Ane Marie (Misse) Skovs erindringer

Ane Marie Skov
(1931-2013)

Ane Marie Skov blev uddannet sygeplejerske. Hun virkede i sit arbejdsliv i Århus, en kort tid i Norge og ellers i Københavnsområdet. Ane Marie Skov var et hjertevarmt menneske, som fik den kærligste omtale af beboerne på det center, hvor hun arbejdede sine sidste år. På opfordring af Historisk Arkiv har hun skrevet en skildring af sit barndomshjem og tiden i Høm, som her bringes i en let redigeret udgave. Erindringen blev sendt til arkivet efter Ana Maries uventede død.

Hvor er barndommen langt væk. Vores gård ligger der endnu. (Toftlundvej 65) I en ombygget udgave ganske vist, men den er der dog, og det synes jeg er en rar fornemmelse. Men når mine tanker går tilbage til de første mange år af mit liv, ser jeg den gamle gård så tydeligt for mig. Det er den, og egnen omkring, der er rammen om mine minder, og som kommer frem, når jeg vil gå tilbage til den tid for længe siden, hvor livet blev levet så helt anderledes end i dag.

Gården ligger ved Ribe-Toftlundvejen, men tidligere var adressen bare Hømlund pr. Ribe. Vejen var indtil ca. 1937 en almindelig landevej med sand og grus, men den blev så udvidet og asfalteret, så det blev en ret god og bred vej. Jeg husker det meget tydeligt, for på det tidspunkt var jeg ved at lære at cykle, men var ikke helt sikker. Den nye vej så dog så indbydende ud, at den skulle prøves. Jeg havde hørt, at man kunne, hvad man ville, bare man troede nok på det. Så en dag, da vi havde gæster, ville jeg køre forbi stuevinduerne, bare for at imponere. Men ak og ve, i stedet for en triumf, fik jeg et par blødende knæ fyldt med små asfaltstumper, der måtte pilles ud.
Vejen skulle gøres tidssvarende. Bilerne var begyndt at holde deres indtog, og man regnede med, at deres antal hurtigt ville øges. Endnu var der kun få, der havde bil i vort sogn. Præsten, læreren, Seemgård og nogle enkelte andre, f. eks Martin Voss, der havde en Ford T model. Den havde den sjoveste lyd, når den brugte hornet. Det lød som en mellemting mellem en, der er hæs, og en gris, der grynter. Så vi gik tit ud på vejen, bare for at høre den lyd.
Der kørte en rutebil et par ture dagligt mellem Ribe og Haderslev. Desuden brugte man efterhånden også lastbiler til transport af landbrugsvarer og andet gods. Det gik dog ikke helt som beregnet, for få år efter kom besættelsen og danskernes bilkørsel begrænsedes i hvert fald for nogle år.
Gårdens bygninger lå lidt lavere end vejen, og der var tre længer. Stuehuset var bygget 1924 og havde syv vinduer mod vejen og en kvist med to vinduer. Der var stråtag på udlængerne og tagsten på stuehuset. Stråtaget blev sidst i 40-erne udskiftet med fast tag.
Som barn gjorde dette stråtag mig nervøs, når det tordnede. Alle blev gennet op af sengen, selv om det var midt om natten, så vi var parat til at komme ud, hvis det værste skulle ske, at der gik ild i stalden. For at bøde på dette afbræk i natten, blev der serveret tordenkaffe.
På de andre sider af gården voksede grantræer, som udgjorde en hel lille plantage. Den gav læ for den hårde vestenvind, men når det stormede, og vinden suste i trætoppene, gav den også næring for uhyggelige fantasier. Til gengæld var det et dejligt sted at lege, hvor man kunne bygge huler og skove kæppe, som i vores barneverden kunne blive til hvad helst, heste, køer eller geværer, som brugtes, når vi legede vinterkrig og selvfølgelig var Finnerne, der kæmpede mod overmagten.
Her boede jeg med min far, mor og lillebror Bent, der er fire år yngre end jeg. Og det var en tryg verden. Mens jeg var barn, havde vi to karle og sommetider også en ung pige. Så vi var en del mennesker til daglig, som man var dengang på landet.
Vi havde dyr og marker, nok godt 70 tønder land, der alle, undtagen en eng, lå rundt om gården. Det meste var udstykket fra min farfars gård, men der var også enkelte marker, der var købt til. Den eneste jord, som ikke lå ved gården, var vores eng på cirka otte tønder land, der lå i Lustrup, cirka seks km. væk. Den var også lidt speciel ved, at der knyttede sig en lille historie til den. Min farfar havde i sin tid fået den i pant af sin bror, som han havde lånt penge. Da broderen ikke kunne betale pengene tilbage, beholdt farfar engen, og det er der egentlig ikke noget at sige til. De brødre blev vist aldrig gode venner igen, og det var lidt trist. Men en udmærket eng var det.
Ude i stalden stod køerne, vi havde ca. 20 og nogenlunde lige så mange kalve og ungkreaturer. Jeg kan stadig mindes den hyggelige lyd, der mødte en, når man trådte ind i stalden: Dyrenes rytmiske tyggen og den svage raslen af grimerne, når de bevægede sig. Køerne skulle malkes morgen og aften, og det var et stort arbejde. Allerede i 1937-38 fik vi malkemaskine, og det var en stor lettelse. Grunden til, at vi allerede på det tidspunkt kunne benytte maskiner, der skulle trækkes ved elektrisk kraft, beroede på, at vi lå så nær på Sønderjylland. Efter Genforeningen 1920 var glæden i Danmark stor, og den danske regering besluttede, at gøre noget ekstraordinært for den del af landet. Det gjorde man blandt andet ved at bygge et stort elektricitetsværk i Åbenrå. Så denne landsdel, hvor vi også var heldige at komme med, blev et af de første landområder i Jylland, der fik indlagt elektrisk lys. I min tidlige barndom blev der rejst store højspændingsmaster nede på vore marker, og de imponerede mig med de tykke ledninger.
Foruden køerne var hestene, som stod i hestestalden, meget vigtige. Fire store arbejdsheste, som skulle trække vognene og de arbejdsredskaber, der skulle bruges, for at klare arbejdet i markerne. Vi gav hestene navne, men jeg husker kun Klaus, Frits, Hans, Musse og Lise. Musse var en hoppe ligesom Lise, og de to heste har vi nok ikke haft samtidigt. Hoppen havde vi sikkert for avlens skyld. De år, hvor vi fik et føl om foråret, tog far os med ud i laden, hvor hoppe og føl gik for sig selv, og vi beundrede det lille dyrs første ubehjælpsomme forsøg på, at stå på benene. Det så bare så utrolig kært ud.
Klaus fik et tragisk endeligt, idet den drak af en stærk væske, som blev brugt til at vaske kreaturer i og var efterladt på gulvet af en ubetænksom karl. Jeg kan stadig huske den store hest, som var faldet om og blev hentet til destruktion. Frits var en smuk lys hest, der ikke ville finde sig i alt. Den smed sig ned, når den blev træt og var da ikke til at få til at rejse sig igen, selv om den blev pisket. Der blev så sat et slags torturinstrument på mulen, som klemte mere og mere sammen, indtil det gjorde så ondt, at den rejste sig. Rigtig strengt, syntes jeg, men arbejdslivet var også hårdt for voksne mænd dengang. Den tungeste maskine var selvbinderen, som brugtes til at høste komet. Foran den måtte der tre heste, og så var det alligevel svært for dem, særligt hvis terrænet ikke var jævnt, og det var en varm dag. Far råbte tit på hestene, og det gav genlyd op gennem skoven, så vi kunne høre det hjemme i huset. Man byttede gerne en af hestene ud i løbet af dagen, så der kunne komme friske kræfter til.
Man havde ikke store svinefarme, som i dag. Vi havde blot et par stier i både heste- og kostald, hvor grisene gik. De lavede sommetider et slemt spektakel, når de blev fodret, men når en af søerne fik grise, var det et herligt syn at se de små lyserøde vidundere ligge og die.
I nærheden af gården lå hønsehuset med hønsegården rundt om. Pasningen af hønsene var helt min mors opgave. Hønsene fik køkkenaffald. Om foråret fik vi leveret kyllinger, som ankom i brune papkasser inddelt i rum. De blev opdrættet ved en såkaldt kyllingemor. Denne erstatningsmor lignede et lille lavt flonelstelt, som blev opvarmet med en petroleumslampe. De var så søde, de små gule pippende kugler, der myldrede rundt, men jeg skulle passe morderlig på, at jeg ikke kom til at træde på dem. De små søde kyllinger blev hurtigt store, og nogle af dem endte på middagsbordet. Det så så brutalt ud, når hovedet blev hugget af. Et specielt kapitel hos hønsene var Mikkel Ræv, som på et tidspunkt gjorde et godt indhug i hønsene.
På et tidspunkt fik vi en hund, så jeg kunne blive fortrolig med hunde, inden jeg skulle til at gå i skole. En af vore karle, som var fra Mandø, kom med hvalpen i en sæk, og den var så sød. Det var en ruhåret hønsehund, og den elskede at jage ræve. Jeg regnede den næsten for min hund, og da den ti år efter blev kørt ned af en bil, var det en stor sorg.
