Alfred Karkovs erindringer

Alfred Karkov
(1897-1971)

Alfred Karkov fortæller om sine forældre, livet i hjemmet, arbejdet på gården med videre. Nedenstående er kun et mindre uddrag af et længere skrift.

Min far var født i Roager, hvor bedstefar havde en gård, som han imidlertid solgte og flyttede til Høm i 1875. (Vesterlundvej 7) En del af jorden fra denne gård beholdt sælgeren, en enke Mette Kathrine Lehmann, som byggede ”Malsgård” (Toftlundvej 58) på jorden.
Far arvede denne gård allerede 1883.
I 1880-erne gik de politiske bølger højt, hvilket bevirkede, at Landboforeningen i Ribe deltes i to, en venstre-forening og en højre-forening, hvoraf far blev formand for venstre-foreningen. Amtmanden blev formand for den anden afdeling. Det gik godt gennem ti år, men da det gav underskud på dyrskuer og lignende, endte det med, at de to foreninger blev sluttet sammen igen, og far blev formand.
Far var med til at oprette Spandet Andelsmejeri og sad i dets bestyrelse gennem mange år. Det var egentlig mærkeligt, at vi leverede mælk over grænsen til Spandet, men man kunne få smørret bedre betalt i Tyskland den gang. I 1911 forbød tyskerne import af mælk, og Seem Andelsmejeri blev oprettet, vejen blev rettet ud og gruset, så mælkevognene kunne komme frem.
Kort efter, at far var kommet til Høm, blev han valgt ind i sognerådet og blev formand. Han var også med til at oprette Vester Vedsted Efterskole, hvor flere af familien har været elever.
Far byggede gården om, så der kunne udvides fra 26 kreaturer til 40 kreaturer og med fodergang og andre bekvemmeligheder. Der var plads til seks heste og rum til to gæsteheste. Når vi fik fremmede, kom de gerne kørende, og så skulle der helst være plads til at opstalde deres heste. Var der flere besøgende, kom deres heste på stald hos naboerne, sådan hjalp man gerne hinanden. Vi havde to svinestier, og over den ene var der plads til hønsene.
Da stald og lade blev bygget om, hjalp naboerne med at hente tømmer, sten og sand, og de var selvfølgelig med til et stort rejsegilde, som blev slået sammen med Lenes barnedåb, og der blev danset til den lyse morgen. Tømmeret var meget svært, bjælkerne var 40 X 40 cm. og blev hentede på vogn i Kolding. Om sommeren, når laden var tom, kunne vi lege på bjælkerne.
Omkring første juli 1894 brændte naboejendommen af lynnedslag. Denne ejendom lå imellem Magnus Feddersens og vores gård. Da det stadig brændte om aftenen, og vinden var østlig, mente far, at brandfogden, Hans Christian Vind skulle anmodes om at stille en vagt ved ilden om natten, - men det blev han rasende over. Far skulle ikke komme og kommandere med ham! Han kom farende ind i stuen, hvor mor sad, hun var lige kommet af barselssengen med Ejner. Han råbte:
”Jeg vil ikke lade mig kysse i min røv af Hans Lassen,”
Hertil svarede mor, at det ville Hans Lassen nok også nødig gøre.
Far købte tomten efter den nedbrændte gård, og ejendommen blev genopført ude på østermarken.
I 1900 blev Høm Forsamlingshus bygget, og far tegnede sig straks for ti aktier. Det hus har haft stor betydning for det kulturelle liv i Seem Sogn. Måske var det fordi, der boede så mange sønderjyder i Høm, som gerne drog på højskoler, hvor de kom til at holde af foredrag og gymnastik. Der var også folk i både Spandet og Roager, der havde aktier i Forsamlingshuset, men fem-seks år senere fik de nu deres egne forsamlingshuse i de to sogne. Alligevel så vi til efterårsmøderne altid flere deltagere derfra, og endnu i 1914, hvor grænsen var blevet spærret, kom der nogen til efterårsmødet. Men da der kom bud, at grænsen skulle bevogtes af soldater, måtte de skynde sig hjem.
Helt til 1890-erne var der ingen købmand i Høm, så man måtte køre til Ribe efter alle kolonialvarer; men så var der én, der ville oprette en købmandshandel i byen i en ejendom omtrent 500 meter øst for Forsamlingshuset. Det nedlagde købmændene i Ribe forbud imod, da der i loven stod, at ingen købmand måtte nedsætte sig nærmere end en mil i luftlinje fra købstæderne. En mil er omtrent 7,5 kilometer. Så måtte den forretning opgives. Det bevirkede, at der blev oprettet en indkøbsforening, , som købte varerne hos en købmand i Ribe og lod en af bønderne tage vare på uddelingen herhjemme. Den sidste var Louises bedstefar, Claus Bennedsen. Da han i 1905 ikke ville mere, meldte man sig ind i Fællesforeningen for Danmarks Brugsforeninger, men det var stadig bønder, der var uddelere. Først var det min kusines mand, Poul Nørgaard, der havde butik i det gamle ovnhus, hvor jeg fik værksted med høvlebænk, da jeg fik ejendommen. Da han i 1908 ikke ville mere, blev Holgers svigerfar Niels Nørgaard uddeler, da havde Holger nemlig overtaget hans ejendom på Høm Østermark. Samme sommer blev Brugsen bygget, hvor den endnu ligger. Den første april 1914 fik vi den første butiksuddannede uddeler.
I 1903 fik vi loven om menighedsråd, men allerede inden havde far været med ude at høre præster, som søgte embedet i Seem, og han kom straks i menighedsrådet og var med indtil omkring 1930.
