Hans Sønderup i Varming

Hans Sønderup
(1889-1931)

Historisk Arkiv i Seem Sogn fik ved en lejlighed et bånd med indlæste erindringer af Hans Marius Sønderup, hvis forældre ejede ejendommen ”Nordlykke” på Varming Østermark fra 1895 og senere beboede ”Bakkehuset”, Varming Vesterby 46.

Hans Sønderup, der er født i 1889 i Jernvedlund, flyttede, da han var seks år gammel, med sine forældre til Varming Østermark. Han har således fået hele sin skolegang i Seem gamle skole. Om ophold på ungdomsskole, højskole eller landbrugsskole var der dengang ikke tale for småkårsfolk. Hans Sønderup skrev i året 1945 følgende om sine forældre:
Hans Mikkelsen Sønderup er født den 20. februar 1851 i Lintrup. Sønderup er moderens slægtsnavn. Grunden er vel, at Sønderupnavnet er sjældnere end Mikkelsen. Hans fødegård må have ligget ved landevejen Ribe-Foldingbro. Jeg husker, at han har fortalt, at han sammen med sin mor og søskende - faderen var vistnok i krigen - stod udenfor gården efter fredsslutningen i 1864 og så prøjserne eller østrigerne marchere sydpå. Der var så mange, at det tog to timer at passere forbi. En umådelig hær i drengens og datidens øjne. Det er vel kun en deling eller en sektion mod nutidens millionhære. Hans Mikkelsen Sønderup kom ud at tjene, og har overfor os børn skildret vilkårene for datidens landarbejdere.
Arbejdet lettedes ikke af maskiner, og dagen rettede sig ikke efter klokken, men efter solen om sommeren. Om aftenen arbejdedes der med hakkelsesskærer med håndkniv og lignende, og redskaberne var tunge og upraktiske. For eksempel var der stor forskel på en hjemmesmedet og hjemmeskæftet fork og så de seriefremstillede forke, som vi nu kender. I den tid og længe efter blev græsset slået og kornet høstet med le. Tærskningen skete med plejl. Merglingen, som netop begyndte at tage fart, foregik også med håndkraft. Mergelgravning, klynestrygning og meget andet var hårdt arbejde for halvvoksne knægte. Ja, det var i stand til at mærke selv voksne, stærke mænd. Jeg mindes fra min barndom, hvorledes ældre, krumbøjede stive slidere asede sig besværligt op ad kirkegulvet i Seem Kirke, når der ved højtiderne ofredes til præst og degn. Arbejdet var hårdt og kosten sparsommelig efter vor tids begreber. Grød var der nok af morgen og aften, men til mellemmad gaves der kun to stykker brød, og så helst dygtig tykke. Middagen de fleste af ugens dage var stegt flæsk, duvelse og kartofler, der kom upillede på bordet, og hver enkelt måtte pille til eget brug. Til aftensmad grød eller vælling. Kun sjældent gaves der kål eller ærter med flæsk eller kød. Landmændene dengang levede mest af egne produkter og efter devisen: Få penge ind og helst færre ud.
Et af Hans Mikkelsen Sønderups minder var den tørre sommer 1868. Han tjente den gang i Kalvslund, og har siden fortalt om, at i den følgende vinter gik unge, raske karle om og tilbød deres tjeneste for kost og logis uden løn, men endda lykkedes det ikke alle at få plads, da vintrenes fornemste beskæftigelse: tærskningen, ikke lagde beslag på nogen større arbejdsstyrke.
Var der meget strengt arbejde til manden og karlene dengang, så var der et arbejde, der overlodes helt til kvinderne, nemlig malkningen. Skønt Hans Mikkelsen Sønderup arbejdede ved landbruget alle sine dage, lærte han aldrig at malke. Og når han senere, på sine ældre dage prøvede derpå, f. eks. ved sygdom, lykkedes det ikke videre godt. Trods det, at han ellers var håndsnild, var det ham så godt som umuligt at presse mælken af en ko. Og sådan var de fleste mænd stillet på den tid.
Der er også på dette område sket væsentlige forandringer siden.
Ungdomstiden gik for Hans, som for de fleste karle den gang. Kun afbrudt af værnepligten, som han i sommeren 1872 aftjente ved fæstningsartilleriet i København.

Maren Sønderup, f. Christensen den 21. juni 1853 i Villebøl, Kalvslund på en ejendom lidt fra landevejen øst for Villebøl Kro. Resten af den ejendom ejes i dag af Villebøl Camping og lejes ud til udlændinge. 
