H.C.Frandsen om sin tid som kommis i Seem Brugs

H.C. Frandsen

Frandsen, som han altid kaldtes, var kommis i Seem-Varming Brugs 1932-35 og skrev en grundig beskrivelse af sit ophold på egnen, butikken og arbejdsforholdene til Nationalmuseets etnologiske Undersøgelser, hvorfra nedenstående er et uddrag. Frandsens detaljerede beskrivelse af butikken er udeladt.

Efter læretiden i Lunderskov Brugsforening fik jeg plads som kommis i Seem-Varming Brugsforening. Den 1. november 1932 kl. 12.00 rejste jeg med toget fra Lunderskov til Ribe. Det var ikke lyntog. Man gjorde holdt ved alle stationer indtil Bramming, hvor jeg skulle skifte til Ribe. Fra kupévinduet så man tunge grå skyer drive fra Vesterhavet ind over det flade marskland.
Foran Ribe Station holdt en ældre lillebil. På mit spørgsmål om manden ville køre mig ud til Seem-Varming Brugsforening, svarede han:
”Så skal do ud te´ Pedersen i Skallebæk!”
Den lille landsby ligger seks km. fra Ribe. Da jeg kom ind i butikken, var der to kunder, som uddeleren var ved at ekspedere. Uddeleren var i med at tælle en kontrabog sammen, og midt i sammentællingen kiggede han op og sagde:
”Det er måske vores nye mand? Nu skal jeg give vor mor besked, så kan hun vise dig op på dit logis.” Han gav hånd og bød velkommen. Jeg blev vist op på loftet, hvor der var to mindre værelser, hvoraf det ene blev mit de næste to år. Værelset var to gange fire meter. Der var en slags garderobe, et forhæng anbragt i en jernkrog i loftet, en sort jernseng med fire messingkugler og et bord med en skuffe. På bordet var der en petroleumslampe og en æske tændstikker. Der var et vaskestel med fad og kande.
Jeg tog en kittel på og gik ned i butikken, hvor uddeleren var ved at gøre klar til at lukke. Da klokken var seks, kom fru Pedersen og indbød til aftensmad:
”Vi skal have æbleflæsk, og nu håber jeg, De kan lide det?”
Vi spiste i køkkenet. Ved måltidet gik snakken livligt, og Pedersen og hans kone håbede, at jeg ville finde mig godt til rette her i Skallebæk.
Under samtalen bemærkede jeg deres dialekt. De var sjællændere begge to. Børnene talte egnens dialekt. Der var fire børn. Efter spisetid gik jeg op på værelset for at skrive et brev til mine forældre. Midt i skriveriet kom en af pigerne op og spurgte, om jeg ikke ville ned i opholdsstuen.
Næste dag begyndte lidt før syv med havregrød, brød og kaffe.
Lidt før otte tændte jeg op i butikkens kakkelovn og snart kom den første kunde, en mælkekusk fra Varminglund og derpå én fra Varming. Begge afleverede kurve og kasser med æg og bestillingssedler. Lidt før ni kom et par skolebørn på vej til skole, men de skulle lige i Brugsen og købe ind. De lagde hver en to-øre på disken og sagde:
”Luftbom!”
Aftenen før brugte et af børnene udtrykket, så jeg var orienteret om, hvad det betød. Bom betyder bolcher, og luftbom er bolcher med luft i. Vi førte fire forskellige slags bolcher: Kongen af Danmarks, maltbolcher, blandede og de store bismagsklumper med pebermynte. Det var de sidste, børnene kaldte luftbom. Jeg hørte siden, at min forgænger var smuttet ud på lageret efter en cykelpumpe, da han fik samme bestilling.
En time efter åbningstid kom uddeleren. Hans faste morgenritual var at tage en rulle skrå op af vestelommen og klippe et stykke af med butikssaksen. En ældre kunde, tidligere lærer, sagde en gang:
”Det var så dagens skrå-ritual!”
Den førte kunde, jeg ekspederede derefter var Dorthea Blom fra Seem, en husmandskone i mørk vinterfrakke og med et strikket tørklæde om hovedet. I samtalens løb tiltalte jeg hende med De, men da jeg talte kontrabogen sammen, lagde hun sin hånd over min ene hånd og sagde:
”Do må godt sej do te vos. Å æ he´r Tea.”
Det var en helt anden snak end i Lunderskov, hvor det nærmest havde været en majestætsfornærmelse at sige du til kunderne.
Foran disken stod tre stole, hvor yngre og ældre kunder tog plads. Her blev snakket og udvekslet nyheder. Et andet betydningsfuldt inventar var en messingkasse med to rum med låg over. I det ene rum fandtes grovskåret tobak, i det andet var udkradsning, sovs og afbrændte tændstikker. Mange kunder dyppede deres skrå i udkradsningen, men andre bad om en pose og tog en god håndfuld med hjem.

