Dialekten i Seem Sogn
af Søren Mulvad (f. 1948)
Dette indlæg er en omarbejdet udgave af en artikel i Historisk Samfund for Ribe Amt, Årbog 2014.
Adskillige af indlæggene i denne samling af erindringer bruger umiddelbart en række sproglige udtryk, som har grund i den lokale dialekt. Det virker som om en lang række af disse udtryk efterhånden er ved at gå bag ud af dansen. Ikke så underligt, at ord og vendinger, som knytter sig til arbejdsprocesser, der nu ikke længere bruges, forsvinder. Håndredskaberne og deres brug indenfor landbruget er overstået. Desværre for den sproglige egenart forsvinder tillige en række andre ord. Når en håndværker i dag taler om et stykke snor, ville det for en lille generation siden have heddet en styk strik. Der synes ingen skellig grund at være til denne forandring, man må bare konstatere, at rigsmålet smitter af på den daglige tale.
Seem Sogn ligger geografisk i Sønderjylland, men historisk-kulturelt er sognet vestjysk-nørrejysk. Det sønderjyske skød sig frem i årene op til genforeningen, hvor mange sønderjyder flygtede eller forvistes fra det tyske overherredømme. Det var kulturelt bevidste folk, som kom til sognet i disse år, og deres medbragte dialekt nød fremme. I de seneste årtier har yderligere den plattyske hilsen møjn bredt sig med stormskridt. Efter sprogforskeres udsagn stammer den fra Brandenburg og er opstået som et fromt ønske: Moije Wind! God vind!
I det følgende er oplistet en række ord og vendinger, som jeg har hørt lokalt, både fra bedsteforældre og skoleelever i de mere end 40 år, jeg har boet i sognet.
På Ribeegnen siger man nede i Esbjerg. Da Esbjerg ligger nordligere end Ribe, virker udtrykket selvmodsigende, da vi er vant til, at nord ligger opad på et geografisk kort. Talesproget er imidlertid ældre end de geografiske kort, og der har indlejret en del ældre forestillinger, som ikke længere er gængse. Op betegner retningen imod solen, altså øst og syd, og ned er de tvende øvrige verdenshjørner. En logisk betragtningsmåde, som stammer fra observationer i hverdagen og ikke fra betragtning af et landkort. I protokollen for Høm Forsamlingshus står der, at bestyrelsen kørte op til Skærbæk, og købte porcelæn til det nybyggede hus.
Udtrykket ind i Amerika høres ofte, især i forbindelse med, at nogen var udvandrede.
Skal man angive et mål på mængde, længde eller værdi, så kan det ske, at der mangler en anelse i, at det fulde mål er opfyldt, så korer det så og så meget. Det gammeldags udtryk mindre har jeg hørt anvendt. Det kostede 5 kroner, mindre 25 Øre. Altså 4,75 kr. Hvor den rigsmålstalende ville sige lige så snart eller lige så hurtigt, vil en lokal ofte sige lige så fri. For eksempel: Ræven spiste ællingerne lige så fri, de var ruget ud.
Det er et gængs udtryk at sige: Det er længe fint, i betydningen: Nu behøver du ikke gøre mere ved den sag. Man bruger også sålænge i betydningen imens. Eks: Min dreng ku ik vent så længe, jeg kom hjem. Altså: indtil jeg kom hjem. Et andet eks: A var længe fæ.r, lav 'et begyndt å regn. En anden sammenhæng er ordet ilænge. Eks: Æ smej er syg, og det har han van ilænge.
I 1971 flyttede vi til Varming. Her er dialekten endnu temmelig stærk, om end vigende for rigsmålet. Endog vigende i den grad, at en del unge bestræber sig på en aldeles bogstavret udtale, så som tydeligt v i kurv, spurv og gulv. Og hvor man for 40 år siden kun hørte Hwa? lyder der nu et tydeligt og fedt d i Hvad? Det er vist en tendens, som gør sig gældende flere steder i landet.
