BYHORNET

 

Påske for Herren
Da Maria Magdalene, Maria, Jakobs mor og Salome hastede gennem Jerusalems endnu mørke gader for at komme til graven, havde de glemt alt om påsken. De hyggelige middage og sammenkomsterne med venner og familie havde de ikke i tankerne, kun at Jesus skulle salves med vellugtende salver, så hans krop ikke udsendte forrådnelsens lugte for tydeligt.
Salven var lavet på myrra – en af gaverne som de tre vise mænd havde givet Jomfru Maria og Jesusbarnet, da de var kommet for at tilbede ham. Maria havde husket det alle årene – hun havde ikke været glad for den gave, for den var forbundet med døden. Den skulle bruges nu, for det var jo allerede tredjedagen.
Paulus fortæller i sit brev til de kristne i Korinth, hvad korsfæstelsen betyder: Vort påskelam er slagtet, Kristus.
Det tænkte kvinderne ikke på tidligt om morgenen på vej til graven kort før solen stod op. Jesus havde før sin korsfæstelse selv sagt det hele til dem, men de forstod ham ikke. Han havde sagt, at han ifølge de gamle profetier skulle dø, men opstå fra de døde og udfri sit folk fra undergang og død.
Det er derfor vores påske falder i jødernes påske, ja egentlig er den samme påske. For påskelammet blev jo slagtet første gang i Ægypten, da Moses førte jøderne ud af slaveriet. Dengang havde jøderne fået det bud, at de skulle slagte et lam og smøre dets blod på husets dørstolper, så ville dødens engel gå forbi og i denne grusomme nat, skulle de være iført deres rejsetøj, så de straks kunne drage afsted, væk fra Ægypten mod det forjættede land.
Når Paulus skriver til korinterne, at vores påskelam er slagtet, Kristus, så er det fordi den første påske bliver forklaret i den anden påske, hvor Kristus udgød sit blod på korset, så dødens engel kunne gå forbi vores hus og lede os til det forjættede land, Guds rige, som ikke er af denne verden. Det hele stod i skrifterne. Jesus havde selv sagt det, men de forstod de ikke – hverken kvinderne eller disciplene.
Profetierne i Det gamle Testamente var ellers mange. Vi hører en af dem i dag fra Davids salme 118: Jesus kaldes her hovedhjørnestenen som bygmestrene forkastede, den som blev Davids frelse dengang, men som pegede frem mod påskemorgen. Men det forstod de ikke.
Derfor hastede de tre kvinder gennem byen uden håb. Det eneste, som endnu fyldte dem, var kærligheden. Paulus skriver videre i brevet til Korinterne, at der til sidst kun bliver tro, håb og kærlighed, men størst af alt er kærligheden. Den kærlighed havde kvinderne set på korset langfredag, da Jesus døde og det viser de ved deres tunge gang til graven uden tro og uden håb tilbage.
Men selvom de tre kvinder ikke vidste det, så var det ingen sørgemarch de var i gang med, men en festprocession. De gik så at sige til påskegudstjeneste som de allerførste, ligesom vi er her som de foreløbig sidste. Men det er samme påskegudstjeneste.
De kom til graven, da solen var stået op. De er bekymrede over den store sten, som de langfredag havde set var blevet væltet foran indgangen til graven. Hvordan skulle de med deres svage kræfter kunne vælte den væk? Men det havde de ikke tænkt på, før de gik. Da de kommer ind på gravpladsen ser de, at stenen var væltet fra. Vi kan høre på beretningen, at de tre kvinder er ligesom øjnvidner, der beretter. Disciplene har spurgt: hvad skete der, hvad troede I, hvordan så det ud?
I de fire evangelier varierer øjenvidnerne lidt i deres beretning, hvilket kun gør dem mere troværdige. Den ene husker det sådan, den anden sådan, men det er samme historie de fortæller alle sammen: Graven var tom. En unge mand i hvide klæder siger en, en engel, siger en anden, fortalte dem, at Jesus var opstået fra de døde. Der er de alle enige. Det de havde forventet at finde, fandt de ikke.
Det, som de havde gjort ud af ren kærlighed for en de havde elsket, men var død, var nu blevet en begivenhed, der fik deres håb til at vokse sammen med frygten. Det sker jo der, hvor man oplever noget man ikke kan rumme, noget man har svært ved at sætte ord på. Disciplene har spurgt: og hvad gjorde I så? De svarede: Vi flygtede, vi turde ikke sige det til nogen, for vi var bange. Vi hører i de andre evangelier, at kvinderne lamslåede vendte tilbage fra graven. Peter og Johannes har set deres bestyrtelse og fået dem til at tale. Men de udelader det med englen og den unge mand i hvide klæder i første omgang. De siger blot, at nogen har taget Jesus og de ved ikke, hvor de har lagt ham. De turde ikke sætte lid til deres oplevelse. Igen viser øjenvidneberetningerne, som kvinderne eller disciplene har fortalt til evangelisterne, at det her er historisk reportage. Man vil have det hele med, for her begynder noget nyt, noget stort, en ny surdej, som vil ændre alt.
I Matthæusevangeliet fortæller disciplene, at de gik til graven for at se, om det forholdt sig som kvinderne havde sagt. Jesus kom dem i møde. De kendte ham, og i mødet gik det op for dem, at han er hvad han hele tiden har sagt, Guds Søn. Det gør dem ikke blot glade, men også bange. Derfor siger han til dem: Frygt ikke! Disciplenes tro blev til tro på noget virkeligt, da Jesus stod op fra de døde. Påsken betyder udfrielse, ny begyndelse, at Guds rige her midt i vores grå hverdage er en del af vores liv. Derfor er påsken de kristnes store højtid. Amen.