Vi havde ikke så få enge til gården. Den gang havde enge meget større betydning, end de har nu, for da brugte man ikke så meget kunstgødning, og det betød meget, at man kunne holde en stor besætning, så der kunne fås meget staldgødning. For at engene kunne give mere hø, anlagde man dem, så vandet kunne løbe over dem om vinteren, idet man gravede små render, som vandet løb op i, når man stemmede op for vandet i bækken. Fra renderne løb det ud over engene og tilbage i bækken igen.
Disse anlæg blev lavet af en mand, som havde opteret for Danmark og derfor ikke kunne bo hjemme på den anden side af grænsen. Han hed Hans Jørgen Jepsen, og han boede hos bedstefar i den tid, han anlagde engene. Derved opstod et venskab mellem ham og far, der varede lige til Hans Jørgen døde. Han fik senere mulighed for at flytte tilbage til Branderup, men skulle være uhyre forsigtig med at vise mindste interesse for politik eller deltage i danske møder. Ja, han turde ikke en gang holde en tjenestekarl, som deltog i gymnastik, så riskerede både mand og karl at blive udvist. Mor og far besøgte ham og hans kone en gang om året. Det var en køretur på 25 kilometer.
Vi havde gerne mellem 50 og 60 læs hø årligt, og selv om vi havde slåmaskine, måtte vi alligevel slå en eng i Lustrup med le. Det var ca. fire tdr. land. Der var nemlig så mange bløde steder, hvor hestene kunne træde i. Bløderne måtte rives med håndrive og bagefter skulle man bære høet op i små stakke ved hjælp af to bærestænger. Det forreste gik ofte for sjov udenom et hul i engen, som den bageste så faldt i og blev våd. Var det fint vejr, tog man det med godt humør. Når man stod ude ved bløderne og hoppede lidt, så gyngede hele engbunden. Vi har en gang jaget et læssetræ ned i en bløde uden at mærke bund. Engen i Lustrup blev gerne slået to gange, da den ikke kunne afgræsses uden at kreaturerne riskerer at gå i bløde. I våde somre blev det kun slået en gang. Somme tider måtte vi køre høet halvvådt hjem og lade det tørre på agrene. I dag er alle engene i Høm afvandede, idet man har ladet en kanal grave. Nu kan arealerne pløjes. Der er roer og kartofler, hvor der før stod høstakke.
Vi havde gerne otte køer hjemme, men solgte hvert forår seks á otte stude til græsning i marsken, og hvert efterår købte vi to á fire mindre stude. Vi havde en fin korthornsbesætning, som flere gange tog førstepræmie på dyrskuet i Ribe. Køerne var sortbrogede og gav ikke så meget mælk, som de røde køer giver.
Husmændene havde det ikke så godt den gang. De havde for lidt jord og måtte have andet arbejde ved siden af. En var smed, en anden rebslager eller husslagter en tredje arbejdsmand og gravede mergel op af gravene, hvilket var et meget hårdt og slidsomt arbejde, men det gav en lidt større dagløn. Daglønnen var i det hele taget ikke særlig stor.
Nis Jensen i Høm gik først i 1890-erne hver dag til Klåbygård for at tærske med plejl. Han hjalp med røgtningen, til det blev lyst, så tærskede han, til det blev mørkt, hvorpå han igen hjalp med røgtningen. Lønnen var kosten og 25 øre daglig. Det er ikke så underligt, at der var smalhals og mange søgte trøst i brændevinen. På kroerne fik man en kaffepunch for ti øre, tre for 25 øre. Man bestemte selv, hvor stærk man ønskede den, for flasken kom bare på bordet. Der var brændevin i alle hjem, også hos os, indtil første verdenskrig, hvor det steg i pris. Man lagde skat på fattigmands snaps. Når en nabo kom på besøg, blev der skænket en kaffepunch. Når køerne kælvede, fik de et stykke brød, gennemtrukket af brændevin. Da det steg i pris sagde en husmand til sin ko, at den ikke skulle have mere, han ville selv drikke, hvad han kunne købe.
Far har fortalt, at det var almindeligt, at bønderne fra Høm kom fulde hjem, når de havde været i Ribe. I min ungdom var det mest de fattigste, der drak for meget. Nok for at glemme deres triste tilværelse. Enkelte ældre fik dog deres daglige punch.
Da husmandsbrugene var små, havde husmændene ikke selv heste, men måtte låne hos bønderne, når de skulle have pløjet eller have korn kørt hjem. Men det kunne de kun, når bønderne ikke selv havde brug for hestene, hvorfor det ofte blev om søndagene. Husmanden måtte til gengæld hjælpe bonden gratis som tak for hjælpen. Smeden i Høm klarede sig dog ved at pløje med sine to køer for ploven, hvad han blev ved med til 1915, hvor han købte en lille russisk hest. Også vores nabo købte en hest, og for at holde den til arbejde, kørte han i flere år varer hjem fra Ribe Station til Brugsen i Høm.
Far var i mange år tillidsmand for Landbosparekassen i Ribe og måtte derud hver anden lørdag. Tillidsmanden skulle sige god for dem, der ville låne penge i sparekassen. Men da bestyrelsen fik sat igennem, at tillidsmændene skulle lønnes for ulejligheden, sagde far stop. Han ville ikke, at det skulle være et ”ben”.
