Alfred Karkov
(1897-1971)
Alfred Karkov fortæller om sine forældre, livet i hjemmet, arbejdet på gården med videre. Nedenstående er kun et mindre uddrag af et længere skrift.
Min far var født i Roager, hvor bedstefar havde en gård, som han imidlertid solgte og flyttede til Høm i 1875. (Vesterlundvej 7) En del af jorden fra denne gård beholdt sælgeren, en enke Mette Kathrine Lehmann, som byggede ”Malsgård” (Toftlundvej 58) på jorden.
Far arvede denne gård allerede 1883.
I 1880-erne gik de politiske bølger højt, hvilket bevirkede, at Landboforeningen i Ribe deltes i to, en venstre-forening og en højre-forening, hvoraf far blev formand for venstre-foreningen. Amtmanden blev formand for den anden afdeling. Det gik godt gennem ti år, men da det gav underskud på dyrskuer og lignende, endte det med, at de to foreninger blev sluttet sammen igen, og far blev formand.
Far var med til at oprette Spandet Andelsmejeri og sad i dets bestyrelse gennem mange år. Det var egentlig mærkeligt, at vi leverede mælk over grænsen til Spandet, men man kunne få smørret bedre betalt i Tyskland den gang. I 1911 forbød tyskerne import af mælk, og Seem Andelsmejeri blev oprettet, vejen blev rettet ud og gruset, så mælkevognene kunne komme frem.
Kort efter, at far var kommet til Høm, blev han valgt ind i sognerådet og blev formand. Han var også med til at oprette Vester Vedsted Efterskole, hvor flere af familien har været elever.
Far byggede gården om, så der kunne udvides fra 26 kreaturer til 40 kreaturer og med fodergang og andre bekvemmeligheder. Der var plads til seks heste og rum til to gæsteheste. Når vi fik fremmede, kom de gerne kørende, og så skulle der helst være plads til at opstalde deres heste. Var der flere besøgende, kom deres heste på stald hos naboerne, sådan hjalp man gerne hinanden. Vi havde to svinestier, og over den ene var der plads til hønsene.
Da stald og lade blev bygget om, hjalp naboerne med at hente tømmer, sten og sand, og de var selvfølgelig med til et stort rejsegilde, som blev slået sammen med Lenes barnedåb, og der blev danset til den lyse morgen. Tømmeret var meget svært, bjælkerne var 40 X 40 cm. og blev hentede på vogn i Kolding. Om sommeren, når laden var tom, kunne vi lege på bjælkerne.
Omkring første juli 1894 brændte naboejendommen af lynnedslag. Denne ejendom lå imellem Magnus Feddersens og vores gård. Da det stadig brændte om aftenen, og vinden var østlig, mente far, at brandfogden, Hans Christian Vind skulle anmodes om at stille en vagt ved ilden om natten, – men det blev han rasende over. Far skulle ikke komme og kommandere med ham! Han kom farende ind i stuen, hvor mor sad, hun var lige kommet af barselssengen med Ejner. Han råbte:
”Jeg vil ikke lade mig kysse i min røv af Hans Lassen,”
Hertil svarede mor, at det ville Hans Lassen nok også nødig gøre.
Far købte tomten efter den nedbrændte gård, og ejendommen blev genopført ude på østermarken.
I 1900 blev Høm Forsamlingshus bygget, og far tegnede sig straks for ti aktier. Det hus har haft stor betydning for det kulturelle liv i Seem Sogn. Måske var det fordi, der boede så mange sønderjyder i Høm, som gerne drog på højskoler, hvor de kom til at holde af foredrag og gymnastik. Der var også folk i både Spandet og Roager, der havde aktier i Forsamlingshuset, men fem-seks år senere fik de nu deres egne forsamlingshuse i de to sogne. Alligevel så vi til efterårsmøderne altid flere deltagere derfra, og endnu i 1914, hvor grænsen var blevet spærret, kom der nogen til efterårsmødet. Men da der kom bud, at grænsen skulle bevogtes af soldater, måtte de skynde sig hjem.
Helt til 1890-erne var der ingen købmand i Høm, så man måtte køre til Ribe efter alle kolonialvarer; men så var der én, der ville oprette en købmandshandel i byen i en ejendom omtrent 500 meter øst for Forsamlingshuset. Det nedlagde købmændene i Ribe forbud imod, da der i loven stod, at ingen købmand måtte nedsætte sig nærmere end en mil i luftlinje fra købstæderne. En mil er omtrent 7,5 kilometer. Så måtte den forretning opgives. Det bevirkede, at der blev oprettet en indkøbsforening, , som købte varerne hos en købmand i Ribe og lod en af bønderne tage vare på uddelingen herhjemme. Den sidste var Louises bedstefar, Claus Bennedsen. Da han i 1905 ikke ville mere, meldte man sig ind i Fællesforeningen for Danmarks Brugsforeninger, men det var stadig bønder, der var uddelere. Først var det min kusines mand, Poul Nørgaard, der havde butik i det gamle ovnhus, hvor jeg fik værksted med høvlebænk, da jeg fik ejendommen. Da han i 1908 ikke ville mere, blev Holgers svigerfar Niels Nørgaard uddeler, da havde Holger nemlig overtaget hans ejendom på Høm Østermark. Samme sommer blev Brugsen bygget, hvor den endnu ligger. Den første april 1914 fik vi den første butiksuddannede uddeler.
I 1903 fik vi loven om menighedsråd, men allerede inden havde far været med ude at høre præster, som søgte embedet i Seem, og han kom straks i menighedsrådet og var med indtil omkring 1930.
Vi havde ikke så få enge til gården. Den gang havde enge meget større betydning, end de har nu, for da brugte man ikke så meget kunstgødning, og det betød meget, at man kunne holde en stor besætning, så der kunne fås meget staldgødning. For at engene kunne give mere hø, anlagde man dem, så vandet kunne løbe over dem om vinteren, idet man gravede små render, som vandet løb op i, når man stemmede op for vandet i bækken. Fra renderne løb det ud over engene og tilbage i bækken igen.
Disse anlæg blev lavet af en mand, som havde opteret for Danmark og derfor ikke kunne bo hjemme på den anden side af grænsen. Han hed Hans Jørgen Jepsen, og han boede hos bedstefar i den tid, han anlagde engene. Derved opstod et venskab mellem ham og far, der varede lige til Hans Jørgen døde. Han fik senere mulighed for at flytte tilbage til Branderup, men skulle være uhyre forsigtig med at vise mindste interesse for politik eller deltage i danske møder. Ja, han turde ikke en gang holde en tjenestekarl, som deltog i gymnastik, så riskerede både mand og karl at blive udvist. Mor og far besøgte ham og hans kone en gang om året. Det var en køretur på 25 kilometer.
Vi havde gerne mellem 50 og 60 læs hø årligt, og selv om vi havde slåmaskine, måtte vi alligevel slå en eng i Lustrup med le. Det var ca. fire tdr. land. Der var nemlig så mange bløde steder, hvor hestene kunne træde i. Bløderne måtte rives med håndrive og bagefter skulle man bære høet op i små stakke ved hjælp af to bærestænger. Det forreste gik ofte for sjov udenom et hul i engen, som den bageste så faldt i og blev våd. Var det fint vejr, tog man det med godt humør. Når man stod ude ved bløderne og hoppede lidt, så gyngede hele engbunden. Vi har en gang jaget et læssetræ ned i en bløde uden at mærke bund. Engen i Lustrup blev gerne slået to gange, da den ikke kunne afgræsses uden at kreaturerne riskerer at gå i bløde. I våde somre blev det kun slået en gang. Somme tider måtte vi køre høet halvvådt hjem og lade det tørre på agrene. I dag er alle engene i Høm afvandede, idet man har ladet en kanal grave. Nu kan arealerne pløjes. Der er roer og kartofler, hvor der før stod høstakke.
Vi havde gerne otte køer hjemme, men solgte hvert forår seks á otte stude til græsning i marsken, og hvert efterår købte vi to á fire mindre stude. Vi havde en fin korthornsbesætning, som flere gange tog førstepræmie på dyrskuet i Ribe. Køerne var sortbrogede og gav ikke så meget mælk, som de røde køer giver.
Husmændene havde det ikke så godt den gang. De havde for lidt jord og måtte have andet arbejde ved siden af. En var smed, en anden rebslager eller husslagter en tredje arbejdsmand og gravede mergel op af gravene, hvilket var et meget hårdt og slidsomt arbejde, men det gav en lidt større dagløn. Daglønnen var i det hele taget ikke særlig stor.
Nis Jensen i Høm gik først i 1890-erne hver dag til Klåbygård for at tærske med plejl. Han hjalp med røgtningen, til det blev lyst, så tærskede han, til det blev mørkt, hvorpå han igen hjalp med røgtningen. Lønnen var kosten og 25 øre daglig. Det er ikke så underligt, at der var smalhals og mange søgte trøst i brændevinen. På kroerne fik man en kaffepunch for ti øre, tre for 25 øre. Man bestemte selv, hvor stærk man ønskede den, for flasken kom bare på bordet. Der var brændevin i alle hjem, også hos os, indtil første verdenskrig, hvor det steg i pris. Man lagde skat på fattigmands snaps. Når en nabo kom på besøg, blev der skænket en kaffepunch. Når køerne kælvede, fik de et stykke brød, gennemtrukket af brændevin. Da det steg i pris sagde en husmand til sin ko, at den ikke skulle have mere, han ville selv drikke, hvad han kunne købe.
Far har fortalt, at det var almindeligt, at bønderne fra Høm kom fulde hjem, når de havde været i Ribe. I min ungdom var det mest de fattigste, der drak for meget. Nok for at glemme deres triste tilværelse. Enkelte ældre fik dog deres daglige punch.
Da husmandsbrugene var små, havde husmændene ikke selv heste, men måtte låne hos bønderne, når de skulle have pløjet eller have korn kørt hjem. Men det kunne de kun, når bønderne ikke selv havde brug for hestene, hvorfor det ofte blev om søndagene. Husmanden måtte til gengæld hjælpe bonden gratis som tak for hjælpen. Smeden i Høm klarede sig dog ved at pløje med sine to køer for ploven, hvad han blev ved med til 1915, hvor han købte en lille russisk hest. Også vores nabo købte en hest, og for at holde den til arbejde, kørte han i flere år varer hjem fra Ribe Station til Brugsen i Høm.
Far var i mange år tillidsmand for Landbosparekassen i Ribe og måtte derud hver anden lørdag. Tillidsmanden skulle sige god for dem, der ville låne penge i sparekassen. Men da bestyrelsen fik sat igennem, at tillidsmændene skulle lønnes for ulejligheden, sagde far stop. Han ville ikke, at det skulle være et ”ben”.
Far var ivrig venstremand og i mange år stiller for Jens Busk, som da også et par gange har været i mit hjem. Den gang kunne man ikke stemme hjemme i sognene, alle Ribekredsens vælgere skulle give møde på Torvet foran Rådhuset for at stemme. Her holdt hver af de opstillede tale til vælgerne før afstemningen. Stemmetallet blev på den måde lille, da mange undså sig for at drage den lange vej og mange ikke selv havde køretøj, men måtte gå til fods. Da Jens Busk gik af, var far stiller for Søren Brodersen fra Nr. Farup. Der var desuden opstillet Jørgen Jørgensen fra Kalvslund og Laust Moltesen fra Hvidding. De havde alle tre tilhængere i Høm, og bølgerne gik højt i byen. Jørgen Jørgensen blev valgt, men døde kort efter, hvorpå Søren Brodersen i mange år repræsenterede kredsen.
Alle de mindre venstreblade i Vestjylland blev i efteråret 1917 sluttet sammen til Dagbladet Vestkysten. Indtil 1915 holdt far også Haderslev Dagblad for at få nyhederne fra Sønderjylland, som stod hans hjerte nær. Vi holdt bladet sammen med Louises bedstefar, Claus Bennetsen, der også var sønderjyde. Han var kommet til Høm fra Tiset omtrent samtidig med far. Efter udbruddet af første verdenskrig kom bladet ofte med blanke sider, da den tyske censur var striks overfor de danske blade. Så blev de kede af at holde bladet. Ofte holdt han andre partiers blade for at se deres synsvinkler. En vinter holdt han Socialdemokraten og en anden gang Politiken.
Gårdejerne arbejdede den gang ikke nær så hårdt, som de gør nu. Det var kun, når der var rigtig travlt, f.eks. ved forårsarbejdet eller ved høbjergning og kornhøst og evt. hjemkørsel af roer, at far deltog i arbejdet. Det kunne dog ske en enkelt gang, at han deltog i roerensningen, derimod aldrig ved roe-udtynding og hakning. Roearealerne var ikke så store den gang. Vi havde de første år ca. tre tønder roer, stigende til fire en halv tønde land med roer de sidste år jeg var hjemme. Marius og Holger kan huske de første roer, vi dyrkede. Michael Feddersen drillede dem tit med, at roerne en gang groede sådan til i skidt, at Holger måtte op og gøre dem rene med en tørvespade. Det var oppe i ”æ tyk´” et meget vådt år. ”Æ tykk´” var ikke drænet, det blev der først 1905. Bedstefar havde drænet ”Havrebjerg”, men ingen vidste mere, hvor drænene lå. Da Holger og jeg drænede ”Havrebjerg” igen i 1930 stødte vi ofte på de gamle rør, som kun var en tomme tykke.
Vi havde altid let ved at få karle hjemme. Mange var der i flere år. De gik i huset som i deres eget hjem, og far sagde sjældent noget til dem. Var der noget at klage over, var det os, der var hjemme, det gik ud over.
De fleste karlekamre havde indgang fra stald eller lo, men jeg kan ikke huske, at vores havde anden indgang end fra forstuen. Karlesengene bestod i en kasse med halm i stedet for en madras, og i siden ind mod væggen var en flettet måtte, så man ikke skulle ligge lige op ad væggen, som var fugtig og kold. Der gik af og til mus i bundhalmen, og de kunne nok lave spektakel om natten, men man sov alligevel godt.
Før krigen var karlelønnen 400 kr. eller det samme, som en kælvekvie var værd.
Omkring 1910 solgte vi et stykke mose i ”Bjørnkjær”, som strakte sig fra Klåbygård og op til Lundsmark. Det tog tre timer at slå det fra ende til anden, men høet var ikke godt. Mens vi havde den, strøg vi klyne derude. Tørvejorden blev smidt op i en stor trækasse, ”æ traj”, og der blev smidt vand i samtidig med, at et par stude blev drevet rundt i massen. Når det så var blevet til jævn grød, blev det lagt på en stor, flad trillebør med en form ovenpå, der rummede 30 tørv. Der skulle stor øvelse til for at vælte sådan en bør, så tørvene lå i lige rækker. Det var en god dags arbejde, når to mand strøg 9-10.000 klyne. Når de var tørre på oversiden, skulle de ringles op i små stakke, hvilket foregik ved at man lagde tre klyne i trekant og derpå endnu tre hen over de nederstes hjørner i alt i seks lag og derpå to øverst, så der var 20 i hver ringel. Så kunne det blæse igennem stakkene, og det var nemt at tælle dem op. Ved hjemkørslen skulle der 5.000 på et læs.
I de sidste år før første verdenskrig købte vi klyne i Spandet Mose, de var betydelig bedre end dem fra Bjørnkjær. Under krigen kunne vi ikke komme over grænsen, og så måtte vi hente dem i Fæsted Mose. Vejen var så lang, at vi kun kunne hente to læs på en dag.
Far var den første i Høm, der fik cykel. Han havde gået i skole med Tarp fra Ribe, og han handlede med cykler. Far kørte hjem på cyklen, og jeg ved ikke, hvor mange gange, han var væltet undervejs, men han kom dog kørende på den ind i gården.
Fars fødselsdag den 31. januar blev forberedt næsten fra juletiden var overstået. Jeg regner med, at der hvert år kom omtrent 60 gæster. Der var ingen bedt, men flaget var hejst, så vidste alle, at de var velkomne. Når der kom nye til byen, for eksempel en lærer, sagde far til ham:
”Ja, den 31. er det min fødselsdag. Jeg byder ingen, men alle er velkomne.”
Nogen kom til eftermiddagskaffen, men de fleste til aftensmaden. Om aftenen spillede mændene kort og konerne strikkede strømper og snakkede. Mors fødselsdag var den 24. juni, en travl tid. De var flaget også oppe, men kun de nærmeste naboer kom til kaffe.
Omkring 1911 fik vi den første telefon til Høm. Den var i Høm Skole, hvor alle kunne ringe fra. Når der kom opringning til nogen, løb lærer Bennetsens børn med besked. Jeg tror nok, at de fik 25 øre for det. Inden den tid var det besværligt at få fat på læge eller jordemoder, for da måtte man hente dem med hest og vogn, og desuden var de ikke parate, når man kom efter dem. Jeg har et par gange været med efter jordemoderen om natten. Den ene gang måtte vi endda hen til en anden, fordi den første ikke var hjemme. I sådanne tilfælde fik hestene lov at løbe alt, hvad de kunne. I 1916 fik vi telefoncentral i Høm Skole. Der var vist i førstningen 16 abonnenter. Det var den 16. juni på Bodils fødselsdag og lige i middagstimen, så telefonen ringede hele tiden, fordi alle skulle prøve den, så det gav ingen middagshvile den dag, og vi var lige ved at ønske indretningen langt bort igen.
Den første august 1914 brød Den første Verdenskrig ud, hvilket bevirkede, at hestene steg voldsomt i pris, ja, ligefrem røg i vejret, og hestehandlerne tjente store summer. Tyskerne manglede nemlig heste til hæren, og de betalte, hvad der blev forlangt. En dag først i september var far kørt til Ribe med to heste for vognen, men da han kom hjem, havde han kun en hest for. Den anden var han kommet til at forlange 1700 kroner for, og så havde hestehandleren straks slået til. En måned forud var prisen kun 600 kroner. Senere endnu steg de, så man kunne få både tre og fire tusinde for en hest, og så behøvede de ikke en gang at være særlig gode.
En gang havde mor en flødepotte, som var vanskelig at skænke af.
”Gid jeg var af med den,” sagde hun en dag ved bordet.
”Det kan du snart blive,” svarede far og kylede potten hen ad gulvet, så den gik i mange stykker. ”Det var nu ikke meningen,” sagde mor.
”Næ, men nu er du af med den.”
Far var ellers noget påholdende. Skulle der gøres indkøb, skulle det være af kvalitetsvarer.
”Det betaler sig i længden.”
Alting steg voldsomt i pris under krigen. Studene steg fra 44 øre pr. kilo til omkring en krone. Mange tjente store penge, mens andre havde det meget småt, fordi det blev så dyrt at leve. Især gik det ud over de fastlønnede, da vi først fik en ny lønningslov i 1919. Den gang kendte man ikke dyrtidsregulering.
Efter våbenstilstanden den første november 1918 fik vi indkvartering af soldater i Høm. Vi fik en løjtnant og to menige hos os. Da løjtnanten ikke ville spise sammen med de menige, sagde far til ham, at han kunne få maden ind på sit værelse, og så skulle han ikke vise sig i stuen. De menige sad sammen med os i stuen, og løjtnanten fik kun, hvad han lige kunne forlange.
Far var med til at stemme Sønderjylland hjem til Danmark. Han blev indkvarteret i sit barndomshjem i Roager hos Truels Bejer. Her var også indkvarteret en dame, hvis far havde været tysk præst i Roager. Alle, der var født i Sønderjylland, havde stemmeret, selv om deres forældre kun havde været der ganske kort tid. Disse tyske embedsmænds børn stemte nok tysk, men denne dame stemte dansk, fordi, som hun sagde:
”Jeg kan nok huske, at alle mine legekammerater var danske, og nu skal de have lov at komme hjem til Danmark.”
Mor døde 1920, og da far ikke brød sig om at skulle have husbestyrerinde, solgte han gården til min bror Holger, hvis ejendom jeg så købte. Far lod pengene stå i begge ejendomme og skulle have ophold hos Holger mod at betale 1.000 kroner årligt for kost og logis. Han blev dog langtfra arbejdsløs af det. Han hjalp på gården med alt, hvad han kunne overkomme. Han hjalp også mig, hvis jeg havde brug for det. For eksempel huggede han alt kvaset hjemme hos os. Marie klagede gerne over, at han huggede det for langt, men det har kvindfolkene jo altid klaget over. Om vinteren vandede han alle kreaturerne og gav dem kraftfoder, så længe han levede. Han sad også gerne ude i stalden om vinteren og bandt alle de stykker bindegarn, der var taget fra ved tærskningen, sammen i store nøgler, som blev spundet til reb.
Far var ivrig ryger, han havde snart piben tændt fra morgen til aften. Indtil slutningen af Den første Verdenskrig røg han lang pibe. Han havde fem-seks stykker. Den ene var så lang, at den kunne stå på gulvet, når han sad i stolen og røg. Når Simine Bejer, en lærerenke fra Høm eller mors kusine Kathrine Toft fra Møgeltønder kom på besøg, lånte de gerne den lange pibe og røg af den. En gang havde mor og tjenestepigen købt alle fars piber, og det var så meningen, at han skulle holde op med at ryge. Da der var gået 14 dage, kom de med piberne og bad ham begynde igen, for han var blevet så sur, at han ikke var til at være ved.
Far var en god fodgænger, vi andre kunne ikke godt følge ham. Jeg husker den 4. juli 1924, da vi fulgtes ad hjem i toget fra et besøg på Tåsinge, så traf vi Mads Lohmann i Ribe. Han var derude i sin bil, og han tilbød, at vi kunne køre med hjem, hvis vi kunne vente en halv times tid. Det passede mig meget godt, men far ville ikke vente, han foretrak at gå. Da vi kom et par kilometer fra Ribe, kom Las Lassen og Maren fra Seem kørende og ynkedes over os. Da vi kom til Hømvejle, ville han lige gå over til Marinus, da det var Kathrines 18-års fødselsdag. Det sidste stykke måtte vi klatre over trådhegn og springe over grøfter, inden vi kom over. Det var en tur på otte kilometer, og far var da 73 år gammel og havde rejst hele dagen i toget.
