Cornelius Albertsens barndomserindringer

Cornelius Albertsen
(f. 1926)

Cornelius Albertsen har levet størstedelen af sit liv i Vejle, hvor han var ansat som maskinmester på Hotel Munkebjerg. Han omfatter fødesognet med en aldrig svigtende interesse, hvad nedenstående skildring bærer præg af.

Barndomshjemmet var et lille pænt og velplejet husmandssted, som nu har adressen Haderslevvej 141. Her boede jeg sammen med mine forældre og min tre år ældre bror.
Far havde fået ejendommen i 1919, og min mor kom dertil som husbestyrerinde. I 1922 blev de viede i Ribe Domkirke. Bryllupsfesten blev holdt på Hotel Riberhus. Det var farfar og farmor i Ribe som holdt festen. De var flyttet til Ribe i 1916 efter at havde solgt gården Solvang i Bobøl. Kun en uge efter brylluppet døde min fars mor pludselig, vi to drenge har derfor ikke kendt vores farmor. Når vi her omtaler vores farfar og farmor, skal der for korrekthedens skyld nævnes, at vores far Peter Albertsen, var kommen til dem som plejebarn, da han var to år. Familienavnet fik han først år senere, da han blev adopteret. Far var født 1891 i Hygum, hvor han blev døbt Peter Sørensen Egertsen. Hans mor døde, da han var to år, og da han var den yngste af en større børneflok, blev han af en større bror fulgt over til Andreas og Kirsten Albertsen i Bobøl, som havde gården Solvang og samtidig en købmandsforretning ved vejen mod Foldingbro.
Vores mor var født i Møgeltønder 1893 og døbt Eveline Christine Poulsen. Hendes forældre var inden Genforeningen flyttet nordpå og boede i Lustrup. Dér kom vi meget som børn.
Farfar fra Ribe var meget for os. Han kom på besøg en gang om ugen og havde bagerbrød med til os. Når farfar kom, blev der lagt dug på bordet. Var der fødselsdage eller lignende, så kom farfar altid med, ligesom han altid var med juleaften.
I hjemmet var flid og sparsommelighed en selvfølge. Der var fire køer, en hest og en lille svinestald, hvor der altid var søer, som fik smågrise. Det var avlsdyr, som ofte fik førstepræmie på dyrskuerne i Ribe. Vi havde et par får, høns og gæs. De tilliggende otte tønder land blev passet som en have. Hvad far ikke nåede, klarede mor. Vi drenge var med i det daglige arbejde, det kunne være ved pasning af dyrene, lugning eller høst. Det brugtes meget på egnen at bjerge hø i engene, og vi havde en lille ø i åen, hvorfra høet skulle sejles over i vores båd til en plads, fra hvilken det blev læsset på hestevognen. Vi havde ikke tid til ret megen leg.
Vi havde bækken, som flyder tæt ved huset. Her kunne fantasien udvikles. Vi byggede både ved fars høvlebænk, og vi afprøvede, hvor meget de kunne bære. På modsat side var skoven, hvor vi havde mange sjove og spændende oplevelser. Dels byggede vi huler, dels var der de huler, som rævene havde. Somme tider hentede ræven en høne, og vi følte dybt med den af hønsene, der var blevet dens bytte. Dernæst var der et æg mindre i kurven ved den daglige indsamling. Vi drenge skulle gå vagt om gæslingerne og ved gæssene, når de efter høst blev drevet på marken for at spise de spildte kærner på stubmarken. Det var meningsfyldt arbejde, og jeg kan se tilbage på en lykkelig barndom.
Ved århundredskiftet skulle der petroleum på lamperne for at få lys, og der skulle brænde på komfuret, for at der kunne steges, bages eller for at lave et par kopper kaffe i den blå kaffekande.
Når dagens arbejde var afsluttet, var der ofte hyggestund i hjemmet. Mor spillede de kendte danske sange på klaveret og melodier til salmer fra salmebogen. Hun sagde ofte, at hun havde lært dem på tysk i sin ungdom, men melodierne var ens på begge sprog. Far var ofte træt efter dagens arbejde, men han spillede gamle, raske meloder, han havde lært hos lærerfruen i Bobøl. Min bror fik lært at spille klaver, men mig var der ikke rigtig toner i. Far mente, at jeg nok ikke kunne lære det og ikke skulle tvinges til noget, jeg ikke havde lyst til. Jeg var nu optaget af så meget andet.
I sommeren 1929 fik far bygget til stalden, så der blev et par grisestier mere. Håndværkerne stod på stilladset og i den afstand, som var dikteret, kalkbaljerne og alt det andet, som ikke måtte røres, kan jeg huske. Der var en lille dreng i byen, som ikke havde passet på, han var faldet i en kalkgrav. Hans mor og far havde mistet ham.
