Kristian Feddersen "Den sidste Bonde"

Kristian Feddersen
(f. 1929)

De sidste bønder. Erindringer om et landmandsliv i Høm 1930 – 2000

Jeg vil prøve at fortælle om livet i Seem Sogn fra min barndom i 1930-erne og frem mod år 2010,  hvor specialiseringen af landbruget ændrede drifts- og livsformen.
Specialiseringen adskilte de mange dyrearter, der tidligere hørte til et landbrug, fra hinanden og fra menneskene. Alt ændrede sig, da svin, kvæg, fjerkræ og det alsidige landbrug blev slået sammen i adskilte produktioner på meget store bedrifter, betjent af meget få personer.
Hele livsmønstret på landet blev forandret i disse år, ligesom landskabet ændredes tilsvarende.

Mit hjem
Jeg er født i 1929 på en gammel gård i Høm. Gården brændte 1930, og den blev genopbygget på adressen Vesterlundvej 20. Den nye gård var tidssvarende og havde moderne inventar. Der var eget vandværk, og vi havde toilet med brusebad. Fra brændekomfuret i køkkenet blev varmen ledet via vandrør som en art centralvarme til alle husets rum og værelser. Kun få af de centralt beliggende ejendomme i landsbyen havde den gang elektricitet, hvad vi også havde, mens de yderste fik det langt senere. Vi havde endvidere telefon, hvad også var usædvanligt. Der var en lille central i landsbyen. Når man ringede op til centralen, sagde man bare, hvem man ville tale med. Nummer behøvede man ikke at oplyse, når der skulle snakkes med de lokale.
Vi havde selvfølgelig heste, traktor fik vi først efter 1945.
Min far tilkøbte jord, og vi fik efterhånden 35 ha. En del af det tilkøbte var hede og mose, der blev sat under kultur efterhånden. Også en lille skov købte min far. Her kunne vi igennem mange år hente eget brændsel og træ til brug i stald og på mark.
Alt arbejde foregik ved håndkraft og med tre – senere fire – heste.
I 1935 fik vi malkemaskine med to 20-liters spande. Det var et stort fremskridt. Omtrent samtidig fik vi selvbinder til kornhøsten. Da jeg var fire a fem år, fik vi en radio. Det var en vældig oplevelse.
Vi havde to unge karle og en pige til hjælp i bedriften. Der var arbejde nok til alle.
1930-erne var en vanskelig og hård tid. Der var meget arbejdsløshed landet over og meget lave priser på landbrugsprodukterne. Det bedredes fra midten af årtiet. Hitler og nazismen spøgte i baggrunden allerede fra 1933, og desværre havde nazismen også tag i nogle danske politikere. Det talte de voksne meget om.
Den anden Verdenskrig startede 1. september 1939, og pludselig den 9. april 1940 vågnede vi ved, at flyvere med hagekors på kom flyvende ind sydfra. Danmark var så besat af tyske tropper i fem år. Det var en uhyggelig tid, selv om Danmark slap billigt sammenlignet med Europas andre lande. Som krigen skred frem, øgedes sabotagen og overflyvning af engelske og amerikanske bombefly med forekommende luftkampe af og til.
Vi så en gang et ildskær oppe over Frifelt, da et fly med syv mand blev skudt ned med sin bombelast og brændte op nær ved min kones bedstemors hjem.
I flere perioder havde vi tysk militær med heste indkvarteret hos os på gården. Disse soldater var endnu mere kede af krigen, end vi var. Nogen af dem havde været i Rusland og skulle sendes derover igen. De var på ingen måde nazister. SS-tropper blev vi forskånet for. De var Hitlers elitekorps.