Far tog sig ikke så meget af os børn, og det kneb – i det mindste for mig – at tale med ham, måske fordi jeg lignede ham så meget. Jeg har heller aldrig kunnet tale rigtigt med vore børn eller haft deres fortrolighed. Det har Lovise derimod, og mor kunne, så vi kunne altid gå til hende med alt. Alligevel tror jeg, at far holdt af os og interesserede sig for os alle, han lod sig blot ikke mærke med det.
Han viste os et godt eksempel, han var aldrig bange for at hjælpe nogen, når de trængte og han vidste, at hjælpen virkelig gjaldt. Han rådede os fra at gå i kaution, så hellere låne pengene ud selv, hvad vi kunne undvære. Han sagde en gang til mig – og det kunne godt være hans valgsprog – ”Hellere lide uret end gøre uret.”
Far døde 1. maj 1943. Han blev begravet på Seem Kirkegård, som var ved at blive reguleret. Hvis han skulle ligge ved siden af mor, måtte der et kunstgreb til. Derfor ligger han egentlig begravet i gangen, mens stenen står inde på mors gravsted. Dødsfaldet er ejendommeligt nok ikke indført i kirkebogen.
Gamle skikke
Når en nabo blev sent færdig med høst, blev der sat et fugleskræmsel op i hans mark med et brev om, at her var en dygtig karl til hjælp, han skulle bare have dygtigt med snapse og behandles godt. Snapsen betød meget førhen. På nabogården havde de en gang en gammel mand til at køre hestene i omgangen ved tærskningen. Han syntes, at det varede for længe, inden der blev budt på en puns. Så gav han sig til at synge en vise med omkvædet ”Der er noget længe mellem snapsene.”
Når to mænd høstede med le bag efter hinanden, og den forreste standsede for at stryge sin le, måtte opbinderen ikke binde op imens, for så skulle den bageste mand høste om og opbinderen skulle af med en pægl brændevin til hver høstkarl.
Hvis en karl tabte sin stryge, og pigen fandt den, skulle han indløse den med chokolade til pigen.
Når en karl eller pige forkede korn på marken eller i laden og tabte sin fork, skulle vedkommende give en pægl brændevin.
Den dag, vi fik ophøstet, sagde vi gerne til mor, at hun skulle passe på sine kål, for ved det og det klokkeslæt kom vi ”og strøg for dem.” Det vil sige strøg leerne, så det kunne høres. Det var en skjult trussel om at slå kålstokkene om. Det var tegn til, at hun skulle skynde sig ud og byde på kaffebord. Når kornet var kørt i hus, skulle alle, der havde hjulpet ved høsten med til et høstgilde. Somme steder var det med dans.
Man skulle helst være færdig med tærskningen inden første marts, for så begyndte forårsarbejdet. De, der blev senere færdige, kunne risikere at finde en fluesmækker i loen, som en nabo havde fået anbragt. Blev naboen opdaget, mens han var undervejs, kunne han få armene bundet på ryggen og fluesmækkeren med hjem igen. Det ansås for en skam, ligesom det var en skam at få fluesmækkeren. Sammen med fluesmækkeren var der et venligt brev med besked om, at fluerne nok var slemme til at sinke tærskeren i arbejdet. Selv efter vi fik tærskeværk, tærskede vi rug med plejl for at få strå til tag på stuehuset.
Når kornet var inde, kartoflerne oppe og kornet tærsket, holdtes der et lille gilde med chokolade om aftenen, det kaldtes opskøwr. Der var flere sådanne smågilder i årets løb, dels hjemme og dels hos naboer. Man kom ikke så meget udenfor sin hjemby.
Mortensgrande
I gamle dage har man jo nok i landsbyerne holdt en mængde grande- eller bymøder, hvor man drøftede byens fæles anliggender, men efter at jorden er udstykket, har man ikke så meget fælles, så de fleste grander forsvandt, men der er dog endnu Mortensgrandet her i Høm. Det holdes omkring Mortens Dag, den ellevte november hvert år. Så har man fået indstaldet og har tid til at komme sammen. Man har byens markveje og måske fællesjord at tale om.
Alene det at komme sammen og tale sammen om det, som optog bønderne, var kærkomment. Mortensgrandet har nok forandret sig igennem tiderne. Efter at man fik Forsamlingshuset, har man holdt det der, men tidligere holdtes det på gårdene på skift efter et fast mønster. Alle, som havde en tønde hartkorn var pligtige at huse grandet, når ens tid indtraf. Også beboerne på Hømlund og i Hømvejle var med, da deres ejendomme var udstykkede fra byen. Det største stykke fællesjord er ”Byens Plantage”, som vist blev plantet i 1890-erne. Før det blev tilplantet, lå stykket hen i sandgrave i bakke-dal. Også byens lergrav, som lå, hvor vejen går forbi ”Nørgård” krydser Stadsvejen, som vi kaldte den. Den vej kørte vi nemlig al tid, når vi skulle til staden, Ribe, før sognevejene blev grusede. I disse grave måtte byens folk hente ler, som de kørte på de sandede veje. Jeg har selv været med til at køre ler på Klintevej, så den blev dejlig hård at køre på i sommertiden.
Granden blev gerne indkaldt af byfogden, som aftalte dato med værtsgården. Når datoen var bestemt, blev der skrevet en seddel med indkaldelse. Sedlen sendtes fra nabo til nabo. Enhver vidste, hvorhen sedlen skulle sendes, og når den kom tilbage til byfogden, vidste han, at den havde været hos alle.
Da jeg var barn, kom konerne også til grande, men de mødte en time senere end mændene, når selve grandmødet var ovre. Ved granden aflagde byfogden beretning og regnskab. Indtægterne kom fra udlejning af vejene til afgræsning eller høbjergning. Den nordlige engvej var den bedste og kom pænt op i pris, men den kunne også godt give flere læs hø. Andre veje var ikke så værdifulde, men gik gerne op i pris, da det var lidt en æressag at være med til at leje vejene. De gode veje blev kun budt på af husmændene. Når udlejningen var overstået, skulle der vælges byfoged og to bysvende for det næste år. Disse tre mænds arbejde bestod i at se efter, hvilke veje, der trængte hårdest til at få jævnet hullerne og så leje en arbejdsmand til at gøre det.
Når konerne var kommet, blev kaffebordet dækket, og bagefter blev der danset tre-fire timer, hvorefter der igen blev dækket kaffebord, før man gik hjem. Jeg tror nok, at dansen til grandet holdt sig til 1910, måske fordi tilslutningen til grandet blev for lille derefter. Det var deltagerne selv, der skillingede sammen til spillemanden. Værten skulle kun lægge kaffebordene til. I de sidste mange år er kun mændene mødt til grandet, og så slutter de af med at spille kort til ud på de små timer.
I Seem var alle gårdmænd bedt til stor spisning før granden. Lidt hen ad aften, når maden var fortæret, kom husmændene og arbejdsmændene, som ikke deltog i spisningen, da de ikke kunne gøre gengæld. Da fars fætter, Andreas Karkov i 1904 kom hjem fra Amerika og købte Seemgård, skulle han et par år efter holde Mortensgrande, men han kunne ikke lide, at der blev gjort forskel på gårdmænd og arbejdere, så han bød dem alle til spisning, hvad de også havde god plads til i stuehuset. Flere af gårdmændene bebrejdede ham det, men jeg ved ikke, om det forandrede skikken. Kort efter brændte Seemgård (1907), og Andreas rejste igen til Amerika.
Fester
Man kom ikke til så mange baller førhen. I Forsamlingshuset var der måske fire årlige. Men til barnedåb, bryllupper og rejsegilder (”re.shøtter”) var der hjemmegilder med dans. Det var utænkeligt, at man gik til bal i fremmede Forsamlingshuse.
Ved bryllupper var man gerne bedt til frokost klokken ni. Når man kom ind i bryllupsgården, stod der tre-fire hornblæsere og modtog gæsterne med et stykke musik. På vej til kirke kørte musikerne i den forreste vogn, og når de kom forbi nogle huse, spillede de et stykke, så folk kunne høre, at de kom. Efter musikken kørte brudepigerne og først i tredje vogn kørte brudeparret. I den fjerde kom brudeførerne, der almindeligvis var brudeparrets forældre, derpå kom den nærmeste slægt og sidst naboer og venner. Tidligere havde man ridende svende, men det har jeg kun set én gang i september 1911 ved Søberg Jørgensens bryllup, hvor Ejnar var en af de fire ridende svende. De skulle ride to ved hver side af brudeparret, indtil de kom en kilometer fra kirken. Så skulle de ride alt, hvad hestene kunne trække til kirke og meddele, at nu kom selskabet, og derpå skulle de tilbage og indtage deres pladser. På hjemvejen skulle ridesvendene ride til hjemmet og meddele brudeskarens ankomst, og opvarterpigerne skulle have et glas vin parat til dem, inden de red tilbage og indtog deres pladser. Når skaren kom hjem, skulle skafferne, som havde kørt i vogn med brudeparret, sørge for at få dem til bords, hvilket tog lang tid, for de skulle sidde i bestemt rangfølge. Middagen bestod af kødsuppe, derefter det kogte kød med peberrodssovs og bagefter risblomme med vin og vand. Da der ved middagen blev talt og sunget meget, tog den gerne en tre-fire timer, så musikerne, skafferne, køkkenpigerne og børnene, der var vant til at spise bagefter, kunne nok blive dygtig sultne. Ved Søberg Jørgensens bryllup var vi så sultne, at vi var et par stykker, der var hjemme og få en mellemmad.
Almindeligvis dansede man i storstuen, men til helt store fester havde man telt. Vi har aldrig haft telt hjemme, men vi havde også en tre-fags stue. Under dansen kom to-tre baller punch ind, og damerne fik kaffe. Når punchene blev drukket, sang de gamle en hel mængde drikkeviser, og så fortsatte dansen til den lyse dag. Førhen varede bryllupper tre dage.
Dagen før et bryllup måtte opvarterpigerne rundt til naboerne for at låne porcelæn og dækketøj, og dagen efter skulle det bæres tilbage. Dagen efter var den nærmeste familie, skaffere og opvarterpiger bedt til middag, hvor man fik opbrokket steg, som somme tider kunne være svær at tåle. Efter Marius´ bryllup måtte gæsterne løbe på das eller i stalden hele natten.
Ved barnedåb var der også gerne dans, og nogen holdt ”blind barsel”, når de syntes, at de skyldte naboerne en fest.
Min mor
Mor hed Anne Marie Andersen Aas og var født i et lille hus i Løgumkloster 1856. Hendes far var vejmand, og bedstemor kniplede. Hun kom som ung i huset i Høm hos noget familie, som boede nabo til fars far. Far og mor blev snart kendte med hinanden, og bedstefar, som satte mor meget højt mente, at hun burde have et par gode pladser, før der kunne blive ægteskab ud af det. En kone på landet den gang skulle for eksempel kunne lave smør og anden husgerning. Hun kom så på en stor gård i Sønderjylland, hvor der var 24 køer, som hun og en anden pige skulle malke tre gange dagligt. Manden gik op og ned ad staldgulvet, mens der blev malket, og han ønskede, at pigerne skulle synge til arbejdet, for så gav køerne mere mælk. Hun lærte godt hos mejersken på gården. Da der ikke var noget der hed fridage eller ferier, var mor kun i Høm én gang det år. Far gik hende i møde og traf hende lidt udenfor Gram. Den næste plads fik hun i Roager Kro, hvor Lene Stavener var ualmindeligt dygtig til madlavning. Hun fortalte en anekdote fra kroen: En stamgæst sad ofte og drak nogle genstande. Efter en tid forsøgte han, om han kunne gå lige ad en gulvfjæl, og først, når han ikke kunne, holdt han inde, og ingen moders sjæl kunne få ham til at nyde en dråbe mere.
Den sidste sommer inden de blev gift, var mor på Askov Højskole, som bedstefar betalte for hende. De blev gift i efteråret 1880. Kort efter flyttede hendes far til Høm og boede hos dem. Han lugede gårdspladsens stenpikning hver lørdag, så der ikke var en grøn spire at øjne.
Efterhånden som børnene kom til, fik mor to piger i huset, en indepige og en udepige. Den gang havde pigerne meget arbejde, som ikke kendes mere, da alle hjem før var selvforsynende med alt. Vi havde en snes får, som pigerne skulle vaske og klippe, og ulden skulle kartes og spindes og væves til vadmelstøj, sengeklæder eller strikkes til undertøj, bluser, underskørter og strømper. Der skulle meget til, for en tid var der 15-16 personer i huset.
Ligeledes dyrkedes hør, som skulle hegles, spindes og væves.
Helt til 1905 blev alt brød hjemmebagt i ovnhuset, som stod syd for stuehuset. Der blev bagt en gang månedligt, så brødet kunne godt blive tørt og mulet, inden der kom en ny forsyning. Det krævede en god arbejdsindsats af mange hænder at holde husholdningen i gang. Vi havde også redskaberne til lysestøbning liggende på loftet, men jeg har aldrig set dem i brug.
Mor bryggede selv øl og lavede sæbe. Vi havde en stor tønde i kælderen, hvor alt det fede og uspiselige fra svinene blev lagt, og så blev der kogt sæbe af det en gang årligt. Døde et svin i årets løb, skulle der måske koges to gange. Til sæbekogning skulle dette fedtstof samt soda og kalk koges i to dage, hvor der hele tiden skulle røres i det. Det var et arbejde, som mor ikke betroede nogen anden end sig selv. Den tredje dag var der en cirka 25 cm. tyk sæbeskorpe på gruekedlen, som blev skåret op i blokke. Anden sæbe brugtes ikke.
Til storvasken, som strakte sig over tre dage, begyndte man med at lægge tøjet i blød, næste dag skruppede man op. Det vil sige vaskede det værste af skidtet ud, og derefter kogtes det i gruekedlen. Tredjedagen blev det renvasket, kogt igen, skyllet og hængt ud.
Pigerne skulle altid malke tre gange dagligt, og en kælveko blev de første dage malket fire gange. Sidste malkning foregik klokken ni aften, samtidig med at karlene røgtede hestene af. De fik et sidste foder og hø og blev strøede godt, så de ikke blev for snavsede om natten, for så var det slemt at strigle dem rene om morgenen. Udepigen skulle desuden give kalve, svin og høns, køre mælkejungerne ud til vejen og vaske spande. Hun skulle gøre rent i karle- og pigekammer samt køre hestene ved tærskning eller lægge på tærskebordet. Om sommeren skulle hun hjælpe i roerne, i høet og kornet og tage roer op og køre dem hjem.
Indepigen hjalp med at sysle (gøre rent) og lave mad, men om sommeren måtte hun også om eftermiddagen ud at hjælpe i hø, roer og korn.
Om fredagen gjorde de rent i ”æ lille dørns” eller den pæne stue, som vi nu kalder den. Derinde var helt fyldt med blomster en meter fra vinduerne, foruden hvad der stod i vinduerne. Mor elskede blomster. Hun var også meget akkurat, men skrubbede ikke så hårdt, for det led malingen ved., og når dørene skulle vaskes, skete det i kvilejebark, der ikke var så hård ved malingen som sæbe. Mor forlangte altid, at pigerne skulle være færdige med deres daglige arbejde til middag, så de kunne komme ind og sidde om eftermiddagen med håndarbejder, stopning, lapning eller strikning – somme tider også pigernes egne arbejder.
Mor havde let ved at holde pigerne. De blev næsten altid to eller flere år, et par blev endda i fem år. De var næsten altid her fra byen eller sognet, og meget ofte kom de selv og bød sig til, ofte var de søskende til nogen, der tidligere havde tjent hos os. Grunden var vel, at det var et godt lærested og at mor aldrig jog med pigerne fra det ene til det andet. Hun forstod at tilrettelægge arbejdet, og det betød vel også noget, at de ikke behøvede at gå og skrubbe fra morgen til aften, men kom ind at sidde om eftermiddagen.
Vi fik god kost hjemme, og da fryseboks og henkogning ikke kendtes, var der meget saltmad eller røgede varer. Og derfor fik vi meget melmad. Hver tirsdag fik vi ovnkage og hver fredag pandekage. Grød fik vi tre gange dagligt. Jeg kan ikke huske, at vi nogen siden fik sveden mad. Og fik noget en tanke, blev det straks kasseret. Mor havde ingen lugtesans, og var derfor meget påpasselig. Om sommeren var det røgede kød og flæsk pakket ned i maltkisten, som stod på loftet og maden var helt dækket af malt (spiret byg), så fluerne ikke kunne komme til det.
Om aftenen var vi alle samlede i ”æ dørns”, som vi kaldte dagligstuen. Karlene læste aviser eller bøger, og pigerne strikkede eller syede. Kunne vi få far til at læse højt af en bog, var det særlig hyggeligt. To gange om ugen var karle og piger til gymnastik, pigerne først, da de skulle hjem og malke. Var der møder i Forsamlingshuset, var alle med. Hvert efterår i september holdtes et stort efterårsmøde, hvilket forårsagede en fridag for alle. Da skulle der en ordentlig madkurv med, for ingen gik hjem for at spise. Vi fik både aftensmad og aftenkaffe i Forsamlingshuset. Møderne begyndte klokken fem med to foredrag om eftermiddagen og oplæsning om aftenen.
En gang imellem kom der fremmede. Det var naboerne, der gik rundt og så til hinanden. De kom selvbudne, men var ikke derfor mindre velkommen. Når man ikke indbød, var man heller ikke forpligtet til at ligge inde med større kagelager. De fik gerne et stykke franskbrød med smør og et par småkager.
Far og mor var også med i en kortklub, hvor de spillede Gnav, og pengene, som tabtes, gik i en pulje, som om foråret blev brugt på en teatertur til Ribe. Kortspillene varede til aftenkaffen, hvorefter mor læste et stykke af en bog, og der blev sunget et par sange, inden man skiltes.
Mor ville ikke have arbejdet forjaget. Hun var altid god tid på veje.
Julen
Til jul begyndte mor at bage den første december. Der blev bagt pebernødder af otte kilo bygmel. De færdige pebernødder kom i en lærredspose og blev hængt op over komfuret. Det var al tid en festdag, den dag, de skulle skæres. Så var alle – også karlene og børnene – i arbejde. Mor skar i lange stænger, og vi andre skar stængerne ud i småstykker. Der blev gerne bagt den dag, vi slagtede. Næste dag var det en hel herlighed at få en håndfuld med i skole.
Vi havde gerne slagteren den 18. eller 19. december. Han var bestilt i god tid, for der var bud efter ham allevegne fra. Det gjaldt om, at gruen kogte, når han kom, for han skulle nå fire eller fem store svin om dagen, så der var ingen tid at give bort af. Pigerne skulle også have stor vasket inden jul, og hele huset skulle gøres rent. Der skulle køres roer ind og skæres hakkelse til 14 dages forbrug, for julen varede til Hellig tre Kongers Dag den sjette januar. I juletiden måtte kun det nødvendigste arbejde udføres. Karlene skulle have stalden gjort ren, vasket vinduer og fejet spindel ned.
Juleaftensdag var lang og fuld af spænding, selv om vi børn kun fik hver en enkelt gave af mor og far, og den var sjældent kostbar. Juletræet var pyntet og stod i ”æ stow”, storstuen, hvor der var hængt for vinduerne og døren var låst, så vi ikke så et glimt af træet, før det blev tændt om aftenen.
Om eftermiddagen fik vi almindelig mellemmad med kogt øl eller kaffe til. Den gang var der ikke gudstjeneste juleaften. Karlene skulle begynde at røgte tidligt, for de skulle være færdige og have skiftet tøj til spisningen klokken fem. Så fik vi ribbensteg og medisterpølse og bagefter risengrød med en mandel i. Den stak mor i et af fadene, og når så pigerne bar ind, vidste hverken de eller mor, hvor mandlen var. Mandelgaven var et julehæfte, som skulle blive liggende i stuen til Hellig tre Kongers Dag, så alle kunne læse det. Til risengrøden fik vi øl eller saft og vand. Den aften bad far bordbøn for os både før og efter spisningen, og efter maden skulle der ryddes af bordet og vaskes op, mens karlene gav hestene foder. Imens fik far ild på piben og fandt juleevangeliet frem. Vi havde Hostrups Prædikener, og jeg husker et par gange, hvor vi byttede med naboerne, ellers var det samme prædiken hvert år. Den hørte med til vores jul.
Når evangeliet var læst, gik far og mor op og tændte træet, og vi trængtes ved døren for at komme ind og se træet. Gaverne lå under træet, men det var kun far og mor, der gav en gave til enhver. Når gaverne var uddelt, og vi havde sunget fem-seks salmer, skyndte vi os ind i varmen igen, for i storstuen var der ingen varme. Så kom mor med posen med pebernødder, og enhver fik en toppet kop pebernødder til at spille kort om. Vi spillede ”Vind Dynge” – et rent hasardspil. Tabte én alle sine nødder, kom mor med en slat og gav vedkommende. Klokken ni fik vi kaffe, og så skulle pigerne ud at malke og karlene røgte af.
Nytårsaften gik omtrent som juleaften, men ud på aftenen kom Peter Knudsen gerne over med sin familie og lavede forskellige kunster. En gang havde de spændt en tynd ståltråd fra vores stuevindue og over i et gammelt æbletræ, hvor en af dem sad og spillede på tråden. Det lød højt inde i stuen, men når vi kom ud, var der ingen at se, og vi løb under tråden. En anden gang var de kommet op på loftet, hvor de sad og spillede på forskellige instrumenter, bl.a. et par grydelåg. En tredje gang begyndte de at spille ude i forstuen, og da vi åbnede døren, blev der kastet en strådukke ind ad døren. Den, som greb den, dansede med den hele aften.
–ooOOoo–
Anders Varming
(f. 1897)
Anders Varming fortalte i 1987, i sit 90. år, hvad han huskede om sin familie. Det blev til en privat udgivet slægtsbog, hvorfra nedenstående er hentet. Der findes mindst tre familier, som bærer navnet Varming. Denne tager sit udgangspunkt i ejendommen Stavnagervej 43, som nu nu genopbygget efter en brand, og altså ikke er helt den samme gård, hvor Anders Varmings bedsteforældre boede.
