Ingrid Vestermark
(f. 1936)

Ingrid Vestermark, født Weber, er vokset op på Hømlund, Toftlundvej 78, og mindes her sin skoletid i Høm Skole. Stykket blev skrevet 1995 til et jubilæumsskrift for skolerne i sognet.

Den første erindring fra Høm Skole har ikke noget med undervisning at gøre. Den huskes som en sviende smerte i min højre skulder, hidrørende fra doktor Agerbecks kanyle. Vi stod i en lang kø og ventede på at få en vaccination mod en eller anden børnesygdom, muligvis var det mod kopper.
Min første skoledag i det syvårige skoleforløb oprandt, og jeg husker tydeligt det mørke klasseværelse med det mørke træværk i ”æ lille skuel”, som ikke adskilte sig synderligt fra ”æ stuer skuels” klasseværelse, der lå på den anden side af indgangen og husede de tre ældste årgange.
I de første år var det frøken Vind, senere gift Ohrt, som var vores klasselærerinde, mens førstelærer Chr. Jespersen varetog undervisningen af de større elever.
I østenden af bygningen havde Margrethe og Chr. Jespersen og deres to døtre, Ida og Karen Margrethe deres lejlighed. Jeg mindes dem alle som del af skolens helhed, – pigerne som kammerater, fru Jespersen som en mild og venlig og særdeles intelligent kvinde, der trods sit uhyre beskedne væsen og fremtoning bar sin del af æren for, at Høm Skole står for mig som en skole, der ikke blot havde som formål at undervise, men at bibringe eleverne en fornemmelse af livets mangfoldighed og muligheder, for eksempel via musik, sang og anden musikalsk udfoldelse. Som skolens leder vil førstelærer, vil Chr. Jespersen stå som en central skikkelse i den lille landsbys åndsliv. Utrættelig var han, når det gjaldt Høm Mandskor, hvor både min far og min bror i mange år var medlemmer. Så kunne vi i Forsamlingshuset opleve vor lærer som dirigent og primus motor ved utallige andre arrangementer.
Som eksempel kan nævnes en koncert, hvor en del af skolens elever i samspil med voksne opførte Haydns Børnesymfoni. Måske var det endog ved denne lejlighed, jeg skulle synge en sjov revyvise af Kamma Laurents. Den krævede mere af mig, end min generthed tillod, så det endte med ”Underlige Aftenlufte” sunget med spæd stemme, akkompagneret af fru Jespersen på klaveret.
Et arrangement, jeg også mindes som noget særligt, var en aften med underholdning af flygtninge fra Estland-Letland-Litauen, som var indlogeret på Snepsgård. Flygtningene sang deres hjemlandes smukke, vemodige sange, som gjorde stærkt indtryk på os børn. Det var jo en sjældenhed at møde mennesker fra udlandet, når man lige undtager de tyske besættere, som vi til gengæld oplevede til rigelighed. De to første af mine skoleår foregik under den tyske besættelse, og tyskerne kom til at spille en rolle i skolens hverdag.
Kun kort tid efter at vi havde taget den nye skolebygning i brug, indkvarterede tyskerne sig i den gamle bygning. Men vi måtte snart rykke ud også af den nye, og så foregik al undervisning i en stor dagligstue på en nabogård, hvor alle syv årgange sad i samme lokale. Den sorte tavle var undervisningens centrum, og når der var diktat, blev der læst tre eller fire diktater samtidig, som skulle opfanges af de respektive årgange. Det må være en situation, der ville ryste enhver lærer i vor tid.
Efter krigens afslutning, blev der holdt en slags Jubelfest i Forsamlingshuset, hvor to af Feltmarskal Montgomerys ørkenrotter var indbudt til at berette om deres sejrstog op igennem Nordafrika. Deres autografer blev i mange år opbevaret som klenodier i mine gemmer. Som afslutning efter diverse underholdningspunkter, opførte Anne Voss (gift Damm) og jeg et lille tableau, hvor Anne forestillede ”Mor Danmark,” og jeg var hendes datter. Vi ”syede” ihærdigt på et stort dannebrogsflag, og min eneste replik var:
”Ih, hvor er det smukt!”
På den måde stiftede jeg som niårig bekendtskab med de skrå brædder.
Frihedsrusen efter krigsafslutningen var ubeskrivelig for en lille pige som mig. Vi nød, at de voksne virkede så lettede og glade, og vi vrælede af hjertens lyst på de schlagere, som blev skrevet til lejligheden:

De tyske var fulde af løgn og pral
da de herskede i Rom og Wien;
men nu var der li´godt en klog general,
der gjorde de herrer til grin.
Hver tysker blev hentet og sat i kachot,
så nu ka´ de ha´ det så godt.
Ud på gaderne, der stormer vi
for at se på Montgomery
bli´r I hjemme, er I dumme – Ih
for at se ham i by´n
er et dunderdejligt syn.
Alle forårstidens blomster vi
strør for foden af Montgomery,
og i sengen saligt drømmer vi
om den gæve Montgomery!

