

Sport
Ordet sport kom ind i det danske sprog sidst i 1800-tallet, og er lånt fra engelsk. Ordets oprindelige betydning er noget i retning af ”vende sig bort fra alvorlig beskæftigelse”. For 140 år siden var ordet omtrent ukendt i dansk, det brugtes kun om overklassens hestevæddelæøb på Erimitagesletten og måske om samme socialklasses sejlsport på Øresund. Den store danske encyklopædi fører ordet tilbage til den engelske overklasses ”tidsfordriv for de privilligerede klasser”. Ordbog over Det danske Sprog skriver om ordet: ”en, efter visse gældende regler udøvet, systematisk, men uden erhvervsmæssigt øjemed dreven (især i fri luft udført) virksomhed, der kræver et vist mål af legemlig anspændelse og færdighed, og som udøves med det formål at skaffe udøveren den tilfredsstillelse eller lystfølelse, der ligger i at overvinde de med virksomhedens udførelse forbundne vanskeligheder, kappes med andre, overgå dem i konkurrencer .....” Den professionelle sport og kommercialiseringen af hele sportssektoren har unægtelig gjort denne karakteristik forældet.       (Efter Erik Lund)

Tvillinger
En landsby i Nigeria påstår at have verdens højeste frekvens af tvillinger. En britisk gynækolog har undersøgts stedet og påpeger, at i årtiet 1972-1982 blev født 45 – 50 tvillingpar pr 1000 fødsler = 5%.
I Danmark er antallet ca. 1.000 årligt ud af godt 50.000 fødsler = 0,2%.       (Kr. Dgbl. 18. okt. 1919)

Himmeriget tages med storm
... vi må hver dag forny forholdet til andre mennesker ved indlevelse i deres liv, ved praktisk medfølelse og ved at afstå fra vor egen vilje. Det betyder, at vi skal tage Kristi kors op, ikke én gang for alle med en storslået gestus, men forfra hver eneste dag. ”Hvis nogen vil gå i mit spor, skal han fornægte sig selv og daglig tage sit kors op og følge mig.” (Luk. 9,23) Dagligt at bære sit kors betyder også dagligt at have del i Herrens forklarelse og opstandelse. ”Bedrøvede, dog altid glade, som fattige, der dog gør mange rige, som de, der intet har og dog ejer alt ... de døende, dog se, vi lever.” (2. Kor. 6,9,10)         (Kallistos Ware)
Præmiespil til støtte for Høm/Seem Ungdoms- og Idrætsforening.
Præmiespillet  er en støtteforening under Høm/Seem UIF. Formålet er, at støtte klubben økonomisk, til gavn for flest mulige aktive medlemmer.
Vi sælger lodder een gang årligt til en pris af 100 kr. 30 % af salget udloddes til køberne. De resterende 70% går til klubben.
Vi siger tak til alle jer, der støttede os i 2019. Vi kommer igen i januar 2020 og håber, I vil tage godt imod vores sælgere.
Har du spørgsmål, eller er du ikke blevet besøgt, kan du kontakte grupperådet, som består af følgende:
Flemming Christensen  tlf. 2324 5478
Kisbet Hedemann  tlf. 6169 4880
Jytte Hein   tlf. 3068 7297

Med Brask og Bram
Vi siger, at noget foregår med brask og bram, når det går livligt og måske lidt støjende for sig. Ordene er hver for sig gamle verber, som tidligere kunne bruges i andre bøjningsformer. Grundtvig skrev om et vrælende barn, at det ”braskede”. ”At bramme” betyder dels at prale, dels at blære sig. Sproget er en levende sag, som til stadighed forandres. Hver generation vil formodentlig mene, at sproget forsimples, men man kan nok bedre tillade sig at konstatere, at det udvikler sig. Der er så ikke taget heri taget stilling til, om udviklingen er positiv eller negativ.     sm

Ordsprog
Til sin ven skal man komme buden i medgang og ubuden i modgang

To koner i ét hus er som to katte om én mus

Aage Tang fortæller om den gamle grænse
Kroen på Hømlund, som nu er nedbrændt. Bemærk toldskiltet t.v. på bygningen

Aage Tang var vokset op på Hømlund og havde som voksen en ejendom i Faurlund. Fra sin barndom huskede han godt grænsen, som egentlig var et fredeligt sted, men der kunne forkomme mindre episoder. Således ankom en sen nat mejeribestyrer Nohn fra Spandet, som havde sneget sig over grænsen sammen med hustru og en lille datter. Den lille kom i en seng inde hos Aage, og de voksne fik noget varmt i sig og fik redt op på sofaer i stuerne på kroen. Både mand og kone græd af glæde over at være kommet bort fra Tyskland. Nohn havde siddet 14 dage i arresten i Toftlund. Hans bror på Spandetgård sørgede for, at kromanden i byen hver dag sendte varm mad til ham i arresten.
Jens Nissen i Hømlund Kro havde en tørvemose  på den tyske side af  grænsen, og der blev lagt hindringer i vejen for, at han kunne komme over og bjærge klyne der. Så de kørte over om natten og gravede klyne og fik dem læsset på en vogn, men fik ikke vognen hjem. Kort efter fik de forelagt en liste med datoer og klokkeslet for, hvornår de havde krydset grænsen ulovligt. Det var en hjemmetysker i Spandet, der leflede for myndighederne og havde angivet dem. De fik så klædt Aksel Rasmusssen i dametøj og sendte ham med et par heste over og hente brændslet.
Der kom en tysk slagter til Spandet, og beboerne i Høm mistænkte ham for at krydse græsen om natten og stjæle får og indbyde gendarmerne til gilde med lammesteg. På kroen forsvandt en nat alle agurker fra køkkenhaven, og der var spor efter sømbeslåede støvler i jorden.
I almindelighed herskede der et gemytligt forhold imellem de danske og de tyske gendarmer, og når en tysker havde ærinde i Ribe, kunne han godt låne en pony hos Jens Nissen på kroen. Og når folk i Fjersted havde været til kros og kom svirende hjem, lukkede de tyske gendarmer øjnene.
Markus Schiöler i Fjersted havde polske krigsfanger til at forrette markarbejde, otte personer. De blev bespist på kejserrigets regning. Deres mad ankom i plomberede 80-pundsspande. Men Markus ville ikke være bekendt at hælde roevælling i sine folk, og maden kom i svinetønden. Polakkerne blev bespist som husets egne folk.
Jens Nissen ville en gang købe lidt chokolade med hjem fra Ribe, men der var intet at få. En smugler havde opkøbt alt. Samme nat blev der opbragt en mand med 40 pund kakao, som han forsøgte at smugle over grænsen.  (Optegnelse i Historisk Arkiv)

Ribe Stifts Tidende, 6. maj 1915:

 

Mødestedet, Spandet, foråret 2020
30. jan: Mogens Osborn: 30 år ved politiet
13. febr: Genforeningsjubilæum. Se annonce nedenfor
27. febr: Hans Chr. Schmidt, MF
12. marts: Forårsfest. Middag kl 12. Underholdning
26. marts: Generalforsamling. Banko
Hver gang fra kl. 14 til kl. 17
* * *

Alle indbydes til fejring af:

Genforeningsjubilæet

Fejres i MØDESTEDET, Spandet gl. Skole

Torsdag den 13. Februar kl 14 - 16

Udstilling - Kaffebord - Fællessang - Fortælling

Fortæl om, hvilke oplevelser din familie havde i forbindelse med afstemningen og Genforeningen.

Entre: 50 Kr.

