Peter Matthiesen, en husmand fortæller

Peter Mathiesen
(1908-1994)

Emilie og Peter Mathiesen var et par meget festlige og fornøjelige mennesker, lattermilde og ivrige efter at deltage i sognets anliggender. Glade for selskab, kortspil og sang. Optegnet efter interview februar 1979.

Jeg hedder Peter Mathiesen og er 70 år. Født i Ilsted, Gørding Sogn. Her havde mine forældre et husmandsbrug på 18 tdr. land, og jeg er den ældste af en søskendeflok på elleve. Min far var, foruden at drive landbrug, osse tækkemand og arbejdede på gårdene, der jo dengang var stråtækte. Vi børn hjalp så mor med at passe kreaturerne, lidt roer og den slags, men når vi nåede 10-års alderen, var vi fri af skolen om sommeren. Det var den vestjyske skoleordning, og så skulle vi ud at tjene en sommerløn hos fremmede, og det hjalp til med at klare økonomien derhjemme. Når efteråret så kom, var det rart at komme hjem igen og komme i skole. Efter konfirmationen kom vi så i plads på egnens gårde, der jo fik deres arbejdskraft fra husmandshjemmene. Vi havde altid gode pladser og fik en grundig oplæring i praktisk landbrug. Vi tilbragte altid vore frisøndage hjemme, og sommerferie? - det kendtes ikke dengang. Vi fik et par novemberdage fri, hvis vi skiftede plads. Arbejdsdagen var lang, og der var ikke tid eller kræfter til at dyrke sport. To år efter min konfirmation fik jeg lov til at komme på et fem måneders ophold på Bramming Efterskole, men jeg boede hjemme og fulgte så undervisningen derfra. Jeg fik derefter af skolen tilbud om friplads på toårigt præliminærkursus, når jeg kunne bo hjemme, men det var der ikke råd til. Jeg fik derfor en plads på en gård fra april, da efterskoleopholdet var slut. Det var i april 1926. Jeg havde derefter forskellige pladser indtil soldatertiden, der begyndte maj 1929. Og kom derefter til at lede arbejdet på min onkel og tantes gård i Vrøgum ved Varde. Efter nogle år på egnen der, gik turen til Odense, hvor jeg var elev hos Jakob B. Lange på Husmandsskolen, der var en kombineret Landbrugs- og Højskole. Da jeg var færdig på skolen der, blev jeg forkarl på skolens gård og var der indtil 1935. Jeg var da blevet forlovet med Emilie Ostenfeld, møllerdatter, født i Stauning, men hun var fra 11-årsalderen plejedatter på en gård nær Øllufvad ved Esbjerg. Emilie opholdt sig i Odense. Vi købte så gården ved Seem Mejeri i 1935 og holdt her bryllup den 10. november 1935.
Vi kom hertil første august, vi var ude og se på det, og så købte vi det med overtagelse til 11. september, men kornet var ikke høstet endnu, da vi var ude at se på det i august, så jeg flyttede herud omkring den 20. august og boede så ved sælgeren, de skulle ikke flytte inden første oktober. De havde en datter, som var husholder nede på Møllehuset, hvor der boede et par gamle lærere Nørgård, og så havde de en søn, der hed Peter, han var lam og havde et kort ben, og en anden, der hed Anders, fuldvoksne sønner. Begge uddannede mejerister, men de brugte ikke faget. Anders gik reservepost, men han var lidt melankolsk, den anden lidt mere livlig, men de lavede slet ingenting, de fik ikke ejendommen passet. Sidste sommer blev Peter begravet herhenne. De flyttede til København - ud til Hellerup, de må have haft noget forbindelse der. Men det jeg ville fortælle var, da vi overtog, da så det så miserabelsk ud, for det var bygget i 1912, og det her var 1935, men pengene var sluppet op, og han var blevet uens med håndværkerne. Alt var de rejst fra, og der var aldrig blevet fuget. På staldlængen var mørtelen ved helt at forsvinde, man kunne pille stenene ud. Så jeg sendte bud til en murer, at han skulle komme op og se på det, så vi kunne træffe aftale om det, for det skulle jo laves i stand. Han kom, og jeg ville lægge materialer til. De skulle endelig ikke spare på det.
”Hvor meget skal I have i arbejdsløn?”
De var to mand. De skulle selv holde arbejdsmand, for jeg skulle jo i marken, der osse så skidt ud. Det havde jeg ikke tid til. De skulle fuge stuehus og stald. Den var altså ikke så lang som den er nu. Prisen var 250 kroner i alt. Der var to murermestre, og de beregnede sig hver en krone i timen. Hvor meget de så skulle give arbejdsmanden, ved jeg ikke, men det var da mindre. De lavede alt det arbejde for 250 kroner
Den første gang vi fik månedspenge fra mejeriet, fik vi fire kroner, og vi havde ikke købt en smule smør eller fløde.