 

Konfirmation
Lørdag den 4. september kl. 10.00
Årets konfirmander:
Caroline Elkjær Sigl
Jan Gordiyenko Schultz Petersen
Mads Præstiin Germundsson
Ida Petersen

Skallebækhusmøder
tirsdage 10.00-11.30
28. september Museumsinspektør Mogens Hansen:
Skabelsesmyter i Bibelen.
Blandt Bibelens skabelsesmyter er de to første, der indleder 1. Mosebog, de mest kendte. Men også andre steder i bibelen findes spor af skabelsesmyter. Med foredraget vil jeg desuden fortælle om skabelsesmyternes forhold til andre dele af Det Gamle Testamente og naboreligionerne samt udpege træk, der viser tilbage til ældre lokale religioner. Endelig vil jeg belyse kristendommens specielle forhold til skabelsesmyterne.
Desuden vil jeg se nærmere på udvalgte sproglige spidsfindigheder, der belyser en række nuancer, der er svære at oversætte. Herunder de skjulte kvindelige elementer i den oversatte tekst. På dansk har vi f.eks. ikke som hebraisk navneord, der enten er hunkøn eller hankøn.
Myte er i mit sprogbrug et positivt ord for et poetisk sprog, der kan beskrive menneskets forhold til det guddommelige. Dermed rummer myterne meningsfulde sandheder af helt andre dimensioner end moderne naturvidenskab og historieskrivning.

12. oktober tidl. Sognepræst Jørgen Bork Hansen
”Et lille sogns møde med besættelsesmagten”.
En fortælling om en usædvanlig alliance mellem et dansk sogn og en bataljon ungarske soldater, der var tvangsudskrevet til tysk krigstjeneste i Danmark under 2. verdenskrig. Denne fortælling og andre fortællinger er at finde i journalist og forfatter Søren Peder Sørensens bog ”De ungarske soldater – en glemt tragedie fra den tyske besættelse af Danmark under 2. Verdenskrig”.  Hans interesse for emnet opstod i Lønborg-Vostrup, hvor hans morfar, sognerådsformand Laurids Thomsen sammen med pastor Anders Bork Hansen stod i kontakt med ungarerne og støttede dem. På anmodning fra ungarerne indvilgede Anders Bork Hansen i at holde en Langfredagsgudstjeneste i Lønborg kirke. Den kom til at vende fuldstændigt op og ned på den almindelige opfattelse af, hvem der var ven og fjende. Man så hinanden som medmennesker. Og det fik stor betydning i de afgørende uger op til Danmarks befrielse.
Langfredag næste år 2021 (skulle have været i år – udsat p. gr. a. corona) afsløres en mindesten på Lønborg kirkegård til minde om Langfredagsgudstjenesten i 1945. Den ungarske ambassadør i Danmark kommer til gudstjenesten og den ungarske stat betaler mindestenen. Den ungarske ambassadør inviterer til ungarsk gullasch efter gudstjenesten på Lønborggård.