Majas oplevelse
En gang, da min senere kone, Maja, født Stenger, skulle hjem fra skole i Skallebæk til sine forældre på Varminglund, oplevede hun en luftkamp. En eskadron engelske flyvere kom ind fra vest og beskød en tysk transportkolonne, der kom på landevejen fra Gram. Kuglerne smældede, og asfalten blev helt pløjet op. Maja, hendes søster Johanne og grandkusinen Agda Stenger krøb ned i et af de mandehuller, der var gravet langs vejen. De glemmer aldrig den oplevelse.
Jeg oplevede at se en engelsk bombeflyver, som i ganske lav højde kom ind vestfra og drejede sydover mod en af de tyske byer. Det var en forårsdag, hvor jeg gik og harvede bag hesten. Jeg tænkte på, hvilken ødelæggelse, der lå forude.
Krigsårene var i klimamæssig henseende meget kolde. Dertil kom knaphed på brændstof. Biler var der næsten ingen af, og der var oven i købet benzinrationering. Man lavede gasgeneratorer, hvor der skulle fyres med bøgebrænde i en lille ovn. Træet skulle hugges ud i tændstiklængder. Men klimaet var egnet til ski og skøjter.
Jeg mindes bedst den 4. og 5. maj 1945. Der var jubel og glæde, ikke kun hos danskerne, men også hos tyskerne og de små russere, der var taget til fange og var fulgt med værnemagten. Nu gik det mod lysere tider. Men der gik mange år, inden forsyningerne var normale og rationeringen ophørte. Der var tillige pengemangel, da tyskerne havde levet på kredit, som aldrig er blevet betalt.
I 1951 var jeg et halvt år i Itzehoe med de danske styrker, som Danmark gennem ti år udstationerede i Tyskland.
Hjemme var vi så småt i gang med at anskaffe maskiner og opbygge en maskinstation. Min far delte gården, så min bror Ejner kunne bygge et statshusmandsbrug på halvdelen af jorden.

Skolen i min barndom
Vi gik i skole i syv år, derefter blev vi konfirmerede og kom ud at tjene eller hjalp hjemme. Jeg valgte begge dele. Vi kunne eventuelt komme på efterskole, men det måtte for vores vedkommende vente til krigen var slut. Jeg var på efterskole i fem måneder og derpå i plads ved Vejen og så hjemme i et år. Så blev der startet en Husmandsskole nær Ringkøbing, som var en form for landbrugsskole. Der indgik en tredjedel praktisk arbejde i skoleopholdet. Skolen kørte i ti år, men måtte så lukke på grund af svigtende elevtilgang.
Vi kunne ikke komme verden rundt; men det blev for mit vedkommende til et år i Sverige på en højskole. Der var godt kammeratskab, men i øvrigt ringe forhold. Opholdet blev finansieret af Foreningen Norden. Sverige var lidt forud med hensyn til landbrugets mekanisering, for de havde ikke mærket krigen så meget. De havde meget græs og industrisukkerroer. Der var en mejetærsker til raps, korn og hør, som blev presset til linolie.