Kun en halv snes år gammel blev Maren moderløs. Da hendes far sjældent eller aldrig havde råd til at holde husbestyrerinde, måtte Maren allerede fra skoletiden gå ind i en husmoders gerning. Foruden hende og faderen var der derhjemme en, et par år yngre, bror Rasmus. Da tiden kom, aftjente han sin værnepligt som dragon. Han blev senere gift og fik en stor familie. Han levede hele sit liv som vejmand på Gesten-Andstvejen, hvor han døde i en høj alder. Som Maren allerede som barn styrede huset, således også de fleste af hendes unge år. Hun har fortalt om dengang, hun tjente på Skærbæk Mølle på Røddingegnen, og fra det lille hjem kom ud i ganske uvante forhold. Her var stort folkehold, thi som på de fleste gamle vandmøller var der et betydeligt landbrug. Der brændtes dengang brændevin, hvortil der benyttedes ene kobber-apparater. Toldvæsnet forseglede så fra den ene brænding til den næste. Hjemmebrænding var dengang forbudt, men enkelte havde beholdt privillegiet, som udøvedes under en vis kontrol. Ligeledes har hun fortalt træk fra dengang, hun tjente hos Hans Brok i Villebøl.
Tredje juledag 1873 viedes Hans og Maren i Kalvslund Kirke, og i det følgende skal opridses deres levnedsløb, der kom til at strække sig over mere end 60 år.
Efter brylluppet overtog de en lille ejendom på Hjortlund Mark. Far tog arbejde ved hvad som helst, og var blandt andet med til at grave Villebøl-Hjortlund Kanalen og planere de tilstødende sandmarker, der nu ved overrisling blev til eng. Fra Hjortlundtiden har de fortalt, at de fra deres hjem så det første rigtige tog på Bramming-Ribe Banen. 1878 kom de til Villebøl, hvor de overtog Marens hjem. Der var til tre-fire køer og en hest. Far havde imidlertid lyst til at have noget mere at virke med, og i 1885 solgte de ejendommen, og købte en mindre gård i Jernvedlund. Denne gård er vist egentlig i dag god nok, men dengang var den lav og sur. Aftægt hvilede også på gården, og da så 80-ernes landbrugskrise satte ind, så har Jernvedlund-tiden sikkert været en vanskelig og besværlig tid. I 1895 bortbyttedes ejendommen med en i Varming i Seem Sogn.
Var Jernvedejendommen våd og sur, så var Varmingejendommen (Stavnagervej 17) sandet og tør. Dog var der to-tre tdr. god græseng ved Nipsåen et par kilometer fra ejendommen. Åen var dengang grænse mellem Danmark og Tyskland. Der var et gangbræt over åen og nogen færdsel mellem landene. Dengang bestod bevogtningen på begge sider af åen af nogle få, fredelige grænsegendarmer - et forhold der dog ændredes ganske aldeles den 1. aug. 1914, da Den første Verdenskrig brød ud.
Når der i det følgende fortælles en hel del mere om Varmingejendommen, og tiden der, end om andre steder, så har det sin naturlige årsag i, at nu kommer min hukommelse mig til hjælp, mens det tidligere fortalte er efter fortælling.
Ejendommen lå på Varming Østermark. Meget ensomt, et stykke fra alfarvej. To kilometer fra skole, smedje og mølle i Skallebæk. Tre kilometer fra kirken i Seem, og en stor mil fra Ribe, der var vor nærmeste forretningsby. Bygningerne var en lille, snæver, noget lav stråtækt vinkelbygning, der i mine forældres tid altid var velholdt med tag, klining og kalkning. Gennem en ganske lille forstue uden lys kom man ind i køkkenet, der havde bræddegulv. Ved siden af komfuret var en åben skorsten, d.v.s. et muret ildsted ud for bagerovnens munding. Fra dette ildsted, på en trefod, tilbredtes det meste af maden. Hvor meget det lunede i køkkenet med sådant et ildsted, hvor vinden trak ned, og røgen op, er et spørgsmål. Fyringen var lyngtørv, flower, tyve snese til et læs. De var velegnede, og der var dengang nok på Varming Hede. Inden vi forlader ildstedet, skal lige nævnes, at det bedste franskbrød, eller, som det dengang kaldtes, hvedekage, jeg nogensinde har spist, bagtes i en gryde i dette åbne ildsted med tørvegløder under, op om og over gryden.