Et par af vore marker havde navne. Den mark, der lå oppe ved vejen øst for gården hed ”Vilhelms Fenne”, efter den mand, farfar havde købt den af, Vilhelm Smidt fra Spandetgård. Den jord, der lå længst væk mod nord, blev kaldt Sibirien, sikkert et navn en kvik karl har fundet på, for der var virkelig en god gåtur derover. Når karlene arbejdede i Sibirien, måtte de tit have deres madpakker med derover. Morgenmaden, som bestod af havregrød og rugbrød, franskbrød med ost og marmelade eller honning, blev spist allerede ved syv-tiden, så det var nødvendigt med et stykke mad om formiddagen til de hårdtarbejdende mænd. Var de i nærheden af huset, kom de ind og spiste, men de kunne være så langt væk, at gåturen tog for lang tid. Desuden havde vi engen, som var et helt kapitel for sig. Først blev der slået hø derude, og de dage, det tog, kunne mændene ikke nå at komme hjem og spise. De fik da proviant og drikke med anbragt i en stor tørvekurv fyldt med hø. Til den lejlighed bryggede mor øl, som blev lavet på humle. Øllet blev fyldt i en dunk af ler, hvor det holdt sig køligt. Andre drikkevarer blev anbragt i vandet nederst i engen ud mod åen, for at de kunne holde sig kølige.
Når høbjærgningen var overstået, blev vort ungkvæg drevet derud. Og det var et cirkus som alle, udtagen min mor, deltog i. At drive kvæget de seks km. på landevejen var virkelig en opgave. Ganske vist var der ikke så megen trafik dengang, men dyrene følte nu friheden og forsøgte at undslippe ved enhver smutvej. Herligt, når vi endelig alle var kommet til vejs ende i god behold. Min opgave var dog ikke slut her, for kvæget kunne ikke være uden opsyn hele sommeren, og jeg skulle om lørdagen til klavertimer i Ribe, og var derfor på hjemvejen nede for at tælle dem, hvilket ikke altid var let, for engen var lang og smal, og nogle af kreaturerne lå ned, så måtte jeg helt tæt på. Det gjorde dyrene, som sjældent så mennesker, meget nysgerrige og det endte tit med, at jeg havde hele halen af kvæg galopperende efter mig. Så blev jeg hundeangst, skønt jeg egentlig godt vidste, at de ikke gjorde mig noget. Det endte tit med, at jeg søgte tilflugt på marken ved siden af ved at krybe under hegnet. En tilgift ved engen var sivene, som voksede nederst mod åen. I efteråret skar en mand, som boede i området disse siv af, og de blev, efter at være tørret, brugt til stråtag.
Sommeren var et væld af opgaver for de voksne, og vi børn havde vore pligter. Jeg hørte ikke til dem, der blev overbelastet, men selvfølgelig hjalp jeg min mor, når jeg havde fri, det kunne være i huset eller i haven. Da jeg havde fri fra skolen hver sommer, efter jeg var fyldt elleve år. Som alle andre hjalp jeg også sommetider i marken. Det var dog mest med hakning af roer og ved høhøsten, eller hvis kreaturerne var brudt ud af deres indhegning. Der var det altid rart, at have et ekstra menneske til at hjælpe med at jage dem ind. Den opgave kunne tit være svær, for de elskede friheden, eller måske var naboens græs bare grønnere.
Ved indkøring af hø og korn var min bror og jeg selvskrevne hjælpere, og vi havde tillige ofte en daglejer. Særlig husker jeg kornhøstens tid, som strakte sig over et længere tidsrum end høhøsten, der ellers var tung nok, mens den stod på. De forskellige kornarter var heller ikke modne på samme tid. Vi kørte i marken på samme tid, som man læssede af derhjemme. Det var virkelig strengt at læsse af, fordi jeg var lille og spinkel. Det blev der ikke taget hensyn til. Det var også meget vigtigt, at det ikke tog for lang tid, for des mere tid var der til at slappe lidt af, inden næste læs var hjemme.
Efteråret var tungt og mørkt. Kartofler og roer skulle tages op og opbevares forsvarligt for vinteren. Ploven og harven kom i gang for at bearbejde jorden til næste års afgrøde.
Vinteren var en mere stille tid. Kornet skulle tærskes, og roer hakkes i stykker, så dyrene lettere kunne æde dem. Der var meget arbejde med at holde dyrene rene. Bygninger, som men ikke nåede at sætte i stand, mens der var travlt, blev der tid til at gøre noget ved.
Vor lille skov gav en del brænde, der skulle gøres brugbart ved først at blive skåret i store stykker af rundsaven, og derefter kløvet i mindre stykker, som far satte i kunstfærdige runde stakke. Om vinteren forberedte man, at livet igen kunne blomstre til foråret.
Karle og piger på landet fæstede sig dengang for et helt eller halvt år ad gangen. De almindelige skiftedage var første november og første maj, og man aftalte løn for hele perioden, så karlene måtte komme og bede om forskud, hvis de manglede penge. Kost og logis var inkluderet i lønnen. Forholdene var ikke luksuriøse. De to karle delte et smalt værelse, så de havde ikke meget privatliv. Om aftenen var de velkommen i vor dagligstue, hvad de benyttede sig af. Af fridage havde de hver anden søndag fri, men hvor megen ferie var der i grundes i trediver - og fyrrerne?
Når vi havde en ung pige, og jeg kan kun huske, vi har haft en om sommeren, var hun mere favoriseret, for da havde hun vort kvistværelse. Af alle disse mennesker jeg har mødt, er der ikke mange, jeg har minder om, kun de få, der knytter sig noget bestemt til. Der var Aksel, som var forlovet og altid sang: ”Jeg vil bygge en verden” indtil hans egen verden faldt i grus, da hans forlovede slog op med ham. Hans sorg fulgte alle med i. Senere trøstede han sig dog heldigvis. Der var den store forkarl, der var så bomstærk, at han kunne balancere med et lastræ på håndfladen. Det var vist ham, som var fra Mandø, og som jeg har en anden historie om.
Det var en vinteraften, hvor min mor og far skulle i byen og bad Kristian, som karlen hed, om at passe min bror og mig. Vi havde en hyggelig aften, for Kristian var en rar og omsorgsfuld ung mand, der blandt andet hjalp mig med at lave et gækkebrev, jeg kunne tage med i skole dagen efter. Inden vi børn gik i seng i soveværelset, sagde han til os, at han lagde sig på divanen, indtil vore forældre kom hjem, og at vi endelig måtte henvende os til ham, hvis der var noget, der gjorde os urolige. Jeg lå og kunne ikke falde i søvn. Pludselig sprang døren ude i køkkenet op, og jeg syntes, jeg hørte skridt derude. Med det samme alarmerede jeg Kristian, der i stedet for bare at berolige mig, også syntes der var en derude. Han løb ind på sit værelse, hvor han greb sit jagtgevær og med det i hånden indledte han nu jagten på den formodede tyv eller overfaldsmand. Vores unge karl kom i mellemtiden hjem, og han blev med en kæp sat til at holde vagt ude i en mellemgang, så misdæderen ikke kunne smutte den vej. Selv løb Kristian ned i skoven, hvor han syntes, han havde set ham, og jagten var endnu ikke indstillet, da min far og mor lidt over midnat kom hjem. Min far, der var en ret besindig mand, var mest tilbøjelig til at tro, det var et fantasifoster og fik hurtigt beroliget gemytterne og indstillet eftersøgningen. Det var absolut ikke min fars mening at gøre mere ud af den sag, men dagen efter, da Kristian var i Ribe, gik han til Politiet og meldte indbruddet, hvad han dog ikke skulle have gjort. Under afhøringen kom det nemlig frem, at han selv ejede et jagtgevær, og at han ikke havde våbentilladelse. Han fik en bøde. Lidt synd for den omsorgsfulde mand, der bare ville passe så godt på os to børn. Men måske kunne han også have tænkt på, at berolige mig. Nogle børn er bange, når det er mørkt, og jeg havde en snert af huden.
I min barndom var der meget få kvinder på landet, der arbejdede ude, så min mor var altid hjemme. Mens vi var små, havde hun en ung pige til hjælp, det indskrænkede sig senere til kun at være i sommermånederne. Pigen hjalp da meget til ude i marken, hvor der altid var brug for et par ekstra hænder.