BYHORNET nr 135

Om helbredelse ved bøn
Vi hører i Johannesevangeliet, at Jesus helbreder en døende dreng på stor afstand. Drengen tror ikke på Jesus. Han ved ikke engang, at han eksisterer, for han har ligget i febervildelse. Det har han gjort fra før hans far, den kongelige embedsmand, gik den lange vej fra Kapernaum, hvor han boede og til Kana. 30 kilometer for at møde Jesus, som han havde hørt så mange rygter og historier om.
Det er altså beretningen om, hvordan vi alle bliver helbredt. Gud har skabt alt, alle livsprocesser og muligheder for vores eksistens på jorden, derfor er han magten bag enhver helbredelse, vi oplever. Når vi bliver raske efter forkølelser, benbrud, lungebetændelser, kræft, så er det, fordi den krop Gud har skabt, helbredes, nogle gange med bistand af medicin og operationer, men det er kroppen, som er miraklet, som helingskraften ligger i, ikke medicinen eller skalpellen.
Gud skabte mennesket i sit billede, og derfor kan vi bede skaberen direkte om helbredelse, ja, helbredelsen sker, som vi hører med drengen, og som vi ved fra os selv, også uden vi beder om det. Så stor er Guds kærlighed og nåde.
Det er derfor overraskende, at Jesus møder faderen med en bebrejdelse, nu hvor han er kommet den lange vej for at møde ham: Hvis ikke I får mirakler, tror I ikke. Hvorfor ikke bare bede Faderen, som skabte mad, jorden, universet og mennesket i sit billede?
Derfor lærer han senere sine disciple at bede på den måde, da de spørger, hvordan de skal bede. Han lærer dem Fadervor-bønnen: I skal bede til Faderen, hvis vilje sker i himlen og på jorden. Men selvom faderen får denne reprimande, så hjælper Jesus ham og siger: Gå hjem, din søn lever, og det troede manden og gik.
Jesus gør altså ved sit mirakel ikke andet, end Gudfader gør hver dag. Når Gud viser sig for menneskene i et menneskes skikkelse, så ser vi ham som helbrederen. Jesus siger jo om sig selv, at han er kommet for at gøre sin fars gerninger, og at han er kommet til de syge. Han gør ingenting af sig selv, men udfører sin fars vilje, blot på en måde, så det bliver klart for folk, hvem Gud er, og hvad han betyder: Han giver liv, giver mad i mirakler, giver vin i mirakler, som faderen hver dag.
Vi kalder det, Jesus gør for et mirakel, mens vi kalder det, der sker hver dag, for noget naturligt. Men vi behøver ikke tænke længe over universet og livet på jorden og mennesket for at se, det ikke er naturligt. Det, der sker hver dag, vi står op, er endog mere mirakuløst, end at Jesus laver et lille mirakel med helbredelsen af drengen.
Gud ligger bagved, indeni og over alle skabelsesprocesser. De såkaldte naturlove og naturvidenskabsfolk fra de gamle babyloniere til nutidens kittelklædte professorer kan beskrive naturens processer bedre end gadehandleren i Babylon og præsten i Seem, men de kan ikke beskrive magten, der ligger bagved, bedre.
Det kan derimod faderen, der går 30 kilometer på et løst rygte, for at få helbredelse til sin søn, for i sig bærer han faderkærligheden, der er det virkelige bevis på, hvem Gud er, og beviset på at det ikke er tilfældigheden og overlevelsesdriften, der regerer en meningsløs verden. Det kan moderkærligheden, som får den hedenske kvinde til at blive ved med at bede Jesus om krummerne, der falder fra børnenes bord til helbredelse af sit barn.
Og Johannes, der igennem sit evangelium taler så meget om forbindelsen mellem Faderen og sønnen, må være særlig glad for et mirakel som dette, for her beskrives den kærlighed, der springer ud af treenigheden, der siger, at den kristne Gud, Fader, Søn og Helligånd, er kærlighed.
Og så kommer Faderen hjem til Kapernaum og hans søn, der er blevet rask, hører om sin helbredelse. Men selvom faderen tror på Jesus, så har sønnen ikke set og hørt ham andet end som en beretning. Men det er ikke drengens oplevelse. Faderens tro kan kun være et udgangspunkt for drengens søgen efter troen. Hans tro er et vidneudsagn, men om en Gud, vi ikke selv har mødt på den måde.
Evangeliet er kilden med vand, som vores tro skal drikke af for at leve, men spanden, som vi henter vandet op af brønden med, må være vores egen. Den skotske forfatter George MacDonald siger det meget godt: ”Fædrenes fejl er, at de ofte forventer, at det, de har fundet, skal erstatte deres børns søgen”.
Som drengen, der blev helbredt, havde andre spørgsmål om Guds søn end faderen, der kom hjem med beretningen, sådan er det for hver generation – også vi må ud på vejen til Kana, selvom den er lang og støvet. Det er derfor vi holder gudstjeneste hver søndag – det er en del af denne søgen og vandring, for selvom budskabet i evangeliet er, at hyrden har fundet det får, som blev væk, så ved vi alle, at det ikke er sidste gang, vi er faret vild og derfor har svært ved at fatte og forstå en Gud, der alligevel går ud for at finde os igen. Det er også derfor vi ikke bare nøjes med Bibelen på hebraisk og græsk eller gammel dansk fra 1500-tallet – kilden er jo den samme, men spanden vi drager vandet op med generation efter generation går i stykker, og der skal skiftes tøndebånd, reb eller bund i spanden, så vi kan bruge dem til at rumme vores tro. Derfor er miraklet om helbredelsen af embedsmandens søn også så vigtigt for os i dag, andre har måske været det til andre tider. Vi er jo som sønnen, der hører en, han ikke selv har set og mødt, men som dog har reddet hans liv.
      Torben Bramming
Skallebækhusmøder – tirsdage kl. 10.00-11.30
21. januar 2020. Grænsen – Hvad sker der til genforeningsjubilæet? Foredrag af Signe Von Oettingen
25. februar 2020. Sophus Boas, dansk hjælpepræst i Hamborg under nazitiden. Foredrag af Lars Nykjær
24. marts 2020. Albert Skeel og heksene. Foredrag af Torben Bramming

Konfirmation 2020
26. april 2020 konfirmeres i Seem Kirke:
Heidi Madsen, Høm og Agnes Gaub Pedersen, Varming

ns organist

Lars Ole Mathiasen, er p.t. konstitueret organist ved Seem Kirke og domkantor ved Ribe Domkirke. Han er 54 år og har gennem mange år været organist ved Gjesing Kirke og direktør for den Ny Opera i Esbjerg. Foruden at forestå orgelspillet ved de tvende kirker skal Lars Ole Mathiasen lede Domkirkens Børnekor, Pigekor og Kammerkor. Foruden Lars Ole Mathiasen er der antaget to kvindelige sangere, som skal samarbejde med ham om at videreudvikle de to ungdomskor.    (Efter Domkirkens kirkeblad for august-november 2019)

GRUK
Hvis du vidste, hvad du ved,
når dit livslys er brændt ned,
så var meget mindre drøjt,
mens det endnu brænder højt.
Piet Hein

ADVENT I SEEM KIRKE

Advent - adventus Domini - er latin og betyder Herrens komme.

Denne aften i Seem Kirke er ikke en kirkekoncert!
Vi markerer derimod adventstiden ved at lade julens musik og salmer danne rammen om teksterne af profeten Esajas, der i Det gamle Testamente profeterede om jødernes tilbagevenden fra fangenskabet i Babylon og senere Jesu fødsel flere århundreder senere.

Alle er velkomne - gratis adgang – der er kirkekaffe efterfølgende.

      MENIGHEDSRÅDET
Tilbud fra Lokalarkivet
Kommunen har inddraget Arkivets lokaler i Skallebækhuset, og hele samlingen skal flyttes til Ribe. Defor er der nu en samling film til salg. Filmene er dels optaget af Arthur Sylvester i 1950-erne som smalfilm  og overspillet til DVD, dels produceret 1990-1995 af Ejnar Feddersen og Søren Mulvad. Der er nogle eksemplarer (DVD) af hver titel:

Sognefilm, 3 dele. I alt næsten 3 timers film:   120 kr
Omhandler Høm, Hømlund, Gelsbro, Seem og Varming.

Varminglundfilm, 1 time 17 min. Omhandler Gelsbro,
Varminglund og Seem Skole:     60 Kr

Arthurs film, 64 minutter:      80 kr
"Året rundt på landet" 1 time, "Snepsgård Specialarbejderskole"
13 min og en lille trickfilm.

Desuden findes en lille rest af bogen Suppevisk, indeholdende en række erindringer, skrevet af lokale folk. 144 sider:   80 kr

Nogle få stykker af Vi husker det gamle Ribe, 224 sider 50 kr

Udmærkede gaveidéer! Henvendelse til Søren Mulvad 

Dansk i skred
Sprogmanden Jørn Lund har i en bog med ovennævnte titel påvist, at stillingsbetegnelser i det danske erhvervsliv i stigende grad ”krukkes op” med engelske ord. I stedet for ligefremt at annoncere efter en afdelingsleder, en driftsleder, en værkfører, lagerchef eller overmontør, søger man en Care Competence Group Manager, Capability Resource Center Manager, Network Quality Team Leader eller Quality Complaints Manager. - Hjælper det på forståelsen?   sm

Lokalhistorisk Arkiv i Seem Sogn
I forbindelse med, at de kommunale myndigheder besluttede, at sælge Skallebækhuset, fik Historisk Arkiv i Seem Sogn en opsigelse. Arkivet har eksisteret siden 1974, og der er samlet en god del forenings-, slægts- og virksomhedsarkivalier. Samlingen vil nu pr. 31/12 2019 blive overflyttet til Byhistorisk Arkiv i Ribe, og arkivet ophører på adressen. Arkivaren, Søren Mulvad, fortsætter dog som medarbejder i Ribe.
Bestyrelsen træder ved samme lejlighed tilbage.                  
   Med venlig hilsen, Henning Hein, formand

Hårdt brød
Blødt brød er et velkendt udtryk for forskelligt sødt bagerbrød og kage. Det har ikke altid været så ligetil at få blødt brød. På skibsrejser i ældre tid kunne man ikke bage, og man måtte ty til langtidsholdbart, tørret brød, som blev indkøbt sækkevis. Der er forskellige betegnelser fro disse brød. Kavringer kalder ældre sønderjyder endnu, hvad på rigssproget hedder tvebakker, altså ”bagt to gange”. Fra sangen om sømanden kender vi også ordet beskøjter, som er importeret fra hollandsk og egentlig er samme ord som bisquit. Endelig er der skonrogger, som iflg ordbogen er en lys udgave af disse hårde brød.        sm

År 2020 - Genforeningsjubilæet
I det kommende kalenderår bliver 100-året for Genforeningen fejret, og også BYHORNET vil lejlighedsvis rumme stof om jubilæet. Læserne opfordres til at bidrage med fortællinger, der har relation til jubilæet. Indlæg sendes til redaktøren.
Året 2020 er ligeledes 75-året for Danmarks Befrielse fra den tyske besættelse. Læserne indbydes ligeledes til at bidrage med beretninger om denne begivenhed.     sm   

Redaktionen ønsker læserne

En glædelig Jul
og
Et sjovt nyt År

Læserbrev:
Forbedringer ved Seem Kirke
Der burde opsættes et lille træhus, så bænken vest for Kirkelågen kunne være i tørvejr, så folk, der venter på kirkebilen eller på andre biler kan være i tørvejr, når det regner.
Kirken kunne også købe to eller tre rollatorer, så folk, der har brug for en sådan, ikke behøver at fragte deres egen med hjemmefra (bl.a. mig selv).
Vil man ikke opføre en træhytte, kan man jo i første omgang nøjes med rollatorerne, der så kan stå i våbenhuset, og graveren kan køre dem ned til lågen.   Venlig hilsen Hans Mikkelsen

Læserbrev:
Undertegnede vil hermed protestere imod, at Mindelunden ved Seem Kirke skal sløjfes. Det kan menighedsrådet ikke være bekendt, da kirken har jord nok.
     Venligst Hans Mikkelsen

