Poul Poulsen fortæller om grandegildet og om "Store Martin"

Poul Poulsen
(1902-1980)

Poul Poulsen var gårdejer i Seem, hvor han også var vokset op. Han var tillige sognets sidste sognefoged. På opfordring fortalte han han nogle trak fra det gamle sogn, som svigersønnen Finn Pedersen skrev ned.

I ældre tider, når man havde grande, havde man inviteret Seem Bys større bønder til gåsesteg, da grandet holdtes Mortensaften den 10. november hvert år. Senere på aftenen kom de mindre bønder og husmænd, som kun blev trakteret med kaffepunch.
Grandet blev afholdt til fælles drøftelse af alle årets mindre, men tilbagevendende begivenheder og tilskikkelser som for eksempel pleje af de til byen hørende fælles jorder og smålodder. Ligeledes blev der valgt strømsynsmænd, som i Seem arbejdede sammen med dem fra Varming samt de amtsligt udpegede strømsynsmænd. Disse forestod skæring af grøde i åløbet.
Granderne har været afholdt lidt forskelligt, afhængigt af tidernes skiftende krav. Også traktementet har undergået forandringer. Dog har afholdelse af grandet altid gået på skift blandt byens større bønder, som ejede mere end 15 tdr. land. Grandgilderne endte gerne med, at flere af deltagerne blev drukket under bordet. I årets løb aftalte bønderne gerne, at de til næste års grande skulle have denne eller hin drukket godt fuld, hvad også ofte lykkedes.
”Gamle Søren,” Søren Petersen, som var veteran fra 1864, og som modtog en pension på 100 kroner årligt fra staten for sin deltagelse i krigen, så hen til de årlige grander med stor forventning. Han havde for vane at sige, at nu skulle han da gerne leve så længe, at han kunne få næste års grande med også. Søren var besidder af en mindre jordlod og derfor fast deltager, og det, han tragtede efter, var at få udkradsningen fra piberne til en skrå og et par gode punche. Søren var gerne fast strømsynsmand og forestod oprensningen af åløbet. Søren opfordrede gerne ivrigt børnene i huset til at sørge for, at piberne blev godt og ofte stoppede, hvad der var en af børnenes fornøjelser. Blev piberne stoppede godt fast, var der chance for, at der var lidt ren tobak i udkradsningen. Udkradset blev så ”se.let”, d.v.s. soldet i en speciel sigte, som Søren havde til samme brug. Det soldede udkrads blev blandet med pebermyntedråber. Den slags skrå var yndede, og mange andre end Søren kunne tage en pris af den slags udkradsning og stoppe den ind ved kindtænderne. Man brugte også købt snustobak i æsker til 12 øre stykket, men det var nærmest finere folk, der brugte dette. Især kvinder kunne have små æsker eller hovedvandsæg med snus, som de snøkkede i fuld offentlighed. Når kvinder røg, foregik det derimod dulgt. Poul Poulsens faster i Hviding gik altid ind i soveværelset og tog en smøg derinde.
På et grande i Varming, hvor grandegildet holdes Mikkelsaften den 28. september, var det gået hårdt til med puncher, og ud på aftenen skulle mændene i stalden. ”Pe Sne.ker” var blevet godt fuld, og da han trådte på et trædæksel på et vandtrug, brast det, og Peter faldt i. Da en ville hjælpe ham op, kommenterede en anden:
”La vos heller vint´ te´ han kommer op æ tre´je gang!”
Niels Nissen i Seem havde en hest ved navn Bismarck, men han havde ikke selv jord, så på grandet plejede han at leje lidt jord til græsning af hesten. Et år havde han nær ingen græsning kunnet leje, for det forekom ham, at en årlig leje på seks øre var alt for høj. Carl Smidt havde budt syv øre for samme stykke.
Græsningen steg efterhånden i pris, og så kunne man opleve, at Niels´ hest græssede rundt i vejgrøfterne i byen eller på kanterne om byens branddam til den uhørte pris af 36 øre om året.
Det kunne være spændende at følge disse licitationer, hvor bønderne bød hinanden op med ganske få øre ad gangen. Pengene, som kom i grandekassen, gik til vedligehold af båden, som flådede hølæs over åen fra Holmen, der den gang var i åen. Ved bådestederne havde flere af byens folk både liggende, som brugtes ved fiskeri, jagt eller små udflugter.

Lidt om ”Store Martin” eller ”Martin Vildmand.”
Der blev fortalt, at pastor Balslev en gang kom på sygebesøg hos Martin, og spurgte Marenta, hans kone, hvordan det gik manden. Svaret var:
”Nå, hva´. Han har 41 grader feber, men er det noget for så´n en ka´l? Han sku´ nok ku´ ta´ møj mier!”
En gang skulle Store Martin og Boye Boysen hente tre pattegrise i en sæk i Spandet på den anden side af grænsen. De vandrede over grænsen ved nattetid med hver sin sæk. For at passere gendarmerne ubemærkede, måtte de vade over en temmelig højvandet bæk. Martin, som var den største, bar sækken med to grise, og Boye havde én i sin sæk. Da de med møje kom op på den anden side, viste det sig, at Boyes gris var druknet, men Martins havde ikke lidt skade, for han var så høj, at sækken gik fri af vandet.