Varming-slægten
Jeg vil nu prøve at skrive lidt om, hvad jeg har hørt i Varming om min oldefar, Peder Andersen og derunder omtale den aftægtskontrakt, som min farfar, Anders Pedersen har skrevet under på, da han 12. december 1856 købte fødegården, der oprindelig har tilhørt det Lindevedske Gods i Slesvig. Hvornår det er blevet frikøbt af dette gods, ved jeg ikke. Min oldefar, jeg ved ikke hvornår han var født, men i min erindring står nogle udtalelser i mine tidligste drengeår om, at han i 1812 var soldat, og at Danmark da sendte en afdeling soldater til Frankrig for at hjælpe Napoleon, og at han da var med der. Jeg husker, at der i denne forbindelse blev sagt, at det var svære tider for en kvinde at have sin mand i Frankrig og så samtidig med, at hun skulle styre gårdens drift fødte en søn, altså min farfar. Jeg ved ikke noget om oldefar, andet end hvad jeg kan forstå, efter at have læst omtalte købekontrakt må have været en indsigtsfuld mand, der ønskede at have sine betingelser klart og tydeligt nedskrevet. Og det forekommer mig, at han vist har stillet store krav og har villet sikre sig og sin hustru en rimelig fremtid. Hvornår han døde ved jeg ikke, men i 1856 solgte han altså gården til min farfar, Anders Pedersen.
Jeg ved ikke, om han inden sit ægteskab har haft plads på andre gårde, om han måske har været hjemme hele tiden, men jeg ved, at han blev gift med en pige Anna Truelsen fra Ansager ved Esbjerg. Og at de i deres ægteskab fik fire børn: Martin, der tidligt rejste til Amerika, Peder, der senere overtog gården, jeg har aldrig hørt noget om, at han har købt den, og så min faster, Grete og min far. Jeg er født 1897 og min farfar døde 1902 eller 1903. Men jeg husker dog, at jeg flere gange var i Varming og at en gang jeg var der, kom der kreaturhandlere, der var på rundrejse for at købe stude, det var rigtig handel det, men omsider blev de enige, og pengene blev betalt, og jeg husker, de blev lagt i en skuffe ved farfars seng. Der blev også en skilling til mig. Sengene dengang var de såkaldte ”indelukkede senge”, der var to låger eller døre foran, og om dagen var dørene lukket, der var ingen madrasser, men sengene var fyldt med halm. Ved fodenden var der på væggen en hylde, og min farmor og min faster, der lå i samme seng, havde her et spritapparat, for min farfar skulle hver nat have en kop kaffe, og så kaldte han:
”Drethe.”
Jeg ved ikke, om han ikke kunne sige bogstavet ”G” men jeg kan endnu høre, hvordan jeg tror, det har lydt. Underligt, at det gik. Hun tog en tændstik og tændte et åbent spritapparat, der kunne let være sket en katastrofe. Husker også at naboer sagde til farmor, at hun skulle sætte sig imod, at han skulle have varmet kaffe hver nat. Farmors kommentar var, at så længe det ikke var kaffepunch, han forlangte eller ønskede, så skulle han have kaffen. Mit barnlige indtryk af farmor var, at det var hende, der var den toneangivende på gården, og min far havde også mest respekt for hende.
Min far brød sig ikke om grønkålssuppe, og nu var der i landbrugskredse den skik, at når man har høstet kornet, må man komme hjem og stryge (skærpe) sin le i gårdspladsen, og hvis husmoderen så ikke straks kommer med et glas øl eller andet, så må han gå om urtehaven og hugge hovedet af grønkålene, og det fik min far ordnet og fældede kålene, men han fortalte, at hans mor havde sagt, at det skulle han ikke gøre en anden gang – og det gjorde han heller ikke.
Da min farfar var omkring de 90 år, faldt han en dag i stalden og brækkede et lårben, Og det blev vist årsagen til hans død. Har havde vist et langt sygeleje. Jeg kan huske hans begravelse. Kisten stod i den store stue, jeg skulle gå hen og sige et sidste farvel til farfar. Det ville jeg ikke, jeg ved ikke, hvad det blev til, men jeg græd. Jeg husker også, at kisten blev stillet ud på almindelig landbrugsvogn, at onkel Peder kørte, og at min far og mig også sad i den samme agestol.
Dagligliv på landet
Mange minder dukker op om deres levevis på landet. Man skulle tidligt op, og mandfolkene straks i stalden. Derefter kom man ind i køkkenet og fik mælkegrød med en klat smør i. Alle langede til og spiste af det samme fad. Jeg tror ikke, der vankede andet mad ved den lejlighed. Længere hen på formiddagen en formiddagsmellemmad, og her var pålægget røget skinke og ost og vist øl til af en stor kande, der altid stod på køkkenbordet og alle drak af det samme krus. Så til middag var der to retter, men den ene var næsten altid grød, vælling eller sødsuppe. En enkelt gang kødsuppe.
Angående måltiderne husker jeg, at man ikke brugte tallerkener, alle langede stadig til det store fad eller gryde, der stod på bordet, når det var grød oftest med en smørklat i midten, det gjaldt om at få det manøvreret sådan, at man fik sin del af smørret. Til kødretten fik enhver så en rund træbrik på størrelse med en tallerken, men fuldstændig flad og uden nogen kant. Enhver skulle selv pille sine kartofler, der blev stillet på bordet. Saucen skulle man fiske op fra panden, den også stod på bordet. Der var både ske, gaffel og kniv til hver. At spise grød og suppe på denne måde har vist kun kunnet lade sig gøre, fordi der var så få personer, her vel højest seks. Der blev ikke brugt kopper, derimod kummer, små lerskåle, og øl drak man så af det store krus med hjemmebrygget øl. Opvasken var også noget for sig selv. Opvaskevandet måtte ikke smides bort, men skulle hældes i tønden med svinefoder, der kunne jo være lidt fedt i det.
Slagtningen var en oplevelse for sig selv – også rent kulinarisk, så fik man jo fersk kød, og det var meget sjældent uden for højtiderne, og i sådanne tilfælde fik nabogårdene altid til et måltid. Helt for sig selv var det så, når man slagtede en høne. Jeg har selv oplevet, at min farmor selv slagtede en kalv. Jeg måtte ikke komme i stalden, før kalven var død. Det var ved aftenstid, og farmor stod ved en lygtes lys og ordnede det hele, flåede kalven, parterede den og fik det hele ordnet.
Når en gris eller en stud blev slagtet, kom der en slagter kørende, og jeg har overværet begge dele. Studen blev dræbt med et pistolskud gennem hjernen, og der var et stort arbejde med at koge de mange stege og anbringe dem i store stenkrukker og så lade dem stå fuldstændig stille, så trak der sig et fedtlag over kødet, og så kunne det holde sig en tid. Hvis der blev skubbet til en sådan krukke, måtte det koges op igen. Da havde man ingen køleskabe.
Bagning husker jeg også tydeligt. Et læs lyng stod i vognporten med direkte indgang til bryggerset hvor den store ovn var, den blev fyret varm dagen før. Dejtruget stod i loen, stillet op på bukke, så man kunne få fødderne ind under truget, og jeg tror også dejen blev lagt dagen før for at hæve i løbet af natten. Næste dag blev så hvedebrødet beredt, jeg kan huske, at jeg lavede nogle småkager, der vist var på ca. en hånds størrelse, de blev kaldt ”knepkager.” Dem skulle man brække i stykker, når man spiste dem. Farmor havde en meget fint udskåret træplade, der blev presset over dejen, og der fremkom så et meget fint mønster på kagen, der vist var mindst en cm. høj. Om aftenen blev ovnen gjort ren, og noget varmeisolerende blev sat for ovnlågen, jeg ved ikke hvad, inderst ved lågen måske en harve, men yderst var der i hvert fald en dyne. Næste morgen var ovnen klar til at bage de ca. 25 rugbrød og hvad andet så var. Efter et par dage blev rugbrødene sat på højkant i en stor dragkiste og var klar til brug.
Jeg har også været i Varming, mens de har brygget øl, men jeg er altid holdt på afstand fra det, min farmor var bange for at jeg skulle falde i de store kar med kogende vand. Jeg kommer nu i tanker om noget angående slagtning. Nemlig angående affald og blod. Der blev lavet blodpølser af svinene og nogle steder af okseblod, og det blev lavet i forskellige variationer, blodpølse og sortsuppe, – der var til mange dage, med melboller. Og af andet affald blev der lavet en suppe, med finker, plukkefinker blev det kaldt i Varming. Det var en meget stærk og sur suppe, som jeg i hvert fald ikke kunne lide, om jeg så fik noget andet i stedet for, kan jeg ikke huske.
Angående hygiejnen var den vist så som så. I den store stue nær døren stod noget, som jeg har genkendt som en bækkenstol, men jeg har aldrig set den i brug. W.C., eller lokum var der ikke, man gik i stalden, satte sig på hug med ryggen til dyrene og forrettede sin nødtørft og tørrede numsen med en visk halm. Den personlige hygiejne var måske i orden. Når min farmor skulle have sit hår redt, tog hun en slurk øl i munden, trak kammen gennem munden og fik derved håret til at sidde pænt og vistnok blankt. Med alt halmen i sengene var det vist umuligt at holde sig fri for utøj. Jeg har ikke indtryk af lus – men af lopper. Hver aften inden min farmor og faster gik i seng, stod de og løskede sig, fangede lopper i deres undertøj. Kan endnu høre den knasende lyd, når lopperne knustes mellem to negle.
Spyttebakke af støbejern
Af medicin fandtes der en slags for indvendige sygdomme, det hed ”Kroneessens”, som vist var en art bitter, og til udvendig, bulne steder var der ”Kjønxplaster,” noget man havde en stang af, det skulle skæres af med en varm kniv og smøres på såret. Jeg husker dog også, at doktoren har været for at tilse mine bedsteforældre, men det var en omstændelig affære, for man skulle hente og bringe lægen tilbage til Ribe igen. Jeg kan huske, at jeg et par gange på et bestemt klokkeslæt har stået ude ved hushjørnet for at bede præsten fra Obbekær, der dengang også var konstitueret præs i Seem om at komme ind at tale med min farmor. Hendes død og begravelse har jeg slet ingen erindring om. Jeg har flere gange været med min farmor, faster og farbror i kirke. Når vi var kørende, sad jeg ved siden af min farbror i kirken, mændene sad til højre i kirken, og faster sagde da, at det gik vist nok, at jeg sad ved siden af hende.
Et år var min broder Karl syg ind i mod jul med symptomer på difteritis, og jeg blev sendt til Varming for ikke at blive smittet, og jeg var meget utilfreds med, at vi ikke skulle have et juletræ – det synes jeg var urimeligt, især da vi lige overfor gårdspladsen havde en lille plantage med grantræer. Bagefter kan jeg bedre forstå det, for min farmor døde julenat, og jeg kan huske, at hun lå på båre på en dør, da familien juledag gjorde farmors legeme klar til at lægges i kiste. En ting mere kan jeg huske, det var, at der var en husmandskone fra Varming til at hjælpe farmor. Da jeg skulle i seng, betingede jeg mig, at den kone ikke skulle sove i min seng, men da jeg vågnede om morgenen, lå Andreas Knudsens kone alligevel ved siden af mig og sov.
Juleaften spiste vi i stuen, ribbensteg og risblomme, min farmor, der da lå sengen sagde:
”Bare jeg da kunne have noget af det,” men det kunne hun ikke tåle, hun fik vist lidt byggrød.
Om begravelsen erindrer jeg intet.
Præsternes lønninger var dengang beregnet på den måde at præsterne måtte tage mod et offer for kirkelige handlinger, og en begravelse kostede til præsten fem kr. og hvis man ville have en afskrift af talen, kostede det andre fem kr. Det ville min faster og farbror have, – de læste den højt hver aften, jeg ved ikke hvor længe, og de skiftedes til at læse den højt. Den aften jeg husker, var det farbrors tur til at læse, han var ellers ikke blødsøden af sig, men han kom til at græde, og faster udbrød da:
”Lad vær´ med det flæben, eller lad mig læse.”
Det med offer har jeg selv været med til, sidste gang – nej, næstsidste – før min konfirmation sagde Pastor Hansen ved Sankt Catharinæ Kirke til os, at næste gang vi kom var sidste gang før konfirmationen, og at præsterne havde lov til at bede om en erkendtlighed næste, og sidste gang, og at vi kunne lægge pengene på hans bord. Jeg havde vist en krone med, pakket ind i avispapir. Jeg kan se dyngen på bordet endnu. Et eller to år senere havde min mor lovet, at jeg ville være fadder, da et par af mine forældres venner skulle have barnedåb. Jeg var ret utilfreds med dette løfte, nu skulle jeg altså gå op gennem hele kirken, og alle kunne se mig.
”Det skal du ikke tænke på,” sagde mor, ”for alle kirkegængere er gået forinden.”
Og det var rigtigt – kirken var tom. Mor havde købt en sølvske, som jeg gav i dåbsgave og givet mig en krone, som jeg ofrede til præsten og 50 øre til degnen, begge dele pakket ind i papir – og det var rigtig offergang: Vi gik rundt om alteret og lagde vort ”offer” først til præsten ved vor venstre side og siden til degnen ved den anden kant af alteret. Denne offergang blev kort efter afskaffet ved lov. Forøvrigt blev jeg en hel del år senere klar over, at jeg slet ikke havde fattet hensigten med at være fadder.
Varmingvej 43 før branden 1918
Det er i grunden mærkeligt, så meget jeg kan huske fra min første barndom angående opholdene i Varming, for jeg var der vist ikke så mange dage ad gangen og var for det meste hjemme i Gravsgade hos mine forældre. En gang efter min farmors død var jeg i Varming og længtes hjem, sagde jeg til farbror, at han skulle spænde for og køre mig hjem, og han var måske ikke afvisende – men dog udsættende – det forstod jeg ikke før hen på eftermiddagen, da kom brødvognen, det var noget nyt, man var nu ikke henvist til selv at bage, men kunne en gang om ugen få frisk brød. Jeg kan huske, jeg kom med bageren til Ribe og at hesten, der nok var gammel, tog det med ro, og at bager Sørensen så sparkede på vognens forsmæk og sagde:
”Motor! Motor!”
Og det var den gang enhver hest med respekt for sig selv skulle blive bange og stikke i løb, når der kom en bil. Biler den gang var meget sjældne – og det hjalp heller ikke på farten, men vi kom dog hjem. Jeg husker hvordan jeg i de juleferier, jeg var i Varming var meget utilfreds med, at alt unødvendigt ikke blev udført mellem jul og nytår og plagede, for at vi skulle ud i loen for at tærske, men det blev der ikke noget af.
Når de rigtig tærskede, havde de en daglejer, der om vinteren fik 75 øre om dagen plus kosten, men en krone om sommeren. Jeg husker denne daglejer, der var så god. Hans kone var fuldstændig lam. Han hjalp hende op i sin stol ved bordet, og inden han gik, havde han ordnet noget mad til hende, og der sad hun så og kunne ikke røre sig, men havde en gren med sådan en grenstump på, så hun kunne trække de forskellige ting hen til sig. Kan ikke huske om han var hjemme at se til hende i middagsstunden, det var ikke ret langt. (De boede i Bakkehuset, Varming Vesterby 36)
Fra de første besøg i Varming husker jeg også, hvordan de om efteråret slagtede et får, og hvordan de af tællen støbte lys. Jeg har aldrig selv deltaget i det, men overvåget det. Tællen blev smeltet og man havde en form, der rummede ca. ti lys, vægen blev spændt fast for oven og for neden, den flydende tælle hældt i, og efter afkøling gentoges processen. Der blev brugt mange lys, og jeg ved ikke, om man var selvforsynende.
En anden ting, der også spillede en rolle, var kaffen. Den blev købt rå og kan sådan holde sig næsten ubegrænset. Der blev kun malet lidt ad gangen. Når kaffen var lavet, blev kaffeposen tømt ud i en stor krukke, og når der blev samlet en tilpas mængde kaffegrums blev det kogt op en ekstra gang.
Jeg mindes også noget om, hvordan deres aftener forløb, også den tid farmor levede. En aften, da vi havde spist byggrød, gik de voksne i stalden for at malke og i øvrigt gøre klar i stuen. Farmor sagde, at nu kunne jeg så spise resten af grøden. Det var ment som en spøg, men jeg tog det som alvor – og fik mavesmerter – det gik jo over igen. Nogle vinteraftener gik med at behandle ulden fra de klippede får. Faster kartede ulden mellem to store træflader med mange pigge, så ulden blev revet fra hinanden og vist blev dannet i en slags strimler, som farmor derefter spandt på sin spinderok – der var også noget, der hed at tvinde, men jeg ved ikke, hvordan det adskiller sig fra at spinde. Noget af garnet blev brugt til at væve stof. Jeg har været med min faster hos væversken, der boede i Faurholt, en lille by syd for Varming.
Min farbror sad i nogle aftener og snittede rivetænder. Han havde en klods bøge-endetræ, som han splittede i passende stykker og pudsede i den rigtige tykkelse med en kniv.
En ting lærte jeg den gang – og har altid senere stræbt efter – at have en kniv med mig, og senere er så fulgt at have blyant og papir hos mig.
Jeg har måske været med til et julegilde, og husker der var et meget langt bord i den store stue, kan ikke huske spor af servicet, men der var mange folk, og de snakkede meget. Jeg husker ikke noget om, hvad de spiste, men da de var færdige, ryddede kvinderne ud. Jeg ved ikke, om de også vaskede op, derefter tog mændene fat på deres lange piber og snart var stuen fyldt med en kvalmende røg, og de spillede kort. Lidt efter fik de en kaffepunch – eller flere. Da kvinderne var færdige i køkkenet gik de ind i dagligstuen, og kort efter kom min faster og tog mig med ind i deres stue.
På et tidspunkt skulle mændene op for at strække benene og se på besætningen i stalden. Dette tidspunkt benyttede kvinderne til at gå ind i den store stue for at åbne skuffer og skabe for at se, hvad der var blevet vævet og strikket i den svundne tid. Og så kom tidspunktet, hvor jeg blev lagt i seng.
Husker også at faster en gang ville give mig et sæt vadmelstøj – vi gik til skrædderen, der ikke boede langt fra Gram Landevej – og nogle dage efter kom jeg så hjem til Ribe med det nye tøj på, jakke og halvlange bukser. Kan ikke huske hvad Mor sagde, men dagen efter blev tøjet sendt til skrædderen og ændret, så bukserne kun nåede til knæene. Om sommeren havde ingen tid til at læse avis, og derfor holdt man kun avis om vinteren, og de holdt den da sammen med et par andre. Men man havde en slags levende avis, idet Andreas Jacobsen kaldet Kalvslund (Stavnagervej 44) var meget politisk interesseret. Han gik om sommeren rundt og redegjorde for den politiske situation.
Det var i årene omkring 1903-1904, hvor der skete uendelig meget indenfor den politiske verden.
Efter bedstefars død overtog farbror Peter gården. Han var vist en meget egoistisk og nærig mand. Han fik en husbestyrerinde, ja flere efter hinanden, så han var nok ikke let at arbejde for. Han solgte gården og endte sit liv på en lille ejendom i Holsted, hvor han havde givet sig ud i nogle usikre spekulationer, så min far måtte betale hans begravelse.
–ooOOoo–
Andreas Nørgaard
(1869-1952)
Andreas Pedersen Nørgaard ejede gården Varming Vesterby 25. Han var født i Høm 1869 som en af fem overlevende brødre. Brødrene blev tidligt forældreløse og blev sat ud i pleje forskellige steder. Efter at have drevet gården, tog han og hustruen Simine ophold i Bakkehuset, Varming Vesterby 46, hvor han skrev bogen Træk af Seem sogns Hjemstavnshistorie, udgivet første gang 1945. Nedenstående erindringer er skrevet i et kladdehæfte, som findes i Dansk Folkemindesamling. Der er foretaget enkelte rettelser. Stykket har tidligere været offentliggjort i årbogen Fra Ribe Amt, 1980.
Jeg er født 1869 oppe på Høm Nørgårde (Bredkærvej 7). Det var en gammel slægtsgård, som min far, Niels Hansen Pedersen som ældste søn overtog efter sin mor, der havde drevet den ved sønnernes hjælp efter hendes mands tidlige død. Min mor, Karen Poulsen var fra Vestergården i Varming (Varming Vesterby 29), født 1838, død 1874, kun 36 år gammel. Min far var født 1823 og døde 1879. De havde bryllup 1857.
Min far ejede foruden gården en teglovn nede ved Hømvejle, hvor der gerne arbejdede nogle tyskere, men da der ofte var spektakler imellem dem, blev mine forældre kede af teglindustrien. Den gang var det vist nedsættende for danske at arbejde ved et teglværk. Min far havde en del at tage vare på. En tid var han lægdsmand i sognet. Farbror Poul var med i første hold elever på Rødding Højskole og var siden med i krigen 1864, hvorfor han fik medalje. Morbror Peder var en tid skoleholder i Varming.
Min kones forældre var Hans Simonsen og Kathrine Lassen Mikkelsen. Min svigerfar fik sin fødegård i Varming (Varmingvej 20), men gik hjemmefra, da Treårskrigen brød ud i 1848 og gik frivilligt med. Ja, der var fædrelandskærlighed den gang. Han blev siden Dannebrogsmand.
Da mine forældre døde, kom jeg til noget familie i Varming, hvor jeg henlevede mine barneår fra jeg var knap fem til mit 16. år. Fra min tidligste barndom husker jeg, at min to år yngre broder, som døde, sad på mit knæ, mens min mor og jeg lavede de gammeldags svovlstikker, der kunne rives af på bukserne eller på en væg. Vi sad og dyppede dem end i svovlet, – det var for resten brandfarligt.
Kort inden jeg kom hjemmefra døde min tilkommende plejefar (Østergård, Stavnagervej 37), men enken var en sjælden rar og kristelig kone, som var god imod mig og gerne ville, at jeg skulle kalde hende mor. Hun lærte mig Fadervor og andre bønner. Også tjenestefolkene var gode imod mig, især udepigen, som ofrede sin middagssøvn på mig om sommeren og tog på skøjteture med mig om vinteren. Jeg længtes ikke, for havde folkene travlt, søgte jeg over til naboen, hvor der var børn at lege med, og jeg kunne også nok finde om gennem byen til mine bedsteforældre.