Skønt de første skoleår fortoner sig lidt i det fjerne, har frøken Vind sin andel af æren for, at vi fik et forhold til Gud, Konge og Fædreland. Det lå også i tiden, at vi under rationeringen og den næsten totale mangel på materielle goder søgte noget at lægge os fast på. Poesibøger og gækkebreve florerede livligt, og små buketter, digte og lignende blev afleveret til vores lærerinde, – dette gjaldt nok navnlig pigerne.
Frøken Vind lagde megen vægt på sirlighed og orden i det materielle, som vi afleverede, og hun gav points, når nogen havde undgået for mange røde streger og rettelser.
Der blev lært og sunget et væld af børnesange og små åndelige sange, der ligesom de senere tillærte sange fra Højskolesangbogen endnu sidder på rygraden. Morgensang var obligatorisk under hele skoleforløbet.

Ingen er så tryg i fare
som Guds lille børneskare,
fuglen ej i skjul bag løvet
stjernen ej højt over støvet.

Frøken Vind arbejdede også med at indrullere os piger i spejderbevægelsen, og i en del år fungerede Høm Pigespejderpatrulje under Ribe-troppen af Det danske Pigespejderkorps.
Eksamen var noget for sig. Elevarbejderne blev afpudset og lagt frem til gennemsyn, herunder også forskelligt håndarbejde. Mine forhadte sokker og luffer udgjorde kun et lille hjørne i det alsidige udvalg af hæklerier, korsstingsarbejder, udført af mere eller mindre travle pigehænder. Drengene havde sløjd hos Jespersen, men det stod jo ikke på pigernes skema.
Hvad jeg ikke vandt i håndarbejde, fik jeg til gengæld oprejsning for i min store lyst til at tegne. Hvert år prydede jeg tavlen i biblioteket med en stor tegning i farvet kridt til ære for skolekommissionen, når de kom på den årlige visit. Jeg husker, at sognerådsformand Jakob Pedersen og fru pastor Pedersen deltog. Vi blev overhørt i oplæsning, salmevers, bibel- og Danmarkshistorie m.v., hvorunder der ikke kun kunne iagttages bifaldende nik, men også slet skjult morskab, som da jeg fik lagt forkert tryk på en linje i ”Hist, hvor vejen slår en bugt” og sagde:
”Hunden gør, det lille kræ.”
Lærer Jespersens fødselsdag var altid en fest på skolen. Mange af os havde blomster med fra vore forældres haver, og så blev vi foreviget i det fri med lærer Jespersen siddende midt i med alle buketterne i favnen. Der var ingen tvivl om, at han, ligesom vi, nød denne dag.
Vore skoleudflugter gik ikke til udlandet, og lejrskoler var ikke opfundet. Det var ellers på de tider, hvor lærer Jespersen startede det navnkundige ”Sydvestjysk Rejseselskab.” Min første udflugt gik til Ribe, hvor vi besøgte ”Vestkysten”, ”Ribe Stifts Tidende” og Slotsbanken. Dagens højdepunkt var, da vi spiste vor medbragte mad i Backhaus´ Have og drak lunken citronvand af flasker med patentprop. Senere var vi en tur i Kolding, og de ældste klasser kom på en tre-dages tur til København, hvor vi blev indlogeret på ”Fregatten Jylland”, der den gang lå ved kaj i Frihavnen. Hvor vi spiste, husker jeg ikke, kun at den daglige gullasch var tynd og smagløs, og vi elever diskuterede betimeligheden i, at københavnske skolebørn kom til Jylland i en hel sommerferie og til gengæld fik jyske skolebørn tre dage på smalkost af Københavns Kommune.
Ellers var det småt med protester den gang, når undtages dem, der kom fra nogle få ballademagere, der forstyrrede undervisningen. Dette klarede Jespersen ved at give dem særundervisning i frokoststuen. Det var somme tider min opgave at hjælpe i denne særundervisning, og vi følte alle, at det var en udmærket løsning. Det gav ofte flødekarameller fra disse drenge, der egentlig var flinke nok og klarede sig godt uden for skolen.
I de ældste årgange kunne de ældste elever bede om forlænget sommerferie. Jeg husker ikke hvor længe, men det var formodentlig af hensyn til de børn, der skulle hjælpe i roerne og med høstarbejdet derhjemme.
I frikvartererne spillede vi bold, legede ”ståtrold”, ”svang figurer”, byttede Rich´s-billeder og glansbilleder eller snakkede og sladrede.
Fremmedsprog var er ikke noget, der hed i datidens landsbyskole. Det søgte lærer Jespersen at råde bod på ved at tilbyde de tre ældste klasser en halv times gratis privat undervisning i engelsk før skoletid hver morgen. Det var naturligvis på frivillig basis, så året efter var der kun tre elever tilbage. Når Ejnar Feddersen, Bernt Præstiin og jeg senere har talt sammen, har vi alle givet udtryk for taknemmelighed for, at Jespersen ufortrødent fortsatte med de tilbageblevne elever. Som direkte udløber fik jeg som elleveårig en penneveninde i USA, som jeg stadig skriver sammen med, nu efter 47 år, og vi har begge besøgt hinanden.