En del af de efterfølgende ord har jeg hørt af personer, som på grund af, at de har været hjemmeboende i barndomshjemmet livet igennem, bedre har kunnet bevare en ældre sprogbrug end folk, der har flyttet sig mere. Ikke desto mindre er alle følgende ord hørt som aktive ord i løbet af de forløbne 40 år. Mange af dem er siden uddøde nu.
Mangel på diakritiske tegn på tastaturet forhindrer en angivelse af tonegangen i de anførte eksempler. Ligeledes bemærkes, at de fra rigssproget afvigende bøjningsformer og kasus ikke er omtalt og heller ikke de særegne bindebogstaver som i telefonspæl, mellemøresbetændelse, modersmærke med videre. Mens vi er ved de uautoriserede s'er, kan nævnes den kreative brug af bogstavet i forbindelse med tidsangivelser: i sommers og i vinters som analoge dannelser til i onsdags. Et andet sted, hvor s'et sniger sig ind er i ordenstallet. Den sekstende hedder den sejstens, for eksempel i datoangivelser, ligesom: hver fjortens dav.
Det påpegende stedord denne udvides elegant til den he'r og i tilfælde af længere borte beliggende omtalte genstande: den de'r der.
Da jeg blev ansat ved Seem-Varming Skole, vidste alle elever, hvad det betød at have fået dower (davre), unnen (varm middagsmad) og naer (aftensmad). Ja, nogen kunne endog fortælle, at de en dag havde fået unnen te naer, altså varm mad til aften, hvor brød med mælk og te ellers var det almindelige. De nærmestboende elever gik efter gammel skik endnu hjem til middag, hvor mødrene var hjemme. Der er næppe nogen af de yngre, som nu bruger disse madudtryk aktivt. Mens vi er ved maden, skal nævnes, at når man dejner, så betyder det, at man slår dej op til en bægt, en ovnfuld eller en bagning. De ældre, fortælles det, holdt et brød under venstre arm, mens de smurte og lagde pålæg på, hvorpå det blev skåret i skive ind mod brystet. Jeg har set den samme fremgangsmåde i Østeuropa.
Dyrene hedder: skraldebasse = oldenborre, hoppajd(t) = frø, muldmand = muldvarp spindkone = edderkop (også hørt sagt som spindkok), mølkone = et møl, (også spøgende æ møllers kuen), ørekløer = ørentvist. En kokkemand = en hane. Et forstenet søpindsvin = en tordensten. En god sten med hul i, som man kan lege ko med er en volborg sten = hulboret sten.
Planterne kan være: troldblomst = mælkebøtte, skorrehat = paddehat. I denne egn, som tidligere var omtrent træløs, blev selv lavere vækster betegnede ved ordet træ. Ribstræ og stikkelsbærtræ = ribsbusk og stikkelsbærbusk. Mens busk = den tot græs, der vokser på marken, hvor der året forud faldt en kreaturklat.
Er et kreatur sygt, eller har en person slanket sig tydeligt, så hedder det, at vedkommende er falmet. I modsat fald er vedkommende kommet sig, altså har taget på.
Ilaw = imens. Eks: Do ka vel vint ilav a værer fæ.r. Du kan vel vente, indtil jeg bliver færdig. Her optræder ondet værer, som har sin oprindelse i det gammeldanske ord vorde. Ordet er på stærkt retur. Law = da. Eksempel: Han kom lige law a stod i dar.
Huse bygges på en syld, et fundament af store sten, som endnu ofte kan findes under æ sals = stuehuset. Dagligstuen kaldtes æ dø(r)ns og den fine stue æ stow eller æ sal. Det sønderjyske æ pissel kan høres i hjem med sønderjyske aner. En entre hedder altid forstow og spisekammeret kaldes ofte æ kjælder, hvad kan lyde lidt pudsigt, når spisekammeret ligger lidt øst for køkkenet, så der tales om op´ i æ kjælder. Øl, som sættes til gæring, står i støb.
Er noget faldet på gulvet, hedder det, at det ligger på Lasses hylde, eller den hylde, hvor Las stillede hans træsko.