I 1875 blev jernbanen fra Bramming til Ribe åbnet, vi var derude, og Kong Christian den 9. var med til festlighederne.
I min barndom så Varming ikke ud som nu, der var ikke bygget så meget, kun Hans Voss´ hus (Stavnagervej 33) på brinkerne fra Østergård og aftægtshuset til Las Simonsens hus (Varmingvej 17, nu nedrevet). Oppe i Skallebæk var møllen og Møllegården (Begge dele nedrevet) de eneste bygninger, før kroen (Haderslevvej 152) kom til. Kroen blev bygget af en møller Bernst fra Holsted, og der var toldsted tillige med noget kroeri og lidt landbrug. I 1862 blev ejendommen Varmingvej 10 flyttet fra Varming og opført på agrene nord for kroen.
I 1872 blev Seem-Varming Skole (Haderslevvej 140) bygget, efter at den gamle skole ved kirken (Seem Kirkevej 10) var nedlagt og Varming Skole ligeledes (Den lå, hvor nu adressen Varming Vesterby 4 er). Det er blevet mig fortalt, at der var stor strid om byggeriet af den nye skole på den nye beliggenhed, da folk i Varming ikke ville af med skolen. Omsider fik daværende sognerådsformand Thomas Thomsen sat forhandlingerne i gang og Varmingenserne gav sig. I 1943 blev den nye Seem-Varming Skole (Varmingvej 1 – 5) bygget.
Huset, hvor der nu er smedeforretning (Haderslevvej 175) blev opført af H. Schwarck, som var bereden gendarm ved Grænsegendarmeriet. I 1908 byggedes Seem-Varming Brugsforening (Varmingvej 2).
Da jeg kom hen imod syvårs alderen, skulle jeg i skole, selv om jeg var ked deraf. Det var jo tvang, selv om lærer Gram var god imod de små, og der var mange legekammerater.
Min plejemor, der var ung enke, giftede sig to år efter sin mands død og holdt stort bryllup.
Da jeg blev otte år, måtte jeg hjælpe til med kreaturerne. Da jeg var ti år gammel, kom der et stort uvejr natten mellem 1. og 2. august 1879. Vi måtte ud om natten og have dyrene af engene og drive dem om i Helmbjergene, hvor jeg blev sat til at passe 22 kreaturer i løsdrift. Jeg fik en pisk og en jæverkølle, som jeg skulle smide efter dem, når jeg ikke kunne nå dem med pisken. En jæverkølle er en kæp med en knude for enden, så når jeg traf, kunne det nok give et stød. Jeg fik også mellemmad med ud. Det var gerne det første, jeg så til, når jeg kom derud. Det var værst at drive kreaturerne forbi kornet og få dem over, hvor de skulle gå.
Jeg vogtede på Heden en månedstid, og tiden faldt ofte noget lang, for der kom næsten aldrig nogen derud, undtagen når pigen kom med min middagsmad, og hun skulle gerne skynde sig hjem igen. Også Mads Maimborg (1811-1891) kunne træffes herude med sine to køer, men det var også kun et smut, så var han væk igen. Det var egentlig underligt, at jeg undgik hugormebid, når jeg gik derude i bare fødder i de lange lyng. Efter en lang måned slog befrielsens time, og vi kunne leje en marskfenne henne i Sønder Farup. Senere brugte vi at leje en hededreng til at passe dyrene. Han var gerne ti år, når han kom ud at tjene og kunne blive fri fra skolen. Men det var trist for sådan en lille dreng, der en gang var helt fra Esbjerg. Han længtes og sad oppe på de højeste høje og kiggede ned efter Esbjerg. Jeg skulle i den tid hjælpe at passe køerne og fårene og hjælpe med at rive hø til klokken fem eftermiddag, når bissevejret var ovre, og køerne kunne komme ud. Jeg skulle også hjælpe hededrengen med at få køerne ind i malkefolden derude både middag og aften. Det var værst, når drifterne kom fra Ribe Marked, og man skulle passe på, at ingen af vores løb med de fremmede drifter.
Dyrskuerne var store festdage den gang. Jeg var ikke med, men om morgenen kunne man se vogne med musik i spidsen ved grænseovergangene i Gelsbro og ved Hviding.
I min barndom havde man ikke så mange malkekøer og svin. Det var mest ungkreaturer, hvoraf størstedelen blev solgt til levering til majdag til sønderjyske handelsfolk, som siden solgte dem på Tønder Marked eller drev dem til Itzehoe. Der var også mange, der opkøbte til græsning i Kovsfennerne, og det kunne være et stolt syn, når der drev store flokke stude og græskreaturer fra markedet i Ribe.
Jeg var gerne med til marked, og den gang gaves gerne hornpenge (”von.pæn.g”) til de drenge, der havde trukket. Blev man tørstig, kunne man gå ned i en kælder på Skibbroen hos Knudsen og Hansen og købe en bajer til ti øre og bagefter om til den rare tobaksspinder Petersen i Grydergade og få en cigar til to øre, førend man gik hjem.
Indtil 1894 kunne tyskerne godt bruge kvæget, men så forlangtes pludselig karantæne og indsprøjtning (tuberkulose). Reagerede dyret, blev det øjeblikkelig slået ned, overhældt med petroleum og gravet ned. Oppe syd for Hviding Station ligger mange sådanne grave.
I begyndelsen havde vi den såkaldte Ballumrace her på egnen. Det var store, helt røde køer, som gav meget mælk, men de fik tuberkulose. Alle Ballumkvier blev opkøbt og sendt til Mecklenborg i Tyskland, og dermed forsvandt racen. Nu er tuberkulosen nok udryddet, ligesom oksebremsen. Disse kunne være slemme. Når man som dreng skulle passe køerne, var det ikke nemt at undgå, at de bissede, og så kunne man løbe efter dem helt til aften, og det blev ofte sent, inden de kunne fanges ind, få noget at æde og blive malket og vi kunne komme i seng.
Jeg erindrer den rare gamle malermester Hansen fra Ribe, far til gæropfinderen Emil Christian Hansen. Han kom og malede hos os. Jeg var ved ham, om han ville male mit piskeskaft, men han syntes vist, at det var for simpelt.
”Nej, min dreng,” sagde han, ”jeg skal nok komme med en til dig.”
Det gjorde han også. Han var kommet til Ribe fra Haderslev og var en gammel, hvidskægget mand, som kunne fortælle om, at under Paris´ belejring var det så småt med føden, at mus og rotter var delikatesser.
Han var også hårdfør. For om vinteren gik han ned til åen og badede, selv om han skulle slå isen i stykker først. Når han gik i modvind, åbnede han knapperne helt ned på brystet, så vinden havde frit rum, lige meget om det frøs.
En anden af egnens originaler var en gammel mand, Mads Klinker fra Mejlby i Lintrup Sogn, som kom og klinkede vore kopper, fade og skåle sammen, når de var gået i stykker. Han var invalid, men kunne ikke desto mindre gå den lange vej herover til Varming. Jeg kan huske, at jeg som barn havde fået en meget fin sovseskål af min moster, men foden var i stykker på den. Den satte han en ny blikfod på, så den kunne stå og bruges.
Her kom også hver uge to koner fra Ribe med franskbrød, wienerbrød og småkager. De havde et åg over skulderen med en kurv på hver side. Den ene hed madam Ems og den anden Kristine Viborg. Den sidste var søster til en fordums skræder Viborg i Ribe. Der var også en gammel original, Nis, som var født nede på en af de små ejendomme på Snepsgårde Mark. Han gik gerne rundt til folk og fik noget at spise og fik lov at ligge i høet om natten. Det var ikke rart at have ham i sengene, for det var så som så med renligheden. Når man satte et stort fad grød for ham, tømte han det altid, og gav sig gerne god tid. Tjente han endelig en skilling ved at slå lyng for folk, blev den straks omsat i brændevin. Dog var arbejde ikke hans mest eftertragtede beskæftigelse. En gang om året skulle han gerne til Ribe og have nye klæder og i bad på sygehuset. Når han kom hjem, og man spurgte, hvordan det var, sagde han altid:
”Uha, det er som at komme i en helt anden verden!”
Oppe i Kirkeby i Roager Sogn boede også en særpræget mand, som havde familie i Varming og tit kom herned. Når han kørte forbi en vis kro sang han altid:
”Nu kører vi frank og fri
Helvede forbi,
hjem til søde Estermor,
hjem til fredens bolig.”
Hvis så ikke Estermor var i døren og tog imod ham, når han kørte ind på stenbroen, så vendte han vognen og kørte en runde igen, indtil hun stod der.
Til højtiderne var der i min barndom altid støre forberedelser. Juletræ fik vi først i skolen omkring min konfirmationsalder, og hjemme havde vi det slet ikke. Men der skulle altid både slagtes og bages og gøres rent både ude og inde. Der bagtes mange kager af rugmel, som skulle sigtes, og af hvedemel. Mandfolkene skulle gerne være færdige med pløjningen, og ploven måtte ikke stå ude, for så kom Jerusalems Skomager og satte sig på den, og det skal ikke være godt. Ligeledes skulle alle vinduer i lo og stald fejes rene for spindelvæv og vaskes, og hakkelse skulle skæres til hestene. Alle redskaber skulle samles i hus, der skulle ryddes op og fejes i gården. I juledagene og indtil Kongedag den 6. januar holdt man sig inde og hyggede sig og passede dyrene eller drog i byen til naboer, slægt og venner. Selve juleaften fik vi gerne fersk suppe eller steg og risbudding, ligesom der blev båret kød og pølser til de mindre bemidlede i byen, som ikke selv havde slagtet. Når alle var færdige og iført sine søndagsklæder, fik konen og pigerne travlt med at få nadverbordet dækket, og vi samledes og spiste godt. Derefter skulle der vaskes op, og man samledes så igen, og manden eller konen læste i en gammel postille et meget langt juleevangelium. Derefter kom der pebernødder, som vi somme tider spillede kort om, og ved sen sengetid fik vi kaffe og nogle småkager med i seng. Somme tider havde vi folk, som gerne ville blive oppe til kl. 12, for så sagdes det, at alle kreaturerne rakte hovederne i vejret. Juleaften og 1. juledag måtte pigerne ikke sy, for så fik de bulne fingre. 1. juledag skulle alle, som kunne, i kirke, og 2. juledag skulle alle de, som ikke havde været der dagen før.
Til nytår var det gerne skik, at karlene og imellem manden også skulle i byen og skyde nytår ind, men kun på kortere visit hos naboerne. Siden gjorde disse gengæld. Dagen efter om formiddagen gik vi drenge og piger ud og skød nytår ind med bøsse og knaldpiller, og man fik gerne kaffe og kager de steder, man kom. Det var også skik i min barndom, at pigerne nytårsnat i hemmelighed tog en salmebog og slog tilfældigt op i den, ramte de så en dødssalme, vidste de, at der ville indtræffe død, og var det en bryllupssalme, ville der blive bryllup. Hvis karlene opdagede det, drillede de. Efter Kongedag begyndte så det daglige arbejde igen. I Sønderjylland var der mange, som spiste Kongeaftensnadver, der var ligesom jule- eller nytårsaftensnadver, men hernede var den gamle skik aflagt. Sønderjyderne holdt mere på de gamle skikke, især i prøjsertiden.
Så gik tiden til fastelavn, når man som barn skulle slå katten af tønden. Det foregik på den måde, at en gammel potte blev sat op på en stage eller høj skammel, og man fik så bundet for øjnene og blev udstyret med en kæp, og så gjaldt det om at ramme potten eller katten, som det kaldtes, og der var da udsat lidt i præmie. Det var også tilladt i fastelavnen at tage en bøsse eller andet med hjem fra naboerne, uden at de opdagede det. Men det blev altid bragt tilbage igen, og så havde børnene det at more sig over. For de unge mænd blev der gerne holdt skiveskydning, for hvem der havde en bøsse eller kunne låne en. Om aftenen blev så præmierne for skydningen uddelt, og bagefter var der fri dans, men drikkevarerne måtte enhver selv betale. Det var dengang oftest, hvad man kalder en bolle puns, som består af vand, vin og rom kogt sammen med sukker, og det smagte sødt og dejligt, men der måtte ikke drikkes for meget af det, for så steg det til hovedet, sagdes der. Man kunne også få en kaffepuns og fastelavnsboller. Der skulle gerne drives fastelavnsløjer med et eller andet, ligesom der kunne være ringridning. På hverdagene var der ikke megen fornøjelse. Man sad om aftenen og snakkede, tit om spøgeri og varsler og nedmaning af døde, som ikke havde ført et ordentligt levned. Det kunne være uhyggeligt, men man sad alligevel og hørte spændt efter, og det kunne vel føre til, at man blev lidt mørkeræd om aftenerne, når man gik ene ude. Ligeledes kunne der fortælles om enkelte, som var kommen i en ligskare, og det skulle føles, som om en flok gæs trampede på en, om ikke man var kommen af vejen i tide. I mine senere år hører jeg kun sjældent om disse sager.
Om vinteren var det vor største fornøjelse at skøjte på Varming Sø, eller skride, hvis man ingen skøjter havde. Fra Varming kunne vi skøjte til skole, og vi morede os også med at løbe helt ind til Ribe, ligesom også ældre folk skøjtede til Ribe, når de havde ærinde derind. Om søndagen kom ripenserne skøjtende herop, og søen kunne være sort af mennesker. Man skulle bare passe på ålestagehullerne, for dem kunne der være mange af, eftersom mange herfra stangede ål. Der kunne også være vaghuller, eller åbne steder med kun tynd is.
Skolegangen var anderledes end nu. Om morgenen begyndte vi klokken otte og havde tre timer inden middag med kun et frikvarter. Derpå to timers middagspause, så man kunne komme hjem, hvem der kunne nå det, og så tre timer om eftermiddagen. Om vinteren begyndte vi klokken ni og havde kun en times middag, hvor vi så havde mellemmad med.
Om morgenen begyndte vi med at synge en salme, og derefter blev vi hørt i Balles lærebog, som vi skulle kunne udenad. Hvis vi ikke kunne, måtte vi blive efter skoletid en halv time og læse på vores lektie. Dernæst havde vi regning i en time, så frikvarter og sidst på formiddagen boglæsning, hvor hver enkelt skulle stå op og læse højt af en bog. Om eftermiddagen begyndte vi med skønskrivning, så Danmarkshistorie eller geografi, så retskrivning eller genfortælling og til sidst sproglære (grammatik) eller også skriftlæsning. Ind imellem sang vi fædrelandssange eller havde hovedregning. Inden vi gik hjem, sang vi en aftensalme, og læreren bad Fadervor for os. Kom vi henad foråret, havde vi somme tider lidt gymnastik eller skydning med en salonriffel, hvad vi gerne ville.
November 1883 begyndte jeg at gå til præst hos pastor Vinding. Vi var 15 i alt, deraf 12 herfra sognet og Hans Jacobsen fra Brøns Mølle, som kom ridende hertil på en hingst op igennem Frifelt, Kirkeby, Roager og Høm. Desuden var der to fra Lustrupholm, hvor forstander Salling holdt højskole. Vi blev konfirmeret 20. april 1884.
Efter konfirmationen var jeg i Varming, til jeg blev 16, hvorefter jeg kom i plads i Roager hos en heste- og kreaturhandler, som havde en lille ejendom med fire køer og fire kalve, som jeg skulle passe. Desuden var jeg på mange ture med heste og kreaturer, som var opkøbt i Nørrejylland, og som skulle på markederne i Tønder, Løgumkloster og Flensborg. Man fik set sig om, og det var meget interessant. Jeg var der til november 1886, hvor jeg kom som avlskarl på Vestergård i Varming. Det var en god plads med meget at bestille, men også med tid til festligheder. Vi brugte at betale en flaske vin i bøde for hvert redskab, vi fik i stykker i høbjergningstiden. Og når så høet var inde, holdt vi et gilde med vin, chokolade og kager, som madmor gav. Hertil indbød vi så venner og veninder. Når vi havde spist, ryddede vi køkkenet og dansede til harmonika til langt ud på aftenen. Det gik lystigt til. Jeg husker sommerkarlen engang ingen støvler havde at danse i, men han lånte et par klodser, og engang det gik hurtigt til, fløj den ene op i chokoladegryden. Ligeledes holdt vi et lille gilde, når vi havde fået kartoflerne op, og en opskør (høstfest) for folkene om efteråret. Vi fik da fersk suppe til middag og fik så lammesteg og til kaffen en lille sort. Lønnen var ellers ikke stor. Det første år fik jeg 125 kr. og et lam, som jeg skule have fodret og græsset, samt en Prøjser i Gudspenge. Vi levede ellers mest af saltede varer. Til midsommermarked var der gerne nogen fra Fanø, som solgte saltede torsk og hvilling, hvoraf det købtes et lispund, ellers fiskede vi en del af alle ferskvandsfisk. Vi medede, glivede og tattede ål, når de mørke nætter begyndte.
Efter at jeg havde været på Vestergården i fire år og havde været på session, havde jeg et uheld ved kanekørsel, hvorved mit ene fodled blev knust. Lægen kom fra Ribe og ville have mig på sygehuset og foden sat af. Men da vi hørte det, kørte vi til Kolsnap i Nustrup Sogn til den dengang meget bekendte benbrudslæge dr. Poulsen. Han indlagde mig på Kolsnap Kro, hvor jeg blev behandlet hver dag af fire mænd i syv uger. Fodleddet blev stift, men jeg beholdt min fod og takker Gud derfor. I et års tid måtte jeg rekreere mig og gik i begyndelsen ved krykker og siden med stok. Jeg benyttede tiden til at tage to måneder på Ladelund Landbrugsskole.
Næste sommer tog jeg plads hos en mand på Fanø, hvor jeg kunne bade i Vesterhavet. Manden var formand for mejeriet, og desuden passede vi en fuglekøje. Den sommer, jeg var der, blev badesæsonen åbnet, og de badende blev kørt ud i små vogne med hest for. Ude i bjergene var mange vilde kaniner, som børnene kunne fange, ligesom de kunne samle æg fra gravænder og måger, som brugtes til pandekager, hvilket var meget fin middagsmad.
På gården, som vist nok var øens største, havde vi ti køer, to heste, 16 får og 16 lam, som alle blev slagtet og solgt nede i ”e øj”, som fannikkerne kalder Nordby. Når vi var i marken, havde vi altid kaffekedlen med, enten vi slog græs i engen, ruskede lyng i bjergene eller bjergede hjelme.
Fannikkerne var meget religiøse og besøgte kirken meget. Den var stor og rummelig med skibe hængende fra loftet. Ved kirken var en blind bælgtræder, som nok selv kunne finde vej dertil om søndagen. Der var heller ikke så meget færdsel på vejene. Kun postvognen kørte til Sønderho. De ældre på øen gik for det meste i deres nationaldragt, men de yngre var begyndt at gå i ”kjovl”, som de sagde. De gamle dragter var tykke, og når de om sommeren havde masker for ansigtet, kunne de snart ikke ånde, men de måtte jo ikke blive solbrændte. Kvinderne derovre var dygtige til at bestille noget både hjemme, og når der skulle køres gødning eller ved indavlingen. Da jeg kørte gødning til rugen, stod en gammel bedstemor på 70 og læssede, og konen og pigerne spredte den ud, når jeg læssede af. Bedstemoderen havde i sine unge dage tjent på en gård, hvor hun tærskede alt kornet med plejl, for mændene foer jo til søs, og kvinderne passede avlsbruget. Vi havde mest sommerrug, som de kalder væling, og ellers høstedes en mængde hø. I høbjergningstiden var der travlhed på engene, og når der skulle spises mellemmad, kunne man se, at der fyredes under kaffekedlerne alle vegne. Der blev drukket meget kaffe og spist mange hvedekagemellemmader, og det huede mig godt. Ellers spistes mange tørrede bakskuld, som blev klippet i strimler med en saks og ristet på en jernfod. Bedstefar på 72 passede køerne og samlede kasse (kogødning) til brændsel. Der var jo ikke meget træ på øen, førend staten begyndte at ekspropriere og plante til med gran og fyr. Det var beboerne meget fortørnede over, da de så ikke kunne have fårene gående der længere, men måtte afskaffe dem, og de gav ellers en god indtægt. Bedstefar besørgede selv slagtningen og parterede dem og gik ned til Nordby og solgte kødet. Hvert efterår blev der plantet marehalm i klitterne, og så måtte folkene fra Rindby på hovarbajde og plante ud. Denne plantning var nødvendig for sandflugtens skyld. Desuden blev marehalmen slået af og brugt til at reparere veje med. Vi havde også et stykke vej at gøre i stand. Så slog manden af, og pigen og jeg lagde på, så stilkene lå på tværs af hjulsporene. Sådan var vejen helt til Sønderho. Der var kun gruset fra Nordby til Rindby.
Jeg var i pladsen til 1. november, så drog jeg sammen med min yngste bror på Tune Landbrugsskole indtil 1. maj 1893, hvor jeg kom hjem og købte gården i Varming (Varming Vesterby 25). Det var en meget forsømt gård, både hvad angår bygninger og marker. Der kunne være helt gult i sommerkornet af kiddike. Desuden lå en hel del af jorden hen i hede. Altså tog jeg fat og købte et par mergelgrave oppe på Munkemark syd for Skallebæk Mølle. I 1911 kom mergelbanen fra Klåby igennem sognet, og jeg fik fem togfulde mergel, så alle markerne i nærheden af gården kunne blive merglede. Eftersom min tilkommende hustru var i tjeneste helt oppe i Holsten mellem Rendsborg og Frederiksstad, måtte jeg have en husbestyrerinde. Den første lejede jeg på folkemarkedet i Ribe. Det var en dygtig pige, som kunne hjælpe med i alting, og det var også nødvendigt, for alle køerne stod i tøjr.
Næste vinter købte min nabo og jeg hver et egetræ i Gram Skov, som vi fik skovløberen til at save i blokke på 2 3/4 alens længde, så vi kunne køre dem hjem og kløve dem i passende tykkelse til pæle. Og det var gode pæle, hvoraf en hel del står endnu efter 56 års forløb. Så fik vi bjergene og de lave agre indhegnet til løsgang. Stuehuset var meget gammelt med kampestensgulv i forstue, køkken og bryggers og i en del af soveværelset lergulv og i den anden ende kampesten. Jeg støbte cementgulve og lagde brædder. I soveværelset stod forværket endnu om de gamle alkover, ligesom der hverken var pige- eller karlekammer med egne senge. Aftægtslejligheden blev
inddraget, og hele den søndre mur blev ommuret og forhøjet med to sten. Stalden blev helt omlavet og gårdspladsen anlagt ligesom have og vej ned til gården, så der var nok at tage fat på.