Landbruget
Jeg vil prøve at fortælle om landbruget og årets gang på gården med kvæg, svin, mark- og staldarbejde, udkørsel på hestevogn af staldgødning og spredning af gødningen med håndkraft. Kartoffellægning var også håndarbejde.
Når tilsåningen var til ende, skulle bygningerne kalkes indvendigt i stald og lade og evt. udvendigt, hvis der var hvide længer.
De, som havde moser, skulle bjærge klyne til den kommende vinter. Derefter kom udtynding af roerne. Der skulle være 20 cm imellem planterne. Der skulle tyndes mange kilometer roerækker.
Et regnestykke: En mark på 3,5 ha med 50 cm imellem rækkerne blev til sammenlagt 70 km. rækker, svarende til afstanden til Haderslev og hjem igen.
Så stod høbjærgningen for. Først skulle græsset slås af og dernæst vejres i små stakke, indtil det var tørt nok og tjenligt til hjemkørsel.
Frem til sidst i 1930-erne foregik al høst med le og opbinding med håndkraft. Derefter kom de første høstmaskiner; men de kunne ikke binde, og kvinderne skulle stadig gå bagefter og binde op med stråbånd. Så kom selvbinderen og samtidig afløstes plejlen af tærskeværket.
Jeg har set en husmand, Nis Jensen, tærske med plejl. Et neg blev bredt ud på ladegulvet, og så slog han på det med plejlen, til kærnerne var løsnede fra avner og strå. Sluttelig blev stråene samlede og resten ”kastet”, så avner kunne skilles fra kærner.
Alt det det slidsomme blev afløst, da traktoren efter krigen holdt sit indtog. Vi fik traktor i 1948 og mejetærsker på fem fod (= 1,5 m) og senere, i slutningen af 1950-erne en selvkørende mejetærsker. Så blev høsten klaret i en arbejdsgang.
I september skulle kartoflerne tages op. Vi havde gerne flere hektar, både til vor eget forbrug og til salg. Desuden brugte vi mange til svinefoder. Til svinene blev de kogt på en stor dampkoger, som kørtes fra gård til gård. Den kunne koge op til 200 tdr. på en dag. Kartoffelopsamling var også håndarbejde, hvor vi gerne havde nogle koner fra landsbyen til hjælp, så vi var otte-ti personer i marken. Når kartoflerne var oppe, såede vi rug og hvede og til foråret græsfrø. Græsmarkerne lå så to eller tre år i græs, hvor kvæg og heste kunne græsse, eller det blev slået af til hø.
Roeoptagning var ligeledes håndarbejde. Toppen blev hugget af roerne med et specielt jern, tre rækker ad gangen, så kunne der læsses fra begge sider af vognen. Toppene blev til en god ensilage. Roerne blev trukket op med et specielt jern, og de blev læssede på vognen med greb. De blev læsset af i miler, som dækkedes med halm og jord – også ved håndkraft. Sådan foregik det til midt i 1960-erne. Derpå kom grønthøsteren.
Ellers gik tiden med afvanding og opdyrkning af hede og enge. En del større gårde blev delt op i statshusmandsbrug på 20 ha. Men efterhånden som traktoren afløste hestene, blev brugene igen lagt sammen til større enheder, hvilket blev begunstiget af lempeligere regler og lovgivning. Der var næsten ingen medhjælp på de mindre brug, og mange fra de mindre steder tog halv- eller heltidsarbejde ved siden af. Denne udvikling fortsætter stadig i samme skure, så den gammeldags bondekultur er ved at være afløst af fritidslandbrug og storlandbrug, så man kan sige, at vi gamle bønder er sidste generation af den gamle bondestand.

Staldarbejde
Staldarbejdet er forandret meget siden min barndom, hvor vi håndmalkede 15 – 25 køer og frem til vor tids kæmpestalde. Der blev tidligere fodret med roer, løs halm og hø og udmugningen foregik med trillebør op ad et løst bræt på møddingen, hvor det gjaldt om ikke at køre trillebørhjulet ved siden af. I 1960-erne fik vi skrabesystem, og senere gik flere over til gylle i tanke. Bindestalde blev til løsdriftstalde med mange malkemaskiner med selvaftager, som nu er ved at afløses af malkerobotter. Her går køerne selv ind, når de trænger til at malkes, fristet af kraftfoderet, der afpasses hver enkelt ko efter hendes ydelse. De har magnetkoder om halsen, som fodermaskinen aflæser. Der er nu ofte flere hundrede køer i én stald og stadig bliver de større, ligesom gårdene. Svinebesætningerne er nu på tusinder ad gangen, og det er nok ikke slut endnu med vokseværket. Der er nu kun ganske få, men meget dygtige landmænd, og især overgangen til fodring med majs har været en stor lettelse.
De mange nye maskiner, der kom til, gjorde det nemmere for færre mennesker end tidligere at gøre arbejdet.
Det samme gjorde sig gældende i husholdningen. Man havde hidtil dyrket alt grønt selv, for slet ikke at tale om storvask, som var et månedligt dagsværk. Kvinderne havde fuldt op at gøre.
Lovgivningen holdt igen med hensyn til sammenkøb af gårde; men efterhånden blev det tilladt at sammenlægge to bedrifter, senere flere endnu. Det er så gået den vej, at der, hvor snesevis af folk var i arbejde, kan det samme udføres af ganske få og effektive landmænd.