Torden var bestemt værre førhen end nu, sikkert fordi der ikke var de elektriske jordforbindelser, som nu er i alt. Vi var bange for torden, det har været på grund af, hvad vi har set og det, som mor og far fortalte. Vi drenge blev kaldt op om natten og kom i tøjet. Lynet havde en gang tændt en bondegård med stråtag, og inden uvejret havde lagt sig, brændte det tre steder. De små brandværn ikke kunne udrette ret meget. Samtalerne gik altid på, om de havde fået alle dyrene ud. Som stor dreng oplevede jeg at se et voksent kreatur blive ramt af et lyn. Den faldt død om, mens jeg gik på den samme mark. Ikke mindst efter den tid forstod jeg mine forældres respekt for tordenvejr.
Af sommerens store dage mindes jeg dyrskuet i Ribe. Far havde altid et par grisesøer med , vi drenge var så med som vogtere og skulle så ikke have billet, vi kunne færdes rundt på pladsen og opleve karruseller og gynger, men meget mindre end dem, der kendes i dag. Der var en mast til kølleslag, men det var kun for de store. Enkelte kunne slå så hårdt, at klokken ringede i toppen, så blev der klappet, og så måtte mastemanden slippe en gevinst. Der var også et sted, hvor vi kunne få is.
I Lustrup, hvor vejene skilles efter Haderslev og Åbenrå, havde min mors forældre et lille hus, hvor vi ofte kom som børn. Min morfar hed Cornelius, og jeg er opkaldt efter ham. Mormor kaldtes bedstemor, og det er derfor naturligt, at jeg nu og da er blevet passet der, når jeg har været bag på cyklen med mor på vej til Ribe, så har jeg kunnet hjælpe min morfar med et eller andet, imens mor har været i Ribe, hvor vi hentede vores dagligvarer.
Mange af mine timer som dreng er gået ved bækken og åen. Når vi så ned i vandet, kunne vi ofte se mange små og en del større fisk. Der blev hentet mange middage fra åen. En almindelig bambusstang, en snøre, en prop og en krog med en orm på og en spand, så var vi rustet til fisketur. Det var ikke hver gang, det var fine fisk, som ørreder, ål og gedder. Der kunne være dage, vi skulle tage til takke med nogle aborrer eller skaller. Der var altid fisk i åen, og vi vidste, hvor langt vi skulle gå fra kanten. Da vi drenge blev lidt større, måtte vi tage båden.
Om sommeren har jeg været med far på Varming Hede og hente lyngtørv. Der var steder, hvor lyngen voksede i tynd tørvemuld. Dette øverste lag blev gravet af med en skarp speciel skovl. (Flower) De blev så anvendt til at fyre med i komfuret. Når jeg som lille dreng har været med på sådan tur, så har det været fordi, far passede mig, mens mor har kunnet ordne andet. Det at være med far på sådan opgave, har været noget af en dagtur, for far skulle selv grave disse lyngtørv af. Det blev først aftalt med manden, som ejede heden. Hvis blåbærrene var modne, skulle vi plukke nogle med hjem.
Vi havde mange forskellige bær i haven, men noget fra heden var mere spændende, ellers havde vi jordbær, hindbær, solbær og ribs.
Vores legetøj var mest hjemmelavet, for eksempel byggeklodser. Dem lavede far ved høvlebænken, de var store og små, de var runde og firkantede. Der var noget med, at der blev lavet puslespil. Et billede blev limet på krydsfiner og så savet ud med en løvsav. Far havde som ung været elev på Nibe Husflidsskole. Der blev lavet snurretop. Der blev købt enkelte ting som jo-jo'er. Den med snoren ned-op-frem-og-tilbage.
Af små biler husker jeg meget lidt, men far havde et år til jul købt en blik-bil med fjeder til at trække op, den husker jeg fungerede længe. Min sidste legetøjsbil, var rutebilen, som der den gang stod Ribe-Gram på. Det er en årgang 1933.
Min bror begyndte at gå i skole. Han var ikke særlig begejstret for denne for ham nye tilværelse, det har været i foråret 1931. Jeg var den lille og kunne nyde friheden derhjemme, til leg og samvær med mine forældre et par år mere, inden skoletiden begyndte. Her husker jeg så den omtale, som jeg nu og da hørte, mor sagde:
”Vi skal hele tiden se efter ham, for han roder i alting. Den store han blev altid der, hvor vi satte ham, den lille er altid ved et eller andet.”
