Sigurd Olesen. Om Første Verdenskrig og om Høm Brugs

Sigurd Olesen
(1922-2001)

Sigurd Olesen var født i Høm. Han drev i sin ungdom landbrug, men blev senere ansat som regnskabsfører på Varming Savværk. Han var Seem Sogns sidste sognerådsformand. Stykket er redigeret en del.

Erindringer fra Verdenskrigen 1914-18
Krigsudbruddet fandt sted i august 1914. De første minder jeg har, var at der blev sat vagt ved grænsen, og de tyske soldater gik med pikkelhuer på, de så meget barske ud, og jeg fik besked på ikke at komme for tæt på dem. Vor mark gik helt op til grænsen, vi skulle op til grænsen med vore køer, de stod i tøjr, men de sidste meter af marken turde vi ikke bruge.
Jeg husker også at min bror, der var dygtig til at spille på harmonika, sad ude i haven og spillede i et lysthus, men han blev hentet ind, for vi havde familie lige syd for grænsen, Jesper Skov på ”Skovsminde”, og de kunne jo tro, at vi var glade for krigen, når der lød musik fra vort hjem. Mange fra Roager var med i krigen.
Senere hen i krigen kan jeg huske, at vi blev mere dristige. Der var mangel på varer i Roager, og så begyndte min far at have noget med op til grænsen, som han var uheldig at tabe i grænsegrøften, hvor det blev hentet fra den anden side. Det var kotøjr, krydderier og sæbe. Senere, da de blev mere fortrolig med forholdene, kom der smuglere, som gik over grænsen om natten og hentede varer i Ribe. Der var et skab i udhuset, som jeg ikke måtte røre, men jeg vidste godt, at der var varer, som smuglerne havde liggende, for jeg kunne lugte kaffe. De kunne så gå ind og hente det ad flere gange. Jeg så engang en pige gå derind, men jeg fik besked på, at jeg ikke havde set noget. De tyske soldater kunne godt komme i tanker om at skyde efter dem, selv om de var kommet over grænsen, men det var forbudt at skyde ind i Danmark, vi var jo neutrale. Senere husker jeg, at der kom til at gå gendarmer på den danske side af grænsen. De var indkvarteret på gårdene og skulle passe på og angribe overløbere, men jeg har aldrig hørt, at det skete. Klåbygård Skov var et godt sted at gå over. Så kom der nogen ind på Klåbygård, og var der og arbejdede, til de kunne komme videre.
Andreas Jacobsen havde billig arbejdskraft i disse afventende, de fik det flæsk, de kunne spise, og det trængte de til. Vi har haft besøg af nogen af dem, der gik over. De kom efter krigen og ville gerne se, hvor de var kommet over, det havde de jo ikke kunnet se om natten, for det skulle jo helst foregå, når det var rigtig mørkt. Der kom også russiske krigsfanger over. To lå i høet i tre dage, før de blev klar over, at de var i Danmark. Min bror Aksel måtte med dem på vej til Ribe. Før de kunne se lysene i Ribe, troede de ikke, de var i sikkerhed.
I slutningen af krigen kom der zeppelinere til Tønder. Dem kunne vi se i aftensolen, der skinnede på de store balloner, det så ud, som om de var af sølv. Der kunne også høres kanontorden. Det blev sagt, at det var øen Sild, der blev skudt fra.
I Danmark blev der mangel på flere ting. Der kunne ikke fås mange ting uden rationeringsmærker. Kaffe, te og brød blev også rationeret, men på gården bagte vi selv brød. Men rug skal males, og da det skulle foregå på møllerne, skulle der bestikkelse til for at få malet.
I slutningen af krigen blev der i Danmark indkaldt en sikringsstyrke, fordi man følte sig truet. Tyskland manglede fødevarer, og hæren dernede manglede heste til at trække kanonerne, men Danmark blev forskånet, man gik i stedet for mod syd, men der blev sat mange vagtposter ud. De gik 2-300 meter fra grænsen. De gendarmer, vi havde, var Sjællændere. De var glade for at tale med børnene, så jeg tilbragte mange timer sammen med dem. De gik over heden ind til Vester Vedsted. De mente, det var verdens ende. De kunne da ikke komme længere mod vest. De længtes hjem og skrev mange breve til kæresten derhjemme. Der var en, der hed Plov fra Slagelse, og så var der en der blev kaldt Køge Jensen, en der hed Jebel, var fra København. De ville gerne lave sjov med sådan en dreng som mig, men så når de syntes, det var for grov, gav de mig chokolade. Det var noget, de fik af smuglerne for at se den anden vej. Der var engang så mange gendarmer, at de havde en barak i Høm, der hvor nu Børge Jensen og Hans Mauridsen bor. Forsamlingshuset var også i brug, så vi kunne ikke gå til gymnastik. Mod krigens slutning kom tyskerne over for at købe heste og kreaturer. De blev betalt med store penge. En hest kunne koste 5000 Kr., og når en karl fik en løn på 400 Kr. for et år, kan man nok se, at det var en stor pris. Der blev lige på det sidste givet en krone pr. pund for en stud. De skulle hurtigt over grænsen, for krigen var ved at være slut, og ingen kendte fremtiden.
Min mor var fra Tiset ved Gram, så hun skulle over for at stemme Sønderjylland hjem. Rejsen foregik med tog fra Ribe. Toget var pyntet med flag, og de kørte til Skærbæk og derfra med ”æ lillebahn” fra Skærbæk til Gram, hvor der stod folk og tog imod dem. Mor var født Bennetsen og havde noget familie der, så hun kom hjem og fortalte om, hvad hun havde oplevet.