9. november Inspektør fiskerimuseet i Esbjerg Kasper Rathjen
Kasper Rathjen er ny inspektør på Fiskeri og søfartsmuseet i Esbjerg og fortæller om sit arbejde og de gamle og nye tiltag, som museet, som er en af de største turistattraktioner i Sydvestjylland byder på anno 2021.

7. december Foredragsholder afventer

Gør det i morgen

Gør ikke i dag, hvad du kan få andre til at gøre i morgen. – En velkendt talemåde, som stammer fra generaldirektør Mondrup. Han forklarede sig således: Det er en moral for den, der er sat til at styre. Chefer skal ikke tage sig af småt og stort. Det er mange mænds fejl, at når de får en ledende stilling, at de vover sig ud i detaljernes hav; en dag drukner de, fordi de ikke længere ved ud eller ind. For at bevare overblikket må man stole på, at medarbejderne hver for sig tager sig af opgaver, der knytter sig til deres stilling.   (Efter Vogel-Jørgensen)

Tab og sorg
Jeg har aldrig haft noget problem med at bede for afdøde mennesker, og jeg gør det stadig med en vis overbevisning. Men når jeg prøver at bede for Helen (hans afdøde kone) går jeg i stå. Forvirringen og forbavselsen vælder op i mig. En frygtelig følelse af uvirkelighed vælder op i mig, som om jeg sidder og taler ind i et tomrum om noget, der ikke findes. (C.S.Lewis: En sorgens dagbog)

Overraskende pointer
Der findes ingen nye laster, - det er bare de gamle, som har fået bedre PR.    Edvin Adolphson

Det er rart, når man kan høre, at en tale kommer fra hjertet, - men det er ingen skade til, hvis man også kan høre, at den har været en tur gennem hovedet først.   Viggo Steincke

At blive gammel er ikke andet end en dårlig vane, som travle mennesker ikke har tid til at tillægge sig.               Andre Maurois

Susanna i badet
Det alment kendte udtryk har en bibelsk oprindelse. I GTs apokryfe bøger, Daniels Bog kap. 15 fortælles historien om to gamle mænd, som begærede Susanna, en ung kone og belurede hende, da hun gik i bad sin have. De faldt over hende, men hun råbte gevalt, hvorpå de to voldsmænd løgnagtigt forsvarede sig med, at det var dem, der havde råbt op, og de påstod, at hun var blevet opsøgt af en ung elsker.
Hun blev anklaget for rådet, hvor dommeren, Daniel, klogt afhørte de gamle hver for sig. De han spurgte dem, under hvilket træ Susanna og elskeren havde ligget i hor, svarede den ene ”en lind” og den anden ”en eg”, hvorved de var afslørede og Susanna var befriet for mistanke.   sm

Nyt fra Høm Vandværk
Ifølge vores vedtægter, skal der være afholdt generalforsamling inden udgangen af marts måned, men grundet forsamlingsforbuddet (Corona), er dette ikke muligt. Derfor udsættes den indtil der åbnes op igen, og afholdelse er muligt på forsvarligt vis. Afholdelse vil blive annonceret i Ribe Ugeavis.
Den nuværende bestyrelse fortsætter, indtil der kan afholdes generalforsamling.
Med venlig hilsen Bestyrelsen 

 

Forår
Å, før du rigtig får set dig om,
det myldrer frem i de sorte bede!
Frem af sit løg hyacinten kom,
da stod en krokus der allerede

Den lille krokus var himmelblå
og hyacinten med røde klokker.
For første gang de på verden så:
Der sneg en kat sig på listesokker.