Det har nok været belastende at holde styr på, hvor jeg var, samtidig med at arbejdet skulle passes. Det kan være, mor har været ved at malke en ko og så ikke kunne se eller høre mig, og der var mange farlige ting, som jeg skulle holdes på afstand fra. Når vi skulle besøge familie eller venner på egnen, så var det mest spændende at komme frem med hestevogn. Det var kun, når vi skulle hen et sted, hvor hesten kunne komme ind eller på græs. Når det var vinter, og det blev tidlig mørkt, havde vi lygter på vognen. Der kom sjældent biler på vejene, men hvis der kom en, viste de altid hensyn for et hestekøretøj, hvad loven i øvrigt krævede, at de skulle. Der var også rutebilen, som kørte mellem Ribe og Gram, men det var kun et par gange om dagen, så det var ikke noget, mor og far brugte. De havde deres cykler, og som nævnt så havde vi hesten, når der var indkøbsture til Ribe. Det var en tur på fire kilometer.
Der blev købt forskellige grovvarer til bedriften, såvel som der skulle leveres kartofler til private kunder. Det kunne også være æg, som blev solgt. De kom ikke alle ind i Brugsen. Vores farfar havde rigtig mange venner inde i Ribe, han kom ofte med bestillinger på æg og kartofler. Det kunne være ønsker om slagtekyllinger, og når vi nærmede os julen, så var der bestillinger på gæs. Så mor og far havde aldrig problemer med at afsætte de produkter og afgrøder, som var et afkast af deres arbejde. Alt blev ordnet omhyggeligt, og som mor sagde, det skal være sådan, at de gerne vil bestille ved os en anden gang.
Far dyrkede boghvede og gule ærter, men kun hvad vi selv kunne bruge. Far kendte mølleren i Holsted, og derfra fik vi de fine hvide boghvedegryn hjem. De brune skaller var fjernet og det samme med ærterne. Når de kom hjem, så var de gule og fine, og så var det vores eget produkt. Dengang var det sådan, at det, som var fra vores mark og have, var det bedste. Ingen æbler smagte så godt som et Philippa-æble fra vores egen have. De skulle gemmes til jul, såvel som hasselnødderne fra vores eget hegn. Far tog turen til Holsted på cykel efter høst, når han havde en aftale med mølleren.
Vi var fra barneårene stærkt præget af det sønderjyske, som var vores modersmål. Først da vi kom over barneårene, blev vi bevidst om, at det sprog kun var brugbart til Kongeåen. Siden ændredes vores sprog med årene, men vi bevarede bevidstheden om, at den egn var vores barndomsegn. Vores mor har fortalt os meget om det tyske herredømme før Genforeningen. Hvordan hendes bror Peter
som 18-årig i 1914 blev indkaldt til den tyske hær og deltog blandt andet i de hårde slag om Verdun i Frankrig, han var en af de unge sønderjyder, som trods alt kom hjem.

Julen
Vores barndoms jul har en stor plads i min hukommelse. I 1930 fyldte jeg fire år, og jeg er ikke i tvivl om, at jeg husker rigtigt. Det var det år, jeg fik et par skorstensfejer-seler af min morfar til min fødselsdag den 6. december. Den slags seler var meget inde det år, og min storebror havde fået sådanne seler til sin fødselsdag. Det havde været svært at vente, for hvis det ikke blev til min fødselsdag, jeg fik dem, så var de måske under juletræet.
Når julen nærmede sig, var der spænding i de små hjem. Der var helt andre opgaver at løse end i vor tid. Far havde travlt med at sikre, at der kunne holdes mest muligt fri i julen. Der skulle være foder inde til dyrene, roehuset skulle være fyldt op, for vi kunne få frost, så det blev mere besværlig med mange af de daglige opgaver, som vi ellers ikke tænkte så meget på. Der skulle være foretaget indkøb af dagligvarer også til bedriften. Julegrisen var blevet slagtet, og den gås, som var taget fra, da de andre blev solgt, hang nu i kælderen, som var kold, sammen med anden god mad, og der var juleøl. Der blev taget tid fra til julehygge, mor læste julehistorie, og der blev spillet på klaveret. Det var de mange kendte julesalmer, som mor og far sang til, når der blev spillet. De fortalte om deres barndoms jul. Petroleumslampen hang over bordet, så vi alle kunne se. Vi skulle have julepynten frem, for som mor sagde, så kunne der være noget, som skulle ordnes. Der blev klippet og limet julehjerter. Der var købt hvidt glanspapir, så vi kunne klippe engle og fredsduer.