Skallebækhuset
Flere læsere har bedt om at få nærmere besked om Skallebækhuset. Bygningen er opført under medvirken af lokale frivillige for kommunale midler. Da Seem Skole blev nedlagt, blev pavillonen taget ud af bygningssalget, og kommunen beholdt den, så den kunne bruges lokalt som en form for kulturhus. Kommunen lader lokalerne opvarme og rengøre, hvilket står i ca. 57.000 kr. årligt. De midler ønsker kommunen at spare og vil derfor sælge Skallebækhuset i almindeligt udbud. Der er lidt specielt vedrørende en stående forkøbsret, som måske vil komme i anvendelse, hvis der skulle vise sig interesserede købere. Et salg rammer dels Menighedsrådet, som årligt holder seks a syv møder for sognets ældre i huset. Dels bliver Historisk Arkiv nedlagt og lægges sammen med Byarkivet i Ribe. Dels bliver legegruppen og de to foreninger, som hidtil har lejet sig ind, nødt til at flytte aktiviteterne til andre kommunale bygninger. sm 

Gamle numre af BYHORNET

I forbindelse med lukning af lokalarkivet er der en kasse med gamle numre af BYHORNET, som vil blive kasseret, hvis ingen evt. skulle mangle nogen at supplere en samling med.
Henvendelse til Søren Mulvad

Læserbrev

Jeg har lige hørt Søren Mulvad på Seem Sognearkiv fortælle en familiekrønike baseret på et levnedsforløb netop her i dette lille landsogn øst for Ribe. Til stede var flere af familiens nulevende efterkommere, hvilket gjorde Sørens beretning nærværende og interessant. På arkivet findes hundred år gamle dokumenter, genstande og billeder, der alle har forbindelse med denne familie. Hertil kommer, at Søren Mulvad på Rigsarkivet har fundet historiske dokumenter, der uddyber den viden, han har fået af gamle arkivalier fra sognet. Og ikke mindst: Søren Mulvad har gennem samtaler med afdøde familiemedlemmer fastholdt beretninger om forgangne tider og begivenheder, der nu ligger gemt og er dokumenteret i Seem Sognearkiv. For beboere i Seem Sogn og de, der har rod på dette sted, er arkivet en historisk dokumentation af det liv, der gennem hundreder af år er levet – her kan man finde nyt og gammelt, der fortæller om personlige og folkelige begivenheder.
Men det kan man ikke ret meget længere! - Esbjerg Kommune har besluttet at sælge Skallebækhuset, hvor arkivet hører hjemme. Derfor er Søren Mulvad nu i gang med at nedpakke de mange forskellige arkivalier, som beboere gennem de sidste 30 år har overdraget til arkivet, og som Søren egenhændigt har fundet frem på landets store arkiver. Ribe Byarkiv under Esbjerg Kommune vil gerne overtage en del af samlingen, men slet ikke alt. Hvad sker der mon så med resten? Mon de beboere, der bor i Seem Sogn eller som har tilknytning dertil, i fremtiden kan drage nytte af Søren Mulvads store viden og indsats, når nu de mange arkivalier sendes ud af sognet? Arkivet er jo netop fortællingen om deres sted – det har rod i disse omgivelser med landsbyer, vandløb, landbrug, enge og marker, forretninger og foreninger, skole og kirke og ikke på en matrikel inde i en by.
Esbjerg Kommune mener efter forlydender, at der kan spares ca. 55.000 kr årligt på drift af bygningen, der ud over Seem Sognearkiv også er hjemsted for flere foreninger og aktiviteter. Men sælges skal der, for kommunen mangler penge. Mange penge, forstår vi. Henvendelser om at ændre beslutningen har ikke båret frugt, så fremover må beboere i Seem Sogn se frem til, at de bor et sted, hvor Esbjerg Kommune ikke prioriterer et folkeligt samlingssted med eget arkiv særlig højt.     Lars Nykjær

Julen varer nok ikke til Påske

- men der har været en tendens til, at den rykker sig og begynder tidligere og tidligere. Tilsvarende slutter den i mange hjem allerede 2. juledag. Det er ellers god gammel skik, at man tænder sit juletræ sidste gang Hellig tre Kongers aften og bærer det ud dagen derpå. Den 7. januar er Sankt Knuds dag, og som et gammelt rim siger,

Sankte Knud
Bærer julen ud!

Hjertestartere i Seem Sogn
Vores Sogn har tre hjertestartere. De blev købt for ca. fire år siden af dengang BASIS og opsat henholdsvis ved:
Seem Kirke, hvor den sidder indenfor ved toilettet og er tilgængelig døgnet rundt.
Skallebækhus, den sidder udenfor i en vejrsikret boks og er tilgængelig døgnet rundt.
Høm Forsamlingshus, den sidder i mellembygning ved køkkendøren og er tilgængelig døgnet rundt.
De tre hjertestarter er registreret på hjertestarter.dk
Skulle man opdage fejl og mangler eller andet på de tre hjertestartere, skal man ringe til kontaktpersonen: Petra Madsen. 22 48 75 91
Udgifter til Hjertestarterne afholdes af: Høm–Seem Idrætsforening, Høm Forsamlingshus og Tulipanvognen.
Hjertestartere ud over de tre, som Sognet har.
Men der er heldigvis flere end de tre hjertestartere i sognet og i nærheden af sognet. Når der søges på hjertestarter.dk, fremkommer der følgende:
Ved AMU SYD, den er tilgængelig i deres åbningstid.
Roager Brugs har også en. Den er bag lås og slå, der skal bruges en kode for at få fat i den. Denne kode opgives når man ringer til 1-1-2
Roager Medborgerhus har også en, som er tilgængelig hele døgnet.
Spandet Kirke, har en hængende lige ved graverbygningen som er tilgængelig hele døgnet.
Ribe Golfklub, den hænger ved kontoret. (Den er dog ikke registreret på hjertestarter. Dk.)

Måske der er flere hjertestartere i sognet?
Skulle der nu være flere, der har hjertestarter i sognet, kan det anbefales at få det registreret på hjertestarter.dk, så alle kan se, hvor den er.
Hjertestarter APP.
Det er en god ide, at hente TrygFondens hjertestarter-app ned på sin telefon, hvis man har en smartphone.
Med den kan man orientere sig om, hvor nærmeste hjertestarter er. Hvis de er registreret, har man en viden om, hvor de er, hvis man nu skulle få brug for det.
HUSK : I EN AKUT SITUATION SKAL MAN ALTID STARTE MED AT RINGE 1-1-2 og ikke begynde at lede efter en hjertestarter. Alarmcentralen guider til den nærmeste.

Ved præstens møder i Skallebækhuset er der næsten aldrig plads nok til alle de interesserede deltagere. Her fra d. 19/11

 