Den 4. maj 1895 holdt vi så bryllup, som efter tidens skik var stort og varede i to dage. Det var vellykket med taler og dans helt til morgenstunden den første dag. Ligeså andendagen, hvor brudefolkene selv, som skik var, skulle hjælpe til at opvarte ved bordene. Festen sluttede langt ud på trediedags morgen, og endelig kunne min kone og jeg vandre hjem til vort eget, trætte.
I årenes løb fik vi seks børn sammen, fem piger og en dreng. Det er alle gode børn, som nu i min alderdom næppe ved, hvad godt de skal gøre for mig. Vi solgte ejendommen 1928 til sønnen Niels Nørgård og hans hustru Bine, og købte så fem år efter huset heroppe på bakken. I 1920 holdt vi stort sølvbryllup med to telte, og der blev danset til den lyse morgen. Der var flere grænsegendarmer med til festen, som næste morgen skulle op og tage den nye grænse i brug.
–ooOOoo–
Ane Marie Skov
(1931-2013)
Ane Marie Skov blev uddannet sygeplejerske. Hun virkede i sit arbejdsliv i Århus, en kort tid i Norge og ellers i Københavnsområdet. Ane Marie Skov var et hjertevarmt menneske, som fik den kærligste omtale af beboerne på det center, hvor hun arbejdede sine sidste år. På opfordring af Historisk Arkiv har hun skrevet en skildring af sit barndomshjem og tiden i Høm, som her bringes i en let redigeret udgave. Erindringen blev sendt til arkivet efter Ana Maries uventede død.
Hvor er barndommen langt væk. Vores gård ligger der endnu. (Toftlundvej 65) I en ombygget udgave ganske vist, men den er der dog, og det synes jeg er en rar fornemmelse. Men når mine tanker går tilbage til de første mange år af mit liv, ser jeg den gamle gård så tydeligt for mig. Det er den, og egnen omkring, der er rammen om mine minder, og som kommer frem, når jeg vil gå tilbage til den tid for længe siden, hvor livet blev levet så helt anderledes end i dag.
Gården ligger ved Ribe-Toftlundvejen, men tidligere var adressen bare Hømlund pr. Ribe. Vejen var indtil ca. 1937 en almindelig landevej med sand og grus, men den blev så udvidet og asfalteret, så det blev en ret god og bred vej. Jeg husker det meget tydeligt, for på det tidspunkt var jeg ved at lære at cykle, men var ikke helt sikker. Den nye vej så dog så indbydende ud, at den skulle prøves. Jeg havde hørt, at man kunne, hvad man ville, bare man troede nok på det. Så en dag, da vi havde gæster, ville jeg køre forbi stuevinduerne, bare for at imponere. Men ak og ve, i stedet for en triumf, fik jeg et par blødende knæ fyldt med små asfaltstumper, der måtte pilles ud.
Vejen skulle gøres tidssvarende. Bilerne var begyndt at holde deres indtog, og man regnede med, at deres antal hurtigt ville øges. Endnu var der kun få, der havde bil i vort sogn. Præsten, læreren, Seemgård og nogle enkelte andre, f. eks Martin Voss, der havde en Ford T model. Den havde den sjoveste lyd, når den brugte hornet. Det lød som en mellemting mellem en, der er hæs, og en gris, der grynter. Så vi gik tit ud på vejen, bare for at høre den lyd.
Der kørte en rutebil et par ture dagligt mellem Ribe og Haderslev. Desuden brugte man efterhånden også lastbiler til transport af landbrugsvarer og andet gods. Det gik dog ikke helt som beregnet, for få år efter kom besættelsen og danskernes bilkørsel begrænsedes i hvert fald for nogle år.
Gårdens bygninger lå lidt lavere end vejen, og der var tre længer. Stuehuset var bygget 1924 og havde syv vinduer mod vejen og en kvist med to vinduer. Der var stråtag på udlængerne og tagsten på stuehuset. Stråtaget blev sidst i 40-erne udskiftet med fast tag.
Som barn gjorde dette stråtag mig nervøs, når det tordnede. Alle blev gennet op af sengen, selv om det var midt om natten, så vi var parat til at komme ud, hvis det værste skulle ske, at der gik ild i stalden. For at bøde på dette afbræk i natten, blev der serveret tordenkaffe.
På de andre sider af gården voksede grantræer, som udgjorde en hel lille plantage. Den gav læ for den hårde vestenvind, men når det stormede, og vinden suste i trætoppene, gav den også næring for uhyggelige fantasier. Til gengæld var det et dejligt sted at lege, hvor man kunne bygge huler og skove kæppe, som i vores barneverden kunne blive til hvad helst, heste, køer eller geværer, som brugtes, når vi legede vinterkrig og selvfølgelig var Finnerne, der kæmpede mod overmagten.
Her boede jeg med min far, mor og lillebror Bent, der er fire år yngre end jeg. Og det var en tryg verden. Mens jeg var barn, havde vi to karle og sommetider også en ung pige. Så vi var en del mennesker til daglig, som man var dengang på landet.
Vi havde dyr og marker, nok godt 70 tønder land, der alle, undtagen en eng, lå rundt om gården. Det meste var udstykket fra min farfars gård, men der var også enkelte marker, der var købt til. Den eneste jord, som ikke lå ved gården, var vores eng på cirka otte tønder land, der lå i Lustrup, cirka seks km. væk. Den var også lidt speciel ved, at der knyttede sig en lille historie til den. Min farfar havde i sin tid fået den i pant af sin bror, som han havde lånt penge. Da broderen ikke kunne betale pengene tilbage, beholdt farfar engen, og det er der egentlig ikke noget at sige til. De brødre blev vist aldrig gode venner igen, og det var lidt trist. Men en udmærket eng var det.
Ude i stalden stod køerne, vi havde ca. 20 og nogenlunde lige så mange kalve og ungkreaturer. Jeg kan stadig mindes den hyggelige lyd, der mødte en, når man trådte ind i stalden: Dyrenes rytmiske tyggen og den svage raslen af grimerne, når de bevægede sig. Køerne skulle malkes morgen og aften, og det var et stort arbejde. Allerede i 1937-38 fik vi malkemaskine, og det var en stor lettelse. Grunden til, at vi allerede på det tidspunkt kunne benytte maskiner, der skulle trækkes ved elektrisk kraft, beroede på, at vi lå så nær på Sønderjylland. Efter Genforeningen 1920 var glæden i Danmark stor, og den danske regering besluttede, at gøre noget ekstraordinært for den del af landet. Det gjorde man blandt andet ved at bygge et stort elektricitetsværk i Åbenrå. Så denne landsdel, hvor vi også var heldige at komme med, blev et af de første landområder i Jylland, der fik indlagt elektrisk lys. I min tidlige barndom blev der rejst store højspændingsmaster nede på vore marker, og de imponerede mig med de tykke ledninger.
Foruden køerne var hestene, som stod i hestestalden, meget vigtige. Fire store arbejdsheste, som skulle trække vognene og de arbejdsredskaber, der skulle bruges, for at klare arbejdet i markerne. Vi gav hestene navne, men jeg husker kun Klaus, Frits, Hans, Musse og Lise. Musse var en hoppe ligesom Lise, og de to heste har vi nok ikke haft samtidigt. Hoppen havde vi sikkert for avlens skyld. De år, hvor vi fik et føl om foråret, tog far os med ud i laden, hvor hoppe og føl gik for sig selv, og vi beundrede det lille dyrs første ubehjælpsomme forsøg på, at stå på benene. Det så bare så utrolig kært ud.
Klaus fik et tragisk endeligt, idet den drak af en stærk væske, som blev brugt til at vaske kreaturer i og var efterladt på gulvet af en ubetænksom karl. Jeg kan stadig huske den store hest, som var faldet om og blev hentet til destruktion. Frits var en smuk lys hest, der ikke ville finde sig i alt. Den smed sig ned, når den blev træt og var da ikke til at få til at rejse sig igen, selv om den blev pisket. Der blev så sat et slags torturinstrument på mulen, som klemte mere og mere sammen, indtil det gjorde så ondt, at den rejste sig. Rigtig strengt, syntes jeg, men arbejdslivet var også hårdt for voksne mænd dengang. Den tungeste maskine var selvbinderen, som brugtes til at høste komet. Foran den måtte der tre heste, og så var det alligevel svært for dem, særligt hvis terrænet ikke var jævnt, og det var en varm dag. Far råbte tit på hestene, og det gav genlyd op gennem skoven, så vi kunne høre det hjemme i huset. Man byttede gerne en af hestene ud i løbet af dagen, så der kunne komme friske kræfter til.
Man havde ikke store svinefarme, som i dag. Vi havde blot et par stier i både heste- og kostald, hvor grisene gik. De lavede sommetider et slemt spektakel, når de blev fodret, men når en af søerne fik grise, var det et herligt syn at se de små lyserøde vidundere ligge og die.
I nærheden af gården lå hønsehuset med hønsegården rundt om. Pasningen af hønsene var helt min mors opgave. Hønsene fik køkkenaffald. Om foråret fik vi leveret kyllinger, som ankom i brune papkasser inddelt i rum. De blev opdrættet ved en såkaldt kyllingemor. Denne erstatningsmor lignede et lille lavt flonelstelt, som blev opvarmet med en petroleumslampe. De var så søde, de små gule pippende kugler, der myldrede rundt, men jeg skulle passe morderlig på, at jeg ikke kom til at træde på dem. De små søde kyllinger blev hurtigt store, og nogle af dem endte på middagsbordet. Det så så brutalt ud, når hovedet blev hugget af. Et specielt kapitel hos hønsene var Mikkel Ræv, som på et tidspunkt gjorde et godt indhug i hønsene.
På et tidspunkt fik vi en hund, så jeg kunne blive fortrolig med hunde, inden jeg skulle til at gå i skole. En af vore karle, som var fra Mandø, kom med hvalpen i en sæk, og den var så sød. Det var en ruhåret hønsehund, og den elskede at jage ræve. Jeg regnede den næsten for min hund, og da den ti år efter blev kørt ned af en bil, var det en stor sorg.
Et par af vore marker havde navne. Den mark, der lå oppe ved vejen øst for gården hed ”Vilhelms Fenne”, efter den mand, farfar havde købt den af, Vilhelm Smidt fra Spandetgård. Den jord, der lå længst væk mod nord, blev kaldt Sibirien, sikkert et navn en kvik karl har fundet på, for der var virkelig en god gåtur derover. Når karlene arbejdede i Sibirien, måtte de tit have deres madpakker med derover. Morgenmaden, som bestod af havregrød og rugbrød, franskbrød med ost og marmelade eller honning, blev spist allerede ved syv-tiden, så det var nødvendigt med et stykke mad om formiddagen til de hårdtarbejdende mænd. Var de i nærheden af huset, kom de ind og spiste, men de kunne være så langt væk, at gåturen tog for lang tid. Desuden havde vi engen, som var et helt kapitel for sig. Først blev der slået hø derude, og de dage, det tog, kunne mændene ikke nå at komme hjem og spise. De fik da proviant og drikke med anbragt i en stor tørvekurv fyldt med hø. Til den lejlighed bryggede mor øl, som blev lavet på humle. Øllet blev fyldt i en dunk af ler, hvor det holdt sig køligt. Andre drikkevarer blev anbragt i vandet nederst i engen ud mod åen, for at de kunne holde sig kølige.
Når høbjærgningen var overstået, blev vort ungkvæg drevet derud. Og det var et cirkus som alle, udtagen min mor, deltog i. At drive kvæget de seks km. på landevejen var virkelig en opgave. Ganske vist var der ikke så megen trafik dengang, men dyrene følte nu friheden og forsøgte at undslippe ved enhver smutvej. Herligt, når vi endelig alle var kommet til vejs ende i god behold. Min opgave var dog ikke slut her, for kvæget kunne ikke være uden opsyn hele sommeren, og jeg skulle om lørdagen til klavertimer i Ribe, og var derfor på hjemvejen nede for at tælle dem, hvilket ikke altid var let, for engen var lang og smal, og nogle af kreaturerne lå ned, så måtte jeg helt tæt på. Det gjorde dyrene, som sjældent så mennesker, meget nysgerrige og det endte tit med, at jeg havde hele halen af kvæg galopperende efter mig. Så blev jeg hundeangst, skønt jeg egentlig godt vidste, at de ikke gjorde mig noget. Det endte tit med, at jeg søgte tilflugt på marken ved siden af ved at krybe under hegnet. En tilgift ved engen var sivene, som voksede nederst mod åen. I efteråret skar en mand, som boede i området disse siv af, og de blev, efter at være tørret, brugt til stråtag.
Sommeren var et væld af opgaver for de voksne, og vi børn havde vore pligter. Jeg hørte ikke til dem, der blev overbelastet, men selvfølgelig hjalp jeg min mor, når jeg havde fri, det kunne være i huset eller i haven. Da jeg havde fri fra skolen hver sommer, efter jeg var fyldt elleve år. Som alle andre hjalp jeg også sommetider i marken. Det var dog mest med hakning af roer og ved høhøsten, eller hvis kreaturerne var brudt ud af deres indhegning. Der var det altid rart, at have et ekstra menneske til at hjælpe med at jage dem ind. Den opgave kunne tit være svær, for de elskede friheden, eller måske var naboens græs bare grønnere.
Ved indkøring af hø og korn var min bror og jeg selvskrevne hjælpere, og vi havde tillige ofte en daglejer. Særlig husker jeg kornhøstens tid, som strakte sig over et længere tidsrum end høhøsten, der ellers var tung nok, mens den stod på. De forskellige kornarter var heller ikke modne på samme tid. Vi kørte i marken på samme tid, som man læssede af derhjemme. Det var virkelig strengt at læsse af, fordi jeg var lille og spinkel. Det blev der ikke taget hensyn til. Det var også meget vigtigt, at det ikke tog for lang tid, for des mere tid var der til at slappe lidt af, inden næste læs var hjemme.
Efteråret var tungt og mørkt. Kartofler og roer skulle tages op og opbevares forsvarligt for vinteren. Ploven og harven kom i gang for at bearbejde jorden til næste års afgrøde.
Vinteren var en mere stille tid. Kornet skulle tærskes, og roer hakkes i stykker, så dyrene lettere kunne æde dem. Der var meget arbejde med at holde dyrene rene. Bygninger, som men ikke nåede at sætte i stand, mens der var travlt, blev der tid til at gøre noget ved.
Vor lille skov gav en del brænde, der skulle gøres brugbart ved først at blive skåret i store stykker af rundsaven, og derefter kløvet i mindre stykker, som far satte i kunstfærdige runde stakke. Om vinteren forberedte man, at livet igen kunne blomstre til foråret.
Karle og piger på landet fæstede sig dengang for et helt eller halvt år ad gangen. De almindelige skiftedage var første november og første maj, og man aftalte løn for hele perioden, så karlene måtte komme og bede om forskud, hvis de manglede penge. Kost og logis var inkluderet i lønnen. Forholdene var ikke luksuriøse. De to karle delte et smalt værelse, så de havde ikke meget privatliv. Om aftenen var de velkommen i vor dagligstue, hvad de benyttede sig af. Af fridage havde de hver anden søndag fri, men hvor megen ferie var der i grundes i trediver – og fyrrerne?
Når vi havde en ung pige, og jeg kan kun huske, vi har haft en om sommeren, var hun mere favoriseret, for da havde hun vort kvistværelse. Af alle disse mennesker jeg har mødt, er der ikke mange, jeg har minder om, kun de få, der knytter sig noget bestemt til. Der var Aksel, som var forlovet og altid sang: ”Jeg vil bygge en verden” indtil hans egen verden faldt i grus, da hans forlovede slog op med ham. Hans sorg fulgte alle med i. Senere trøstede han sig dog heldigvis. Der var den store forkarl, der var så bomstærk, at han kunne balancere med et lastræ på håndfladen. Det var vist ham, som var fra Mandø, og som jeg har en anden historie om.
Det var en vinteraften, hvor min mor og far skulle i byen og bad Kristian, som karlen hed, om at passe min bror og mig. Vi havde en hyggelig aften, for Kristian var en rar og omsorgsfuld ung mand, der blandt andet hjalp mig med at lave et gækkebrev, jeg kunne tage med i skole dagen efter. Inden vi børn gik i seng i soveværelset, sagde han til os, at han lagde sig på divanen, indtil vore forældre kom hjem, og at vi endelig måtte henvende os til ham, hvis der var noget, der gjorde os urolige. Jeg lå og kunne ikke falde i søvn. Pludselig sprang døren ude i køkkenet op, og jeg syntes, jeg hørte skridt derude. Med det samme alarmerede jeg Kristian, der i stedet for bare at berolige mig, også syntes der var en derude. Han løb ind på sit værelse, hvor han greb sit jagtgevær og med det i hånden indledte han nu jagten på den formodede tyv eller overfaldsmand. Vores unge karl kom i mellemtiden hjem, og han blev med en kæp sat til at holde vagt ude i en mellemgang, så misdæderen ikke kunne smutte den vej. Selv løb Kristian ned i skoven, hvor han syntes, han havde set ham, og jagten var endnu ikke indstillet, da min far og mor lidt over midnat kom hjem. Min far, der var en ret besindig mand, var mest tilbøjelig til at tro, det var et fantasifoster og fik hurtigt beroliget gemytterne og indstillet eftersøgningen. Det var absolut ikke min fars mening at gøre mere ud af den sag, men dagen efter, da Kristian var i Ribe, gik han til Politiet og meldte indbruddet, hvad han dog ikke skulle have gjort. Under afhøringen kom det nemlig frem, at han selv ejede et jagtgevær, og at han ikke havde våbentilladelse. Han fik en bøde. Lidt synd for den omsorgsfulde mand, der bare ville passe så godt på os to børn. Men måske kunne han også have tænkt på, at berolige mig. Nogle børn er bange, når det er mørkt, og jeg havde en snert af huden.
I min barndom var der meget få kvinder på landet, der arbejdede ude, så min mor var altid hjemme. Mens vi var små, havde hun en ung pige til hjælp, det indskrænkede sig senere til kun at være i sommermånederne. Pigen hjalp da meget til ude i marken, hvor der altid var brug for et par ekstra hænder.
Der var rigeligt at gøre for en husmor den gang, for der var ikke køleskab, fryser eller elektrisk komfur, og al maden skulle laves fra grunden, for det meste af de råmaterialer, man selv havde. Vi slagtede et svin nogle gange om året efter behov, og straks samme dag blev stege og skinker skåret ud, og der blev lavet medister, sylte og blodpølser. Alt, hvad der kunne, blev anvendt. En smuk skik, man dengang havde var, at ældre familiemedlemmer fik en kurv med slagtemad, som de sikkert har været rigtig glade for. Jeg husker tydeligt, hvordan jeg har været oppe med en kurv til min fars gamle tante, som boede i en lejlighed i Ribe. Det man ikke kunne konservere og holde frisk på anden måde, blev saltet ned i et stort saltkar, vi havde i kælderen. Derfor stod middagsmaden til hverdag også tit på stegt flæsk. Anden ret kunne være sødsuppe, kærnemælkssuppe, grød eller andet. Vi fik altid to retter. En gang om ugen kom fiskemanden, og menuen stod på fisk den dag. Jeg husker det ikke som nogen delikatesse. Jeg tror, mange anså fisk for fattigmandskost. Der kom også en enkelt gang en mand kørende, som solgte hestekød, det havde en lidt sødlig smag, men smagte ellers udmærket. Hvad vi også selv lavede, var spegepølser, som blev røget ved, at de blev hængt op i skorstenen oppe på loftet. På den måde røgede vi også spegeskinke. Vi havde en ret stor køkkenhave, og de grøntsager, vi dyrkede der, var en god variation på maden om sommeren. Flere ting kunne også syltes eller konserveres, så vi nød godt af dem om vinteren. Bønner, som blev snittet og saltet ned i store brune lerkrukker. Lerkrukkerne blev også brugt til at sylte agurker og græskar i, som dog lå i en eddikelage, akkurat som man gør i dag.
I haven var der et par træer med pærer og blommer, som var dejlig spise til dessert, når de blev syltet, gerne i store glas. Desuden var der alle buskene med ribs, solbær og stikkelsbær, hvoraf der blev lavet saft og syltetøj, som vi havde godt med hele vinteren. Hvor må min mor have haft travlt! Hvidkål og rødkål satte man ned i en fure i jorden med roden opad, så de var lette at få fat i. Gulerødder og kartofler opbevaredes på samme måde som roerne i en kule, man lavede ved at lægge halm og jord over. Grønkål og porrer kunne tåle kulden, så dem behøvede man ikke at bekymre sig om. En ret, min mor ofte lavede, var stuvede kålrabi. Kålrabi er en lidt sødlig roe og den smager rigtig godt både hakket og i tern.