Julebagningen var altid startet i god tid. Der blev bagt småkager og julekager med rosiner, og der blev lavet konfekt i flere farver. Det var noget, som far var med til. Det havde han lært i sit hjem. Der skulle laves en kurv til mormor og morfar i Lustrup Der var kun et par kilometer ud til dem, men de ville helst blive hjemme om vinteren. De kom så på besøg, når solen kom højere på himlen. Vi var hos dem en af juledagene.
Til vores marker var der læhegn af grantræer, så juletræet var altid et af vores egne. Det blev valgt med stor omhu og ofte taget ud på et tidligt tidspunkt, for der kunne komme sne, så det ikke var så nemt at se det.
Der var nogle ældre, som boede i nærheden, som mor skulle hen til med en kurv og ønske glædelig jul. Jeg husker ikke nogen julekalender, men vi havde godt overblik over, hvornår det blev jul. Det kunne være en lang dag at vente, når det var blevet den 24. Om eftermiddagen kom farfar. Han blev altid løbet i møde af os to drenge. Farfar havde pakker med, som far lagde ind under juletræet. De var ikke store, altid fornuftige ting, som farfar havde købt, og de opfyldte altid de forventninger, vi havde. Der var ting fra mor og far. Ting, som vi kunne have gavn og glæde af.
Når dyrene havde fået deres foder, og far kom ind fra stalden og havde klædt sig fint på, så blev vi samlet omkring det festlige julebord. Der var alt mulig mad på bordet. På det store fad lå gåsen, og jeg husker, at den var omgivet af æbler, hvorpå der var rød gele, og så var der mange svesker, de sønderjyske rødkål og stuvet hvidkål. Vi fik ris-a-la-mande.
Efter middagen hjalp vi hinanden med at få ordnet alt i køkkenet, inden vi skulle ind og have tændt juletræet. Vi gik omkring juletræet og sang de kendte julesalmer, og ”Højt fra træets grønne top”. Så blev det tid til årets julegaver. Det kunne være lidt legetøj, men mest bløde pakker, som altid var kærkomne. Et par lange uldne strømper, som vores mormor havde strikket, var gode, når vinteren blev kold. Når der blev ro i stuen, så kunne farfar ofte komme med beretninger om hans barndoms jul på Sønderskov Mark, hvor hans far havde været bager. Det var altid spændende, når farfar fortalte. Han var født i 1860 og kunne fortælle livligt om sin barndom og ungdom og tiden som handelslærling og meget mere.
Når det blev sengetid, blev der sagt godnat. Mor havde redt op til farfar, som julenat blev natten over. Julemorgen, når det nødvendige morgenarbejde var gjort, gik vi sammen i kirke. Det har været ligesom man nu gør juleaften, hvor alle pladser var i brug. Der skulle ønskes glædelig jul til alle, vi kendte, og jeg tror, at vi kendte dem alle.
Når vi så kom hjem og havde spist frokost, så gik farfar hjem til Ribe til fods. Far tilbød at køre ham, men han ville gerne gå de fire kilometer. Juletræet blev stående til efter Hellig tre Konger, og der blev holdt meget hygge i hjemmet. Ofte læste mor eller far en julehistorie, der blev spillet på klaver, og vi spillede ludo eller dam, og andre forskellige spil. Når vi var kommen efter den 7. januar, var det hverdag igen.

Fars hverdag
Landbruget på otte tønder land gav ikke tilstrækkelig udbytte til hjemmets økonomi, derfor havde far flere ekstra jobs. Første juledag var for far en hel særlig dag, for da holdt mejeriet lukket, så skulle han ikke på den daglige mælketur, som de andre 364 dage om året, med transport af mælk fra omliggende gårde til Seem Mejeri. Det var et morgenjob, som far havde i mange år. Der var ikke køleanlæg på gårdene, så mælken skulle behandles hver dag til smør og ost. Der var altid ost på bordet hjemme, det kom far med fra mejeriet. Ud over mælketuren havde far agentur fra frøkontoret i Kolding. Der blev optaget ordre på markfrø og havefrø, far havde måleudstyr og tabeller, som han kunne bistå kunderne med hvor meget, der skulle bruges af de forskellige frøsorter. Når så gårdmanden købte markfrø ved far, så var der tilbud på havefrø til en meget billigere pris end i detailhandelen. Der var også noget med, at far solgte julesparemærker. En gang om måneden var der en lang række hjem, der skulle besøges. Det var mest husmødre, som var med i dette. Op under jul var der så udbetaling af julesparepenge. Far tjente renterne af beløbene i Sparekassen, som var bagland. Det har ikke givet meget, men det har været nødvendig at tage alt med. De kroner, der blev indtjent, sammen med det, der blev sparet, har været med til at sikre økonomien.
