Anders Varming fortæller om sine bedsteforældres hjem i Varming

Anders Varming
(f. 1897)

Anders Varming fortalte i 1987, i sit 90. år, hvad han huskede om sin familie. Det blev til en privat udgivet slægtsbog, hvorfra nedenstående er hentet. Der findes mindst tre familier, som bærer navnet Varming. Denne tager sit udgangspunkt i ejendommen Stavnagervej 43, som nu nu genopbygget efter en brand, og altså ikke er helt den samme gård, hvor Anders Varmings bedsteforældre boede.

Varming-slægten
Jeg vil nu prøve at skrive lidt om, hvad jeg har hørt i Varming om min oldefar, Peder Andersen og derunder omtale den aftægtskontrakt, som min farfar, Anders Pedersen har skrevet under på, da han 12. december 1856 købte fødegården, der oprindelig har tilhørt det Lindevedske Gods i Slesvig. Hvornår det er blevet frikøbt af dette gods, ved jeg ikke. Min oldefar, jeg ved ikke hvornår han var født, men i min erindring står nogle udtalelser i mine tidligste drengeår om, at han i 1812 var soldat, og at Danmark da sendte en afdeling soldater til Frankrig for at hjælpe Napoleon, og at han da var med der. Jeg husker, at der i denne forbindelse blev sagt, at det var svære tider for en kvinde at have sin mand i Frankrig og så samtidig med, at hun skulle styre gårdens drift fødte en søn, altså min farfar. Jeg ved ikke noget om oldefar, andet end hvad jeg kan forstå, efter at have læst omtalte købekontrakt må have været en indsigtsfuld mand, der ønskede at have sine betingelser klart og tydeligt nedskrevet. Og det forekommer mig, at han vist har stillet store krav og har villet sikre sig og sin hustru en rimelig fremtid. Hvornår han døde ved jeg ikke, men i 1856 solgte han altså gården til min farfar, Anders Pedersen.
Jeg ved ikke, om han inden sit ægteskab har haft plads på andre gårde, om han måske har været hjemme hele tiden, men jeg ved, at han blev gift med en pige Anna Truelsen fra Ansager ved Esbjerg. Og at de i deres ægteskab fik fire børn: Martin, der tidligt rejste til Amerika, Peder, der senere overtog gården, jeg har aldrig hørt noget om, at han har købt den, og så min faster, Grete og min far. Jeg er født 1897 og min farfar døde 1902 eller 1903. Men jeg husker dog, at jeg flere gange var i Varming og at en gang jeg var der, kom der kreaturhandlere, der var på rundrejse for at købe stude, det var rigtig handel det, men omsider blev de enige, og pengene blev betalt, og jeg husker, de blev lagt i en skuffe ved farfars seng. Der blev også en skilling til mig. Sengene dengang var de såkaldte ”indelukkede senge”, der var to låger eller døre foran, og om dagen var dørene lukket, der var ingen madrasser, men sengene var fyldt med halm. Ved fodenden var der på væggen en hylde, og min farmor og min faster, der lå i samme seng, havde her et spritapparat, for min farfar skulle hver nat have en kop kaffe, og så kaldte han:
”Drethe.”
Jeg ved ikke, om han ikke kunne sige bogstavet ”G” men jeg kan endnu høre, hvordan jeg tror, det har lydt. Underligt, at det gik. Hun tog en tændstik og tændte et åbent spritapparat, der kunne let være sket en katastrofe. Husker også at naboer sagde til farmor, at hun skulle sætte sig imod, at han skulle have varmet kaffe hver nat. Farmors kommentar var, at så længe det ikke var kaffepunch, han forlangte eller ønskede, så skulle han have kaffen. Mit barnlige indtryk af farmor var, at det var hende, der var den toneangivende på gården, og min far havde også mest respekt for hende.
Min far brød sig ikke om grønkålssuppe, og nu var der i landbrugskredse den skik, at når man har høstet kornet, må man komme hjem og stryge (skærpe) sin le i gårdspladsen, og hvis husmoderen så ikke straks kommer med et glas øl eller andet, så må han gå om urtehaven og hugge hovedet af grønkålene, og det fik min far ordnet og fældede kålene, men han fortalte, at hans mor havde sagt, at det skulle han ikke gøre en anden gang - og det gjorde han heller ikke.