Der var rigeligt at gøre for en husmor den gang, for der var ikke køleskab, fryser eller elektrisk komfur, og al maden skulle laves fra grunden, for det meste af de råmaterialer, man selv havde. Vi slagtede et svin nogle gange om året efter behov, og straks samme dag blev stege og skinker skåret ud, og der blev lavet medister, sylte og blodpølser. Alt, hvad der kunne, blev anvendt. En smuk skik, man dengang havde var, at ældre familiemedlemmer fik en kurv med slagtemad, som de sikkert har været rigtig glade for. Jeg husker tydeligt, hvordan jeg har været oppe med en kurv til min fars gamle tante, som boede i en lejlighed i Ribe. Det man ikke kunne konservere og holde frisk på anden måde, blev saltet ned i et stort saltkar, vi havde i kælderen. Derfor stod middagsmaden til hverdag også tit på stegt flæsk. Anden ret kunne være sødsuppe, kærnemælkssuppe, grød eller andet. Vi fik altid to retter. En gang om ugen kom fiskemanden, og menuen stod på fisk den dag. Jeg husker det ikke som nogen delikatesse. Jeg tror, mange anså fisk for fattigmandskost. Der kom også en enkelt gang en mand kørende, som solgte hestekød, det havde en lidt sødlig smag, men  smagte ellers udmærket. Hvad vi også selv lavede, var spegepølser, som blev røget ved, at de blev hængt op i skorstenen oppe på loftet. På den måde røgede vi også spegeskinke. Vi havde en ret stor køkkenhave, og de grøntsager, vi dyrkede der, var en god variation på maden om sommeren. Flere ting kunne også syltes eller konserveres, så vi nød godt af dem om vinteren. Bønner, som blev snittet og saltet ned i store brune lerkrukker. Lerkrukkerne blev også brugt til at sylte agurker og græskar i, som dog lå i en eddikelage, akkurat som man gør i dag.
I haven var der et par træer med pærer og blommer, som var dejlig spise til dessert, når de blev syltet, gerne i store glas. Desuden var der alle buskene med ribs, solbær og stikkelsbær, hvoraf der blev lavet saft og syltetøj, som vi havde godt med hele vinteren. Hvor må min mor have haft travlt! Hvidkål og rødkål satte man ned i en fure i jorden med roden opad, så de var lette at få fat i. Gulerødder og kartofler opbevaredes på samme måde som roerne i en kule, man lavede ved at lægge halm og jord over. Grønkål og porrer kunne tåle kulden, så dem behøvede man ikke at bekymre sig om. En ret, min mor ofte lavede, var stuvede kålrabi. Kålrabi er en lidt sødlig roe og den smager rigtig godt både hakket og i tern.

Min farfar, Niels Skov kom til Faurholt først 1890-ene og købte den gård, (Munkevej 21) som Harald Olesen senere købte af boet efter min farbror, Peder Skov, der døde så ung. Farfar var udvandret, som man sagde dengang, fra Fæsted, en lille landsby, der lå, kun et par kilometer fra den daværende dansk-tyske grænse og grænsestedet ved Hømlund Kro. Han giftede sig et par år efter med min farmor, Marie, der var datter af Peter Ohrt, der ejede den nærliggende gård. Denne kom i 1856 fra Gram, hvor hans far var orgelbygger. Han var ikke vokset op som landmand, men havde været landvæsenselev på Gram Slot og Rødding Højskole. På efterkommerne virker det, som om denne nye landmand har været dygtig, men han var en alvorlig og indesluttet mand. Derimod var hans kone, der var datter fra Vesterkroen i Rødding, Else Katrine Lund, en elskelig og udadvendt dame, så de har nok suppleret hinanden godt. Hvordan var min farmor, som var datter af disse disse to modsætninger? Mit indtryk af hende, har jeg kun fra, da hun var en gammel sengeliggende dame, som jeg af og til besøgte. Vi kaldte hende altid for Bedste, og jeg synes, min Bedste var rar og sød. Når jeg besøgte hende, sad jeg ved siden af sengen, og hun snakkede med mig om, hvad jeg havde oplevet og særligt om, hvordan det gik i skolen. Når jeg så skulle til at gå, bad hun mig om at gå hen til servanteskuffen, hvor hendes pung lå og tage en 10 eller 25 øre, som jeg måtte bruge til, hvad jeg ville. Vi fik ikke lommepenge, så det var selvfølgelig meget kærkomment. Men også på andre måder havde hun omsorg for os. For eksempel fik jeg til min femårs fødselsdag en læsebog, en Ole Bole af hende. Grunden til det var, at hun selv var ordblind, og hun har været bange for, at jeg skal have arvet hendes handicap. Ved at begynde så tidligt at læse med mig, har hun håbet at kunne hjælpe mig. Det var rigtig omsorgsfuldt af hende, men hendes ængstelse var helt grundløs. Jeg tror ikke rigtigt, det gik op for mig, hvad bogen skulle bruges til, da der sjældent var nogen, der læste med mig. Men da jeg som seks-årig kom i skole, gik der et lys op for mig, og jeg lærte at læse i løbet af få måneder.
Bedste havde den store sorg at miste to voksne børn. Sin yngste datter, Ane, der døde af tuberkulose, da hun var 16-17 år og senere sin yngste søn, Peder, der led af dissemineret sclerose, og som døde af lungebetændelse som 28-årig.
De sidste år af sit liv boede min farmor nede hos sin datter og svigersøn, Katrine og Jørgen Olesen. Min farfar har jeg aldrig mødt, og det billede jeg har af ham, kan være helt forkert. I hvert fald har jeg indtrykket af en ret magtfuld mand, der kunne lide at føre sig frem. Han kørte med en flot sort hest foran vognen, og den var så god en ganger, at den kunne løbe til Ribe uden at slå over i gang. Til at beskytte sig mod kulden, havde han et lækkert sort slag af klæde foret med skind. Sådan kom han kørende, når han for eksempel skulle til Ribe eller i kirke, hvor han efter sigende var hver søndag. Min farmor var ikke altid med, hun har måske ikke haft tid eller hvad ved jeg. Farfar må også have været en kraftig mand, da jeg har hørt, at han ved generalforsamlinger på Skallebæk Kro var i stand til at drikke de andre under bordet.
Den bedste dag i Farfars liv var, da han var med til at stemme Sønderjylland hjem til Danmark igen. Det er hvad min far har fortalt, og det skal nok passe. Nationalfølelsen var utrolig stor på den tid, og det steg og overgik alle andre følelser. Jeg har en fornemmelse af, at min far var helt forskellig fra Farfar, både i udseende og natur. Hvor Farfar var en kraftig mand, var min far en ret slank og spinkel mand. Han var nok også påvirket af den sukkersyge, han pådrog sig, da han var først i tyverne og som gjorde, at han måtte holde diæt og i øvrigt også led af forskellige andre sygdomme. Far kunne virke som en streng mand, men jeg tror, han var meget følsom og kunne sætte sig ind i andres problemer. Det mærkede jeg ved flere lejligheder. Noget, som jeg syntes var utrolig hyggeligt, var om vinteren, når det var rigtig koldt, og jeg kom hjem fra skole sidst på eftermiddagen, og da oplevede at far og mor begge sad inde i stuen ved kaminen. Det var så dejligt og trygt, og hvis mine hænder var helt stive af kulde, masserede far dem og fik liv i dem igen, men det gjorde tit meget ondt. Far spillede også kort med os, det brød mor sig ikke om. Jeg tror, hun gennem sin mor, som var ret religiøs, havde fået den opfattelse, at det var Fandens værk. Hvad der undrer mig er, at det altid var far, der bad aftenbøn med os, da vi var små. Han havde et tillægsvers efter Fadervor: ”Nu lukker sig mit øje...”, når han havde sluttet med bønnen.
Selv om han kunne være meget bestemt, undte han os alt godt. De ting, han ikke selv havde kunnet eller haft lejlighed til, da han var ung, for eksempel at danse, måtte vi endelig gå til. Som små stod vi på hans fødder, og han dansede om med os, hvad vi syntes var rigtig sjovt. Og jeg husker den jul under krigen, hvor vi kun havde købt appelsiner til deling, og jeg mener, vi netop havde fået dem på grund af fars sukkersyge. Alt var rationeret, og appelsiner var normalt ikke til at købe. Hvad gjorde far? Han gav selvfølgelig de dejlige frugter til min bror og mig, selv om det var under protest fra vores side. Når vi spiste kage og andre søde ting, måtte han aldrig få noget.
De kolde vintre først i fyrrerne var rigtig strenge, men det var dejligt at bygge huler i sneen og at suse ned ad bakkerne på vores kælk, som min bror og jeg havde fået af vores Farmor. Bedste døde i januar 1941 og vi børnebørn, min fætter Niels og os, var inde at se hende, da hun var gjort i stand og lå i kisten. Det var ikke uhyggeligt, men en speciel højtidelig oplevelse.
På begravelsesdagen, inden vi kørte fra gården, var den nære familie samlet i det rum, hvor Bedste lå i kisten. Rummet var smukt pyntet med gran, og vi sang en salme, inden hun blev båret ud. Egentlig var det den gård, hvorpå hun var født, som hun nu blev båret ud fra. På vejen ned til kirken, havde de gårde og huse, som kendte vores familie, strøet gran på vejen, så vi kørte over det ene grantæppe efter det andet, en smuk skik, som ikke tit ses mere. Da vi kørte hjem fra kirke, skinnede solen i træernes iskrystaller, og det var, som om naturen havde bestemt at ville lave sin egen udsmykning for Bedste. Det var betagende smukt.
Da vi kom hjem til den gamle gård, hvor følget samledes, var der dækket et stort kaffebord. Den varme kaffe gjorde rigtig godt ovenpå den kolde tur, og vi mindedes Bedste ved at synge nogle af de salmer, hun godt kunne lide. Blandt andet ”Har hånd du lagt på Hertens plov.”