Vi skal her erindre, at det er den første halvdel af trediverne, vi skriver om. Mange gik konkurs fra større og mindre brug. Selvstændige havde ikke noget, der hed arbejdsløshedsforsikring, og derfor måtte de hjem så skaffe sig de mest beskedne boliger, og mændene skaffe nødhjælpsarbejde, som i flere tilfælder på vores egn var at få ved arbejde på Rømødæmningen. Der var økonomisk krise og politisk uro. Der var store valgplakater på telefonpælene med slagordet ”Stauning eller kaos” og mange andre, som gav os anledning til at spørge far om den politiske situation. Vi blev som børn holdt orienteret om det i det omfang, vi har kunnet forstå. Far var radikal venstre, og det havde han med fra sit hjem i Bobøl.

Vore bedsteforældre
Farfar havde været med til at starte den radikale avis ”Sydvestjylland”, på den betingelse, at han skulle have avisen uden beregning, så længe han levede, og det skulle hans søn også. ”Sydvestjylland” kom så kvit og frit med posten hver dag, indtil den led bladdøden. Avisen nævnte altid om farfar, når han havde mærkedage. Det kunne være, når han havde været på rundrejse med jernbane i Tyskland, at avisen skrev: ”Der var endnu Kæmper i Norden”. Farfar var kendt for at rejse meget. En tur med jernbanen til Hamborg var en årlig oplevelse for ham. Det var nok naturlig, at han, som var en god og spændende fortæller, i kraft af sin personlighed havde mange venner, som ofte inviterede ham. Det gjorde han gengæld for hvert år på sin fødselsdag. Hvad enten han blev 73 eller 77 år, så var Hotel Munken i Ribe reserveret den 27. marts til Farfars fødselsdag. For os to drenge, som var eneste børnebørn, var det årets store begivenhed. Vi fik gerne nyt tøj til Farfars fødselsdag, og far havde de hvide flipper på. Vi drenge fik nøje instruks i at hilse og bukke og sige tak. Farfar fik vin og cigarer i fine kasser af sine gæster. I foråret 1940 har Farfar mødt en fotograf på en af sine daglige vandreture ud til Plantagen. Han fik taget et billede, og bag på dette skrev han følgende citat:
”Jeg mærker nok, at jeg snart skal væk, jeg hører fuglenes stemmer, så også jeg er kun her på træk og haver andet steds hjemme.”
Da vi kom til november samme år, døde Farfar, og blev begravet den gamle kirkegård i Ribe ved siden af Farmor. Vi to drenge var med til at bære kisten, det var før jeg fyldte 14. To år senere var Morfar heller ikke mere, vores Mormor døde før jul i 1947. Far havde det dårligt dengang, så jeg havde orlov fra Livgarden og var med mor til begravelsen på Sønder Hygum Kirkegård, hvor de blev begravet. Mindet om vores bedsteforældre vil for mig altid have en særlig plads i hukommelsen. Hver for sig har de gjort deres til, at de altid huskes. Såvel vores Morfar som vores Farfar var optaget af os drenge, når de var sammen med os.
På hver sin måde fortalte de om deres liv. Morfar fortalte om, hvordan de havde boet ude ved Gammel Dige, det må være det, som i dag hedder ”Ved Åen”, som ligger på vej ud til Rudbøl. Når vandet steg om efteråret, blev Morfars hjem delvis afskåret fra omgivelserne, det var ofte i en lang periode nødvendigt at sejle i en fladbundet båd. Der skulle hentes daglige fornødenheder fra butikkerne. Vores mor kom sammen med sin søster og bror ind til deres moster i Møgeltønder, hvorfra de så gik i skole. Det var under det tyske herredømme, hvor der end ikke måtte tales dansk i skolegården. Vores morfar, som var meget dansk, har fortalt om, hvordan han havde vovet at hejse det danske flag ved sin gård, men inden dagen var gået, var de tyske vagtposter kommet og havde gennemskudt Dannebrog og givet ordre om nedtagning af stumperne. Det er mere end naturligt, at sønderjyder er mere danske end dem, der bor i det øvrige kongerige.
Farfar fortalte om sine drengeår, at han var vokset op i en søskendeflok på ti. Syv drenge og tre piger. Han huskede meget fra krigen i 1864. Han fortalte, hvordan egnen ved Kongeåen var belagt med østrigere og prøjsere. Han kom tidlig ud at tjene, for et halvt år kunne lønnen være fra to til fire rigsdaler og et par træsko. Han kom først i skole, da han var ni år, og tjente så fortsat på landet om sommeren, men fik nu lidt mere i løn Efter han var konfirmeret, kom han i handelslære og blev udlært i 1879. Lønnen blev nu 15 mark om måneden. I 1884 var han soldat i Fredericia og i 1887 fik han egen blandet købmandsforretning i Bobøl. Senere blev det også til gården Solvang. Vores far har haft en god barndom i Bobøl. Når far faldt for en lille fin børnekop i forretningen, så blev det hans. Senere i fars voksenverden følte han ofte, at ingen kunne have haft mere kærlige og omsorgsfulde forældre end han.