Seem sognegrænse var før 1920 mod syd og øst tillige landegrænse mod Sønderjylland. Egnens landmænd leverede mælken over grænsen til Spandet Mejeri, nogle kørte dog til Ribe med det, men i 1912 kom tyskerne i tanker om at kræve told af mælken, der passerede grænsen. 1911 oprettedes derfor Seem Andelsmejeri. Det blev bygget midt i sognet på et område, hvor der dengang ingen anden bebyggelse var. Smed Frausing, der dengang drev smedeforretning i Skallebæk ved Møllehuset, købte samtidig fire tdr. land overfor det nye mejeri og byggede her et stuehus med smedje i en anden længe og nogen staldplads. Det var jo for at betjene mælkekuskene med vognene og hesteskoning. Mælkekuskene spændte gerne hestene fra, mens mælken blev skummet, og de fik så den varme fodermælk med tilbage. Senere købte smeden mere jord, og da vi overtog ejendommen, var der i alt 27 tdr. land. Men smed Frausing var ikke særlig dygtig som landmand, og kunne ikke klare krisen omkring 1930-erne. Efteråret 1935 købte Emilie og jeg så ejendommen af hans enke. Frausing var nemlig død i foråret. Vi gav 21.400 kr. for den. Markerne var da udpinte og bygningerne meget forsømte. Der var ni kreaturer og to små, dårlige hestevogne, og redskaberne var næsten ubrugelige.
Egnen her var dengang plaget af sandstorme, men vi oprettede, sammen med vore naboer, en plantningsforening, og Hedeselskabet sendte en flok langtidsarbejdsløse fra byerne herud med en arbejdsleder. De unge mennesker blev indkvarteret rundt på ejendommene. Vi havde fire-fem mand boende hos os, de fik kost og logis og en lille betaling. De gravede planteriller, 50 cm brede og 50 cm dybe på akkordbetaling fra Hedeselskabet, og senere plantede de mange tusinde lætræer. Især i den nordlige og østlige del af sognet, og det forandrede efterhånden egnen totalt, og sandflugten holdt op. Staten købte samtidig meget sandjord op, både agerjord og lynghede i området øst for Skallebæk Kro og ud til Gelsbro. Det blev alt sammen inddraget under Stensbæk Skovdistrikt og tilplantet, hovedsagelig med nåletræer, og området fremtræder nu som smukke plantager, hvor der før var ringe betingelser for at drive landbrug.
Seem Mejeri fik i 1915 en dygtig bestyrer i Gormsen, som var fynbo. Han og hustruen, Martine Gormsen, der osse var mejeriuddannet, gjorde en stor indsats i mejeriets tjeneste, indtil de i 1957 trak sig tilbage og købte hus på Haderslevvej nær Damhus.
Det var en stor opgave at holde mejeriets dampkedel og dermed maskineri i gang under Den anden Verdenskrig, da brændslet jo bestod af halm og tørv og udhugst af granplantager. Mejeribestyrerparret afløstes af Johanne og Sven Pedersen, der kom fra Skrave Mejeri. I 1968 sammensluttedes Seem Mejeri med Riberhus Mejeri, og mejeriet i Seem blev nedlagt. Bestyreren blev driftsleder på Riberhus. I perioden fra 1935 til 68 havde førstemejerist Knud Pedersen sit arbejde på Seem Mejeri og forlod mejerigerningen, da mejerierne blev sammenlagt.
Mens vi nu er ved mejeriernes historie, vil jeg osse fortælle lidt om en af egnens særprægede personer, Peder Thomsen. Han var smed og en kraftig mand. Men han havde klumpfod. Han arbejdede som svend i Frausings smedje og boede hos smeden; men man sagde, at han fik en meget lille løn for det. Efter nogle års forløb nedlagde Frausing smedjen, men forinden havde han solgt et mindre jordstykke til Peder Thomsen, der så her byggede en smedje med tilhørende beboelse. Men han klarede ikke økonomien ret længe og måtte sælge smedjen. Han købte derefter en lille landejendom i Faurlund og indrettede osse her en mindre smedje, hvor han lavede en del småting og osse en del knive, som han rejste rundt og solgte på egnen. Det gav jo lidt penge. Desuden hjalp han sin efterfølger, smed Peter Larsen, når der om sommeren der skulle lægges hjulringe om vognhjulene, det var noget, der skulle lægges kræfter i. Under besættelsen blev han fyrbøder på mejeriet. Der skal en masse brændsel i fyret for at holde maskineriet i gang, og halm og tørv skulle slæbes ind. Peter svedte og blev tilsodet af røg og skråtobak. To gange gik der ild i halmen udenfor fyret og i Peters klæder. Vi inviterede ham til spisning, når vi skulle have søbemad, som f. eks. grønkålssuppe, og så skulle der en stor gryde i gang. Bagefter underholdt han med at fortælle om sine oplevelser, og humøret var altid højt. Han mødte osse op, når der var begravelse i sognet, og ved de efterfølgende mindehøjtideligheder holdt han altid en tale og trøstede de efterladte. Sognerådsformand Jakob Pedersen, Seem, var en kendt mand langt ud over sognets grænser. Han kom som ung til Seemgård som fodermester, og sammen med Søren Schmidt, Høm og andre stiftede han Seem Sogns Husmandsforening, og blev foreningens formand. Foreningen opstillede ham til sognerådsvalg og indvalgte ham i rådet, og snart besad han formandsposten, som han havde i mange år.