Inde i stuen, æ døns, var alkoverne, de indelukkede senge, som vi kaldte dem, endnu bevarede og i brug. Foran sengene var paneler med luger eller døre, og i panelet mellem sengene var tre skabe over hinanden - nærmest datidens form for buffet. Under vinduerne bag bordet stod en slagbænk, æ foeldbænk, (foldebænken), der om aftenen når sædet fjernedes, kunne trækkes ud og afgive soveplads til nogle af børnene, hvad nok kunne behøves. Særlig når nogle af de større børn samtidig kom hjem på besøg. Thi foruden de nævnte sovepladser var der kun en seng i kammeret, og den var formentlig ikke ret stor.
Ved siden af kakkelovnen havde vi bornholmeren, der upåklagelig udmålte tidens gang, når den en gang i mellem rensedes med en fjervinge og smurtes med petroleum og ellers blev ladt i fred. Dens tunge blylodder og lange permendikkel hang nemlig frit, og navnlig det sidstnævnte bevægelige mål kunne friste drenge til skiveskydning med hyldebøsser. En fuldtræffer kunne bringe den i affekt, - men ikke mere, end at et hjemmeråd kunne hjælpe. Foruden det alt nævnte, var der en stue med dragkiste og chatol, hvis midterste del bag et glas, gav plads til et lige så sjældent stueur, æ klokskaf. Her var endvidere klædeskab og to kister. Så var der spisekammer, eller mælkekammer, som mor kaldte det. I alt fem fag stuehus, der fortsatte i lo og noget lade. I stalden var der plads til fire køer, to kalve og desuden svinestien. Ejendommen er senere under andre ejere nedbrændt (1925) og genopført.
Som nævnt var det tør sandjord, hvor den væsentligste afgrøde var rug, boghvede og kartofler. Havre dyrkedes kun meget lidt. Endelig såedes somme tider noget spergel, der vel nu næsten er ukendt, men ikke dårligt til afgræsning eller vinterfoder. Roer var vel ikke ukendt i Varming på dette tidspunkt, men kun enkelte ubesindige dristede sig til at så en ager eller to med dette nymodens kram. Det var da altid turnips, den eneste roe, der, før merglingens tid, kunne gro nogenlunde der på egnen. Far begyndte tidligt at dyrke nogen roer, og ligeledes var han stærkt oppe for merglingen, som det i 1908 lykkedes at få gennemført ved udstrækning med tipvognsspor fra Klåbygård Mergelleje. Mergelen gjorde underværker i Varming.
Et projekt, som far ofte i tanker og tale syslede med, var en vandingskanal, der ved en opstemning af Gjelsåen skulle føre vandet ind over markerne ved Varming. Det skulle efter Hedeselskabets mening være muligt, men det er endnu, 40 år efter, ikke kommet videre. Græs blev der i en blot almindelig tør sommer, intet af. Græsset måtte så hentes i den tidligere omtalte grænseeng, hvor der også tid efter anden såedes et stykke havre. For at få vinterfoder lejedes en eng ved Varming Sø, der efterhånden fyldtes op med sand, ført dertil af åen. Her, i den tidligere sø, ejede bymændene betydelige engarealer, der hvert år, den 28. september, ved det såkaldte Mikkelsgrande lejedes ud for det kommende år. Ved den lejlighed tog bymændene sig en ordentlig kæfert. Disse lave enge kunne give meget hø, der blev ædt med megen velbehag, omend det var lange, skarpe græsstrå og ikke meget næringsrigt. Værre var det, at det ikke hvert år lod sig bjerge. Blev det et år rigelig regn; så gik det hele under vand og gik i værste fald tabt. I bedste fald kunne græsset samles sammen under stort besvær og køres op på højere steder og tørres til et meget simpelt foder.
Ligesom alle andre i Varming dengang havde vi også en del får, som om sommeren vegeterede på de afhøstede agre. Men om efteråret, når de var klippede blev de sluppet løs, og så måtte de vinteren igennem bjerge sig selv. Når stærkt snefald satte ind, måtte de tages hjem, hvad ikke altid var lige let, for hvor var de? Denne form for løsdrift er nu for længst ophørt, men ærgrede tidligere adskillige af beboerne, deriblandt min far, før det ændredes. Efterhånden som markbruget forbedredes, måtte det heller ikke have været morsomt at se fåreflokke på et par hundrede stykker rende om på en pæn rugmark, eller endnu værre, ved tøbrud.