Nr 134

Kirkens vogtere og Horrokins forbandelse
Af Torben Bramming
(Dette er en af otte gysere, som udkommer til jul og som inddrager kirkens historie i Seem, som man ellers ikke læser så meget om, men alle hændelser og personer er rent fiktive og enhver sammenfald med virkeligheden er tilfældig).
Der er ikke noget så smukt som en sommermorgen at cykle ud til Seem Kirke for at se solen stå op ledsaget af et kor af fuglestemmer. Det skulle måske lige være, før solen går ned, at sidde på en af Seem Kirkegårds bænke, hvorfra man ser ud mod engene, åen og Tange Bakker på den anden side. Ribe Domkirke ligger i det fjerne, ofte i tågedis, som et uvirkeligt sunket Atlantis, der kun dukker op på særlige tidspunkter.
Man kommer til kirken ad cykelstien inde fra Ribe seks kilometer derfra og drejer enten ind af en skovvej i den lille plantage sydvest for kirken, eller man kører lidt længere og drejer op ad Seem Kirkevej. Kirken blev oprindelig opført af tufsten fra Rhinen. Endnu i romansk tid erstattede man dog de dyre tufsten med røde munkesten lavet på egnen, og kirken blev tækket med bly.
Kirken ligger på en høj for enden af vejen og har ligget der siden biskop Radulf lod den bygge i 1160’erne sammen med cistercienserklosteret, som han grundlagde lidt længere ude ved den såkaldte Munkesø. Munkene flyttede nogle år efter hans død til Løgumkloster, hvor man endnu kan se deres imponerende kirke.
Når man er kommet op ad kirkebakken, har stillet sin cykel ved kirkediget og træder ind ad lågen, så er man alene, og ingen kan se en fra vejen. Det er, som man pludseligt befinder sig alene med de døde, med Gud og med naturen. Der hviler en næsten overnaturlig stemning over stedet, når man har forladt den søvnige vej og går på grusstierne mellem de lave hække omkring gravene med udsigt til det flade, grønne landskab under den høje himmel.
Nu kommer jeg der hverken i dagbrækningen eller i tusmørket, men holder mig til det klare dagslys. Det skyldes følgende begivenheder i 20_ _, som jeg vil fortælle - måske mest for at advare folk mod at gå derud ved disse tider.
Hvis man efter denne beretning alligevel vælger at gøre det, så følg mit råd og stop ørerne for messeklokkerne, som Odysseus stoppede sine med voks, da han skulle sejle forbi sirenernes skær. Man har ikke magt over sig selv til at undgå et skibbrud mod de forræderiske klipper, som skønheden skjuler.
Det hele begyndte en søndag eftermiddag den 4. maj 20 _ _. Jeg var gået ud til kirken inde fra Ribe og skulle møde en kendt middelalderarkæolog og hans kone. De skulle se på de relikvier, som findes i alteret i kirken, og jeg havde nøglen. Det viste sig nemlig under min telefonsamtale med arkæologen, at Seem Kirkes alter af uvisse årsager rummer den største samling af relikvier, som findes i Danmark.
Jeg sad denne sene, solrige eftermiddag i maj på bænken, der vender. ud mod engene. Klokkerne ringede solen ned kl. 16, men jeg fornemmede en sprød efterklang, som ellers er forbeholdt de to messeklokker i våbenhuset. Jeg var alene bortset fra en enkelt efterladt, der gik tur mellem gravene ud for kvindedøren halvvejs i skyggen. Hun bar lang brun kjole, men havde intet overtøj på bemærkede jeg. Hun nynnede en melodi, jeg ikke kendte og jeg lod hende i fred med sine døde.
Der gik ikke mange minutter, før jeg kunne høre stemmer på kirkegården og jeg forlod bænken, og så tænkte jeg ikke videre over messeklokkerne eller kvinden ved døren. Vi gik ind i den stille kirke. Bag alteret er der lavet en hulrum dækket af panserglas, så man kan se ned i den såkaldte relikviesten. Jeg fik låst kassen op og fremdrog den gamle tufsten fra 1100-tallet med sin skat af tørre ben fra glemte helgener.
Middelalderarkæologen skulle bruge nogle nye billeder til et foredrag, og derfor bar vi stenen ned i kirken, hvor lyset var bedre. De smuldrende benstumper, de gamle pergamenter og den enlige blykapsel vidnede om en tid, som var frommere end vores. Solen strømmede ind af sydvinduerne og kastede et klart lys over relikvierne, som et efter et blev fotograferet. Middelalderarkæologen fortalte, at de skulle beskytte egnen og kirken, være talsmænd for netop dette sted hos Gud den almægtige i Himlen. Det var fascinerende at se skrifttyperne fra 800-tallet, da Ansgar ankom til Ribe og fra 1100-tallet, da Ribe Domkirke rejste sig i tyske tufsten.
Kirkens vogtere var en sær samling af helgener, nogle som jeg kendte fra kirkehistorien og andre, som jeg ikke kendte. Pergamentstykkerne angav deres navn, men selve benstumperne var komme i uorden efter en åbning af relikviestenen i tiden omkring 1900. Der var 14 papirstumper i alt. En knogle af Johannes Døberen, martyren Pancratius, Skt. Agapius, nogle stumper af de hellige cantianere, Skt. Willibrord, missionæren, der først forsøgte sig med kristendommen overfor kong Angantyr i det sydlige Danmark, men uden succes, en lille og en større knogle af den hellige biskop Gothardt af Hildesheim, som døde i 1038, (modsat de andre var stumperne lukket inde i en blykapsel,). Der var en knogle fra disciplen Bartolomæus, der blev flået levende i Armenien for sin tros skyld, et hår fra Maria Magdalene, der vaskede Herrens fødder og tørrede dem med sit lange hår, en knogle fra den første martyr Skt. Stefanus og lidt af en af stenene, han blev stenet med, en knogle fra Skt. Georg, den berømte dragebekæmper, en knogle fra Skt. Martins højre fod. Han er den franske nationalhelgen, som vi alle kender på grund af Mortensaften. Det mærkelige ved denne store samling var, at den voksede med årene, først var der ti helgenrester, så kom der seks yderligere til, som om de første ikke havde været stærke nok til at vogte kirken mod dæmoner, genfærd og elverfolk.
Nogle af helgenerne kendte jeg som sagt ikke, men den lange forårseftermiddag blev udnyttet til en lærd udredning, som jeg her meddeler resultatet af til oplysning for andre uvidende bæster på helgenområdet som mig. Pancratius var en romerske dreng, som blev halshugget for sin tros skyld, Agapius var også en drengehelgen, der blev tortureret og halshugget og hans krop kastet for løverne, de hellige cantianere, tre søskende, blev halshuggede i Venedig, mens den hellige Gereon var kristen soldat fra Rom, som blev halshugget fordi han nægtede at kæmpe mod andre kristne. Ham kendte jeg lyden af og navnet på fra den engelske komponist Elgars smukke ”Dream of Gerontius”. Vogterne af kirken havde altså lidt deres del af verdens uretfærdighed og ondskab og netop denne overskydende skat af uskyld og godhed skulle stå som en skjoldmur omkring kirken og værne de mindre fromme skyldnere i sognet.
Efter vi havde set på den imponerende skare hellige inkarneret i helgenresterne og fotograferet den, blev relikvierne forsigtigt lagt på plads i alteret, og middelalderarkæologen udtrykte med alvorlig mine sit ønske om, at de fortsat ville være kirkens og egnens vogtere. Jeg smilede et overbærende, luthersk smil og undlod ikke at gøre ham opmærksom på kirkens to messeklokker, som hænger i våbenhuset. Dem ville han gerne se, da han havde skrevet om de få middelalderlige klokker, som findes i Danmark. Jeg fortalte, at de i dag kun brugtes til bryllupper: Når bruden ankom til kirkegårdslågen og blev set af kirkesangeren, begyndte de at ringe og blev ved med at ringe, indtil hun var ankommet til våbenhuset.
De er i øvrigt bærere af det grumme sagn, som jeg engang stødte på i en af Evald Tang Sørensens bøger. En brud var ankommet til kirkegårdslågen og klokkerne havde taget fat, kirketjeneren ringede og ringede, men bruden nåede aldrig ind, hun blev borte mellem lågen og kirkedøren, og ingen så siden noget til hende.
Middelalderarkæologen lyttede interesseret, og fortalte så, at deres oprindelige plads havde været i en lille kvist over koret, hvorfra to reb gik ned til alteret. Herfra ringede man så, når brød og vin hver dag af præsten under messen blev forvandlet til Kristi kød og blod. Klokkerne kunne fortælle de travle bønder på markerne, at Herren stadig vogtede over dem sammen med sine hellige i alteret. Efter endnu mere af den slags snak, fulgte jeg dem ud på kirkegården tog afsked ved kirkegårdslågen.
Så satte jeg mig igen på bænken for at nyde det, der nu var blevet sommeraftenen. Jeg må være faldet hen, for tusmørket var begyndt at brede sig, da jeg med et ryk vågnede. Hvad var det? Helt stille og mærkeligt fjernt kunne jeg igen høre den sprøde klang af messeklokker, på et helt forkert tidspunkt. Og lyden kom ikke fra våbenhuset men længere mod øst, fra koret. Jeg rejste mig og gik hen mod kirken, nu var det holdt op, jeg skuttede mig, som når en kølig aftenvind fortæller en, at det er på tide, man går indenfor. Det havde forekommet mig, at de lød advarende, som stormklokkerne i gamle dage - bare meget, meget mere utydelige. Jeg låste kirkedøren op og kiggede ind i våbenhuset. Nej, klokkerne hang på deres rigtige plads. Det måtte have været alle de indtryk fra mødet, der havde spillet mig et puds, idet jeg vågnede. Jeg forlod kirkegården og cyklede hjem.
Først flere måneder efter kom jeg igen til at tænke på klokkerne og kirkens vogtere. Der skulle være bryllup i kirken, og jeg havde været ude for at tale med brudeparret og gik nu om bag alteret for at se om relikvierne lå som de skulle.
Blykapslen, som indeholdt resterne af St. Gothardt, var ikke helt lukket. Middelalderarkæologen må have tænkt, at relikviets benstump ikke måtte presses for meget, så det gik i stykker. Benstumpen havde i forvejen været skrøbelig og af en forunderlig stor størrelse i forhold til de andre relikvier. Der havde også været det mærkelige ved blykapslen, at den modsat de øvrige relikvier, som bare havde været svøbt i silkepunge, var besat med kors og symboler, som ingen af os forstod. Jeg tænkte, husker jeg, at det forekom mig, at denne relikvie ikke hørte til blandt de andre. For det første indeholdt det en biskop, som var død mindre end 130 år, før hans knogle skulle lægges i alteret i Seem. For det andet var der den mærkelige blykapsel og endelig de mærkelige tegn. Jeg besluttede mig for at finde ud af, hvem han egentlig var.
Jeg besøgte ved første lejlighed Katedralskolens gamle bibliotek i Puggaardsgade. Her findes en bogsamling, som rummer mange gamle folianter og jeg vidste fra tidligere, at der også var helgenregistre. Bibliotekaren lånte mig en eftermiddag nøglen til skabet, hvor de mest værdifulde bøger gemmes.
Der var endnu nogle spredte grupper af elever rundt om ved borde og i sofagrupper. Jeg rodede lidt i skabet med bøger fra 1500-tallet, og fandt hurtigt, hvad jeg søgte. Jeg tog den gamle foliant ud og åbnede den på et af de runde borde, som står langs det store vinduesparti mod vest. Elevernes dæmpede snak virkede søvndyssende. Jeg mindedes en af mine gamle lærere beklage sig over, at så værdifulde bøger, førsteudgaver af Søren Kierkegaard og Grundtvig med flere, blot stod fremme, men jeg tænkte, at det måtte være sikrere at lade bøgerne stå frit fremme på et dansk gymnasium end låse dem inde i en bankboks, for der var bestemt ingen her, som interesserede sig det fjerneste for dem.