Landskabet ændres
Der var grus på vejene i 1930-erne. Selv Toftlundvej blev først asfalteret i slutningen af 30-erne. Bakkevej og Hømvej var grusveje med mange huller. Gammel Grænsevej var ikke gruset, den var kun et hjulspor, hvilket også gjaldt det yderste af Vesterlundvej indtil grænsen til Øster Vedsted.
Landskabet var mere åbent og plaget af sandflugt og snefygning på grund af, at der næsten ingen læhegn var plantet. I snevejr skulle alle mand af huse for at skovle og gøre vejene farbare.
Fra Bakkegården til Høm Forsamlingshus var ingen bygninger - kun åben mark. Skolen bestod kun af den hvide længe. Bageriet blev bygget omkring 1930 og ligeledes ejendommen overfor. I Gaden var kun Mads Feddersens hus og huset lige overfor og så Bennedsens gård. Vores gamle gård, som var udstykket 1908, lå på hjørnet af Vesterskov, men brændte jo. Det var den gamle Hans Lassen Karkov, der havde udstykket den til Marius Karkov.
Thues Gård blev lagt øde, man siger ved tab i kortspil. Den lå i nærheden af, hvor Mary Bennedsen opførte sin aftægtsbolig.
Lene Vestergaards ejendom blev bygget 1939.
Karkovs gård blev flyttet ud.
Vesterlundvej var ret øde indtil omkring 1930. Den første nybygning var mit hjem. Men derefter skete der hurtigt noget.
I 1937 skete noget dramatisk. En gammel gård brændte og et ældre ægtepar med to karle og en pige blev reddede ud i sidste øjeblik. Hele besætningen, svin, køer og heste kom ikke levende ud. Det er gården på sydsiden. Året derefter igen, 1938, brændte igen en gård. (Hedder nu Salon 27). Jeg husker, at der kom fire grædende børn, da stråtaget var i brand.
Endnu året derpå brændte en ejendom (nr. 26) ved lynnedslag og blev nyopført. Vi kunne se branden fra skolestuen, og nogen af kammeraterne sagde, at det vist var vores ejendom, der var ild i. Nummer 34 blev udflyttet fra Høm By, og to statshusmandsbrug kom til i 1940.
Fra gammel tid var jorden opdelt, så hver ejendom havde ager og eng liggende for sig. Næsten hver ejendom havde et stykke mose og et stykke hede på Østermosevej. Der byggede min bror Ejner en ejendom i 1959. Næsten alle disse lodder er nu lagt sammen. Jordfordelingen 1980 gjorde godt ligesom sammenkøb af mindre ejendomme. Det er interessant at køre ad Vesterlundvej til Engvej vest for Høm og tænke på, at de forskellige arbejdede med heste og datidens maskiner. Nu strækker en stor majsmark sig næsten en kilometer i sammenhæng hen over de mange gamle skel. Nye tider og nye folk; men ikke meget er som i vores barndom. Jeg husker bedst Høm, som landsbyen var den gang og de forskellige ejere af markerne i min barn- og ungdom. Jeg husker slægterne tilbage til dem, der nu er flere gange oldeforældre. Nu er der nye folk, som kommer andre steder fra, ligesom vore egne forældre kom hertil fra henholdsvis Hjerting og Tarp.

Kosten
Forfatteren H.E. Sørensen i Skærbæk skrev i et lille indlæg i avisen en gang, at kosten har forandret sig, hvad jeg genkender rigtig godt. Vi fik grød, kartofler, stegt flæsk og frikadeller, øllebrød og pandekager. Vi var selvforsynende og dyrkede selv sølvbeder, spinat, selleri, ærter og gulerødder. Vi havde frugt i haven til at spise direkte og til syltning, saft og henkogning. Kød fra svin og høns havde vi selv, æg ligeså. Når fiskemanden kom en gang ugentligt, fik vi sild, torsk eller rødspætter. Mel, gryn og sukker hentedes i Brugsen. Vi fik et nært forhold til råvarerne. Køkkenhaven skulle luges. Der skulle tyndes ud imellem grønsagerne, kartoflerne skulle tages op og frugten plukkes, dyrene fodres, kyllingerne skulle have hovedet hugget af, og æggene skulle samles ind. Ind under jul skulle grisen slagtes og der blev lavet en overflod af blodpølse, lungepølse, medisterpølse, og der blev lagt i saltkarret. Mor bagte selv sigtebrød, franskbrød og sød kage.