Tidsangivelser kan forvirre en fremmed, når der tales om i monn, som er i morges, eller o morn, som er i morgen. Forleden dag = den anden dag. En stund = en time. A tvild nok o 'et = jeg tænkte det nok. At prale af = at rose. Eks: De pralede ikke af mine småkager, kan en husmoder sige lidt ærgerlig, når gæsterne er gået. Sker to ting lige efter hinanden, så sker det i streg. Eksempel: Mi søster kom jawn tow syndaw i streg. Og så kan det nok føles noget snert = tæt på.
Noget smager dvalle, kedeligt, som man evt. kan sige om usaltet mad eller yvervarm mælk.
At skikke = at sende. Et ofte citeret eksempel på ordets brug stammer fra en tidligere sognerådsformand, som ikke anmeldte nogen dødsfald i krigens forløb og derfor havde et overskud af rationeringsmærker. Han skulle have sagt til en kollega, som var kommet i underskud: Det ska do æ være kyw a, a ska skik' dig nowen, winne do wanter! Det skal du ikke være ked af, jeg skal sende dig nogen, hvis du mangler.
En træfætter = en halvfætter. Mange af eleverne i landsbyskolen var træfætre eller -kusiner. Måske også beslægtede i endnu fjernere led end halvfætterskab. I Fejlbergs jyske ordbog forklares ordet som brugt om et stedbarn: Han er træsøn i huset.
Det villest = det bedste. Eks: Hun er møj den villest a æ bøen i æ skuel.
Grus er ikke helt det samme overalt. På Ribeegnen vil man mest forstå det, som andre steder kaldes perlegrus. På Fyn for eksempel er grus en betegnelse for en blanding af sten og sand.
Følgende ord er flertalsord: hoste, fløde, kål, suppe, grød, skæg og lyng. Eks: Det er da nogle grimme hoste, du har? Eller: Skal do ha flere fløde i æ kaffe? Æ dørl = æggeblommen. Æ leer = stigen. Æ bælle (bælgen) eller æ liv = maven, hhv. udenpå og indeni. En trussel, måske spøgende ment, kan forme sig som spørgsmålet: Ska' do ha nowe o æ bælle? Bliver man budt ind på kaffe eller en bid mad, hedder det: Vi ska ha nowe i æ lyw, eller i æ bælle.
Ordet sølle findes nok i rigssproget, men ikke så ofte brugt eller i så mange varianter som i vores dialekt. Ifølge Nudansk Ordbog betød det oprindelig lykkelig, salig og er beslægtet med det engelske ord silly = dum. Her siger man, at hun har en sølle finger = hun har en dårlig finger. Han har en sølle lyv = han har dårlig mave. Et liv i trang og ensomhed kan også karakteriseres som et sølle lyw. Kommer en person usikkert kørende eller færdes i et ringe køretøj, er han sølle kørende. En person kan være sølle gywt, hvis ægtefællen er efterladende, drikfældig eller uøkonomisk. At være jævr er at være rask, men noget unøjagtig i sit arbejde. Værre dog når man arbejder sludret = sjusket. Måske kan et arbejde være så vanskeligt, at man må begi det = opgive det.
Det er ikke pænt at sidde og udvælge sig de bedste stykker ved en servering, så løsker man = udvælger. Helt galt bliver det, hvis man roder rundt i maden for at finde det gode, så vrader man i den. Det kan også siges, hvis noget skal holdes hemmeligt, så skal andre ikke have det at vrade i. En gammel anekdote fra Ribe fortæller, at en mand, som friede til en ung pige, fik den kontante afvisning af hendes far: A vil ingen vraden ha ve' mi' dættere!
Husdyrene kommer i brunst, et svin bliver vraj, (i det ældste dansk betyder en vrad en flok på 12 svin), en ko owsen og en hest he.ste, en kat m´javs. Når kokkemanden parrer sig med hønen, så bliver hun triin, ligesom alle fugle.
Lokkeordene for husdyrene er busse-busse for en kalv og mek-mek for en ged. Men navneordet en bosse betyder en vagabond, vel af det tyske Bursche. En pattekalv kaldes kælende en bitte sugkal´. En hyrdedreng kaldtes tidligere en kobonker eller en jøwr.