Min farfar, Niels Skov kom til Faurholt først 1890-ene og købte den gård, (Munkevej 21) som Harald Olesen senere købte af boet efter min farbror, Peder Skov, der døde så ung. Farfar var udvandret, som man sagde dengang, fra Fæsted, en lille landsby, der lå, kun et par kilometer fra den daværende dansk-tyske grænse og grænsestedet ved Hømlund Kro. Han giftede sig et par år efter med min farmor, Marie, der var datter af Peter Ohrt, der ejede den nærliggende gård. Denne kom i 1856 fra Gram, hvor hans far var orgelbygger. Han var ikke vokset op som landmand, men havde været landvæsenselev på Gram Slot og Rødding Højskole. På efterkommerne virker det, som om denne nye landmand har været dygtig, men han var en alvorlig og indesluttet mand. Derimod var hans kone, der var datter fra Vesterkroen i Rødding, Else Katrine Lund, en elskelig og udadvendt dame, så de har nok suppleret hinanden godt. Hvordan var min farmor, som var datter af disse disse to modsætninger? Mit indtryk af hende, har jeg kun fra, da hun var en gammel sengeliggende dame, som jeg af og til besøgte. Vi kaldte hende altid for Bedste, og jeg synes, min Bedste var rar og sød. Når jeg besøgte hende, sad jeg ved siden af sengen, og hun snakkede med mig om, hvad jeg havde oplevet og særligt om, hvordan det gik i skolen. Når jeg så skulle til at gå, bad hun mig om at gå hen til servanteskuffen, hvor hendes pung lå og tage en 10 eller 25 øre, som jeg måtte bruge til, hvad jeg ville. Vi fik ikke lommepenge, så det var selvfølgelig meget kærkomment. Men også på andre måder havde hun omsorg for os. For eksempel fik jeg til min femårs fødselsdag en læsebog, en Ole Bole af hende. Grunden til det var, at hun selv var ordblind, og hun har været bange for, at jeg skal have arvet hendes handicap. Ved at begynde så tidligt at læse med mig, har hun håbet at kunne hjælpe mig. Det var rigtig omsorgsfuldt af hende, men hendes ængstelse var helt grundløs. Jeg tror ikke rigtigt, det gik op for mig, hvad bogen skulle bruges til, da der sjældent var nogen, der læste med mig. Men da jeg som seks-årig kom i skole, gik der et lys op for mig, og jeg lærte at læse i løbet af få måneder.
Bedste havde den store sorg at miste to voksne børn. Sin yngste datter, Ane, der døde af tuberkulose, da hun var 16-17 år og senere sin yngste søn, Peder, der led af dissemineret sclerose, og som døde af lungebetændelse som 28-årig.
De sidste år af sit liv boede min farmor nede hos sin datter og svigersøn, Katrine og Jørgen Olesen. Min farfar har jeg aldrig mødt, og det billede jeg har af ham, kan være helt forkert. I hvert fald har jeg indtrykket af en ret magtfuld mand, der kunne lide at føre sig frem. Han kørte med en flot sort hest foran vognen, og den var så god en ganger, at den kunne løbe til Ribe uden at slå over i gang. Til at beskytte sig mod kulden, havde han et lækkert sort slag af klæde foret med skind. Sådan kom han kørende, når han for eksempel skulle til Ribe eller i kirke, hvor han efter sigende var hver søndag. Min farmor var ikke altid med, hun har måske ikke haft tid eller hvad ved jeg. Farfar må også have været en kraftig mand, da jeg har hørt, at han ved generalforsamlinger på Skallebæk Kro var i stand til at drikke de andre under bordet.
Den bedste dag i Farfars liv var, da han var med til at stemme Sønderjylland hjem til Danmark igen. Det er hvad min far har fortalt, og det skal nok passe. Nationalfølelsen var utrolig stor på den tid, og det steg og overgik alle andre følelser. Jeg har en fornemmelse af, at min far var helt forskellig fra Farfar, både i udseende og natur. Hvor Farfar var en kraftig mand, var min far en ret slank og spinkel mand. Han var nok også påvirket af den sukkersyge, han pådrog sig, da han var først i tyverne og som gjorde, at han måtte holde diæt og i øvrigt også led af forskellige andre sygdomme. Far kunne virke som en streng mand, men jeg tror, han var meget følsom og kunne sætte sig ind i andres problemer. Det mærkede jeg ved flere lejligheder. Noget, som jeg syntes var utrolig hyggeligt, var om vinteren, når det var rigtig koldt, og jeg kom hjem fra skole sidst på eftermiddagen, og da oplevede at far og mor begge sad inde i stuen ved kaminen. Det var så dejligt og trygt, og hvis mine hænder var helt stive af kulde, masserede far dem og fik liv i dem igen, men det gjorde tit meget ondt. Far spillede også kort med os, det brød mor sig ikke om. Jeg tror, hun gennem sin mor, som var ret religiøs, havde fået den opfattelse, at det var Fandens værk. Hvad der undrer mig er, at det altid var far, der bad aftenbøn med os, da vi var små. Han havde et tillægsvers efter Fadervor: ”Nu lukker sig mit øje…”, når han havde sluttet med bønnen.
Selv om han kunne være meget bestemt, undte han os alt godt. De ting, han ikke selv havde kunnet eller haft lejlighed til, da han var ung, for eksempel at danse, måtte vi endelig gå til. Som små stod vi på hans fødder, og han dansede om med os, hvad vi syntes var rigtig sjovt. Og jeg husker den jul under krigen, hvor vi kun havde købt appelsiner til deling, og jeg mener, vi netop havde fået dem på grund af fars sukkersyge. Alt var rationeret, og appelsiner var normalt ikke til at købe. Hvad gjorde far? Han gav selvfølgelig de dejlige frugter til min bror og mig, selv om det var under protest fra vores side. Når vi spiste kage og andre søde ting, måtte han aldrig få noget.
De kolde vintre først i fyrrerne var rigtig strenge, men det var dejligt at bygge huler i sneen og at suse ned ad bakkerne på vores kælk, som min bror og jeg havde fået af vores Farmor. Bedste døde i januar 1941 og vi børnebørn, min fætter Niels og os, var inde at se hende, da hun var gjort i stand og lå i kisten. Det var ikke uhyggeligt, men en speciel højtidelig oplevelse.
På begravelsesdagen, inden vi kørte fra gården, var den nære familie samlet i det rum, hvor Bedste lå i kisten. Rummet var smukt pyntet med gran, og vi sang en salme, inden hun blev båret ud. Egentlig var det den gård, hvorpå hun var født, som hun nu blev båret ud fra. På vejen ned til kirken, havde de gårde og huse, som kendte vores familie, strøet gran på vejen, så vi kørte over det ene grantæppe efter det andet, en smuk skik, som ikke tit ses mere. Da vi kørte hjem fra kirke, skinnede solen i træernes iskrystaller, og det var, som om naturen havde bestemt at ville lave sin egen udsmykning for Bedste. Det var betagende smukt.
Da vi kom hjem til den gamle gård, hvor følget samledes, var der dækket et stort kaffebord. Den varme kaffe gjorde rigtig godt ovenpå den kolde tur, og vi mindedes Bedste ved at synge nogle af de salmer, hun godt kunne lide. Blandt andet ”Har hånd du lagt på Hertens plov.”
Med hensyn til kulde, så står turene til og fra skole meget stærkt i erindringen, særlig hjemturen. I de kolde vintre, hvor det tit var mellem 20 og 30 minusgrader, var de to kilometer mod nordøstenvinden virkelig barsk. Jeg havde tit frost i både fingre og tæer. Det var ret ubehageligt og kløede meget. Det var i de vintre, det kom på mode med skidragter. Da der var mangel på stof, fik jeg, som så mange andre, syet en dragt af noget gammelt tøj. I dette tilfælde var det min farfars sorte klædesslag. Farfar var død næsten 20 år tidligere, men stoffet var meget lækkert og så godt ud. Det blev en dejlig skidragt, som varmede mig godt. Dertil havde jeg en kaninskindskyse og vanter, så det var lidt smart.
Min mor var født i Ellum ved Løgumkloster i 1903, på det tidspunkt, da Sønderjylland endnu hørte under Tyskland. Hun havde derfor kun lært tysk i skolen, men skrev trods det også et fint dansk. Hendes familie hed Nicolajsen og hørte til de dansksindede, og min morfar måtte som så mange andre sønderjyder, deltage som soldat på den tyske side i Første Verdenskrig. Mor fortalte, hvordan hendes far måtte sove i høet i laden, når han kom hjem på orlov, indtil han var blevet afluset, og hvor ked af det han var, når han skulle af sted igen. Min mor fortalte meget om, hvordan det var for min mormor at være alene på en lille gård med syv hjemmeboende børn. Hvordan Mormor for eksempel brugte megen opfindsomhed på at skabe en god jul for sine børn trods rationering og trange kår. Hun lavede f. eks. dukker af primitive materialer og syede tøj til dem og bagte kager, som hun pyntede med forskelligt farvet glasur. Mormor var meget dygtig til at sy, da hun havde været hjemmesyerske, før hun blev gift. En hjemmesyerske var en kvinde, som gik fra den ene større gård til den anden og syede, hvad husmoderen ikke selv kunne. Det kunne både være nyt tøj, der skulle sys eller reparationer. Hun må have lært syning, for jeg har hørt, hun havde ret indviklede mønstre. Når børnene skulle have tøj, syede Mormor det selv.
På et fotografi, der findes af hele familien, taget under krigen, er Morfar i uniform og antagelig hjemme på orlov. Alle otte børn ser velklædte ud. Den enlige dreng i et sæt tøj og alle pigerne i fine kjoler. Krigen var hård, men heldigvis boede familien på landet og var selvproducerende, så sultede man ikke. De var også heldige, at have en onkel i nærheden, som havde en større gård, og som hjalp dem. Desuden blev russiske soldater, som var interneret i en fangelejr, der lå lige i nærheden, sendt ud til hjælp. Fangerne var glade for at komme ud på gårdene, og de var næsten alle vant til landbrug, så bønderne var også glade for dem. I modsætning til mange andre, overlevede Morfar krigen, men var tydeligt mærket af sine oplevelser. Oplevelser, som han efterfølgende aldrig talte om. Der herskede den opfattelse i familien, at han intet havde set, fordi han var ved forsyningstropperne. Men han var med både ved Østfronten og ved Verdun, hvor fronten bølgede frem og tilbage, så det synes jeg, lyder usandsynligt. Det er mit indtryk, at han fortrængte sine oplevelser. Måske var det dem, der blev omsat til historier, som han så fortalte for børn. De fleste var eventyr, men der var også en skrækhistorie, som han fortalte gang på gang, og det var en rigtig gyser om en mand, der i et ufremkommeligt område trak alle ned til sig. Sådan husker jeg min morfar, som en mand, der havde det bedst sammen med børn, men sådan kan han ikke altid have været. Min mor sagde, at han havde været en godt begavet skoleelev, så det er vel krigen, der har gjort ham til den, jeg husker. Han døde som 96-årig.
Først i tyverne solgte mine bedsteforældre deres ejendom i Ellum til en svigersøn og flyttede til Løgumkloster, hvor de købte et hus. De ernærede sig nu ved, at Morfar solgte frø for et firma samt førte opsyn med nogle kreaturer, og Mormor syede for folk. Grunden til, at gården blev afhændet, har nok været, at Morfar ikke mere kunne klare arbejdet. Han har højst været halvtreds år og fysisk en stærk mand, så det var psykisk, det haltede. Han var, hvad man populært kaldte gået i barndom. Heldigvis var min mormor en stærk og selvstændig kvinde, der klarede dem alle helskindet igennem tilværelsen. Hun har nok også været lidt skrap, særlig overfor Morfar, når han jamrede for meget. Men det har vel været nødvendigt, hendes grænser skulle sættes et sted. I hvert fald elskede alle vi 24 børnebørn vores mormor, og vi holdt meget af at komme hos hende.
Gennem mor blev jeg således ret knyttet til Sønderjylland, hvor jeg kom meget som barn, og hvor næsten hele min mors familie boede. Jeg kom derfor også tæt på det dansk-tyske problem dernede. Jeg tænkte, slet ikke på, at det var et problem. Alle mennesker, der boede der, var delt op i tyske og danske. Var man dansk, købte man hos den danske købmand og tyske hos den tyske, man gik i kirke for at høre den danske præst osv. og selvfølgelig var det modsatte også absolut tilfældet. Sådan var alting adskilt. Min familie hørte til de danske, men jeg opfattede nok, at tyskerne troede, de var lidt mere end danskerne. Måske var det fordi, jeg ikke rigtig forstod, hvad de sagde, eller måske følte jeg virkelig deres overmenneske-mentalitet. Særlig så jeg rødt, når jeg så Hitler-Jugend marchere rundt i gaderne.
Noget, der også gjorde stærkt indtryk, var et besøg hos min onkels nabo i Borg ved Bredebro. De var tyske statsborgere og nationalsocialistisk indstillede. Mens jeg var på besøg hos den familie, blev mine kusiner inviteret over for at se den nye lille baby på gården. Det var selvfølgelig spændende for os små piger, og jeg fik lov at gå med. Mine kusiner havde før besøget fortalt, at den tyske familie havde et stort billede af Hitler hængende inde i stuen. Det lød helt utroligt i mine øren, og jeg havde besluttet at undersøge sagen. Så mens de andre var optaget omkring puslebordet, gik jeg baglæns ud i gangen, hvor jeg ved nogle små manøvrer kunne komme ind i stuen. Og ganske rigtigt, der hang Hitler over kaminen og tronede i al sin afskyelighed. Den ældste søn på gården blev under Den anden Verdenskrig indkaldt. En stor ære at tjene Hitler, har de nok ment. Det blev ikke til den glorværdige sejr, de nok havde ventet, og sønnen blev sendt til Østfronten, hvor han faldt.
Lokalsamfundet
Skomageren, der ordnede vore sko, hed aldrig andet end Carl Skomager, egentlig hed han Carl Hansen. Han havde først værksted i Høm, men da smeden i Seem byggede nyt hus, lejede han sig ind i det gamle, hvor han både havde værksted og privat bolig. Som medhjælp havde han ”Æ rød´ Skomager”, Hajse Mouritsen, der helt sikkert havde dette erhverv, fordi han var født med en misdannet fod, og tilnavnet havde han efter sit røde hår. De udgjorde et udmærket makkerpar og har sikkert haft nok at lave, da værkstedet lå lige overfor mejeriet og midt i sognet. Hertil gik min tur så, når mine sko trængte til en forsåling eller til at få liget hælene. Da jeg sjældent havde mere end et par daglige sko, sad jeg og ventede, mens de blev ordnet. Det var nu heller ikke kedeligt, for jeg fik lov at sidde oppe i dagligstuen, der lå i tilslutning til værkstedet, og her var masser at se på. Skomageren var også musiker og spillede ofte til dans og fester, så i hans stue var der foruden klaver også en violin i en kasse. Der lå noder og flød, og der var mange bøger og en kande kaffe, hvor man gerne måtte tage en kop. Her sad jeg så og fordrev tiden, og engang imellem slog jeg et slag ned i værkstedet og forhørte mig om, hvordan det gik.
At Carl Skomager tjente penge ved sit dobbeltarbejde, fik man at se, da han kort efter besættelsen var slut, købte en stor skotøjsforretning på Torvet i Ribe. Senere blev han også gift og fik en søn, der var lige så musikalsk som faderen og uddannede sig til organist.
Hajse Mouritsen fortsatte med værkstedet.
Vi cyklede til alting, hvis vi ellers under besættelsen havde dæk. Det eneste transportmiddel, der ellers fandtes var rutebilen, der gik et par gange om dagen mellem Ribe og Haderslev. Rutebilen havde ingen faste stoppesteder. Man kunne bare gå ud til vejen og række hånden ud, så stoppede den. Nogle havde endda en aftale om at hejse et lille flag ved vejen, så de ikke selv behøvede at stå derude og vente. Om aftenen, når bilen kom fra Ribe, havde den vores daglige avis, Vestkysten med. Avisen blev smidt af et bestemt sted, hvor der var lavet en postkasse, så måtte abonnenterne selv finde ud af at hente den og i øvrigt også lægge den i postkassen. Var det regnvejr, kunne den godt være blevet godt våd. Den øvrige post sørgede Charles Bernhard, altid kaldt ”Æ post” for, og det foregik på cykel hele sognet rundt. Der var vel ikke så megen post til daglig, men mange abonnerede dengang på et ugeblad, som hed ”Hus og Hjem”, så den dag, bladet kom, må cyklen have været lidt tungere. Til jul, når der både var julekort og pakker, var der godt læs på, og da forbarmede nogle af de gårdmænd, som havde en stadsvogn sig ofte over ham og kørte for ham. Det har været rigtig kærkomment. Engang imellem blev posten inviteret ind til frokost og beværtet rigtig godt. Der stod somme tider spejlæg på menuen, og da Charles Bernhard havde et stort flot snoet overskæg, var det ikke altid helt ukompliceret med den spise. Til daglig var det en træt post, man så på sin rute, men en hel anden mand oplevede man til det årlige dyrskue, hvor han serverede i teltene. Her var han i sit es og svingede muntert rundt med fade og glas.
Bageren, der boede ved siden af skolen, blev også flittigt benytte, men dog sjældent til slikindkøb. I så fald kun ved helt særlige lejligheder, som påske, hvor de havde æg med en lille ting i. Forretningen lå imidlertid, så det var nemt for os skolebørn at smutte ind og tage et rugbrød med hjem. Så gik vi de to km. hjem med skoletasken i den ene hånd og rugbrødet under den anden arm. Jeg har oplevet, at jeg fik slidt en bar plet på frakken under armen, så man kunne se foret igennem. En gang om ugen kørte bageren om med brød, så de forskellige husstande kunne forsyne sig, men det var nok først efter krigen.
Brugsen havde en meget central plads i vort landsbyliv. Her købte alle beboerne deres daglige fornødenheder, og der skulle helt særlige behov til, før det var nødvendigt at tage til Ribe og gøre indkøb. Min far købte kunstgødning og mindre landbrugsredskaber som rive, fork og spade her. Frø kunne han nok også have købt, men en lokal landmand havde en lille forretning med den vare, og ham ville min far sikkert gerne støtte. I Brugsen kunne vi også sælge de æg, vore høns lagde. De skulle først pænt renses og stemples og lægges sirligt i en kurv. Så kom de gerne bag på min cykel og blev transporteret derhen. Man skulle virkelig køre forsigtigt og uden om eventuelle huller i vejen, så der ikke gik nogen i stykker. Ved afregningen i Brugsen blev der brugt en bog, som gik med frem og tilbage, og hvor købte varer samt prisen blev skrevet op. Det skyldte beløb blev betalt, når min far syntes, regningen var stor nok. Jeg fik til belønning en pose bolsjer af uddeleren, når jeg betalte regningen. Hvis man var nødt til at betale hver gang, var det vist kun, når man var en dårlig betaler.
Der var to malere i Høm, hvoraf den ene var døv og aldrig blev kaldt andet end ”Æ døv maler”. Det var ham, vi benyttede, og han var ganske udmærket. Jeg husker særligt nogle døre, der blev malet med egetræsmønster. Den anden hed Martin Andersen og boede i et ret smukt hus på vejen ud mod Vestermark. Hvad der kan undre mig i dag er, at der har været arbejde til dem begge to, men måske har der ikke været nogen maler i den anden ende af sognet?
Nede i Faurholt boede der en familie, som var Jehovas vidner. Det var noget, alle vidste, og så beskæftigede man sig egentlig ikke mere med det. En dag kom det dog så tæt på mig, at jeg aldrig glemmer det. Det var første juledag, og min bror og jeg var gået over for at lege med naboens børn, der var omtrent jævnaldrende med os. Nabofamilien var i kirke, så det var dejligt for os børn at kunne lege, uden at vi forstyrrede nogen voksne. Pludselig bankede det på yderdøren, og da min veninde og jeg lukkede op, stod der en mand og kvinde udenfor, som spurgte efter vores forældre. Vi svarede, som sandt var, at de var i kirke og modtog en lang prædiken om, hvor forkert det var, og de sluttede med at sige, at vi alle var fortabte. Vi små piger på vel seks-syv år, stod helt betuttede da de var gået, og kunne selvfølgelig ikke lige glemme det. Da jeg kom hjem, fortalte jeg det til min mor og spurgte:
”Mor, er vi virkelig fortabte?”
Hun beroligede mig, men jeg kan huske, at jeg blev ved med at tænke på det længe efter.
Skolegangen i en landsbyskole på det tidspunkt var noget speciel. Vore lærere var udmærkede og gjorde, hvad de kunne, men havde trange kår. For at to lærere kunne klare undervisningen af alle børn på syv-otte skoletrin, inddelte man dem i hold. De to yngste alderstrin, som kaldtes de små, et mellemhold og de store, som rundt regnet alle var over elleve år. Disse store gik ikke i skole om sommeren fra april til september, hvor man skulle blive hjemme for at hjælpe sine forældre i huset eller ved landbruget. Til gengæld var de så i skole hver dag om vinteren seks dage om ugen, fra 8 til 15 eller 16, mener jeg. Der skulle kompenseres for det lange fravær. I den skole blev der lagt stor vægt på retskrivning og regning, og de, der havde flair for det, blev da også ret gode. Desuden blev der undervist i Danmarkshistorie, bibelhistorie og geografi. Med det pensum kan det ikke undgås, at vi læste det samme år efter år, og undervisningen for de ældste klassetrin blev let kedelig, så kvikke, urolige drenge fandt til tider på narrestreger. Jeg husker særlig et vækkeur i et skab, som var stillet til at ringe, når vi var godt inde i timen, men det er bare en streg ud af mange.
Forseelserne gik bestemt ikke upåtalt hen, og synderne blev straffet hårdt. De måtte stille til en endefuld, sommetider oven i købet med en kæp, de selv havde været ude i skoven og skære af. Pigerne var mere i baggrunden, når det drejede sig om ballade. Jeg havde planer om nysepulver og andre ting, men jeg kan ikke rigtig huske, om det blev ført ud i livet. Sang prægede vores skolegang meget. Lærer Jespersen var meget musikinteresseret og var leder af Høm Mandskor, der var ret dygtigt. Han ville også gerne, at vi skolebørn skulle delagtiggøres så meget som muligt i den danske sangskat, så vi havde rigtig mange sangtimer. Jeg tror, vi var mange, der sukkede, når Jespersen igen tog violinen frem, og der skulle synges. Senere har jeg nu været rigtig glad for at kende så mange sange og salmer.
Smeden havde sin smedje liggende lige overfor mejeriet og var en meget central figur. Han spændte over rigtig mange ting, som var nødvendige i det gamle samfund, lige fra at sko heste til at reparere maskiner, vogne og redskaber. Beliggenheden overfor mejeriet, var strategisk god. For når mælkekusken havde afleveret sin mælk og fået det med hjem, han skulle, rundede han smeden, som næsten altid havde nogle redskaber, der var blevet repareret og nu kunne komme med hjem til ejeren på denne nemme og enkelte måde.