De spurgte katten: Hvor er dit løg?
Og er du vokset i disse bede?
Men dyret højt gennem luften fløj
og tog en spurv, der stjal dun til en rede.
Louis Levy

Byhornet
Bladet udkom første gang i marts 1986. I forordet kan man læse, at både Seem Skole og Høm Forsamlingshus var optaget hver aften i ugen til kulturelle eller idrætslige begivenheder. Der blev indbudt til forestilling med Jesper Klein i Forsamlingshuset. Der var annoncer fra to Brugser, tækkemanden, planteskolen, vekselereren, Skallebæk Mølle og flere, som nu ikke længere virker. Af nyhedsstof kom der indlæg fra Husholdningsforeningen og Foredragsforeningen. Der var endnu skub i foreningslivet for 34 år siden. Siden da er bladet udkommet med 4 årlige numre, nu nr. 141.  sm
Drama på Munkesø
Jens Simonsen fortæller: Her er lille Drama-historie fra ca. 1963. En sommerdag tog jeg på fisketur til Munkesøen som så ofte før, men uden min far Holger Simonsen. Jeg stod på den gamle sorte skude og kastede snøren ud, da jeg blev opmærksom på to unge mænd, som i kådhed vipper med deres robåd fra side til side ude på vandet! Pludselig gik deres båd ned! To lange stager, som de havde arbejdet sig ud med står i mudderet og rager op over vandspejlet. To hoveder viste, hvor mændene stod i vand til halsen. De begyndte desperat at råbe om hjælp. Min far havde forbudt mig at stage ud i den bundløse Munkesø, men jeg vurderer, at de er ved at drukne, hvis jeg ikke stager over til dem. Jeg nåede halvvejs over til Munkegård- siden, da Peder Kromand kommer stagende i en vældig fart. Han råber noget. Jeg udpeger stedet hvor mændene havde stået med hovederne oven vande. Peter var stor og stærk, så han kunne hive de to unge mænd op i sin båd og stage dem i land. Det var sønnen fra Munkegård, Jens Peter Sørensen og forkarlen, som jeg mener hed Johannes. Dagen efter i skolen kom Peter Munke og takkede mig for mit bidrag med at hjælpe dem. Ved min mellemkomst var Peder Kromand kommet til hjælp, og da han så bette mig midt på søen i den sorte skude, troede han, det var mig, der havde skreget om hjælp! Min tilfældige tilstedeværelse gjorde, at det endte godt. En rystende oplevelse fra Munkesø.

Døden og Ridderen
En gammel russisk legende
En frygtløs ridder rejste gennem hele den vide og skønne verden, hvor han oplevede mangt et eventyr. En dag traf han Døden på sin vej. Døden var nem at genkende, den havde et skrækindgydende udseende, som en vild løve, og den bar alle mulige farlige våben med sig: Lanser, sabler, léer og alt, hvad man kan tænke sig af redskaber til at dræbe mennesker med.
Ridderen blev forskrækket, men han fattede sig hurtigt og spurgte:
- Hvem er du, som ser ud som et vildt dyr og dog bærer menneskelig skikkelse?
- Jeg er kommet for at hente dig! 
- Jeg er ikke ræd for dig!
- Hvor tør du lade være at bæve for mig? Fyrster og generaler, præster og klosterfolk frygter mig.
- Jeg har besejret hærskarer og holdt stand mod kæmper. Jeg er tapper og kæk. Ingen har nogen sinde kunnet true mig for alvor. Forsvind, inden jeg gør det af med dig!
- Samson selv, som kunne have standset jordens drejning med sine kræfter, har jeg overvundet. Den tapre Aleksander den Store, som vandt sig hele verden, har jeg hentet. Selv den vise Kong Salomon tog jeg. Ja, endog vor Herre Jesus Kristus måtte en stund bøje nakken for mig. Jeg er Døden, jeg samler ingen rigdomme, er ikke barmhjertig, glæder mig ikke over smiger. Jeg tøver ikke, venter ikke på nogen. Når jeg kalder, må enhver følge mig.
- Vis du mig barmhjertighed i det mindste.
- Aldrig, du menneske! Jeg er ikke til købs. Tog jeg mod tilbud fra konger, fyrster og præster, ville jeg eje rigdomme og kongeriger og godser. Næ, jeg kommer som en røver og tager kun livet.
- Vent i det mindste et øjeblik, så jeg kan aflægge skrifte.     
- Et sølle menneske er du. Gud har sagt i sine hellige skrifter ’Våg og bed’ thi du kender ikke timen, for Døden sender intet forvarsel, men kommer som en tyv om natten.
- Ve mig arme menneske. Giv mig bare frist til i morgen, så kan jeg nå at ordne mine forretninger og jordiske gods.
- Stakkels forvildede menneske! Du klager og græder, og ofte beder Gud mig have medlidenhed. Men når et menneske får udsættelse, lever det bare videre i den gamle skure, som om Døden ikke kommer dem ved, og de øver ingen milde gerninger mod deres medmennesker. Du vil fortryde dine mange synder fra nu af og til i morgen? Ja, tak! Når morgendagen kommer – og selv efter mangen morgen derpå – har du glemt dit forsæt. Der er altid mulighed for at gøre bod, så udsæt det aldrig. I mennesker lever i evig sorgløshed, hårdhjertede og i troen på, at livet varer evigt.
- Jeg er i svær sjæleangst, hr. Død, lad mig tage til bys og anskaffe mig en ligskjorte og få præsterne til at læse sjælebøn for mig. Så vil jeg give alt, hvad jeg ejer til kirken.
- Du har hverken skriftet eller øvet mild barmhjertighed, mens du var i live. Intet har du givet de fattige.
Døden greb den stolte ridder ved hovedhåret og skar halsen over på ham, savede hans hjerte over og huggede hans lemmer af.
Det er først, når øjet brister, og man ikke længere kan tale, at man erkender, hvad man har forsømt i sit liv. Når Guds engel kommer efter dig, så indser du dine synder, og så er det for sent at unddrage sig dommen. Børn og viv står grædende ved dit dødsleje, og intet formår du længere at fortælle dem. Når englene bærer din sjæl op til Gud, og dit værdiløse legeme overgives til ormene, er det for sent at fortryde. Alle troende skal skrifte tre gange om året, øve milde gerninger og besøge kirken ofte. Jordlivet er kort, og evigheden er endeløs. Døden skåner ingen.