Skolen
Høm skoledistrikt bestod af det halve kirkesogn. Der kunne være op til 60 skolesøgende børn i Høm distrikt, somme tider kun 45. To tredjedele af eleverne havde skolefri i fem måneder om sommeren fra de gik i femte klasse og til konfirmationen, hvor skoletiden sluttede. Så gik de med i mark og stald derhjemme, - det var helt naturligt.
Det var en ære for en stor dreng at blive betroet markarbejde på egen hånd, for eksempel pløjning, hvor en lige fure gav stolthedsfølelse. Det samme gjaldt såning – lige rækker! Roerensning og kartoffelrensning kunne en rask dreng også klare. Ved naboskellet kunne man holde et kort hvil og få en snak med dem, der arbejdede på den anden side. Der var liv på markerne sognet over. Med hesteforspand kunne man pløje ¾ ha. dagligt. I vor tid kan man med en ottefuret plov pløje det samme på få minutter.
I dag kan man køre sognet igennem uden at møde et eneste menneske, der arbejder udenfor.

Min alderdom
Der var en del arbejdsløshed i industrien, en tid oppe på 18%, men alligevel kunne vi halvgamle bønder af og til finde et job udenfor landbruget. Jeg var selv halvdagsbud en tid hos Ribe Kommune samtidig med, at Maja og jeg hjalp hinanden med en avisrute. Fra 1982 og til 2000 hjalp jeg med malkning på flere gårde. Så flyttede vi til Arnum 1995, og her tog jeg lidt havearbejde, bl.a. for en børnehave. Desuden var jeg staldkarl på Tiset Kro. Det var nok til mig efter mange år med interessant arbejde.
Når vi er til kirke, skal jeg gerne rundt og hilse på de gamle gravsten og mindes dem, der er gået forud. Det er tre eller fire generationer tilbage. Mange af slægtsgårdene har nu nye ejere, meget få ejes af de slægter, jeg husker.