Far var ivrig venstremand og i mange år stiller for Jens Busk, som da også et par gange har været i mit hjem. Den gang kunne man ikke stemme hjemme i sognene, alle Ribekredsens vælgere skulle give møde på Torvet foran Rådhuset for at stemme. Her holdt hver af de opstillede tale til vælgerne før afstemningen. Stemmetallet blev på den måde lille, da mange undså sig for at drage den lange vej og mange ikke selv havde køretøj, men måtte gå til fods. Da Jens Busk gik af, var far stiller for Søren Brodersen fra Nr. Farup. Der var desuden opstillet Jørgen Jørgensen fra Kalvslund og Laust Moltesen fra Hvidding. De havde alle tre tilhængere i Høm, og bølgerne gik højt i byen. Jørgen Jørgensen blev valgt, men døde kort efter, hvorpå Søren Brodersen i mange år repræsenterede kredsen.
Alle de mindre venstreblade i Vestjylland blev i efteråret 1917 sluttet sammen til Dagbladet Vestkysten. Indtil 1915 holdt far også Haderslev Dagblad for at få nyhederne fra Sønderjylland, som stod hans hjerte nær. Vi holdt bladet sammen med Louises bedstefar, Claus Bennetsen, der også var sønderjyde. Han var kommet til Høm fra Tiset omtrent samtidig med far. Efter udbruddet af første verdenskrig kom bladet ofte med blanke sider, da den tyske censur var striks overfor de danske blade. Så blev de kede af at holde bladet. Ofte holdt han andre partiers blade for at se deres synsvinkler. En vinter holdt han Socialdemokraten og en anden gang Politiken.
Gårdejerne arbejdede den gang ikke nær så hårdt, som de gør nu. Det var kun, når der var rigtig travlt, f.eks. ved forårsarbejdet eller ved høbjergning og kornhøst og evt. hjemkørsel af roer, at far deltog i arbejdet. Det kunne dog ske en enkelt gang, at han deltog i roerensningen, derimod aldrig ved roe-udtynding og hakning. Roearealerne var ikke så store den gang. Vi havde de første år ca. tre tønder roer, stigende til fire en halv tønde land med roer de sidste år jeg var hjemme. Marius og Holger kan huske de første roer, vi dyrkede. Michael Feddersen drillede dem tit med, at roerne en gang groede sådan til i skidt, at Holger måtte op og gøre dem rene med en tørvespade. Det var oppe i ”æ tyk´” et meget vådt år. ”Æ tykk´” var ikke drænet, det blev der først 1905. Bedstefar havde drænet ”Havrebjerg”, men ingen vidste mere, hvor drænene lå. Da Holger og jeg drænede ”Havrebjerg” igen i 1930 stødte vi ofte på de gamle rør, som kun var en tomme tykke.
Vi havde altid let ved at få karle hjemme. Mange var der i flere år. De gik i huset som i deres eget hjem, og far sagde sjældent noget til dem. Var der noget at klage over, var det os, der var hjemme, det gik ud over.
De fleste karlekamre havde indgang fra stald eller lo, men jeg kan ikke huske, at vores havde anden indgang end fra forstuen. Karlesengene bestod i en kasse med halm i stedet for en madras, og i siden ind mod væggen var en flettet måtte, så man ikke skulle ligge lige op ad væggen, som var fugtig og kold. Der gik af og til mus i bundhalmen, og de kunne nok lave spektakel om natten, men man sov alligevel godt.
Før krigen var karlelønnen 400 kr. eller det samme, som en kælvekvie var værd.
Omkring 1910 solgte vi et stykke mose i ”Bjørnkjær”, som strakte sig fra Klåbygård og op til Lundsmark. Det tog tre timer at slå det fra ende til anden, men høet var ikke godt. Mens vi havde den, strøg vi klyne derude. Tørvejorden blev smidt op i en stor trækasse, ”æ traj”, og der blev smidt vand i samtidig med, at et par stude blev drevet rundt i massen. Når det så var blevet til jævn grød, blev det lagt på en stor, flad trillebør med en form ovenpå, der rummede 30 tørv. Der skulle stor øvelse til for at vælte sådan en bør, så tørvene lå i lige rækker. Det var en god dags arbejde, når to mand strøg 9-10.000 klyne. Når de var tørre på oversiden, skulle de ringles op i små stakke, hvilket foregik ved at man lagde tre klyne i trekant og derpå endnu tre hen over de nederstes hjørner i alt i seks lag og derpå to øverst, så der var 20 i hver ringel. Så kunne det blæse igennem stakkene, og det var nemt at tælle dem op. Ved hjemkørslen skulle der 5.000 på et læs.
I de sidste år før første verdenskrig købte vi klyne i Spandet Mose, de var betydelig bedre end dem fra Bjørnkjær. Under krigen kunne vi ikke komme over grænsen, og så måtte vi hente dem i Fæsted Mose. Vejen var så lang, at vi kun kunne hente to læs på en dag.
Far var den første i Høm, der fik cykel. Han havde gået i skole med Tarp fra Ribe, og han handlede med cykler. Far kørte hjem på cyklen, og jeg ved ikke, hvor mange gange, han var væltet undervejs, men han kom dog kørende på den ind i gården.
Fars fødselsdag den 31. januar blev forberedt næsten fra juletiden var overstået. Jeg regner med, at der hvert år kom omtrent 60 gæster. Der var ingen bedt, men flaget var hejst, så vidste alle, at de var velkomne. Når der kom nye til byen, for eksempel en lærer, sagde far til ham:
”Ja, den 31. er det min fødselsdag. Jeg byder ingen, men alle er velkomne.”
Nogen kom til eftermiddagskaffen, men de fleste til aftensmaden. Om aftenen spillede mændene kort og konerne strikkede strømper og snakkede. Mors fødselsdag var den 24. juni, en travl tid. De var flaget også oppe, men kun de nærmeste naboer kom til kaffe.