Amerikanske manèrer
Hello! – blev der råbt, når gæsterne indfandt sig i Mr. og Mrs. Franks lejlighed.
Hello, boy! og Hello, dear! – og man stødte gæsterne i maven og dunkede dem i ribbenene som udtryk for hjertelighed, og da en europæisk gæst af gammel vane rakte en hånd fem til goddag, blev det opfattet som opfordring til en spøgefuld kraftprøve, og hånden blev klemt og maset, til man skreg. (Efter novelle)
                        Hans Scherfig

Militær disciplin
En gang i 1800-tallet skete det i Københavns Borgervæbning, at en kommis, Jens, og hans principal, hr. Sørensen kom i samme kompagni. Jens blev forfremmet til løjtnant og skulle eksersére kompagniet. Det kom til at lyde sådan:
Jens. ”Alle … Ret!”
Hr. Sørensen: ”Skal det være lige med det samme, Jens?”
Jens: ”Ja! – i al fald snarest muligt, hr. Sørensen.”

Guds Rige
”Bank på, og der skal lukkes op,” men at banke på er vel ikke det samme som at hamre og sparke som en sindssyg på døren? Og der står jo også (i Biblen) ”Ham, der har, til ham skal der gives.” Selv Den Almægtige kan ikke give dig noget, hvis du ikke evner at tage imod. Måske kan din egen lidenskab gøre dig midlertidigt ude af stand til at modtage.   (C.S.Lewis: En sorgens dagbog.)

Fra patientjournalerne
Opkastningerne gik væk i løbet af eftermiddagen, ligesom manden.
Har fået små blodige spiseskeer i afføringen 15-20 gange om dagen.
Patienten har tidligere haft ører, men de er faldet af.
Far og mor døde, da hun var 12 år gammel. De har ingen kontakt med hende.
Mad får han af sønnen, som er dybfrossen.