Også læplantningen havde fars interesse. Der plantedes læbælter ved begge sider af haven, det var gran, ligesom der også anlagdes en ny have øst for huset. Da de unge graner nåede størrelsen dertil, ville vi børn gerne have en til juletræ. Det fik vi også på den måde, at en af dem gravedes op og anbragtes i en spand fugtig jord i stuen, og efter jul atter plantedes ud i haven. Det samme træ var juletræ i to år i træk, og voksede derpå videre, hvilket lod sig gøre, da der aldrig var varme i storstuen.
Jeg husker også, at far tid efter anden kulegravede forskellige jordstykker og her avlede pæne afgrøder af forskellige grønsager. Ja, end ikke noget så moderne, som at plante roer ud til frø, gik han af vejen for.
På ejendommen holdtes som regel tre køer, et par kalve og nogle får, ligesom der også fededes tre til fire svin. Hest holdtes ikke. Disse kunne ikke tjene til underholdet, så også her måtte der tjenes penge udenom ved, hvad der bød sig. Men da var manddomsårene ovre. Og endvidere var far allerede før ankomsten til Varming blevet angrebet af en ondartet, og til tider stærkt opslidende astma. Denne pinagtige, men sjældent dødelige sygdom, kan lægerne i vore dage dog i reglen  skaffe lindring for, - forbigående lindring. At de kan helbrede den, har vi aldrig hørt. Dengang stod de så godt som hjælpeløse overfor den. Det betød kvalfulde dage og nætter, når anfaldene var der. Som astmaen tog til, og far måtte opgive strengere arbejde, gjaldt det om at finde på andet. Og for at spare driftsudgifterne, fik han et par køer vænnet i tøjr, og drev i nogle år ejendommen med dem. Far var betydelig fingersnild, og kom efterhånden ind på at lave forskellige brugsgenstande, mest af strå. Sko, kurve, måtter, foderkopper samt ganske særligt bikuber.
Det var solidt kram, han lavede, og han havde altid så mange bestillinger, han kunne overkomme og lidt til. Der købtes så som regel et læs asketræ i Seem Skov, hvor det bedet egnede oparbejdedes til tøjrstager, køller, klaptræer, hammelstokke, plejlslage, svingler og lign. Værktøjet hertil var sav, økse, tællekniv og tællebænk. Nævnes skal det også, at de i mange år havde en ikke ringe indtægt af biavl. Der var ti-tolv bikuber på rad i haven. Fortjenesten deraf ved alle disse arbejder var ikke stor, men noget gav det dog, og det kunne behøves. Ejendommen var lille, tør og fattig. Familien var stor, og sygdom var der meget af. Jeg husker således, at under et af børnenes otte måneders sygehusophold, mente far en dag, da han havde fået særlig meget fra hånden, at nu havde han tjent ligeså meget, som hvad en dag kostede på sygehuset. Det var jo før sygekassernes tid, og offentlig hjælp var der ikke tale om for far og mor. De blev over 70 år, før de modstræbende tog imod deres velfortjente aldersrente.
Dette var om far, men nu om mor. Ja, måtte det egentlig ikke tale for sig selv, hvad hun havde at tage vare på: En stor familie at ordne føde og klæder til, og intet købtes færdigt. Mor spandt ulden, og såvel stoppede, strikkede og lappede. Fik tøjet vævet og så kom skrædder eller sypige i huset. Det var tøj, der såvel tålte noget, og som varmede, alt var hjemmelavet. Mor kom aldrig til at bruge symaskine, indtil pigerne kom så vidt, at de fik symaskine og tog sig af at sy nyt, syede hun alt med nål og tråd. Foruden arbejdet med børnene og huset, og hvad dertil hørte, hjalp hun trolig med alt, især når far var syg. Hun udtalte engang, at det sværeste var at trille til mølle med korn til maling, hvad der tydeligt viste, at hun intet arbejde gik udenom. Den sværeste tid var nok det omtalte barns sygdom. Da gik hun ofte ud at besøge ham. En tur på et par stive mil i træsko, idet ikke alle landboer den gang havde læderfodtøj. Som oftest havde hun dygtigt at bære på tillige. Mor var stor og stærk af helbred. Dog måtte hun i 1906 på sygehus og opereres i en skulder. Det kom hun over, men hun genvandt aldrig fuld førlighed i den arm.