Jeg bladede forsigtigt og vendte de stive pergamentsider i den gamle helgenfortegnelse, her var han. Skt. Gothardt blev kanoniseret i 1131, og mindre end 40 år efter lå han i Seem Kirke. Det var cistercienserordenens store helgen, Bernhard af Clairvaux, som selv havde fået Gohardt kåret til helgen. Aha, så var forbindelsen til Seem klar, for her havde biskop Radulf, som selv var cistercienser, jo ladet et cistercienserkloster stifte. Gothardt døde 4. maj, som også var festdagen for ham, og døden kom efter en meget kort sygdom. Skt. Gothardt blev anråbt til hjælp mod feber, epilepsi, gigt, smerter under fødslen og haglvejr. Ham måtte Seems beboere særligt have satset på beskyttelse fra, da der var to knoglerester.
Efterhånden var biblioteket blevet tømt for mennesker og jeg sad alene. Varmen fra solen og den støvede lugt af bøger, som for en dels vedkommende var ældgamle og læderindbundne, var søvndyssende, og mine øjne faldt i flere gange. Jeg besluttede mig halvvejs i søvne at standse læsningen og gå hjem, da jeg hørte en dør smække bag mig. Jeg hoppede i stolen, og mine armbevægelser gjorde, at jeg kom til at skubbe folianten på gulvet. Den landede med et brag. Nu var jeg helt vågen og meget glad for at bibliotekaren var gået og ikke blev vidne til denne mishandling.
Da jeg bøjede mig ned for at samle bogen op, så jeg at der lå et løst ark på gulvet. Da jeg havde samlet det op kunne jeg se, at det ikke var papir, men pergament og ikke så stort som siderne i helgenkalenderen, så jeg sukkede lettet over, at bogen ikke var blevet ødelagt i faldet.
Da jeg samlede pergamentet op og kiggede på det, viste det sig, at det var foldet en gang sammen og lukket med et segl af lak. Hårene rejste sig på mit hoved, da jeg genkendte tegnet på seglet. Det havde også været udenpå blykapslen på Skt. Gothardts kapsel. Jeg overvejede et øjeblik, om jeg skulle lægge brevet tilbage i bogen, men besluttede mig for at tage det med hjem. Det så meget ældre ud end foliantens sider, men hvordan det var havnet der, ville jeg først finde ud af, når jeg havde læst indholdet og det ville jeg ikke gøre på biblioteket med fare for at blive opdaget.
Jeg boede dengang ikke så langt fra katedralskolen i et gammelt kanikkehus, Taarnborg, hvis ældste dele gik tilbage til 1450’erne. Gaden havde været et latinerkvarter i middelalderen og renæssancen og mange af beboerne i forne dage kunne være kandidater til at have lagt pergamentet ind i bogen. Foruden de stadigt eksisterende stenhuse, Taarnborg og Puggaard, havde der ligget yderlige to kanikkeresidenser. Jeg følte derfor en vis berettigelse i at låne det med hjem, hvem vidste, om det ikke kunne have været rentemesteren hr. Markvard eller den udvalgte katolske biskop hr. Oluf Munk, som havde gemt pergamentet i bogen? De havde begge som jeg boet i huset.
Aftenteen var netop blevet stillet ind til mig af min kone, da klokken slog ti fra Domkirkens tårn. Jeg havde ikke sagt noget til hende om ”lånet”, da jeg havde tænkt mig at lægge det tilbage uden nogen behøvede at vide noget om det. Med min brevkniv lirkede jeg på det gamle røde laksegl og efter lidt forsigtigt arbejde slap det papiret.
Teksten var skrevet på latin. Skriften var ikke helt let at læse, men efter nogle søgninger på skrifttypen på internettet, blev det klart, at pergamentet måtte være blevet forfattet engang i begyndelsen af 1300-årene. Jeg havde heldigvis set og læst nok latin til straks at vide, at dette var en besværgelse, men selve oversættelsen tog længere tid, og først da tårnuret slog de 12 slag til midnat, var jeg færdig. Jeg vil her meddele indholdet på dansk:
”Hellige Stk. Gothardt hjælp mig i min nød og store pine. Lad ham (med hans slægt og efterkommere), som lovede mig ægteskab og gjorde mig med barn vandre, som forbandet på jorden til den dag jeg lægges i indviet jord og sjælemesser læses over min grav. Lad Horrokin hjemsøge enhver, som ikke står mig bi i denne sag med gru og rædsel – død og fortabelse over hans slægt som har lænket mig til kirkediget og nu sulter mig og mit barn ihjel under sognets spot og spe.”
Det var altså derfor, der havde været to knogler i blyindpakningen. Men dette var meget uortodokst, en helgen og en der sikkert ikke hørte hjemme i helgenskaren, hvem hun så end var. Jeg tænkte over sagen og læste forbandelsen højt og fór sammen i stolen, fordi døren ved tårntrappen smækkede i med et brag. Jeg rejste mig og gik ud i tårnet for at se om yderdøren stod åben. Nogle gange lader min kone dørene stå åbne for at få den fugtige lugt ud af tårnet efter hun har vasket væggene med rodalon. Den høje vindeltrappe i tårnet giver sammen med de utætte vinduer og den bævende kultursvamp under huset altid så meget træk og bevægelse i det gamle renæssancehus at døre smækker, trapper knirker, og bøgerne i reolerne ryster. Men døren var mærkelig nok låst, da jeg tog i jernhåndtaget. Længere oppe på vindeltrappen lød der lette skridt. ”Hallo!”, råbte jeg, idet jeg troede, det var min yngste søn, som var kommet tidligt hjem fra en bytur. Han er den eneste hjemmeboende og smækker ikke ugerne med husets gamle døre trods utallige advarsler og formaninger. Men der kom intet svar oppe fra tårnet. Jeg slog det hen, da jeg efter mange år i huset efterhånden var så vant til den slags, at jeg trods forskrækkelsen blot trak på skuldrene og gik op på mit kontor igen. Stearinlyset på mit bord var blæst ud, kun bordlampen lyste rummet op.
Jeg ved, at mange formodentlig ikke vil tro mig, når jeg skriver dette, men da jeg så efter brevet på mit skrivebord, lå det der ikke. Jeg troede trækvinden havde fejet det ned på gulvet, men jeg kunne intetsteds finde det. Det var som om det aldrig havde eksisteret og til sidst begyndte jeg næsten selv at tro, at jeg var midt i en drøm. Men nogle små røde lakrester på bordet vidnede med sammen med min forstand om, at det hele ikke var opspind.
Jeg havde med min telefon taget et fotografi af seglet på brevet og vidste, at der fandtes et tilsvarende på blykapslen i Seem Kirke. Derfor kørte jeg straks det blev morgen derud for at sammenligne dem. Jeg er ikke af en overtroisk natur, men ved dog, at det vi kalder kendsgerninger som mennesker, altid skifter, som tiderne skifter. Derfor var jeg åben for mysterier og mirakler omkring mig, men havde dog endnu aldrig lysvågen oplevet et og jeg var ikke fri for at kigge mig over skulderen og fare sammen ved den mindste anormale lyd.
Da jeg kom til kirken, var alt tyst, ikke en sjæl at se på kirkegården, graveren var endnu ikke mødt. Bag alteret lå relikvierne, som de skulle. Blykapslen med Skt. Gothardts ben var dog lidt mere åben, end jeg mente, at den sidst havde været. Måske var det synsbedrag, der skyldtes min ophidsede mentale tilstand, for hvordan skulle det være sket? Men på den anden side, tænkte jeg, hvordan skulle forbandelsesbrevet på mit bord kunne forsvinde ud i den blå luft?
Lettet over at relikviet i det mindste endnu var på sin plads, gik jeg ud af kirken i den tidlige septembermorgen, hvor varmen begyndte at tage fat og den sødlige duft af forfald fra naturen meldte sig som en undertone i den lette vind. Jeg gik ned til kirkegårdsdiget, satte mig, kiggede ud over engene og åen og tænkte over sagen. Domkirken kunne kun anes mod vest, da der lå en let tågedis over markerne. Min nat havde været lang og jeg faldt et øjeblik hen, så vækkede klokkernes morgenringning mig. Jeg skuttede mig på trods af varmen, for igen fornemmede jeg messeklokkerne blande sig.
Jeg rejste mig og gik mod parkeringspladsen, men studsede et øjeblik, idet jeg så mod den tilmurede kvindedør. Der stod den samme kvinde, som jeg havde set den dag, middelalderarkæolgen var på besøg. Hun havde lagt hånden på muren. Hjertet for op i halsen på mig. Jeg skyndte mig med hastige skridt afsted mod bilen og kørte fra parkeringspladsen med øjnene i side- og bakspejle. Hun var fulgt efter mig ned mod kirkediget, men ikke ud på parkeringspladsen.
Først da jeg var kommet til afkørslen mod Seemvej, blinkede jeg til højre og holdt jeg ind i rabatten og fumlede efter min mobiltelefon. Jeg ringede til graveren. Han var på vej til kirken. Jeg fortalte ham om det sære syn med kvinden, der havde holdt sin hånd mod den tilmurede kvindedør, men jeg fortalte ikke om baggrunden for min frygt. Graveren slog derfor naturligvis historien hen og sagde, at der så tit kom folk derude også på mærkelige tidspunkter. Han ville se efter hende og forsøge at få en snak med damen. Men jeg tror, han sagde det sidste for min skyld.
Hvorfor var jeg blevet så forskrækket, ved læseren naturligvis. Men hvad havde jeg egentlig set? Kvinden havde været ung, klædt i en lang kjole af brunt stof, ikke særlig fornemt, men noget i den hele fremtoning havde denne gang sagt middelalder til min underbevidsthed. Det var dog ikke det, som havde skræmt mig, men lænken hun havde haft på, som sad omkring hendes højre hånd og løb hen ad gruset mod kirkegårdsdiget. Jeg havde enten set kvinden, som havde forbandet sin forfører eller også var jeg blevet skør og så syner ved højlys dag.
Den 15. søndag efter trinitatis var der gudstjeneste i kirken. Det var to dage efter mit skræmmende syn. Da organisten og jeg ankom 25 minutter, før tjenesten begyndte, spurgte jeg graveren, om han havde talt med kvinden. Men han sagde blot, at hun måtte være kørt. Der havde ikke været nogen på kirkegården, da han var kommet. Jeg havde jo fortalt, sagde han, at hun var næsten ude af kirkegården, da jeg sidst havde set hende og han var ankommet 10-15 minutter efter vores samtale. Jeg pressede ikke yderligere på, for jeg troede ikke på, der ville være en naturlig forklaring på hændelsen.
Da jeg stod bag alteret for at børste præstekjolen, forsøgte jeg ikke at kigge ned i relikviegemmet. Da jeg alligevel så ned i den gamle tuftsten, forekom det mig, at blykapslen var åbnet en anelse mere. Jeg kunne nu skimte en af knoglernes lysebrune overflade.
Klokkerne ringede, da jeg stod foran alteret, men da det første af de ni bedeslag begyndte, lød der dunk på nordvæggens tilmurede kvindedør. Folk vendte sig og kiggede forbavsede derhen. Det lød så højt, at graveren rejste sig og gik ud af kirken for at se, hvad der var galt. Jeg havde en fornemmelse af, hvad det var som forstyrrede kirkegængernes andagt, men knælede alligevel ned under indgangsbønnen. Graveren kom ikke tilbage før prædiken. Han så fortumlet ud.
Efter gudstjenesten spurgte jeg ham, hvad der var sket. Han sagde, at han var snublet over noget på vej rundt om kirken og havde slået hovedet mod døren til tårntrappen, som havde stået åben. Han havde ikke set noget ellers, men det undrede ham, at døren til tårnet stod åben, for den plejede at være låst, og det var en rum tid siden nogen havde været deroppe, faktisk ikke siden de store reparationer af murværket nogle år tidligere.
Jeg tog præstekjolen af og bad ham gå med op i tårnet for at se om nogen var gået derop. Jeg havde simpelthen ikke mod til selv at gå derop. Vi kravlede op ad den smalle vindeltrappe og kom op i halvmørket, hvor klokkerne hænger. Der var ingen spor af besøg. Så åbnede vi den lille metalluge, som fører ind til kirkeloftet og kravlede ned på bræddegulvet. Heller ikke her var der noget. Graveren ville vende om, men jeg insisterede på vi fortsatte. Jeg gik forrest hen til rummet over alteret, som var lidt af et rodet pulterkammer. Vi kiggede rundt derinde. Her havde messeklokkerne hængt i en anden konstruktion engang i middelalderen, tænkte jeg. Pludselig kaldte graveren på mig. Han stod med et brev i hånden, nej, ikke bare et brev, men brevet fra helgenkalenderen. Jeg spurgte, hvor han havde fundet det og han viste mig en forstyrret plads i støvet helt ude ved kanten af rummet – lige over relikvierne.