Da min farfar var omkring de 90 år, faldt han en dag i stalden og brækkede et lårben, Og det blev vist årsagen til hans død. Har havde vist et langt sygeleje. Jeg kan huske hans begravelse. Kisten stod i den store stue, jeg skulle gå hen og sige et sidste farvel til farfar. Det ville jeg ikke, jeg ved ikke, hvad det blev til, men jeg græd. Jeg husker også, at kisten blev stillet ud på almindelig landbrugsvogn, at onkel Peder kørte, og at min far og mig også sad i den samme agestol.

Dagligliv på landet
Mange minder dukker op om deres levevis på landet. Man skulle tidligt op, og mandfolkene straks i stalden. Derefter kom man ind i køkkenet og fik mælkegrød med en klat smør i. Alle langede til og spiste af det samme fad. Jeg tror ikke, der vankede andet mad ved den lejlighed. Længere hen på formiddagen en formiddagsmellemmad, og her var pålægget røget skinke og ost og vist øl til af en stor kande, der altid stod på køkkenbordet og alle drak af det samme krus. Så til middag var der to retter, men den ene var næsten altid grød, vælling eller sødsuppe. En enkelt gang kødsuppe.
Angående måltiderne husker jeg, at man ikke brugte tallerkener, alle langede stadig til det store fad eller gryde, der stod på bordet, når det var grød oftest med en smørklat i midten, det gjaldt om at få det manøvreret sådan, at man fik sin del af smørret. Til kødretten fik enhver så en rund træbrik på størrelse med en tallerken, men fuldstændig flad og uden nogen kant. Enhver skulle selv pille sine kartofler, der blev stillet på bordet. Saucen skulle man fiske op fra panden, den også stod på bordet. Der var både ske, gaffel og kniv til hver. At spise grød og suppe på denne måde har vist kun kunnet lade sig gøre, fordi der var så få personer, her vel højest seks. Der blev ikke brugt kopper, derimod kummer, små lerskåle, og øl drak man så af det store krus med hjemmebrygget øl. Opvasken var også noget for sig selv. Opvaskevandet måtte ikke smides bort, men skulle hældes i tønden med svinefoder, der kunne jo være lidt fedt i det.
Slagtningen var en oplevelse for sig selv - også rent kulinarisk, så fik man jo fersk kød, og det var meget sjældent uden for højtiderne, og i sådanne tilfælde fik nabogårdene altid til et måltid. Helt for sig selv var det så, når man slagtede en høne. Jeg har selv oplevet, at min farmor selv slagtede en kalv. Jeg måtte ikke komme i stalden, før kalven var død. Det var ved aftenstid, og farmor stod ved en lygtes lys og ordnede det hele, flåede kalven, parterede den og fik det hele ordnet.
Når en gris eller en stud blev slagtet, kom der en slagter kørende, og jeg har overværet begge dele. Studen blev dræbt med et pistolskud gennem hjernen, og der var et stort arbejde med at koge de mange stege og anbringe dem i store stenkrukker og så lade dem stå fuldstændig stille, så trak der sig et fedtlag over kødet, og så kunne det holde sig en tid. Hvis der blev skubbet til en sådan krukke, måtte det koges op igen. Da havde man ingen køleskabe.
Bagning husker jeg også tydeligt. Et læs lyng stod i vognporten med direkte indgang til bryggerset hvor den store ovn var, den blev fyret varm dagen før. Dejtruget stod i loen, stillet op på bukke, så man kunne få fødderne ind under truget, og jeg tror også dejen blev lagt dagen før for at hæve i løbet af natten. Næste dag blev så hvedebrødet beredt, jeg kan huske, at jeg lavede nogle småkager, der vist var på ca. en hånds størrelse, de blev kaldt ”knepkager.” Dem skulle man brække i stykker, når man spiste dem. Farmor havde en meget fint udskåret træplade, der blev presset over dejen, og der fremkom så et meget fint mønster på kagen, der vist var mindst en cm. høj. Om aftenen blev ovnen gjort ren, og noget varmeisolerende blev sat for ovnlågen, jeg ved ikke hvad, inderst ved lågen måske en harve, men yderst var der i hvert fald en dyne. Næste morgen var ovnen klar til at bage de ca. 25 rugbrød og hvad andet så var. Efter et par dage blev rugbrødene sat på højkant i en stor dragkiste og var klar til brug.