Min skoletid
I foråret 1934 startede min skoletid. Mor fulgte mig den første dag til Seem-Varming gamle Skole. Min klasselærer var Frk. Aagesen. Hende havde jeg mødt før, for hun havde haft min storebror i tre år og var et par gange kommet hjem til os. Vi sad i samme klasseværelse som anden klasse, vi sad i hver vores bænkerækker, og var så beskæftiget hver for sig, men havde mange ting sammen. Vi kunne ikke have sang og orienteringsfag hver for sig. Det forekommer mig, at vi var mange elever. Jeg husker stadig de fleste navne på dem, jeg gik sammen med. Efter morgensangen kom vi i gang med griflen på tavlen. Det første skolemateriel havde jeg fået af min morfar, en rygsæk med en tavle og et penalhus, har været nok at starte med, men senere fik vi brug for blyanter og viskelæder m.m. Viskelæder kom først i brug, da vi havde lært bogstaverne og begyndte at få udleveret kladdehæfter. Så længe vi brugte tavlen, var det nemt at viske ud med en våd klud og begynde forfra, hvis bogstaverne ikke var kommet til at ligne dem, som vores lærer havde skrevet oppe på den store tavle. Den skulle vi i øvrigt på skift viske ud med tavlekluden.
Der var frikvarterer, hvor vi kunne lege sådan noget som boldspil, og der blev spillet med marmorkugler, når der var det, som var inde. Der blev også leget alt muligt andet.
Vi gik i skole hver dag, så længe vi var små. Da vi blev større, var det kun fire dage om ugen, i 6. og 7. klasse var der fri om sommeren til at komme ud at tjene eller hjælpe til hjemme. Det var en særlig ordning, som kun gjaldt i Ribe og Ringkøbing Amter. Så vidt jeg husker var der givet dispensation fra skoleloven, hvis krav om syv tvungne skoleår altså blev afveget i Vestjylland.
Der var kun to klasseværelser, som de to lærere har skullet tilrettelægge undervisningen i. De børn, som ikke ønskede sommerfri i 6. og 7. gik så sammen med 5. om sommeren. Jeg gik i skole indtil jeg blev konfirmeret.
De fag, vi havde, var almindelig regning, dansk, geografi og historie, ikke mindst bibelhistorie. Vi lærte et utal af salmevers udenad. Sprogligt følte jeg, vi havde det svært. Som så mange var jeg vokset op i et hjem, hvor der blev talt sønderjysk. Vores meget danske forældre har værnet om det danske og taget en skarp afstand fra det tyske. Mor havde gået i skole i Møgeltønder, som var tysk fra 1864 og frem til Genforeningen i 1920. Mor var fra et meget dansk hjem, men lærte kun tysk i skolen. I skolegården var det i øvrigt strengt forbudt at tale dansk. Deres dansk var frisisk-sønderjysk. Det var som et nyt sprog at lære rigsdansk. Nu skulle vi kalde en ”læe” for en stige og en ”kåe” for en trillebør. Sådan har jeg i hundredvis af eksempler på den forskel, der var på at skrive og sige. Det sønderjyske var vores modersmål, men da vi blev større, opdagede vi, at det ikke blev forstået, når vi kom nord for Kongeåen, derfor lod vi nok det sønderjyske dialekt udgå efterhånden.
Om foråret blev der afholdt eksamen. Der var afhøring i rækkerne, og det var den gang et par, som ikke kunne rykke med op. Formanden for skolekommissionen var sognepræsten. Han var med i afhøringen, men det har nok været bestemt forud, hvem der ikke skulle med over i den anden bænkerække.
Det modsatte kunne også ske. Der var en dreng i min klasse, som altid var foran. Han blev indstillet til Katedralskolen. I det hjem, han kom fra, var der ikke baggrund for fortsat skolegang, så derfor kom den dreng til at bo i Præstegården. Han blev student fra Ribe.