Omkring 1911 fik vi den første telefon til Høm. Den var i Høm Skole, hvor alle kunne ringe fra. Når der kom opringning til nogen, løb lærer Bennetsens børn med besked. Jeg tror nok, at de fik 25 øre for det. Inden den tid var det besværligt at få fat på læge eller jordemoder, for da måtte man hente dem med hest og vogn, og desuden var de ikke parate, når man kom efter dem. Jeg har et par gange været med efter jordemoderen om natten. Den ene gang måtte vi endda hen til en anden, fordi den første ikke var hjemme. I sådanne tilfælde fik hestene lov at løbe alt, hvad de kunne. I 1916 fik vi telefoncentral i Høm Skole. Der var vist i førstningen 16 abonnenter. Det var den 16. juni på Bodils fødselsdag og lige i middagstimen, så telefonen ringede hele tiden, fordi alle skulle prøve den, så det gav ingen middagshvile den dag, og vi var lige ved at ønske indretningen langt bort igen.
Den første august 1914 brød Den første Verdenskrig ud, hvilket bevirkede, at hestene steg voldsomt i pris, ja, ligefrem røg i vejret, og hestehandlerne tjente store summer. Tyskerne manglede nemlig heste til hæren, og de betalte, hvad der blev forlangt. En dag først i september var far kørt til Ribe med to heste for vognen, men da han kom hjem, havde han kun en hest for. Den anden var han kommet til at forlange 1700 kroner for, og så havde hestehandleren straks slået til. En måned forud var prisen kun 600 kroner. Senere endnu steg de, så man kunne få både tre og fire tusinde for en hest, og så behøvede de ikke en gang at være særlig gode.
En gang havde mor en flødepotte, som var vanskelig at skænke af.
”Gid jeg var af med den,” sagde hun en dag ved bordet.
”Det kan du snart blive,” svarede far og kylede potten hen ad gulvet, så den gik i mange stykker. ”Det var nu ikke meningen,” sagde mor.
”Næ, men nu er du af med den.”
Far var ellers noget påholdende. Skulle der gøres indkøb, skulle det være af kvalitetsvarer.
”Det betaler sig i længden.”
Alting steg voldsomt i pris under krigen. Studene steg fra 44 øre pr. kilo til omkring en krone. Mange tjente store penge, mens andre havde det meget småt, fordi det blev så dyrt at leve. Især gik det ud over de fastlønnede, da vi først fik en ny lønningslov i 1919. Den gang kendte man ikke dyrtidsregulering.
Efter våbenstilstanden den første november 1918 fik vi indkvartering af soldater i Høm. Vi fik en løjtnant og to menige hos os. Da løjtnanten ikke ville spise sammen med de menige, sagde far til ham, at han kunne få maden ind på sit værelse, og så skulle han ikke vise sig i stuen. De menige sad sammen med os i stuen, og løjtnanten fik kun, hvad han lige kunne forlange.
Far var med til at stemme Sønderjylland hjem til Danmark. Han blev indkvarteret i sit barndomshjem i Roager hos Truels Bejer. Her var også indkvarteret en dame, hvis far havde været tysk præst i Roager. Alle, der var født i Sønderjylland, havde stemmeret, selv om deres forældre kun havde været der ganske kort tid. Disse tyske embedsmænds børn stemte nok tysk, men denne dame stemte dansk, fordi, som hun sagde:
”Jeg kan nok huske, at alle mine legekammerater var danske, og nu skal de have lov at komme hjem til Danmark.”
Mor døde 1920, og da far ikke brød sig om at skulle have husbestyrerinde, solgte han gården til min bror Holger, hvis ejendom jeg så købte. Far lod pengene stå i begge ejendomme og skulle have ophold hos Holger mod at betale 1.000 kroner årligt for kost og logis. Han blev dog langtfra arbejdsløs af det. Han hjalp på gården med alt, hvad han kunne overkomme. Han hjalp også mig, hvis jeg havde brug for det. For eksempel huggede han alt kvaset hjemme hos os. Marie klagede gerne over, at han huggede det for langt, men det har kvindfolkene jo altid klaget over. Om vinteren vandede han alle kreaturerne og gav dem kraftfoder, så længe han levede. Han sad også gerne ude i stalden om vinteren og bandt alle de stykker bindegarn, der var taget fra ved tærskningen, sammen i store nøgler, som blev spundet til reb.
Far var ivrig ryger, han havde snart piben tændt fra morgen til aften. Indtil slutningen af Den første Verdenskrig røg han lang pibe. Han havde fem-seks stykker. Den ene var så lang, at den kunne stå på gulvet, når han sad i stolen og røg. Når Simine Bejer, en lærerenke fra Høm eller mors kusine Kathrine Toft fra Møgeltønder kom på besøg, lånte de gerne den lange pibe og røg af den. En gang havde mor og tjenestepigen købt alle fars piber, og det var så meningen, at han skulle holde op med at ryge. Da der var gået 14 dage, kom de med piberne og bad ham begynde igen, for han var blevet så sur, at han ikke var til at være ved.
Far var en god fodgænger, vi andre kunne ikke godt følge ham. Jeg husker den 4. juli 1924, da vi fulgtes ad hjem i toget fra et besøg på Tåsinge, så traf vi Mads Lohmann i Ribe. Han var derude i sin bil, og han tilbød, at vi kunne køre med hjem, hvis vi kunne vente en halv times tid. Det passede mig meget godt, men far ville ikke vente, han foretrak at gå. Da vi kom et par kilometer fra Ribe, kom Las Lassen og Maren fra Seem kørende og ynkedes over os. Da vi kom til Hømvejle, ville han lige gå over til Marinus, da det var Kathrines 18-års fødselsdag. Det sidste stykke måtte vi klatre over trådhegn og springe over grøfter, inden vi kom over. Det var en tur på otte kilometer, og far var da 73 år gammel og havde rejst hele dagen i toget.