Høm Forsamlingshus havde tilknytning til skolen som tidligere omtalt, dels også som gymnastiksal med tilhørende baderum. Boldbanerne, hvor vi spillede langbold og rundbold ligger skråt overfor Forsamlingshuset.
Fag som husgerning stod højt på vores ønskeseddel, og ved indvielsen af den nye skolebygning i 1944 blev der indrettet et skolekøkken. Vi nåede aldrig at benytte dette, men måtte nøjes med at se ind gennem vinduet på, at komfurringene langsomt blev røde af rust. Der var tilsyneladende ikke sammenhæng imellem lærerstillingerne og ambitionerne for skolens fysiske rammer.
Der fandt naturligvis også mobning sted i vor skoletid, selv om det kaldtes noget andet, og normerne var anderledes. De den gang få børn, som ikke havde et ”normalt” forældrepar, havde det uden tvivl svært. De var anderledes. Påklædningen kan ikke have været anledning til mobning, idet vi alle var underlagt krigstidens rationeringer af madvarer og tøj, – snarere bragte dette en slags fællesskab med sig, som vi lærte meget af.
Også døden stiftede vi bekendtskab med, idet min bror mistede en klassekammerat, Svend Jepsen, som døde af lungebetændelse, kun tretten år gammel. Det gjorde stærkt indtryk, og alle skolens elever var med til begravelsen. Det var før penicillinen kom frem for alvor, og skæbnen ville, at Svends mor døde af tuberkulose, så den familie var ramt hårdt.
Min skolevej var ca. tre km lang, og i de kolde isvintre blev det populært med varme skibukser, hvis der overhovedet fandtes stof til at sy eller omsy af. Min veninde havde fået syet to par, og det faldt derfor hendes mor let at forære mig det ene par, som jeg husker var skaret sammen af to rester i forskellig farve, – det var en handling, som varmede på mere end en måde.
Jeg mindes det farverige flor af vilde blomster langs vejene. Det var før ukrudtsmidlerne holdt deres indtog. Og vinterdagene med de kæmpehøje snedriver, som var skubbet op langs vejene af store sneplove. Det var som at gå i en verden uden lyd, og der var rig mulighed for at lave enorme snehuler. På markerne stod sneskærme langt hen på foråret for at forhindre driverne i at lægge sig på vejen. Det var en salig fornemmelse at komme hjem fra skole en råkold dag til den varme stue hos mor og far, hvor vandkedlen snurrede lystigt på kakkelovnsringene.
Stolt var jeg, da det lykkedes far at købe en brugt pigecykel, men dæk var ikke til at opdrive. Derfor skar min praktiske far nogle faste dæk af gamle bildæk og flikkede dem sammen. En dag jeg var på vej hjem i en brandstorm, tog cyklen magten fra mig, og hylende skrumplede jeg af sted på cyklen, der gav nogle vældige rusk, hver gang hjulene passerede sammenflikningerne.
På den anden side af Malsgård lå en mergelgrav, og trods forbud mod at gå ud på isen, måtte et par af mine kammerater prøve den med det resultat, at de gik gennem og vandrede hjem som stive istapper.
Vort skoledistrikt standsede ved Hømlund Kro, som var vores nabo. Det har siden slået mig, hvor stor betydning skoledistrikt og sognegrænse betyder for, hvem man kommer sammen med. Ved den gamle grænse begynder Spandet skoledistrikt, og selv om vi ikke havde spor imod børnene derovre fra og omvendt, så faldt det os aldrig ind at besøge hinanden og lege sammen.
Konfirmationsforberedelsen begyndte året før, vi gik ud af skolen som 14-årige. Den foregik i Seem Præstegård hos pastor Kjeldgaard-Knudsen. Selve konfirmationen i Seem Kirke foregik med overhøring i salmevers og skriftsteder fra Det nye Testamente.
Mit første bevis på voksenværdigheden var et par nylons på mit gavebord. De holdt heller ikke til strabadserne, da vi til efter-konfirmationsfesten i præstegården skulle lege røvere og soldater.
Set med nutidsøjne var der måske fejl og mangler ved vor brandoms skole. Alligevel ser jeg tilbage på den tid – både i hjem og i skole – som en tid, jeg kunne unde mangt et barn i dag. Vi havde noget at se op til, noget at længes efter og nogen at dele vilkårene med. Selv om vi materielt set ikke kendte til nogen form for overflod, føler jeg, at de fleste af os var privilligerede. Vi vidste nok ikke en brøkdel af det, som jævnaldrende ved i dag, men vi var rustede til at tage udfordringerne op.