Las Post
I formiddagstimerne kunne der godt være travlt. Kunderne havde god tid. De slog sig ned på stolene foran disken og fik snakken i gang, - så kunne der godt gå en halv time. Mellem klokken ti og elleve begyndte vi at se efter posten, som havde en lang rute og havde en drøj tur i vintertiden. Las Post var en lun og gemytlig mand. Hårde efterårs- og snestorme slog ham ikke ud. Han havde et par fornøjelige ord til alle på vejen.
Mellem Brugsen og Munkgård ligger Møllehuset, hvor der boede et par brødre, pensionerede lærere fra København, men født i sognet. Når Las Post kom til Møllehuset, blev han hver dag budt ind på en bid brød og en dram. Brødrene var selskabsmennesker, og Las Post var en god fortæller, så det blev til en daglig fornøjelse. Uddeler Pedersen var nu utilfreds med at skulle vente på posten og bad om, at postruten kom til at gå fra skolen til Brugsen og derpå til Munkgård. Las kørte nu som han plejede. En dag råbte uddeleren op og truede:
”Hvis ikke vi får posten først, så ringer jeg og klager til postmesteren.”
Las Post var uanfægtet, og da Pedersen var faldet til ro, sagde han
”Ve´ do hva´, Pedersen? Smo hunde og smo mænd har immer en grov kjæft, men de´ bety´r it nowe.”
Fra den dag var der ro om postruten, og Las Post fik sin daglige dram i Møllehuset, som han plejede, og Brugsen fik aviser og breve i den gamle rækkefølge.
En dag spurgte Las Post en gårdmandskone, om hun ville tage et brev med til den unge pige på gården.
”Nej, Las. Det ka a it, for æ pich er rejst.”
Vi vidste godt, hvordan det var fat med pigen, hun var blevet gravid og var derfor rejst. Las lod som om han var uden kendskab til dette, og spurgte deltagende om hun var syg? Konen svarede lidt hvas:
”Det ka´ en godt sæj, hun æ bløw´n bistukken hen´ i æ skrøb.”
Hertil svarede Las med et smøret grin:
”Ja, så´n er´et å blyw tajn te alters i æ skrøb!”
Æ skrøb er et kratbevokset område lidt vest for Seem.
I Brugsen indleverede folk deres breve og indbetalinger, som Las tog med til Ribe på tilbagevejen. Det var ikke en ordning med postvæsnet, men han gjorde det for at lette beboerne.
Det meste af formiddagen var der nok at gøre med kundeekspedition. Ved tolvtiden var det spisetid. Jeg spiste først og derefter uddeleren. På den måde var der hele tiden en mand i butikken. Uddeleren holdt ca. en times middagspause, men for kommisen var der ingen pause.
Maden var god, daglig kost. Kødretter med grønsager og kartofler og altid en efterret, grød, vælling eller suppe. I tiden fra middag til midt på eftermiddagen var der kun få kunder. Vi brugte tiden til afvejning af mel, sukker og gryn og opfyldning på hylder De sidste to timer var der en del kunder, men den travleste tid var om formiddagen. Landboernes køb bestod udelukkende af ingredienser til madlavning og husholdning. Vi førte kun en kvalitet af hver vare, altid en af de bedre. Dette udvalg var ikke foretaget ud fra kundernes bestemmelser, men efter skøn og valg af uddeleren. Pedersen var ret bestemt, når han gik ind for en sag.

