Appel Stenger fortæller

Appel Stenger
(1884-1968)

”Minder fra en streng Tid” hedder en artikel i et udateret avisudklip. Her fortæller Appel Stenger, grundlægger af en talrig efterslægt, om hvorledes han kom til Varminglund og livet som nybygger her. Først boede ægteparret på adressen Varminglundvej10, som pensionister flyttede de ned i ”Maimborg”, Haderslevvej 166. Artiklen fremkom som følge af, at Appel og hustruen Ane modtog Hedeselskabets belønning for opdyrkning og plantning. Appel Stenger skrev en beretning om en oplevelse under første verdenskrig i D(ansksindede) S(ønderjyske) K(rigsdeltagere) 1956.

Mellem høje gran-læbælter og små plantager ligger et lille hus i Varminglund. Det er ved landevejen mellem Ribe og Gram. Langt fra naboer. Der er vel et par kilometer til de nærmeste. Da huset i sin tid blev bygget, lå det endnu mere ensomt, ja, da var ensomheden vist, hvad man kan kalde fuldkommen. Men det ønskede husets daværende ejer også. Han ønskede et skjul, hvor han kunne finde fred og ro. Meget ved man ikke om ham, men dog, at han kom fra Frankrig, hvor han med nød og næppe undgik at blive offer for revolutionen. Vi må altså undvære hans spændende beretning, men husets beboere kan også fortælle interessante ting.
Det er forhenværende gårdejer Appel Stenger og hustru, som nu bor i det lille hus efter at de i 1947 afstod deres ejendom et par kilometer derfra til en søn. Opmærksomheden på Appel Stengers eksistens blev vakt viden om derved, at Hedeselskabet for nylig tildelte ham selskabets sølvbæger for opdyrkning og plantning.
Helt har han ikke sagt landbruget farvel, for der hører tre tønder land til det lille hus, og det er nok til både en ko og en gris, … en uhyre forkælet ko, som betaler godt for den omsorgsfulde pleje.
Sølvbægeret er ikke den eneste påskønnelse, der er modtaget for dygtig indsats, fru Stenger kan således fremvise adskillige præmier og et stort diplom for sine haver, - på gården havde hun ikke mindre end to. Også for den nyanlagte have ved det lille hus har hun fået præmie.
Om dette indsats kunne der skrives mangt og meget, vi vil også senere strejfe den, men det er noget helt andet, der skal berettes om her. Om kampen mellem dansk og tysk syd for Kongeågrænsen. Om en dramatisk flugt fra den tyske hær, hvor Appel absolut ikke følte, han hørte til. Om flugten fra et hjem og skabelsen af et nyt. Om sammenhold mellem landsmænd og meget andet.
Appel Stenger kom til verden i Ullebølle den 21. august 1884 som den ældste af en søskendeflok på tolv. Allerede som niårig måtte han ud at tjene – det første år kun for føden, det næste fik han 30 mark for en sommer.
”Det var nødvendigt, at man klarede sig selv fra de yngste år, for fars indtægter var små. Jeg ved, at han har stået i mergelgraven en hel dag for én mark, og det var tilmed det dobbelte af, hvad han tjente ved en dags tærskearbejde. Vi fik halvandet stykke tykt brød ad gangen, mere kunne det ikke blive til, derfor greb man al tid efter de tykkeste.”
Vi sidder i den lavloftede, meget hyggelige stue, der er prydet af et utal af familieportrætter, men hæderspladsen i dette som i mange, mange hjem i denne landsdel er tildelt genforeningsbilledet – Kong Christian på den hvide hest.