Sommeren var en dejlig tid, hvor det var varmt og solen skinnede. Vejret har nok været lige så skiftende dengang, som det er i dag. Da vi var mindre, var min mor meget sød til, på varme dage, at stille en stor zinkbalje ud i haven, hvor vi fyldte den med vand, og når det var opvarmet, var det dejligt at bade i den. Jeg mener, at vort lille telt blev slået op over baljen, for selv om vi havde badedragt på, skulle man ikke udstille sig ud til vejen. Da vi var større, nød vi godt af, at Eskild Vind, der havde en gård lige neden for bakken, havde noget så luksuriøst som et badebassin, som han inviterede andre til at benytte. Her har vi været nede en del gange, men det var ikke noget, vi gjorde regelmæssigt. Måske har vi ikke villet være påtrængende, selv om det var uendelig flinke mennesker, der aldrig lod os føle, vi kom til ulejlighed.
Mor tog os gerne med ud i Bachaus´ Have en gang i løbet af sommeren. Haven lå ved restaurationen og var et eventyr for os bøn, Der var en Palmehave, et helt nyt syn for os børn, der aldrig havde set palmer. I haven var der både aber i bur, en papegøje og en flot påfugl. Den var desuden anlagt, så der var grotter, der kunne minde om et mindre klippeparti. Her kunne man drikke kaffe og købe is, hvilket ikke forringede stemningen. Ellers havde vi de sommerglæder, man har, når man bor midt i naturen.
På dejlige lune sommeraftner, hvor der duftede af blomster og nyslået græs, spillede vi bold og andet ude i haven sammen med vore karle og andre, der kom til fra de omkringliggende huse. Myggene svirrede i luften, og der var flagermus. Sådanne aftner stod tiden næsten stille.
I ferietiden kom to af mine kusiner fra Borg gerne på besøg hos os en uges tid, og jeg tog med tilbage og besøgte dem. Det var herligt at være i nye omgivelser og træffe andre mennesker. Hvis vi var heldige, og kunne låne en cykel, tog vi på små udflugter ud i omegnen.
Vi havde også en moster i Rødding, som vi var på ferie hos. Der var ingen børn, men til gengæld befandt vi os i en by, hvor der var noget nyt at se på. I det hjem kunne vi også være heldige at få en biltur, noget der ikke var almindeligt på den tid. Til gengæld besøgte de så af og til os om søndagen. Det var den tids norm og fornøjelse, at man var sammen med sin familie. Et par gange om sommeren cyklede vi ud og besøgte en moster og onkel, som boede på den anden side Ribe. De havde fem børn, så der var liv og glade dage. De besøgte så os og kom gerne kørende i en lille vogn, en jumbe med hest for. De var altid inviteret til middag og var ikke lige præcise, så vi blev sommetider lidt utålmodige. Min mor, som kendte deres vaner, serverede tit suppe, fordi den var let at varme op, men hun glædede sig også selv til besøget, for hun elskede at være sammen med sine søstre.
Først på sommeren var der rigtig fest nede i Høm, når der var Ringridning. Det var altid marken overfor skolen, der blev benyttet. Der var mange ryttere, men kun en kvindelig, Mie Boysen. Mies hest havde altid en blomsterkrans om halsen. Det var der ikke så mange, der havde. Jeg gættede på, at det var Mies mor, der havde bundet den. Hun var en af dem, der altid bandt en adventskrans til skolen.
Det var morsomt at se på rytterne, og hvor dygtige de var. Flot var det også at høre hornmusikken, der blev leveret af nogle lokale musikere. Og så var der isboden, hvor det var om at vælge den is, der så lækrest ud, hvis da pengene strakte til det. Det var sjældent, at vi så sådan et udvalg i Høm. Senere på sommeren var der dyrskue i Ribe, hvor bønderne viste deres fineste dyr frem, og man kunne være heldig at få en præmie. Vi har nu aldrig haft nogle dyr med, men far tog derud med os. Der var både dyr og de nyeste landbrugs-maskiner, som bønderne kunne stifte bekendtskab med. Desuden var der boder og telte, hvor man kunne købe kaffe og øl. Forlystelser var her. Karrusellen, husker jeg. Den prøvede jeg altid, for der gav min far en tur. Skulle vi have flere, måtte vi håbe på, at der kom familie eller andre bekendte forbi, som var i det gavmilde hjørne og gav en en tur.
Den begivenhed, der lyste op i min barndoms vinter, var julen. Den begyndte med advent, hvor nogle børn tog adventskranse med i skole, og lærer Jespersen skulle gætte, hvem de var fra. Den eneste pynt, der var på grankransene, var farvede bånd af silkepapir, som hang ned under dem. Dette gætteri gentog sig også om sommeren, når vores lærer havde fødselsdag. Da havde næsten alle børnene buketter med, så da kom han virkelig på arbejde. Der sagdes, at han i forvejen kørte en tur på cykel og noterede sig, hvilke blomster, der var i de forskellige haver.
Vor lærerinde, Ellen Vind, indøvede hvert år til jul en lille komedie med os piger, og vi var altid meget spændt på, hvilket stykke det nu var, og hvem der skulle have rollerne. Det var en dejlig afveksling i skolegangen, der ellers kunne blive noget triviel med næsten det samme pensum år efter år. Noget jeg også husker, fra en af de første klasser, hvor jeg gik hos Ellen Vind var, at hun tog os med ud for at se ”Snehvide og de syv små dværge” i biografen. Det var den første film, Walt Disney lavede, og det må være kort efter, at den var kommet frem, at vi så den, i 1938 eller 39. Jeg mener lærer Jespersen kørte os derud og hjem, så det har vel været før besættelsen, hvor det hurtigt blev forbudt med privatkørsel. Det var lige før jul, og vi var først omme hos frk. Vinds mor, som boede i Ribe. Der fik vi en lille forfriskning, spiste småkager og morede os med at klippe juleting. En dejlig oplevelse.
Hen mod jul fyldte juleudstillingen i Høm Brugs os med forventning. Uddeler Lassens søn Viggo, som blev kommis i forretningen, var god til at pynte det enlige vindue, der var til rådighed. Det andet var optaget den store blanke kaffemaskine, som var en hel dekoration i sig selv. Og når så det vidunderlige skete, at udstillingen endelig var færdig, stod vi børn beundrende og så på de ting, der var så flot arrangeret og indrammet af en krans med fehår og lys, der gav det hele et eventyragtigt skær. Vore drømme blev så rigeligt indfriet her. Vi børn havde meget beskedne gaveønsker.
Hjemme hos os var der selvfølgelig også juleforberedelser. Der skulle skrives julekort, og mor bagte mange slags småkager og pebernødder, hvor jeg fik lov at hjælpe med. Desuden blev der gjort ekstra rent, og sølvtøjet blev pudset, så alt kunne være fint og skinnende. Jeg må heller ikke glemme julepynt, der skulle ses efter og eventuelt fabrikeres, noget der gerne hørte under mig. Juleaften var selvfølgelig dejlig. Der lå en forventning i luften, som jeg stadig husker. Det kan ikke have været på grund af gaverne, for vi fik normalt kun en enkelt gave hver af vore forældre. Vi var slet ikke vant til at få gaver, så bare det at få en gave, var stort og uvant. Det var en lege- eller luksusting, vi fik, ikke en brugsting. Den stemning, der hvilede over denne aften var helt speciel.
Bordet stod dækket inde i stuen med hvid dug og det fine service, hvor vi ellers spiste i køkkenet. Inde i den ”fine stue” stod juletræet pyntet og ventede på at komme ind i dagligstuen og blive tændt. Der var for koldt at være i den anden. Den ene af vore to karle havde fri den aften, så han kunne være sammen med sin familie, men det kunne de ikke begge, da min far behøvede hjælp til røgtningen af dyrene.
Endelig kunne vi dog sætte os til spisebordet i stuen og indtage julemaden. Den bestod af flæskesteg og hjemmelavet medister med både rødkål og hakket hvidkål, kartofler og dejlig sovs. Jeg mindes ikke, vi har fået brunede kartofler. Den hakkede hvidkål er vist en sønderjysk skik, som består endnu. Som dessert fik vi risengrød med kanel og sukker og dertil sødet hvidtøl. Når vi var færdige med at spise og havde vasket op, blev juletræet tændt, vi sang julesalmer, og gaverne blev delt ud. Derefter blev der sat nødder, konfekt, pebernødder og frugt på bordet. Min far legede en leg med pebernødder med os, som blev kaldt ”effen eller ueffen”. Man tog nogle pebernødder i hånden, holdt den lukket frem mod modstanderen, og vedkommende skulle nu gætte, om man havde et lige eller ulige antal i hånden.
Julens højdepunkt var børnenes juletræsfest i Høm Forsamlingshus. Festen var for hele Seem Sogn, både børnene fra Høm og Seem Skoler. Det var helt vidunderligt med det store juletræ, der næsten nåede loftet, som var fint pyntet og selvfølgelig med masser af levende lys. For ikke at risikere brand, var der anbragt en spand vand i salen, og der gik et par mænd fra bestyrelsen med lange stokke, hvor der var en svamp for oven, så de kunne slukke lysene, inden de brændte ned og antændte grenen.
Vi var mange børn, som skulle gå rundt om træet. Vi blev derfor inddelt i flere kredse, så alle kunne være med. Lyset i salen blev nu slukket, og så gik vi der og sang den ene julesalme efter den anden. På et tidspunkt blev der holdt en pause, hvor lærer Jespersen læste en julehistorie, og derpå gik vi igen rundt orm træet. Alt sammen stille og stemningsfuldt og en meget stor kontrast til de julefester for børn, jeg har været med til i dag. Men hermed var det fredelige også forbi, for nu blev lyset tændt, juletræet kom over i et hjørne, og der blev sat borde og bænke op, så den medbragte mad kunne nydes. Desuden var der uddeling af godteposer og et par stykker frugt til hvert barn. Når alle havde stillet deres sult og tørst, blev borde og bænke igen taget væk, så der var plads til at danse til Poulsens danseorkester. Det blev sent, før den dejlige aften sluttede.
Nytårsaften var noget helt andet, end det er i dag. Lys eller raketter af nogen art fandtes ikke. Hvis det blev brugt før krigen, kan jeg tænke, det kun var af velhavere, for vi levede ikke i et overskudssamfund, men vi havde vore fornøjelser, og denne aften gik det ud på at drille andre, så de næste dag ikke kunne finde deres ting, når de skulle bruge dem. F.eks. var kaffekanden et yndet objekt. Kunne man se sit snit til at tage den, og hejse den op i flagstangen, så var det lige sagen. Andre ting gik samme vej. Det var de uskyldige nytårsløjer, men til tider gik løjerne over gevind, som et år, hvor man havde kørte arbejdsvogne og deriblandt vognen, som blev brugt til mælketuren i en mergelgrav. Det var for groft, og det vakte selvfølgelig forargelse.
Mælken blev dengang hentet hver dag ved gårdene af en mælkekusk. Til transporten blev der benyttet en stor, bred vogn med gummihjul, hvad ellers ingen vogne havde dengang. Den fulgte med jobbet, og kusken skulle selv lægge heste til. På vognladet var der en trækasse, hvor der var plads til smør, kærnemælk, ost efter andet, der var blevet bestilt med hjem fra mejeriet. Bestillingen skete ved, at man satte en seddel med det ønskede fast på mælkejungen.
Da jeg blev konfirmeret i 1946, var det endnu svært at få tøj. Mine forældre kunne købe en frakke og en kjole til andendagen, men en hvid konfirmationskjole var ikke til at skaffe. Det problem løste min yngste moster, som boede i Ålborg. Hun købte en kjole til mig i en genbrugsforretning, en sød lille kjole i blankt satin, som lige passede til en lille slank pige som mig.
Vi gik til konfirmationsforberedelse hos Pastor Pedersen, som underviste os nidkært i katekismus, men også viste os, hvordan nogle salmemelodier var gode som dansemelodier. Så helt kedeligt var det ikke. Dog tålte han ikke uro, så der faldt også ind imellem nogle lussinger.
Når det var koldt, gik vi konfirmander gerne i samlet flok oppe fra Hømlund, hvor vi var tre, og ned til præstegården. En lang gåtur. Konfirmationsdagen var en dejlig dag. Der var højtideligt i kirken, hvor vi blev overhørt i det, vi havde lært i vinterens løb. Pastor Pedersen var blevet syg, så det var Biskop Scharling, der forestod Konfirmationen.
Efter den kirkelige del, kom vi hjem til middag, hvor der var dækket op i begge stuer, og hele familien var inviteret. Menuen stod på noget med suppe, og vi havde kogekone, som også havde været dagen i forvejen for at forberede maden. Hun havde gerne en ekstra hjælp med, ligesom der også var en fra bekendtskabskredsen, der serverede. Der blev ikke serveret vin, men sodavand og hvidtøl. Ligeledes blev der kun sunget salmer hjemme hos os, selv om vi var grundtvigianere og ikke missionsfolk. Jeg ved, at man i nogle hjem også har sunget af højskolesangbogen, som blev benyttet meget dengang. Hos os var det salmebogen, og det var nok mere en skik, end noget man tænkte over.
Det var så dejligt at se alle de onkler og tanter, der var kommet for at fejre mig sammen med en del fætre og kusiner. Mange havde gaver med, og det var noget helt uvant i min verden. Jeg tror, der herskede den indstilling, at børn ikke måtte forkæles. Foruden smykker, blev jeg begavet med et par sæt, der bestod af spejl, kam og børste. Noget, der var meget på mode det år, og som kunne pynte på enhver kommode. Dagen efter var jeg med min faster ude ved fotografen, hvor der blev taget et billede af mig i min fine kjole. Nogle dage efter havde jeg fået lov at invitere pigerne på konfirmandholdet til varm mad, hvilket var meget hyggeligt. Så hele arrangementet omkring konfirmationen var en rigtig dejlig begivenhed.
Det, der varslede julen, var min onkel Jørgens fødselsdag midt i december måned. Da var familien på begge sider med børn inviteret til middag med efterfølgende stort kaffebord. Kaffebordet gav os mulighed for at smage på julebagværket og konfekten, som allerede var færdigt på det tidspunkt. Det var en fest, men allerbedst var, at vi børn blev sat ved et bord for os selv, hvor vi rigtig kunne snakke sammen og have det sjovt. Dette dog absolut inden for rimelighedens grænser, for jeg kan aldrig huske, der er blevet tysset på os. Om det skyldtes den ældre generations tolerance, eller vores velopdragenhed, ved jeg ikke. En ting, jeg senere har tænkt på er, at det tit blev sent, før gildet sluttede, og nogle af os faldt sommetider i søvn sidst på aftenen. Men når vi skulle hjem, vågnede vi op og gik det stykke, vi skulle.
Der blev helt selvfølgeligt stillet nogle krav til os, og det tror jeg egentlig var sundt. Min tante og onkels hjem var ikke det eneste sted, vi kom med, når voksne havde en festlig sammenkomst med middag. Vi var også inviteret med hos Sanne og Harald Olesen, der boede på den gård, hvor min far havde haft sit barndomshjem. Det var en rigtig gammel gård med brune hollandske kakler i en af stuerne. I en anden stue var et maleri på væggen af gården. En stor blodbøg stod ude midt i haven. Den er væltet under en storm. Disse aftener hos Sanne og Harald Olesen mindes jeg som meget hyggelige, der var en egen stemning der.
Pinsen var en dejlig tid i min familie, for da besøgte vi altid mine morforældre, der boede i Løgumkloster. Vi cyklede derud pinsedag og tilbage igen anden pinsedag. Det var 30 km., og jeg mener, at både min bror og jeg kunne cykle turen, fra vi var omkring syv år. Vi var begge i stand til at køre på vore egne cykler. I Arrild satte vi os på en skrænt og holdt udkig efter vore forældre, og det var herligt, når vi fik øje på dem, og så fulgtes vi herfra det sidste stykke vej. Det er, som om det altid var solskin i pinsen, og bøgen var altid lysegrøn og sprød, men det var nok, fordi jeg var så glad og fuld af forventning. Det var en fest at besøge min mormor og morfar, hvor der også altid kom mange andre af min familie. Tanter og onkler med kusiner og fætre, som vi ikke så ret ofte, men havde det rigtig sjovt og hyggeligt med, når det endelig skete. Der var selvfølgelig også et stort sønderjysk kaffebord med et specielt kaffebord til dem, der havde sukkersyge, hvilket der desværre var flere, der havde i vor familie. Vi overnattede derude, og det var der ofte andre, der gjorde. Jeg fatter i dag ikke, hvordan vi kunne være så mange i det lille hus.
Lige før sommerferien var begyndt, havde min faster Katrine fødselsdag, og hele familien var inviteret. Vi var ikke talrige på min fasters side, men til gengæld havde min onkel mange brødre, så der var rigtig mange mennesker, der var samlet her. Hvis vejret var godt, samledes vi under det store kastanjetræ foran gården. Det var meget stort og gammelt, og til sidst måtte det fældes, fordi dets rødder var ved at vælte gården. Men dengang mødtes vi under det, og ved den tid var københavnerbørnene lige kommet. Det var en herlig aften, hvor alle mennesker var glade, og duften af det nyslåede hø og blomsterne blandede sig med kaffeduften inde fra huset.
Sidst i 30-erne var elektrisk hegn endnu nyt, men det havde min onkel fået installeret, og vi børn morede os med at prøve, hvor meget stød vi fik, når vi rørte det med et græsstrå. Vi prøvede også at gå i en lang række, hvor den første lagde strået på hegnet, og det skulle så afprøves, om det var den første, sidste eller os alle der fik stød. Det var gyseligt spændende.
Hvis vi var så heldige at kunne låne en cykel, tog vi børn sammen på små udflugter i omegnen.
Vinteren var kold ude på landet før centralvarmens tid. I vores store stuehus havde vi kun komfuret og en kamin til varme op. Og så var vi endda heldige. For under krigen, hvor man ikke kunne få kul og kun en afmålt mængde koks, lejede min far et stykke mose, hvor vi strøg tørv. Desuden var der den lille skov, der omgav gården, som foruden at give læ, gav godt med brænde og kviste til at tænde op med. Når vi skulle i seng om aftenen, varmede min mor sten i ovnen, som vi så fik med i seng. De holdt sig varme rigtig længe. Vi havde også en enkelt varmedunk, men hvad var det til så mange?
Under krigen med de kolde vintre, var der til tider ikke alene isblomster på ruderne, men også på nogle ydervægge. Et specielt kapitel i min barndom var besættelsen, som varede fra jeg var otte til tretten år og således har præget min barndom meget. De voksne talte om krigen, længe før den kom. Vi fik sendt bøger hjem fra et bibliotek i Toftlund, hvorfra de kom mod en hel kasse bøger ad gangen. Min mor, som elskede at læse, var medlem, og det har også været medvirkende til, at jeg meget hurtigt lærte at læse, da jeg kom i skole. Det var fint og nærede min fantasi, så jeg forestillede mig de skrækkeligste ting, da jeg hørte om krigen. Jeg forestillede mig, at hære af soldater med geværer og dragne sværd ville storme frem og slå alle ned. Da Tyskerne besatte Danmark, var min oplevelse helt anderledes end min forestilling.
Den 9. april, da en lille veninde og jeg ved halv otte tiden kom op på Toftlundvej, var vi fuldstændig uvidende om besættelsen, som var i fuld gang. På gården havde vi travlt fra morgenstunden, og der var ikke tid til at høre radio tidligt om morgenen. Det forundrede os dog meget, at der kom så mange militærkøretøjer. Vi vinkede igen til de flinke soldater, der vinkede til os. Først da vi kom i skole, fik vi at vide, at tyskerne havde besat Danmark, og vi blev klar over, at det var tyske soldater, vi havde mødt. På det tidspunkt begyndte flyverne også at komme, så mange, at himlen næsten var sort, og lyden af alle disse propelmaskiner gjorde et uhyggeligt indtryk på mig. Når jeg tænker tilbage på dagen, er starten lys med solskinsvejr, og resten er meget mørk. Om det bare var mit humør, der ændrede sig, ved jeg ikke.
Nu fortalte vores lærer os om beskyttelsesrum, der skulle indrettes, om forholdsregler ved flyangreb og meget andet. Da jeg kom hjem, havde min mor travlt med at finde ud af, hvordan hun kunne mørklægge vinduerne, og min far havde allerede været i Ribe for at købe rullegardiner med sort mørklægningspapir. Pludselig skulle alting indrettes efter krigstilstande. Foruden lyset i husene, der ikke måtte kunne ses udefra, skulle vi også bruge specielle cykellygter, som man kun med nød og næppe kunne se at orientere sig ved. De voksne fik taget billeder og skulle have identitetskort, som de altid skulle bære på sig, når de var uden for hjemmet. Og så var der rationeringsmærkerne, som gav anledning til mange spekulationer og megen irritation. Det var ikke helt så slemt for os ude på landet, hvor vi selv havde naturalier. Jeg husker, at min mor både prøvede at kærne smør og lave kartoffelmel, men det var svært, så det blev ikke en varig foreteelse. Derimod ristede vi byg i ovnen, som vi malede og lavede kaffe på, og det smagte rigtig godt.
Nu skal man heller ikke tro, at vi kunne bruge løs af vore afgrøder og vore dyr, som vi lystede. Kort tid efter besættelsen, kom der et par mænd rundt, som takserede vores gård og gav min far besked om, hvor meget han skulle aflevere til tyskerne, og hvad han selv måtte beholde. Vi måtte f. eks. kun slagte et bestemt antal svin til eget brug. Jeg har da oplevet, at der blev slagtet et ekstra i nattens mulm og mørke. Så var der de private biler, som ikke måtte bruges, da alt benzin var forbeholdt tyskerne. Det var kun lægen, dyrlægen og der, hvor det var absolut nødvendigt med bil, der fik tilladelse til at bruge den.
Vores rutebil, som foruden vore cykler, var det eneste transportmiddel, fik monteret en generator bagpå, hvori der så blev fyret med brænde i små stykker, som blev kaldt generatorbrænde. Chaufføren havde så fået en dobbelt opgave med både at skulle servicere passagererne og holde liv i generatoren. Cyklerne blev brugt flittigt, men det varede ikke længe efter besættelsens begyndelse, før der var knaphed på dæk og slanger, så de, der ikke i tide havde købt lager hjem, måtte i de sidste krigsår køre på faste dæk. Det vil sige dæk, der var monteret direkte på fælgen uden slange. Det var ikke særligt rart at køre på, for det bumpede skrækkeligt. Der var også noget, der hed, at man kunne få vulkaniseret sine dæk. Der blev så lagt ny slidbane på, men jeg er ikke rigtig klar over, hvad man så skulle medbringe for at få det gjort.