Der var mange, som søgte råd og hjælp hos ham, og man sagde spøgefuldt, at man gik altid trøstet hjem. Han ordnede skøder og testamenter for folk og var behjælpelig med skatteskemaet, hvad enten indkomsten var lille eller for stor. Han tog ingen honorarer for sådan hjælp og blev meget populær. Hans personlige stemmetal til sognerådsvalgene var altid høj. I besættelsesårene var det min kone og mig, som var formand for Husmandsforeningen og dens husholdningsafdeling. Næsten alle i sognet var dengang medlemmer af foreningen, og den tid vi da oplevede, gjorde sit til, at man mødte op i stort tal, når der arrangeredes møder, kursus eller lignende. Især indenfor husholdning for at lære at anvende de mange erstatningsprodukter, der kom frem under rationeringen. Især havde sykursus interesse, idet brugt tøj blev omsyet, navnlig til børnetøj. Disse kurser holdtes i privathjem, og vi havde ofte sylærerinden boende hos os en uge ad gangen.
Vinteren 43-44 havde vi indøvet et dilettantstykke med erfarne deltagere blandt foreningens medlemmer. Det skulle opføres i det nye Forsamlingshus, som kommunen havde opført i Høm som indvielse af scenen. Men inden vi nåede så vidt, blev salen beslaglagt af tyskerne, og vi opførte derfor stykket i den nye gymnastiksal i Skallebæk tre aftener i træk. Osse denne sal blev senere beslaglagt. Vore to skoler med gymnastiksale og skolekøkkener var helt nye og opført efter reglerne i den nye 1937-skolelov. Der var forslag fremme om kun at bygge en skole for hele sognet og placere den ved Faurlundvej, men der kunne ikke opnås enighed herom. Udviklingen siden har vist, at dette forslag burde have været vedtaget.
Jeg mindes fra min tid som sognerådsmedlem især formueopgørelsen efter krigens ophør. Vi arbejdede med dette i ca. tre uger, og det var ubehageligt at være med til. Dette, såvel som alt andet indenfor sognerådsarbejdet var ulønnet undtagen formands- og kassererposterne, der dog kun gav en meget lille løn. I modsætning til vor tids byrådsmedlemmer og deres aflønninger og honorarer.
I 1946 rejste pastor Axel Petersen fra sognet. Det havde hidtil altid været præsten, der var formand for skolekommissionen, nu blev jeg valgt til dette hverv og ville gerne gøre en indsats her, for børnenes skolegang er jo af stor betydning for deres fremtid. Vi gik så fra den vestjyske skoleordning, men fik store vanskeligheder, idet førstelæreren ved Seem-Varming Skole, hr. Vinter-Jensen tog afsked på grund af sygdom. Andenlæreren, hr. Alfred Karkov fik andet embede, og Ellen Vind tog afsked fra Høm Skole. Det var i lærermanglens tid, og vi kørte længe med vikar, ofte seminarieelever på skift i hver måned. Efteråret 1948 ansattes lærer Johannes Nielsen som førstelærer ved Seem-Varming Skole, og ved begge skoler havde vi nu osse lærerinder ansat. Vi søgte nu om at få ansat en tredje lærerkraft, for så at kunne køre en fireklasset skole, altså med de yngste årgange om formiddagen og de ældre om eftermiddagen. Det ville give en meget bedre skolegang. Men vi mødte her modstand især hos sognerådsformanden, og så kunne det ikke gennemføres. Jeg forlod skolekommissionen ved periodens udløb.