I ikke få år i Varming var vi ikke i mejeriet, idet vi boede for langt fra mælkeruten. Da vi endelig kom med, skulle mælken hentes og bringes et temmelig langt stykke vej, hvad der var besværligt, men dog nemmere end hjemmekærning. Særlig hvad der enkelte gange skete, at det trak ud i timevis, førend smørret kom frem. Det må have været strenge år og vanskelige kår at klare. Tiden var fattig for de fleste, og vi havde tillige et par uheld med korte mellemrum. Mistede et par gode køer. Noget, der nok kunne mærkes i sådan en bedrift. Men det gik alligevel. Og hvis nogen ville have fortalt os børn, at vi var fra et fattigt hjem, ville vi være blevet både opbragte og fornærmede. Vi savnede intet og tænkte ikke på, at det kunne være anderledes. Var vi fattige, så vidste vi det ikke, - følte det ikke. Senere forstår man jo bedre, hvor far og mor må have været stræbsomme og påpasselige for at få det hele til at gå rundt.
Som forældrene i deres unge år var vænnet til at tage tiden i agt, så blev de ved derned livet igennem. Hver eneste vinteraften undtagen lige i helligdagene, sad far med sit arbejde, når vi børn gik i seng. For omtrent i alle de år, der var skolesøgende børn, har mor hver aften efter sengetid siddet med bunker af tøj, der skulle lappes eller stoppes. Det var den eneste tid, der var ro til det. Morgenduelige var de begge, og særlig mor blev ved at være det helt op i alderdommen.
Eftersom børnene voksede til, bedredes kårene. De mellemstore hjalp til hjemme, og flere af de voksne ydede støtte udefra. Da man skrev 1917, og alle børnene forlænget var fløjet fra reden, sad de ret ordentligt i det, og nævnte år afstod de ejendommen til den yngste datter og hendes mand. Resten af deres levetid boede de i Varming by. Først i syv år til leje i et hus i byen tilhørende Niels Schmidt. Da denne købte en nedbrændt ejendom, og derfor solgte det hele, købte de i nærheden, for ikke at komme til at flytte mere, et lille men hyggeligt og idyllisk beliggende hus i vesterbyen (Varming Vesterby 46) på en ret høj skrænt med god udsigt ned over denne og byen og søen, men med dejlig lunende plantninger mod nord, øst og vest. Her boede de så deres alderdoms dage, beskæftigede så længe de kunne. Arbejdsløshed og lediggang var for dem ukendte begreber. Sikkert med daglig tale om børn og børnebørn, hvis besøg var deres store glæde. Godt naboskab havde de her, som alle steder, hvor de har boet, og der gik sjældent en dag, uden at nogen kom ind og fik en hold snak. For holde snak, det kunne de begge, og det ikke alene om vejret. De var fra naturen udrustede med gode, åndelige evner, og havde altid fulgt godt med i, hvad der foregik. Endnu i sin høje alderdom kunne far med sin høje, karakteristiske skrift udtrykke sig på et næsten fejlfrit dansk. Når man så tænker på den skoleundervisning, der blev givet for små 100 år siden, så må man have lov til at stille visse forventninger til de lærere og elever, der virker i de skolepaladser, der er opført efter skoleloven af 1937. Nå, evnerne vil jo altid spille en betydelig rolle, og da de ikke er ens egen fortjeneste, kan det uden pral nævnes, at med åndelige evner, og hermed også evner til at få noget ud af skoletiden, var far og mor blevet betroet et pund, der i hvert fald var på den gode side af middel. Far var altid medlem af sognerådet i Villebøl, altså Kalvslund Sogneråd. At det offentlige liv ikke senere havde brug for ham i større grad, er forklarligt, når man flytter flere gange og ikke erhverver sig synderlige af denne verdens goder, så bliver man vanskeligt anerkendt, undtagen lige i den snævre kreds.
Endnu skal lige nævnes, at far livet igennem vedligeholdt brevvekslingen mod sine søskende, hvoraf de fleste i deres unge dage var udvandret til USA. En brevveksling, der så langtfra tog af, men snarere tog til med årene.
Far døde i sit hjem uden egentlig forudgående sygdom den 13. november 1931 og blev begravet dagen før sin 80-årige fødselsdag. Mor overlevede ham i godt to år, og døde den 8. april 1933 og blev begravet Langfredag. Nu hviler de på Seem Kirkegård sydøst for kirken. Der er rejst en mindesten med deres data.