Jeg fandt på en historie om, at vi skulle lægge det tilbage, hvor han havde fundet det. Jeg sagde, at jeg ville kontakte museet og få en af medarbejderne til at komme derud. Det var vigtigt, at de så det nøjagtige sted for fundet, påstod jeg. Graveren accepterede mine løse argumenter og lagde det tilbage, hvor han havde fundet det, og vi gik ned igen.
Jeg havde ikke turdet ikke fjerne det. Jeg havde ingen lyst til at have brevet hjemme og jeg syntes det ville være umoralsk at lade den uvidende graver tage det med hjem. Men jeg var sikker på, at forbandelsen virkede som en magisk magnet, der langsomt åbnede Stk. Gothardts blykapsel. Jeg var alt for bevidst om, at der ville ske noget, når kapslen var helt åben, men vidste ikke, hvor hurtigt det ville gå, eller hvad der ville ske.
Da jeg kom hjem på mit kontor, åbnede jeg galleriet i min telefon for at se på seglet. Der måtte være en vej gennem det til forståelse af det, som skulle se – hvad det var, som var sluppet løs efter århundreders indespærring i relikvieskrinet, måtte kunne læses ud af den magt som forseglede forbandelsen og gav den kraft, når dets segl var brudt. Jeg fortrød bitterligt, at jeg havde sagt ja til at vise middelalderarkæologen relikvierne. Nu måtte jeg bide i det sure æble.
På seglet så man en kvindeskikkelse, der red på en ulv. Tømmen var en slange og kvinden havde en ormetunge, dvs. en ”ond tunge”, som hang unaturligt langt ud af hendes mund.
Det var tydeligt hedensk i sin oprindelse, men altså brugt i 1300-tallet. Jeg gik ind i vores bibliotek og kiggede på hylderne. Intet i Troels Lunds ”Dagligt liv i Norden”. Men efter nogen tid kom jeg til at tænke på Grundtvig. Jeg fandt Grundtvigs nordiske mytologi frem og kiggede i forskellige afsnit om den onde side, jætterne. Efter nogle timer var jeg heldig. Seglet forestillede jættekvinden Horrokin på vej til guden Balder begravelse. Den onde tunge var forbandelsens ophav, drabet på manden var hendes kraft. Nu forstod jeg, hvorfor der var to knogler i blykapslen. Den ene var Horrokins.
Jeg gik ud og hentede min favoritportvin, Taylors Port, tændte alt lys på mit studereværelse inklusive det kirkelys, som jeg havde fået fra Seem Kirke, da det var brændt så meget ned, at vi ikke kunne bruge det på alteret. Klokken var kun lidt over otte. Udenfor var vægteren kommet med en flok turister. Han fortalte om huset her bag ham. Lutter vante lyde.
Jeg forsøgte i de følgende timer at rekonstruere begivenhederne for 700 år siden. Det var kun en hypotese, men skulle der ske mig noget, så skulle en eventuel ulykkelig efterfølger ikke begynde på bar bund. Jeg formodede, at den katolske præst i Seem, som ingen i dag kendte navnet på, måtte have vidst, hvad denne forbandelse betød. Han havde fundet den onde genstand, som formodentligt havde været lagt i forførerens hus for der at virke sammen med forbandelsesbrevet. Kvinden må have foretaget forbandelsen, før hun var blevet lænket til kirken som troldkvinde. Hun var ikke blevet slået ihjel, fordi hun var gravid, men da hun havde født eller aborteret, blev hun dræbt og begravet udenfor indviet jord bag kirkegårdsdiget mod nord. Barnet som kan have været dødfødt på grund af den hårde behandling, hun havde været udsat for, blev så begravet sammen med hende. Genfærdet af kvinden, som jeg havde set ved den tilmurede kvindedør, var så blevet vækket, da Skt. Gothardts relikvie blev åbnet – eller måske, da jeg brød seglet eller måske begge begivenheder i fællesskab. Hun blev så vækket af sin søvn i graven og fik, den dag jeg mødte middelalderarkæologen, sin gang mellem graven og den dør, hun måtte ind ad for at få fat på forbandelsens artefakt i relikviegemmet. Den dør var blevet lukket i 1500-tallet, så hun kunne åbenbart ikke overskride tærsklen.
Brevet, som på et tidspunkt var kommet fra præstens efterladenskaber og var landet i katedralskolens gamle helgenkalender, var på grund af åbningen af blykapslen omkring det middelalderarkæologen og jeg mente var Skt. Gothardts knogler, blevet aktiv igen og havde søgt sin genstand. Det, som ville ske, når de to genstande igen mødtes, var klart: Forbandelsen fra Horrokin ville finde efterkommere af forføreren og dræbe dem med Horrokkins ”onde tunge”.
Problemet var, at jeg ikke vidste, hvem denne slægt var, og i alle tilfælde ville efterkommerne være spredt ud over hele landet, ja måske over hele verden, måske var jeg selv efterkommer eller mine børn gennem min kones slægt? Hvem var ikke i familie med hinanden efter 700 års forplantning og ægteskaber? Skulle forbandelsen virke og dræbe, ville jeg aldrig kunne vide det eller bevise det, for der skete jo tusindvis af dødsfald blandt mænd i verden hver dag, men der kunne være tale om tusinder, hundredtusinder af ofre.
Kirkens øvrige relikvier havde bevogtet dette onde forbandelsesrelikvie, og på et tidspunkt i 1300-tallet havde man forøget vogternes antal for at deres overskydende gode gerninger skulle kompensere for sognets ondskab. Nu var seglet brudt, og der ville snart ske noget forfærdeligt, frygtede jeg.
Der lød seks slag fra Domkirkens stormklokke. De bragte mig tilbage til virkeligheden, som var et næsten nedbrændt kirkelys og en helt tømt portvinsflaske. Jeg kunne ikke komme videre, mine tanker kørte i rundkreds, mit hoved gjorde ondt. Jeg gik i seng.
Næste dag besluttede jeg, at jeg ville ignorere det hele. Det var for vanvittigt. Jeg ville stole på min sunde fornuft og trøstede mig trods mine oplevelser med, at der jo ikke var andre der havde set eller oplevet noget overnaturligt.
Vinteren gik og foråret kom, kapslen var næsten helt åben nu. Skulle jeg fjerne brevet? Jeg turde ikke tale med nogen om disse ting, da man helt sikkert ville antage mig for vanvittig og spærre mig inde på Spangsbjerg. Men for hver dag der gik, stod det stadig klarere for min samvittighed, at jeg ikke kunne udsætte handling længere. Der var to ting, som åbenlyst måtte gøres. Kvinden og hendes barn skulle begraves i indviet jord og brevet og forbandelsesknoglen skulle tilintetgøres.
Mit store problem var, at hvis jeg gjorde nogle af disse ting ville jeg blive anklaget for en forbrydelse og måske blive sat i fængsel, i hvert fald få en bøde og blive afskediget. Jeg udskød beslutningen.
28. april om morgenen ringede graveren til mig. Glasset på relikvieskrinet var sprængt. Han gættede på hærværk. Der havde været flere tilfælde af hærværk mod kirker på landet i det sydvestjyske i den senere tid. Jeg snakkede ham efter munden og lagde på. Jeg spurgte om blykapslen. Den var forsvundet. Knoglen? Den var også væk, men de øvrige relikvier lå der endnu. Han havde anmeldt hændelsen til politiet, og de ville komme forbi senere på dagen for at optage en rapport.
Jeg ventede med tilbageholdt åndedræt de næste dage. Aviserne fortalte om en epidemi. Den ramte ældre mænd. Man spekulerede fra avisens side om det var eftervirkninger af de manglende influenzavacciner, som var sparet væk af kommunen. Men man vidste intet. Lægerne var tavse. Det eneste de kunne konstatere var, at hjertet holdt simpelthen op med at slå på ofrene. Der var ikke symptomer på dette fænomen, kunne lægerne hjælpeløst konstatere. Også i Ribe var der døde – og i Seem Sogn. Det var først ældre, men som dagene gik blev ofrene yngre og yngre. Jeg måtte handle nu, fængsel eller ej.
Da skumringen var faldet på den 4. maj året efter det hele begyndte og folk igen sad og fejrede frihedsbudskabet fra 2. Verdenskrig med lys i vinduerne, stillede jeg min cykel op ad kirkediget. Jeg fandt nøglen til graverens værksted frem og fik fat på en spade og en skovl. Så gik jeg op til den tilmurede kvindedør og målte ud fra dens venstre side en lige linje ud mod kirkegårdsdiget. Det var normalt, at syndere havde været lænket til kirkens ydermur til spot og spe for ærlige folk og både den omstændighed, at der var tale om en kvinde og at engområdet nord for kirken i middelalderen havde været en sø, hvorpå man sejlede til kirke fra Varming, gjorde jeg antog graven måtte findes her.
De første spadestik var hårde, for jeg skulle gennem græs og gamle rødder, men efter en tid kom jeg til sandlag, og nu gik det lettere. Ved firetiden om morgenen, da fuglene begyndte at synge, ramte min spade noget hård. Jeg tog min lommelygte frem og rodede forsigtigt med den højre hånd i jorden. Det var knogler. Jeg samlede dem, så godt jeg kunne. Spædbarnets knogler var der intet tilbage af, så vidt jeg kunne se i det tiltagende dagslys. Jeg lagde alle knogler i et medbragt lagen og bar dem op på kirkegården. Min krop gjorde ondt overalt. Jeg havde ikke gravet sådan i flere år, ja årtier, ikke siden jeg var soldat. Men nu gjaldt det igen. Jeg satte spaden i jorden. Der var mange ledige pladser på kirkegården og jeg havde valgt en plads så tæt på kvindedøren som muligt. Jeg tog forsigtigt græstørvene af. De skulle bruges til at skjule begravelsen. Graven blev ikke de traditionelle ni fod.
Jeg svedte voldsomt, klokken nærmede sig syv og graveren ville snart dukke op. Da jeg var fire fod nede, besluttede jeg, at det var nok. Jeg lagde bylten med knogler i jorden. Læste lovprisningen foretog jordpåkastelsen, bad Fadervor og lyste velsignelsen. Så plukkede jeg nogle blomster fra en nærliggende grav, lagde dem på knoglerne og kastede graven til. Græstørvene lagde jeg på og syntes ikke, man kunne se, her havde været gravet. Forundringen over det store hul udenfor kirkediget skulle nok også tage opmærksomheden fra dette.
Nu var den ene del af forbandelsen afsluttet, regnede jeg med. Jeg gik møgbeskidt og svedende op til døren til kirketårnet, hvor klokkerne i det samme slog otte og startede morgenringningen med den ildevarslende klang af messeklokker. Forpustet nåede jeg op af vindeltrappen og ind over kirkeloftet.
Dér lå både brev og relikvie, blykapslen for sig selv lidt længere væk. Jeg lagde dem i en taske og sneg mig lydløst ned. Graveren var kommet og var ved at sætte kaffe over på sit kontor. Udenfor hans synsvidde fandt jeg vej til min cykel og kørte ind ad skovstien. Midt i skoven standsede jeg. Jeg tog brevet og knoglestumpen frem og lagde det på nogle tørre blade, tog mine tændstikker frem og satte ild til, mens jeg bad Fadervor og sagde trosbekendelsen. Både pergament og knogle blussede hurtigt op, og inden der var gået fem minutter, var der kun aske tilbage. Jeg samlede forsigtigt asken og, bar det ud til skovkanten i et lommetørklæde og rystede det ud, så det spredtes med vestenvinden.
Hjemme igen faldt jeg fuldstændig udmattet om på min seng. Min kone var taget på arbejde og må have undret sig over, hvor jeg havde tilbragt natten. Det kunne der ikke gøres noget ved. Jeg faldt hen i en dyb søvn, drømte forvirret om en forbandelse, som forfulgte mig og vågnede først hen på eftermiddagen. De næste par dage fulgte jeg spændt rapporterne om epidemien. Den var hørt op. Siden jeg havde brændt knoglerne, var der ikke hændt nogen dødsfald af det mystiske hjertestop.
Jeg var igennem flere måneder et rystende nervevrag. Så besluttede at nedfælde disse begivenheder. For måske er der mere kirkens vogtere beskærmer os mod end Horrokins forbandelse. Da middelalderarkæologen igen for nogle år siden ringede til mig for at få adgang til relikviestenen undskyldte jeg mig med, at nøglen til skrinet var forsvundet. For der sker mere mellem himmel og jord end nysgerrige og uvidende middelalderarkæologer går og tror, når de åbner for historiens lukkede låger.