Jeg sørgede efterhånden for at komme bort fra de mest krævende tillidsposter, de tog meget af min tid. Vi havde købt 13 tdr. land og lagt dem ind under ejendommen. Udviklingen indenfor landbruget er gået stærkt siden krigens slutning, og produktionen skulle øges for at følge med. Som tidligere nævnt var jeg i 1933-34 elev hos Jakob B. Lange på Fyns Husmandsskole. Vi havde der flere gange besøg af Niels Frederiksen fra Jordlovsudvalget, som opfordrede til udstykning og oprettelse af mange ejendomme for at fremme beskæftigelse og produktion, men udviklingen siden har jo vist noget andet.
Dengang var der 235.000 selvstændige brug, og nu er der kun 120.000 i Danmark. Vi høstede med le og aflægger. Vi begyndte her i 1935, men senere fik vi binder og traktor, og de sidste år gik mejetærskeren sin gang. Nu har vi - siden vi blev pensioneret - haft jorden udforpagtet. De første fire år til vor nabo, Anders Andersen og sønnen Jens Peter, der har nabogården. Vi lader avlsbygningerne stå tomme og bor så i stuehuset. Det er en ordning, som mange ældre landmænd bruger nu, på grund af den store, og som vi synes, uretfærdige kapitalvindingsskat, som vi skal betale ved salg. Vore børn har fået uddannelse og er ikke landmænd. Åse er sygeplejerske, Niels kemiingenør og Egon VVS-uddannet, men bygger huse og sælger dem videre på egen regning.
Vi kalder området her for Seem Mejeriby, og siden kloakeringen er gennemført her, er der bygget flere huse, og det vi før kaldte Mejerivejen er nu blevet til Bakkevej. På det nedlagte mejeri fremstilles staldinventar, smedjen er flyttet over vejen, og smed Erling Laursen har specialiseret sig i fremstilling af stålbuer til fabriks- og staldbyggeri.
Vi oplevede jo krigens afslutning. Under krigen havde der været indkvartering af soldater i begge skoler og i Forsamlingshuset. Da pedellerne begge steder var tysktalende, kunne de nok sørge for, at soldaterne ikke savede inventaret i stykker og puttede i fyret, som det skete andre steder. De sidste soldater vi havde, var store drenge og invalider uden arme. Da var der noget hærværk. Da de skulle hjem, græd de, og der blev samlet ind, så de fik en kop kaffe at gå på.
Vi havde en løjtnant boende hos os privat. Det var lidt vanskeligt at få ham til at forstå, at han skulle bo i det lille kammer ved døren, så han kunne gå og komme, uden at vi behøvede blive forstyrret. En dag Emilie kom ind fra malkning, flød hele gulvet i snesjap. Så fik han en gang skæld ud, og siden var der aldrig noget galt.
Vi har haft en nabo, Jakob Nielsen, Jakob Hjulmager kaldtes han. Han havde været ved garden sine unge dage, og modsat andre beboere talte han rigssprog og sagde ”jæ” om sig selv. Da han og konen solgte deres ejendom, flyttede de op i et hus ved mejeriet, som han selv byggede. En dag kom en nabo og bad ham hjælpe med et vognhjul. Pengene var jo små, så man hjalp hinanden. Jakob hjalp ham, og det rygtedes, hvor pænt arbejde han havde lavet, og så kom folk med deres gebrækkelige vogne. Han var dygtig til håndværket, og han satte et skilt op over bagdøren: ”Jakob Nielsen, Karetmager.” Han og smeden hjalp med at sætte alle sognets vogne i stand. Jakob satte nyt træ ind og trillede hjulene om til smeden, hvor de fik ringe om. Hjultrilningen hørte med til bybilledet heroppe. Når så ringene skulle om, kom Peter Thomsen og hjalp.
Der blev gravet et hul ved huset, hvor der fyredes op med hedetørv, flover, og her blev ringene varmet op, hvad der samlede mange folk. Bagefter kunne byens børn stege kartofler i den varme aske.
Der var ikke elektrisk lys endnu den gang, så i vintertiden holdt han sig lidt i ro. Ellers var han al tid i gang med noget håndværk. Han lavede flueskabe til folk, og vore børn fik hver en lille trillebør, som han selv havde lavet. Og så lavede han stole med flettede sæder. Der skal nok stå nogen rundt omkring endnu. Han fremstillede selv sit værktøj, høvl, vinkel, passer og høvlebænk. Når han ikke kunne se i værkstedet længere, gik han ud og huggede kvas, så længe, han kunne se.
Han og konen havde et sjovt morgenritual. Om morgenen, når han kom op, kogte han først havregrød, som de så spiste, når ”Mut”, som hun kaldtes, kom op. Så læste hun et par vers af salmebogen eller biblen. Når hun var færdig, sagde hun:
”Nå, Jakob, gi så æ kort,” og så fik de et hold tomandswhist, inden Jakob gik i værkstedet.