Med hensyn til kulde, så står turene til og fra skole meget stærkt i erindringen, særlig hjemturen. I de kolde vintre, hvor det tit var mellem 20 og 30 minusgrader, var de to kilometer mod nordøstenvinden virkelig barsk. Jeg havde tit frost i både fingre og tæer. Det var ret ubehageligt og kløede meget. Det var i de vintre, det kom på mode med skidragter. Da der var mangel på stof, fik jeg, som så mange andre, syet en dragt af noget gammelt tøj. I dette tilfælde var det min farfars sorte klædesslag. Farfar var død næsten 20 år tidligere, men stoffet var meget lækkert og så godt ud. Det blev en dejlig skidragt, som varmede mig godt. Dertil havde jeg en kaninskindskyse og vanter, så det var lidt smart.
Min mor var født i Ellum ved Løgumkloster i 1903, på det tidspunkt, da Sønderjylland endnu hørte under Tyskland. Hun havde derfor kun lært tysk i skolen, men skrev trods det også et fint dansk. Hendes familie hed Nicolajsen og hørte til de dansksindede, og min morfar måtte som så mange andre sønderjyder, deltage som soldat på den tyske side i Første Verdenskrig. Mor fortalte, hvordan hendes far måtte sove i høet i laden, når han kom hjem på orlov, indtil han var blevet afluset, og hvor ked af det han var, når han skulle af sted igen. Min mor fortalte meget om, hvordan det var for min mormor at være alene på en lille gård med syv hjemmeboende børn. Hvordan Mormor for eksempel brugte megen opfindsomhed på at skabe en god jul for sine børn trods rationering og trange kår. Hun lavede f. eks. dukker af primitive materialer og syede tøj til dem og bagte kager, som hun pyntede med forskelligt farvet glasur. Mormor var meget dygtig til at sy, da hun havde været hjemmesyerske, før hun blev gift. En hjemmesyerske var en kvinde, som gik fra den ene større gård til den anden og syede, hvad husmoderen ikke selv kunne. Det kunne både være nyt tøj, der skulle sys eller reparationer. Hun må have lært syning, for jeg har hørt, hun havde ret indviklede mønstre. Når børnene skulle have tøj, syede Mormor det selv.
På et fotografi, der findes af hele familien, taget under krigen, er Morfar i uniform og antagelig hjemme på orlov. Alle otte børn ser velklædte ud. Den enlige dreng i et sæt tøj og alle pigerne i fine kjoler. Krigen var hård, men heldigvis boede familien på landet og var selvproducerende, så sultede man ikke. De var også heldige, at have en onkel i nærheden, som havde en større gård, og som hjalp dem. Desuden blev russiske soldater, som var interneret i en fangelejr, der lå lige i nærheden, sendt ud til hjælp. Fangerne var glade for at komme ud på gårdene, og de var næsten alle vant til landbrug, så bønderne var også glade for dem. I modsætning til mange andre, overlevede Morfar krigen, men var tydeligt mærket af sine oplevelser. Oplevelser, som han efterfølgende aldrig talte om. Der herskede den opfattelse i familien, at han intet havde set, fordi han var ved forsyningstropperne. Men han var med både ved Østfronten og ved Verdun, hvor fronten bølgede frem og tilbage, så det synes jeg, lyder usandsynligt. Det er mit indtryk, at han fortrængte sine oplevelser. Måske var det dem, der blev omsat til historier, som han så fortalte for børn. De fleste var eventyr, men der var også en skrækhistorie, som han fortalte gang på gang, og det var en rigtig gyser om en mand, der i et ufremkommeligt område trak alle ned til sig. Sådan husker jeg min morfar, som en mand, der havde det bedst sammen med børn, men sådan kan han ikke altid have været. Min mor sagde, at han havde været en godt begavet skoleelev, så det er vel krigen, der har gjort ham til den, jeg husker. Han døde som 96-årig.
Først i tyverne solgte mine bedsteforældre deres ejendom i Ellum til en svigersøn og flyttede til Løgumkloster, hvor de købte et hus. De ernærede sig nu ved, at Morfar solgte frø for et firma samt førte opsyn med nogle kreaturer, og Mormor syede for folk. Grunden til, at gården blev afhændet, har nok været, at Morfar ikke mere kunne klare arbejdet. Han har højst været halvtreds år og fysisk en stærk mand, så det var psykisk, det haltede. Han var, hvad man populært kaldte gået i barndom. Heldigvis var min mormor en stærk og selvstændig kvinde, der klarede dem alle helskindet igennem tilværelsen. Hun har nok også været lidt skrap, særlig overfor Morfar, når han jamrede for meget. Men det har vel været nødvendigt, hendes grænser skulle sættes et sted. I hvert fald elskede alle vi 24 børnebørn vores mormor, og vi holdt meget af at komme hos hende.
Gennem mor blev jeg således ret knyttet til Sønderjylland, hvor jeg kom meget som barn, og hvor næsten hele min mors familie boede. Jeg kom derfor også tæt på det dansk-tyske problem dernede. Jeg tænkte, slet ikke på, at det var et problem. Alle mennesker, der boede der, var delt op i tyske og danske. Var man dansk, købte man hos den danske købmand og tyske hos den tyske, man gik i kirke for at høre den danske præst osv. og selvfølgelig var det modsatte også absolut tilfældet. Sådan var alting adskilt. Min familie hørte til de danske, men jeg opfattede nok, at tyskerne troede, de var lidt mere end danskerne. Måske var det fordi, jeg ikke rigtig forstod, hvad de sagde, eller måske følte jeg virkelig deres overmenneske-mentalitet. Særlig så jeg rødt, når jeg så Hitler-Jugend marchere rundt i gaderne.
Noget, der også gjorde stærkt indtryk, var et besøg hos min onkels nabo i Borg ved Bredebro. De var tyske statsborgere og nationalsocialistisk indstillede. Mens jeg var på besøg hos den familie, blev mine kusiner inviteret over for at se den nye lille baby på gården. Det var selvfølgelig spændende for os små piger, og jeg fik lov at gå med. Mine kusiner havde før besøget fortalt, at den tyske familie havde et stort billede af Hitler hængende inde i stuen. Det lød helt utroligt i mine øren, og jeg havde besluttet at undersøge sagen. Så mens de andre var optaget omkring puslebordet, gik jeg baglæns ud i gangen, hvor jeg ved nogle små manøvrer kunne komme ind i stuen. Og ganske rigtigt, der hang Hitler over kaminen og tronede i al sin afskyelighed. Den ældste søn på gården blev under Den anden Verdenskrig indkaldt. En stor ære at tjene Hitler, har de nok ment. Det blev ikke til den glorværdige sejr, de nok havde ventet, og sønnen blev sendt til Østfronten, hvor han faldt.

Lokalsamfundet
Skomageren, der ordnede vore sko, hed aldrig andet end Carl Skomager, egentlig hed han Carl Hansen. Han havde først værksted i Høm, men da smeden i Seem byggede nyt hus, lejede han sig ind i det gamle, hvor han både havde værksted og privat bolig. Som medhjælp havde han ”Æ rød´ Skomager”, Hajse Mouritsen, der helt sikkert havde dette erhverv, fordi han var født med en misdannet fod, og tilnavnet havde han efter sit røde hår. De udgjorde et udmærket makkerpar og har sikkert haft nok at lave, da værkstedet lå lige overfor mejeriet og midt i sognet. Hertil gik min tur så, når mine sko trængte til en forsåling eller til at få liget hælene. Da jeg sjældent havde mere end et par daglige sko, sad jeg og ventede, mens de blev ordnet. Det var nu heller ikke kedeligt, for jeg fik lov at sidde oppe i dagligstuen, der lå i tilslutning til værkstedet, og her var masser at se på. Skomageren var også musiker og spillede ofte til dans og fester, så i hans stue var der foruden klaver også en violin i en kasse. Der lå noder og flød, og der var mange bøger og en kande kaffe, hvor man gerne måtte tage en kop. Her sad jeg så og fordrev tiden, og engang imellem slog jeg et slag ned i værkstedet og forhørte mig om, hvordan det gik.
At Carl Skomager tjente penge ved sit dobbeltarbejde, fik man at se, da han kort efter besættelsen var slut, købte en stor skotøjsforretning på Torvet i Ribe. Senere blev han også gift og fik en søn, der var lige så musikalsk som faderen og uddannede sig til organist.
Hajse Mouritsen fortsatte med værkstedet.

Vi cyklede til alting, hvis vi ellers under besættelsen havde dæk. Det eneste transportmiddel, der ellers fandtes var rutebilen, der gik et par gange om dagen mellem Ribe og Haderslev. Rutebilen havde ingen faste stoppesteder. Man kunne bare gå ud til vejen og række hånden ud, så stoppede den. Nogle havde endda en aftale om at hejse et lille flag ved vejen, så de ikke selv behøvede at stå derude og vente. Om aftenen, når bilen kom fra Ribe, havde den vores daglige avis, Vestkysten med. Avisen blev smidt af et bestemt sted, hvor der var lavet en postkasse, så måtte abonnenterne selv finde ud af at hente den og i øvrigt også lægge den i postkassen. Var det regnvejr, kunne den godt være blevet godt våd. Den øvrige post sørgede Charles Bernhard, altid kaldt ”Æ post” for, og det foregik på cykel hele sognet rundt. Der var vel ikke så megen post til daglig, men mange abonnerede dengang på et ugeblad, som hed ”Hus og Hjem”, så den dag, bladet kom, må cyklen have været lidt tungere. Til jul, når der både var julekort og pakker, var der godt læs på, og da forbarmede nogle af de gårdmænd, som havde en stadsvogn sig ofte over ham og kørte for ham. Det har været rigtig kærkomment. Engang imellem blev posten inviteret ind til frokost og beværtet rigtig godt. Der stod somme tider spejlæg på menuen, og da Charles Bernhard havde et stort flot snoet overskæg, var det ikke altid helt ukompliceret med den spise. Til daglig var det en træt post, man så på sin rute, men en hel anden mand oplevede man til det årlige dyrskue, hvor han serverede i teltene. Her var han i sit es og svingede muntert rundt med fade og glas.