Hvad sker der, når vi dør? (1)
Der er i flere omgange udkommet bøger med beskrivelse af, hvad folk har oplevet, når de har været i en nær-døds-situation. Altså været klinisk døde og igen vakt til live og kunne berette om, hvad de havde følt, mens deres krop var ude af funktion. Der er usædvanlig mange fællestræk ved disse oplevelser. Folk, der var døde under en operation, fandt at deres bevidsthed, sjælen, svævede over operationsbordet, og de kunne høre og se, hvad lægerne gjorde ved det afsjælede legeme. Når de atter blev vakt til live, kunne de gengive oplevelsen med forbløffende klarhed. Det maner til eftertanke og underbygger den gamle tradition med, at man ikke bør tale om en afdød eller døende, mens legemet eller liget endnu er i lokalet. Mange fortæller, at de traf lysvæsner*, som venligt vejledte dem. Det var ofte afdøde slægtninge og venner. På dette punkt blev de fleste kaldt tilbage til jordelivet, og erfaringen standser her. Hele forløbet svarer nøje til, hvad den oldkirkelige erfaring har overleveret os om dødens forløb, med den forskel, at kirkens tradition taler et andet sprog og bruger ordene engle og dæmoner i stedet for lysvæsner.
Her er uddrag af en beretning fra bogen ”Livet efter Livet”:
Jeg begyndte at føle, at jeg svævede, og jeg hørte skøn musik. Jeg svævede hen til den lukkede veranda og lige op gennem glastaget i det rene, krystalklare, strålende hvide lys. Jeg så ikke en person i dette lys, og dog har det en særlig identitet. Det var et lys af fuldkommen forståelse og kærlighed. Lyset sagde: ”Hvis du elsker mig, så vend tilbage og fuldfør det, du har begyndt i dit liv.” Og under alt dette var jeg omgivet af en overvældende kærlighed og barmhjertighed.
En anden beretter: Jeg hørte lægerne sige, at nu var jeg død, og så begyndte jeg at svæve op gennem et mørke, det var ubeskriveligt. Alt var meget sort, undtagen, jeg kunne se et lys langt borte. Et meget strålende lys, som blev større efterhånden som jeg kom nærmere. Jeg følte, det var Kristus, og det var meget behageligt. Jeg sagde til mig selv ”Hvis det er nu, jeg skal dø, så ved jeg, hvem der venter på mig i det lys.”1)
En rumænsk biskop sagde: Vi ved, at der findes både engle og dæmoner. Det lærer vi både af Kristi egen undervisning og af hele kirkens tradition. Disse skabninger er ikke kun personificeringer af godt og ondt, men selvstændige væsner, skabte af Gud. Dæmonerne er engle, som har mistet fællesskabet med Gud. Mange hellige har i løbet af deres liv kunnet se både engle og fristende dæmoner.
Ifølge fædrenes vidnesbyrd viser der sig engle, hellige, ja endog både Kristus og Gudsmoder for dem, der står for at skulle dø, for at styrke dem og fri dem fra rædsel for døden. Der kan endog vise sig dæmoner, som forsøger at forlede den døende til frafald fra troen, især, hvis de er påvirkede af smerter.
Lån bogen på Biblioteket. Raymond A. Moody: Livet efter Livet, den udkom 1977.   sm
1)Jfr. den alternative trosbekendelse, som benævner Kristus ”Gud af Gud, Lys af Lys.”

Unyttig viden:
Lus kan hverken springe eller flyve, kun krabbe sig af sted.
Lopper springer kun om natten.
Nationer med det højst gennemsnitlige chokoladeforbrug får flere Nobelpriser end andre lande. Schweitz er et eksempel.
Flaskepant blev indført i Danmark i 1942.
Playmobil har produceret over 2½ milliard legetøjsfigurer.
Nazisternes forvrængede ”videnskab” anså alkoholisme for en arvelig sygdom; derfor lod de omkr. 40.000 alkoholikere tvangssterilisere.
Hvorfor hedder det ”en ghetto”?
Ordet Ghetto klinger ikke dansk, og har heller ikke rod i dansk sprog. Det stammer fra italiensk, hvor det betyder ”jernstøberi”. Den pudsige betydningsforskubning har (som så meget andet) rod i historiske begivenheder. De kristne lande har ofte haft trang til at hænge jøderne ud og helst så man dem forsvinde. I 1516 fandt bystyret i Venedig på, at alle byens jøder skulle bosætte sig på et afsides og isoleret, sted, og anviste dem en grund, hvor byen tidligere havde haft et kanonstøberi liggende.. Bydelen rummer fortsat en række jødiske skoler og gamle synagoger. Idéen med at isolere jøderne bredte sig hastigt i Europa, og overalt fulgtes deres bosættelser af ordet ghetto. – I vor tid bruges ordet i en meget videre betydning, nemlig om en bydel eller bebyggelse, hvis beboere er præget af ”mindreværdig” befolkningsgruppe, hvad enten grunden ligger i hudfarve, etnicitet eller økonomi. Ordet ghetto har i en vis forstand afløst ordet ”slumkvarter.” sm

Bøger
I tårnrummet i Seem Kirke ligger et lille restoplag af de sidste to bøger, som Historisk Arkiv i Seem Sogn udgav, inden det lukkede. De sælges billigt til fordel for BYHORNET. Henvendelse til kirketjener Gert Hollænder.