Jeg har også været i Varming, mens de har brygget øl, men jeg er altid holdt på afstand fra det, min farmor var bange for at jeg skulle falde i de store kar med kogende vand. Jeg kommer nu i tanker om noget angående slagtning. Nemlig angående affald og blod. Der blev lavet blodpølser af svinene og nogle steder af okseblod, og det blev lavet i forskellige variationer, blodpølse og sortsuppe, - der var til mange dage, med melboller. Og af andet affald blev der lavet en suppe, med finker, plukkefinker blev det kaldt i Varming. Det var en meget stærk og sur suppe, som jeg i hvert fald ikke kunne lide, om jeg så fik noget andet i stedet for, kan jeg ikke huske.
Angående hygiejnen var den vist så som så. I den store stue nær døren stod noget, som jeg har genkendt som en bækkenstol, men jeg har aldrig set den i brug. W.C., eller lokum var der ikke, man gik i stalden, satte sig på hug med ryggen til dyrene og forrettede sin nødtørft og tørrede numsen med en visk halm. Den personlige hygiejne var måske i orden. Når min farmor skulle have sit hår redt, tog hun en slurk øl i munden, trak kammen gennem munden og fik derved håret til at sidde pænt og vistnok blankt. Med alt halmen i sengene var det vist umuligt at holde sig fri for utøj. Jeg har ikke indtryk af lus - men af lopper. Hver aften inden min farmor og faster gik i seng, stod de og løskede sig, fangede lopper i deres undertøj. Kan endnu høre den knasende lyd, når lopperne knustes mellem to negle.
Spyttebakke af støbejern

Af medicin fandtes der en slags for indvendige sygdomme, det hed ”Kroneessens”, som vist var en art bitter, og til udvendig, bulne steder var der ”Kjønxplaster,” noget man havde en stang af, det skulle skæres af med en varm kniv og smøres på såret. Jeg husker dog også, at doktoren har været for at tilse mine bedsteforældre, men det var en omstændelig affære, for man skulle hente og bringe lægen tilbage til Ribe igen. Jeg kan huske, at jeg et par gange på et bestemt klokkeslæt har stået ude ved hushjørnet for at bede præsten fra Obbekær, der dengang også var konstitueret præs i Seem om at komme ind at tale med min farmor. Hendes død og begravelse har jeg slet ingen erindring om. Jeg har flere gange været med min farmor, faster og farbror i kirke. Når vi var kørende, sad jeg ved siden af min farbror i kirken, mændene sad til højre i kirken, og faster sagde da, at det gik vist nok, at jeg sad ved siden af hende.
Et år var min broder Karl syg ind i mod jul med symptomer på difteritis, og jeg blev sendt til Varming for ikke at blive smittet, og jeg var meget utilfreds med, at vi ikke skulle have et juletræ - det synes jeg var urimeligt, især da vi lige overfor gårdspladsen havde en lille plantage med grantræer. Bagefter kan jeg bedre forstå det, for min farmor døde julenat, og jeg kan huske, at hun lå på båre på en dør, da familien juledag gjorde farmors legeme klar til at lægges i kiste. En ting mere kan jeg huske, det var, at der var en husmandskone fra Varming til at hjælpe farmor. Da jeg skulle i seng, betingede jeg mig, at den kone ikke skulle sove i min seng, men da jeg vågnede om morgenen, lå Andreas Knudsens kone alligevel ved siden af mig og sov.
Juleaften spiste vi i stuen, ribbensteg og risblomme, min farmor, der da lå sengen sagde:
”Bare jeg da kunne have noget af det,” men det kunne hun ikke tåle, hun fik vist lidt byggrød.