Far tog sig ikke så meget af os børn, og det kneb – i det mindste for mig – at tale med ham, måske fordi jeg lignede ham så meget. Jeg har heller aldrig kunnet tale rigtigt med vore børn eller haft deres fortrolighed. Det har Lovise derimod, og mor kunne, så vi kunne altid gå til hende med alt. Alligevel tror jeg, at far holdt af os og interesserede sig for os alle, han lod sig blot ikke mærke med det.
Han viste os et godt eksempel, han var aldrig bange for at hjælpe nogen, når de trængte og han vidste, at hjælpen virkelig gjaldt. Han rådede os fra at gå i kaution, så hellere låne pengene ud selv, hvad vi kunne undvære. Han sagde en gang til mig – og det kunne godt være hans valgsprog - ”Hellere lide uret end gøre uret.”
Far døde 1. maj 1943. Han blev begravet på Seem Kirkegård, som var ved at blive reguleret. Hvis han skulle ligge ved siden af mor, måtte der et kunstgreb til. Derfor ligger han egentlig begravet i gangen, mens stenen står inde på mors gravsted. Dødsfaldet er ejendommeligt nok ikke indført i kirkebogen.

Gamle skikke
Når en nabo blev sent færdig med høst, blev der sat et fugleskræmsel op i hans mark med et brev om, at her var en dygtig karl til hjælp, han skulle bare have dygtigt med snapse og behandles godt. Snapsen betød meget førhen. På nabogården havde de en gang en gammel mand til at køre hestene i omgangen ved tærskningen. Han syntes, at det varede for længe, inden der blev budt på en puns. Så gav han sig til at synge en vise med omkvædet ”Der er noget længe mellem snapsene.”
Når to mænd høstede med le bag efter hinanden, og den forreste standsede for at stryge sin le, måtte opbinderen ikke binde op imens, for så skulle den bageste mand høste om og opbinderen skulle af med en pægl brændevin til hver høstkarl.
Hvis en karl tabte sin stryge, og pigen fandt den, skulle han indløse den med chokolade til pigen.
Når en karl eller pige forkede korn på marken eller i laden og tabte sin fork, skulle vedkommende give en pægl brændevin.
Den dag, vi fik ophøstet, sagde vi gerne til mor, at hun skulle passe på sine kål, for ved det og det klokkeslæt kom vi ”og strøg for dem.” Det vil sige strøg leerne, så det kunne høres. Det var en skjult trussel om at slå kålstokkene om. Det var tegn til, at hun skulle skynde sig ud og byde på kaffebord. Når kornet var kørt i hus, skulle alle, der havde hjulpet ved høsten med til et høstgilde. Somme steder var det med dans.
Man skulle helst være færdig med tærskningen inden første marts, for så begyndte forårsarbejdet. De, der blev senere færdige, kunne risikere at finde en fluesmækker i loen, som en nabo havde fået anbragt. Blev naboen opdaget, mens han var undervejs, kunne han få armene bundet på ryggen og fluesmækkeren med hjem igen. Det ansås for en skam, ligesom det var en skam at få fluesmækkeren. Sammen med fluesmækkeren var der et venligt brev med besked om, at fluerne nok var slemme til at sinke tærskeren i arbejdet. Selv efter vi fik tærskeværk, tærskede vi rug med plejl for at få strå til tag på stuehuset.
Når kornet var inde, kartoflerne oppe og kornet tærsket, holdtes der et lille gilde med chokolade om aftenen, det kaldtes opskøwr. Der var flere sådanne smågilder i årets løb, dels hjemme og dels hos naboer. Man kom ikke så meget udenfor sin hjemby.

Mortensgrande
I gamle dage har man jo nok i landsbyerne holdt en mængde grande- eller bymøder, hvor man drøftede byens fæles anliggender, men efter at jorden er udstykket, har man ikke så meget fælles, så de fleste grander forsvandt, men der er dog endnu Mortensgrandet her i Høm. Det holdes omkring Mortens Dag, den ellevte november hvert år. Så har man fået indstaldet og har tid til at komme sammen. Man har byens markveje og måske fællesjord at tale om.
Alene det at komme sammen og tale sammen om det, som optog bønderne, var kærkomment. Mortensgrandet har nok forandret sig igennem tiderne. Efter at man fik Forsamlingshuset, har man holdt det der, men tidligere holdtes det på gårdene på skift efter et fast mønster. Alle, som havde en tønde hartkorn var pligtige at huse grandet, når ens tid indtraf. Også beboerne på Hømlund og i Hømvejle var med, da deres ejendomme var udstykkede fra byen. Det største stykke fællesjord er ”Byens Plantage”, som vist blev plantet i 1890-erne. Før det blev tilplantet, lå stykket hen i sandgrave i bakke-dal. Også byens lergrav, som lå, hvor vejen går forbi ”Nørgård” krydser Stadsvejen, som vi kaldte den. Den vej kørte vi nemlig al tid, når vi skulle til staden, Ribe, før sognevejene blev grusede. I disse grave måtte byens folk hente ler, som de kørte på de sandede veje. Jeg har selv været med til at køre ler på Klintevej, så den blev dejlig hård at køre på i sommertiden.
Granden blev gerne indkaldt af byfogden, som aftalte dato med værtsgården. Når datoen var bestemt, blev der skrevet en seddel med indkaldelse. Sedlen sendtes fra nabo til nabo. Enhver vidste, hvorhen sedlen skulle sendes, og når den kom tilbage til byfogden, vidste han, at den havde været hos alle.