Bageren, der boede ved siden af skolen, blev også flittigt benytte, men dog sjældent til slikindkøb. I så fald kun ved helt særlige lejligheder, som påske, hvor de havde æg med en lille ting i. Forretningen lå imidlertid, så det var nemt for os skolebørn at smutte ind og tage et rugbrød med hjem. Så gik vi de to km. hjem med skoletasken i den ene hånd og rugbrødet under den anden arm. Jeg har oplevet, at jeg fik slidt en bar plet på frakken under armen, så man kunne se foret igennem. En gang om ugen kørte bageren om med brød, så de forskellige husstande kunne forsyne sig, men det var nok først efter krigen.
Brugsen havde en meget central plads i vort landsbyliv. Her købte alle beboerne deres daglige fornødenheder, og der skulle helt særlige behov til, før det var nødvendigt at tage til Ribe og gøre indkøb. Min far købte kunstgødning og mindre landbrugsredskaber som rive, fork og spade her. Frø kunne han nok også have købt, men en lokal landmand havde en lille forretning med den vare, og ham ville min far sikkert gerne støtte. I Brugsen kunne vi også sælge de æg, vore høns lagde. De skulle først pænt renses og stemples og lægges sirligt i en kurv. Så kom de gerne bag på min cykel og blev transporteret derhen. Man skulle virkelig køre forsigtigt og uden om eventuelle huller i vejen, så der ikke gik nogen i stykker. Ved afregningen i Brugsen blev der brugt en bog, som gik med frem og tilbage, og hvor købte varer samt prisen blev skrevet op. Det skyldte beløb blev betalt, når min far syntes, regningen var stor nok. Jeg fik til belønning en pose bolsjer af uddeleren, når jeg betalte regningen. Hvis man var nødt til at betale hver gang, var det vist kun, når man var en dårlig betaler.
Der var to malere i Høm, hvoraf den ene var døv og aldrig blev kaldt andet end ”Æ døv maler”. Det var ham, vi benyttede, og han var ganske udmærket. Jeg husker særligt nogle døre, der blev malet med egetræsmønster. Den anden hed Martin Andersen og boede i et ret smukt hus på vejen ud mod Vestermark. Hvad der kan undre mig i dag er, at der har været arbejde til dem begge to, men måske har der ikke været nogen maler i den anden ende af sognet?
Nede i Faurholt boede der en familie, som var Jehovas vidner. Det var noget, alle vidste, og så beskæftigede man sig egentlig ikke mere med det. En dag kom det dog så tæt på mig, at jeg aldrig glemmer det. Det var første juledag, og min bror og jeg var gået over for at lege med naboens børn, der var omtrent jævnaldrende med os. Nabofamilien var i kirke, så det var dejligt for os børn at kunne lege, uden at vi forstyrrede nogen voksne. Pludselig bankede det på yderdøren, og da min veninde og jeg lukkede op, stod der en mand og kvinde udenfor, som spurgte efter vores forældre. Vi svarede, som sandt var, at de var i kirke og modtog en lang prædiken om, hvor forkert det var, og de sluttede med at sige, at vi alle var fortabte. Vi små piger på vel seks-syv år, stod helt betuttede da de var gået, og kunne selvfølgelig ikke lige glemme det. Da jeg kom hjem, fortalte jeg det til min mor og spurgte:
”Mor, er vi virkelig fortabte?”
Hun beroligede mig, men jeg kan huske, at jeg blev ved med at tænke på det længe efter.
Skolegangen i en landsbyskole på det tidspunkt var noget speciel. Vore lærere var udmærkede og gjorde, hvad de kunne, men havde trange kår. For at to lærere kunne klare undervisningen af alle børn på syv-otte skoletrin, inddelte man dem i hold. De to yngste alderstrin, som kaldtes de små, et mellemhold og de store, som rundt regnet alle var over elleve år. Disse store gik ikke i skole om sommeren fra april til september, hvor man skulle blive hjemme for at hjælpe sine forældre i huset eller ved landbruget. Til gengæld var de så i skole hver dag om vinteren seks dage om ugen, fra 8 til 15 eller 16, mener jeg. Der skulle kompenseres for det lange fravær. I den skole blev der lagt stor vægt på retskrivning og regning, og de, der havde flair for det, blev da også ret gode. Desuden blev der undervist i Danmarkshistorie, bibelhistorie og geografi. Med det pensum kan det ikke undgås, at vi læste det samme år efter år, og undervisningen for de ældste klassetrin blev let kedelig, så kvikke, urolige drenge fandt til tider på narrestreger. Jeg husker særlig et vækkeur i et skab, som var stillet til at ringe, når vi var godt inde i timen, men det er bare en streg ud af mange.
Forseelserne gik bestemt ikke upåtalt hen, og synderne blev straffet hårdt. De måtte stille til en endefuld, sommetider oven i købet med en kæp, de selv havde været ude i skoven og skære af. Pigerne var mere i baggrunden, når det drejede sig om ballade. Jeg havde planer om nysepulver og andre ting, men jeg kan ikke rigtig huske, om det blev ført ud i livet. Sang prægede vores skolegang meget. Lærer Jespersen var meget musikinteresseret og var leder af Høm Mandskor, der var ret dygtigt. Han ville også gerne, at vi skolebørn skulle delagtiggøres så meget som muligt i den danske sangskat, så vi havde rigtig mange sangtimer. Jeg tror, vi var mange, der sukkede, når Jespersen igen tog violinen frem, og der skulle synges. Senere har jeg nu været rigtig glad for at kende så mange sange og salmer.
Smeden havde sin smedje liggende lige overfor mejeriet og var en meget central figur. Han spændte over rigtig mange ting, som var nødvendige i det gamle samfund, lige fra at sko heste til at reparere maskiner, vogne og redskaber. Beliggenheden overfor mejeriet, var strategisk god. For når mælkekusken havde afleveret sin mælk og fået det med hjem, han skulle, rundede han smeden, som næsten altid havde nogle redskaber, der var blevet repareret og nu kunne komme med hjem til ejeren på denne nemme og enkelte måde.
Sommeren var en dejlig tid, hvor det var varmt og solen skinnede. Vejret har nok været lige så skiftende dengang, som det er i dag. Da vi var mindre, var min mor meget sød til, på varme dage, at stille en stor zinkbalje ud i haven, hvor vi fyldte den med vand, og når det var opvarmet, var det dejligt at bade i den. Jeg mener, at vort lille telt blev slået op over baljen, for selv om vi havde badedragt på, skulle man ikke udstille sig ud til vejen. Da vi var større, nød vi godt af, at Eskild Vind, der havde en gård lige neden for bakken, havde noget så luksuriøst som et badebassin, som han inviterede andre til at benytte. Her har vi været nede en del gange, men det var ikke noget, vi gjorde regelmæssigt. Måske har vi ikke villet være påtrængende, selv om det var uendelig flinke mennesker, der aldrig lod os føle, vi kom til ulejlighed.
Mor tog os gerne med ud i Bachaus´ Have en gang i løbet af sommeren. Haven lå ved restaurationen og var et eventyr for os bøn, Der var en Palmehave, et helt nyt syn for os børn, der aldrig havde set palmer. I haven var der både aber i bur, en papegøje og en flot påfugl. Den var desuden anlagt, så der var grotter, der kunne minde om et mindre klippeparti. Her kunne man drikke kaffe og købe is, hvilket ikke forringede stemningen. Ellers havde vi de sommerglæder, man har, når man bor midt i naturen.
På dejlige lune sommeraftner, hvor der duftede af blomster og nyslået græs, spillede vi bold og andet ude i haven sammen med vore karle og andre, der kom til fra de omkringliggende huse. Myggene svirrede i luften, og der var flagermus. Sådanne aftner stod tiden næsten stille.
I ferietiden kom to af mine kusiner fra Borg gerne på besøg hos os en uges tid, og jeg tog med tilbage og besøgte dem. Det var herligt at være i nye omgivelser og træffe andre mennesker. Hvis vi var heldige, og kunne låne en cykel, tog vi på små udflugter ud i omegnen.