Om begravelsen erindrer jeg intet.
Præsternes lønninger var dengang beregnet på den måde at præsterne måtte tage mod et offer for kirkelige handlinger, og en begravelse kostede til præsten fem kr. og hvis man ville have en afskrift af talen, kostede det andre fem kr. Det ville min faster og farbror have, - de læste den højt hver aften, jeg ved ikke hvor længe, og de skiftedes til at læse den højt. Den aften jeg husker, var det farbrors tur til at læse, han var ellers ikke blødsøden af sig, men han kom til at græde, og faster udbrød da:
”Lad vær´ med det flæben, eller lad mig læse.”
Det med offer har jeg selv været med til, sidste gang - nej, næstsidste - før min konfirmation sagde Pastor Hansen ved Sankt Catharinæ Kirke til os, at næste gang vi kom var sidste gang før konfirmationen, og at præsterne havde lov til at bede om en erkendtlighed næste, og sidste gang, og at vi kunne lægge pengene på hans bord. Jeg havde vist en krone med, pakket ind i avispapir. Jeg kan se dyngen på bordet endnu. Et eller to år senere havde min mor lovet, at jeg ville være fadder, da et par af mine forældres venner skulle have barnedåb. Jeg var ret utilfreds med dette løfte, nu skulle jeg altså gå op gennem hele kirken, og alle kunne se mig.
”Det skal du ikke tænke på,” sagde mor, ”for alle kirkegængere er gået forinden.”
Og det var rigtigt - kirken var tom. Mor havde købt en sølvske, som jeg gav i dåbsgave og givet mig en krone, som jeg ofrede til præsten og 50 øre til degnen, begge dele pakket ind i papir - og det var rigtig offergang: Vi gik rundt om alteret og lagde vort ”offer” først til præsten ved vor venstre side og siden til degnen ved den anden kant af alteret. Denne offergang blev kort efter afskaffet ved lov. Forøvrigt blev jeg en hel del år senere klar over, at jeg slet ikke havde fattet hensigten med at være fadder.
Varmingvej 43 før branden 1918

Det er i grunden mærkeligt, så meget jeg kan huske fra min første barndom angående opholdene i Varming, for jeg var der vist ikke så mange dage ad gangen og var for det meste hjemme i Gravsgade hos mine forældre. En gang efter min farmors død var jeg i Varming og længtes hjem, sagde jeg til farbror, at han skulle spænde for og køre mig hjem, og han var måske ikke afvisende - men dog udsættende - det forstod jeg ikke før hen på eftermiddagen, da kom brødvognen, det var noget nyt, man var nu ikke henvist til selv at bage, men kunne en gang om ugen få frisk brød. Jeg kan huske, jeg kom med bageren til Ribe og at hesten, der nok var gammel, tog det med ro, og at bager Sørensen så sparkede på vognens forsmæk og sagde:
”Motor! Motor!”
Og det var den gang enhver hest med respekt for sig selv skulle blive bange og stikke i løb, når der kom en bil. Biler den gang var meget sjældne - og det hjalp heller ikke på farten, men vi kom dog hjem. Jeg husker hvordan jeg i de juleferier, jeg var i Varming var meget utilfreds med, at alt unødvendigt ikke blev udført mellem jul og nytår og plagede, for at vi skulle ud i loen for at tærske, men det blev der ikke noget af.
Når de rigtig tærskede, havde de en daglejer, der om vinteren fik 75 øre om dagen plus kosten, men en krone om sommeren. Jeg husker denne daglejer, der var så god. Hans kone var fuldstændig lam. Han hjalp hende op i sin stol ved bordet, og inden han gik, havde han ordnet noget mad til hende, og der sad hun så og kunne ikke røre sig, men havde en gren med sådan en grenstump på, så hun kunne trække de forskellige ting hen til sig. Kan ikke huske om han var hjemme at se til hende i middagsstunden, det var ikke ret langt. (De boede i Bakkehuset, Varming Vesterby 36)
Fra de første besøg i Varming husker jeg også, hvordan de om efteråret slagtede et får, og hvordan de af tællen støbte lys. Jeg har aldrig selv deltaget i det, men overvåget det. Tællen blev smeltet og man havde en form, der rummede ca. ti lys, vægen blev spændt fast for oven og for neden, den flydende tælle hældt i, og efter afkøling gentoges processen. Der blev brugt mange lys, og jeg ved ikke, om man var selvforsynende.