Når vi under krigen besøgte vores familie på den anden side Ribe og skulle hjem efter mørkets frembrud, kan jeg tydeligt huske vagtposterne, der var placeret både ved indgangen og udgangen af byen. Deres tavse mørke silhuetter, stålhjelmen, geværet og deres ”Halt”, der rungede gennem mørket. Jeg var ikke bange, men var klar over situationens alvor, når min mor og far fik travlt med at finde deres identitetspapirer frem. Foruden de mørklagte cykellygter, skulle vi også have hvide armbind på, så vi kunne ses i den sparsomme belysning.
I 1943, netop som vores nye, fine skole var færdig, skete der noget, der rykkede de tyske soldater nærmere på os. Hidtil havde vi kun set dem enkeltvis, i små flokke eller de marcherede rundt i Ribes gader. Nu fik vi besked på, at de kom til Høm, hvor de skulle bruge hele vores nye skole til indkvartering. Det blev vi selvfølgelig sure over. Nu havde vi lige glædet os over den nye skole, og så måtte vi igen tilbage til den gamle, som var godt slidt ned. Jeg husker tydeligt, den dag, de kom. Vi var lige startet på hjemturen, da vi så tyskerne komme på vejen oppe fra Brugsen. Vi drejede ind til Forsamlingshuset for ikke at møde dem. Men vi blev alligevel stående, så vi kunne se optoget. Og sikken et syn! Forskellen mellem de marcherende soldater, jeg ellers havde set og disse, slog mig. Det var tropper, der var kommet direkte fra østfronten. Foruden de få motoriserede soldater, var der mange af dem, jeg kalder prærievogne, vogne trukket af magre trætte heste, hvor uplejede soldater sad og hang. Under normale forhold ville disse tyskere, som tog vores landsby i besiddelse, have fremkaldt vrede hos mig, men jeg kunne ikke lade være med at tænke på, hvor de kom fra, og hvorledes de havde haft det der. Ellers glædede det mig meget, når jeg i den engelske radio hørte, om alle de tyske soldater, der dagligt mistede livet i den hårde vinter i Rusland.
Dette syn var bare slet ikke det, jeg havde ventet.
De tyske soldater tog ikke kun skolen i besiddelse, de blev også indkvarteret på nogle gårde. Vi blev også takseret til at huse nogen, men det blev aldrig aktuelt, da vores gård lå for langt fra hovedkvarteret, og det var vi selvfølgelig lykkelige for. Derimod brugte de vores område til øvelser. Det bakkede terræn med spredte træer og småskov egnede sig godt, og det kunne vi ikke forbyde dem. I starten overskred de dog ganske denne grænse, idet de brugte bygningerne. Min lillebror på syv år vågnede en morgen ved, at de løb skydende omkring huset. Far fik fat i den øverstbefalende, der måtte love, at det aldrig mere ville finde sted. Bent havde også den kedelige oplevelse en morgen på vej i skole, hvor han gik ad en markvej, at han så, der lå soldater i grøfterne på begge sider, med geværer, som pegede op mod vejen. Han blev selvfølgelig bange, men fortsatte sin gang, og der skete da heller ikke noget. Min onkel og tante i Faurholt havde en del tyske soldater indlogerede. Officerer inde i stuehuset og de menige samt nogle russiske krigsfanger ude i laden. Når jeg tænker tilbage, forstår jeg ikke rigtigt, hvorfor de havde taget disse fanger med, og om det virkelig var almindeligt? De blev vel brugt som oppassere, og måske var de nyttige. Det hed sig, at de havde en tolvårig russisk dreng med, men hvor jeg ved det fra, aner jeg ikke.
Vi havde aldrig kontakt med tyskerne, heller ikke, da vi store børn mod slutningen af krigen havde fået flyttet undervisningen til gymnastiksalen, som lå i samme bygning som Forsamlingshuset, hvor tyskerne havde indkvartering i den øvrige del. Vi måtte sno os ud og ind mellem soldater, når vi skulle ud i frikvarteret, men jeg kan ikke huske, jeg nogensinde var bange. Alle opførte sig pænt og det lader til, at begge parter accepterede, at den anden var der.
Alting har en ende, som der blev sunget i en af sangene under krigen, og en dag i 1945, da jeg sad og læste, kom min far og mor glade ind til mig. De havde siddet og hørt engelsk radio og der hørt budskabet om, at tyskerne i Danmark og Norge havde kapituleret, så vor besættelse var forbi. Vi havde længe følt, at det nærmede sig blandt andet fra BBC, og nogle i vore omgivelser vidste noget.
Min spillelærerinde, fru Lytken, som boede i et stort hus på Kurveholmen, hvor hun foruden ved sit spil ernærede sig ved at have mange logerende, oftest seminarie- eller gymnasieelever, gav os Frihedssangen allerede et stykke tid før 4. maj. Der var sikkert også flere af de unge mennesker, hun havde boende, som var med i modstandskampen, for når det i den sidste tid under besættelsen ringede på døren, rejste hun sig med en undskyldning om, at hun lige skulle ordne noget. Jeg kan ikke huske, der var nogen speciel fest ude hos os i anledning af befrielsen, men kort tid efter blev der arrangeret en stor fest inde i Ribe, hvor hele byen var blomstersmykket i hvidt og rødt og blåt. Det var også de farver, vi fandt frem i vort tøj. Hos drengene var det meget in med små huer i Royal Air Forces farver.
Det var en rigtig festdag med optog, musik og dans på Torvet. Det var herligt at slippe for mørklægning, rationering af strøm og at vi slap for tyske soldater overalt, men det varede alligevel længe, før alt igen blev som før, hvis det da nogensinde blev det. Det varede længe, før vi igen kunne få stoffer og ordentligt tøj. Rationeringer af sukker og kaffe varede meget længe. Sukker var endnu rationeret, da jeg begyndte som sygeplejeelev i 1950, og jeg mener, det varede endnu et par år.
Så kan jeg huske pengeombytningen, der skete, fordi særligt værnemagere havde sorte penge, som man ville til livs. Det skabte nogen ravage.
Stemningen var ellers i det hele taget glad og optimistisk. Vi så lyst på fremtiden. Den økonomiske situation, tror jeg, så bedre ud end før krigen. Det var måske det, der gjorde, at jeg fik lov, sammen med en veninde, at begynde på Ribe Katedralskole, hvad jeg rigtig gerne ville. Min veninde, Anna Hansen, holdt desværre op i løbet af et års tid, og jeg tabte helt forbindelsen til hende. Jeg tog realeksamen derfra, hvad jeg har været glad for. En tid overvejede jeg at gå i gymnasiet, hvad skolen stærkt rådede mig til, men problemerne ved at læse videre i en stor, fremmed by afskrækkede mig. Jeg havde aldrig været længere end i mit nærområde og havde ikke familie hverken i Århus eller København. Ribe havde været fremmed nok. Desuden var der selvfølgelig økonomien på en tid, hvor der ikke var noget SU.
–ooOOoo–
Appel Stenger
(1884-1968)
”Minder fra en streng Tid” hedder en artikel i et udateret avisudklip. Her fortæller Appel Stenger, grundlægger af en talrig efterslægt, om hvorledes han kom til Varminglund og livet som nybygger her. Først boede ægteparret på adressen Varminglundvej10, som pensionister flyttede de ned i ”Maimborg”, Haderslevvej 166. Artiklen fremkom som følge af, at Appel og hustruen Ane modtog Hedeselskabets belønning for opdyrkning og plantning. Appel Stenger skrev en beretning om en oplevelse under første verdenskrig i D(ansksindede) S(ønderjyske) K(rigsdeltagere) 1956.
Mellem høje gran-læbælter og små plantager ligger et lille hus i Varminglund. Det er ved landevejen mellem Ribe og Gram. Langt fra naboer. Der er vel et par kilometer til de nærmeste. Da huset i sin tid blev bygget, lå det endnu mere ensomt, ja, da var ensomheden vist, hvad man kan kalde fuldkommen. Men det ønskede husets daværende ejer også. Han ønskede et skjul, hvor han kunne finde fred og ro. Meget ved man ikke om ham, men dog, at han kom fra Frankrig, hvor han med nød og næppe undgik at blive offer for revolutionen. Vi må altså undvære hans spændende beretning, men husets beboere kan også fortælle interessante ting.
Det er forhenværende gårdejer Appel Stenger og hustru, som nu bor i det lille hus efter at de i 1947 afstod deres ejendom et par kilometer derfra til en søn. Opmærksomheden på Appel Stengers eksistens blev vakt viden om derved, at Hedeselskabet for nylig tildelte ham selskabets sølvbæger for opdyrkning og plantning.
Helt har han ikke sagt landbruget farvel, for der hører tre tønder land til det lille hus, og det er nok til både en ko og en gris, … en uhyre forkælet ko, som betaler godt for den omsorgsfulde pleje.
Sølvbægeret er ikke den eneste påskønnelse, der er modtaget for dygtig indsats, fru Stenger kan således fremvise adskillige præmier og et stort diplom for sine haver, – på gården havde hun ikke mindre end to. Også for den nyanlagte have ved det lille hus har hun fået præmie.
Om dette indsats kunne der skrives mangt og meget, vi vil også senere strejfe den, men det er noget helt andet, der skal berettes om her. Om kampen mellem dansk og tysk syd for Kongeågrænsen. Om en dramatisk flugt fra den tyske hær, hvor Appel absolut ikke følte, han hørte til. Om flugten fra et hjem og skabelsen af et nyt. Om sammenhold mellem landsmænd og meget andet.
Appel Stenger kom til verden i Ullebølle den 21. august 1884 som den ældste af en søskendeflok på tolv. Allerede som niårig måtte han ud at tjene – det første år kun for føden, det næste fik han 30 mark for en sommer.
”Det var nødvendigt, at man klarede sig selv fra de yngste år, for fars indtægter var små. Jeg ved, at han har stået i mergelgraven en hel dag for én mark, og det var tilmed det dobbelte af, hvad han tjente ved en dags tærskearbejde. Vi fik halvandet stykke tykt brød ad gangen, mere kunne det ikke blive til, derfor greb man al tid efter de tykkeste.”
Vi sidder i den lavloftede, meget hyggelige stue, der er prydet af et utal af familieportrætter, men hæderspladsen i dette som i mange, mange hjem i denne landsdel er tildelt genforeningsbilledet – Kong Christian på den hvide hest.
”Åh, det var en skøn dag,” siger Appel og peger på billedet. Hans øjne stråler. Man føler, hvordan han har levet med i det alt sammen. ”Tidligt, meget tidligt blev min nationalfølelse vakt. Det var jo også så enkelt den gang. Enten tysk eller dansk. Det begyndte allerede i skolen. Læreren ville have, at vi kun blev undervist på tysk, men han lod os dog stemme om det. Jeg stemte for dansk, mens ham, jeg sad ved siden af stemte for tysk. På vejen hjem fra skole fik han en ordentlig omgang tæsk. Det var også galt, den gang jeg gik til præst. Han var tysker med liv og sjæl og favoriserede sine venner på den måde, at de kun fik et salmevers for, mens vi fik to-tre stykker for. Men det gjorde nu ikke noget. Konfirmationssøndagen forærede han os alle en Bibel. Da jeg så, at den var skrevet på tysk, lod jeg den ligge. Min far mente dog, at det kunne man trods alt ikke, og han tog den med – jeg har aldrig set den siden.”
Så kom soldatertiden. Fra 1909 til 1906 lå Appel i Lybeck, og han beklager sig ikke over soldatertiden bortset fra de chikanerier, der blev udvist overfor de dansksindede. Det begyndte allerede den første dag. Han var sammen med 24 mand blevet sendt til sit kvarter. To og to skulle de være fælles om et skab. Appel og hans makker talte lige dårligt tysk, og de blev hurtigt enige om at tale dansk, men det hørte en officer, og den ene blev straks sendt til en anden stue.
I 1907 holdt han bryllup med Ane, og de overtog hendes fars lille landejendom i Roager. Han var smed og havde ikke tid til at passe den. Bedriften var ikke større, end at den kunne give føden til et par køer, men Appel var ung og energisk, og to gange blev der købt jord til. Der blev desuden bygget ny stald og lade.
”Først købte jeg syv-otte tønder land og siden 32 tønder, mest hede, for nu skulle der ske noget. men så kom den her skidt´ krig. De fortalte os i øvrigt ikke sandheden. I de tyske aviser stod nemlig, at der kun var prøvemobilisering. Man skulle bare være gået til grænsen og set den danske aviser, for der stod noget helt andet. Naturligvis havde vi en anelse. Den aften mobiliseringsordren kom, snakkede jeg med min svoger og min bror om at rejse til Norge. Vi var alle tre enige om, at vi havde ikke noget at slås for, men slog det hen med at rejse, for det var jo kun en prøvemobilisering. Først da vi kom til Flensborg, blev vi klar over, at det var alvor, og da var det for sent. Jeg husker endnu den aften, jeg skulle af sted. Konen græd, det var der såmænd ikke noget at sige til, og jeg føler med de hustruer, hvis mænd i dag drager til fronten.
Vi kørte i tre dage. Forbi Aachen – og så gik det løs. I den første træfning havde jeg et par bekendte hjemmefra. Jeg så dem falde – og da var jeg klar over, hvad det var, jeg var kommet ud i. Langt – langt værre end i dag var den gang infanteriets stilling. 3.000 mand var der i mit regiment, da vi rykkede ud i august, og i september fik vi en forstærkning på 500 mand, men da vi rykkede tilbage til afløsning den 10.–11. oktober, var vi 780 tilbage. Af 40 officerer var der to tilbage. Skyttekæderne var de værste. Da tænkte man ikke, man følte heller ikke – intet som helst. Alt glemte man – selv den mest nagende sult og tørst. Og hver gang man kom i ro, var det slemt på andre måder. Tankerne om dem derhjemme var ved at knuse én, – men lad os ikke tale mere om det. Der gik et år, inden jeg fik orlov – den lange tid gik, fordi jeg var dansker og var med i danske foreninger. Utallige bataljer var jeg kommet igennem uden så meget som en skramme, – en kugle gik igennem mine bukser uden så meget som at røre mig, det var alt.
Men så fik hele regimentet otte dages orlov efter kejserlig ordre, – og da kom jeg med.
Langt om længe nåede vi frem til Hamborg, og derfra skulle vi videre med et eksprestog, men det var kørt, da vi kom! Mine kammerater var rasende, for det betød kortere ferie. Jeg tog det imidlertid med ro. Jeg skulle nemlig ikke tilbage. Ingen skulle få mig til at slås for noget, jeg ikke følte var mit. Slås med mennesker, som jeg følte var mine venner.
Jeg ville til Danmark, selv om jeg vidste, at det var forbundet med dødsstraf at blive taget under flugt. Én var gået over før mig, en mand fra Spandet – siden skete det jo i meget stort tal.
Allerede på vejen hjem sagde jeg farvel til sabel og livrem, begge dele lod jeg hænge i toget, men det var ikke så let at komme over grænsen. Da orlovsperioden udløb, var jeg endnu ikke kommet over. Forsøget skulle gøres fra min morbrors gård lige syd for grænsen i Fjersted. En eftermiddag gik min kone og jeg dertil. Jeg havde en ny tysk våbenfrakke og mine soldaterbukser med røde striber. Vi gravede frakken ned, og kvinderne gik i gang med at sprætte de røde striber af bukserne. Så skete der noget! Postbudet, – han var tysksindet! Vi havde i forvejen talt om ham, men min familie sagde, at han kom så sjældent og ganske sikkert ikke i dag, men pludselig stod han i gangen, og min svigerinde blev så befippet, at hun inviterede ham indenfor – netop som de røde striber blev sprættet af. Han sagde ikke noget, – ikke før han kom til nabogården, der sagde han til manden:
”Nu ved je´ pinedø´, hvor Appel vil hen!”
”Nå, det ved du,” sagde manden, ”og ved du noget, har du bare at holde snut!”
Det fik jeg siden refereret, og han sagde heller ikke noget. Men vi var altså meget nervøse, og tilmed havde min svoger en soldat indlogeret, men de trøstede mig med, at han aldrig kom hjem, før han var så fuld, at han ikke kunne se.
Hen under aften da vi var færdige med forberedelserne, bankede det på døren.
”Hva´ no´?”
En anden nabo, fulgt af to tyske soldater kom ind, da var jeg ved at synke i jorden. Soldaterne opdagede dog ikke noget, – men hvordan skulle vi få dem ud? Da jeg havde siddet og grundet over sagen, sagde jeg:
”Nå, vi skal vel til at komme hjemefter, mor, jeg skal med toget til Flensborg og tidligt op.”
Så rejste naboen og soldaterne sig og gik, men forinden trykkede naboen mig i hånden med et blink i øjet og sagde:
”God rejse. Her har du ti mark til cigarer.”
Det var en nat i julen, og den var ikke lang. Hen imod midnat begyndte jeg vandringen mod grænsen. Konen fulgte mig et stykke på vej. Vi havde aftalt, at jeg skulle fløjte, når jeg var kommet godt over. Ind mod grænsen strakte sig en kornmark, og det var en smal sag for mig som gammel frontsoldat at mave mig frem gennem kornet uden på nogen måde at vække grænsevagternes opmærksomhed, – der var mange af dem. Uheldigvis stod der to lige, hvor jeg skulle over. Jeg tænkte som så:
”De går nok til hver sin side om lidt, og så er der fri bane.”
Men de snakkede så hyggeligt sammen, sang og fløjtede ind imellem og havde absolut ikke i sinde at give sig på vandring ad de afsnit, de skulle afpatruljere. Der gik tre timer – de længste jeg nogensinde har oplevet – og det begyndte at lysne i øst. Så måtte jeg prøve at finde et andet sted. Tilbage igen gennem kornmarken, det var nu nærmest tidsler, – og de stak! Frem gennem et andet kornstykke, og da var jeg heldig. Netop på grænsediget voksede en busk. I ly af den kom jeg over, mens de to tyskere stadig stod lige i nærheden. Heldigvis var der også korn på den anden side grænsen, og jeg mavede mig et langt stykke frem, man kunne jo ikke vide, om de ville skyde på en, hvis man rejste sig for tidligt.
Hvor var det dog en vidunderlig følelse, da jeg til sidst kunne rejse mig og sige til mig selv:
”Nu er du fri!”
Naturligvis tænkte jeg på dem derhjemme, fire børn havde vi fået. Hurtigt gik det nu imod en anden morbrors gård. De var ikke oppe, da jeg kom. Jeg ville ikke vække dem, men lagde mig til at sove under en busk. Det tør nok antydes, at min morbror spilede øjnene op, da han noget senere kom over gårdspladsen og fandt mig sovende under busken, men glade var de for at se mig.
”Det blev en grum tid for min kone. Hun måtte selv klare bedriften, og det gik stadig ned ad bakke. Understøttelsen tog de fra hende, fordi jeg var stukket af, og gang på gang kom politiet for at få at vide, hvor jeg var.”
”Men jeg sagde naturligvis ikke noget,” indskyder Ane, ”jeg vidste, han var i sikkerhed. Jeg havde fået et brev fra ham. En dag kom en mand og stak mig en tændstikæske i hånden, inden jeg fik åbnet den, var jeg klar over, hvad det var.”
”Jeg havde forskellige pladser her i Danmark,” fortsætter Appel, ”og en skønne dag havde jeg sparet så meget samen, at jeg kunne købe mit eget. En faldefærdig ejendom, der ikke havde været beboet i 15 år. Lyngen groede lige til dørene, men jeg var glad fordi jeg havde fået kone og børn over grænsen. De forlod det hele i Roager. Alt måtte de lade blive tilbage. Tyskerne tog ejendommen, og jeg fik den aldrig mere tilbage, – ikke en gang efter Genforeningen.
Der hørte 32 tdr. land til den faldefærdige ejendom på Varminglund, og jeg fik den for 5.000 kroner. Halvdelen var i lyng og resten i dårlig kultur, men vi fik da efterhånden has på lyngen og huset rettet op. Ja, jeg husker tydeligt den dag i dag, at alt hvad der var af inventar var en trillebør uden hjul. Det generede os meget, at vi manglede kontanter, men så fandt jeg på at gå ud som tækkemand, og det gav lidt rede penge, som gik i bedriften. Siden blev der råd til en ko til 700 kroner, men det var en stor dag, da hun holdt sit indtog. En dag var de 16 tdr. land opdyrket, og tolv mergelgrave var jævnet. Forinden havde jeg yderligere købt 20 tdr. land hede, og den gik vi nu i gang med. Men en dag kom Staten og købte det meste af arealet, – der skulle plantes. Så måtte jeg på den igen og købte andre 18 tdr. land, og dem fik vi opdyrket på fire år.
Også bygningerne måtte vi tænke på. Først et nyt stuehus, så en lade og en stald.”
Så kan det tilføjes, at det var en lille, velpasset ejendom på 52 tdr. land, Appel i 1947 overlod til sin søn Martin. Der var elleve køer og 14 ungkreaturer foruden heste og svin. Jorden var drænet og merglet, høje læplanter kransede markerne og forhindrede vestenvinden i at drive sit barske spil.
Appel var en af de første, der på egnen, der begyndte at plante, og andre tog det gode eksempel op, så landskabet har fuldstændig ændret karakter.
Det må tilføjes, at det lille hus, som Appel og hans kone Ane i dag bor i, var så forfaldent, da det blev købt, at fru Stenger nægtede at flytte ind i det. Men ufortrødent tog Appel og sønner fat på at sætte det i stand og modernisere det, og man fristes nu til at tro, det er et nyopført hus i gammel stil. Ingen vil komme på den tanke, at det blev bygget umiddelbart efter den franske revolution.
Nu lever her to gamle mennesker, lykkelige. De har deres børn rundt i nabolaget, og de har minder – mange minder, både i tankerne og på væggene. Blandt familiebillederne fanger særlig et opmærksomheden. Dette er sammensat af fem personbilleder – fem unge mænd, fotograferet i soldateruniform. Faderen i midten i tysk uniform – de fire sønner i danske.