Møder i Skallebækhus Tirsdage 10.00-11.30
17.9 Sognepræst Ole Witte Madsen, Vilslev fortæller om sin slægt i Børsmose, som han har skrevet en bog om.
22.10 Søren Mulvad: ”Christoffe Nielsen Bondegård, Varming og hans oplevelser.”
19.11 Torben Bramming læser fra ”Voksdukken og andre overnaturlige fortællinger fra Ribe.

Gudstjenestetider
September
1. September 11.s.i trinitatis kl. 10.00 Signe Von Oettingen, kirkebil
8. september 12. s.i. trinitatis henvises der til Domkirken
15. september 13. s.i.trinitatis. Høstgudstjeneste kl. 10.00 Torben Bramming, kirkebil
22. september 14. s.i trinitatis henvises der til Domkirken
29. september 15. s.i.trinitatis kl. 10.00 Signe von Oettingen, kirkebil

Oktober
6. oktober 16. s.i. trinitatis henvises der til Domkirken
13. oktober 17. s.i trinitatis henvises der til Domkirken
20. oktober 18. s.i trinitatis kl. 10.00 Torben Bramming, kirkebil
27. oktober 19. s.i trinitatis kl. 10.00 Torben Bramming, kirkebil

November
3. november Alle helgensdag kl. 10.00 Signe von Oettingen, kirkebil
10. november 21. s.i.trinitatis henvises der til Domkirken
17. november 22. s.i trinitatis kl. 10.00, Torben Bramming, kirkebil
24. november 23. s.i trinitatis henvises de til Domkirken
December
1. december 1. s.i advent kl. 10.00 Signe von Oettingen, kirkebil
8. december 2. s.i advent henvises der til Domkirken
15. december 3. s.i advent kl. 10.00 Torben Bramming, kirkebil
23. december 4.s.i. advent henvises der til Domkirken
24. december Juleaften kl. 15.30 Signe von Oettingen
25. december Juledag kl. 10.00 Torben Bramming, kirkebil
26. december 2. juledag henvises der til Domkirken
29. december julesøndag henvises der til Domkirken

Januar
1. januar Nytårsdag kl. 16.30 Torben Bramming, kirkebil – efter gudstjenesten kransekage og hvidvin
5. januar Helligtrekongers søndag henvises der til Domkirken
12. Januar 1. s.e. helligtrekonger henvises der til Domkirken
19. januar 2. s.e. heligtrekonger kl. 10.00 Signe von Oettingen, kirkebil
26. januar 3. s.e. Helligtrekonger kl. 10.00 Torben Bramming, kirkebil

Seem Kirke
Menighedsråd
Klaus Petersen er stoppet i menighedsrådet, i stedet er Thomas Risom trådt til.
Organist
Lars Ole Mathiasen er ansat som organist fra 1 okt.
Lapidariet
Som omtalt i sidste nr. af Byhornet nedlægges lapidariet.
Der står gamle gravsten i lapidariet, hvis du har ønske om at få gravsten hjem, som tilhører din familie, er du velkommen til at kontakte graver, Gert Nielsen på tlf. nr. 24 40 42 85, vedr. dette senest den 31 dec. 2019. De resterende gravsten fjernes efter denne dato.

Udd. Kirkesanger
Petra Madsen er uddannet kirkesanger, og vil afløse i kirken ved behov for dette.  Seem Menighedsråd, Aug. 2019

Havemarked
Ribe Havekreds afholder Havemarked den 8. Sept. Kl. 10-13 hos Margrethe og Jens Christian, Munkevej 13, Faurholt. Der er forskellige stande med haverelaterede planter og ting. Der kan købes kaffe og bolle med pålæg. Ribe Havekreds, Margrethe Jensen

                  MØDESTEDET
v/ Ester Kjær, tlf. 74 86 71 79
Pensionister fra Spandet, Roager, Høm og Seem.
Mødested:  Spandet gl. Skole, Arnumvej 9,6760 Ribe.
Mødedag: Torsdag fra kl. 14.00 til 17.00

Sæson - 2019 – 2020
2019
12. sep. Husk udflugt!
Turen går til Randbøldal og Jelling, se omdelte indbydelse.
10. okt. Edith Steffens, Gørding, fortæller om
    ”Min barndom på Broager børnehjem”.
24. okt. Kommer en advokat fra advokatfirmaet Rohrsted, Ribe, og
     fortæller om arveret m.m.            
7. nov. Richard Kværnø om fortæller sin families udvandring til        Canada.
21. nov. Klaverstemmer Christian Skov, Arnum, fortæller om sit
     spændende arbejdsliv trods stærkt nedsat syn.
5. dec. Julefrokost kl. 12
Underholdning ved Ribekoret. Derefter pakkelotteri
2020
16. jan. Nytårskoncert med Pia og Ovin, Vejen.
30. jan. Mogens Osborn, tidligere leder af politistationen i Ribe,
        fortæller om 30 år ved politiet.
13. feb. Markering af 100 året for Genforeningen ved lokale kræfter.
27. feb. Folketingspolitiker Hans Chr. Schmidt fortæller om sit
  begivenhedsrige liv, ledsaget af musik og sang.
12. mar. Forårsfest med middag kl.12 afholdes i år sammen med  Spandet Pensionistforening. Underholdning ved Højer  frivillige Brandværnsorkester.
26. mar. Generalfors. med sædv. dagsorden med kaffebord og banko.