”Åh, det var en skøn dag,” siger Appel og peger på billedet. Hans øjne stråler. Man føler, hvordan han har levet med i det alt sammen. ”Tidligt, meget tidligt blev min nationalfølelse vakt. Det var jo også så enkelt den gang. Enten tysk eller dansk. Det begyndte allerede i skolen. Læreren ville have, at vi kun blev undervist på tysk, men han lod os dog stemme om det. Jeg stemte for dansk, mens ham, jeg sad ved siden af stemte for tysk. På vejen hjem fra skole fik han en ordentlig omgang tæsk. Det var også galt, den gang jeg gik til præst. Han var tysker med liv og sjæl og favoriserede sine venner på den måde, at de kun fik et salmevers for, mens vi fik to-tre stykker for. Men det gjorde nu ikke noget. Konfirmationssøndagen forærede han os alle en Bibel. Da jeg så, at den var skrevet på tysk, lod jeg den ligge. Min far mente dog, at det kunne man trods alt ikke, og han tog den med – jeg har aldrig set den siden.”
Så kom soldatertiden. Fra 1909 til 1906 lå Appel i Lybeck, og han beklager sig ikke over soldatertiden bortset fra de chikanerier, der blev udvist overfor de dansksindede. Det begyndte allerede den første dag. Han var sammen med 24 mand blevet sendt til sit kvarter. To og to skulle de være fælles om et skab. Appel og hans makker talte lige dårligt tysk, og de blev hurtigt enige om at tale dansk, men det hørte en officer, og den ene blev straks sendt til en anden stue.
I 1907 holdt han bryllup med Ane, og de overtog hendes fars lille landejendom i Roager. Han var smed og havde ikke tid til at passe den. Bedriften var ikke større, end at den kunne give føden til et  par køer, men Appel var ung og energisk, og to gange blev der købt jord til. Der blev desuden bygget ny stald og lade.
”Først købte jeg syv-otte tønder land og siden 32 tønder, mest hede, for nu skulle der ske noget. men så kom den her skidt´ krig. De fortalte os i øvrigt ikke sandheden. I de tyske aviser stod nemlig, at der kun var prøvemobilisering. Man skulle bare være gået til grænsen og set den danske aviser, for der stod noget helt andet. Naturligvis havde vi en anelse. Den aften mobiliseringsordren kom, snakkede jeg med min svoger og min bror om at rejse til Norge. Vi var alle tre enige om, at vi havde ikke noget at slås for, men slog det hen med at rejse, for det var jo kun en prøvemobilisering. Først da vi kom til Flensborg, blev vi klar over, at det var alvor, og da var det for sent. Jeg husker endnu den aften, jeg skulle af sted. Konen græd, det var der såmænd ikke noget at sige til, og jeg føler med de hustruer, hvis mænd i dag drager til fronten.
Vi kørte i tre dage. Forbi Aachen – og så gik det løs. I den første træfning havde jeg et par bekendte hjemmefra. Jeg så dem falde – og da var jeg klar over, hvad det var, jeg var kommet ud i. Langt – langt værre end i dag var den gang infanteriets stilling. 3.000 mand var der i mit regiment, da vi rykkede ud i august, og i september fik vi en forstærkning på 500 mand, men da vi rykkede tilbage til afløsning den 10.–11. oktober, var vi 780 tilbage. Af 40 officerer var der to tilbage. Skyttekæderne var de værste. Da tænkte man ikke, man følte heller ikke – intet som helst. Alt glemte man – selv den mest nagende sult og tørst. Og hver gang man kom i ro, var det slemt på andre måder. Tankerne om dem derhjemme var ved at knuse én, - men lad os ikke tale mere om det. Der gik et år, inden jeg fik orlov – den lange tid gik, fordi jeg var dansker og var med i danske foreninger. Utallige bataljer var jeg kommet igennem uden så meget som en skramme, - en kugle gik igennem mine bukser uden så meget som at røre mig, det var alt.
Men så fik hele regimentet otte dages orlov efter kejserlig ordre, - og da kom jeg med.
Langt om længe nåede vi frem til Hamborg, og derfra skulle vi videre med et eksprestog, men det var kørt, da vi kom! Mine kammerater var rasende, for det betød kortere ferie. Jeg tog det imidlertid med ro. Jeg skulle nemlig ikke tilbage. Ingen skulle få mig til at slås for noget, jeg ikke følte var mit. Slås med mennesker, som jeg følte var mine venner.