Lokalråd Syd
Seem Sogn har længe ikke haft nogen repræsentant i Esbjerg kommunes ”Lokalråd Syd”. Det er nu afhjulpet, idet Susanne Edelberg Mulvad har indvilget i at repræsentere sognet.
Høm har en sag vedrørende cykelsti fra Høm til Ribe, så børnene kan køre sikkert til skole. Der er lavet et fint udkast til Esbjerg Kommune, som kommunen i nær fremtid skal tage stilling til.

 

Nyt fra Forsamlingshuset
Det sidste års tid har været forholds stille for Forsamlingshusets vedkommende. Vi håber på, at situationen snart bliver, så vi igen kan samles lidt flere, så der kan komme lidt mere liv i huset.
Coronanedlukningen har dog ikke betydet, at alt har stået stille.
Vi har benyttet pausen til at få udskiftet det gamle og godt udtjente scenetæppe. Det er sponsoreret af de penge, der er modtaget fra skrotindsamlingen. Det har været en længere proces at finde nogen, der kunnet hjælpe os med tæppet til en pris, vi kunne betale. Vi har i processen haft glæde af og kompetent hjælp fra Louise Johansen og Hanne Krongaard. Det endte med at være den lokale Garant, som løste opgaven.
Vi har fået installeret wi-fi, så internetadgangen er sikret til festen.
Ud over det har vi udskiftet de gamle borde, stole og bænke til udlejning med nye af plast, så de er lette at bære og kan klappes sammen.
De kan lejes til følgende priser: Borde 20 kr. (Vi har 10 borde) Stole 5 kr. (Vi har 36 stole)
Bænke 10 kr. (Vi får 8 bænke, forventes leveret i uge 17)
Det er som vanligt Hanne Krongaard, der skal kontaktes vdr. udlejning.   Bestyrelsen.

Ord fra kirkefædrene
Satan er ikke kun navnet på et ondt væsen; det er tillige betegnelsen for, at viljen har adskilt sig fra sandheden.

Det er bedre for sjælen, at lade sig behandle uretfærdigt end selv at behandle nogen uretfærdigt.

Det er tegn på god psykisk balance at kunne glæde sig med de glade og græde med de bedrøvede.
(Isak Syreren)

En spændende bog
I 1981 udkom bogen ”Sømandsliv og guldfeber,” skrevet af Peter Anholm. Det er friske erindringer om et liv til søs på verdenshavene, fra Australien og New Zealand i årene 1854 – 1864. Peter Anholm voksede op i Fole. Efter et begivenhedsrigt liv flygtede han fra det tyske kejserrige, som Sønderjylland hørte under, og tog ophold hos en datter, Metha, i Tvedhuse Kro, hvor han døde 1918 og ligger i sin grav på Obbekær Kirkegård. Han fortæller godt. Lån bogen på biblioteket.  sm

Nyt fra idrætsforeningen
Nu er der endeligt åbnet lidt op for idrætten. De forskellige fodboldhold er i gang med træning og kampe, det er virkelig dejligt. Næste skridt må være, at vi kan få tilskuerne tilbage, så der kan komme liv på lægterne igen. Det glæder vi os til. Er der nogen der har lyst til at spille fodbold, så tøv ikke med at komme forbi eller kontakte en af trænerne
Damer- Allan Enevoldsen 60245052
Herrer- Niels Larsen 40332493
Oldboys- Tom Pedersen 60489722
Børn- Rasmus Karkov 61282623

Vi har i næsten et par år arbejdet på at idrætsforeningen skulle finde en løsning på de store udgifter til leje af telt, borde, bænke m.m. til sportsfest. Vi var i bestyrelsen enige om, at den bedste løsning var, at vi selv købte det hele. Det gjorde vi så