Egnens sprog var afvigende fra, hvad jeg kendte til ellers. En typisk bestilling kunne lyde:
”Et pund vørfelsukker eller kneppel sukker. (Hugget sukker) To pund havreflokke. (Et kg. havregryn) En pak tut. (En pakke cikorie) En donk gululle. (En dunk fernis) En kasten viks. (en æske skosværte) To pund gruber. (Et kilo store byggryn) Et pund tarregryn. (Et pund boghvedegryn) Lettevette hjortsolt. (Lidt hjortetaksalt)”
Egnens dialekt indeholdt også en del særlige talemåder, som jeg også lærte at forstå. Jens Lassen fra Varminglund kom ind og ville købe reb. Han bestilte 20 favn. En favn er en god armlængde. Vi havde netop en rest liggende på omtrent 20 favn.
”Det passer lige, Jens,” sagde jeg.
”Ja, det slow jawn te´ som te´ æ skræders barsel, hvor de åd æ baan mæ´!”
En anden talemåde, som man skulle høre et par gange for at forstå, knytter sig til en ny og hurtigttørrende fernis, vi lige havde taget hjem. Kunderne diskuterede den en dag, og én, som havde prøvet den kunne bestemt sige god for den. Den var nem at stryge på:
”Det var som en klaks mæ æ viksbost!” (Let som et strøg med skobørsten).
Kludesko solgtes der mange af. De var fremstillet i svær, blå filt med gummisål af gamle bildæk. Dette fodtøj kaldte man for pusser. Første gang jeg hørte udtrykket pusser, var der ikke tale om salg af sko, man i en hel anden forbindelse. En smedesvend, Karl, ansat hos vores nabo, smed Thomsen var en dag i butikken. Man talte om et dødsfald i Varming og den efterfølgende begravelse. På spørgsmålet, om Karl Smed skulle med, svarede han:
”Ja, vi ska´ jo langs i æ pusser, for det ster i æ blad, te det ska´ foregå i stilhed!”
Karl var en fast gæst i Brugsen lørdag aften, når ungdommen samledes her. Så fyrede han vittigheder af til alles morskab.
At passe benzintanken hørte også med til det daglige arbejde. Tanken ESSO, var anbragt lige øst for Brugsen. Vi havde kun fire faste benzinkunder, plus nogle enkelte turister. De faste var smed Thomsen i Skallebæk, lillebilvognmand Mads Nissen i Varming, vognmand Riis i Varming og en dansk-amerikaner fra Endrupskov.
Når klokken var seks, var det lukketid, disken blev tørret af og gulvet fejet. Vi gik i køkkenet for at spise.