Jeg ville til Danmark, selv om jeg vidste, at det var forbundet med dødsstraf at blive taget under flugt. Én var gået over før mig, en mand fra Spandet – siden skete det jo i meget stort tal.
Allerede på vejen hjem sagde jeg farvel til sabel og livrem, begge dele lod jeg hænge i toget, men det var ikke så let at komme over grænsen. Da orlovsperioden udløb, var jeg endnu ikke kommet over. Forsøget skulle gøres fra min morbrors gård lige syd for grænsen i Fjersted. En eftermiddag gik min kone og jeg dertil. Jeg havde en ny tysk våbenfrakke og mine soldaterbukser med røde striber. Vi gravede frakken ned, og kvinderne gik i gang med at sprætte de røde striber af bukserne. Så skete der noget! Postbudet, - han var tysksindet! Vi havde i forvejen talt om ham, men min familie sagde, at han kom så sjældent og ganske sikkert ikke i dag, men pludselig stod han i gangen, og min svigerinde blev så befippet, at hun inviterede ham indenfor – netop som de røde striber blev sprættet af. Han sagde ikke noget, - ikke før han kom til nabogården, der sagde han til manden:
”Nu ved je´ pinedø´, hvor Appel vil hen!”
”Nå, det ved du,” sagde manden, ”og ved du noget, har du bare at holde snut!”
Det fik jeg siden refereret, og han sagde heller ikke noget. Men vi var altså meget nervøse, og tilmed havde min svoger en soldat indlogeret, men de trøstede mig med, at han aldrig kom hjem, før han var så fuld, at han ikke kunne se.
Hen under aften da vi var færdige med forberedelserne, bankede det på døren.
”Hva´ no´?”
En anden nabo, fulgt af to tyske soldater kom ind, da var jeg ved at synke i jorden. Soldaterne opdagede dog ikke noget, - men hvordan skulle vi få dem ud? Da jeg havde siddet og grundet over sagen, sagde jeg:
”Nå, vi skal vel til at komme hjemefter, mor, jeg skal med toget til Flensborg og tidligt op.”
Så rejste naboen og soldaterne sig og gik, men forinden trykkede naboen mig i hånden med et blink i øjet og sagde:
”God rejse. Her har du ti mark til cigarer.”
Det var en nat i julen, og den var ikke lang. Hen imod midnat begyndte jeg vandringen mod grænsen. Konen fulgte mig et stykke på vej. Vi havde aftalt, at jeg skulle fløjte, når jeg var kommet godt over. Ind mod grænsen strakte sig en kornmark, og det var en smal sag for mig som gammel frontsoldat at mave mig frem gennem kornet uden på nogen måde at vække grænsevagternes opmærksomhed, - der var mange af dem. Uheldigvis stod der to lige, hvor jeg skulle over. Jeg tænkte som så:
”De går nok til hver sin side om lidt, og så er der fri bane.”
Men de snakkede så hyggeligt sammen, sang og fløjtede ind imellem og havde absolut ikke i sinde at give sig på vandring ad de afsnit, de skulle afpatruljere. Der gik tre timer – de længste jeg nogensinde har oplevet – og det begyndte at lysne i øst. Så måtte jeg prøve at finde et andet sted. Tilbage igen gennem kornmarken, det var nu nærmest tidsler, - og de stak! Frem gennem et andet kornstykke, og da var jeg heldig. Netop på grænsediget voksede en busk. I ly af den kom jeg over, mens de to tyskere stadig stod lige i nærheden. Heldigvis var der også korn på den anden side grænsen, og jeg mavede mig et langt stykke frem, man kunne jo ikke vide, om de ville skyde på en, hvis man rejste sig for tidligt.
Hvor var det dog en vidunderlig følelse, da jeg til sidst kunne rejse mig og sige til mig selv:
”Nu er du fri!”