Står kreaturet eller et menneske i vejen, siger man venligt høk dig = ryk lidt til side. Når en hest skal gå fremad siges hyp, men skal den gå baglæns med en vogn siges støb, som i andre egne kaldes ryk. På en biltur med en ældre mand, hørte jeg ham indrømme, at han var æt så gue te å støb på grund af gigt i nakken. Mens vi er ved dyrene, har jeg ofte hørt den gamle danske brug af ordet tale anvendt i betydningen kalde. For eksempel: Æ hund er rendt væk, a går ud og tal o 'en. (Eller: Tale 'en) Bi lidt = vent. En utålmodig person kaldes bieløs. Er vedkommende rastløs, siges, at han er tøwtløs. Jølle = hø-le. Nogle af de ældre kaldte hø for jø, deraf navnet. Til forskel havde man også en lyngle, udtalt uden stød. Den sidste er noget bredere i bladet end hø-leen. Man slog græs til hø, og lyng til brændsel. Børn, som ikke kan bruge en le, må rappe græs af = plukke med hænderne. Brændslet kunne også skæres af hedefladen i flower, som er en art tørv, bestående af lyngrødder og brom, som er tørre planterester. Græstørv er saddder, og mosetørv er klyne. Man sparede på brændslet, da det var arbejdskrævende at få det i hus. Når der uden for fyringstiden kom uventede gæster, og der skulle koges lidt kaffe til de fremmede o æ skåsten = på komfuret, så blev børnene sendt ud for at sammel pevs. Pevs brugtes om småbrændsel som tørre stilke af rejnfan, røllike og lignende, nok til et lille hurtigt blus. Mens vi nu er udendørs, kan nævnes, at markerne ikke altid er plane, men kan rumme både en pold = forhøjning, en tue og en slunde = en sænkning. En unøjagtig anbringelse af hegnspæle eller måske en række grønkål, står som en stud har pisset.
Når vi skal langs, så skal vi ud af døren og af sted. Har man en god nabo, som tilbyder at holde for, betyder det, at man kan køre med vedkommende. Er man for sildig undervejs, kan det knibe med at lange det = nå det, og så skal man stræ.f = skynde sig. Så må man lade det gå rask = hurtigt, i modsætning til sinde = langsomt, sindigt. Er man kommet for sent af sted, kan man måske lange det ind = indhente det. Bedst er det, hvis man kan komme javn til tiden. Akkujawn sagde en af de ældre ofte og mente akkurat. Udtrykket har jeg dog kun hørt fra den samme person. Javn betyder også netop. Man kan også høre: Det er javn it så godt! = Det var ikke lige så godt.
Er nogen kommet i byen, og det går muntert til, kan man høre, at de har været ud å huj. Det samme kan en voksen sige til børnene, der leger støjende: Gå ud med jer, a vil æt ha den hujen herinde. At tøde = at sinke. Kjæwt = kedeligt, trist. Ordet findes ikke i Fejlbergs jyske ordbog. At være kaløjte = kålhøgen er nok et sønderjysk præget ord, men da der hertil er indvandret mange beboere sydfra, har ordet haft sit løb på egnen. Det er ikke så slemt som at være kessel = kælen, pylret. Det sidste menes ofte at komme af, at personen er fordrej, altså forkælet i modsætning til godt opdrejn. Man kan også være kalysteret, hvilket betyder det samme. Af personegenskaber er det lidt mistænkelig at være bjærgsom, som bruges, hvor ældre sprogbrugere ville sige vindskibelig. Altså en person, som udnytter og har indtægt af alle til rådighed stående midler. Men at være indhalend' svarer nok nærmest til det rigsdanske ord gerrig. Et andet sønderjysk udtryk er æ owerkadovs, som bruges om for eks. overstykket til en todelt kakkelovn. Ordet underkadows findes ikke. Æ krittebar er trillebøren, som jyllandskarle, eller jyllændere (folk fra Nørrejylland) kalder en støvt.
En sønderjyde fortalte, at hun stod og rakt i sin kalgo r = rev med en rive i haven.