Brugerrådets telefonnumre:
Ester Kjær   74867179
Hans Chr. Bruhn  74867307
Elsebeth Meyer  41981950
Johanne Petz   30329521
Maja Olesen   74867136

Brugerrådets motto: Oplysning-Opmuntring-Omsorg.

O.B.S.!!

Gymnastik og hyggeligt samvær i Skolen.
Vi starter pensionistgymnastik
Onsdag d. 2. okt. Kl. 9.00 ved Lis Holdt.
Kl. 10.00 er der kaffe og hyggeligt samvær samt fællessang, bobspil, kortspil og rummikub.
Alle, der har lyst til en aktiv og hyggelig formiddag er velkomne til at deltage, også mændene.
I sommerhalvåret er der mulighed for at spille kroket hver
tirsdag kl.14.00, køller og kugler kan lånes.
Der kan også spilles petanque, kuglerne kan lånes i skolen.
Banerne er nyistandsat, alle kan bruge banerne hele ugen.

Vel mødt!!
“Brugerrådet”

Gåtur
For at kunne se årstidernes skiften, besluttede vi efter gåturen i august at gentage turen til efteråret. Det bliver den 27. okt. kl. 14. Vi mødes på hjørnet af Varmingvej og Verming Vesterby, man er velokkem til at tage kaffe og kage med. Alle er velkomne.

Skallebækhusets aktivitetsforening
Kære alle!
Jeg håber, at I har haft en god sommer!
På følgende datoer er der strikkeaftener i Skallebækhuset: 4/9 - 18/9 - 3/10 - 17/10 - 4/11 - 18/11 - 3/12, alle aftener fra 19.30.
Alle er velkomne!
Skallebækhuset sættes til salg, og vi er sagt op fra januar 2020, så må vi se, hvor vi så kan være.    Pfv Bodil Brunsgaard

 

Jagthistorier
I et udateret avisudklip i Historisk Arkiv fortæller Andreas Nørgaard, forfatter til bogen ”Træk af Seem Sogns Hjemstavnshistorie,” følgende:
Min Bedstefar, der var født 1797 var en ivrig Fisker, ligesom han satte Sakse for Ræve, især efter at han var gået på aftægt.
Da han en Morgen gik ud for at se, om Ræven var gået i Saksen, fandt han Mikkel fanget, gav den én for Panden, og mente, den hermed var død. Hjemme lagde han den døde ræv fra sig og gik ind for at spise Davre sammen med Bedstemor. Men allerbedst som de sad og spiste, hørte de et vældigt Spektakel ude i Køkkenet. Da de kom derud, så de Mikkel oppe i Tallerkenrækken, hvor den havde lavet et værre Rabalder, og så kan det nok være, at den fik én på Sinkadusen, så den ikke kom til Live mere.
Den anden Historie foregik på en enligt beliggende Gård i Vintertiden, hvor det kniber for Harerne at finde Føden, og så lister de ind i Haverne til Kålene. En Karl, der tjente på Gården, sad, som det den Gang var almindeligt for en Jæger, på Lur i Stalden, han havde opdaget Haren i Kålene, men til hans store Ærgrelse kunne han ikke ramme den. Folkene på Gården fik da fat i et Katteskind, som de udstoppede og satte ud imellem Kålene, så det lignede en Hare. Da Karlen fik Øje på Dyret, blev han så begejstret, at han løb ind efter de øvrige Folk og sagde: ”Stille, Mor! Hun sidder dér!”, hvorefter han skød Bøssen af, og ”Haren” styrtede om. Men stor var hans Forbavselse, da han så, det var en udstoppet Kat.

Nyt fra UIF
De sidste regninger fra sportsfesten er nu kommet, og resultatet er et overskud på ca. 10.000 kr. Vi ønsker at gøre det endnu bedre, derfor søges der fonde, så vi kan få vores eget telt og slippe for den udgift.
Vi skal gerne have noget underholdning til sportsfesten næste år. Sidder du med nogle gode ideer, kunne tænke dig at være med eller måske være instruktør, så kontakt Anne Imhoff på tlf. 2251 3236
Oversigt over trænerkontakt og trænings tider:
Damehold: Træner Jacob Knudsen tlf. 6017 1495. Der trænes mandag og torsdag fra 19 -20.30.
7 mands herrer: Holdleder Tom Højtoft Pedersen tlf. 6048 9722. Der trænes ikke, spilles kun kampe.
11 mands serie 3: Træner Niels Larsen tlf. 4033 2493. Der trænes tirsdag og fredag fra 19-20.30.
Børnefodbold/leg fra 2-6 år: Træner Rasmus Karkov tlf. 6128 2623. Der trænes tirsdag fra 16.30-17.30
Vi kunne tænke os at have nogle timer med sjov og leg i gymnastiksalen i vinter, med alle vores skønne børn. Det kan være alt fra gymnastik og boldspil, til rytme og dans. Kunne du tænke dig at være tovholder på dette projekt eller har ideer til, hvordan vi gør dette så kontakt Kathrine på 6048 9721.
Høstfest Lørdag den 14/9 med fællesspisning. Tilmelding til Stig på 2270 7112 eller Kathrine på 6048 9721. Der kommer sedler rundt i postkassen.      kh

Et glemt ord
Der glider jævnthen ord ud af sproget, ofte ord, som er knyttet til handlinger, som ingen længere foretager sig. Ved kørsel med heste kaldte man den venstre hest den nærmer (på nogle dialekter den tilhånds) og den højre den fjærmer (den frahånds). Men nu er hestevognskørsel forbeholdt ganske få, og ordene er gået i glemsel.. Det samme er tilfældet med ordet skellig, som kun har overlevet i den faste vending at gøre ret og skel. Ordet bruges måske endnu i sammenhængen ”der er ingen skellig grund til ...”, men det høres kun sjældent nu. Det rette indhold er billig, gyldig, tilstrækkelig, med føje, lovlig eller velbegrundet.    sm

PRÆMIESPIL
Maj:   Juni:
1. Brian Ebsen  Jens P. Sørensen
2. Marlene Aaskov Ketty Hansen
3. Svend Beier  Janne Nielsen
-  Mogens Blom Hans Nørregaard
-  Gitte Ebsen  Egon Møller
-  Magnus Hansen Karoline Jespersen
-  Carsten Rask Mark Wind
-  Johnny Iversen Mads Sandberg
-  Nadja Jørgensen Jeppe Hansen
-  Emil Højholdt Lek Andersen
-  Julie Imhoff  Pernille Pedersen
-  Rita og Egon Keld Georgsen
-  Susanne Autzen Simon Mørk

August:    September:
1. pr. Inge og Leif Schmidt  Carsten Rask
2. pr. Kirsten Møller   Mogens Johansen
3. pr. Henrik Erichsen   Erik Høegh
- Paul W. Olsen   Jørn Morthorst
- Erik Høegh    Henry Tønder
- Annette Sjøgren   Lek Andersen
- Jeppe Chr. Hansen   Stella S. Jensen
- Ulla Sørensen   Allan Sørensen
- Gunnar Stokbæk   Flemming Johansen
- Ronald Rasmussen   Vibeke Nykjær
- Jette Olesen    Rita og Egon
- Niels Christensen   Aksel Poulsen
- Hans J. Ebsen   Line Hein Thomsen

 

Pave Frans
”Vi lever i en verden af fornærmelser og mangel på harmoni. Der er dem, der har for meget, og dem, der ingenting har. Der er dem, der lever 100 år, og dem, der ikke engang kan blive født. Folk leder efter hurtige løsninger, - en hurtigtvirkende pille efter den anden for at føle sig i live. I computerens tid, er det distancen, der regerer. Jo flere ”sociale” medier, desto mindre sociale bliver vi. Det er Helligånden, der binder os sammen, ikke de ”sociale” medier.” (Kr. Dgbl. 12/6 – 19)

 

 

 

Tag med toget
Vi skal til at vænne os til at tænke anderledes, når vi skal med toget. Førhen rejste man til Bramming og ventede måske på forbindelse østpå, og ligeledes, når man skulle retur. Der var altid ventetid i Bramming. Det behøver man ikke længere. Busrute 135 kører fjorten daglige ture til Vojens, hvorfra der er rigtig mange togforbindelser både mod nord, øst og syd, og lige så mange retur. Skal man have gæster fra København, behøver man ikke køre i egen vogn til Bramming og hente dem, - de kan gnidningsfrit tage rutebilen til f.eks. Skallebæk, og rejser man på rejsekort, er bilturen nærmest gratis.
Frem for at rejse udenlands med fly og derved bidrage til luftforureningen, kan enhver købe et Interrail-Pas af forskellig varighed, hvorpå man kan rejse med tog i 31 europæiske lande. Mærkværdigt nok er salget af interrail-pas faldet ret meget. I 2016 blev der solgt lidt over 5.000 pas, mens der i 1980 blev solgt 30.000 pas. Rejser med tog forurener mindre end flyrejser og giver større komfort og bevægelsesfrihed undervejs. Oveni kommer, at man ikke har besværet med at komme til og fra lufthavnene, der ofte ligger langt fra bycentrene.       sm

Latin
Det hedder sig, at den lutherske kirke ved reformationens indførelse 1536 afskaffede latin som gudstjenestligt sprog. Et nærmere studium af dette emne afslører, at afskaffelsen ikke gik så gelinde, som det lyder til. Oprindelig beholdt man den latinske messe i danske kirker på de tre højtider: jul, påske og pinse. Sprogets højtidelige klang forekom sikkert lovgiverne at være andægtigt. Alle gejstlige, selv degnene skulle fremdeles kunne latin, måske mest for at adskille dem fra lægfolket. År 1562 bestemtes det, at fynske degne hver søndag skulle synge ”Officium og Alleluja” på latin for at ”ikke Lægfolk skulle tilegne sig deres Embeder”. I skolerne, d.v.s. latinskolerne blev der dagligt holdt bøn, sang og prædiken på latin. Endnu i vore dage kan en provsteindsættelse foregå delvist på latin.  sm