Æg
Brugsen var tillige samlingssted for den æggeproduktion, der fandt sted i mange husholdninger, hvor hønsegården gjorde et godt tilskud til brugsregningen. Kunderne kom med deres æg de tre første dage i ugen, hvor vi tog imod dem. De blev pakket i kasser med 1000 stykker i hver, på hver 95 kg, og om torsdagen hentede vognmand Riis kasserne og kørte dem til Dansk Andels Ægeksport i Esbjerg. På hjemvejen hentede han de varer, vi havde bestilt til butikken hos FDB.
Lørdagene var lange dage. Vi åbnede klokken otte og lukkede klokken ni aften, hvorpå rengøringen skulle foretages. Lørdag var ungdommens aften. Karle og piger fra egnen gjorde deres indkøb af tobak, sæbe, sokker og arbejdstøj og hvad der nu var brug for.
Ordningen med de unge om lørdagen var ikke noget, bestyrelsen havde bestemt. Det havde bare udviklet sig sådan gennem årene og var blevet en tradition, som uddeler Pedersen holdt fast i. Det var yderst sjældent, at vi så en ældre kunde lørdag aften, og modtagelse af æg var bandlyst. Jeg oplevede et eksempel på det én af de første lørdage, jeg var i Skallebæk. En gårdmand fra Varming kom en lørdag aften med en stor kurv æg, men Pedersen afviste ham kort og bestemt. Jeg foreslog, at han lod kurven stå til mandag, men Pedersen holdt på sit, og manden måtte vandre hjem med kurven og uden varer.
Vi kom alligevel til at se æggene igen, men på en uventet måde. Mandag morgen tog gårdmandens kone æggene på sin cykel for at køre til Ribe, men på hjørnet lige ud for Brugsen væltede hun med cykel og alle æggene. På vejen lå fru S. midt i en æggekage og havde slået sit knæ ret slemt. Hun blev hjulpet ind i Brugsen, hvor fru Pedersen, som var uddannet sygeplejerske, tog sig af hende.
Når de unge var samlet lørdag aften, kneb det med pladsen foran disken. De tre stole var snart besat, og butikkens beholdning af malkeskamler måtte i brug. Så måtte de sidste stå. Der blev snakket meget om det daglige arbejde på gårdene. Om efteråret var det kartoffeloptagningen, indkørsel af roer og efterårspløjning. Der var den gang meget strengt arbejde for både mennesker og dyr. Omkring skiftedagene den første maj og første november blev der talt meget om nye karle og piger, som var kommet til sognet. Et andet tema, som ofte var oppe, var lønnen. Det almindeligste var, at karle og piger aftalte en fast løn for halvåret plus kost, logis og sygekasse betalt. Man så i stilhed op til den, der havde fået forhandlet sig til en lidt højere løn. Politik blev aldrig berørt.
Lørdag aften klokken otte ringede sognepræsten og opgav numrene på de salmer, der skulle synges næste dag ved gudstjenesten. Lidt senere kom degnens pige og fik numrene med hjem til skolen, hvor der ikke var telefon. Degnen var lærer Winther-Jensen, og hans pige blev så gerne og snakkede til lukketid.
Telefoncentralen var i Skallebæk Kro. Den bestod i en tavle i kroens køkken, hvor ”Anna-i æ-kro” ikke havde langt fra komfur til central. Ved opkald til lokale abonnenter, forlangte man aldrig nummer.
En bestilling kunne lyde:
”A vil gern snak mæ Martin i Varming.”
Og krokonen svarede:
”Ja, et øjeblik, så kommer Martin.”
Når klokken var godt ni, blev der gjort opmærksom på, at det var lukketid. Alle forlod langsomt butikken. Nogle gik hjem, andre blev stående udenfor og snakkede videre. Hen ad 22.30 var vi så færdige med rengøringen og arbejdsugen var slut.