Vi kom på skoleudflugter hvert år. De første par år var vi på skovtur i Seem Skov, hvor der blev leget sanglege. Vi havde saftevand og madpakker med. Senere kom vi på længere ture. Det var dengang en stor oplevelse at trække i udflugtstøjet, få fundet den taske, som passede bedst til madpakke og saftevand, komme af sted til banegården i Ribe. Vi blev stillet op i rækker to og to, så vi var klar til at indtage toget, som kom fra Tønder. Der skulle skiftes i Bramming for at vi kunne komme over at se Lillebæltsbroen, som vi ellers kun kendte fra de billeder, der havde været i avisen. Den var ny og storslået, og så kunne toget køre på den. Den blev indviet i 1934. Der var en udflugt til Himmelbjerget, hvor vi sejlede med ”Hjejlen” efter at være sat af toget i Silkeborg. Vi har senere været en tur i Odense og set Zoo og huset, hvor H. C. Andersen har boet, og vi kom en tur op i Odinstårnet, som dengang var nordens højeste tårn.
I 1938 så jeg for første gang Munkebjerg med dens stejle skrænter, hvor vi måtte holde hinanden i hånden af hensyn til vores lærer, som var nervøs for de store afgrunde. Munkebjerg blev min daglige arbejdsplads senere  i livet. Den rullende trappe transporterede os det sidste stykke op ad det stejle bjerg. Vi oplevede isboderne og souvenirkioskerne med et væld af tilbud. Vi havde aldrig set så højt et bjerg.
Når jeg mindes skolen, kommer tankerne på skolevejen. Når vi kom hen på vinteren, og frosten havde gjort isen på åen sikker, så var det en meget benyttet skolevej at gå ned til isen og få skøjterne på og løbe på skøjter helt op til skolen. Da åen gik over sine bredder, kunne vi skøjte næsten helt op til skoledøren. Isen var almindelig legeplads i det store middagsfrikvarter.
Når jeg kom hjem fra skole, var der fritidsinteresserne, som samtidig gav mulighed for at tjene de fornødne lommepenge, som vi nødvendigvis gerne selv skulle klare. Der var ikke noget, som hed avisture, for avisen kom altid med postbuddet. Jeg havde mange kaniner. Der skulle laves bure og kasser til dem, der skulle findes føde på grøftekanter og ved åløb til de mange kaniner, som blev fedet op til slagtning. Når så et hold var klar til levering, skulle bestillingskortet sendes til Vamdrup Kaninslagteri, som kom og afhentede dyrene. Et par dage efter kom der en check med posten. Kaniner var en salgsvare såvel kød som skind, og det var en god indtægtskilde. Jeg var medlem af Ribe og omegns Kaninavlerforening. Avlsdyrene var fine hvide landkaniner, som var de mest eftertragtede. Et par gange var de med på dyrskue i Ribe. Formålet med at holde kaniner var at få indtægter til en anden hobby. Vi havde ikke radio i mit hjem, det var der mange, som ikke havde, men ideen til selv at lave et krystalapparat kom af, at jeg læste bladartikler om krystalapparater, som kunne bruges, hvor der ikke var adgang til elektrisk strøm. Tegninger fik jeg fra min fætter. Jeg gik i gang med at lave en fin kasse ved fars høvlebænk, og jeg købte diverse spoler og kondensatorer samt det fine krystal. Det var en lang vej at gå, før jeg fik lavet en radio. Skabertrangen har været væsentlig. Man er glad for noget, man selv har fremstillet. Det lykkedes efterhånden at få samlet sammen på alle delene, men der skulle løses mange opgaver, inden vi kom til den store aften, hvor min far stolt kunne overvære, at hans dreng selv kunne lave en radio. Der var gået meget forud. Der skulle skaffes en mast på 15 meter, og den skulle rejses og stå fast. Her kom mit gode bekendtskab med Poul Vind på Seemgård mig til gavn. Han havde tillid til min plan og lovede mig det træ, som var højt nok og samtidig voksenhjælp til at få masten rejst. Der var forsvarlig fastgjort en meget kraftig kobberantenne, som skulle være 30 meter lang for at fange radiobølgen fra København-Kalundborg, som stationen hed. Det har været i 1938. Radiobyggeriet blev siden udviet til et-rørs og endnu senere to-rørs modtagere med indkøbte højttalere stående ovenpå.
Far havde prøvet, om der var mulighed for en læreplads til mig ved en af de radioforretninger som var i Ribe, men da det ikke var tilfældet, kom vi ikke det nærmere.

Da vi kom til efteråret 1940, startede min konfirmationsforberedelse sammen med mine klassekammerater i Seem Præstegård hos pastor Aksel Petersen, sammen med et tilsvarende hold fra Høm Skole. I foråret 1941 blev jeg konfirmeret.