Vi havde også en moster i Rødding, som vi var på ferie hos. Der var ingen børn, men til gengæld befandt vi os i en by, hvor der var noget nyt at se på. I det hjem kunne vi også være heldige at få en biltur, noget der ikke var almindeligt på den tid. Til gengæld besøgte de så af og til os om søndagen. Det var den tids norm og fornøjelse, at man var sammen med sin familie. Et par gange om sommeren cyklede vi ud og besøgte en moster og onkel, som boede på den anden side Ribe. De havde fem børn, så der var liv og glade dage. De besøgte så os og kom gerne kørende i en lille vogn, en jumbe med hest for. De var altid inviteret til middag og var ikke lige præcise, så vi blev sommetider lidt utålmodige. Min mor, som kendte deres vaner, serverede tit suppe, fordi den var let at varme op, men hun glædede sig også selv til besøget, for hun elskede at være sammen med sine søstre.
Først på sommeren var der rigtig fest nede i Høm, når der var Ringridning. Det var altid marken overfor skolen, der blev benyttet. Der var mange ryttere, men kun en kvindelig, Mie Boysen. Mies hest havde altid en blomsterkrans om halsen. Det var der ikke så mange, der havde. Jeg gættede på, at det var Mies mor, der havde bundet den. Hun var en af dem, der altid bandt en adventskrans til skolen.
Det var morsomt at se på rytterne, og hvor dygtige de var. Flot var det også at høre hornmusikken, der blev leveret af nogle lokale musikere. Og så var der isboden, hvor det var om at vælge den is, der så lækrest ud, hvis da pengene strakte til det. Det var sjældent, at vi så sådan et udvalg i Høm. Senere på sommeren var der dyrskue i Ribe, hvor bønderne viste deres fineste dyr frem, og man kunne være heldig at få en præmie. Vi har nu aldrig haft nogle dyr med, men far tog derud med os. Der var både dyr og de nyeste landbrugs-maskiner, som bønderne kunne stifte bekendtskab med. Desuden var der boder og telte, hvor man kunne købe kaffe og øl. Forlystelser var her. Karrusellen, husker jeg. Den prøvede jeg altid, for der gav min far en tur. Skulle vi have flere, måtte vi håbe på, at der kom familie eller andre bekendte forbi, som var i det gavmilde hjørne og gav en en tur.
Den begivenhed, der lyste op i min barndoms vinter, var julen. Den begyndte med advent, hvor nogle børn tog adventskranse med i skole, og lærer Jespersen skulle gætte, hvem de var fra. Den eneste pynt, der var på grankransene, var farvede bånd af silkepapir, som hang ned under dem. Dette gætteri gentog sig også om sommeren, når vores lærer havde fødselsdag. Da havde næsten alle børnene buketter med, så da kom han virkelig på arbejde. Der sagdes, at han i forvejen kørte en tur på cykel og noterede sig, hvilke blomster, der var i de forskellige haver.
Vor lærerinde, Ellen Vind, indøvede hvert år til jul en lille komedie med os piger, og vi var altid meget spændt på, hvilket stykke det nu var, og hvem der skulle have rollerne. Det var en dejlig afveksling i skolegangen, der ellers kunne blive noget triviel med næsten det samme pensum år efter år. Noget jeg også husker, fra en af de første klasser, hvor jeg gik hos Ellen Vind var, at hun tog os med ud for at se ”Snehvide og de syv små dværge” i biografen. Det var den første film, Walt Disney lavede, og det må være kort efter, at den var kommet frem, at vi så den, i 1938 eller 39. Jeg mener lærer Jespersen kørte os derud og hjem, så det har vel været før besættelsen, hvor det hurtigt blev forbudt med privatkørsel. Det var lige før jul, og vi var først omme hos frk. Vinds mor, som boede i Ribe. Der fik vi en lille forfriskning, spiste småkager og morede os med at klippe juleting. En dejlig oplevelse.
Hen mod jul fyldte juleudstillingen i Høm Brugs os med forventning. Uddeler Lassens søn Viggo, som blev kommis i forretningen, var god til at pynte det enlige vindue, der var til rådighed. Det andet var optaget den store blanke kaffemaskine, som var en hel dekoration i sig selv. Og når så det vidunderlige skete, at udstillingen endelig var færdig, stod vi børn beundrende og så på de ting, der var så flot arrangeret og indrammet af en krans med fehår og lys, der gav det hele et eventyragtigt skær. Vore drømme blev så rigeligt indfriet her. Vi børn havde meget beskedne gaveønsker.
Hjemme hos os var der selvfølgelig også juleforberedelser. Der skulle skrives julekort, og mor bagte mange slags småkager og pebernødder, hvor jeg fik lov at hjælpe med. Desuden blev der gjort ekstra rent, og sølvtøjet blev pudset, så alt kunne være fint og skinnende. Jeg må heller ikke glemme julepynt, der skulle ses efter og eventuelt fabrikeres, noget der gerne hørte under mig. Juleaften var selvfølgelig dejlig. Der lå en forventning i luften, som jeg stadig husker. Det kan ikke have været på grund af gaverne, for vi fik normalt kun en enkelt gave hver af vore forældre. Vi var slet ikke vant til at få gaver, så bare det at få en gave, var stort og uvant. Det var en lege- eller luksusting, vi fik, ikke en brugsting. Den stemning, der hvilede over denne aften var helt speciel.
Bordet stod dækket inde i stuen med hvid dug og det fine service, hvor vi ellers spiste i køkkenet. Inde i den ”fine stue” stod juletræet pyntet og ventede på at komme ind i dagligstuen og blive tændt. Der var for koldt at være i den anden. Den ene af vore to karle havde fri den aften, så han kunne være sammen med sin familie, men det kunne de ikke begge, da min far behøvede hjælp til røgtningen af dyrene.
Endelig kunne vi dog sætte os til spisebordet i stuen og indtage julemaden. Den bestod af flæskesteg og hjemmelavet medister med både rødkål og hakket hvidkål, kartofler og dejlig sovs. Jeg mindes ikke, vi har fået brunede kartofler. Den hakkede hvidkål er vist en sønderjysk skik, som består endnu. Som dessert fik vi risengrød med kanel og sukker og dertil sødet hvidtøl. Når vi var færdige med at spise og havde vasket op, blev juletræet tændt, vi sang julesalmer, og gaverne blev delt ud. Derefter blev der sat nødder, konfekt, pebernødder og frugt på bordet. Min far legede en leg med pebernødder med os, som blev kaldt ”effen eller ueffen”. Man tog nogle pebernødder i hånden, holdt den lukket frem mod modstanderen, og vedkommende skulle nu gætte, om man havde et lige eller ulige antal i hånden.
Julens højdepunkt var børnenes juletræsfest i Høm Forsamlingshus. Festen var for hele Seem Sogn, både børnene fra Høm og Seem Skoler. Det var helt vidunderligt med det store juletræ, der næsten nåede loftet, som var fint pyntet og selvfølgelig med masser af levende lys. For ikke at risikere brand, var der anbragt en spand vand i salen, og der gik et par mænd fra bestyrelsen med lange stokke, hvor der var en svamp for oven, så de kunne slukke lysene, inden de brændte ned og antændte grenen.
Vi var mange børn, som skulle gå rundt om træet. Vi blev derfor inddelt i flere kredse, så alle kunne være med. Lyset i salen blev nu slukket, og så gik vi der og sang den ene julesalme efter den anden. På et tidspunkt blev der holdt en pause, hvor lærer Jespersen læste en julehistorie, og derpå gik vi igen rundt orm træet. Alt sammen stille og stemningsfuldt og en meget stor kontrast til de julefester for børn, jeg har været med til i dag. Men hermed var det fredelige også forbi, for nu blev lyset tændt, juletræet kom over i et hjørne, og der blev sat borde og bænke op, så den medbragte mad kunne nydes. Desuden var der uddeling af godteposer og et par stykker frugt til hvert barn. Når alle havde stillet deres sult og tørst, blev borde og bænke igen taget væk, så der var plads til at danse til Poulsens danseorkester. Det blev sent, før den dejlige aften sluttede.
Nytårsaften var noget helt andet, end det er i dag. Lys eller raketter af nogen art fandtes ikke. Hvis det blev brugt før krigen, kan jeg tænke, det kun var af velhavere, for vi levede ikke i et overskudssamfund, men vi havde vore fornøjelser, og denne aften gik det ud på at drille andre, så de næste dag ikke kunne finde deres ting, når de skulle bruge dem. F.eks. var kaffekanden et yndet objekt. Kunne man se sit snit til at tage den, og hejse den op i flagstangen, så var det lige sagen. Andre ting gik samme vej. Det var de uskyldige nytårsløjer, men til tider gik løjerne over gevind, som et år, hvor man havde kørte arbejdsvogne og deriblandt vognen, som blev brugt til mælketuren i en mergelgrav. Det var for groft, og det vakte selvfølgelig forargelse.
Mælken blev dengang hentet hver dag ved gårdene af en mælkekusk. Til transporten blev der benyttet en stor, bred vogn med gummihjul, hvad ellers ingen vogne havde dengang. Den fulgte med jobbet, og kusken skulle selv lægge heste til. På vognladet var der en trækasse, hvor der var plads til smør, kærnemælk, ost efter andet, der var blevet bestilt med hjem fra mejeriet. Bestillingen skete ved, at man satte en seddel med det ønskede fast på mælkejungen.