Den gamle Grænse
Høm 1864 – 1920
Da Seem Sogn var et grænsesogn 1864 – 1920 var der flere slægter, som slog sig ned her. De kom sydfra, for at deres sønner eller de selv kunne undgå tysk værnepligt, nogen kom helt tilbage i 1800-tallet. Under Den første Verdenskrig kom endnu en del, som sneg sig bort under en orlov fra skyttegravenes rædsler. Der fortaltes mange historier om episoder ved grænsen og faren ved at snige sig over.
Der var også mange krigsfanger ude på de sønderjyske gårde, som forsøgte at flygte. De kendte ikke forholdene ved grænsen og udsatte sig for livsfare. Ikke alle overlevede flugtforsøget.
”Æ gammel Græns´” bliver den gerne kaldt. Nu har den været nedlagt i 100 år, og man tænker på, at etablere en spadseresti ad den rute, grænsen lå, hvilket er en spændende tanke. Grænsestien ventes færdig til 100-års genforeningsfesten 2020. Der er tre år til stien ventes færdig, - det er længe, når man er i min alder.
Ved festen, som nok skal holdes, ville det være sjovt, om Kronprins Frederik og Prins Christian red på hvide heste som de første, ligesom deres tipoldefar gjorde 10/7 1920.
Grænsen har været kaldt Kongeågrænsen, hvad der er misvisende, da kun halvdelen af grænsen fulgte denne å.
Ved grænsedragningen 1864, blev det bestemt, at Ribe – som ligger syd for Kongeåen – skulle forblive dansk, og derfor kom grænselinjen til at slå et slag syd om den gamle by. Ligeledes skulle Kolding med opland forblive dansk.
Forud for grænsedragningen, havde der været en toldgrænse imellem Jylland og hertugdømmet Slesvig. Denne grænse gik langs Kongeåen fra Jedsted over Foldingbro til Lillebælt.
Grænsen som landegrænse blev afmærket med sten, hvoraf nr. 1 står ved Vadehavet.
Når man går ad den gamle grænse vestfra, må man igennem det øde område Bjørnkær, som nok har navn efter, at der en gang levede bjørne her?
Fra Vester Vedsted til Tobøl er 40 km. Man går gennem Hvidding og Kloby. Gl. Toldsted lå vest for Roagervej med Røde Kro på modsatte side af vejen.
I Roager går grænsen hele tre kilometer og derfra mod øst. Vesterlundvej i Høm går langs linjen, men lidt nordligere.
I Kalvslund Sogn blev tre ejerlav afskåret fra resten af sognet af den nye grænse. De beholdt dog tilknytning til deres gamle sogn helt til 1875. Længere mod syd delte grænsen Fole Sogn, så Fæsted Mose, Vesterenge, Horslund Krat og Obbekær kom til at ligge i Danmark og derefter dannede en egen kommune. I 1885 blev Obbekær Kirke bygget til at betjene denne Kommune. Der var en del omrokeringer i området i administrativ henseende, men nu, så længe efter, er der ikke mange, der tænker på, at her en gang skete et skel, som adskilte slægtninge og landsmænd, venner og distrikter.
I Høm var tre gendarmboliger.
Når man kommer op på Toftlundvej ved Lundsbjerg er der udsigt over hele Ribeegnen og til Kongeåen. Man ser også Hjortlund, Jernved og helt ned til Esbjerg. På Hømlund drejer grænsen nordpå, det siges, at der tidligere har været meget skov her. Man kan i klart vejr tælle 17 kirker herfra.

Små historier fra Høm
Hvis en rømmet soldat ville over grænsen fra Sønderjylland, kunne han få stukket en grime i hånden og forestille, at han skulle hente en hest i en fenne nær grænsen. Når han så kunne se sit snit, og grænsevagterne var ude af syne, smed han grimen i en grøft og smuttede over linjen.
En russisk krigsfange, der vil flygte fra Tyskland, var ukendt med de lokale forhold og blev skudt af de tyske grænsegendarmer. Sådan et tilfælde forekom for eksempel i Varminglund, hvor beboerne begravede ham i stilhed. Min bror Ejnar og Søren Mulvad fandt graven, men vovede ikke at grave graven ud. Den var afmærket med en betonstolpe, som lå under jorden.
De flygtninge, der kom over grænsen, blev måske taget af danske gendarmer og ført til en opsamlingslejr i Ribe, hvorfra de blev sendt videre til Hald ved Viborg.
En gårdejer købte stort ind i Ribe. På sin gård havde han et låst rum, som kun han selv havde nøgle til. Sidst på dagen gik han gerne en tur op til grænsen, hvor han havde aftalt et møde med folk fra Roager, som han byttede varer med.

Nogle af vor families skæbner fra Første Verdenskrig, hvorom der er sat mindesten ved Vodder, Gram og Fole Kirker.
Min kones, Majas, morfar kom med i krigen 1914 og faldt 1916 i slaget ved Somme, samme år, hvor også to af hans svogre faldt. Tre nære familiemedlemmer var således borte i løbet af kort tid. Deres hjem lå i Gejlbjerg-Frifelt. Moderen stod ene tilbage med seks småbørn. Majas mor fortalte, hvordan de pløjede med en hest og en ko for ploven, og børnene måtte deltage i alt arbejde fra de var helt små.
Majas farbror rømmede over grænsen. Han havde fem brødre, som alle kom hjem i god behold efter krigen, kun en mistede en hånd. Det var en af de få familier, der kom heldigt igennem krigen.
Sønderjyderne sang meget, når de holdt møder. Møderne var ofte forbudt af de tyske myndigheder. Ved møderne fik de sønderjysk kaffebord: kaffe og store mængder kage.