Årsrytme i butikken
I sommertiden åbnede vi klokken syv og om vinteren klokken otte. Om foråret solgtes ”wontyw”, korte reb, som blev bundet om kreaturernes horn, når de skulle trækkes på marked, arbejdstøj, gummistøvler, træsko og jerntøj. Ringe til at sætte i tyrenæser solgtes også. Smeden sørgede for at sætte dem i. I sommertiden var alle optaget af kornhøst og høbjergning. I den periode solgtes høsalt og bindegarn til selvbinderne. Forke og lestryger hørte også sæsonen til. Der blev bjerget meget hø i fællesengene i Varming. De første høvogne kørte forbi klokken fire om morgenen og de sidste klokken elleve aften.
Til sommerens arbejde hørte også klynestrygning, d.v.s. gravning af tørv til brændsel enten i egen mose eller i en lejet. Når det var gjort, var der en pause indtil efterårsarbejdet. Ud over de almindelige kundebesøg kom de unge omkring skiftedagene ligesom landbokonerne købte stoffer til skjorter, forklæder og børnetøj. Når en kone købte stoffer, havde hun gerne afsat en hel eftermiddag til købet. Når indkøbet var gjort, blev handlingen gerne afsluttet med en ”tut bom” (pose bolcher) til børnene, en opmærksomhed fra Brugsen.
På skiftedagene, hvor karle og piger havde et par fridage, samledes de nye med de gamle og snakkede og så hinanden an. En gang havde Winther-Jensen fået en ny pige, som kom over efter salmenumrene. Da hun havde fået dem, spurgte en karl:
”Hvad skal vi så synge i morgen?”
”Hvad rager det Jer, I kommer jo ikke alligevel!”
Så spurgte karlen, om hun da kom?
”Ja, selvfølgelig. Det er mig, der skal synge for!”
Juleaftensdag var der åbent til klokken seks. Jeg havde dog aftalt at holde til middag, så jeg kunne komme med toget fra Ribe og hjem til mine forældre. Uddeleren og fru Pedersen overrakte mig en skjorte i gave og gav desuden ti kroner.
Jeg blev i Skallebæk i tre år, fordi den jævne og lidt sindige befolkning tiltalte mig, og jeg kunne selv tilrettelægge arbejdsgangen. Min månedsløn steg fra 40 kr. til 60 kr. Jeg var blevet godt kendt med sognets ungdom og var medlem af Ungdomsforeningen. I vintertiden var der gymnastik og håndbold i Høm Forsamlingshus, og flere gange årligt var der fest, dans og dilettant i Forsamlingshuset. I Skallebæk var vi en lille gruppe, som jævnligt kom sammen. Vi mødtes flere gange om ugen og stod og holdt snak udenfor Brugsen eller sad på en skråning ved Møllen. Så blev der snakket, og flere kunne spille på mundharpe eller harmonika. Når musikken lød, kom flere af de ældre over til Møllen for at hygge sig med de unge. En gang årligt holdt vi en udflugt til et badested eller en by. Vi var i Flensborg, Vejle, og på Henne Strand. Gruppen kaldtes ”Natklubben” af beboerne.

Store Martin (1883-1960)
I kundekredsen var der flere, som ikke var som folk er flest. For eksempel ”Martin Slagter”, som var en stor og kraftig mand med mørkt, krøllet hår og skæg. Han havde kun ét øje. Han var iført en stribet skjorte, lappede benklæder og et stort forklæde. Strømper eller fodtøj havde han aldrig på. Han havde to heste og en vogn med en hvidmalet kasse, som han kørte i sognet rundt i og solgte kød og flæsk. Han fulgte ingen fast plan på turene. Når han var undervejs, kunne det høres, for han sang altid. En dag kom han ind i butikken, hvor der i forvejen var to børn og den nye præstefrue. Børnene kendte Martin, det gjorde præstefruen ikke. Jeg spurgte Martin, hvad han ønskede?
”En stor tut bom!” svarede han med sin høje, hæse røst.
Først bød han børnene hver et par stykker, så præstefruen, og endelig tog han selv fem-seks stykker, og resten gav han børnene. Så begyndte han at synge og tog et par dansetrin hen imod præstefruen:
”Skal vi danse, lille søde?”
Præstekonen blev mere og mere konfus ved at se den store vildmand optræde. Jeg reddede situationen ved at fortælle Martin, at nu var hans bestilte varer, mel, sukker og margarine, på vognen.
Da han var kørt, kunne vi berolige den rystende dame med, at Martin var lige så god, som han var ustyrlig og vild at se på. Ældre beboere fortalte, at der før 1920 foregik en del smugleri med kreaturer over grænsen, som den gang gik lige ved sydenden af Seem Sogn. Her var Martin også med. Når man fulgte fodsporene ved overgangsstederne, hvor han havde været med, kunne hans fodaftryk let genkendes. Han gik uden fodtøj, og hans store fodaftryk var ikke til at tage fejl af.