Da jeg var barn, kom konerne også til grande, men de mødte en time senere end mændene, når selve grandmødet var ovre. Ved granden aflagde byfogden beretning og regnskab. Indtægterne kom fra udlejning af vejene til afgræsning eller høbjergning. Den nordlige engvej var den bedste og kom pænt op i pris, men den kunne også godt give flere læs hø. Andre veje var ikke så værdifulde, men gik gerne op i pris, da det var lidt en æressag at være med til at leje vejene. De gode veje blev kun budt på af husmændene. Når udlejningen var overstået, skulle der vælges byfoged og to bysvende for det næste år. Disse tre mænds arbejde bestod i at se efter, hvilke veje, der trængte hårdest til at få jævnet hullerne og så leje en arbejdsmand til at gøre det.
Når konerne var kommet, blev kaffebordet dækket, og bagefter blev der danset tre-fire timer, hvorefter der igen blev dækket kaffebord, før man gik hjem. Jeg tror nok, at dansen til grandet holdt sig til 1910, måske fordi tilslutningen til grandet blev for lille derefter. Det var deltagerne selv, der skillingede sammen til spillemanden. Værten skulle kun lægge kaffebordene til. I de sidste mange år er kun mændene mødt til grandet, og så slutter de af med at spille kort til ud på de små timer.
I Seem var alle gårdmænd bedt til stor spisning før granden. Lidt hen ad aften, når maden var fortæret, kom husmændene og arbejdsmændene, som ikke deltog i spisningen, da de ikke kunne gøre gengæld. Da fars fætter, Andreas Karkov i 1904 kom hjem fra Amerika og købte Seemgård, skulle han et par år efter holde Mortensgrande, men han kunne ikke lide, at der blev gjort forskel på gårdmænd og arbejdere, så han bød dem alle til spisning, hvad de også havde god plads til i stuehuset. Flere af gårdmændene bebrejdede ham det, men jeg ved ikke, om det forandrede skikken. Kort efter brændte Seemgård (1907), og Andreas rejste igen til Amerika.

Fester
Man kom ikke til så mange baller førhen. I Forsamlingshuset var der måske fire årlige. Men til barnedåb, bryllupper og rejsegilder (”re.shøtter”) var der hjemmegilder med dans. Det var utænkeligt, at man gik til bal i fremmede Forsamlingshuse.
Ved bryllupper var man gerne bedt til frokost klokken ni. Når man kom ind i bryllupsgården, stod der tre-fire hornblæsere og modtog gæsterne med et stykke musik. På vej til kirke kørte musikerne i den forreste vogn, og når de kom forbi nogle huse, spillede de et stykke, så folk kunne høre, at de kom. Efter musikken kørte brudepigerne og først i tredje vogn kørte brudeparret. I den fjerde kom brudeførerne, der almindeligvis var brudeparrets forældre, derpå kom den nærmeste slægt og sidst naboer og venner. Tidligere havde man ridende svende, men det har jeg kun set én gang i september 1911 ved Søberg Jørgensens bryllup, hvor Ejnar var en af de fire ridende svende. De skulle ride to ved hver side af brudeparret, indtil de kom en kilometer fra kirken. Så skulle de ride alt, hvad hestene kunne trække til kirke og meddele, at nu kom selskabet, og derpå skulle de tilbage og indtage deres pladser. På hjemvejen skulle ridesvendene ride til hjemmet og meddele brudeskarens ankomst, og opvarterpigerne skulle have et glas vin parat til dem, inden de red tilbage og indtog deres pladser. Når skaren kom hjem, skulle skafferne, som havde kørt i vogn med brudeparret, sørge for at få dem til bords, hvilket tog lang tid, for de skulle sidde i bestemt rangfølge. Middagen bestod af kødsuppe, derefter det kogte kød med peberrodssovs og bagefter risblomme med vin og vand. Da der ved middagen blev talt og sunget meget, tog den gerne en tre-fire timer, så musikerne, skafferne, køkkenpigerne og børnene, der var vant til at spise bagefter, kunne nok blive dygtig sultne. Ved Søberg Jørgensens bryllup var vi så sultne, at vi var et par stykker, der var hjemme og få en mellemmad.
Almindeligvis dansede man i storstuen, men til helt store fester havde man telt. Vi har aldrig haft telt hjemme, men vi havde også en tre-fags stue. Under dansen kom to-tre baller punch ind, og damerne fik kaffe. Når punchene blev drukket, sang de gamle en hel mængde drikkeviser, og så fortsatte dansen til den lyse dag. Førhen varede bryllupper tre dage.
Dagen før et bryllup måtte opvarterpigerne rundt til naboerne for at låne porcelæn og dækketøj, og dagen efter skulle det bæres tilbage. Dagen efter var den nærmeste familie, skaffere og opvarterpiger bedt til middag, hvor man fik opbrokket steg, som somme tider kunne være svær at tåle. Efter Marius´ bryllup måtte gæsterne løbe på das eller i stalden hele natten.
Ved barnedåb var der også gerne dans, og nogen holdt ”blind barsel”, når de syntes, at de skyldte naboerne en fest.