Kommer du så knap = kommer du snart, hurtigt? Eller: Han var knap fær' = han var hurtigt færdig. Det ta'r sig til siges om noget, der er ved at være brøstfældigt. Det kan blive så galt, at en ting bliver vringel, altså knap kan hænge sammen. Æ tims = melsigten. Kage = franskbrød. Sød kage = kage. Da saft bruges om al syltning fra hele bær over marmelade til gele, så betyder en støk timskag mæ saft et stykke sigtebrød med marmelade. Kager med creme eller flødeskum, som er fumpede eller sjappede, d.v.s. fugtige, kaldes gerne tort = tærte. Kovring = tvebak. Knepkager blev bagt af rugmel, som i olddansk kaldtes knep. Bekkenø´r = småkager. Musnø´r = pebernødder.
Foder til dyrene gives i vor tid ikke længere med håndkraft. Tidligere fik køerne en børn hø ved malketid. Det var så meget, som man kunne holde i sin favn. Var man i stalden, frem. i æ bås og ville kæle lidt for en ko eller hest, kunne man give dem en gjawn hø, hvilket var en god håndfuld. Havde man fået tilstrækkeligt et spise, hvilket gælder både mennesker og dyr, så er man sat = mæt. Pudsigt kan det være at høre, at et barn, som har fået rigeligt af søde sager siger: A er sukkersat. Det viser sig somme tider ved, at de knusker æ bom = tygger bolcherne i stedet for at lade dem smelte på tungen. Bolcher købes ofte posevis, og en pose kaldes gerne en tut, hvorfor en pose bolcher er en tut bom. I forbindelse med dyrene, kan nævnes udtrykket at møde, som ikke ligesom i rigssproget betyder at træffe, men at spærre vejen. Når man driver med kreaturer, kan man postere en dreng ved sideveje, så han kan møde kræet, altså forhindre det i at gå en gal vej.
Forholdsordene bruges noget anderledes i forskellige sammenhænge sammenlignet med rigssproget. Jeg studsede i begyndelsen over, at eleverne fortalte, at de havde sat deres cykler inde i æ træer = imellem træerne. De gik mæ æ vej = langs vejen, med mindre de gik tværmark = tværs over marken. Hvis det er gennem pløjejord, kan det være trog = trægt at gå i.
Takker man nogen for en tjeneste, er svaret gerne derfor ikke, altså selv tak.
Når konerne tidligere gik i byen, havde de ofte deres strikketøj med, det så ikke godt ud at sidde med ledig hånd. Så kunne der strikkes med to pinde; men er man i gang med en hose = strømpe, så der er gang i fem pinde, så pregler man. Strikning som alt andet arbejde kan man have mere eller mindre megej på = håndelag til.
En børneleg kaldes kisten krage = slå kolbøtter.
Vejret er en vigtig sag. Emnet er egnet som indløb til mange samtaler. Man kan indlede med at spørge: Hvor er æ vejr henne ad? = hvilken vindretning har vi? Ifølge Fejlberg skal der i gamle tider have været en leg imellem konerne, som på en bestemt dag aftalte, hvem der var ansvarlig for vejret på andre dage. Jeg gætter på, at det er den leg, der ligger til grund for udtrykket Det er osse de Ribe-kællinger, der kan lyde, når der trækker skyer ind vestfra. Er det snefog eller jordfygning, så knyger det. Når jorden knyger, er det fordi den er ren a.sk = helt tør. Ordet knyge er nok kendt fra rigssproget, men jeg fornemmer, det er i tilbagegang. Er vejret varmt, kan man blive mødt med spørgsmålet: Ka´ do hold 'et a? = Holdet det ud.
Når snakken om vejret er overstået, gælder det om at få en glant awten = hyggelig aften, som de ældre kunne kalde en hovres awten = en aften, der huede dem. Udtrykket er knæsat af Salomon Frifelt i bogen ”Ad jyske veje sønderud”. Især er det hyggeligt, hvis de tilstedeværende kvindfolk er nysselige. Er husmoderen derimod peget = påholdende, så kan der være adskilligt at udsætte på serveringen. Det kan være så galt, at to gæster skal skywt en bajer = dele en øl. Forud for gæsternes ankomst skal husmoderen gerne sysle = gøre huset i stand med æ føjl og æ li.m = gulvskruppen og kosten. Er hun dygtig, kan hun gøre det ind i ly ved, at hun bager = samtidig med. En mand fortalte, at han havde haft mus på loftet, men da han fik anskaffet en kat, ku 'et nok we.r te den fik syslet o æ lowt = gjort orden på loftet. Ordet siden (divergerende udtaler) = i øvrigt, ligesom sin´ forresten, der ofte anvendes som en tilføjende forbindelse. Ordet kan også betyde ellers, eller fordi.