 

 

 

 

1. Marenta. 2. Martin. 3. Stella. 4. Dagny. 5. Agnete. 6. Anthony. 7. Johanne. 8. Lydia. 9. Ane. 10. Christian.

Peter Præst (1916-1957)
En anden lidt særpræget person var Peter Præst. Egentlig hed han Peter Jensen. Peter boede i et lille hvidkalket hus med stråtag og små vinduer og meget spartansk indrettet. Han var udlært smed, men arbejdede mest med, hvad der bød sig. En tid arbejdede han i mergellejet i Klåby. Transporten frem og tilbage foregik på cykel. Køretøjet var en gammel damecykel uden skærme og kædeskærm, men fremdriften var det mest bemærkelsesværdige nemlig en stor hund, som nok var en krydsning mellem en jagthund og en rottweiler. ”King” blev simpelt hen spændt for cyklen, og når Peter steg op og sagde: ”Los, King!” gik det med vældig fart der ud ad.
Peter var Martins modsætning, både hvad fysik og udseende angår. Han var lidt under middelstørrelse og en stilfærdig og rolig type. Påklædningen var året rundt arbejdstøj. Hans store interesse var jagt og fiskeri, som gav familien et godt tilskud til husholdningen. Han kendte de store Varming Enge ud og ind. Her var vildænder, høns og vildgæs i store flokke.
Når andejagten gik ind, strømmede jægere fra Ribe og Gram til området. De kom ved ti-ellevetiden aftenen forud for at være klar, når klokken var tolv, og jagten kunne begynde. Deres udstyr var af god kvalitet, geværer og hunde hørte til i den bedste klasse. Når Peter deltog i disse jagter, havde han ikke noget gevær med. Han havde en lille båd, og i den med King om bord sejlede han stille og roligt ud på Varming Sø og lå i skjul imellem sivene. Når jægerne begyndte at skyde, faldt der mange anskudte og døde ænder ned imellem siv og rør. Jægerne forsøgte at få hundene til at gå i vandet efter byttet, men uden held. Hundene var ikke særlig robuste og bange for det kolde og mørke vand. Men ude i engene lå Peter og King klar til at tage sig af de faldne ænder. Så snart King hørte et plask, sprang den i vandet og svømmede ind imellem rørene, hvor den hentede ænderne. Hver gang den kom med en and, sprang den op i båden og rystede sig, så det sprøjtede på Peter. Peter havde en lang stang med et net, hvormed han ragede til sig, hvad han kunne nå. Når det begyndte at lysne, sejlede de stilfærdigt hjem igen.
Jeg har et par gange været med Peter og King på togt. En aften fik vi 24 ænder, et par gik til husholdningen, resten blev solgt i Ribe.
Peters anden store interesse var fiskeri, det var især ålene, der havde hans opmærksomhed. Han var en mester i at finde de gode fangstpladser. I vintertiden stangede han med ålejern, den øvrige tid tog han dem med krog. Ålene blev solgt i Ribe enten friske eller røgede.
Jeg blev et par gange indbudt til ålespisning hos Peter og hans kone. Familien boede meget spartansk og levede ikke særlig fedt til daglig. Når de et par gange om året holdt ålespisning med et par bekendte, var der festdag. Ved disse lejligheder tog jeg en flaske snaps med, en pose kaffe til Anna og en tut bom til børnene. Den første gang var et vennepar fra nabolaget med, så vi var fem voksne. Jeg havde taget søndagstøjet på, men det kunne jeg have sparet, de andre var alle i arbejdstøjet. Vi sad i køkkenet, hvor der var et bord, tre stole, en bænk, komfur, skab og en køkkenlampe. Gulvet var piksten og væggene hvidkalkede. Her sad vi og hyggede os ved olielampens skær. Til ålene blev serveret brød og syltede rødbeder. Vi spiste med kniv og gaffel, men hurtigt kasserede Peter redskaberne, og med naturens redskaber – fingrene – gik det bedre. Efterhånden drev fedtet ham ned ad hagen, som blev tørret med jakkeærmet og fingrene gnedet af i bukserne. Efter måltidet fik vi kaffepunch med kager, som nabokonen havde med. Alle var fornøjede, og snakken gik livligt. Den grå hverdag var skubbet i baggrunden.