Naturligvis tænkte jeg på dem derhjemme, fire børn havde vi fået. Hurtigt gik det nu imod en anden morbrors gård. De var ikke oppe, da jeg kom. Jeg ville ikke vække dem, men lagde mig til at sove under en busk. Det tør nok antydes, at min morbror spilede øjnene op, da han noget senere kom over gårdspladsen og fandt mig sovende under busken, men glade var de for at se mig.
”Det blev en grum tid for min kone. Hun måtte selv klare bedriften, og det gik stadig ned ad bakke. Understøttelsen tog de fra hende, fordi jeg var stukket af, og gang på gang kom politiet for at få at vide, hvor jeg var.”
”Men jeg sagde naturligvis ikke noget,” indskyder Ane, ”jeg vidste, han var i sikkerhed. Jeg havde fået et brev fra ham. En dag kom en mand og stak mig en tændstikæske i hånden, inden jeg fik åbnet den, var jeg klar over, hvad det var.”
”Jeg havde forskellige pladser her i Danmark,” fortsætter Appel, ”og en skønne dag havde jeg sparet så meget samen, at jeg kunne købe mit eget. En faldefærdig ejendom, der ikke havde været beboet i 15 år. Lyngen groede lige til dørene, men jeg var glad fordi jeg havde fået kone og børn over grænsen. De forlod det hele i Roager. Alt måtte de lade blive tilbage. Tyskerne tog ejendommen, og jeg fik den aldrig mere tilbage, - ikke en gang efter Genforeningen.
Der hørte 32 tdr. land til den faldefærdige ejendom på Varminglund, og jeg fik den for 5.000 kroner. Halvdelen var i lyng og resten i dårlig kultur, men vi fik da efterhånden has på lyngen og huset rettet op. Ja, jeg husker tydeligt den dag i dag, at alt hvad der var af inventar var en trillebør uden hjul. Det generede os meget, at vi manglede kontanter, men så fandt jeg på at gå ud som tækkemand, og det gav lidt rede penge, som gik i bedriften. Siden blev der råd til en ko til 700 kroner, men det var en stor dag, da hun holdt sit indtog. En dag var de 16 tdr. land opdyrket, og tolv mergelgrave var jævnet. Forinden havde jeg yderligere købt 20 tdr. land hede, og den gik vi nu i gang med. Men en dag kom Staten og købte det meste af arealet, - der skulle plantes. Så måtte jeg på den igen og købte andre 18 tdr. land, og dem fik vi opdyrket på fire år.
Også bygningerne måtte vi tænke på. Først et nyt stuehus, så en lade og en stald.”
Så kan det tilføjes, at det var en lille, velpasset ejendom på 52 tdr. land, Appel i 1947 overlod til sin søn Martin. Der var elleve køer og 14 ungkreaturer foruden heste og svin. Jorden var drænet og merglet, høje læplanter kransede markerne og forhindrede vestenvinden i at drive sit barske spil.
Appel var en af de første, der på egnen, der begyndte at plante, og andre tog det gode eksempel op, så landskabet har fuldstændig ændret karakter.
Det må tilføjes, at det lille hus, som Appel og hans kone Ane i dag bor i, var så forfaldent, da det blev købt, at fru Stenger nægtede at flytte ind i det. Men ufortrødent tog Appel og sønner fat på at sætte det i stand og modernisere det, og man fristes nu til at tro, det er et nyopført hus i gammel stil. Ingen vil komme på den tanke, at det blev bygget umiddelbart efter den franske revolution.
Nu lever her to gamle mennesker, lykkelige. De har deres børn rundt i nabolaget, og de har minder – mange minder, både i tankerne og på væggene. Blandt familiebillederne fanger særlig et opmærksomheden. Dette er sammensat af fem personbilleder – fem unge mænd, fotograferet i soldateruniform. Faderen i midten i tysk uniform – de fire sønner i danske.