Ud over de nævnte udtryk har jeg hørt ældre udtryk, som var uddøde i min tid, men huskedes af ældre. En mand huskede, at hans bedstefar havde sagt, da hans træsko var gået i stykker, at de skulle kehres = repareres. Samme bedstefar talte om gårdspladsen på sin ejendom som æ goer, men den snavsede arbejdsplads bag stalden, hvor kreaturerne trampede op, og møddingen lå, kaldte han æ ga.d. H.C. Frandsen, som var brugskommis i 1930-erne fortæller, at kunderne i Seem-Varming Brugs forlangte havreflokke = gryn, flager. Ordet er kendt fra sangen, hvor sneflokke (snefnug) kommer vrimlende. Han noterede endvidere: Et pund vørfelsukker = hugget sukker (vaflet, firkantet). En pak tut = cikorie. Golulle = fernis, gulvolie. En kasten viks = en æske skosværte (voks). En pund gruber = store byggryn. Tarregryn = boghvedegryn. Lette-vette hjortsålt = en smule hjorttaksalt.
At banke på døren hedder pik o æ dar. En nabo indbød mig venligt til ikke nødvendigvis at banke på, men bare gå ind med ordene: Om ved vos, ka do bare gå ind uden pik. Med det resultat, at jeg de sidste 40 år er gået ind til denne familie uden at banke på først.
Et par fyndord til slut. Når et speget spørgsmål bliver opklaret, kan man høre: Så fik vi den tyv hængt. Bliver et arbejde foretaget hurtigt og måske sjusket, sludret, hedder det bebrejdende: Det ska osse gå som syv nævver i jæn røv. En ung mand, der var flyttet til København, fik det spørgsmål, om han nu ku hold ´et a´ med alle de mennesker. Han svarede, at man kan vænne sig til det. Kommentaren var karsk og direkte: Den ka væn´ sæ te olt, – osse te å go mæ en gloend' jernstjavert i æ røwgaf, men behaveligt er 'et no æt!
En remse, som jeg hørte for små 50 år siden, men som næppe lever blandt børnene mere:
Jen, tow En, to
Køs æ sow kys soen
Trej, fier tre fire
Spil' o lire spille på lire
Fem, sejs fem, seks
Kyer o græjs køer på græs
Syv, ot syv, otte
Pes i æ po't pis i potten
Ni, ti ni, ti
Pes mier i pis mere i
ølle, tøl ellve, tolv
Æ kyer brøl køerne brøler
tretten, fjowten tretten, fjorten
Ka' do løw't 'en kan du løfte den
Femten, sejst'n femten, sejsten
Ka do græjs 'en Kan du græsse den?
Søt-n, at'n sytten, atten.
Av for Sat'n av, for Satan
Nit'n, tyw nitten, tyve
Gu'e te å lyw god til at lyve
Ovenstående stammer fra Vardeegnen, hvad man kan høre på, at talordet tolv udtales tøl med en lukket vokal, hvor man på Ribeegnen nærmere ville sige tål med mere åben bagtungevokal.
En byremse, som endnu kendes:
Ta te Rif å kyw en pif.
Gå te Kloster og spør hva 'en koster.
Drag så te Rødding å smid ´en o æ mødding.
En børneleg:
Man klapper et barn i håndfladen og siger:
En daler (Klap)
En mark (Klap)
og en lillebitte skilling (Kriller det i hånd-fladen)
Sluttelig en børnedrilleremse:
Man peger på øjnene og siger: Stjerne, stjerne
Peger på næsen og siger: Snotkaserne
Peger på halsen og siger: Glidebane
Peger på munden og siger: Brødmaskine
Peger på brystet og siger: Mælkemand
Peger på skridtet og siger: Springvand