Tiden var påvirket af den tyske besættelse. Der var tyske soldater over alt, et par perioder havde vi dem indkvarteret. Mange ting var vanskelige at skaffe samtidig med, at alt blev meget dyrt. Mit mørke habit kostede 146 kr. Det har været meget. De af vores venner, som havde givet ti kr. som gave blev inviteret til en efterfølgende aften. Jeg fik 110 kr. i kontanter i alt og min første nye cykel, som havde kostet over 100 kr. Ud over min salmebog og en bibel husker jeg ikke, hvilke gaver jeg fik, men jeg husker et par af dem, som gav mig et par ord med på vejen. Jeg husker dagen i Seem Kirke. Bænkene var fordelt som i dag. Min moster og onkel Peter fra Haderslev med deres Hans-Peter og Helle var med, men der var ingen af mine bedsteforældre, som kunne være med. Efterfølgende var vi samlet omkring det lange bord i hjemmet, og det var efter datidens forhold gjort festligt. Min skoletid var nu forbi, vi havde fået grundlaget for at kunne udvikle os, alt efter hvilke opgaver og udfordringer vi mødte. Jeg fik plads på en gård hjemme i sognet fra 1 maj, lønnen var 50 kr. om måneden. Jeg var ofte en tur hjemme om aftenen, nu havde jeg min nye cykel, jeg kom meget til Ribe, hvor jeg var med i KFUM og havde flere ungdomsvenner der, men også her var det påvirket af den tyske besættelse. Der blev ofte luftalarm med påfølgende ophold i et beskyttelsesrum. Barndomstiden og skoletiden var nu slut, overgangen til ungdomsårene var nu en realitet.
Besættelsen var på mange måder belastende for os børn og unge, det var i mine sidste skoleår, at vi drenge måtte flytte ud af vores værelser en uge eller to, fordi det skulle være kvarter for et par af dem med de store stjerner på. Deres oppassere lå ude på loftet, en større afdeling havde slået sig ned i Seem og havde gemt deres mange køretøjer i skoven. Mor havde letsindigt nok ikke skjult sine færdigheder i tysk og blev derfor hentet af de tyske officerer, som skulle aftale erstatningssager, med den tyske værnemagt. Med deres køretøjer forvoldte de skader i kornmarker og andet. I den første tid blev der ydet erstatninger for den slags, men mor lærte, det var bedst ikke at kunne forstå tysk, for at undgå at blive hentet i motorcykel med sidevogn og virke som tolk.
Vores forældre havde oplevet 1. verdenskrig, navnlig min mor havde mange erindringer fra en tid, hvor der var rationering på alt, derfor var der meget opfindsomhed gemt i hukommelsen. Den gamle smørkærne kom frem fra gemmerne, vi havde selv mælk, hvoraf der kom fløde. Kaffen var værre, 125 gram var ikke til store kander, så der blev brændt rug på en gammel stegepande. Sæbe var ikke noget problem, for der var altid et eller andet fedtaffald efter slagtning eller andet, der så blev kogt i vaskehuset med indkøbt sæbesten, så kunne mor lave håndsæbe, som så blev brugt til alt muligt.
Vi drenge var nu ved at forlade reden, men min fars ønsker om at vi blev på egnen, så længe vi havde tyskerne, blev stort set opfyldt. Efter Farfars død i 1940 kom der mange overvejelser i mit hjem om at få et lidt større landbrug! Far havde fået en arv efter Farfar, og da far ikke var rigtig rask mere og ikke var fyldt 50 endnu var der en del overvejelser. Han kunne ikke mere klare mælketuren. Hvis vi fik et sted med mere jord, og min bror og jeg ville skiftes til at være hjemme, så var det muligt at holde hjemmet oppe.
Der var ikke noget, der hed førtidspension. Barndomshjemmet blev solgt, og de købte en gammel gård i den sydlige del af Seem. Der var 30 tønder land med otte-ti malkekøer og ungkvæg, tre heste, hvoraf en var med føl hvert år. Far kunne klare stalden. Jeg, som var på en gård i Seem, skulle nu hjem at være et år, for derefter at skifte med min bror, som så havde plads et andet sted. Jeg har været på et par gårde i sognet. Det sidste år jeg var ved landbruget, var på Stervbogård ved Esbjerg, inden jeg blev indkaldt til Livgarden. Min bror, som havde mere interesse for høns kom til et hønseri med rugemaskiner i Agerbæk og senere til et hønseri i Hørsholm ved Hillerød. Da jeg havde forladt landbruget, overtog min bror senere gården og blev gift, efter et par år blev de skilt og alt afhændet. Han tog andet arbejde og rejste senere til Sverige, hvor han i Stockholm var ansat i Varehuset Alens i mange år. Efter han var gået på pension, blev han syg og døde i Stockholm 1995. Far døde i Seem 1962. Mor døde i Ribe 19