En anden ting, der også spillede en rolle, var kaffen. Den blev købt rå og kan sådan holde sig næsten ubegrænset. Der blev kun malet lidt ad gangen. Når kaffen var lavet, blev kaffeposen tømt ud i en stor krukke, og når der blev samlet en tilpas mængde kaffegrums blev det kogt op en ekstra gang.
Jeg mindes også noget om, hvordan deres aftener forløb, også den tid farmor levede. En aften, da vi havde spist byggrød, gik de voksne i stalden for at malke og i øvrigt gøre klar i stuen. Farmor sagde, at nu kunne jeg så spise resten af grøden. Det var ment som en spøg, men jeg tog det som alvor - og fik mavesmerter - det gik jo over igen. Nogle vinteraftener gik med at behandle ulden fra de klippede får. Faster kartede ulden mellem to store træflader med mange pigge, så ulden blev revet fra hinanden og vist blev dannet i en slags strimler, som farmor derefter spandt på sin spinderok - der var også noget, der hed at tvinde, men jeg ved ikke, hvordan det adskiller sig fra at spinde. Noget af garnet blev brugt til at væve stof. Jeg har været med min faster hos væversken, der boede i Faurholt, en lille by syd for Varming.
Min farbror sad i nogle aftener og snittede rivetænder. Han havde en klods bøge-endetræ, som han splittede i passende stykker og pudsede i den rigtige tykkelse med en kniv.
En ting lærte jeg den gang - og har altid senere stræbt efter - at have en kniv med mig, og senere er så fulgt at have blyant og papir hos mig.
Jeg har måske været med til et julegilde, og husker der var et meget langt bord i den store stue, kan ikke huske spor af servicet, men der var mange folk, og de snakkede meget. Jeg husker ikke noget om, hvad de spiste, men da de var færdige, ryddede kvinderne ud. Jeg ved ikke, om de også vaskede op, derefter tog mændene fat på deres lange piber og snart var stuen fyldt med en kvalmende røg, og de spillede kort. Lidt efter fik de en kaffepunch - eller flere. Da kvinderne var færdige i køkkenet gik de ind i dagligstuen, og kort efter kom min faster og tog mig med ind i deres stue.
På et tidspunkt skulle mændene op for at strække benene og se på besætningen i stalden. Dette tidspunkt benyttede kvinderne til at gå ind i den store stue for at åbne skuffer og skabe for at se, hvad der var blevet vævet og strikket i den svundne tid. Og så kom tidspunktet, hvor jeg blev lagt i seng.
Husker også at faster en gang ville give mig et sæt vadmelstøj - vi gik til skrædderen, der ikke boede langt fra Gram Landevej - og nogle dage efter kom jeg så hjem til Ribe med det nye tøj på, jakke og halvlange bukser. Kan ikke huske hvad Mor sagde, men dagen efter blev tøjet sendt til skrædderen og ændret, så bukserne kun nåede til knæene. Om sommeren havde ingen tid til at læse avis, og derfor holdt man kun avis om vinteren, og de holdt den da sammen med et par andre. Men man havde en slags levende avis, idet Andreas Jacobsen kaldet Kalvslund (Stavnagervej 44) var meget politisk interesseret. Han gik om sommeren rundt og redegjorde for den politiske situation.
Det var i årene omkring 1903-1904, hvor der skete uendelig meget indenfor den politiske verden.
Efter bedstefars død overtog farbror Peter gården. Han var vist en meget egoistisk og nærig mand. Han fik en husbestyrerinde, ja flere efter hinanden, så han var nok ikke let at arbejde for. Han solgte gården og endte sit liv på en lille ejendom i Holsted, hvor han havde givet sig ud i nogle usikre spekulationer, så min far måtte betale hans