Min mor
Mor hed Anne Marie Andersen Aas og var født i et lille hus i Løgumkloster 1856. Hendes far var vejmand, og bedstemor kniplede. Hun kom som ung i huset i Høm hos noget familie, som boede nabo til fars far. Far og mor blev snart kendte med hinanden, og bedstefar, som satte mor meget højt mente, at hun burde have et par gode pladser, før der kunne blive ægteskab ud af det. En kone på landet den gang skulle for eksempel kunne lave smør og anden husgerning. Hun kom så på en stor gård i Sønderjylland, hvor der var 24 køer, som hun og en anden pige skulle malke tre gange dagligt. Manden gik op og ned ad staldgulvet, mens der blev malket, og han ønskede, at pigerne skulle synge til arbejdet, for så gav køerne mere mælk. Hun lærte godt hos mejersken på gården. Da der ikke var noget der hed fridage eller ferier, var mor kun i Høm én gang det år. Far gik hende i møde og traf hende lidt udenfor Gram. Den næste plads fik hun i Roager Kro, hvor Lene Stavener var ualmindeligt dygtig til madlavning. Hun fortalte en anekdote fra kroen: En stamgæst sad ofte og drak nogle genstande. Efter en tid forsøgte han, om han kunne gå lige ad en gulvfjæl, og først, når han ikke kunne, holdt han inde, og ingen moders sjæl kunne få ham til at nyde en dråbe mere.
Den sidste sommer inden de blev gift, var mor på Askov Højskole, som bedstefar betalte for hende. De blev gift i efteråret 1880. Kort efter flyttede hendes far til Høm og boede hos dem. Han lugede gårdspladsens stenpikning hver lørdag, så der ikke var en grøn spire at øjne.
Efterhånden som børnene kom til, fik mor to piger i huset, en indepige og en udepige. Den gang havde pigerne meget arbejde, som ikke kendes mere, da alle hjem før var selvforsynende med alt. Vi havde en snes får, som pigerne skulle vaske og klippe, og ulden skulle kartes og spindes og væves til vadmelstøj, sengeklæder eller strikkes til undertøj, bluser, underskørter og strømper. Der skulle meget til, for en tid var der 15-16 personer i huset.
Ligeledes dyrkedes hør, som skulle hegles, spindes og væves.
Helt til 1905 blev alt brød hjemmebagt i ovnhuset, som stod syd for stuehuset. Der blev bagt en gang månedligt, så brødet kunne godt blive tørt og mulet, inden der kom en ny forsyning. Det krævede en god arbejdsindsats af mange hænder at holde husholdningen i gang. Vi havde også redskaberne til lysestøbning liggende på loftet, men jeg har aldrig set dem i brug.
Mor bryggede selv øl og lavede sæbe. Vi havde en stor tønde i kælderen, hvor alt det fede og uspiselige fra svinene blev lagt, og så blev der kogt sæbe af det en gang årligt. Døde et svin i årets løb, skulle der måske koges to gange. Til sæbekogning skulle dette fedtstof samt soda og kalk koges i to dage, hvor der hele tiden skulle røres i det. Det var et arbejde, som mor ikke betroede nogen anden end sig selv. Den tredje dag var der en cirka 25 cm. tyk sæbeskorpe på gruekedlen, som blev skåret op i blokke. Anden sæbe brugtes ikke.
Til storvasken, som strakte sig over tre dage, begyndte man med at lægge tøjet i blød, næste dag skruppede man op. Det vil sige vaskede det værste af skidtet ud, og derefter kogtes det i gruekedlen. Tredjedagen blev det renvasket, kogt igen, skyllet og hængt ud.
Pigerne skulle altid malke tre gange dagligt, og en kælveko blev de første dage malket fire gange. Sidste malkning foregik klokken ni aften, samtidig med at karlene røgtede hestene af. De fik et sidste foder og hø og blev strøede godt, så de ikke blev for snavsede om natten, for så var det slemt at strigle dem rene om morgenen. Udepigen skulle desuden give kalve, svin og høns, køre mælkejungerne ud til vejen og vaske spande. Hun skulle gøre rent i karle- og pigekammer samt køre hestene ved tærskning eller lægge på tærskebordet. Om sommeren skulle hun hjælpe i roerne, i høet og kornet og tage roer op og køre dem hjem.
Indepigen hjalp med at sysle (gøre rent) og lave mad, men om sommeren måtte hun også om eftermiddagen ud at hjælpe i hø, roer og korn.
Om fredagen gjorde de rent i ”æ lille dørns” eller den pæne stue, som vi nu kalder den. Derinde var helt fyldt med blomster en meter fra vinduerne, foruden hvad der stod i vinduerne. Mor elskede blomster. Hun var også meget akkurat, men skrubbede ikke så hårdt, for det led malingen ved., og når dørene skulle vaskes, skete det i kvilejebark, der ikke var så hård ved malingen som sæbe. Mor forlangte altid, at pigerne skulle være færdige med deres daglige arbejde til middag, så de kunne komme ind og sidde om eftermiddagen med håndarbejder, stopning, lapning eller strikning – somme tider også pigernes egne arbejder.
Mor havde let ved at holde pigerne. De blev næsten altid to eller flere år, et par blev endda i fem år. De var næsten altid her fra byen eller sognet, og meget ofte kom de selv og bød sig til, ofte var de søskende til nogen, der tidligere havde tjent hos os. Grunden var vel, at det var et godt lærested og at mor aldrig jog med pigerne fra det ene til det andet. Hun forstod at tilrettelægge arbejdet, og det betød vel også noget, at de ikke behøvede at gå og skrubbe fra morgen til aften, men kom ind at sidde om eftermiddagen.
Vi fik god kost hjemme, og da fryseboks og henkogning ikke kendtes, var der meget saltmad eller røgede varer. Og derfor fik vi meget melmad. Hver tirsdag fik vi ovnkage og hver fredag pandekage. Grød fik vi tre gange dagligt. Jeg kan ikke huske, at vi nogen siden fik sveden mad. Og fik noget en tanke, blev det straks kasseret. Mor havde ingen lugtesans, og var derfor meget påpasselig. Om sommeren var det røgede kød og flæsk pakket ned i maltkisten, som stod på loftet og maden var helt dækket af malt (spiret byg), så fluerne ikke kunne komme til det.