1. Kathrine. 2. Gerda. 3. Jens. 4. Ingeborg. 5. Hilda. 6. Verner. 7. Grethe. 8. Anders Christian. 9. Karl. 10. Vera. 11. Arne.

I vore dage taler man meget om at komme hinanden ved. Ude vestpå talte man ikke om det, man gjorde det, ægte og selvfølgeligt. Cirka fjorten dage efter jeg var kommet til Skallebæk, var der sølvbryllup i nabolaget. Chresten og konen havde været gift i 25 år. Det var skik, at en ung pige gik rundt og bød naboer til fest. Da pigen var i Brugsen for at byde uddelerparret, sagde hun:
”Du skal også komme.”
Jeg takkede, men gjorde opmærksom på, at jeg var ny og ikke kendte sølvbrudeparret.
”Do ska´ kom´, for do hør´ osse te´ æ byd-lag,” sagde pigen, og så var der ingen vej udenom. Festen holdtes på kroen, en dejlig fest med suppe, steg, vin, kaffe, dans og sang.

I vinteren 1933-34 arrangerede Landboforeningen et engelskkursus for unge interesserede. Kurset blev holdt i Seem Skole med godt 20 deltagere. Læreren var en lektor Christensen fra Ribe. Hver vinter holdt Ungdomsforeningen flere møder i skolen. Ved et af disse møder opfordrede formanden os til at blive medlem af ”Det unge Grænseværn,” som så godt som alle sønderjyske ungdomsforeninger var medlem af. Grænseværnet skulle virke som en slags bolværk imod den tiltagende tyske nazisme. Jeg mente ikke, at det kunne have nogen effekt med disse mange passive medlemmer, hvilket fik formanden, Claus Bennetsen, til at spørge, hvad vi ellers kunne gøre. Jeg foreslog, at vi mødte op ved deres møder og gik på talerstolen og fortalte, hvad vi mente om deres politik. Det var der ingen stemning for. I Seem Sogn var der kun få, som viste sympati for nazismen. Derimod var der mange medlemmer af L.S.
I Brugsen var landbrugskrisen et ofte debatteret emne. I 1934 kom akkordloven, som gav økonomisk dårligt stillede landmænd mulighed for at handle af. Skyldte en mand for eksempel to tusinde kroner i Brugsen, kunne han tilbyde ti procent og altså betale to hundrede kroner og få saldokvittering for hele beløbet. Uddeler Pedersen nægtede konsekvent at gå med til nogen form for afhandlen. Mølleren og smeden var derimod indstillet på at gå med. Dette og lignende forhold gav ofte anledning til skarpe meningsudvekslinger i butikken. Skønt man ikke anvendte de mest diplomatiske vendinger, kunne man al tid tales ved igen.

Efter tre år i Skallebæk, fandt jeg tiden moden til at prøve noget nyt. Jeg fandt en plads i Lejrskov, og mandagen derefter indleverede jeg min opsigelse til uddeler Pedersen, som syntes, det var i orden at prøve noget andet. Den ene af uddelerens piger, Inge på otte år, spurgte:
”Æ do gal´ o´ vos?”
Det var jeg bestemt ikke. Den sidste måned var jeg til afskedskaffe hos forskellige, og hos Tages forældre på Birkegård blev der holdt en lille afskedsfest med ”Natklubbens” medlemmer som deltagere. Det var med vemod, jeg forlod Skallebæk og familien Pedersen.