Da jeg blev konfirmeret i 1946, var det endnu svært at få tøj. Mine forældre kunne købe en frakke og en kjole til andendagen, men en hvid konfirmationskjole var ikke til at skaffe. Det problem løste min yngste moster, som boede i Ålborg. Hun købte en kjole til mig i en genbrugsforretning, en sød lille kjole i blankt satin, som lige passede til en lille slank pige som mig.
Vi gik til konfirmationsforberedelse hos Pastor Pedersen, som underviste os nidkært i katekismus, men også viste os, hvordan nogle salmemelodier var gode som dansemelodier. Så helt kedeligt var det ikke. Dog tålte han ikke uro, så der faldt også ind imellem nogle lussinger.
Når det var koldt, gik vi konfirmander gerne i samlet flok oppe fra Hømlund, hvor vi var tre, og ned til præstegården. En lang gåtur. Konfirmationsdagen var en dejlig dag. Der var højtideligt i kirken, hvor vi blev overhørt i det, vi havde lært i vinterens løb. Pastor Pedersen var blevet syg, så det var Biskop Scharling, der forestod Konfirmationen.
Efter den kirkelige del, kom vi hjem til middag, hvor der var dækket op i begge stuer, og hele familien var inviteret. Menuen stod på noget med suppe, og vi havde kogekone, som også havde været dagen i forvejen for at forberede maden. Hun havde gerne en ekstra hjælp med, ligesom der også var en fra bekendtskabskredsen, der serverede. Der blev ikke serveret vin, men sodavand og hvidtøl. Ligeledes blev der kun sunget salmer hjemme hos os, selv om vi var grundtvigianere og ikke missionsfolk. Jeg ved, at man i nogle hjem også har sunget af højskolesangbogen, som blev benyttet meget dengang. Hos os var det salmebogen, og det var nok mere en skik, end noget man tænkte over.
Det var så dejligt at se alle de onkler og tanter, der var kommet for at fejre mig sammen med en del fætre og kusiner. Mange havde gaver med, og det var noget helt uvant i min verden. Jeg tror, der herskede den indstilling, at børn ikke måtte forkæles. Foruden smykker, blev jeg begavet med et par sæt, der bestod af spejl, kam og børste. Noget, der var meget på mode det år, og som kunne pynte på enhver kommode. Dagen efter var jeg med min faster ude ved fotografen, hvor der blev taget et billede af mig i min fine kjole. Nogle dage efter havde jeg fået lov at invitere pigerne på konfirmandholdet til varm mad, hvilket var meget hyggeligt. Så hele arrangementet omkring konfirmationen var en rigtig dejlig begivenhed.
Det, der varslede julen, var min onkel Jørgens fødselsdag midt i december måned. Da var familien på begge sider med børn inviteret til middag med efterfølgende stort kaffebord. Kaffebordet gav os mulighed for at smage på julebagværket og konfekten, som allerede var færdigt på det tidspunkt. Det var en fest, men allerbedst var, at vi børn blev sat ved et bord for os selv, hvor vi rigtig kunne snakke sammen og have det sjovt. Dette dog absolut inden for rimelighedens grænser, for jeg kan aldrig huske, der er blevet tysset på os. Om det skyldtes den ældre generations tolerance, eller vores velopdragenhed, ved jeg ikke. En ting, jeg senere har tænkt på er, at det tit blev sent, før gildet sluttede, og nogle af os faldt sommetider i søvn sidst på aftenen. Men når vi skulle hjem, vågnede vi op og gik det stykke, vi skulle.
Der blev helt selvfølgeligt stillet nogle krav til os, og det tror jeg egentlig var sundt. Min tante og onkels hjem var ikke det eneste sted, vi kom med, når voksne havde en festlig sammenkomst med middag. Vi var også inviteret med hos Sanne og Harald Olesen, der boede på den gård, hvor min far havde haft sit barndomshjem. Det var en rigtig gammel gård med brune hollandske kakler i en af stuerne. I en anden stue var et maleri på væggen af gården. En stor blodbøg stod ude midt i haven. Den er væltet under en storm. Disse aftener hos Sanne og Harald Olesen mindes jeg som meget hyggelige, der var en egen stemning der.
Pinsen var en dejlig tid i min familie, for da besøgte vi altid mine morforældre, der boede i Løgumkloster. Vi cyklede derud pinsedag og tilbage igen anden pinsedag. Det var 30 km., og jeg mener, at både min bror og jeg kunne cykle turen, fra vi var omkring syv år. Vi var begge i stand til at køre på vore egne cykler. I Arrild satte vi os på en skrænt og holdt udkig efter vore forældre, og det var herligt, når vi fik øje på dem, og så fulgtes vi herfra det sidste stykke vej. Det er, som om det altid var solskin i pinsen, og bøgen var altid lysegrøn og sprød, men det var nok, fordi jeg var så glad og fuld af forventning. Det var en fest at besøge min mormor og morfar, hvor der også altid kom mange andre af min familie. Tanter og onkler med kusiner og fætre, som vi ikke så ret ofte, men havde det rigtig sjovt og hyggeligt med, når det endelig skete. Der var selvfølgelig også et stort sønderjysk kaffebord med et specielt kaffebord til dem, der havde sukkersyge, hvilket der desværre var flere, der havde i vor familie. Vi overnattede derude, og det var der ofte andre, der gjorde. Jeg fatter i dag ikke, hvordan vi kunne være så mange i det lille hus.
Lige før sommerferien var begyndt, havde min faster Katrine fødselsdag, og hele familien var inviteret. Vi var ikke talrige på min fasters side, men til gengæld havde min onkel mange brødre, så der var rigtig mange mennesker, der var samlet her. Hvis vejret var godt, samledes vi under det store kastanjetræ foran gården. Det var meget stort og gammelt, og til sidst måtte det fældes, fordi dets rødder var ved at vælte gården. Men dengang mødtes vi under det, og ved den tid var københavnerbørnene lige kommet. Det var en herlig aften, hvor alle mennesker var glade, og duften af det nyslåede hø og blomsterne blandede sig med kaffeduften inde fra huset.
Sidst i 30-erne var elektrisk hegn endnu nyt, men det havde min onkel fået installeret, og vi børn morede os med at prøve, hvor meget stød vi fik, når vi rørte det med et græsstrå. Vi prøvede også at gå i en lang række, hvor den første lagde strået på hegnet, og det skulle så afprøves, om det var den første, sidste eller os alle der fik stød. Det var gyseligt spændende.
Hvis vi var så heldige at kunne låne en cykel, tog vi børn sammen på små udflugter i omegnen.
Vinteren var kold ude på landet før centralvarmens tid. I vores store stuehus havde vi kun komfuret og en kamin til varme op. Og så var vi endda heldige. For under krigen, hvor man ikke kunne få kul og kun en afmålt mængde koks, lejede min far et stykke mose, hvor vi strøg tørv. Desuden var der den lille skov, der omgav gården, som foruden at give læ, gav godt med brænde og kviste til at tænde op med. Når vi skulle i seng om aftenen, varmede min mor sten i ovnen, som vi så fik med i seng. De holdt sig varme rigtig længe. Vi havde også en enkelt varmedunk, men hvad var det til så mange?
Under krigen med de kolde vintre, var der til tider ikke alene isblomster på ruderne, men også på nogle ydervægge. Et specielt kapitel i min barndom var besættelsen, som varede fra jeg var otte til tretten år og således har præget min barndom meget. De voksne talte om krigen, længe før den kom. Vi fik sendt bøger hjem fra et bibliotek i Toftlund, hvorfra de kom mod en hel kasse bøger ad gangen. Min mor, som elskede at læse, var medlem, og det har også været medvirkende til, at jeg meget hurtigt lærte at læse, da jeg kom i skole. Det var fint og nærede min fantasi, så jeg forestillede mig de skrækkeligste ting, da jeg hørte om krigen. Jeg forestillede mig, at hære af soldater med geværer og dragne sværd ville storme frem og slå alle ned. Da Tyskerne besatte Danmark, var min oplevelse helt anderledes end min forestilling.
Den 9. april, da en lille veninde og jeg ved halv otte tiden kom op på Toftlundvej, var vi fuldstændig uvidende om besættelsen, som var i fuld gang. På gården havde vi travlt fra morgenstunden, og der var ikke tid til at høre radio tidligt om morgenen. Det forundrede os dog meget, at der kom så mange militærkøretøjer. Vi vinkede igen til de flinke soldater, der vinkede til os. Først da vi kom i skole, fik vi at vide, at tyskerne havde besat Danmark, og vi blev klar over, at det var tyske soldater, vi havde mødt. På det tidspunkt begyndte flyverne også at komme, så mange, at himlen næsten var sort, og lyden af alle disse propelmaskiner gjorde et uhyggeligt indtryk på mig. Når jeg tænker tilbage på dagen, er starten lys med solskinsvejr, og resten er meget mørk. Om det bare var mit humør, der ændrede sig, ved jeg ikke.