Om aftenen var vi alle samlede i ”æ dørns”, som vi kaldte dagligstuen. Karlene læste aviser eller bøger, og pigerne strikkede eller syede. Kunne vi få far til at læse højt af en bog, var det særlig hyggeligt. To gange om ugen var karle og piger til gymnastik, pigerne først, da de skulle hjem og malke. Var der møder i Forsamlingshuset, var alle med. Hvert efterår i september holdtes et stort efterårsmøde, hvilket forårsagede en fridag for alle. Da skulle der en ordentlig madkurv med, for ingen gik hjem for at spise. Vi fik både aftensmad og aftenkaffe i Forsamlingshuset. Møderne begyndte klokken fem med to foredrag om eftermiddagen og oplæsning om aftenen.
En gang imellem kom der fremmede. Det var naboerne, der gik rundt og så til hinanden. De kom selvbudne, men var ikke derfor mindre velkommen. Når man ikke indbød, var man heller ikke forpligtet til at ligge inde med større kagelager. De fik gerne et stykke franskbrød med smør og et par småkager.
Far og mor var også med i en kortklub, hvor de spillede Gnav, og pengene, som tabtes, gik i en pulje, som om foråret blev brugt på en teatertur til Ribe. Kortspillene varede til aftenkaffen, hvorefter mor læste et stykke af en bog, og der blev sunget et par sange, inden man skiltes.
Mor ville ikke have arbejdet forjaget. Hun var altid god tid på veje.

Julen
Til jul begyndte mor at bage den første december. Der blev bagt pebernødder af otte kilo bygmel. De færdige pebernødder kom i en lærredspose og blev hængt op over komfuret. Det var al tid en festdag, den dag, de skulle skæres. Så var alle - også karlene og børnene – i arbejde. Mor skar i lange stænger, og vi andre skar stængerne ud i småstykker. Der blev gerne bagt den dag, vi slagtede. Næste dag var det en hel herlighed at få en håndfuld med i skole.
Vi havde gerne slagteren den 18. eller 19. december. Han var bestilt i god tid, for der var bud efter ham allevegne fra. Det gjaldt om, at gruen kogte, når han kom, for han skulle nå fire eller fem store svin om dagen, så der var ingen tid at give bort af. Pigerne skulle også have stor vasket inden jul, og hele huset skulle gøres rent. Der skulle køres roer ind og skæres hakkelse til 14 dages forbrug, for julen varede til Hellig tre Kongers Dag den sjette januar. I juletiden måtte kun det nødvendigste arbejde udføres. Karlene skulle have stalden gjort ren, vasket vinduer og fejet spindel ned.
Juleaftensdag var lang og fuld af spænding, selv om vi børn kun fik hver en enkelt gave af mor og far, og den var sjældent kostbar. Juletræet var pyntet og stod i ”æ stow”, storstuen, hvor der var hængt for vinduerne og døren var låst, så vi ikke så et glimt af træet, før det blev tændt om aftenen.
Om eftermiddagen fik vi almindelig mellemmad med kogt øl eller kaffe til. Den gang var der ikke gudstjeneste juleaften. Karlene skulle begynde at røgte tidligt, for de skulle være færdige og have skiftet tøj til spisningen klokken fem. Så fik vi ribbensteg og medisterpølse og bagefter risengrød med en mandel i. Den stak mor i et af fadene, og når så pigerne bar ind, vidste hverken de eller mor, hvor mandlen var. Mandelgaven var et julehæfte, som skulle blive liggende i stuen til Hellig tre Kongers Dag, så alle kunne læse det. Til risengrøden fik vi øl eller saft og vand. Den aften bad far bordbøn for os både før og efter spisningen, og efter maden skulle der ryddes af bordet og vaskes op, mens karlene gav hestene foder. Imens fik far ild på piben og fandt juleevangeliet frem. Vi havde Hostrups Prædikener, og jeg husker et par gange, hvor vi byttede med naboerne, ellers var det samme prædiken hvert år. Den hørte med til vores jul.
Når evangeliet var læst, gik far og mor op og tændte træet, og vi trængtes ved døren for at komme ind og se træet. Gaverne lå under træet, men det var kun far og mor, der gav en gave til enhver. Når gaverne var uddelt, og vi havde sunget fem-seks salmer, skyndte vi os ind i varmen igen, for i storstuen var der ingen varme. Så kom mor med posen med pebernødder, og enhver fik en toppet kop pebernødder til at spille kort om. Vi spillede ”Vind Dynge” - et rent hasardspil. Tabte én alle sine nødder, kom mor med en slat og gav vedkommende. Klokken ni fik vi kaffe, og så skulle pigerne ud at malke og karlene røgte af.
Nytårsaften gik omtrent som juleaften, men ud på aftenen kom Peter Knudsen gerne over med sin familie og lavede forskellige kunster. En gang havde de spændt en tynd ståltråd fra vores stuevindue og over i et gammelt æbletræ, hvor en af dem sad og spillede på tråden. Det lød højt inde i stuen, men når vi kom ud, var der ingen at se, og vi løb under tråden. En anden gang var de kommet op på loftet, hvor de sad og spillede på forskellige instrumenter, bl.a. et par grydelåg. En tredje gang begyndte de at spille ude i forstuen, og da vi åbnede døren, blev der kastet en strådukke ind ad døren. Den, som greb den, dansede med den hele aftenen.