Høm Brugs
Der eksisterede en vareindkøbsforening i Høm allerede fra 1880. På generalforsamlingen 1904 blev det vedtaget at melde foreningen ind i FDB, og dermed var Brugsen i Høm skabt. Poul Nørgaard blev ansat som uddeler og skulle have fem procent af omsætningen af kolonialvarer, to procent af grovvareomsætningen og 75 øre for hver solgt 100 pund brændsel i løn.
Stiftelsen var et godt fremskridt for bønderne, som tidligere ofte havde været i lommen på købmændene i Ribe. Der blev givet lange kreditter, og til gengæld skulle bønderne forpligte sig til at levere deres smør, æg, huder og uld til deres købmand, som nok kunne finde på undskyldninger til at vurdere varernes kvalitet meget lavt.
Der blev bygget en butik med et udstillingsvindue, og der hang røgede skinker og fisk i kroge fra loftet, hvor musene ikke kunne nå dem.
Generalforsamlingerne valgte hvert år uddeler, mens bestyrelsen valgte kasserer. I 1908 besluttede man at bygge en ny butik på ”Kilen”, hvor den endnu ligger. Grunden kostede 250 Kr. og byggearbejdet udførtes af brødrene Lauridsen for 1925 kr. Året efter besluttede man at indlægge telefon. I 1910 købtes petroleumsmotor, kageknuser og kværn til medlemmernes brug.
I 1923 tiltrådte uddeler Ernst Lassen. Det var en vanskelig tid, for økonomien var ringe mange steder, mange kunder havde ingen muligheder for at betale deres regninger. De havde simpelt hen ikke pengene.
Det er nok ikke mange, der kan huske den gamle butik, så jeg vil lige fortælle lidt om den. Der var mange hyggelige detaljer. For det første var der indgangen, som var igennem et bislag med to døre, én mod nord og én mod syd. Så kunne man åbne den dør, der lå i læ og derved spare for vindsus ind i butikken. Denne forstue blev ikke låst af, så hvis ikke man havde mulighed for at hente sine varer i åbningstiden, satte Lassen dem herud, så kunne folk hente dem der. Den ”kahyt” var også god trøst for mange hunde, der manglede et træ eller en pæl.
Når man kom ind i butikken, var der en kaffemølle på disken lige foran døren. Den havde håndsving og svinghjul, og hvis uddeleren ikke selv lige havde tid, så kunne kunderne male deres egen kaffe.
I et hjørne var der en pumpe til petroleumstanken, der lå i kælderen. Hvis der løb noget over, så blev dråberne ledet retur ad en slags tragt, der var lige under hanen. Der var styr på hygiejnen!
Den gamle disk var flot, den havde bronzebeslag med figurer og var i sin tid købt brugt hos en Ribe-købmand.
I et andet hjørne stod kakkelovnen, og ved siden af den stod bolchedåsen, som skulle have et slag, hver gang der skulle tages af den, for ellers klumpede bolcherne sig sammen.
I hjørnet ud mod sydvest var en række interessante hylder fra loft til gulv, her lå en række stofruller, som damerne altid skulle beundre. Det var kjolestoffer i nyeste mode. Der var både uld og bomuld i flotte farver og mønstre, der var uldgarn, så man kunne strikke nogle solide hoser, og der var lærred til undertøj: Tvistlærred, medium hørlærred og ubleget. Det var både til piger og karle, og man købte tit en hel rulle hjem ad gangen, så der var noget at sy af til familien, som jo ofte var noget større den gang. Når pigerne var sådan klædt på og eventuelt fik et korset, så var der ingen fare for, at karlene skulle kunne tælle deres ribben, når de dansede.
På hylderne i hjørnet var der noget at tælle op ved den årlige statusopgørelse, og alt skulle tælles indtil den sidste knappenål.
I kælderen under bagbutikken lå sirupstønderne, tran og maskinolie og bøtter med brun sæbe. Når man så kom med en fire-liters brændevinsdunk og skulle have den fyldt med sirup i vintertiden, hvor det flød trægt, kunne uddeleren jo ikke stå og vente på, at dunken blev fuld, så han gik op i butikken og ekspederede imens. Men det kunne fejle, at han huskede at gå ned og se efter, hvor langt det var løbet med risiko for, at der flød med sirup på gulvet. Sådan noget sirup, der havde været på gulvet, kunne man købe billigt, og så måtte man jo selv om man selv ville spise det eller fylde det i grisen.
Jeg kan fortælle et par træk om Ernst Lassen. Der var sådan en hyggelig tone hos Lassen, og når man ret kendte ham, kunne man mærke humoren bag hans alvorlige ansigt. En gang snakkede vi om ikke han skulle have lidt flere varer i butikken, hvortil han svarede:
”Mon ikke her er nok til de penge, I har?”
En anden gang havde jeg sagt, at han godt kunne føre lidt bedre kvaliteter, jeg mente ikke, at de altid var førsteklasses. Næste gang jeg kom i butikken, og han havde taget korender og svesker hjem til jul, tog han en ske og viste mig sveskerne:
”Se her, Sigurd, det kan du vist ikke kalde det bare skidt!”
Så fik vi en hyggelig latter, og alt var godt igen.
Efter mange genvordigheder med ansøgninger og bureaukrati blev endelig den nye Brugs opført og indviet 1951.