Nu fortalte vores lærer os om beskyttelsesrum, der skulle indrettes, om forholdsregler ved flyangreb og meget andet. Da jeg kom hjem, havde min mor travlt med at finde ud af, hvordan hun kunne mørklægge vinduerne, og min far havde allerede været i Ribe for at købe rullegardiner med sort mørklægningspapir. Pludselig skulle alting indrettes efter krigstilstande. Foruden lyset i husene, der ikke måtte kunne ses udefra, skulle vi også bruge specielle cykellygter, som man kun med nød og næppe kunne se at orientere sig ved. De voksne fik taget billeder og skulle have identitetskort, som de altid skulle bære på sig, når de var uden for hjemmet. Og så var der rationeringsmærkerne, som gav anledning til mange spekulationer og megen irritation. Det var ikke helt så slemt for os ude på landet, hvor vi selv havde naturalier. Jeg husker, at min mor både prøvede at kærne smør og lave kartoffelmel, men det var svært, så det blev ikke en varig foreteelse. Derimod ristede vi byg i ovnen, som vi malede og lavede kaffe på, og det smagte rigtig godt.
Nu skal man heller ikke tro, at vi kunne bruge løs af vore afgrøder og vore dyr, som vi lystede. Kort tid efter besættelsen, kom der et par mænd rundt, som takserede vores gård og gav min far besked om, hvor meget han skulle aflevere til tyskerne, og hvad han selv måtte beholde. Vi måtte f. eks. kun slagte et bestemt antal svin til eget brug. Jeg har da oplevet, at der blev slagtet et ekstra i nattens mulm og mørke. Så var der de private biler, som ikke måtte bruges, da alt benzin var forbeholdt tyskerne. Det var kun lægen, dyrlægen og der, hvor det var absolut nødvendigt med bil, der fik tilladelse til at bruge den.
Vores rutebil, som foruden vore cykler, var det eneste transportmiddel, fik monteret en generator bagpå, hvori der så blev fyret med brænde i små stykker, som blev kaldt generatorbrænde. Chaufføren havde så fået en dobbelt opgave med både at skulle servicere passagererne og holde liv i generatoren. Cyklerne blev brugt flittigt, men det varede ikke længe efter besættelsens begyndelse, før der var knaphed på dæk og slanger, så de, der ikke i tide havde købt lager hjem, måtte i de sidste krigsår køre på faste dæk. Det vil sige dæk, der var monteret direkte på fælgen uden slange. Det var ikke særligt rart at køre på, for det bumpede skrækkeligt. Der var også noget, der hed, at man kunne få vulkaniseret sine dæk. Der blev så lagt ny slidbane på, men jeg er ikke rigtig klar over, hvad man så skulle medbringe for at få det gjort.
Når vi under krigen besøgte vores familie på den anden side Ribe og skulle hjem efter mørkets frembrud, kan jeg tydeligt huske vagtposterne, der var placeret både ved indgangen og udgangen af byen. Deres tavse mørke silhuetter, stålhjelmen, geværet og deres ”Halt”, der rungede gennem mørket. Jeg var ikke bange, men var klar over situationens alvor, når min mor og far fik travlt med at finde deres identitetspapirer frem. Foruden de mørklagte cykellygter, skulle vi også have hvide armbind på, så vi kunne ses i den sparsomme belysning.
I 1943, netop som vores nye, fine skole var færdig, skete der noget, der rykkede de tyske soldater nærmere på os. Hidtil havde vi kun set dem enkeltvis, i små flokke eller de marcherede rundt i Ribes gader. Nu fik vi besked på, at de kom til Høm, hvor de skulle bruge hele vores nye skole til indkvartering. Det blev vi selvfølgelig sure over. Nu havde vi lige glædet os over den nye skole, og så måtte vi igen tilbage til den gamle, som var godt slidt ned. Jeg husker tydeligt, den dag, de kom. Vi var lige startet på hjemturen, da vi så tyskerne komme på vejen oppe fra Brugsen. Vi drejede ind til Forsamlingshuset for ikke at møde dem. Men vi blev alligevel stående, så vi kunne se optoget. Og sikken et syn! Forskellen mellem de marcherende soldater, jeg ellers havde set og disse, slog mig. Det var tropper, der var kommet direkte fra østfronten. Foruden de få motoriserede soldater, var der mange af dem, jeg kalder prærievogne, vogne trukket af magre trætte heste, hvor uplejede soldater sad og hang. Under normale forhold ville disse tyskere, som tog vores landsby i besiddelse, have fremkaldt vrede hos mig, men jeg kunne ikke lade være med at tænke på, hvor de kom fra, og hvorledes de havde haft det der. Ellers glædede det mig meget, når jeg i den engelske radio hørte, om alle de tyske soldater, der dagligt mistede livet i den hårde vinter i Rusland.
Dette syn var bare slet ikke det, jeg havde ventet.
De tyske soldater tog ikke kun skolen i besiddelse, de blev også indkvarteret på nogle gårde. Vi blev også takseret til at huse nogen, men det blev aldrig aktuelt, da vores gård lå for langt fra hovedkvarteret, og det var vi selvfølgelig lykkelige for. Derimod brugte de vores område til øvelser. Det bakkede terræn med spredte træer og småskov egnede sig godt, og det kunne vi ikke forbyde dem. I starten overskred de dog ganske denne grænse, idet de brugte bygningerne. Min lillebror på syv år vågnede en morgen ved, at de løb skydende omkring huset. Far fik fat i den øverstbefalende, der måtte love, at det aldrig mere ville finde sted. Bent havde også den kedelige oplevelse en morgen på vej i skole, hvor han gik ad en markvej, at han så, der lå soldater i grøfterne på begge sider, med geværer, som pegede op mod vejen. Han blev selvfølgelig bange, men fortsatte sin gang, og der skete da heller ikke noget. Min onkel og tante i Faurholt havde en del tyske soldater indlogerede. Officerer inde i stuehuset og de menige samt nogle russiske krigsfanger ude i laden. Når jeg tænker tilbage, forstår jeg ikke rigtigt, hvorfor de havde taget disse fanger med, og om det virkelig var almindeligt? De blev vel brugt som oppassere, og måske var de nyttige. Det hed sig, at de havde en tolvårig russisk dreng med, men hvor jeg ved det fra, aner jeg ikke.
Vi havde aldrig kontakt med tyskerne, heller ikke, da vi store børn mod slutningen af krigen havde fået flyttet undervisningen til gymnastiksalen, som lå i samme bygning som Forsamlingshuset, hvor tyskerne havde indkvartering i den øvrige del. Vi måtte sno os ud og ind mellem soldater, når vi skulle ud i frikvarteret, men jeg kan ikke huske, jeg nogensinde var bange. Alle opførte sig pænt og det lader til, at begge parter accepterede, at den anden var der.
Alting har en ende, som der blev sunget i en af sangene under krigen, og en dag i 1945, da jeg sad og læste, kom min far og mor glade ind til mig. De havde siddet og hørt engelsk radio og der hørt budskabet om, at tyskerne i Danmark og Norge havde kapituleret, så vor besættelse var forbi. Vi havde længe følt, at det nærmede sig blandt andet fra BBC, og nogle i vore omgivelser vidste noget.
Min spillelærerinde, fru Lytken, som boede i et stort hus på Kurveholmen, hvor hun foruden ved sit spil ernærede sig ved at have mange logerende, oftest seminarie- eller gymnasieelever, gav os Frihedssangen allerede et stykke tid før 4. maj. Der var sikkert også flere af de unge mennesker, hun havde boende, som var med i modstandskampen, for når det i den sidste tid under besættelsen ringede på døren, rejste hun sig med en undskyldning om, at hun lige skulle ordne noget. Jeg kan ikke huske, der var nogen speciel fest ude hos os i anledning af befrielsen, men kort tid efter blev der arrangeret en stor fest inde i Ribe, hvor hele byen var blomstersmykket i hvidt og rødt og blåt. Det var også de farver, vi fandt frem i vort tøj. Hos drengene var det meget in med små huer i Royal Air Forces farver.
Det var en rigtig festdag med optog, musik og dans på Torvet. Det var herligt at slippe for mørklægning, rationering af strøm og at vi slap for tyske soldater overalt, men det varede alligevel længe, før alt igen blev som før, hvis det da nogensinde blev det. Det varede længe, før vi igen kunne få stoffer og ordentligt tøj. Rationeringer af sukker og kaffe varede meget længe. Sukker var endnu rationeret, da jeg begyndte som sygeplejeelev i 1950, og jeg mener, det varede endnu et par år.
Så kan jeg huske pengeombytningen, der skete, fordi særligt værnemagere havde sorte penge, som man ville til livs. Det skabte nogen ravage.
Stemningen var ellers i det hele taget glad og optimistisk. Vi så lyst på fremtiden. Den økonomiske situation, tror jeg, så bedre ud end før krigen. Det var måske det, der gjorde, at jeg fik lov, sammen med en veninde, at begynde på Ribe Katedralskole, hvad jeg rigtig gerne ville. Min veninde, Anna Hansen, holdt desværre op i løbet af et års tid, og jeg tabte helt forbindelsen til hende. Jeg tog realeksamen derfra, hvad jeg har været glad for. En tid overvejede jeg at gå i gymnasiet, hvad skolen stærkt rådede mig til, men problemerne ved at læse videre i en stor, fremmed by afskrækkede mig. Jeg havde aldrig været længere end i mit nærområde og havde ikke familie hverken i Århus eller København. Ribe havde været fremmed nok. Desuden var der selvfølgelig økonomien på en tid, hvor der ikke var noget SU.